RETFÆRDIGHED ER MÅLET, BESKATNING ER MIDLET

Af Henry George

Tale holdt i San Fransisco, 1890. 

 
Om fattigdom:
Jeg sagde til mig selv, at der må være en årsag til dette; der må være et middel imod dette, og jeg helmer ikke, før jeg har fundet den første og opdaget den anden. Til sidst stod det så klart for mig, som stjerne ved midnat. Jeg så årsagen; jeg så, hvordan den skulle behandles. Jeg så intet, der var nyt.
Henry George
Når jeg går op på denne talerstol, vender fortiden tilbage til mig. For tolv år siden, da det forekom mig, at det at stå overfor et publikum krævede ligeså meget mod som at stå overfor en hær, gik jeg op på denne talerstol for at tale de første ord for den sag, i hvis tjeneste jeg står her nu. Jeg stod på denne talerstol og så, i stedet for det publikum, som møder mig i aften, en ussel opstilling af tomme bænke. Mange gange siden, i dette land og i den kære gamle verden, har jeg stået overfor langt større mængder end denne; jeg er blevet hilst af tusinder, som aldrig før havde set mig, som om jeg var en gammel og elsket ven; men jeg tror ikke, at det før har givet mig så megen glæde at stå foran et publikum, som det gør i aften. 
     For år tilbage gav jeg mig selv det løfte at vende tilbage til San Francisco. Jeg skulle krydse Atlanten fem gange, før jeg kunne opfylde det ønske. Nu er jeg her, for om få dage at rejse til Antipoderne; måske vender jeg aldrig tilbage - hvem ved? Hvis jeg er i live, skal jeg forsøge at gøre det. Men mod San Francisco - skønt jeg aldrig igen kan blive borger i Californien -har mit hjerte, skønt min gang i livet har syntes at gå så langt borte, at Californien kun har været som en plet i horisonten, altid vendt sig, og vil altid vende sig, til min ungdoms hjemstavn, til den by hvor jeg voksede op, til den by hvor jeg har fundet så mange gode venner - til det land, hvor jeg giftede mig, og hvor mine børn blev født. Det vil altid synes rart at komme hjem; og det er rart for et menneske, som har været længe væk, at blive budt velkommen hjem. 
     Javist, og I, gamle og trofaste venner - I, som kæmpede i vores bevægelses første tid, da vi kunne tælle hinanden næsten på fingrene - jeg er kommet tilbage for at sige jer, at endelig gælder det: Vores triumf er kun et spørgsmål om tid; aldrig i historien er en bevægelse vundet frem så hurtigt og succesfuldt. For ti år siden, da jeg rejste, så det alt andet end optimistisk ud. For ti år siden havde jeg ikke vovet at sige, at vi, indenfor min levetid, ville kunne se begyndelsen på denne store kamp. Jeg har heller ikke bekymret mig om det. Min funktion (og jeg tror, at jeg kan tale for alle, som er tilsluttet denne bevægelse) har aldrig været at forudskikke resultater. Vores følelse er den samme som hos den store stoiske kejser, "det er Jupiters affære; ikke vores." Vores er at gøre arbejdet, som vi bedst kan; vores er at plante sæden. 
     Men så fremgangsrig er denne sag, så mange stærke fortalere har den i hvert land, så vidt er den vundet frem, at det nu ikke gør nogen forskel, hvem der lever og dør, hvem der går foran, eller hvem der holder sig tilbage. Tidsånden arbejder til vores fordel. Endelig - endelig kan vi med overbevisning sige, at der kun vil gå kort tid, førend den grundlæggende sandhed vil blive anerkendt i hele den engelsk-talende verden, og derefter, ikke længe efter, i hele resten af den civiliserede verden, at intet menneskebarn fødes ind i denne verden uden at erhverve ligeret med alle andre. 
     Jeg taler i aften til mine venner; jeg taler i aften til dem, som er så ærlige og velinformerede om denne sag, som jeg selv er; men måske taler jeg også til mange, som kun har svævende ideer, hvad sagen angår. Lad mig, da jeg nu er i San Francisco, tale om "Min egen tankegangs opståen." 

Jeg kom herud i en ung alder, og jeg kendte absolut intet til nationaløkonomi. Jeg havde aldrig tænkt over et socialt problem. Første gang, som jeg kan huske, hvor jeg talte om noget sådant, var en dag, da jeg var omkring 18 år, efter at jeg først var kommet til dette land, siddende på dækket af en bramsejlsskonnert sammen med en masse minearbejdere, på vej til Frazier River. Vi kom til at tale om kineserne, og jeg dristede mig til at sige - dristede mig til at spørge om, hvad skade disse kinesere dog gjorde her, hvis de, som disse minearbejdere sagde, kun arbejdede i de lavtbetalte gange? En gammel minearbejder vendte sig imod mig og sagde: "Ingen skade nu; men lønningerne vil ikke altid være så høje i Californien, som de er nu. Som landet vokser, som folk kommer til, vil lønningerne gå ned, og til sin tid vil hvide mænd være glade for at få de gange, hvor kineserne arbejder nu." Jeg husker godt, hvilket indtryk det gjorde på mig, ideen om at som landet voksede på alle de felter, som vi håber på at det vil vokse, så blev forholdene for dem, som var nødt til at arbejde for at overleve, ikke bedre, men værre. 
     Og jeg husker, efter at være kommet ned fra landet, hvordan jeg juleaften sad på galleriet i det gamle American Theatre, mellem guderne, da et nyt bagtæppe blev sænket ned, og vi alle kom på benene, for på det tæppe var dét, som dengang var en fjern fremtidsdrøm, malet, den transamerikanske jernbane på vej ind i San Francisco; og da vi havde skreget os hæse, begyndte jeg at overveje, hvad godt den ville gøre mænd som mig? vi, som ikke har andet end vores arbejdskraft? Jeg så, hvordan den tanke voksede og voksede; vi håbede alle - rige og fattige - på fremskridt for Californien, stolte af hendes fremtidige storhed, så vi frem til den tid, hvor San Francisco ville være en af verdens storbyer; vi så frem til den tid, hvor Vestens store rige måtte tælle sin befolkning i millioner, og under det hele kom det til mig, hvad den minearbejder havde sagt: Hvad med folkets masser? 

