»Komme Dit Rige«

Af Henry George
En tale holdt på Rådhuset i Glasgow, Skotland, søndag den 28. april, 1889
 
Præcis som samfundet vokser, vokser de fælles behov, og på samme måde vokser denne værdi knyttet til jord - den givne fond, hvorfra de kan blive opfyldt. 
Her er den værdi, som kan tages, 
uden at undertrykke ejendomsretten, 
uden at tage noget fra producenten,
uden at mindske den naturlige belønning for arbejde og initiativ.
Henry George 
Komme Dit Rige
       Vi har netop forenet os i den mest højtidelige, den mest hellige, den mest katolske af alle bønner: "Fader Vor, du som er i himlene!" Hos alle os, som har lært den i vores barndom, fremkalder den ofte de kæreste og mest inderlige følelser. Til tider med følelse, til tider som en nødvendighed, hvor tit har vi ikke gentaget den! I århundreder, dagligt, hver time er den bøn steget til vejrs. "Komme dit rige!" Er det kommet? Lad denne kristne by, Glasgow, svare - Glasgow, som skulle "blomstre ved prædiken af Ordet". "Komme dit rige!" Dag efter dag, søndag efter søndag, uge efter uge, århundrede efter århundrede er den bøn steget til vejrs; og i dag i denne såkaldt kristne by, Glasgow, bor 125.000 mennesker - det siger Deres embedslæge - 125.000 af Guds børn bor hele familier i et enkelt rum. "Komme dit rige!" Vi har bedt og bedt om det, og stadig er det ikke kommet. Så længe har det ventet, at mange tror, at det aldrig kommer. Her er det vitale sted, hvor det, som vi er vant til at kalde vore dages kristendom, adskiller sig fra den kristendom, som oversvømmede den gamle verden - den kristendom, som ved siden af en rådden gammel civilisation plantede sæden til en nyere og højere. Vi er blevet vant til at tænke, at Guds rige ikke er tiltænkt denne verden; at dette, faktisk, er djævelens verden, og at Guds rige er i en anden sfære, hvortil Han henter gode mennesker, når de dør - ligesom gode amerikanere siges, når de dør, at drage til Paris. Hvis det er sådan, hvad er så ideen med at bede om dette riges komme? Er Gud - den kristnes Gud, den Almægtige, den kærlige Fader, som Kristus fortalte om - er Han sådan et uhyre, som en sådan gud må være; en gud, som ser på denne verden, ser dens lidelser og dens forarmelse, ser høje idealer nedværdiget, liv hæmmede, uskyldighed blive vendt mod synd og forbrydelse, og hjertets bånd blive strakt og brudt, og selvom det er i hans magt, ikke vil bringe dette rige af fred og kærlighed, overflod og glæde? Er Gud virkelig en egenrådig despot, som vi må smigre til at gøre det gode, Han kan? 
     Men tænk engang. Den Almægtige - og jeg siger det med respekt - den Almægtige ville ikke kunne bringe dette rige selv. For hvad er Guds rige; det rige, som Kristus lærte os at bede for? Er det ikke at udføre Guds gerninger, ikke hos maskiner, ikke hos dyr, som er underlegne, men hos de intelligente væsener, som er skabt i Hans billede; intelligente væsener i besiddelse af fri vilje, intelligente væsener, som kender godt fra ondt. Swedenborg har aldrig sagt noget dybere eller mere sandt, ejheller noget, der harmonerer bedre med kristendommens filosofi, end da han sagde, at Gud aldrig har anbragt nogen i helvede; at djævlene gik til helvede, fordi de hellere ville gå til helvede end til himlen. Ondskabens ånder ville ikke være lykkelige et sted, hvor det godes ånd hersker: gift med uretfærdighed og forelskede i uretfærdighed ville de føle sig dårligt tilpas, hvor retfærdigheden var lov. Og i overensstemmelse hermed ville Gud ikke kunne anbringe intelligente væsener med en fri vilje under forhold, hvor de måtte handle rigtigt, uden derved at ødelægge denne frie vilje. Nej! Nej! "Komme Dit Rige" - da Kristus gav denne bøn, mente Han, ikke blot at mennesker passivt skulle udtale disse ord, men at de måtte arbejde for dette riges komme, såvel som bede! 
