Fremskridt og fattigdom,

Af Henry George

Afsnit 6.    Midlet

 
Lad os opgive alle forsøg på at blive jordmonopolets onder kvit ved at sætte skranker for ejendomsstørrelsen. En lige deling af jorden er umulig
UTILSTRÆKKELIGHEDEN AF DE FORSLAG, DER NORMALT ANBEFALES.
     Vi har nu fulgt årsagen til, at fattigdommen stiger med rigdommens vækst, lige til dens kilde, og derved også opdaget midlet derimod. Men før vi går over til denne side af sagen, vil det være rigtigt at gennemgå og prøve de bestræbelser, man sædvanlig sætter sin lid til. Det middel, som vore slutninger peger hen på, er både radikalt og simpelt - så radikalt, at det ikke vil blive taget under alvorlig overvejelse, så længe der endnu findes nogen tro på, at mindre skarpe midler kan virke; og så simpelt, at dets dybe indgriben og omfang let kan blive overset, indtil virkningen af mere kunstige forholdsregler er prøvet. 
     De udveje og forholdsregler, som i skrift og tale sædvanligvis fremhæves og anbefales som midler til at afhjælpe fattigdom og nød blandt masserne, kan, for oversigtens skyld, deles i seks klasser. 
     Der er mange mennesker, som endnu nærer den bekvemme tro, at det materielle fremskridt til sidst vil udrydde fattigdommen, og der er mange, som tror, at en forebyggende indskrænkning i folkeforøgelsen er det mest virksomme middel; men disse antagelsers grundløshed er allerede tilstrækkeligt påvist. Lad os nu undersøge, hvad man kan vente af følgende midler: 

1) Større sparsommelighed i statshusholdningen. 
2) De arbejdende klassers bedre oplysning og større flid og driftighed. 
3) Arbejdersammenslutninger til forhøjelse af lønnen. 
4) Samvirken mellem arbejde og kapital (kooperation). 
5) Regeringsledelse og -indgreb. 
6) En mere vidtgående fordeling af jorden. 

     1) Større sparsommelighed i statshusholdningen. 
     Indtil for få år siden var det en trosartikel hos amerikanerne - en tro, som også deltes af de liberale partier i Europa -, at nøden blandt de fortrykte masser i den gamle verden skyldtes aristokratiske og monarkiske institutioner. Denne tro forsvandt imidlertid, da der under De Forenede Staters republikanske styresæt fremkom social elendighed af lignende art.. Men social nød tilskrives endnu for en stor del de uhyre byrder, som de bestående statsstyrelser pålægger, den uhyre statsgæld, hærene og flåderne, den rutten med offentlige midler, som er karakteristisk for både monarkiske og republikanske magthavere og særlig for storbyernes styrelser. Hertil kommer for De Forenede Staters vedkommende beskyttelsestoldens plyndringssystem, som for hver 25 cent, der kommer ind i statskassen, tager en dollar, ja måske fire eller fem, ud af forbrugernes lomme. Nu synes der at være en tydelig sammenhæng mellem de umådelige summer, folket således berøves, og den armod, der hersker i underklasserne, og for en overfladisk betragtning ligger det nær at tro, at en formindskelse af disse unyttige byrder vil gøre det lettere for fattigfolk at skaffe sig brødet. - Men betragter vi sagen nøjere, ser vi let, at dette ingenlunde ville blive følgen. En formindskelse af det beløb, der gennem beskatning tages fra et samfunds samlede produktion, vil være ensbetydende med en forøgelse af dets nettoproduktion, en stigning af arbejdets produktionsevne. Og som fordelene ved en sådan tilfalder jordejerne, vil også skattelettelsen gøre det. 
     I England bærer for tiden det samlede udbytte af arbejde og kapital byrden af en uhyre statsgæld, hele statskirkevæsenet, et kostbart hof og en vældig flåde. Lad os tænke os, at man slog en streg over statsgælden, ophævede statskirken, lod kongefamilien sørge for sig selv, afskedigede flådens officerer og mandskab og solgte skibene. En uhyre formindskelse i skatterne ville således blive mulig. Men det ville dog kun være en økonomisk vinding i stil med - om end ikke nær så stor - som den, damp- og maskinkraft har frembragt i de sidste tyve til tredive år. Og som denne ikke har afskaffet fattigdommen, men bare forhøjet jordrenten, vil det også gå med skattelettelsen. Jeg vil ikke nægte, at dersom alt dette kunne ske pludseligt og uden de forstyrrelser og omkostninger, der følger med en revolution, ville der indtræde en midlertidig forbedring i de laveste klassers kår. Men selv om så var, ville vindingen til sidst blive opslugt af den stigende jordværdi, på samme vis som det sker her i De Forenede Stater. 
     En dunkel bevidsthed om, at økonomi i statshusholdningen således ikke varig kan forbedre kårene for dem, der lever af arbejde, begynder at vågne i de brede lag og danner en af de alvorligste politiske farer, som truer vor amerikanske republik. Arbejderne, især blandt storbyernes voksende proletariat, bryder sig fejl om styrelsens ødselhed, ja de er i mange tilfælde tilbøjelige til at se på den som en god ting, der »skaffer arbejde« eller »sætter penge i omløb«. Tweed, der plyndrede New York, som en guerillahøvding brandskatter en erobret stad (og som kun var en type for den nye slags banditter, der tilriver sig styret i vore byer), var uden tvivl populær hos flertallet af vælgerne, skønt alle og enhver kendte hans tyverier. Han havde bestjålet de offentlige kasser for mange millioner, men proletariatets mænd følte, at han ikke havde stjålet fra dem. Og socialøkonomiens dom er den samme som deres. 
     Forstå mig ret. Jeg siger ikke, at økonomi i statshusholdningen ikke er ønskelig, men kun, at en indskrænkning i det offentliges udgifter ikke ligefrem kan bidrage til at udrydde fattigdommen, så længe jorden er monopoliseret. 
     Ikke desto mindre burde dog, just for underklassens skyld, ingen anstrengelse spares for at undgå unyttige udgifter. Jo mere indviklet og ødsel styrelsen er, desto mere bliver den til en magt, der er adskilt fra og uafhængig af folket, og desto vanskeligere bliver det at få de virkelige politiske velfærdsspørgsmål ind under folkets egen afgørelse. Læg mærke til valgene her i De Forenede Stater: Spørgsmål af den største vigtighed trænger sig ind på os, men så stor en rolle spiller pengene i politikken, så store er de personlige interesser, som står på spil, at de for landet vigtigste spørgsmål ikke bliver taget i betragtning. Den almindelige amerikanske vælger har fordomme og partifølelse, men han skænker ikke grundprincipperne for landets styrelse større tanke, end en sporvognshest tænker på aktieselskabets udbytte. - Hvis det ikke forholdt sig således, kunne umulig så mange indgroede misbrug få lov at bestå, og nye opstå for vore øjne. 