Så, da jeg var vokset op her, rejste jeg tværs over landet, før den transamerikanske jernbane var færdiggjort, og i New Yorks gader forstod jeg for første gang kontrasterne mellem overflod og nød, som kan findes i en storby; jeg så disse scenerier, som for den, der kommer fra Vesten, skræmmer og forfærder, og problemet optog mig. Jeg sagde til mig selv, at der må være en årsag til dette; der må være et middel imod dette, og jeg helmer ikke, før jeg har fundet den første og opdaget den anden. Til sidst stod det så klart for mig, som stjerne ved midnat. Jeg så årsagen; jeg så, hvordan den skulle behandles. Jeg så intet, der var nyt. 

Da jeg første gang forelæste i Oxford, mødte en professor i nationaløkonomi på et berømt universitet mig og opponerede, og han sagde: "Jeg har læst Mr. George's bog fra ende til anden. Jeg har dette at sige: der er intet i den bog, som er både nyt og sandt. Det, som er sandt, er ikke nyt, og det, som er nyt, er ikke sandt." Jeg svarede ham: "Jeg accepterer Deres vurdering; det er en korrekt kritik. Social sandhed er aldrig, kan aldrig være, ny; og den sandhed, som vi står for, er den gamle sandhed - en sandhed, som bemærkes af mennesker overalt, opdaget fra menneskers første erfaringer, kun fortrængt, kun skjult i vore moderne tider af magt og svindel." 
     Sådan er det. Jeg bemærker, at en af vore aviser forlener mig med prædikatet apostel og taler om mine fæller som disciple. Sådan er det ikke. Jeg har ikke gjort andet end at udpege Guds stjerner. De kan ses af enhver. I millioner af år er de blevet set, præcist sådan som jeg så dem; enhver, som vil se, kan få øje på dem. 
     Da jeg første gang tog til Irland, fik jeg et brev fra den mest estimerede af de irske biskopper, Dr. Dougan, biskop i Waterford, hvori han inviterede mig til at komme til en personlig samtale med ham. Jeg accepterede, og den gamle mand - hvidhåret, med rødmossede kinder - en mand, som under bispeembedets mitra stadig havde bevaret den irske bondes friske og ærlige hjerte - begyndte, med det privilegium, som alderen giver, at forhøre mig. Han sagde: "Hvad går den nye doktrin, som Deres navn er forbundet med, ud på? De siger, at alle mennesker har lige ret til jord; men alle mennesker kan ikke udnytte jorden. Hvordan har De tænkt Dem at dele den?" Og således gik han videre fra et spørgsmål til det næste, og fremførte alle de argumenter, alle de indvendinger, som dukker op i menneskers hjerne, præcis som de sikkert dukkede op i hjernerne på mange, som er her - præcis som de dukker op i hjernerne på alle - alle de indvendinger, som er så værdifulde; og jeg besvarede dem alle. Endelig rejste han sig, uden et ord, den gamle mand, og rakte sin hånd frem. "Gud velsigne Dem, min søn; jeg bad Dem komme og besvare mine spørgsmål, fordi jeg gerne ville se, om De kunne forsvare Deres tro. Fortsæt; fortsæt. Hvad De fortæller mig, er ikke nyt; det er den gamle sandhed, som vort folk under forfølgelse og på trods af undertrykkelse, skønt undertvunget, altid har troet på. Hvad De siger, er ikke nyt for mig. Da jeg var en lille dreng, som sad ved tørveilden i det vestlige Irland, hørte jeg de samme sandheder fra læberne på mænd, som ikke kunne tale et ord engelsk. Fortsæt; tiden er inde; Jeg, en gammel mand, fortæller Dem, at der ikke findes den magt på jorden, som kan standse denne bevægelse." Og årene har vist, at den ærværdige biskop havde ret. 
     Hvad er årsagen til denne mørke skygge, der synes at ledsage den moderne civilisation - til eksistensen af denne bitre nød midt i livets centrum - til at vore moderne fremskridt ikke slår til - med alle dens vidunderlige opdagelser og opfindelser, som har gjort det vidunderlige nittende århundrede, nu nær sin afslutning, så fremtrædende blandt alle epokerne? Hvad er grunden til, at der, idet vi øger den produktive kraft - dvs. opfindelse på opfindelse - og med hundreder og tusinder af gange øger menneskehændernes kræfter for at efterkomme menneskelige behov; at over hele den civiliserede verden, og specielt i dette storladne land, øges fattigdommen, og de psykiske tilfælde øges, og kriminaliteten øges; at antallet af ægteskaber falder; at kampen for overlevelse synes ikke mindre, men stadigt mere intens - hvad er årsagen? Der kan kun være et af to svar. Enten er det i overensstemmelse med Guds vilje, enten er det i overensstemmelse med naturlovene, eller også er det fordi vi, i vores uvidenhed og egoisme overfor vor tro, bryder naturlovene. 
     Vi tilhængere af grundskylden peger på den eneste tilfredsstillende forklaring. 

Hvor disse fænomener end optræder, er det naturlige element, hvorpå og hvoraf alle mennesker må leve, hvis de overhovedet skal leve, ejet, ikke af hele folket, men af de få. Vi peger på den korrekte kur; genindsættelsen af alle mennesker i deres naturlige ret til jorden - sikringen af rettigheden for ethvert barn, fra det kommer ind i verden, til glæden over dets naturlige arvegods - retten til at leve, retten til at arbejde, retten til at nyde frugterne af dets arbejde; rettigheder, som er naturligt forbundet med den lige ret til det element, som er basis for produktion; det element, som er uundværligt for menneskelivet; det element, som er menneskers ståsted, lager, forrådskammer; det element, hvorfra alt fysisk ved mennesket hentes. For vore kroppe i sig selv, de kommer fra jorden, og til jord skal de blive; vi er selv så meget børn af jorden, som blomsterne og træerne er det. 
     I dag kalder vi os Grundskyldens fortalere. Det er for ganske nylig, indenfor de sidste få år, at vi har overtaget den betegnelse. Det er ikke en ny titel; for over hundrede år siden opstod der i Frankrig en skole af filosoffer og patrioter - Quesnay, Turgot, Condorcet, Dupont - de mest fremtrædende mænd på deres tid, som var fortalere for impôt unique, Grundskylden, som kur mod sociale sygdomme. Vi her i denne vestlige verdensdel har, som århundredet nærmer sig sin afslutning, genoplivet det samme navn, og vi finder vældige fordele ved dette. 
     Vi blev almindeligvis konstant konfronteret med spørgsmålet: "Jamen, når De har delt landet op, hvordan vil De så vedblivende holde det opdelt?" Vi møder ikke dette spørgsmål nu. Grundskylden har, ihvertfald, denne gode egenskab: den kundgør vores metode; den viser hvilken vej, vi vil gå - den enkle vej at afskaffe alle skatter, undtagen en skat på jordværdi. Bemærk vel: Én skat på jordværdi. 