     Bøn! Tænk over, hvad en bøn er. Hvor sand den gamle fabel er! Kusken, hvis vogn sad fast i hjulsporet, knælede ned og bad til Jupiter for at få den fri. Han kunne have bedt til dommedag, og vognen ville stadig have stået der. Denne verden - Guds verden - er ikke en verden af den slags, hvori gentagelsen af ord kan få vogne ud af mudderet eller fattigdom ud af usle boliger. Den, som vil bede med effekt, må arbejde! 
     "Fader vor, du som er i Himlene." Ikke en despot, som regerer efter sine tilfældige indskydelser, men en far, en elskende far, vores far; en far for os alle - det var Kristi bud. Han er vores Far, og vi er Hans børn. Men der er mennesker, der, ved at iagttage den lidelse og uretfærdighed, som menneskelivet, selv i såkaldt kristne lande, er fuldt af, siger, at der ikke er nogen Far i himlen, der kan ingen Gud være, ellers ville Han ikke tillade dette. Hvor overfladisk denne tanke dog er! Hvad vil vi som fædre gøre for vore børn? Er der noget menneske, som, med kendskab til verden og menneskelivets love, ville sikre sin søn så meget, at han intet ondt ville kunne gøre og intet ondt lide? Hvad ville han få ud af den type undervisning? Et forkælet dyr, ikke en selvsikker mand! Vi er, sandelig, Hans børn. Dog, lad en af Guds børn falde i vandet, og hvis han ikke har lært at svømme, vil han drukne. Og hvis han er et godt stykke fra land og ikke nær en båd eller andet, som han kan komme op på, vil han drukne alligevel, hvadenten han kan svømme eller ej. Gud Skaberen kunne have skabt mennesker, så at de kunne svømme som fiskene, men hvordan skulle Han have skabt dem, så at de kunne svømme som fiskene og alligevel have fået vores vidunderlige form, skabt til alle de formål, som intelligensen, der har hjemme i den, kræver at blive brugt til? Gud kan skabe en fisk; Han kan skabe en fugl; men kunne Han, når Hans love er som de er, skabe et dyr, som både kan svømme så godt som en fisk og flyve så godt som en fugl? At den intelligens, som vi må indse er bag naturen, er almægtig, betyder ikke, at den kan gå imod sig selv og gøre sine egne love virkningsløse. Nej, vi er Guds børn. Hvad Gud er, hvem kan sige det? Men ethvert menneske er bevidst om dette, at der bagved det, han ved, er en intelligens meget større end den, som har hjemme i den menneskelige sjæl, men som den menneskelige intelligens i en eller anden uendeligt meget mindre målestok ligner. 
     Ja; vi er Hans børn. Vi har på en måde denne kraft til at bearbejde ting, som vi ved må have været udøvet til at give dette univers eksistens. Tænk på de store skibe, som havnen i Glasgow er berømt for i hele verden; tænk på en af de store ocean-dampskibe, som Umbria, eller Etruria, eller City of New York eller City of Paris. Dér, på havet, som disse skibe krydser, findes marsvinene, dér findes hvalerne, dér findes delfinerne, dér findes alle mulige slags fisk. De er i dag præcis som de var, da Cæsar drog over til denne ø, præcis som de var før den oldtidens første brite søsatte sin læderbetrukne båd. Dagens menneske kan ikke svømme bedre end mennesket kunne dengang, men tænk over hvordan han ved hjælp af sin intelligens er nået højere og højere, hvordan hans kraft til at fremstille ting er blevet udviklet, indtil nu hvor han krydser de store have hurtigere end nogen fisk. Tænk på et af disse store dampskibe, der pløjer sig vej over Atlanterhavet, fire hundrede mil om dagen, imod en kraftig blæst. Er hun ikke en slags produkt af en guddommelig kraft - en maskine, som på en måde ligner de fisk, som svømmer under havet? Her er det, som adskiller mennesket fra dyrene; her er den brede og uoverkommelige kløft. Mennesket er blandt dyrene den eneste håndværker. Mennesket er blandt dyrene den eneste, som besidder den guddommelige kraft til at anvende midler til et mål. Og er det muligt, at mennesket besidder kraften til at anvende midler til at nå et mål, sådan at han kan krydse Atlanterhavet på seks dage, og dog ikke besidder kraften til at afskaffe de forhold, som tvinger tusinder af mennesker sammen i et rum? Når vi tænker over menneskets fremskridt, og derpå betragter den forarmelse, som eksisterer i selve rigdommens centre, betragter den uvidenhed, den svaghed, den uretfærdighed, der karakteriserer vores højeste grad af civilisation, kan vi med sikkerhed vide, at det ikke er Guds fejl; det er menneskets fejl. Bør vi ikke vide, at der i selve den kraft, som Gud har givet sine børn, i denne kraft til at hæve sig højere op, også findes - og nødvendigvis må findes - kraften til at synke dybere? 