    2) Stigende oplysning og driftighed i arbejderklassen. 
    Det er og har altid været en udbredt tro hos de bedrestillede, at massernes fattigdom og lidelser skyldes deres mangel på flid, nøjsomhed og intelligens. Denne tro, som dysser ansvarsfølelsen i søvn, og tilmed fremkalder en smigrende følelse af overlegenhed, er sandsynligvis endnu mere udbredt i sådanne lande som De Forenede Stater, hvor alle er politisk lige, og hvor, på grund af samfundets ungdom, klassedelingen mere gælder de enkelte mennesker end hele slægter, fremfor i de gamle lande, hvor grænselinjerne har været draget skarpere og gennem flere slægtled. Det er ganske naturligt, at de, der kan udlede deres bedre stilling fra den større flid og sparsommelighed, som dannede dens første grundlag, og den større intelligens, - for ikke at tale om mulig større samvittighedsløshed - der satte dem i stand til at benytte sig af enhver fordel, indbilder sig, at de andre vedbliver at være fattige, simpelthen fordi de mangler disse egenskaber. 
     Men enhver, der har fattet de virkelige fordelingslove, vil indse denne anskuelses fejlagtighed. Man kunne lige så godt påstå, at alle, som deltager i et kapløb, må vinde. At hvem som helst kan vinde, er sandt; at alle kan, er umuligt. 
     Da jorden er monopoliseret overalt, undtagen i de allernyeste stater, må jordrenten trykke arbejdslønnen ned til det lavmål, der bestemmes ved, hvad man kalder »levefodshøjden«, dvs. summen af de sædvanebestemte fornødenheder, som de arbejdende klasser kræver som det mindst mulige for deres eksistens. Hvor dette er tilfældet, kan flid, nøjsomhed og åndelig udvikling kun, når de overstiger det sædvanlige, komme den enkelte til gode, på samme måde som under et kapløb hurtighed kun hjælper den løbende, hvis den overgår hans medbejleres. Bliver fliden og intelligensen generelt større, vil arbejdet trods sin forøgede produktionsevne kun få samme løn som før; og den, som vil vinde foran, må arbejde endnu hårdere. 
     Den enkelte kunne vel spare penge af sin løn, hvis han ville leve som Franklin, da han i sin læretid og som ung håndværkssvend besluttede kun at spise planteføde; og mangen fattig familie kunne på Franklins vis komme bedre ud af det. Men hvis arbejderklassen besluttede sig til at leve på denne måde, ville følgen kun blive, at lønnen ville synke i forhold, og den, der ville afhjælpe fattigdommen ved at lære folk at spare, måtte snart se til at udtænke en endnu billigere måde at holde sjæl og legeme sammen på. Om de amerikanske arbejdere under de nuværende forhold ville nøjes med kinesisk levemåde, kom de snart til at nøjes med kinesisk arbejdsløn. Man troede, at indførelsen af kartoflen til Irland skulle forbedre de fattigere klassers kår ved at forøge forskellen mellem den løn, de fik, og udgifterne til deres livsophold. Men det virkelige resultat var, at jordrenten steg og lønnen gik ned, så da kartoffelsygen indtraf, betød det hungersnød. 
     Og på lignende måde vil ganske vist den enkelte ved at arbejde ud over den sædvanlige arbejdstid kunne forhøje sin løn; men alles løn kan ikke forhøjes på denne måde. Det er en bekendt sag, at i de fag, hvor arbejdstiden er lang, er lønnen ikke højere end dér, hvor arbejdstimerne er færre, i almindelighed endog det modsatte, for jo længere arbejdstiden er, desto mere hjælpeløs og sløvet bliver arbejderen. På samme måde kan ganske vist den arbejder, der tager kone og børn til hjælp, forøge sine indtægter, men i de arbejdsgrene, hvor det er blevet sædvanligt, at kone og børn arbejder med, er hele familiens løn ikke større end familiefaderens i de fag, hvor han i regelen arbejder alene. De bøhmiske cigarmagere i New Yorks lejekaserner, som arbejder familievis, mænd, kvinder og børn, har trykket lønnen for cigararbejdere således ned, at den er lavere end den, kineserne fik i San Francisco. 
     Disse almene fakta er vel kendte, de fornemste socialøkonomiske værker bekræfter, at det forholder sig så, men forklarer sagen ud fra Malthus' teori. I virkeligheden er årsagen dog ikke befolkningens tryk på livsopholdet, men jordrentens tryk på arbejdslønnen. 
     Det er måske umagen værd at ofre nogle ord om virkningerne af stigende oplysning, for der hersker en tilbøjelighed til at tillægge oplysning en slags magisk indflydelse. Men oplysning er jo kun af værdi, for så vidt den hjælper mennesket til at bruge sine naturlige evner bedre, og dette formår dét, man kalder oplysning, i såre mange tilfælde slet ikke. Jeg mindes en lille pige, der var kommet temmelig langt i sin geografi og astronomi i skolen, men blev meget forbavset over at opdage, at hendes moders baggård hørte med til jordens overflade; og når man taler med »studerede folk«, vil man finde, at en god del af deres viden er af lignende art. De tænker sjældent bedre og sommetider ikke så godt som mennesker, der aldrig har gået i en højere skole. 
     Dette får nu være, som det vil; men det er i hvert fald klart, at hvis ikke intelligens, som jo er eller i alt fald skulle være undervisningens mål, sætter masserne i stand til og driver dem til at finde og fjerne årsagerne til den ulige fordeling, kan den kun indvirke på lønnen ved at forøge arbejdets produktionsevne. Den har altså samme virkning som forøget flid og duelighed og kan kun forhøje den enkeltes løn, for så vidt som den gør ham overlegen over de andre. Den gang, det var en sjælden færdighed at kunne læse og skrive, blev en skriver højt anset og fik høj løn, men nu, da det er noget, næsten alle kan, giver det ingen fordel. Udbredelse af kundskaber kan ikke, - uden for så vidt de gør menneskene utilfredse med den bestående tingenes tilstand, - på nogen måde forbedre tilstanden blandt de laveste klasser, »samfundets fundament«, som de er blevet kaldt; de må blive på jorden, uanset hvor højt overbygningen rejser sig. Ingen forøgelse i arbejdsevne kan forhøje den almindelige arbejdsløn, så længe jordrenten opsluger fremgangens frugt. 
     Vel er det sandt, at større dygtighed, forsynlighed og intelligens hos de arbejdende klasser i regelen er forbundet med bedre kår; men kendsgerningerne viser, at dette er virkning, ikke årsag. Overalt, hvor de arbejdende klassers kår er forbedret, har følgen været en højnelse af deres personlige egenskaber, og hvor de har forværret sig, har det medført åndelig forringelse. Men der kan ingen steder påvises en forbedring i kår som følge af større flid og intelligens hos en klasse mennesker, der må slide for det blotte livsophold, selvom disse egenskaber (eller snarere det, som følger med dem: de højere fordringer til livet), når de først er tilegnet, gør stærk og i mange tilfælde yder tilstrækkelig modstand mod enhver forringelse af de ydre kår.. 
     Sagen er, at de egenskaber, som hæver os over dyrene, hviler på dem, som vi har tilfælles med dem, og at vor åndelige og moralske natur kun kan udfolde sig, efterhånden som vore rent dyriske livsbehov tilfredsstilles. Tving et menneske til stadig at trælle for at tilfredsstille sit dyriske livs simpleste fornødenheder, og han vil miste al tilskyndelse til flid og foretagsomhed - kilden til al duelighed - og vil ikke gøre andet, end hvad han er tvunget til. Gør et menneskes kår således, at de ikke kan blive meget værre, og at der kun er ringe udsigt til at forbedre dem, og han vil ophøre med at tænke ud over dagen i dag. Nægt menneskene fritid - og fritid vil ikke sige mangel på beskæftigelse, men fritagelse for nødtvungent, plagsomt arbejde - og man kan ikke gøre dem intelligente, om man så lader børnene gennemgå den offentlige skole fra ende til anden og forsyner hver mand med en avis. 
     Vel er det så, at kårenes forbedring hos et folk eller en klasse ikke altid straks giver sig udslag i åndelig fremgang. Forhøjet løn kan jo endog i begyndelsen lede til dovenskab og udsvævelser. Men den vil dog til sidst fremkalde forøget driftighed og intelligens. Sammenligninger mellem forskellige lande, mellem samme folk i forskellige tidsrum og mellem de samme mennesker, når deres kår er ændret ved udvandring, viser det samme uforanderlige resultat: de personlige egenskaber, vi taler om, kommer for en dag, så snart de materielle kår bliver bedre, og forsvinder, når de forværres. Fattigdom er den »fortvivlelsens sump«, som Bungan så i sin drøm, og hvori gode bøger i al evighed kan kastes uden resultat. Vil man have trællen til at udvise den frie mands dyder, må man først gøre ham fri. 