Vi foreslår ikke en skat på jord, som folk, der misfortolker os, ustandselig påstår. Vi foreslår ikke en skat på jord; vi foreslår en skat på jordværdi eller det, som man i en nationaløkonomisk terminologi kalder jordrente; det vil sige den værdi, som jorden tillægges uafhængigt af de forbedringer, der føjes til den eller på den; den værdi, som tillægges jord, ikke ved noget, som brugeren eller den, der forbedrer jorden, gør ved den - ikke ved nogen enkeltpersons arbejdsindsats, men ved fællesskabets vækst og fremgang. En skat, som vil tage det, som John Stuart Mill kaldte arbejdsfrie indkomster; det vil sige den velstandsstigning, der kommer til jordejeren som ejer af jorden, ikke som bruger af jorden; den kommer, hvadenten han bebor den eller er fjernt fra den; om han er engageret i det dynamiske liv; om han er en idiot, eller om han er et barn; den vækst i værdi, som vi har set i vor egen tid, er så chokerende stor i denne by; den har gjort sandgrunde, der ligger hen på samme måde, som de har gjort i tusinder af år, enorme summer værd, uden at nogen investerer arbejdskraft eller nogen slags kapital i dem. 
     Nu kan en skelnen imellem en skat på jord og en skat på jordværdi jo ved første øjekast synes at være ubetydelig, men den er den vigtigste. En skat på jord - det vil sige en skat på al jord - ville i sidste ende blive et vilkår for brugen af jord; derfor ville den havne på arbejdskraften, ville forøge priserne og blive båret af hele samfundet. Men en skat på jordværdi kan ikke lægges på al jord, fordi al jord ikke er værdifuld; den kan kun falde på værdifuld jord, og på værdifuld jord i forhold til jordens værdi; derfor kan den ikke mere blive en skat på arbejde, end en skat på særlige privilegier af en hvilken som helst art kan blive det. Den kan derfor tage, ikke individets arbejdsindtægter, men den værdiforøgelse, som i og med, at samfundet vokser og udvikles, tillægges brugen af særlig god jord. 

Og prøv engang at se på det som blot og bart en skattemæssig ændring, og se i hvilken overensstemmelse med enhver lære om det hensigtsmæssige, med ethvert retsprincip, grundskylden er. 
     Vi har opfundet og opfundet, forbedret og forbedret, og alligevel er sandheden den, at vi i dag ikke har velstand nok. Der er i De Forenede Stater nogle få mænd, der er rigere, end det er gavnligt for mennesker at være. Men den store mængde af vort folk er ikke så rige, som civiliserede amerikanere her ved afslutningen af det nittende århundrede burde være. Den store mængde af vort folk opretholder kun livet ved hårdt arbejde. Den store mængde af vort folk opnår ikke de mageligheder, de nydelser, de luksusting, som alle på verdens nuværende stade burde have. Overalt i dette land foregår der en drabelig kamp for eksistensen. Da jeg kom til indgangen til denne bygning, blev jeg stoppet på gaden af en tigger - en ung mand; han sagde, han ikke kunne finde arbejde. Jeg ved det ikke, måske løj han. Men jeg ved, at når et menneske slår ind på den vej, så sker der en hastig demoralisering. Jeg ved med sikkerhed, at velgørenhed uden persons anseelse nemt kommer til at skade mere, end den gavner; alligevel gav jeg ham noget, for jeg kunne jo ikke vide bedre, end at hans historie var sand. 
     Dette er Stillehavskysten. Dette er den gyldne port. Vor races march mod vest stoppes af havet, som på den anden side har det ældgamle Østens kyst; vi kan ikke komme længere. Og alligevel er der her, i dette nye land, i denne gyldne stat, mennesker, som gerne vil arbejde, som er ivrige efter at arbejde, og som alligevel, i kortere eller længere perioder, ikke har mulighed for at arbejde. Jo længere øst på man kommer, jo værre bliver det. For manden fra San Francisco, der aldrig har forstået det før, er der ting at se i New York, der er oprørende. Kryds havet over til den større by - den civiliserede verdens midtpunkt - og der er fattigdommen endnu dybere og voldsommere. Hvad er årsagen? Hvis der er behov for mere velstand, hvorfor får de så ikke noget mere? 
     Vi kan ikke kurere dette fattigdommens onde ved at dele velstanden op, skønt visse af de formuer, der er blevet samlet, er overdådige - og formuer samler sig i dette land hurtigere end nogensinde før i historien. Men del dem op, og der vil stadig ikke være nok. 

