Moses - Lovgiveren

Af Henry George
 
Det er ikke beskyttelsen af ejendomretten, men beskyttelsen af menneskeheden, der er målet i den mosaiske lov.
     Der er i moderne tænkning en tendens til at se på historiens kendte personer som resultater af historien snarere end som personer, der har skabt historie. Som der på et tidligere tidspunkt var en uimodståelig lyst til at personificere, så er der det nu til det modsatte, til at lade vældige skikkelser, som længe var værnet af traditionen, opløses i myter. 
     Men hvis vi forsøger at spore bevægelser, hvis uforanderlige impulser hvirvler legende afsted i vore dages værdinormer, til deres kilder, så når vi til sidst til individet. Det er sandt, at "institutioner skaber mennesker," men det er også sandt, at "i begyndelsen skaber mennesker institutioner." 
     I et berømt afsnit har Macaulay beskrevet det indtryk, som gøres på fantasien af denne kirkes ælde, ved at den har overlevet dynastier og imperier, hvorved sjælen bringes tilbage til en tid, hvor offerrøgen steg op fra Pantheon, og leopard og tiger sprang omkring i det flaviske amfiteater. Men der findes stadig iblandt os observationer - overleveret i ubrudt linje fra far til søn - som daterer sig tilbage til en endnu fjernere fortid. Hvert år bringer en dag, hvor der i alle lande er mænd, som samlet med deres familie og udrustet som til en rejse, spiser et hastigt måltid. Før Roms mure blev grundlagt, før Homer sang, blev dette måltid afholdt, og den begivenhed, som det henviser til, var allerede dengang århundreder gammel. 
     Denne begivenhed indvarslede indgangen til historiens scene for et folk, som på mange måder er bemærkelsesværdigt - et folk, som, skønt det aldrig grundede et stort imperium eller byggede en storby, har øvet indflydelse på en stor del af menneskeheden, udstrakt, kraftfuldt og vedvarende; et folk, som i næsten to tusind år har været uden land eller organiseret borgerskab, og dog har bevaret sin identitet og tro igennem al modgang i tid og skæbne - som er blevet nedkæmpet, knust, undertrykt; som rent faktisk er blevet knust til støv og spredt af himlens fire vinde; og som dog stadig, skønt troner er faldet imperier gået under, Gudstroen har ændret sig og levende sprog er døde, findes med en tilsyneladende usvækket livskraft - et folk, som forener de særeste modsætninger; hvis historie i det ene øjeblik sejrssikkert stråler, det næste genlyder fra skammens og smertens dybder. 
     Et sådant folks opståen betegner en epoke i verdenshistorien. Men det er ikke denne opståen så meget som den centrale og mægtige personlighed, hvorom dets traditioner knyttes sammen, at jeg har tænkt mig at tale. 
     Tre store religioner anbringer føreren ved udgangen fra Ægypten på det højeste plan, som de vil tilskrive et menneske. For kristendommen og Islam, såvel som for Jødedommen er Moses talerør og lovgiver for Det Højeste; det medium, forsynet med overnaturlige evner, hvorigennem Den Guddommelige Vilje har talt. Netop denne mystiske henrykkelse i sig selv kan, ved at hæve ham over sammenligning, forhindre mandens virkelige storhed i at blive bemærket. Det er blandt sin egen art, at Saul syner højere og mere fremragende. 
     På den anden side påstår den nyeste bibelkritiske skole, at bøgerne og loven, tilskrevet Moses, i virkeligheden er produktet af en tid senere end profeternes. Alligevel tilskriver også de Moses, svagt og uklart tegnet, og om hvem de næsten intet kan fortælle os, begyndelsen på den vækst, som blomstede op efter århundreder under den jødiske lovs menneskelighed, og i den sublime ide om én Gud, enerådende og evig, den Almægtige Fader; og igen, endnu vældigere og skønnere, kulminerede i den åndelige ledestjerne, som stod over stalden i Bethlehem i Judæa. 
     Men hvadenten man betragter Moses på den ene eller anden måde, kan det til tider være umagen værd at antage det synspunkt, efter hvilket alle skygger af tro eller manglende tro kan finde samme grundlag, og acceptere hovedlinjerne i de hebræiske skrifter og traditioner, at se dem i lyset af historien, som vi kender den, og af den menneskelige natur, som den kommer til syne i dag. Her er et tilfælde, hvor religiøs historie kan blive behandlet, som vi behandler profan historie, uden at chokere de religiøse følelser. På ingen måde kan den omhyggeligste kritik gøre Moses til en myte. Sandheden i Udvandringen fra Ægypten forudsætter en sådan leder. 