     "Vor Far!" "Vor Far!" Hvis? Ikke min Far - det siger bønnen ikke. "Vor Fader" - ikke nogen sekts far, eller nogen klasses, men alle menneskers Far. Alfaderen, den ligebyrdige Far, den kærlige Far. Ham er det, som vi beder om at bringe sit rige. Ja, vi beder om det med vore egne læber! Vi kalder ham "Vor Far", Altet, den Evige Far, da vi knælede ned for at bede til Ham. Men at Han er Alfaderen - at Han er alle menneskers Far - benægter vi med vore institutioner. Alfaderen, som skabte verden, Alfaderen, som skabte mennesket i Sit billede og satte det på jorden for at trække sine livsfornødenheder fra dens bryst; for at finde i jorden alle de bestanddele, som tilfredsstiller dets behov, ventende kun på at blive bearbejdet med dets arbejdskraft! Hvis Han er Alfaderen, er så ikke alle mennesker, alle Skaberens børn, ligeligt berettiget til at udnytte Hans overflod? Og dog siger vore love, at denne Guds jord ikke er til brug for Hans børn, men kun til brug for nogle priviligerede få! Der blev for nogen tid siden udgivet en lille dialog i De Forenede Stater, vestpå. Muligvis har De allerede hørt den. Den føres mellem en dreng og hans far, under et besøg på et teglværk. Drengen iagttager folkene, der former mursten og spørger hvem disse snavsede mænd, der forarbejder leret er, og hvorfor de gør det. Han får det at vide, hvorpå han spørger om teglværksejeren. "Han laver ikke nogen mursten; han får overskuddet fra at lade de andre mænd lave murstene." Så spørger drengen, hvem der ejer murstenene og får at vide, at de oprindeligt tilhører de mænd, som har lavet dem, men at de af arbejderne gives til teglværksejeren. Så vil han vide, hvordan manden, som ejer teglværket har fået sin ejendomsret over teglværket - om han har skabt det? "Nej, han har ikke skabt det," siger faderen, "Gud har skabt det." Drengen spørger: "Har Gud skabt det til ham?" På dette tidspunkt siger faderen til ham, at han ikke må stille sådanne spørgsmål, men at det under alle omstændigher er i orden, og at det er i overensstemmelse med Guds lov. Så går drengen, som selvfølgelig var en søndagsskoleelev og havde været i kirke, sin vej, mens han mumler for sig selv, at så højt elskede Gud verden, at Han lod Sin enbårne Søn dø for alle menneskers skyld; men at Han elskede ejeren af dette teglværk så højt, at Han ikke kun gav ham Sin enbårne søn, men teglværket oveni. 
     Dette har en blasfemisk klang. Men jeg henviser ikke overfladisk til dette. Jeg taler ikke overfladisk om hellige emner. Men somme tider er det sådan, at vi skal chokeres alvorligt for at tænke. Tænk på hvad kristendommen lærer os; tænk på Hans liv og død, som kom for at dø for menneskers skyld! Tænk på Hans lære, at vi alle er lige børn af en Almægtig Fader, uden persons anseelse, og tænk så over den legaliserede uretfærdighed - benægtelsen af den vigtigste, mest fundamentale ret for Guds børn - som så mange af netop de mennesker, der udbreder Kristendommen, opretholder; præcis det, som de blasfemisk påstår er Skaberens eget værk og egen hensigt. Bedre i mine øjne, mere til at respektere i mine øjne, er ateisten, som siger, at der ikke er nogen Gud, end den overbeviste kristne, som, mens han bræger om godheden og Guds Faderskab, lige ud siger os, som nogen gør, eller indirekte sådan som andre gør, at mange millioner menneskevæsener - [på dette sted hørtes et spædbarn græde] - lad den lille blive herinde - at mange millioner mennesker, som den lille baby, dagligt bringes ind i verden af skabelsesbuddet, og at der intet sted er, hvor de kan være. Netop! fortæller os, at efter Guds love er de fattige skabt for at de rige salvelsesfuldt kan have tilfredsstillelsen ved at tildele dem velgørenhed - fortæller os, at en sådan tingenes tilstand, som eksisterer i denne by Glasgow, som i andre storbyer