Men hvis mennesker ønsker større velstand, hvorfor får de så ikke mere velstand? Hvis vi, som et folk, ønsker større velstand (og 99 ud af hundrede amerikanere ønsker sig bestemt større velstand), hvorfor lider nogen så under mangel på arbejde? Andre arbejder uden at kunne tjene nok til at forsørge sig selv. Men 99 ud af hundrede har et helt legitimt ønske, som de gerne vil tilfredsstille. Men, for det første, hvis vi ønsker større velstand - hvis vi kalder det land, som øger sin velstand, for fremgangsrigt, - er det så ikke en lille smule dumt, hvis vi beskatter borgerne for at tilvejebringe velstand? Alligevel er det det, som vi gør i dag. 
     Bring næsten en hvilken som helst ting, der repræsenterer en værdi, hertil fra udlandet, og med det samme vil De blive konfronteret med en skat. Er det ikke ud fra almindelig sund fornuft dumt, hvis vi ønsker større velstand - hvis det fremgangsrige land er det, der øger sin velstand, hvorfor i Himlens navn skulle vi så sætte forhindringer op for dem, der ønsker at bringe værdier til landet? Vi ønsker flere manufakturvarer (hvis De ikke ved det, vil Deres kone bestemt kunne fortælle Dem det). Vi ønsker mere beklædning; mere sukker; mere af alle den slags goder, som vi kalder 'varer'; og alligevel har dette skattesystem i realiteten sat et højt hegn rundt om landet for at holde netop disse ting ude. Vi beskatter den udmærkede mand, som bringer varer ind i landet. 
     Hvis velstand er godt; hvis dette land skal være et fremgangsrigt land - det vil sige med voksende velstand - jamen, hvis vi så overhovedet skulle begrænse handelen, ville det kloge da være at lægge skatterne på dem, som fører varer ud af landet, ikke på dem, der bringer varer ind i landet. 
     Vi tilhængere af Fuld Grundskyld ville fjerne alle disse hindringer. Vi ville forsøge at holde kopper, kolera, utøj og pest ude. Men vi ville byde alle de varer, som hvem som helst ville ønske at sende os, velkomne, alle de varer, som nogen ville tage med hjem. Vi siger, at det er dumt, hvis vi ønsker større velstand, så at forhindre folk i at bringe værdier til dette land. Vi siger også, at det er ligeså dumt at beskatte dem, der producerer velstand inden for landets grænser. 
      Her siger vi, at vi ønsker flere fabriksejere. Det amerikanske folk pålægges enorme skatter med det formål at bygge fabrikker; men hvad gør vi, når en mand bygger en fabrik? Jamen, så tager vi da ned og beskatter ham af den. 

Vi vil bestemt have flere huse. Der er få mennesker, der har større huse, end nogen familie af rimelig størrelse kan fylde; men den store mængde af det amerikanske folk mangler boliger. Dér, i byen New York, og alle amerikanske byer styrer imod den samme situation, vil De finde, at 65 procent af befolkningen bor to eller flere familier pr. etage. Men lad så en mand placere et hus et eller andet sted i USA, og straks dukker skatteinspektøren op for at opkræve en bøde af ham for at have bygget et hus. 
     Vi siger, at virksomhed er et gode, og at foretagsomhed er et gode; og der er nogen, der siger, at hvis en mand er virksom, og hvis en mand er foretagsom, så kan han let samle sig en formue. Om det er sandt eller ej, så er virksomhed bestemt et gode, og foretagsomhed er bestemt et gode. Men hvad gør vi, hvis en mand er virksom? Hvis han samler sig rigdom nok, og ved foretagsomhed overhovedet samler sig en formue, så dukker skatteinspektøren op for at forlange en del af den. 
     Vi siger, at det er dumt; at vi ikke burde undertrykke fremstillingen af værdier med vores skattesystem; at når en landmand sikrer sig en del af ørkenen og gør den til en frugthave og til en vingård, eller på prærien fremstiller afgrøder og opfeder godt kvæg; at vi, fremfor at beskatte ham og idømme ham bøder for at have gjort disse ting, burde være glade for, at han har gjort dem; at vi burde byde al energi velkommen; at ingen kan skabe rigdomme for sig selv uden at forøge helhedens lagre, uden at gøre hele landet rigere. 

Vi indfører nogle skatter med det formål at slippe af med ting, med det formål at få færre af de ting, som vi beskatter. I de fleste af vore lande og stater indfører man, når der bliver for mange hunde, en hundeskat for at slippe af med hundene, og hvorfor skulle vi indføre en skat på huse, medmindre vi vil af med nogle huse? Hvorfor skulle vi indføre en landbrugsskat, medmindre vi vil have færre landbrug? Hvorfor skulle vi beskatte nogen for at have udvist foretagsomhed eller energi i skabelsen af værdier? 
     Beskat huse, og der vil utvivlsomt blive færre huse. Hvis De drager øst på til Brooklyn, vil De kunne se det med Deres egne øjne. Noget, der overraskede mig i denne kirkernes by var at se lange rækker af brune murstenshuse, to etager høje foran og tre bagved; eller tre etager foran og fire bagved; og et øjeblik tænkte jeg på, hvad det dog var for en tåbelig ide, som disse mennesker havde fået, at udelade en halv øverste etage på den måde? Ved at spørge mig for fandt jeg ud af, at det udelukkende skyldtes skatten. I Brooklyn by skal syns- og skønsmanden kun se på facaden, og ved at bygge huset på den måde kunne man få en tre-etagers bygning med en kun to-etagers facade og en to-etagers skat. 
     Ligeså i England; på de gamle huse kan De se resultatet af vinduesskatten. Vinduesskatten fungerer i Frankrig i dag, og i Frankrig er der to hundrede tusind huse, ifølge statistikken, som overhovedet ikke har vinduer - for at slippe for vinduesskatten. 
     Så hvis man beskatter skibe, bliver der færre skibe. Hvilken gammel San Franciscaner kan ikke huske dengang, da man på denne havn kunne se de graciøse skrog og ranke master på så mange amerikanske skibe, de hurtigste og bedste i verden? Jeg kan godt huske dengang, hvor ingen amerikaner, der drog til Europa, kunne drømme om at rejse med noget andet end et amerikansk skib. I dag må man, hvis man vil krydse Atlanten, gøre det med et britisk dampskib, medmindre man vælger at gøre det med et tysk eller fransk. På de store verdenshave er amerikanske skibe blevet næsten ligeså sjældne som kinesiske djunker. Hvorfor? Simpelthen fordi vi har beskattet vore skibe ud i intetheden. Der er beviset. 
     Beskat bygninger, og man vil få færre eller dårligere bygninger; beskat landbrug, og man vil få færre landbrug og mere vildnis; beskat skibe, der vil blive færre og dårligere skibe; og beskat kapital, og der vil blive mindre kapital; men man kan beskatte jordværdi alt det man lyster, og der vil ikke blive så meget som en tomme mindre jord. Beskat jordværdi alt det De lyster, op til det punkt, hvor den fulde årsværdi bliver taget - op til det punkt, hvor dét blot at eje jord bliver fuldstændig uprofitabelt, så at ingen ønsker blot at eje jord - hvad vil resultatet blive? Ganske enkelt at det bliver lettere for brugerne at få jord. Ganske enkelt at jorden vil blive værdiløs for den, som blot vil spekulere - for den asociale, som blot vil besidde og ikke udnytte; for ågerkarlen, der blot ønsker at høste, hvor andre har sået, for uden at yde at puge produkterne af andres arbejdskraft sammen. Beskatter man jordværdi, får produktionen sin fulde belønning, og producenterne bliver givet naturlige muligheder. 