     At føre et folk, som længe har været undertrykt af tyranni, til frihed; at disciplinere og befale over en sådan mægtig skare; at hærde dem til kampklare mænd, overfor hvem krigeriske stammer og befæstede byer led nederlag; at undertrykke utilfredshed, jalousi og mytteri; at bekæmpe modstand og modvilje; at vende entusiasmens hurtige, vrede flamme til understøttelse for et bestandigt mål, kræver en temmelig kolossal person - en person, som i den bedste forstand forener politikerens, patriotens, filosoffens og statsmandens kvaliteter. 
     En sådan skikkelse, groft, men stærkt skitseret, viser traditionen os - foreningen af ægypternes visdom med den uselviske optagethed hos den ydmygeste blandt mennesker. Fra først til sidst, i hvert glimt vi får, er denne skikkelse i harmoni med sig selv og med den vældige gerning, som er monumentet over det. Det er en stor hjernes skikkelse, hæmmet af omstændigheder og begrænsninger, som benytter sig af de kræfter og materialer, som var for hånden - udrettende, og dog fejlende. Bag stor gerning en endnu større tankevirksomhed. Bag værdig handling det endnu mere noble ideal.
     Ægypten var støbeformen for den hebræiske nation - den ramme, indenfor hvilken, så at sige, en enkelt familie, eller allerhøjest en lille stamme, voksede til et folk så mangfoldigt som det amerikanske folk ved underskrivelsen af Uafhængighedserklæringen. I fire århundreder efter hebræisk tradition - det vil sige i en periode, der var længere end den, hvori Amerika har været kendt af Europa - havde dette voksende folk, fra at være en patriarkalsk familie med en landlig nomadetilværelse, været under dominans fra en højt udviklet oldtidskultur - en civilisation, hvis uforanderlighed er symboliseret af monumenter, som i holdbarhed udfordrer de evige bakker - en civilisation så gammel, at pyramiderne, som vi ved, var århundreder gamle, da Abraham betragtede dem. 
     Uanset hvor klart efterkommerne af de slægtninge, som kom til Ægypten på invitation fra drenge-slaven, der blev førsteminister, bevarede forskellen i race og i traditioner for en friere livsførelse, må de være blevet kraftigt påvirket af en sådan civilisation; og præcis som hebræerne i dag er polske i Polen, tyske i Tyskland og amerikanske i Amerika, således, men endnu klarere og mere markant, må hebræerne ved udvandringen i bund og grund have været ægyptere. 
     Det er derfor ikke særlig bemærkelsesværdigt, at oldtidens hebræiske institutioner på så mange områder opviser indflydelse fra ægyptiske ideer og skikke. Hvad der er bemærkelsesværdigt er forskellen. For den uovervejede vil intet synes mere naturligt end det, at et folk, ved at vende ryggen til et land, hvor de længe var blevet undertrykt, skulle forkaste dets ideer og institutioner. Men den historiestuderende, den politiske iagttager, ved at intet er mere unaturligt. Tankemæssige vaner er endog mere tyranniske end fysiske vaner. De skaber for flertallet af mennesker en mental atmosfære, hvorfra de ikke lettere kan rejse sig end fra den fysiske atmosfære. Et folk, som længe har befundet sig under despoti, vil måske gøre oprør mod en tyran; de vil måske nedbryde statuer af ham og gendrive hans love, overdænge dét med had, som han elskede, og hylde dét, som han hadede; men de vil i al hast indsætte en ny tyran i hans sted. Et folk, som er vant til overtro, vil måske vende sig mod en renere tro, men det vil blot være for at trække denne ned til de gamle ideers niveau. Et folk, som er vant til forfølgelse, vil måske flygte fra den, men kun for at forfølge til gengæld, når de får magten. 
     For "institutioner skaber mennesker." Og når vi blandt et folk, som er vant til institutioner af en type, pludselig ser institutioner af en modsat karakter opstå, ved vi, at der bag dem må findes denne aktive, initiativrige kraft - de mennesker, som fra starten skaber institutioner. 
     Dette er, hvad der sker under udvandringen. De påfaldende forskelle mellem ægyptisk og hebræisk samfundsdannelse er ikke af form, men af indhold. Tendensen i den ene er underordning og undertrykkelse; i den anden individuel frihed. Den mest vidunderlige nyskabelse! Af den stærkeste og mest overdådige despotiske stat i oldtiden kom den frieste republik. Mellem poterne på den klippefaste Sfinx rejser den menneskelige friheds geni sig, og udvandringens trompeter dundrede med den udfordrende proklamation om menneskets rettigheder. 