på begge sider af Atlanterhavet, hvor små børn dør hver dag, dør i hundredtusindvis, fordi de, efter at være kommet ind i denne verden - ved Hans magt, på Hans befaling - disse Guds børn finder ud af, at der ikke på jorden er plads nok til dem; og de drives ud af Guds verden, fordi de ikke kan få plads nok, ikke kan få luft nok, ikke kan få næring nok. Jeg tror ikke på en sådan gud. Hvis jeg gjorde, ville jeg, skønt jeg måske ville bøje mig for ham i frygt, hade ham i mit hjerte. Ikke plads til de små børn her! Betragt et hvilket som helst land i den civiliserede verden; er der ikke plads nok og noget i overskud? Ikke mad nok? Se den ubenyttede arbejdskraft, se på den udyrkede jord, se hvert land igennem og se de naturlige muligheder, som går til spilde. Ja! den Kristendom, som læsser ondskaben, uretfærdigheden, lidelsen, den nedværdigelse, som skyldes menneskets uretfærdige handlemåde, over på Skaberen, er værre, meget værre end ateisme. Det er blasfemien , og hvis der findes en synd mod Helligånden, så er det den utilgivelige synd! 
     Jamen, tænk over - "Giv os i dag vort daglige brød." Jeg gjorde ophold i et hotel i sidste uge - et kursted. Et hundrede eller flere gæster satte sig til bords sammen. Før de spiste noget som helst, rejste en mand sig og takkede Gud, bad Ham om at gøre os alle taknemmelige over Hans rige gaver. En sådan tak blev ved hvert måltid fremsat over de velfyldte borde. Hvad mener mennesker med det? Er det komediespil, eller hvad? 
     Hvis Adam, da han kom ud fra Edens Have, havde sat sig ned og var begyndt at bede, kunne han have bedt indtil nu uden at få at spise, medmindre han arbejdede for det. Alligevel er mad Guds rige gave. Han kommer ikke med kødet tilberedt eller grøntsagerne ordnede, ejheller deler Han tallerkener om eller lægger dug på. Hvad Han giver, er muligheden for at producere disse ting - frembringe dem igennem arbejdsindsats. Hans befaling er - det står skrevet i den Hellige Bog, det er indgraveret i enhver forekomst i naturen - at vi igennem arbejdsindsats skal frembringe disse ting. Naturen giver ved arbejdsindsats og til intet andet. Hvad Gud giver, er de naturlige elementer, som er uundværlige for arbejdet. Han giver dem, ikke til én, ikke til nogle, ikke til én generation, men til alle. De er Hans gaver, Hans rige gaver til hele menneskeheden. Og hvad må vi alligevel se i hele den civiliserede verden? At ganske få mennesker har bemægtiget sig disse rige gaver, gør krav på dem som deres personlige ejendom, mens det store flertal ingen juridisk ret har til at anvende sin arbejdsevne på naturens gaver og nyde godt af Skaberens gavmildhed. Og deraf kommer det, at det i hele den civiliserede verden er den klasse, som besynderligt nok kaldes "arbejderklassen", der er den fattige klasse, og at mennesker, som ikke arbejder, som roser sig af aldrig at have udført et ærligt arbejde og af at nedstamme fra fædre og bedstefædre, som aldrig udførte en times ærligt arbejde i deres liv, udfolder sig i en overflod af alle de ting, som arbejde frembringer. 
     Mr. Abner Thomas fra New York, en strengt ortodoks presbyterianer - og søn af dr. Thomas, berømt i Amerika om ikke her, præst i en presbyteriansk kirke i Philadelphia og forfatter til en bibelkommentar, som stadig er et standardværk -skrev for et stykke tid siden en allegori, betitlet "En Drøm". Mens han blunder i sin stol, forestiller han sig, at han blev færget over Dødens Flod, og ved at følge den lige og smalle vej snart fik Den Gyldne By i sigte. En velklædt ældre herre-engel åbnede porten, bad om hans navn og lukkede ham ind; han blev advaret om, at det ville være bedst, hvis han fandt sig ordentligt selskab i himlen og ikke omgav sig med engle med blakket ry. 
     "Hvadbehager!" sagde den nyankomne, "er dette ikke himlen?" 