.
Se det udfra hvilket synspunkt, De vil, betragt det fra den politiske side (og det er bestemt en side, hvorfra vi bør overveje det nøgternt og klart), mens vi praler af vores demokratiske republikanisme, er den demokratiske republikanisme ved at forsvinde. Jeg behøver ikke at sige dette til Dem, der kommer fra San Francisco - til Dem, mine herrer fra Californien, som sender til Senatet en borger, som dominerer denne stat mere, end nogen hertug ville kunne. Se på korruptionen, som river grunden væk under vore institutioner; hvor kommer den fra? Hvorfra stammer denne demoralisering? I det store og hele fra vort skattesystem. Hvad medfører vort nuværende skattesystem? Jamen, det er en skat på samvittighed; en skat på sandhed; en skat på lovlydighed. Den giver bonus for løgn, mened og svindel. Den frembringer og stimulerer afpresning og korruption. 
     Tag til Europa; rejs omkring et stykke tid, imellem den gamle verdens udlevede monarkier, og det, som De får at se, vil få Dem til at værdsætte demokratiet. Vend derpå hjem igen. Der er det lavtliggende land i horisonten - de frie menneskers land, de modiges hjem - og hvis De ankommer til New Yorks havn, hvad de fleste amerikanere gør, vil De til sidst få øje på den vidunderlige statue - en gave fra befolkningen i Den Franske Republik - Frihedsgudinden, der højt hævet holder et lys, der taler til verden. 
     Netop som De når dertil, hvor De klart kan se Frihedsgudinden oplyse verden, vil De blive kaldt ned af en toldembedsmand, for på række, sammen med mænd og kvinder og under påkaldelse af den Almægtige Gud at sværge på, at De intet har i Deres kufferter eller i Deres vadsække, eller rullet op i Deres sjalsstropper, der skal fortoldes; og De aflægger denne ed. Amerikas Forende Stater tvinger Dem til det. Men dér slipper Amerikas Forenede Stater Dem ikke. Som det næste skridt træder en anden embedsmand frem og forlanger Deres nøgler, samt at De åbner Deres taske eller mappe, så at han kan rode den igennem efter varer, der er toldpligtige, medmindre, hvad der kan være tilfældet, at hans øjne standses af en pengeseddel. Jamen, alle, der har været dér, ved, at de fleste passagerer har varer, der skal fortoldes; og jeg bemærker mig, at protektionisterne har dem i ligeså stort omfang som frihandelstilhængerne. Jeg har aldrig set en gennemført protektionist. Der findes muligvis protektionister, der ikke ville smugle, selvom de fik chancen, men jeg tror, at det må dreje sig om meget, meget få. 
     Gå igennem den daglige strøm - fra selve lovinstitutionen - ned til selveste den kreds af lobbyister, der samles i Washington, når det bliver foreslået at fjerne en skat, og som kværulerer og brokker sig for at bevare netop denne skat på det amerikanske folk, så patriotiske er de; så uendeligt interesserede i at beskytte den stakkels arbejder. 

Bemærk de personlige interesser, der ytrer sig i disse blot mindre lovovertrædelser, der forekommer blandt passagerer; bemærk den gigantiske smugling, svindelen med lav værdiangivelse af enhver art; de personlige interesser, der bunder i klassetilhørsforhold; det når toppen af hierarkiet; det omringer vores nationale lovgivning med lobbyister, som ved hvert eneste præsidentvalg stopper deres millioner i korruptionsfonden. Er det ikke hele dette system, der stinker af svindel og korruption? Er det ikke diskrimination imod ærligheden, imod samvittigheden, en bonus for mened og svindel? 
     Kom til vore stater og se på deres skattesystemer, eller forresten, se på vore statsindtægter. De husker vel, hvordan tændstikfirmaerne, da det blev foreslået at afskaffe stempelafgiften på tændstikker, som var i kraft under krigen, kæmpede længe og indædt imod fjernelsen af den skat. De husker, hvordan kredsen fra whiskybranchen brugte sine penge på at forhindre en reduktion i afgiften på whisky; hvordan den stadig i dag står klar til at bruge penge på at holde den gældende afgift på det nuværende niveau. 
     Drag så til vore stater; undersøg vort indkomstskattesystem. Hvad vil De finde? Vi foregiver at beskatte al ejendom; mange af vore skatter er specielt udformet med henblik på at ramme de rige; hvad er resultatet? Jamen, over hele USA slipper de meget rige simpelthen for skat. Over hele USA er forsøget på at beskatte folk af deres rigdom en farce og en gang humbug. Selvom der ikke skulle være andre grunde, ville dette være tilstrækkelig grund til, at alle sådanne skatter blev afskaffet. Det ligger i selve deres natur at give plads til mened, lovbrud, afpresning og korruption. 

Men skatten på jordværdi har i det mindste denne fordel: jord kan ikke skjules; den kan ikke fjernes; den forbliver altid, i sagens natur, ude i det åbne. Selvom man ikke kan se jorden, ved man, at den er der; og af alle værdier er værdien, som tillægges jord den letteste at fastsætte. Jamen, jeg kan tage til San Francisco, til Denver, til New York, til Boston, til en hvilken som helst by, som jeg er ganske ukendt med, og hvis en eller anden tilbyder at sælge mig en grund, kan jeg gå hen til en ejendomsmægler og sige: "Der er en grund på denne eller hin bredde, så og så dyb, i denne eller hin gade; hvad er den værd? Han vil fortælle mig det nøjagtigt. Hvordan kan han sige mig værdien af det hus, der ligger på grunden? Kun ved grundig undersøgelse; endnu mindre, hvordan kan nogen fortælle mig, uden en grundig ekspertundersøgelse, hvad værdien på det inventar, der findes i huset, er, hvis det er et stort og smukt hus? Og, endnu mindre, hvordan kan nogen sige mig værdien af de forskellige genstande, som den, der bor i huset, ejer? Men jord - dér er det. Man sætter et enkelt lille skilt op på hver eneste grund, eller på hver eneste hektar landbrugsjord, der oplyser, at denne grund er så og så bred, så og så dyb, af dette eller hint omfang, og den tilhører den eller den, og er vurderet til så og så meget, og man kan få trykt materiale til at kontrollere værdiansættelsen; denne værdi kan fastsættes mere præcist, mere sikkert end nogen anden værdi. 
     Lad skatten på jordværdi afløse de mange skatter, som vi nu opkræver. De vil opleve højere moral; De vil opleve økonomisk vækst! Vi vil kunne slippe af med en horde af skatteopkrævende og skatteansættende embedsmænd; med eder og undersøgelser og dyneløfterier for at finde frem til, hvad folk ejer, eller hvad de er værd! 