     Forstå hvad Ægypten var. Selve storheden i dets monumenter, som efter dets sammenbrud ikke efter århundreder, men efter årtusinder synes at sige til os, hvad de ægyptiske præster sagde til de pralende grækere: "I er børn!", vidner om folkets slavestatus - er de evige vidnesbyrd om en social organisation, som hvilede på folkemasserne med uflyttelig vægt. Den snævre Nildal, kunstens og videnskabens vugge, måske scenen for den menneskelige hjernes største triumfer, er også scenen for dens aller-elendigste slaveri. I dets storheds lange århundreder var dets herre som en gud på jorden, sikret igennem besiddelse af uimodståelig verdslig magt og sikret endog mere ved en mystisk religions skræmmende autoritet; for at dække hans ynkelige jordiske rester med en grav, som var passende for hans stilling, ofrede hundredetusinder deres liv. For de klasser, som var lige under ham, fandtes alle en luksuriøs civilisations mest udsøgte fornøjelser, såvel som udviklede intellektuelle glæder, som tempelmysterierne skjulte for vulgær tilsøling. Men for de millioner, som udgjorde bunden i den sociale pyramide, var der kun pisken til at stimulere dem i arbejdet, og dyrkelsen af dyr for at tilfredsstille sindets længsel. I umindelige tider til i dag har den ægyptiske bonde måttet arbejde og sulte, for at de over ham kunne leve behageligt. Han har aldrig gjort oprør. Lysten til det er for længe siden presset ud af ham af institutioner, som gør ham til den, han er. Han kender kun til at lide og dø. 
     Vi kan forestille os så heldige omstændigheder, som vi vil, alene det at organisere og iværksætte en bevægelse, som fører til frigivelsen af et stort folk fra et så sindsundertrykkende tyranni, bakket op af en hær på en halv million højt uddannede soldater, krævede lederskab af et særdeles autoritativt og velfungerende geni. Men denne gerning, hvor overvældende stor den end er, er ikke den alen, hvormed storheden hos føreren under udvandringen skal måles. Det er ikke i afskeden med Ægypten, det er i det konstruktive virke som statsmand, hvilket lagde grunden til det hebræiske samfund, at den overlegne storhed lyser op. Ligesom vi ikke kan forestille os udvandringen uden den store leder, således kan vi heller ikke gøre rede for den hebræiske statsdannelse uden den store statsmand. Ikke blot intellektuelt stor, men moralsk stor - en statsmand opfyldt af den uselviske patriotisme, som undlader at gribe et scepter eller grundlægge et dynasti. 
     Erfaringerne i den moderne historie, manifestationerne af den menneskelige natur som den ses omkring os, vil lære os at se indtrykket af en mesterhjerne i den grundlæggende forskel mellem det hebræiske og det ægyptiske samfund, endog også selvom den hebræiske tradition ikke havde vidnesbyrd om både indflydelsen fra en sådan hjerne og om den konstante dispone-ring for tilvante ideers sætten sig igennem i folkets sjæle. Om og om igen bryder en mumlen frem; ikke så snart har Moses vendt ryggen til, førend råbet "Lad dette være dine guder, O Israel!" bekendtgør opstillingen af den ægyptiske kalv; mens styrken i det monarkistiske princip viser sig i udnævnelsen af en konge lige så snart den langtrækkende indflydelse fra den store leder er dæmpet ned. 
     Det betyder intet, hvornår eller af hvem de bøger, som populært tilskrives Moses, blev samlet; det betyder intet, hvor meget af loven, som blev givet dér, har overlevet endnu ældre praksis eller hvor meget, der er en senere tids tilføjelser; dens storladne emnekreds er udtryk for en hjerne meget forud for folket og sin tid, for en hjerne, som under resultater søgte efter årsager, for en hjerne, som ikke lod sig drive for begivenhedernes strøm, men søgte imod et endeligt mål. 
     Det omrids, som optegnelserne giver os af personen Moses -de korte redegørelser, som, hvorend de hebræiske skrifter er blevet læst, har fyldt fantasiens kamre med levende afbildninger - er i enhver forstand forenelige med denne ide. Hvad vi ved om hans liv illustrerer det, som vi ved om hans arbejde. Hvad vi ved om arbejdet, oplyser livet. 
     Det var ikke et imperium, således som et sådant var blevet fuldt udviklet i Ægypten, eller som eksisterede i ufuldstændig patriarkalsk form i stammerne rundt omkring, som Moses ønskede at grundlægge. Det var heller ikke en republik, hvor borgerens frihed hvilede på helotens (slavens) arbejde, og enkeltpersonen var ofret for staten. Det var et samfund baseret på individet - et samfund, hvis ideal var, at hver mand skulle sidde under sin egen vinstok og sit eget figentræ uden nogen til at ærgre eller skræmme ham; et samfund, i hvilket der skulle være håb selv for slaven; i hvilket der selv for lastdyret skulle være hvile. Et samfund, i hvilket de menneskelige dyder, som udspringer af personlig uafhængighed, gennem totalt fravær af dyb fattigdom, skulle hærdes til en nationalkarakter - et samfund, i hvilket familiefølelsen skulle slynge sine bånd om hvert medlem og binde de forskellige dele sammen til en levende helhed med lænker stærkere end stål.
