Hvad vort forbund vil

Tale af Henry George
 
Denne tale er hentet fra tidsskriftet Ret, Nr. 1-2, 1904.
Det fremgår ikke, hvem der har oversat denne tale, ejheller hvor og hvornår talen er holdt, og talens engelske titel er ikke anført!

Det er heller ikke lykkedes mig at finde den ved søgning på internettet!
Hvad vort forbund vil.
     Hvad vi tilsigter med vort forbund, er at føre frihedens store grundsætninger ud i livet i deres fulde udstrækning. Hvad vi arbejder for er, at hvert menneske skal få den fulde frihed til at gøre, hvad han har lyst til, så længe han ikke går i vejen for, at andre kan nyde samme frihed. Jeg hævder for min del, at vi i så måde hverken er helt socialistiske eller helt individualistiske; men at der er et sandt og rigtigt punkt, hvor begge grundsætninger mødes og får deres berettigede plads, og punktet er der, hvor en forretning eller et foretagende bliver monopol. Når dette sker, bliver det rettelig en samfundssag, fordi den enkeltes frihed ikke kan sikres på anden måde. Men udenfor denne grænse, monopolet, kan vi trygt overlade til den individuelle foretagsomhed og den individuelle kappestrid at bringe alle samfundets interesser i harmoni og vekselvirkning. Hvad vi arbejder for er, at lægge ind under samfundet det, som tilhører samfundet, og overlade til den enkelte det, som rettelig tilkommer den enkelte. Hvad vi arbejder for er, at sikre hvert barn, som fødes blandt os, dets lige ret til del i skaberens gaver, dets lige ret til det store skatkammer, som bliver frembragt gennem samfundets vækst, dets lige ret til alle de fordele, som fremkommer gennem videnskabens og forbedringernes fremskridt, og således give hvert menneske fuld frihed og lejlighed til at udvikle sin individualitet, til at benytte enhver evne, til at udfolde ethvert talent og altså lejlighed for alle til hver for sig at give sit liv den fuldeste og højeste betydning. Dette er de store grundsætninger, som vi kæmper for.
     Vor forening, som har sat sig fjernelsen af den af loven skabte fattigdom til sit mål, har også frihed som sit formål. Thi fattigdommen er nu for tiden menneskenes store slaveri. Så længe som menneskene mangler livets materielle fornødenheder, så længe som det ikke er dem muligt at stå frem i livet som frie mennesker og skaffe sig en uafhængig livsstilling, så længe er de væsentlig slaver, det hjælper ikke hvilket frihedens navn man giver dem. Før hvert menneske iblandt os har lejlighed til frit at udføre sit arbejde, før han får den fulde retmæssige løn og ikke er tvunget til at give en del af den til noget andet menneskeligt væsen som betaling for at han får lov at leve og arbejde, så længe er slaveriet ikke afskaffet. En form for slaveriet er forbi, og nu er mærket rejst og korstoget bliver prædiket til udryddelse af en anden, videre udbredt, men også mere skjult form. Negerslaveriet er ophørt, nu påligger det os mennesker i nutiden den pligt at ophæve det industrielle slaveri. Og idet vi kæmper for det, optager vi kun de gamle overleveringer, hævder kun gamle grundsætninger og forsøger at vinde et skridt frem i den gamle kamp mellem ret og uret, mellem lys og mørke, mellem frihed og tyranni, mellem næstekærlighed og egoisme. I dette forbund genopstår Thomas Jeffersons*) grundsætninger og bestræbelser. Og med dets fremgang får den del af folket fremgang, som han elskede og stolede på, og som han troede ville arbejde sig frem og i farens stund ville frelse den amerikanske republik og gøre den til, hvad den skulle være, ikke en republik af jordspekulanter og forpagtere, af arbejdsgivere og arbejdere, af millionærer og betlere, af en nydende klasse og en arbejdende klasse, men en republik af frie, lige, uafhængige borgere, mennesker som ved, hvad deres ret er, og som, idet de kender den, ved at hævde den, mennesker som, idet de forsvarer deres egne rettigheder, også forsvarer andres.
     Og vor tanke er, at republikkens mission strækker sig ud over dens egne landemærker. Denne kamp er en kamp, der gælder hele verden. Vi har fået plads som fortrop i det store slag. Her på dette store fastland, hvor vi har alle Europas erfaringer at bygge på, og ingen af dets særegne vanskeligheder at kæmpe med, er det vor opgave at føre menneskeslægten til et højere og ædlere udviklingstrin, at vise verden en stor nation, som vover at holde sine porte åbne for hele verden, en nation, som vover at leve uden stående hær eller flåde, som i sandhed vedkender sig menneskenes broderskab, en stor nation, hvor der ikke findes proletariat, ingen tiggere, ingen forbryder-klasse, der er sunket ned i lasten på grund af fattigdom, og ingen klasse af lediggængere, der er demoraliseret ved rigdomme, de ikke selv har fortjent. Vi vil vise verden en nation, hvor alle, der vil arbejde, kan skabe en god og behagelig livsstilling ikke blot for sig selv, men for alle dem, som naturen har givet dem det hverv at sørge for. Det er den republik, vi arbejder på at skabe.
     Som vore fædre gjorde det, så grunder også vi vor tro på muligheden af at nå vort mål i vor faste tro på den almægtige Gud Faders godhed og storhed. Vi er vis på, at det er så langt fra, at fattigdom og betleri og alle de laster, som flyder deraf, er i overensstemmelse med Guds love, at det alt sammen tværtimod kommer af brud på disse hans love. Vi mener, at de er en følge af brud på den grundsætning, hvorpå verdensstyrelsen hviler, retfærdighedens grundsætning, den lærdom, som indeholdes i den gyldne regel, at vi skal gøre mod andre, hvad vi vil, de skal gøre mod os. Og vi vil spørge menneskene, om det er meningen, at vi blot skal vedkende os denne grundsætning med vore læber om søndagene og i kirkerne, eller om vi ikke også skal sætte den ind i vore love ved vor stemmegivning.
     Det er for os ikke tilstrækkeligt, at guds navn nævnes i vor grundlov, eller at der på vore sølvdollars står: "Vi stoler på Gud". Hvad vi vil er at bringe vor forfatning og hele lovgivning i overensstemmelse med hans retfærdighed; denne retfærdighed, denne rette måde at handle på, som indrømmer hvert menneske hans fulde retmæssige del i skaberens gaver, den vil gøre hver amerikansk mand og kvinde, hvert barn, selv det ringeste, til en ligeberettiget borger af et fælles fædreland; når den sejrer, da vil hver borger kunne i sandhed sige, hvad kun en liden del nu kan: "Dette er vort land, dette er mit land." Og med denne simple grundsætning vil vi gå fremad og stoler på, at er sandheden først en gang kommen under drøftelse, kan den aldrig blive kvalt. Vi ved, at ligeså sikkert som solen står op i morgen, vil den tid komme og er heller ikke fjern, da den grundsætning, for hvis gennemførelse dette forbund har dannet sig, vil blive anerkendt af det amerikanske folk, bragt ud i livet gennem dets love, være midtpunktet i dets forfatning, og da, ja da vil den amerikanske republik i sandhed blive, hvad dens grundlæggere har tænkt den skulle blive: en ledestjerne for verden.


Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler

 
Oprettet i maj, 2006.