     "Jo," sagde vagten, "men der er nu en masse lazaron-engle her." 
     "Hvordan kan det være?" sagde mr. Thomas, i sin drøm. "Jeg troede, at alle havde rigeligt i himlen." 
     "Sådan var det også for nogen tid siden," sagden vagten; "og hvis man ville have sin harpe poleret eller sine vinger børstede, måtte man selv gøre det. Men tingene har ændret sig, siden vi indførte den samme slags ejendomsret i himlen, som man har i civiliserede lande på jorden, og vi synes det er en stor forbedring, i hvert fald for de bedrestillede." 
     Så fortalte vagten den nys ankomne, at han hellere måtte bestemme sig til, hvor han ville være. 
     "Jeg vil ikke gå ind nogen steder," sagde Thomas; "jeg vil meget hellere gå over til den smukke grønne bakke og lægge mig." 
     "Det ville jeg ikke råde dig til at gøre," sagde vagten; "den engel, som ejer bakken, bryder sig ikke om at opmuntre til indtrængen på privat ejendom. For nogle århundreder siden, som jeg sagde til dig, indførte vi systemet med privat ejendomsret over himlens jord. Så vi delte jorden op. Det er altsammen privat ejendom nu." 
     "Jeg håber, jeg blev taget med i den fordeling?" sagde Thomas. 
     "Nej," sagde vagten, "det blev du ikke; men hvis du går på arbejde og sparer op, vil du nemt kunne tjene nok i løbet af et par århundreder til at købe dig en pæn grund. Du får et par gratis vinger, når du kommer ind, og du vil ikke have besvær med at pantsætte dem i et par dage, til du har fundet arbejde. Men jeg vil råde dig til at komme hurtigt i gang, for vores indbyggertal vokser hele tiden, og der er stor mangel på arbejde. Lazaron-engle er faktisk ved at blive en stor plage." 
     "Hvilket arbejde skal jeg udføre?", spurgte Thomas. 
 "Vores hovedindustrier," sagde vagten, "er fremstilling af harper og kroner og dyrkning af blomster; men der er mange muligheder for beskæftigelse i servicesektoren." 
     "Jeg elsker blomster," sagde Thomas, "og jeg vil gerne arbejde med at dyrke dem. Der er et dejligt stykke jord derovre, som ingen synes at anvende. Jeg vil arbejde dér." 
     "Det kan du ikke," sagde vagten. "Den ejendom tilhører en af vores mest fremsynede engle, som er blevet meget rig på værdiforøgelsen af jord, og som venter på at den jord skal vokse i pris. Du bliver nødt til at købe den eller leje den, før du kan arbejde på den, og det kan du ikke endnu." 
     Og således fortsætter historien med at beskrive, hvordan gaderne i himlen, Det Ny Jerusalems gader, var fyldt med utrøstelige lazaron-engle, som havde pantsat deres vinger og var udskud i selveste himlen. 
     De ler, og det er latterligt. Men der er en morale i den, som det er værd at tænke alvorligt over. Er det ikke det lattervækkende i vores fantaseren over indførelsen i Guds himmel af de samme regler for fordeling, som vi anvender på Guds jord, selv om vi beder at Hans vilje må ske på jorden som den sker i himlen? 