     Det er ikke beskyttelsen af ejendomretten, men beskyttelsen af menneskeheden, der er målet i den mosaiske lov. Dens bestemmelser går ikke i retning af at muliggøre den stærkes sammenhobning af rigdom, så meget som i at afholde den svage fra at blive mast op imod muren. På alle punkter indsætter den forhindringer overfor den selviske grådighed, som, hvis de ikke blev kontrolleret, bestemt ville opdele mennesker i jordejere og livegne, kapitalist og arbejder, millionær og vagabond, hersker og behersket. Dens Sabbat dag og Sabbat år sikrer, selv for den laveste, hvile og fritid. Med jubeltrompeternes gjalden sættes slaverne fri, gælden, som ikke kan betales, eftergives og en gendeling af jorden sikrer igen den fattige hans retfærdige andel af altings Skabers gavmildhed. Høstarbejderen må lade noget ligge til akssamleren; du må ikke binde munden til på en okse, når den tærsker. Overalt, i alting, er den dominerende ide den samme som i vores velkendte frase - "lev og lad leve!" 
     Og religionen, med hvilken denne civile politik er så tæt forbundet, fremviser beslægtede former - fra ideen om Menneskets Broderskab stammer ideen om Guds Faderskab. Selv om formerne måske efterligner de ægyptiske, så er ånden den, som Ægypten har mistet. Skønt et kættersk præsteskab indføres, så bliver loven i sin fulde længde forkyndt for hele folket. Skønt det ægyptiske omskærelsesritual blev bevaret, og ægyptiske symboler dukker igen op i hele den ydre tilbedelse, så er tendensen til at forveksle typen med realiteten kraftigt undertrykt. Det er kun, når vi tænker på tyrene og høgene, på Ægyptens guddommeliggjorte katte og hellige faraorotter, at vi indser den fulde betydning af budet: "Du må ikke lave dig en billedstøtte!"
     Og hvis vi søger ned under form, symbol og bud, den tanke, som de blot er udtryk for, finder vi, at den væsentlige forskel på hebræisk religion, som med en uoverkommelig forskel skiller den ud fra religionerne på den tid, hvor den blev til, er dens nyttefilosofi, dens opdagelse af de guddommelige love i menneskelivet. Den fremstiller ikke en Gud, som er henvist til den fjerne begyndelse eller den uklare fremtid, som står højt hævet over alle mennesker, men en Gud, som i Sin  ubønhørlige lov er her og nu; en Gud for de levende såvel som for de døde; en Gud på markedspladsen såvel som i templet; en Gud hvis dom ikke afventer afstraffelse i en anden verden, men hvis uforanderlige befalinger, i dette liv, vil give de mennesker glæde, som adlyder dem, og bringe ulykke over dem, som glemmer dem. Under de former for overordentligt forfald, hvor en engang smuk religion i Ægypten var blevet forstenet, under en social orden, hvor den guddommelige retfærdighed syntes at sove, var JEG ER den sandhed, som slog ned i Moses. Og i hans ørkesløse overvejelser over naturens foranderlighed og tilbagevenden, døden som afgrænser dens liv, livet som den bringer fra døden, altid opslugende, men aldrig opslugt - var JEG ER den besked, som lød for hans indre øre. 
     Fraværet i Mosebøgerne af enhver reference til et fremtidigt liv er kun forståeligt ved den iøjnefaldende plads, som denne sandhed er anbragt på. Intet kunne have været mere bekendt for udvandringens hebræere end læren om udødelighed. Sjælens fortsatte eksistens, domfældelsen efter døden, belønningerne og straffene i den kommende verden var faste bestanddele i ægyptisk tankegang og kunst. Men en sandhed kan gemmes væk eller skubbes i baggrunden af den styrke, hvormed en anden lære bliver grebet. Og læren om udødelighed, der udspringer som den gør fra den menneskelige naturs dybder, og som giver forestillinger, der bliver stærkere og stærkere i takt med at det intellektuelle liv løfter sig til højere niveauer, og følelseslivet bliver mere intenst, kan blive så opblandet med uværdig overtro, eller kan ændres ved dygtighed og selviskhed til et sådant brugbart middel til indførelse af slaveri, så vant til at retfærdiggøre forbrydelser, som ethvert naturligt instinkt vil reagere imod, at det for den sociale reformators ærlige vilje må synes som en undertrykkende handling for at binde intellektet og forhindre virkelige fremskridt; et løgnagtigt instrument, hvorved snuheden lægger godtroenheden i lænker. 