     3) Arbejdersammenslutninger. 
     Fordelingslovene, som vi nu kender dem, viser tydelig nok, at arbejdersammenslutninger kan forhøje lønnen. - At sådanne sammenslutninger ikke kan frembringe nogen almen forhøjelse af lønnen, at enhver lønforhøjelse for visse arbejdere, som mulig opnås, må nedsætte lønnen for andre arbejdere eller også forringe kapitaludbyttet, er anskuelser, som udspringer af den vrangforestilling, at lønnen tages af kapitalen. Den lønforhøjelse i særlige fag, som arbejdersammenslutninger har fremkaldt, har ingensteds haft den virkning at formindske lønnen i andre fag eller forringe forretningsudbyttet. Den arbejdsgiver i en eller anden branche, som først tvinges til at forhøje lønnen, bliver ganske vist uheldig stillet i forhold til sine konkurrenter, men så snart bevægelsen også når til dem, er det forbi. 
     En forandring i lønnen i et eller andet fag kan naturligvis fremkalde forandring i efterspørgselen efter arbejdskraft af netop denne art. Men efterspørgselen i sin helhed kan den ikke forandre. Lad os f.eks. tænke os, at en arbejderorganisation i en vis industrigren får lønnen forhøjet i ét land, medens en arbejdsgiverorganisation i samme branche nedsætter den i et andet land. Hvis forandringen er stor nok, vil dette føre til, at efterspørgselen i det første land helt eller delvis bliver tilfredsstillet ved indførsel af vedkommende vare fra det andet. Men tydeligvis må denne tilvækst i indførselen af én slags varer enten medføre en tilsvarende indskrænkning i indførselen af andre varer eller en tilsvarende tilvækst i udførselen; for kun for egne frembringelser kan et land tilbytte sig et andet lands produkter. Den tro, at formindskelse i arbejdslønnen kan forhøje, eller lønstigning formindske, et lands udenrigsomsætning, er lige så ugrundet som den tro, at et lands velstand kan forøges ved indførselstold eller formindskes ved handelens frigørelse. Om alle lønninger i et vist land blev fordoblet, så ville landet desuagtet indføre og udføre de samme ting som før, og i samme forhold, for ombytningen bestemmes ikke ved de absolutte, men ved de relative produktionsomkostninger. 
     Selvom den ved arbejderorganisationen fremkaldte lønforhøjelse således hverken trykker lønnen i andre fag eller på anden vis skader nationalvelstanden, så er dog de vanskeligheder, som stiller sig imod virksomme arbejdersammenslutninger så store, at det gode, de kan udrette, er såre begrænset, medens der er uundgåelige misfordele forbundet med dem. 
     At forhøje lønnen i et eller flere fag, hvilket er alt, hvad nogen arbejdersammenslutning hidtil har formået, er åbenbart en opgave, hvis vanskelighed bestandig bliver større. For jo højere lønnen i et enkelt fag står over det almindelige, desto stærkere bliver bestræbelserne for at få den ned igen. Om således f. eks. en typografforening ved strejke eller strejketrussel får sin løn forhøjet 10 pct. over, hvad der i sammenligning med lønnen i andre fag er det normale, så vil straks efterspørgsel og tilgang af arbejdere påvirkes deraf. På den ene side aftager efterspørgselen efter trykning, og på den anden side vil den højere arbejdsløn så stærkt øge tilstrømningen til faget, at selv den stærkeste sammenslutning ikke kan hindre det. Derfor vil sådanne fagforeninger, selv om de understøtter hinanden kun kunne forhøje arbejdslønnen lidt. Og hvad de udretter er desuden begrænset til deres egen kreds og berører ikke de underste lag, de uorganiserede arbejdere, hvis kår allermest trænger til bedring, og som til syvende og sidst dog er dem, der bestemmer alle de overliggende lags kår. Den eneste måde, hvorpå arbejdslønnen ad denne vej kunne forhøjes nævneværdigt og varigt, ville være ved en almindelig sammenslutning, en sådan som Internationale tænkte på, og som skulle omfatte arbejdere af alle slags. Men en sådan forening må dog anses for praktisk umulig at få i stand; for vanskelighederne ved sammenslutning, som er store nok i de bedst betalte og snævreste fag, bliver større og større, jo længer vi stiger ned ad den industrielle stige. 
     Man må heller ikke glemme, hvem det egentlig er, striden står imellem. Det er ikke arbejde og kapital. Det er arbejderne på den ene side og jordejerne på den anden. Stod striden mellem arbejde og kapital, kunne den føres på meget mere lige vilkår, for kapitalens evne til at holde ud er kun lidt større end arbejdets. Kapitalen ophører ikke blot at tjene noget, så snart den ikke anvendes, men den går snart til grunde, for den kan kun opretholdes ved stadig fornyelse. Jord derimod sulter ikke som arbejderne og forringes ikke som kapitalen - dens ejere kan vente. De kan blive sat i forlegenhed, det er sandt; men det som for dem kun er en forlegenhed, er for kapitalen ødelæggelse og for arbejderne hunger. 
     Landarbejderne i visse dele af England forsøger nu at slutte sig sammen med det mål at få deres ynkelig lave løn forhøjet. Hvis det var kapitalen, som tilegnede sig den uhyre forskel mellem det virkelige udbytte af deres arbejde og den usle skærv, de får, ville de kun behøve at danne en virksom sammenslutning for at nå deres mål; for forpagterne, som er deres direkte arbejdsgivere, kan næppe undvære arbejdskraft længere, end arbejderne kan gå uden løn. Men forpagterne kan ikke give synderlig efter uden nedsættelse af afgiften; og således bliver det mellem jordejerne og arbejderne, at kampen i virkeligheden kommer til at stå. Udfaldet kan ikke være tvivlsomt. Englands jordejere er i kraft af denne deres ejendomsret Englands herrer. Så sandt er det, at »den, hvem jorden tilhører, ham tilhører også dens frugter«. »De hvide solskærme og de af hovmod rasende elefanter« fulgte med forleningen af den engelske jord, og folket i sin helhed kan aldrig genvinde sin magt, før det har taget denne forlening tilbage. Og hvad der således gælder England, gælder overalt i verden. 
     Ikke blot frembyder altså den organiserede lønkamp praktiske vanskeligheder, den medfører uundgåelige misligheder, som arbejderne ikke bør lukke øjnene for. Jeg taler uden fordom, for jeg står endnu som æresmedlem af den fagforening, som jeg altid loyalt støttede, så længe jeg arbejdede i mit håndværk. Men det kan ikke nægtes, at arbejdersammenslutningernes virkemidler nødvendigvis er af nedbrydende art, deres organisation nødvendigvis tyrannisk. Strejken er en ødelæggelseskamp, aldeles lig den styrkeprøve, hvortil en underlig fyr, som man kaldte »pengekongen«, engang i San Franciscos tidligste dage udfordrede en anden mand, som havde beskyldt ham for gerrighed: de skulle gå ned til havnen og skiftevis kaste tyvedollarstykker ud, indtil en af dem gav tabt. Den udholdenhedskamp, hvori en strejke består, er virkelig, hvad den ofte har været sammenlignet med, en krig; og som al krig formindsker den formuen. Og dens organisation må, som al krigsorganisation, være tyrannisk. Ligesom endog den, der vil kæmpe for frihed, når han træder ind i hæren må opgive sin personlige frihed og blive et led i en stor maskine, således må det også være med arbejdere, som organiserer sig med strejke for øje. Disse sammenslutninger må derfor nødvendigvis være ødelæggende netop for det, som arbejderne søger at vinde ved dem: velstand og frihed. 
     Hos hinduerne er der en gammel måde at tiltvinge sig betaling af en retmæssig fordring på, som kaldes at sidde »Dharna«. Kreditoren søger at tvinge skyldneren til at betale derved, at han sætter sig foran hans dør og vægrer sig ved at spise og drikke, indtil han får sine penge. - Arbejderorganisationernes fremgangsmåde ligner denne. Under strejkerne sidder de »Dharna«. Men de har ikke, som hinduerne, overtroen til at hjælpe sig. 