     Faktisk, når man giver sig til at gennemtænke det, er det umuligt at forestille sig himlen behandlet, som vi behandler jorden, uden at bemærke, at uanset hvor liflig dens luft end er, uanset hvor klart et lys der fylder den, uanset hvor godt dens urter gror, så ville der være fattigdom og lidelse og en klassedeling, såfremt himlen blev fordelt, således som vi har fordelt jorden. Og omvendt, hvis mennesker i dette liv skulle handle mod hinanden, som vi må formode at indbyggerne i himlen gør det, ville denne jord så ikke blive himlen selv? "Komme Dit Rige." Ingen kan tænke på dette rige, som bønnen beder om, uden at føle at det må være et retfærdighedens og lighedens rige - ikke lighed i eksistens, men lighed i muligheder. Og ingen kan tænke på det uden at indse, at et Gudsrige ville kunne bygges på denne jord, hvis mennesker blot ville søge at handle retfærdigt - hvis mennesker blot ville forstå det grundlæggende kristne princip, at man skal gøre mod andre, som vi ønsker de skal gøre mod os, og at indse at vi alle lige fuldt er børn af den samme Fader, ligeværdigt berettigede til at få del i Hans rige gaver, ligeværdigt berettigede til at leve vore liv og udvikle vore evner, og til at bruge vores arbejdsevne på det råmateriale, som Han har givet os til rådighed. Ja! og når en mand indser dette, så rejser det håb sig om dette riges komme, som bar Budskabet gennem Roms gader, som bragte det til hedenske lande, som, på trods af den mest bestialske forfølgelse, gjorde det til den mest udbredte religion i verden. Tidlig kristentro forstod ikke, med dens bøn for Kristi riges komme, et rige i himlen, men et rige på jorden. Hvis Kristus blot havde prædiket om den anden verden, ville ypperstepræsterne og farisæerne ikke have forfulgt Ham, den romerske hær ville ikke have naglet Hans hænder til korset. Hvorfor blev kristendommen forfulgt? Hvorfor blev dets første forkyndere kastet for de vilde dyr, brændt for at oplyse en tyrans haver, jaget, torteret, dræbt, med alle de grusomme redskaber, som en djævelsk opfindsomhed kunne udtænke? Ikke fordi det var en ny religion, som kun beskæftigede sig med fremtiden. Rom var tolerant overfor alle religioner. Rom pralede af, at alle guder blev beskyttet i Pantheon; Rom pralede af, at man ikke blandede sig i religionen blandt de folkeslag, som blev besejret. Det, der blev forfulgt, var en storladen samfundsreform - Retfærdighedens Evangelium - påhørt med glæde af ganske almindelige fiskere, båret frem af arbejdere og slaver til Kejserdømmets Hovedstad. Den kristne åbenbaring var doktrinen om menneskeligt ligeværd, om Guds faderskab, om menneskeligt broderskab. Det ramte selve grundlaget for det monstrøse tyranni, som dengang undertrykte den civiliserede verden; det ramte den fangnes lænker, slavens bånd og den monstrøse uretfærdighed, som tillod én klasse at leve på frugterne af arbejde, mens de som udførte arbejdet levede i armod. Det er grunden til, at den tidlige kristendom blev forfulgt. Og da de ikke længere kunne holde den nede, blev den nye tro overtaget og perverteret af de priviligerede klasser, og den blev, midt i sin triumf, ikke den renfærdige kristendom fra den første tid, men en kristendom, som i meget vid udstrækning var de priviligerede klassers tjener. Og i stedet for at prædike grundsætningerne, Guds faderskab og menneskeligt broderskab, føjede dens ypperstepræster til Evangeliets rene tro den blasfemiske doktrin, at Alfaderen bedømte mennesker, og at Hans vilje og Hans befaling er baseret på den monstrøse uretfærdighed, som dømmer størstedelen af menneskeheden til ikke belønnet arbejdet. Der har ingen fejl været i kristendommen. Fejlen har ligget i den type kristendom, som er blevet prædiket. 
     Intet er klarere end, at hvis vi alle er børn af den evige Fader, så er vi berettiget til at bruge Hans rige gaver. Ingen tør benægte denne fremstilling. Men mennesker, som sætter sig imod at det føres ud i livet, siger faktisk: "Åh, ja! det er sandt; men det er praktisk umuligt at sætte i værk!" Tænk engang over, hvad det betyder: Dette er Guds verden, og alligevel siger sådanne mennesker, at det er en verden, hvor Guds retfærdighed, Guds vilje, ikke kan sættes i værk. Hvilken himmelråbende absurditet, hvilken himmelråbende blasfemi! Hvis den kærlige Gud regerer, hvis Hans love er lovene for ikke blot det fysiske, men for det moralske hele, må der være en måde at sætte Hans vilje i værk, der må være en måde at udøve lige retfærd for alle Hans skabninger. 