     Troen på sjælens udødelighed må have antaget meget bastante former i det hebræiske folks masser. Men den sandhed, som Moses bragte så tydeligt frem, den sandhed som hans blik var fæstnet på, er den sandhed, som ofte er blevet kastet til side af doktrinen om udødelighed, og det har måske til tider haft ind-flydelse på den. Det er sandheden om, at menneskers handlinger bærer frugt i denne verden, at skønt ondskab i det enkelte livs begrænsede perspektiv kan synes at pågå ustraffet, og at forbrydelse belønnes, så er der dog en Nemesis, som på utrættelige fødder og med nådesløs arm følger enhver forbrydelse i ethvert land, og straffer børnene for faderens ugerninger; den sandhed, at ethvert individ må handle ud fra og behandles ud fra det samfund, som han er en del af, at alle til en vis grad må lide for hver enkelts synd, og hver enkelts liv må være domineret af de forhold, som alle skaber. Det er den intense vedkenden sig denne sandhed, som giver de mosaiske institutioner så praktisk og nyttig en karakter. Ånden i dem, hvis jeg må have lov at sige det, holder sig fra de abstrakte spekulationer, hvor tanken så nemt fortaber sig og udarter eller kun finder udtryk i symboler, som til sidst blot bliver grundlaget for overtro, så at den i stedet for kan koncentrere opmærksomheden om de love, som betinger glæde eller mismod for mennesker på denne jord. Dens læresætninger har aldrig omfattet askesens grundlæggende selviskhed, som er så fremtrædende et element i hinduisme og buddhisme, og hvorfra heller ikke kristendom og islam har afholdt sig. Dens formaninger har aldrig været "overlad verden til sig selv, så at du kan redde din egen sjæl", men snarere "gør din pligt i verden, så at du kan blive gladere og verden blive bedre." Den har ikke ringeagtet nogen hygiejnisk foranstaltning, som måtte sikre den fysiske sundhed. Dens løfte har handlet om fred og overflod og mange dage, om stærke sønner og kønne døtre. 
     Det kan vel være, at den følelse Moses havde for fremtidens levevis var den samme, som udtrykkes i stoikernes sprog: "Det er Jupiters sag, ikke min"; eller det kan være, at den delte den samme voldsomme reaktion, som kan ses i vor tid, når en helt igennem religiøs ildsjæl har vendt sig imod religionens former og udtryk, fordi disse former og udtryk er blevet gjort til tyranniets rekvisitter og bolværk, og selv tømrerens søns navn og lære forvrænget til støtte for social uretfærdighed - brugt til at sikre Cæsars pomp og retfærdiggøre gudernes grådighed. 
     Selvom sådanne følelser påvirkede Moses, kan jeg dog ikke tænke mig, at en sjæl som hans, med et liv som hans - følende henrykkelsen ved de store tanker, følende byrden af stor omsorg, følende bitterheden ved store skuffelser - ikke strakte sig mod håbet forude; ikke hvilede og styrkede og grundede på den tillidsfulde tro, at legemets død kun er sjælens frigørelse; ikke følte sig forsikret om, at der er kræfter i universet, som den tillidsfuldt kunne stole på, gennem tingenes sønderslåen og verdeners undergang. Men Moses var mest optaget af den pligt, som lå foran ham; indsatsen for at grundlægge en socialstat, i hvilken dyb fattigdom og nedværdigende nød ville være ukendt; hvor mennesker frigjort fra de grovere kampe, som beslaglægger menneskelig energi, skulle have mulighed for intellektuel og moralsk udvikling. 
     Her viser mandens storhed sig. Hvad det var for en visdom og stræben mod en vision, som i ørkenen søgte på forhånd at sikre sig mod farerne i et etableret samfund, kan samtiden vidne om. 
     I lyset af det nittende århundrede, hvor ethvert barn i vore skoler betragter ting som almenviden, som de ægyptiske præster aldrig drømte om; hvor jorden er blevet kortlagt og stjernerne vejet; hvor damp og elektricitet er blevet tæmmet til at tjene os, og videnskab aftvinger naturen hemmelighed efter hemmelighed - der er det kun naturligt at se tilbage på tre tusind år gammel viden, som den voksne ser på barnets indlæring. 
     Men på trods af denne vidunderlige voksende vidensmængde, på trods af den enorme vækst i produktiv kraft, hvor er da det land i den civiliserede verden, hvor der i dag ikke er nød og elendighed, hvor masserne ikke er fordømt til en kamp, som ikke giver dem frihed, og alle klasser ikke er optaget af en grådighed efter mere, som gør livet til en uværdig kamp om at få og beholde? Tre tusind års fremgang, og stadig stiger klageråbet tilvejrs: "De har gjort os livet bittert ved hårdt arbejde, med ler og tegl, ved allehånde slags arbejde!" Tre tusind års fremskridt! og små børns ynkværdige stemmer blander sig i klagen. 
     Fra det sted, hvor jeg står, hvor moderne ideer har haft deres bredeste, mest frie udvikling; i den nyeste storby i den nyeste store nation; ved siden af det umådelige hav, hvor den race, som har cirklet kloden rundt, ender sin march mod vest, og hvor det fjerneste vest møder det fjerneste øst, synes de kølige skygger og skønne vande, som så længe har lokket os, at opløses i et spottende fata morgana. 