Overvej nu retfærdighedsdimensionen. Vi tilhængere af grundskyld fornægter ikke den private ejendomsret; tværtimod er vi tilhængere og forsvarere af den private ejendomsret. Vi går ind for den hellige ejendomsret; at der er en ret til ejendom, som ikke stammer fra menneskeskabte love, som går forud for alle menneskelige handlinger. Det er klar logik. Det, som en eller anden fremstiller, det, som han igennem en anstrengende indsats skaffer fra naturens depoter og overfører til former, der gør det egnet til at tilfredsstille menneskers behov - det er hans; hans overfor resten af verden. 
     Hvis jeg, ved en indsats, fanger en fisk, så er og bør den fisk være min; hvis jeg fremstiller en maskine, tilhører den maskine mig; det er min hellige ejendomsret. Der er tydeligt en adkomst for producenten, der hviler på individets ret til sig selv, retten til at udnytte sine egne kræfter, til at nyde resultaterne af denne hans indsats; denne ret, som han kan give bort, som han kan sælge, som han kan lade gå i arv. 
     Hvad er det vi gør, når vi beskatter en bygning? Når en mand rejser en bygning ved egen indsats, eller han får den ved, at andres ret til deres arbejde overføres til ham, så dukker samfundet op og siger, faktisk, at han skal give det en del af sin bygning. For hvor en mand ærligt tjener og opsparer rigdom, dukker skatteinspektørerne op og forlanger hvert år en andel i disse indtjeninger. Men er det ikke så meget en svækkelse af ejendomsretten at tage et lam, som det er at tage et får? At tage 5 procent, at tage 20, som det er at tage 100 procent? Vi burde overlade alle værdier skabt ved den enkeltes indsats til den enkelte. Vi burde respektere ejendomsretten ikke til en vis grænse, men fuldt ud. Vi burde lade den, der skaber værdier, den som har opnået titel af producent, beholde alle disse værdier. Uanset hvilke ting, der er tale om, tilhører de individet. Vi skulle i stedet for, af de samme grunde, tage jordværdien til brug for samfundet. Den tilhører samfundet, fordi samfundets vækst skaber den. 
    Hvad er årsagen til, at jord i San Francisco i dag er så meget mere værd, end den var i 1860 eller 1850? Hvordan kan det være, at det bare sand, der dengang intet var værd, nu er blevet umådeligt kostbart? På grund af noget, som ejerne har gjort? Nej. Det er på grund af hele befolkningens vækst. Det er, fordi San Francisco er en større by; det er, fordi De alle er her. Ethvert barn, der fødes, enhver familie, der slår sig ned; enhver, der gør et eller andet for at forbedre byen, er med til at forøge jordværdien. Det er en værdi, der udspringer af samfundets vækst. Derfor, på grund af det samme retfærdighedsprincip, den selvsamme respekt for ejendomsretten, som får os til at overlade alt det til individer, som individers møje kan frembringe, bør vi til det offentliges brug tage den værdi, som fremkommer ved vækst og forbedringer i samfundet. 
     Hvad vil det direkte resultat være? Tag denne by, denne stat, eller hele dette land; afskaf alle skatter på produktion af værdier; lad enhver være fri til at pløje eller så, til at bygge, til på enhver måde at forøge varemængden uden at blive afkrævet så meget som en penny. Sig til enhver, der vil indføre forbedringer, som på nogen måde vil forøge den almindelige velstand: gå igang, gå igang; producér, opspar alt det, De lyster; forøg den almindelige varemængde, på hvilken måde De end vil gøre det; De skal beholde det hele; vi skal ikke afkræve eller beskatte Dem med så meget som en penny. Hvad vil resultatet være af at afskaffe alle disse skatter, der nu belaster virksomhed; som nu lægges på arbejde; som nu mindsker profitterne for dem, der forøger den almindelige velstand? Indlysende nok at stimulere produktionen; at forøge velstanden; at bringe nyt liv til enhver industrigren. 

På den anden side, hvad ville effekten være af at afskaffe alle disse skatter, der nu lægges på arbejdskraft eller på resultatet af arbejde, hvis vi ville gå over til offentlige indtægter baseret på beskatning af jordværdi; en skat, der skulle pålignes ejeren af en ledig grund med samme vægt som den, der har forbedret en grund ved at bygge et hus på den; som skulle pålignes spekulanten, der lader 60 hektar af landbrugsjord ligge brak, fordi han venter på en lejer eller en køber, med samme vægt, som den skulle pålignes landmanden, der havde fået 60 hektar til at blomstre? Jamen, resultatet ville overalt være, at de, der sidder på naturlige muligheder, ikke for at bruge dem, men for profittens skyld ved at forlange en pris af dem, der var nødt til at anvende dem, enten ville være nødt til selv at anvende jorden eller give plads for nogen, der ville. 
     Overalt, fra Atlanten til Stillehavet, fra søerne til golfen, ville mulighederne komme til at ligge åbne for arbejdskraften; der ville på arbejdsmarkedet opstå den efterspørgsel på arbejdets produkter, som aldrig kan blive tilfredsstillet - efterspørgslen efter selve arbejdskraften. Vi ville aldrig mere høre et ord om arbejdsløshedsproblemet. Kendskabet til nogen, der var villig til at arbejde, desperat efter at arbejde, men ude af stand til at finde arbejde, ville blive glemt, ville blive en historie fortonet i fortidens tåger. 
     Jamen, se på, hvordan det ser ud i dag, i dette nye land, hvor der endnu blot er 65 millioner af os, spredt ud over et område, der under den nuværende situation let ville kunne ernære tusind millioner; vi tænker og taler faktisk alligevel, som om der er for mange mennesker i dette land. 

