ÅRSAGER TIL HANDELSKRISEN

Af Henry George

En artikel i ONCE A WEEK, New York, 6. marts 1894

 
Selv i et smalt perspektiv er der kun tre måder, hvoraf mennesket kan leve - ved arbejde, ved tiggeri og ved tyveri
Årsager til handelskrisen
    Jeg er af Once a Week blevet bedt om at gøre rede for, hvad der efter min opfattelse er årsagen til den eksisterende handelskrise [1894]. Det er muligt at gå videre end det. For den metode, som med sikkerhed har fastslået årsagerne til naturlige fænomener, som engang lå åbne for forskellige meninger eller vilde gæt, bør sætte os i stand til at bringe årsagerne til sociale fænomener ind i kredsen af sikker viden, da de er så klart markerede og fuldstændigt observerbare. 
     For at fastslå årsagen til en fejlagtig eller unormal funktion i den komplekse maskine, som den menneskelige krop er, er kirurgens første indsats at lokalisere problemet. Så det første skridt mod at årsagsbestemme handelskrisen er at se, hvad en handelskrise i virkeligheden er. 
     Med en handelskrise forstår vi en nedsættelse af den fart og det omfang af ombytning, ved hvilken varer, i vort højt specialiserede industrielle system, når frem til forbrugernes hænder. Denne mindskelse af ombytninger, som vi, set fra købmandens eller grossererens synsvinkel, kalder handelskrise, skyldes tydeligvis ikke en mangel på de ting, som købmænd og grosserere har at ombytte. Fra det synspunkt synes der sandelig at være en mangfoldighed af sådanne ting. Det skyldes heller ikke en mindskelse i forbrugernes lyst til at erhverve dem. Tværtimod er tider med handelskrise tider med bitter nød for store masser af mennesker - med nød så dyb og almen, at velgørenhed sættes i værk for at forhindre sultedød af mangel på de ting, som købmænd og grosserere har at sælge. 
     Det kan synes, ved første øjekast, som om denne mindskelse af ombytningsantallet stammer fra en mangel ved ombytningssystemet. Da told har som funktion at holde styr på visse ombytninger, er der tilsyneladende god grund til at se på dem for at finde årsagen. Imidlertid, da penge er den almindelige måleenhed for værdi og det almindelige middel til ombytning, det middel hvormed flest ombytninger foretages, er der måske endog endnu bedre grund til at se på de monetære regulativer. Men hvor vigtigt et told- eller monetært spørgsmål end kan være, så har ingen af disse tilstrækkelig betydning til at fremkalde fænomenet. Handelsbeskyttelse i dens mest udvidede form kan kun holde os ude fra at ombytte det, som vi producerer, med det, som andre lande producerer. Fri handel i dens mest udvidede form vil kun give os i forhold til resten af verden, hvad vi allerede har vore forskellige stater imellem; for penge er, hvor vigtig deres funktion som værdimåler og middel til ombytning end er, stadig kun en måleenhed. Tider med handelskrise kommer og går uden ændringer i toldbestemmelser og monetære regulativer, og findes i forskellige lande under vidt forskellige toldbestemmelser og monetære systemer. Den virkelige årsag må ligge dybere. 
     At den må ligge dybere er simpelthen indlysende. Mindskelsen af de ombytninger, hvorved varer når frem i hænderne på forbrugerne, skyldes tydeligvis ikke så meget øgede besværligheder med at transportere disse varer som mindsket evne til at betale for dem. Enhver forretningsmand kan se, at handelskriser stammer fra en mangel på købekraft for de potentielle køberes vedkommende, eller, som man almindeligvis siger, fra deres mangel på penge. Men penge er kun et mellemled, som udfylder samme funktion ved vareombytning, som jetoner gør i et spil poker. I den endelige analyse er de et certifikat på arbejdsindsats. Det store flertal af forbrugere erhverver penge ved at ombytte deres arbejdskraft eller produktet af deres arbejde med penge, og med dem erhverve varer. Således er det, som de i virkeligheden betaler varer med, arbejde. Det er ikke alene rigtigt i den forstand, som Adam Smith forstod det, da han sagde "Arbejdskraft var den første pris, de oprindelige penge, som blev betalt for alle ting." Det er den endelige pris, som betales for alle ting. 