     4) Samarbejde (kooperation). 
     Det er for øjeblikket og har i nogen tid været mode at forkynde samarbejde som universalmiddel mod de arbejdende klassers nød. Men til uheld for samarbejdets virkningsfuldhed i så henseende opstår samfundsonderne - som vi har set - ikke af nogen strid mellem arbejde og kapital. Om samarbejdet blev almindeligt gennemført, kunne det ikke forhøje arbejdslønnen eller lindre fattigdommen. Dette er let at indse. 
     Samarbejde er to slags - samarbejde i forbrugsøjemed og samarbejde for produktion. Lad nu forbrugsforeninger nå så langt, de kan, i retning af at udelukke mellemhandlere, de kan dog kun formindske omkostningerne ved ombytningen. De er kun et middel til at spare arbejde og formindske risikoen, og deres virkning på formuefordelingen kan kun være den samme som den, de opfindelser osv. har haft, der i den nyere tid har gjort omsætningen så forbavsende billig og let: - nemlig at forhøje jordrenten. Og produktionssamarbejdet er kun en tilbagevenden til den lønningsform, som endnu bliver brugt ved hvalfangsten, nemlig løn i forhold til udbyttet i stedet for fast løn. Alt, hvad der gøres gældende til produktionssamarbejdets fordel, er, at det gør arbejderne flittige og mere driftige, med andre ord forøger arbejdets produktivitet. Dets virkninger går således i samme retning som dampmaskinens, bomuldsplukkerens, mejerimaskinens osv., og kan kun frembringe det samme resultat - nemlig at forhøje jordrenten. 
     Det er et slående bevis på, hvorledes man ved behandling af samfundsspørgsmål overser de første grundsætninger, at der i den økonomiske og halvøkonomiske litteratur tillægges samarbejde så stor værdi som middel til at forhøje lønnen og lindre fattigdommen. At det ikke kan have nogen sådan almen virkning, er indlysende. 
     Ser vi bort fra alle de vanskeligheder, som kooperationen under de nuværende forhold er belemret med, og tænker vi os den så udstrakt, at den helt har fortrængt de nuværende metoder - så forbrugsforeninger vedligeholdt forbindelsen mellem forbrugerne og producenterne med mindst mulig omkostning, og samarbejdende værksteder og fabrikker, agerbrug og bjergværker var trådt i stedet for arbejdsgivere, som betaler fast løn, og arbejdsudbyttet derved forøget i betydelig grad - hvad ville så følgen blive? Intet som helst andet, end at det blev muligt at frembringe lige så meget ved mindre arbejde, og som følge deraf, at ejerne af jorden, kilden til al formue, kunne fordre mere for brugen af deres jord. 
     At så mange mennesker tror, at »arbejderspørgsmålet« kan løses ved kooperation, kommer deraf, at den i mange tilfælde kendelig har forbedret de menneskers stilling, som umiddelbart har deltaget i den. Men dette skyldes simpelthen, at disse tilfælde endnu står enkeltvis. På samme måde som flid, sparsommelighed og duelighed kan forbedre de arbejderes stilling, som besidder disse egenskaber i højere grad end de øvrige, men ophører at have denne virkning, så snart de bliver almindelige, således kan den ved kooperation opnåede besparelse eller merudbytte bringe fordele, som igen går tabt, når disse fremskridt bliver så almindelige, at de indvirker på fordelingsforholdene i det hele. Og sandheden er, at - undtagen måske i retning af opdragende virkninger - formår samarbejdet ikke at frembringe noget alment resultat, som ikke også kan nås ved konkurrence. Ligesom kontantsalgsforretninger har samme virkning på priserne som forbrugsforeninger, frembringer også konkurrencen i produktionen en lignende kræfternes ordning og udbyttedeling som produktionsforeningerne. At forøget produktionsevne ikke forhøjer arbejdets løn, skyldes ikke konkurrencen, men konkurrencens ensidighed. Der kan ikke finde produktion sted uden jord, og den er monopoliseret; producenternes konkurrence om retten til at benytte jorden tvinger da arbejdslønnen ned til et lavmål og giver jordejerne al fordelen af den forøgede produktionsevne. Tilintetgør dette monopol, og konkurrence vil da udelukkende kunne have den virkning - som kooperationen gør forsøg på at opnå - at give enhver, hvad han virkelig fortjener. Tilintetgør dette monopol, og næringsfliden må blive et samarbejde af jævnbyrdige. 