Vi ønsker større velfærd. Hvorfor får vi det ikke? Mangler vi noget element i produktionen? Hvilke elementer udgør produktionen? Arbejdskraft, kapital og jord; men for at ordne dem hierarkisk efter deres betydning: jord, arbejdskraft, kapital. Vi ønsker større velfærd; hvad er problemet? Det er i arbejdskraften; er der ikke nok arbejdskraft? Nej. Fra alle egne i De Forenede Stater høres om, hvad der synes at være et arbejdskraftoverskud. Vi er faktisk begyndt at tænke som om den, der giver en anden ansættelse, udøver en velgerning overfor ham. Er der nogen mangel på kapital? Jamen, kapitalen er så umådelig i dag, at USA-obligationer, købt til gældende rente, kun giver en smule over to procent i årligt udbytte. Så umådelig er kapitalen, at der ikke kan tvivles på, at et Regeringslån i dag ville kunne afdrages med to procent og kun ringe tvivl om, at det snart ville indbringe en bonus. Så umådelig er kapitalen, at der over hele landet er et pres for at få den anbragt lønsomt. 
     Hvis begrænsningen ikke ligger i arbejdskraften og ikke i kapitalen, må den ligge i jorden. Men der er ingen mangel på jord imellem Atlanterhavet og Stillehavet, for dér vil man kunne finde uudnyttet, eller kun halvt udnyttet, jord. Bestemt, og selv dér, hvor befolkningstætheden er størst. Har De ikke jord nok i San Francisco? Tag til storbyen New York, hvor folk er presset så meget sammen, det store flertal af dem ihvertfald, at fysisk og moralsk sundhed umuligt kan opretholdes. Hvor, på trods af at rige mennesker fra hele landet slår sig ned dér, kun fire procent af familierne bor i deres eget parcelhus, og femogtres procent af familierne er stuvet sammen to eller flere på en enkelt etage - stuvet sammen ovenpå hinanden, mange steder, ligesom sardiner i en dåse. Og alligevel, hvorfor er der så ikke nogle flere huse dér? Ikke fordi der ikke er nok kapital til at bygge flere huse for, og endnu ikke fordi der ikke er jord nok at bygge flere huse på. 
     I dag er halvdelen af New Yorks areal ubebygget - det er fuldstændig ubenyttet. Når der er sådan en efterspørgsel efter boliger, hvorfor går folk så ikke hen til disse ledige grunde og bygger på dem? Fordi jorden, skønt den ikke anvendes, er ejet; fordi ejerne af disse ubebyggede grunde, idet de spekulerer i byens fremtidige vækst, forlanger tusinder af dollars, før de vil tillade nogen at bygge huse på dem. 

Hvad De vil kunne se i New York, kan De se overalt. Tag til kulområderne i Pennsylvania; der vil De ofte finde tusindvis af minearbejdere ude af stand til at arbejde, enten lock-outed af deres arbejdsgivere, eller i strejke som et sidste kampmiddel imod uhyrligt lave lønninger, som atter er blevet skåret ned. 
     Hvorfor skal der være sådan en kamp? Hvorfor går disse mennesker ikke på arbejde og bryder kul til sig selv? Ikke fordi der ikke er kulholdig jord nok i disse mineområder. De områder, hvor der brydes kul, er små sammenlignet med de lagre af kul, der findes. Jorden bliver slet ikke udnyttet, men det hele er ejet, og før de mennesker, der gerne vil arbejde, kan få mulighed for at bearbejde råmaterialet, må de betale ejeren af det tusindvis af dollars per hektar for jord, som kun beskattes nominelt. 
     Drag mod vest og se folk strømme afsted og forsamle sig om hvert eneste indianer-reservat, der står for at blive åbnet; rejse over anvendt og uanvendt jord for at opnå mulighed for at slå sig ned - som mennesker, der svømmer over en flod for at få noget at drikke. Drag til denne stat, rid gennem de smukke dale, betragt disse udstrakte vidder, kun her og der med et enkelt hus, der stikker op, uden et træ; disse store rancher, dyrkede som de er af almindelige mænd, som har en smule arbejde i pløjningstiden og lidt mere arbejde i høsttiden, og som så, efter næsten at være blevet fodrede som dyr og skøttet dårligere end husdyr af værdi skøttes, er tvunget til at vagabondere gennem staten. Det er den kunstigt skabte mangel på naturlige muligheder. 
     Kan det undre nogen, at der over hele den vestlige verden findes nød og armod, når jord behandles således? Netop, og lidelse - nedværdigelse blandt den store mængde af borgere, i mange tilfælde værre end noget, der er kendt blandt primitive folk. 
     Hvordan kan det være anderledes i en verden som denne, beboet af landpattedyr, der er sådan som mennesket er? Hvordan skulle Skaberen, sålænge vore love er som de er - hvordan skulle Han kunne mildne forholdene? Forestil Dem, at Den Almægtige, som svar på de bønner, der stiger til vejrs om frelse fra fattigdommen, lod rigdom regne ned fra himlen, eller fik den til at springe frem fra jordens indre. Hvem ville, under det nuværende system, eje denne rigdom? Jordejeren. Der ville ikke være nogen gevinst til den arbejdende. Prøv at forestille Dem en hvilken som helst verden, Deres fantasi vil tillade. Forestil Dem himlen selv, som vi på grund af vores hjernes beskaffenhed ikke kan forestille os på anden vis end som en rumlig udstrækning - hvad ville så være resultatet i selveste himlen, hvis de folk, der nåede først frem til himlen kunne udstykke den i store grunde for sig selv? 
     Åh, ondskaben i det; åh, det blasfemiske i det! Værre end ateister er disse såkaldt kristne, som underforstået, hvis de ikke siger det ligeud, tilskriver den Gud - som de opfordrer os til at dyrke, den Gud, som de bringer det over deres læber at sige, er ren kærlighed og tilgivelse - denne bitre lidelse, som i dag eksisterer i selve civilisationens centre. 