     Og således er det. De mennesker, som benægter, at der findes en praktisk måde at sætte den forestilling i værk, at alle mennesker er ligeværdige børn af Skaberen, lukker deres øjne for den enkle og indlysende måde. Det er selvfølgelig umuligt i en civilisation, som vores er, at dele landet i ligelige lodder. Et sådant system ville måske kunne fungere i et primitivt samfundssystem, iblandt et folk som det, hvortil den Mosaiske Tro blev formet. Det ville ikke kunne fungere på dette samfundstrin. Vi har i civilisation overhalet sådanne primitive metoder, men vi er ikke, kan ejheller, overhale Guds forsyn. Der er en måde at sikre den lige ret for alle, ikke ved at opdele jorden i lige store lodder, men ved at opkræve for anvendelse af den, hele den værdi som vedrører jord, ikke for resultatet af individuelt arbejde på den, men for resultatet af befolkningstilvækst og fremskridt i samfundet. På den måde vil alle være lige interesserede i deres hjemlands jord. Hvis man anvendte en mere værdifuld jordlod end naboen, ville man betale en større skat. Hvis man ikke direkte anvendte jord, ville man stadig på lige vilkår få del i skatteindtægten. Dette er den enkle måde. Ja! og det er en måde, som mere end noget andet gør indtryk på det menneske, som virkelig ser skønheden i den som et levende udtryk for gavmildheden i Alfaderens forsyn, synes det mig. Man kan ikke, synes det mig, se igennem naturen: hvadenten man ser på stjernerne gennem et teleskop; eller om man ved hjælp af et mikroskop får de verdener, som findes i en vanddråbe, åbenbaret for sig, hvadenten man gennemtænker den menneskelige form, tilpasningerne i dyreriget eller i det hele taget nogen del af den fysiske natur, må man indse, at der har været en opfinder og tilretter, at der har været en hensigt. Så stærk er den følelse, så naturlig er den i vort sind, at selv mennesker, som benægter den kreative intelligens, tvinges til, imod egen overbevisning, at tale om hensigt. En dyrearts kløer var tiltænkt, siger vi, at klatre med; en andens finner til at føre den gennem vandet. Alligevel, vi finder intelligens, idet vi gennemgår lovmæssighederne for den fysiske natur, vi finder ikke så tydeligt godgørenhed. Men med den store samfundsmæssige viden om, at det, som stiger overalt, idet befolkningen vokser og fremskridt bliver gjort, er jordværdien, kan vi finde bevis på Skaberens godhed. 
     Jamen, tænk hvad det betyder! Det betyder, at de samfundsmæssige love overføres for at føre mennesket fremad! I et primitivt samfundssystem er der ikke behov for fælles udgifter, der er ingen værdi knyttet til jord. Den eneste værdi dér er knyttet til ting, fremstillet ved arbejde. Men som civilisationen udvikler sig, idet en fordeling af arbejdsopgaver finder sted, idet mennesker samler sig, vokser den almindelige nød ligeledes, og således vokser nødvendigheden af offentlige udgifter frem. Og således er der i den værdi, som er knyttet til jord, en foranstaltning, ikke forårsaget af noget, som individer gør, men forårsaget af samfundets vækst, som er tiltænkt - vi kan roligt sige tiltænkt - at imødegå denne brist i fællesskabet. Præcis som samfundet vokser, vokser de fælles behov, og på samme måde vokser denne værdi knyttet til jord - den givne fond, hvorfra de kan blive opfyldt. Her er den værdi, som kan tages, uden at undertrykke ejendomsretten, uden at tage noget fra producenten, uden at mindske den naturlige belønning for arbejde og initiativ. Jamen, her er en værdi, som må opkræves, hvis vi skal modvirke den mest monstrøse form for monopol. Hvad betyder alt dette? Det betyder på det skabende plan, at den naturlige fremgang for civilisationen er frem mod en voksende grad af lighed, fremfor en stadig mere monstrøs grad af ulighed. 
     "Komme Dit Rige!" Det kan være, at vi aldrig selv kommer til at opleve det. Men for det menneske, som indser, at det vil kunne komme, for det menneske, som indser, at det er ham givet at arbejde for Guds riges komme på jorden, for ham er der, skønt han aldrig får dette rige at se her, en overmåde stor belønning -belønningen ved at føle, at han, hvor lille og ubetydelig han end er, gør noget for at fremme dette riges komme, gør noget på den gode krafts side, som ses overalt i universet, gør noget for at rive denne verden ud af djævelens favn og gøre den til retfærdighedens rige. Netop, og skønt det måske aldrig kommer, så ved de, som kæmper for det, dybt inde i deres hjerter, at det må eksistere et sted - de ved, at et sted, på et eller andet tidspunkt vil de, som kæmper deres bedste for dette riges komme, blive budt velkommen til det rige, og at Kongen til dem, selv til dem, en gang, et eller andet sted vil sige: "Godt gjort, du brave og trofaste tjener, gå du ind til din Herres glæde." 
 
To English Version: Thy Kingdom Come

 
Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler


Oprettet den 15. maj, 1998.