     5) Regeringsledelse og -indgreb. 
     Pladsen tillader ikke her en nøjere undersøgelse af alle de fremgangsmåder, der er bragt i forslag til lindring eller udryddelse af fattigdommen ved hjælp af statsindgreb i næringsflid og formuesforhold, og, som i deres mest vidtgående former kaldes socialistiske. Det behøves heller ikke, for de lider alle af de samme mangler. Alle går de ud på at sætte statsledelse i den individuelle virksomheds sted og ved tvang at opnå, hvad der bedre opnås ved frihed. De sandheder, som de socialistiske ideer rummer, skal jeg senere komme tilbage til, men det er klart, at alt, hvad der smager af indgreb og bånd, er i sig selv slet og bør ikke komme til anvendelse, hvis der findes andre veje at gå. Lad os f.eks. se på en af de simpleste og blideste af denne art forholdsregler: indkomstskat efter stigende skala. Det mål, den sigter til, nemlig at formindske eller forhindre den umådelige rigdomssammendyngning, er godt; men midlet kræver nødvendigvis ansættelsen af et stort antal embedsmænd med inkvisitorisk myndighed, og medfører fristelse til bestikkelser, mened og alle andre midler til at omgå beskatningen, hvorved der fremavles demoralisation og sættes præmie på samvittighedsløshed. 
     Hvis de kunstige planer i retning af at regulere alt muligt og finde en plads for hver enkelt var gennemførlige, ville de skabe en samfundstilstand i stil med den, som fandtes i det gamle Peru, eller den, som jesuitterne til deres evige ære tilvejebragte i Paraguay. - Jeg vil ikke sige, at en sådan tilstand ikke ville være bedre end den, som vi nu synes at drive hen imod; for i det gamle Peru fandtes der, selvom produktionen var forbundet med de største besværligheder, dog intet, der kunne kaldes nød, og folket gik til sit arbejde med sang. Men herved er det ikke umagen værd at opholde sig. Det moderne samfund kan ikke med udsigt til held stræbe hen imod socialisme af denne art. Den eneste kraft, som nogensinde har været i stand til at frembringe den - en stærk og udpræget religiøs tro - skorter det på, og den bliver daglig mindre. Vort styresæt ville ved et sådant forsøg åbenbart knække sammen under byrden. I stedet for en forstandig fordeling af pligter og rettigheder ville vi få en romersk uddeling af siciliansk korn, og folkelederen ville snart blive kejser. 
     Socialismens ideelle samfundsbillede er storslået og ædelt, og jeg er overbevist om, at det kan virkeliggøres, men en sådan samfundstilstand kan ikke laves, den må vokse frem. Samfundet er en organisme, ingen maskine. Det får kun liv ved alle de enkelte deles individuelle liv. Og af alles fri og naturlige udvikling vil det heles harmoni opstå. Alt, hvad der er nødvendigt til en samfundsgenfødelse, indeholdes i de russiske fædrelandselskeres, dem, man undertiden kalder nihilisters, løsen - »jord og frihed!« 