Da jeg sidst var i London, stod jeg tidligt op den første morgen, jeg var der, og gik ud, fordi jeg altid sætter pris på at spadsere, når jeg er i London, gennem gader, som jeg ikke kender navnene på; jeg kom til et skilt - et stort messingskilt, "Kontor for Missionskontoret for Centralafrika." Jeg gik en halv karré videre, og lige ved siden af Hestegardens bygning, hvor man kan se pragten og farvespillet i soldaterne til hest, der gik en mand og en kvinde og to små børn, som synes at være personifikationer af den værste og mest håbløse nød. 
    For nogen tid siden var jeg i Edinburgh, det moderne Athen, den pragtfulde hovedstad (for det er den i nogle kvarterer) - den pragtfulde hovedstad i Skotland; ja, og jeg gik ind i disse høje huse, de virkede monstrøse, disse rester fra gammel tid, og der, inde i skyggen, i centrum for denne intellektuelle aktivitet, denne velstand, denne patriotisme, denne folkelige ånd, var der scenerier, som ville forarge den mest primitive vildmand. 
     Der så jeg det værste, et menneske kan se. De viste mig en institution, hvor man tager sig af små børn, hvis mødre er på arbejde, og her så jeg det værste af alt - små børn udmagrede og syge af mangel på mad; og lederen fortalte mig en historie. Han udpegede en lille pige og sagde: "Den lille pige blev bragt hertil, næsten sultedøden nær, og da de havde sat mad frem for hende, foldede hun, før hun rørte maden eller smagte på den, sine hænder og vendte sine øjne mod himlen og takkede sin Himmelske Fader for hans nåde." 
     Gode Gud! Mænd og kvinder - tænk på blasfemien i det! At sige, at dette lille barns Himmelske Faders nåde således blev tilstået. Nej! Nej! Nej! Han har givet mere end nok, med alt hvad Hans Forsyn bringer ind i verden. Det er uretfærdigheden, der hjemsøger Guds børn; det er uretfærdigheden, der fratager disse børn deres arv, ikke Den Almægtige. 

Ja, for år tilbage sagde jeg på denne talerstol, at sæden var blevet lagt. Nu begynder denne sandhed at åbenbare sig. Fra den ene ende af Storbritannien til den anden, overalt i dette land, i Antipoderne, hvor jeg vil besøge alle engelsktalende egne - ja, og længere væk, på det europæiske kontinent - vinder de sandheder, som vi står for, frem. Den umådelige Nød er dødsdømt. Men jeg siger til Dem, og jeg beder alle mine medkæmpere bære vidnesbyrd om dette, at der er en belønning for denne tro, i dette arbejde, som er fuldstændig uafhængig af resultater. 
     Under et af mine besøg i London, bad en præst i den etablerede kirke om en privat samtale med mig. Han sagde: "Jeg vil gerne tale åbent med Dem. Noget, som jeg har uddraget af Deres taler, har fået mig til at tro på, at De kan svare mig. Lad mig fortælle Dem min historie. Jeg blev uddannet til at tjene Kirken; tog eksamen ved et af universiteterne; modtog ordrer; blev sendt til et fremmed land som missionær. Efter en tid blev jeg kapellan i flåden; tilsidst, for få år siden fik jeg et sogn i London og slog mig ned her. Jeg har, indtil for nylig, været en troende kristen. 
     Jeg har troet på, at Bibelens ord var Guds ord, og jeg har ubetinget levet på dens løfter; det løfte, som jeg oftest har tænkt over, har været: 'Engang var jeg ung, og nu er jeg gammel, dog har jeg aldrig set den retfærdige være fortabt, eller hans afkom tigge for det daglige brød.' Jeg troede på dette, indtil jeg kom til dette land. Jeg troede på dette, indtil jeg begyndte min præstegerning i London. Jeg troede, at det var sandt. Nu ved jeg, at det ikke er sandt; Jeg har set den retfærdige være fortabt, og hans afkom tigge for det daglige brød." Han sagde: "Jeg har mistet min tro; jeg holder fast ved mit kald, men jeg føler mig som en hykler. Jeg vil gerne spørge Dem, hvad De synes." Og jeg fortalte ham på min egen uformående måde, hvad jeg har prøvet at sige til Dem her i aften, hvordan det er, ganske enkelt på grund af vores egen gøren vold på naturens love; hvordan det er, simpelthen fordi vi ikke vil følge den vej, som er givet. 
     Netop, i vore hjerter ved vi det alle. For den, som sætter pris på denne sandhed, for den, der går ind i dette arbejde, gør det en lille forskel - dette med at nå resultater. I det mindste ved han, at det ikke er på grund af Magten, som skabte denne verden og satte mennesker i den, at disse mørke skygger findes i vores civilisation i dag; det er ikke på grund af Skaberens nærighed. 

Og dette får en følelse frem i mig af, hvad verden kunne være. 
     Den bøn, som Mesteren lære sine disciple: "Komme dit rige, ske din vilje, på jorden som den sker i himlene," var ikke blot en samling ord. Det er overgivet mennesker at kæmpe for retfærdighedens og retmæssighedens kongerige. Det er overgivet mennesker at arbejde og håbe på og nå frem til den dag, som profeter har talt om, og som seere har drømt om; den dag, hvor ufrivillig fattigdom skal blive fuldstændig afskaffet; den dag, hvor der vil være arbejde til alle, frihed for alle, overflod for alle; den dag, hvor selv den mest ydmyge skal få sin del, ikke blot de rene nødvendighedsartikler og behageligheder, men af livets rimelige luksus; den dag, hvor ethvert barn iblandt os kan håbe på at kunne udvikle det, der er mest ædelt og nobelt i dets natur; den dag, hvor frygten for nød midt i al overfloden vil være forsvundet. 
     Den grådighed efter velstand, som får mennesker til at vende ryggen til alt, hvad der er retfærdigt og sandt, og til at trampe på deres medmennesker for ikke selv at blive trampet på; deres søgen og kæmpen, og anvendelsen af enhver egenskab i deres natur til at samle, hvad de ikke kan tage med sig, vil forsvinde, og på den dag vil menneskets bedre kvaliteter få mulighed for at høste belønning. 
     Vi kan ikke ændre den menneskelige natur; vi er ikke så tåbelige at drømme om, at den menneskelige natur kan ændres. Hvad vi derimod vil gøre, er at give det gode i den menneskelige natur mulighed for at udvikle sig. 
 Overvej vort middel efter alle principper - retfærdighedens princip; hensigtsmæssighedens princip. Efterprøv den med enhver tese fra nationaløkonomien; efter enhver moralsk målestok; efter enhver standard om godt lederskab. Den vil bestå prøverne med glans. Hvad jeg beder Dem om er ikke at tage det, som jeg eller nogen anden udtaler, for gode varer, men at De tænker selv!

To English Version: Justice the Object
Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler
Oprettet den 15. maj, 1998.