     Mindskelsen i den "effektive efterspørgsel", som er den formodede årsag til handelskrisen, betyder derfor en mindskelse i evnen til at omsætte arbejdskraft til ombyttelige former - betyder dét, som vi kalder mangel på arbejde. Disse to udtryk er i virkeligheden forskellige navne for forskellige sider af samme sag. Hvad der fra forretningsmandens side er "handelskrise", er fra arbejderens side "mangel på arbejde." Den ene følger altid med den anden og forsvinder altid med den anden. De indvirker på hinanden og reagerer på hinanden, som når købmanden eller grossereren fyrer sine ansatte på grund af handelskrisen, og derved bidrager til mangelen på arbejde. Men i den primære årsagsfølge kommer mangelen på arbejde først. Det vil sige, at mangelen på arbejde ikke stammer fra handelskrise, som det nogen gange antages, men handelskrisen stammer fra mangel på arbejde. For det er den effektive efterspørgsel, der bestemmer, i hvilket omfang og i hvilken retning arbejdskraft vil blive anvendt til at fremstille varer - ikke udbuddet af varer, der bestemmer efterspørgslen. 
     Hvad er arbejde? Det er investeringen af anstrengelse i produktionen af varer eller serviceydelser. Det er det, som vi med et mere forståeligt udtryk kalder for ansættelsesforhold. For begrebet arbejde er blevet for forvirret af vores vanemæssige opdeling i arbejdsgivere og arbejdere, til at den kan anvendes af økonomien. Denne opdeling stammer alene fra opdelingen af arbejdskraften, og den forsvinder, når vi ser på de første principper. Jeg ansætter en mand til at pudse mine støvler. Han investerer sin arbejdskraft for at give mig glæden ved pudsede støvler. Hvad er så de fem cents, som jeg giver ham til gengæld? Det er en værdimåler eller en jeton, med hvilken han efter eget ønske kan erhverve værdien af arbejdskraft svarende hertil, i en af flere former - mad, husly, aviser, kørsel med droske, og så videre. I den endelige analyse er transaktionen den samme, som hvis jeg havde ansat ham til at pudse mine støvler, og han til gengæld havde ansat mig til at yde ham nogle af disse andre tjenester; eller hvis jeg havde pudset mine støvler selv, og han havde udøvet disse andre tjenester selv. Selv i et smalt perspektiv er der kun tre måder, hvoraf mennesket kan leve - ved arbejde, ved tiggeri og ved tyveri; for det menneske, som nyder godt af arbejde, men som ikke selv yder en arbejdsindsats, er, økonomisk set, blot en tigger eller en tyv. Men i et større perspektiv falder disse tre sammen til en, for tiggere og tyve kan kun leve af de arbejdsomme. Det er menneskelig arbejdskraft, som opfylder alle menneskelivets behov - lige så sandt nu, i den komplekse moderne civilisation, som i begyndelsen, da den første mand og den første kvinde var de eneste mennesker på kloden. 
     Nu er arbejde eller ansættelse investering af arbejdskraft i produktionen af varer eller serviceydelser. Men på hvad? Tydeligvis på jord, for jord er for mennesket hele det fysiske univers. Se på et hvilket som helst land som et hele, eller se på hele verden. På hvad og af hvad lever hele befolkningen? På trods af vore millioner og vores komplekse civilisation, vores udvikling af ombytningsfunktionen og vores opfindelse af maskiner, lever vi så ikke alle som det første menneske gjorde, og som det sidste menneske må, af anvendelsen af arbejdskraft på jorden? Forsøg dette tankeeksperiment: Forestil Dem, i fantasien, landmanden ved sin plov, minearbejderen i malmåren, toget hastigt på vej, dampskibet på vej over havet, den store fabrik med dens spindende hjul og tusind ansatte, byggearbejdere i færd med at rejse et hus, telegraffolk i færd med at opsætte tråd, en sælger sælge varer, en boghandler gøre regnskab, en skopudser pudse en kundes støvler. Tænk Dem en hvilken som helst lignende situation, og forsøg at tænke del efter del bort fra det, alt det, som vedrører jorden. Hvad bliver der tilbage? 