     6) En mere vidtgående fordeling af jorden. 
     Følelsen af, at der er en vis forbindelse mellem jordejendomsforholdene og den sociale nød i de mest fremskredne lande, bliver stedse stærkere; men hidtil har den væsentlig kun givet sig udtryk i forslag, der går ud på en mere almindelig fordeling af jordejendommene – I England fri handel med jord, rettigheder til lejerne eller lige fordeling til arvinger af jordejendomme; i De Forenede Stater krav om begrænsning af jordejendommenes størrelse. At tendensen imidlertid for tiden både i England og Amerika går i retning af at samle jorden på færre og færre hænder, er ikke vanskeligt at se. Amerikanske statistiske tabeller føres vel undertiden i marken som bevis for det modsatte. Men at jordbesiddelsen i virkeligheden, i et land som vort, kan samles på forholdsvis færre hænder, skønt skattelisterne viser en aftagen i ejendommenes gennemsnitsstørrelse, er let at forstå. Eftersom jorden bliver taget i brug og med den tiltagende folkemængde efterhånden går over til mere intensiv benyttelse, bliver ganske vist ejendommenes størrelse mindre: af en lille bondegård kan dannes en stor frugtplantage, af en lille have en stor by-grundejendom osv. Men en gennemsnitlig ejendomsstørrelse i en by af blot 1 td. land kan godt betyde en meget stærkere sammendragning af jordejendommen end en gennemsnitsstørrelse af 500 tdr. land i en nybygd, idet jordejerne i byen er færre i forhold til befolkningen. 
     Men også med hensyn til landejendommenes størrelse er der i De Forenede Stater en tydelig tendens til forhøjelse. Ligesom i England og Irland smågårde bliver slået sammen til store, således også i Ny-England, og endda i højere grad i de yngre stater. Endnu for få år siden ville i de nordlige dele af unionen en landejendom på 250 tdr. land overalt være blevet anset som en stor ejendom, sandsynligvis så stor, som en mand med fordel var i stand til at dyrke. Nu findes der i Californien landbrugsejendomme på 5, 10, 20, ja 40 tusinde tdr. land, og i Dakota omfatter det typiske landbrug 75.000 tdr. land. Årsagen er klar. Den ligger i anvendelsen af maskiner i landbruget og den almindelige tendens til storproduktion. Den samme tendens, som sætter fabrikken med dens hær af arbejdere i stedet for de mange uafhængige håndvævere, begynder også at gøre sig gældende i landbruget. 
     Men når en sådan tendens hersker, må alle forholdsregler, som søger at lette en videregående udstykning, forblive virkningsløse, og alle foranstaltninger til fremtvingning af udstykningen virke hæmmende på produktionen. Hvis jordens dyrkning kan foregå mere økonomisk på store ejendomme end på små, vil en begrænsning af ejendomsstørrelsen svække arbejdets og kapitalens produktivitet. 
     Men ikke blot dette. Den egentlig afgørende indvending mod al sådan begrænsningslovgivning er, at den ikke ville sikre os det, som det gælder om at nå: en retfærdig fordeling af udbyttet. Den vil ikke formindske jordrenten og kan derfor ikke bringe lønnen til at stige. Den kan muligvis gøre den velhavende klasse større, men den vil ikke forbedre stillingen for dem, som tilhører den laveste klasse. 
     Dersom man ved at sætte lovskranker for, hvor megen jord den enkelte måtte besidde, og ved ændringer i arvelovgivningen fik Storbritanniens nogle tusinde jordejere forøget til to eller tre millioner, så ville disse to eller tre millioner ganske vist vinde derved. Men den øvrige del af befolkningen ville ikke være bedre faren for det. Og dersom, - hvilket åbenbart er umuligt, - jorden blev ligeligt fordelt mellem hele befolkningen, og der blev givet love, som satte en stopper for tilbøjeligheden til jordsamling, ved forbud mod, at nogen ejede mere end sin fastsatte part, hvorledes skulle det da gå med befolkningens tilvækst? 
     Hvad der kan opnås ved en vidtdreven deling af jorden, kan man se i visse egne af Frankrig og Belgien. At en sådan fordeling af jorden i det hele taget er meget bedre og giver staten en meget fastere grund at stå på, end den, som er fremherskende i England, kan der ingen tvivl være om. Men at den ikke forhøjer lønnen eller forbedrer de klassers kår, som alene har deres arbejde at leve af, er lige så klart. Disse franske og belgiske bønder er så strengt sparsommelige, at intet engelsktalende folk kender noget lignende. Og når der i disse egne ikke findes så iøjnefaldende kendetegn på fattigdom og nød i underklassen som på den anden side af Kanalen, så skyldes det, tror jeg, ikke blot denne omstændighed, men også en anden, som forklarer, at den vidtdrevne deling af jorden kan holde sig - den nemlig, at det materielle fremskridt ikke er gået så hurtig for sig. 
     Hverken er befolkningen dér vokset så hurtig (tværtimod, den har næsten været stillestående), heller ikke har fremskridtene i produktionsmetoder været så store. Ikke desto mindre forsikrer de Laveleye - som sværmer for små jordejendomme, og hvis vidnesbyrd derfor har dobbelt vægt - i sit skrift om Belgiens og Hollands jordsystem, at arbejderens kår er værre under denne yderliggående jordudstykning end i England, og at småforpagterne - for forpagtning er meget almindelig også dér, hvor udstykningen er størst - må svare en ubarmhjertig opskruet afgift, ja endog tvinges til at stemme, som jordejerne vil, i stedet for at følge deres egen overbevisning. 
     Men medens jordens udstykning således ikke kan bidrage til at helbrede de onder, som jordmonopolet forårsager, virker den til at hindre, at der bliver vedtaget eller endog blot foreslået virkelig gennemgribende forholdsregler, og til at styrke det bestående uretfærdige system derved, at et større antal mennesker bliver interesseret i at opretholde det. I slutningen af sit skrift anbefaler de Laveleye en større udstykning af jordejendommene som det sikreste middel til at beskytte Englands store jordejere mod noget endnu mere radikalt. Uagtet arbejdernes kår i de egne, hvor jorden er så overordentlig udstykket, efter hans eget sigende er de usleste i Europa, og forpagterne dér bliver udsuget endnu mere af grundejerne end den irske forpagter, så »viser der sig dog ikke,« skriver han, »nogen mod samfundsordenen fjendtlig følelse,« fordi 