     Vi har søgt over det øde hav, større end den syriske ørken, efter vort forjættede land - ikke en smal stribe mellem bjergene og havet, men et udstrakt og jomfrueligt kontinent. Her bygger vi, i større frihed, med en langt større viden og erfaring, et land op, som er forposten i den moderne udvikling. 
     Men mens vi snakker om menneskets rettigheder, er der allerede iblandt os tusinder, som finder det svært at påberåbe sig det første naturretslige princip - retten til ærligt at tjene sit brød; tusinder, som tid efter anden må acceptere uværdigt nådsensbrød eller sulte. 
     Vi praler af vores lige ret for loven; alligevel er loven notorisk døv for retten for den, der intet ejer, og blind for den riges synd. Vi priser os af vore offentlige skoler; alligevel spørger vi dumt, når vore drenge og piger er blevet uddannet: "Hvad skal vi stille op med dem?" Og i skyggen af vore universiteter vokser børn op i ondskab og forbrydelse, fordi fattigdom har fordrevet al moralsk indflydelse fra deres hjem. 
     Vi hænger vores tro op på universel frigørelse; på trods af den kraft, folket har i sine hænder, falder kontrollen over statens affærer i hænderne på en klasse af professionelle politikere, og vores regering bliver blot et middel til at bestjæle folket. 
     Vi har forhindret, at udmærkelser går i arv, vi har forbudt adelstitler; alligevel vokser der iblandt os et rigmandsaristokrati op, så magtfuldt og ubarmhjertigt som noget, der har eksisteret. 
     Vi udvikler os og udvikler os; vi belægger kontinenter med veje af jern og strikker byer sammen med masker af telegraftråde; hver dag bringer en eller anden ny opfindelse; hvert år markerer et frisk skridt fremad - produktionskraften forøges og hindringerne for handel ryddes. Alligevel bliver klagen over 'hårde tider' højere og højere, og overalt generes mennesker af bekymring og hjemsøges af frygten for nød. Med hurtige, stabile skridt fremad og i vældige spring udvikles evnen for menneskers hænder til at opfylde menneskers behov. Alligevel er kampen for den blotte eksistens mere og mere intens, og menneskelig arbejdskraft bliver den billigste vare. Uden for overfyldte varehuse falder mennesker om af sult og ryster af kulde; i kirkernes skygge trives den ondskab, der er født af nød. 
 Søg mod rødderne, årsagen til at der skabes nød midt i overfloden, dumhed midt i visdommen, aristokrati i demokratiet, svaghed i styrken - til at vores civilisation får en ensidig og ustabil udvikling, og De vil opdage, at det er noget, som denne hebræiske statsmand for tre tusind år siden forstod og sikrede imod. Moses så, at den virkelige årsag til massernes slaveri i Ægypten var det, som altid har ført til slaveri, en klasses besiddelse af den jord, hvorpå og hvoraf hele folket må leve. Han indså, at det at tillade den samme uindskrænkede private ejendomsret til jord, som naturretten tillægger ting frembragt ved arbejdsindsats, uafvendeligt ville dele folket i de meget rige og de meget fattige, uafvendeligt gøre arbejde til slaveri - gøre de få til herrer over de mange, uanset styreformen; ville bringe ondskab og ydmygelse, uanset religiøst tilhørsforhold. 
     Og med den forudseenhed søgte den filosofiske statsmand, som ikke blot lovgiver efter dagens behov, men for fremtidens, på måder, der passede til hans tid og dens forhold, at sikre imod den fejl. Overalt i de Mosaiske institutioner behandles jord som Skaberens gave til Sine ligeværdige væsener, som ingen har ret til at monopolisere. Overalt er det, ikke dit gods, ikke din ejendom, ikke den jord du købte, eller det land som du indtog, men "den jord, som Herren din Gud har givet dig" - "jorden, som Herren har lånt dig." Og i praktisk lovgivning, igennem reguleringer, som han gav den højeste autoritet, forsøgte han at sikre imod den fejl, som ændrede ældgamle civilisationer til despotier, den fejl, som i århundrederne efter opåd Roms hjerte, som skabte Polens forrående livegenskab og Irlands udtærede elendighed, den fejl, der allerede fylder amerikanske byer med uvirksomme mennesker og vore jomfruelige stater med vagabonder. Han sørgede ikke alene for en retfærdig fordeling af jorden folket imellem, og for at lægge den brak og gøre den fælles hvert syvende år; ved at instituere jubelåret, sørgede han for at omfordele jorden hvert halvtredsindstyvende år, og gjorde monopol umulig. 
     Jeg siger ikke, at disse institutioner, selv for datiden, var de bedste, der var fundet på, for Moses måtte, som alle store konstruktive statsmænd, arbejde med de midler, som han fik i hænde, og i de materialer, som var ham for hånden. Jeg vil ikke give indtryk af at mene, at de strukturer, der egnede sig for den tid og de mennesker, er egnede til alle tider og for alle mennesker. Jeg beder ikke om hengivenhed overfor strukturerne, men værdsættelse af ånden bag dem. 