     Jord er kilden til al beskæftigelse, det naturlige element, som er uundværligt ved ethvert arbejde. Jord og arbejdskraft - det er de to vigtigste faktorer, som, når de forenes, producerer al velstand og giver alle materielle goder. Når arbejdskraft findes - og dermed menes evnen og viljen til at arbejde - så har der aldrig været og kan der aldrig opstå mangel på arbejde, så længe arbejdskraft kan opnå adgang til jord. Var Adam og Eva belemrede med "mangel på arbejde"? Kendte de første nybyggere i dette land, eller de, som derefter slog sig ned i de egne, hvor jorden var let tilgængelig, til noget sådant? At monopolet på jord - udelukkelsen af arbejdskraften fra jord gennem de høje priser, som kræves for den - er skyld i manglen på arbejde og handelskrisen er så klart, som solen ved middagstid. Hvorend man er, hvor manglen på arbejde mærkes - hvadenten det er i byen eller landsbyen, i et minedistrikt eller en landbrugsegn - hvor langt vil man så være nødt til bevæge sig for at finde jord, som arbejdskraft er ivrig efter at udnytte (for jord har ingen værdi, før arbejdskraft vil betale en pris for privilegiet til at udnytte den), men som arbejdskraften udelukkes fra af de høje priser, som en eller anden ikke-bruger kræver? I selveste hjertet af New York City vil to minutters gang fra Union Square føre Dem til tre ledige grunde. For tilladelse til at anvende den mindste og mindst værdifulde af disse er $40.000 om året blevet tilbudt og afvist. Dette er kun et eksempel på, hvad man kan se overalt, fra storbyens hjerte til Cherokee Strip. Hvor arbejdskraften udelukkes fra jorden, går denne til spilde. Købelysten forbliver måske, men den "effektive efterspørgsel" er forsvundet. Er der noget mysterium ved handelskrisens årsag? Udsæt resten af verden for samme behandling som disse tre grunde, og hvem af dens myldrende millioner vil så kunne finde ansættelse? 
     Ved afslutningen af den sidste store industrielle krise [1879] foretog jeg "En Undersøgelse af Årsagen til Industriel Krise" i en bog, som er bedre kendt under sin hovedtitel "Fremskridt og Fattigdom", til hvilken jeg vil henvise den læser, som gerne vil have handelskrisens oprindelse og forløb mere udførligt beskrevet. Men dens årsag er klar. Uvirksom jord betyder uvirksomme hænder, og uvirksomme hænder betyder en mindskelse i købekraften for flertallet af forbrugere, som nødvendigvis bringer krisen videre til alle slags erhverv. Enhver opblomstringsperiode for jordspekulationen, der er foregået i vores historie, har været fulgt af en periode med handelskrise, og sådan må det altid være. Socialister, populister og velgørenhedsudøvere - de folk, som vil tage begrænsede midler i brug mod et stort onde - er alle gået galt i byen. Den skadelige indflydelse på vores civilisation stammer fra vores behandling af jorden. Det er den, som omdanner selv marchen mod fremgang til fordærv.      Velgørenhed og ydelsen af "velgørende arbejde" gør måske en smule for at lindre lidelse, men det kan ikke kurere han-delskriser. For de omfordeler blot eksisterende købekraft. De øger ikke summen af "effektiv efterspørgsel." Der er kun én kur til at afvende handelskriser. Der er ingen anden. Det er Fuld Grundskyld - afskaffelse af alle skatter på arbejde og produkter af arbejde, og opkrævning af jord- eller grundrente til brug for fællesskabet ved hjælp af skatter baseret på jordværdi, uafhængigt af anvendelse. For dette vil gøre jordspekulation uprofitabel, jordmonopol umuligt, og gøre det muligt at erhverve jord for dem med styrke til at arbejde, til med anstrengelse at omdanne den til rigdom eller købekraft, så at selve tanken, at et menneske, der kan arbejde og dog lider under manglen på de ting, som arbejdet frembringer, vil virke lige så latterlig på jorden, som den må virke i himlen. 
Oversat af Steffen-Peter Gliese
To English Version: Business Depression

Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler
Oprettet den 15. maj, 1998.