     »Forpagteren, om han end kan trykkes af afgiftens stadige stigning, lever blandt sine ligemænd, almuefolk ligesom han selv, der under sig igen har småforpagtere, som de behandler aldeles på samme måde, som den store jordejer behandler sine. At drive forpagtningsafgiften op så højt som muligt synes dem derfor at være en ganske naturlig ting, og de drømmer ikke engang om at have noget at udsætte hverken på jordejerne som klasse eller på ejendomsretten til jord. Således danner fordelingen af en mængde små jordejendomme blandt bønderne en slags vold og skanse for ejerne af de store jordegodser, og bøndernes ejendomme kan uden overdrivelse kaldes den lynafleder, der fra samfundet afvender farer, som ellers kunne føre til voldsomme katastrofer. 
     Jordens samling til storgodser, tilhørende nogle få slægter, er en slags opfordring til »nivellerende« lovgivning. Englands stilling, så misundelsesværdig den end i mange måder er, synes mig i denne henseende fuld af farer for fremtiden.« 
     Mig synes den netop af samme grund fuld af håb. 
     Lad os opgive alle forsøg på at blive jordmonopolets onder kvit ved at sætte skranker for ejendomsstørrelsen. En lige deling af jorden er umulig, og alle skridt i den retning ville kun yde lindring, ikke helbredelse, og det tilmed en lindring, som ville hindre anvendelsen af virkelige helbredelsesmidler. Det er heller ikke værd at forsøge noget, som ikke falder i tråd med samfundsudviklingens naturlige retning og så at sige svømmer med tidens strøm. At udviklingen går i retning af voksende koncentration: - Menneskenes sammendragning i storbyer, industriens samling i store fabrikker og så fremdeles, kan der ikke være tvivl om. Om det så er bybudsforretning, har vi nu selskaber dertil. Alle tidens strømninger stiler mod stordrift; for med heldigt udfald at modstå den måtte vi kvæle dampen og afskedige elektriciteten fra menneskets tjeneste.
DET RETTE MIDDEL.
      Der gives blot én vej til at fjerne et onde, og det er at fjerne dets årsag. Vi har fundet, at grundvolden for den ulighed, som er den moderne civilisations skændsel og fare, er den private jordejendomsret. Fattigdommen bliver dybere, trods rigdommens vækst, og arbejdslønnen trykkes ned, alt som produktionskraften tiltager, fordi jorden, som er kilden til al formue, er monopoliseret. For at udrydde fattigdommen, for at gøre arbejdslønnen til, hvad den retmæssig bør være: arbejderens fulde fortjeneste, må vi derfor i stedet for den private ejendomsret til jorden sætte den fælles ejendomsret. Intet andet middel kan trænge ned til ondets rod - intet andet er der noget at håbe af. 