     Men hvor er det dog udbredt at nære hengivenhed for strukturen og fornægte ånden! Der er mange, som mener, at de mosaiske institutioner helt bogstaveligt blev dikteret af den Almægtige, men som alligevel vil afvise enhver overførsel af dens ånd til vor tid som irreligiøs og 'kommunistisk'. Men hvor meget skylder vi ikke disse instutioner i dag! I selveste vor tid er det eneste, der står imellem vores arbejderklasse og uophørligt slid, en af disse mosaiske traditioner. Intet i vores politiske økonomi står mere fast, end at arbejderklassen under de herskende omstændigheder ikke ville få mere for syv dages arbejde, end den nu får for seks, og iøvrigt ville finde det vanskeligt at få arbejdstiden nedsat, som det nu sker. 
     Lad misforståelsen hos dem, som tror, at mennesket blev skabt for Sabatten, snarere end Sabatten for mennesket, være, hvad den er; at der er en dag om ugen, som den arbejdende kan kalde sin egen, en dag om ugen, hvor hammeren er tavs og essen står ubenyttet, skyldes, gennem kristendommen, Jødedommen - til loven givet i Sinais vildnis. Og hvem iblandt dem, der tænker over spildet af produktivkraft, kan tvivle på, at det moderne samfund ville blive ikke blot rigere, men også lykkeligere, hvis vi havde modtaget den store ide om Sabbat-året ligeså godt som ideen om Sabatten som fridag, eller havde overført ånden i den til vore ændrede forhold, ved at sikre på lignende vis en nedsættelse af arbejdstiden? 
     Det er i disse karakteristika for de mosaiske institutioner, at vi, som resterne af en kolos, kan finde storheden i det sind, hvis stempel de bærer; om et sind forud for sine omgivelser, forud for sin tid; om en af disse store ånder, som ikke svinder ind i det fjerne, men som med den basale sandheds skær holder lyset op, mens institutioner, sprog og krav ændrer sig og forsvinder. 
     Hvem kan betvivle, at tanken var større end det blivende udtryk, den fandt? Alligevel har dette udtryk fra den tid været en levende kraft i verden. 
     Fra den mosaiske lovs frie ånd udsprang det intense familieliv, som iblandt al undertrykkelse og forfølgelse har bevaret den jødiske races individualitet; den kærlighed til uafhængighed, der under de mest forskelligartede omstændigheder har kendetegnet jøden; den brændende patriotisme, som opflammede makabæerne og blottede jødiske bønders bryst overfor græske falanksers mur af stål og romerske legioners uimodståelige besættelse; det stædige mod, som i eksil og under tortur bevarede jøden i sin tro. Den nærede den ild, som har ladet generationer af hebræiske seere og poeter udtrykke tankens allerhøjeste udtryk; den intellektuelle aktivitet, der gang på gang har ladet den tørre stok skyde og blomstre. Og skønt den er kommet fra en enkelt race, har den udøvet sin styrke overalt, hvor indflydelse fra de jødiske skrifter har været følt. Den har væltet troner og overkommet hierarkier. Den styrkede den skotske edssvorne i timen for domfældelsen, og puritaneren i et snedækket udland. Den høstede med Cromwell's Jernsider ved Nasby; den stod bag den lave skanse på Bunker Hill. 
     Men det er ved eksempel som ved dåd, at sådanne liv er en hjælp. Det er derigennem, at de gør den menneskelig natur værdig og får den menneskelige indsats til at stråle, og bringer håb og tro til dem, der kæmper. Moses's liv er, lige såvel som hans institutioner, en protest imod den blasfemiske doktrin, som findes nu såvel som for tre tusind år siden - den blasfemiske doktrin, som ofte prædikes endog fra kristne prædikestole - at menneskemassernes nød og elendighed flyder fra en mystisk undtagelse hos Forsynet, som vi kan begræde, men hverken diskutere eller ændre. Lad den, som klynger sig til den doktrin, ham, for hvem det synes, at det kaos og den brutalitet, som selve centrene i vores civilisation er fulde af, ikke kommer ham ved, vende sig mod det eksempel, som dét liv sætter. For den, som vil se, 'brænder busken stadig'; og for den, som vil høre, siger stemmen atter: "Folket lider, hvem vil lede dem?" 
     Adopteret ind i den enevældige konges og den jordiske guds nærmeste familie; placeret næsten i spidsen af den sociale pyramide, der som basis havde de arbejdende millioner; præst og prins i et land, hvor præster og prinser kunne nyde alle glæder - alt hvad livet kunne tilbyde til tilfredsstillelse af sanserne og berigelse af intellektet lå åbent for ham. 
     Hvad betød for ham skrigene fra dem, som under den ubarmhjertige sol sled under ubønhørlige herrers piske? Hørt fra stenkolonnader eller under kølige lærredssejl blev de af afstanden dæmpet til monoton musik. Hvorfor skulle han sætte spørgsmålstegn ved Skæbnesfinxen eller udfordre de skæbner, som de mægtige guder havde kundgjort? Sådan har det altid været, århundrede efter århundrede; sådan må det altid være. Svalen æder insektet, og høgen jager svalen; orden er naturens lov, livet opstår på død og blodbad og ædle glæder fra underliggende lidelser. Skal mennesket være bedre end naturen? Roligt og fredfyldt flyder Nilen, skønt finnede væsener under dens rolige overflade fører en grusom krig, og den stærke æder den svage. Skal den, der ved at betragte stjernerne vil læse hemmeligheder, vende sig, fordi en orm vrider sig under hans fod? 
     Deres opgave var at lave mursten uden strå; hans at sidde på en plads højt oppe i den storslåede procession, der med strålende bannere og glitrende emblemer, med musikkens larm og højtidelige hymner skulle glide solbeskinnet afsted for at indvie det udødelige alter, som deres slid havde rejst. Deres var porren og hvidløget, hans var det overdådige måltid. Hvorfor skulle han beskæftige sig med slaveriets besværlighed, han, som stridsvognene ventede på, som kunne, hvis han ville, sidde op på Deltaets hurtigste heste eller lade sig bære nedad floden af årer, som slog rytmen til sange? Længtes han efter spændingen ved handling? - der var ørkenjagten, med gangere hurtigere end antiloper og løver tæmmet som hunde. Krævede han hvile og ubekymrethed? - så var der for ham den blide lyd af smægtende musik og dansende pigers vridende bevægelser. Følte han en drift mod intellektuel beskæftigelse?  - i templernes hemmeligste havde han adgang til århundreders overleveringer; en indviet i den udvalgte kreds, hvor de største problemer blev diskuteret; en medvider i den intellektuelle stolthed, som århundreder efter sammenlignede græsk filosofi med børns pludren. 
     Det var ikke en pludselig sprudlende lidenskab, som var skyld i, at Moses vendte ryggen til alt dette, og som bragte den styrke og viden, tilegnet i en ledende kaste, til en livslang tjeneste for de undertrykte. Selvforglemmelsen viste sig i fornægtelsen af de ægyptiske glæder livet igennem. I institutioner, som formede et folks karakter, i institutioner som den dag i dag gør loddet lettere for de arbejdende millioner, kan vi aflæse det noble formål. 
     Igennem alt, hvad traditionen har overleveret os om dette liv, løber den samme store lidenskab - det uselviske ønske om at gøre menneskeheden bedre, lykkeligere, ædlere. Og døden er livet værdigt. Idet han underkastede sig det, der var til det bedste for hans folk, gav han afkald på, hvad der i hans tilfælde ville have været så let, blodets ret til at grundlægge et dynasti, og overlod sin lederplads til den bedst egnede. Han, som kom fra et land, hvor graven blev betragtet som det allervigtigste, og hvor bevarelsen af kroppen efter døden var et helt livs lidenskab; iblandt et folk, som endog på dette tidspunkt fragtede resterne af deres store forfader, Josef, så at denne kunne hvile med sine forgængere, han overvandt denne sidste naturlige længsel og fjernede sig fra menneskers blik og sympati for at dø alene og uden følgeskab, for at ikke den idoldyrkende tilbøjelighed, som altid stod klar til at bryde frem, i døden skulle forsyne ham med den overtroiske respekt, han havde afvist, mens han levede. 
 "Den dag i dag kender intet menneske hans gravplads." Men mens faraonernes udplyndrede grave i dag spotter den forfængelighed, der rejste dem, er navnet på den jøde, der i oprør mod deres tyranni stred for sine landsmænds ophøjelse, en ledestjerne for verden. 
 Leder og menneskers tjener! Lovgiver og godgører! Stridsmand på vej mod det forjættede land, blot set af troens øje! Modellen for de ædle sjæle, som til enhver tid har givet jorden sine helte og martyrer, hvis gerninger er racens dyrebare skat, hvis minde er dens hellige arv! Hvem blandt imperiebyggerne skal vi sammenligne ham med? 
     At diskutere om en sådan mands inspiration er en debat om ord. Fra det usetes dybder må sådanne karakterer hente deres styrke; fra strømme, som alene flyder fra hjertets renhed, må deres visdom komme. Fra noget mere virkeligt end det håndgribelige; fra noget højere end stjernerne; om et lys som vil findes, når solene er døde og mørke; om et formål, hvortil det fysiske univers blot er en fase, fortæller sådanne liv. 
Oversat af Steffen-Peter Gliese
To English version: Moses

Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsfilosoffer
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler
Oprettet den 15. maj, 1998.