Vi må gøre jorden til almen ejendom.

     Vi er kommet til denne slutning ved en undersøgelse, hvor ethvert skridt er blevet prøvet og sikret, før vi gik videre. Deduktion og induktion har ført os til den samme sandhed, at jordeje ulighed nødvendigvis medfører ulige formuefordeling. Og da ulige jordeje efter tingenes natur er uadskillelig fra privat jordejendomsret, følger deraf med nødvendighed, at det eneste middel mod den uretfærdige formuefordeling er at gøre jorden til almen eje. 
     Men dette er en sandhed, som under samfundets nuværende tilstand vil vække den bitreste modstand og må kæmpe sig frem tomme for tomme. Det vil derfor være nødvendigt at imødegå de indvendinger, der fremføres af dem, der, om de end tvinges til at anerkende selve sandheden, dog erklærer, at den ikke er praktisk udførlig.
     Verdenslovene er harmoniske. Og dersom det middel, hvortil vor undersøgelse har ført os, er det rette, må det stemme overens med retfærdighedens krav, må kunne lade sig praktisk gennemføre, må falde i tråd med andre reformer og ikke komme samfundsudviklingen på tværs. - Alt dette er det min agt at bevise. Jeg agter at vise, at denne simple forholdsregel ikke blot er let at udføre, men at den også er et virkeligt middel mod samfundets sygdom. At den vil sætte lighed i ulighedens sted, velstand i stedet for mangel, retfærd i stedet for uret, samfundsstyrke i stedet for svaghed og således bane vej for endnu herligere og højere fremskridt. 
     Herigennem vil det da være påvist, at verdenslovene ikke fornægter menneskehjertets naturlige længsler; at samfundets udviklingsgang kan og - såfremt den skal vedvare - må gå i retning af voksende lighed, ikke ulighed, og at der virkelig findes en socialøkonomi, som bekræfter sandheden af den kejserlige stoikers ord: 

»Vi er skabte til samarbejde ligesom fødder, hænder, øjenlåg og mundens tænder.«

FREMSKRIDT OG FATTIGDOM

Af Henry George

Indhold
Indledning: Opgaven

1.   Arbejdsløn og kapital

      Den gængse arbejdsløn-lære. 
      De socialøkonomiske udtryks betydning. 
      Arbejdslønnen tages ikke af kapitalen, men frembringes ved arbejde. 
      Arbejdernes underhold tages ikke af kapitalen. 
      Hvad kapitalen virkelig tjener til. 

2.   Befolkning og livsfornødenheder

      Malthus' lære, dens oprindelse og dens støtte. 
      Kendsgerningernes vidnesbyrd. 
      Analogislutninger. 
      Gendrivelse af Malthus' lære 

3.   Formuefordelingens love 

      Formuefordelingens nødvendige sammenhæng. 
      Jordrenten og jordrenteloven. 
      Kapitalrenten og dens årsag. 
      Uægte kapital og kapitalrente. 
      Loven for kapitalrenten. 
      Lønnen og lønloven. 
      Fordelingslovenes indbyrdes overensstemmelse og samvirken 

4.   Det materielle fremskridts virkning på formuens fordeling

      Problemets bevægende kræfter. 
      Befolkningsforøgelsens virkning på formuefordelingen 
      Virkningen af de ved fremskridtet vakte forventninger 

5.   Opgaven løst. 

      Grundårsagen til de stadig tilbagevendende kriser 
      Fattigdommens vedbliven trods den voksende rigdom 

6.   Midlet

      Utilstrækkeligheden af de hjælpemidler, der sædvanlig bliver anbefalet 
      Det rette middel 

7.   Midlets retfærdighed

      Den private jordejendoms uretfærdighed 
      Arbejdernes trældom det endelige resultat af den private jordejendomsret 
      Jordejernes krav på erstatning 
      Den private jordejendomsret historisk betragtet 
      Jordejendomsretten i De Forenede Stater 

8.   Midlets brug. 

      Privat jordejendomsret er uforenelig med den bedste udnyttelse af jorden 
      Hvorledes lige ret til jorden kan vindes og bevares 
      Forslaget prøvet på reglerne for en fornuftig beskatning 
      Tilslutning og indvending 

9.   Midlets virkninger. 

      Virkningen på produktionen direkte 
      Virkningen på fordelingen og derigennem på produktionen 
      Virkningen på enkeltmennesker og klasser 
      Samfundsordningens og samfundslivets omændring 

10. Loven for det menneskelige fremskridt 

      Den gængse fremskridtsteori; dens utilstrækkelighed 
      Forskellighederne i civilisation, hvad fremkalder dem? 
      Fremskridtets lov 
      Muligheden for den moderne civilisations fald 
      Den centrale sandhed 

Slutning

     Menneskelivets gåde
 
Til: 
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George
  2. Oversigt - Fremskridt og Fattigdom

  3. Oversigt - Henry George's værker

Oprettet 17. november, 1998.
Opdateret d. 24.3.2002