Georgisme
eller
Læren om den retfærdige samfundshusholdning

af C. N. Starcke

Pjece forside


I. Frembringelse og fordeling.
     Det sociale problem ligger i velstandens ujævne fordeling, som dels er skadelig, dels uretfærdig.
     Problemet ligger ikke i produktionen. Den er underkastet fysiske love, og dens bedst mulige udvikling stiller kun tekniske opgaver, hvorledes man fremstiller de flest mulige og de bedst mulige varer i den korteste tid og med de færreste omkostninger og ringeste spild.
     Det sociale problem ligger i fordelingen, og den er underkastet moralske love, som man ikke kan forsynde sig imod uden at svække menneskets motiver til at arbejde og derigennem svække selve produktionen.
     Spørgsmålet for enhver samfundsordning bliver derfor de to: hvilke er fordelingens moralske love? Og: hvorledes bringes de til gyldighed?
     Velstandens stærkt ujævne fordeling er det sikre tegn på, at samfundet er sygt.
     Skadelig er en sådan fordeling, fordi den svækker forbrugsevnen til to sider, både hos dem, der har for meget, og hos dem, der har for lidt. Der er grænser for, hvad et menneske kan forbruge, og hvad han opsamler ud over den grænse, må fradrages det marked, hvor arbejdet skal afsætte sine produkter. Gennemsnitsindtægten her i landet angives for en forsørger til 877 kr. årlig. For hver familie med 9.000 kr. om året må der altså være 9 familier, som intet har, for hver familie med ca. 90.000 kr. må der være 99 familier, som intet ejer. Forbrugsevnen er svækket både hos den rige og hos de fattige, men denne svækkelse betyder en forringelse af arbejdsmulighederne.
     Uretfærdig er den stærkt ujævne fordeling, fordi den ikke er et udtryk for ulighed i arbejdsværdi. Det er ikke altid de mest arbejdsomme, der har den største indtægt, og de dovneste og udygtigste, som får den mindste. Desuden er den økonomiske forskel langt større end forskellen mellem menneskers arbejdsværdi. Spørgsmålet om, hvad et menneske har ret til, er ikke et juridisk spørgsmål, men et moralsk principspørgsmål. Det eneste retsgrundlag, man kan bygge på, er hver enkelts ret til udbyttet af sit arbejde, eller, hvad der bliver det samme: omfanget af den nytte han gør i samfundet (social service).
     Nogle mener, at det i vore samfund med deres kollektive virksomhed kan være vanskeligt at afgøre, hvad hver enkelt har tilvirket af det færdige arbejdsprodukt, og at man derfor heller ikke kan tilmåle ham en bestemt del af udbyttet. Men selvom det kan være vanskeligt at gennemføre princippet, kan dette godt alligevel være gyldigt. I det frie samfund vil udmålingen foregå ved de enkeltes skøn over, hvilke tjenester den anden yder, og et arbejde har ingen anden værdi. Først når denne frihed hæmmes, bliver der brug for et vilkårligt skøn, som aldrig vil kunne ramme det retfærdige.
     Hvor friheden er hæmmet, kan den gensidige betaling for ydede tjenester blive vilkårlig, idet den mægtige tager for meget, den svage får for lidt, eller idet en stærkt organiseret samfundsmagt ud fra et humanitets ideal giver alle lige meget. Men lige ret for alle betyder ikke det samme som lige kår for alle, før alles arbejde bliver lige meget værd.
     Arbejdets ret er det eneste grundlag for fordelingen, som kan blive den moralske lov, fordi den alene er et nøje udtryk for menneskers bevæggrunde til at arbejde. De værdier, som allerede er tilstede, kan man - hvis man ville - blive enig om at fordele efter den humanitet, der sætter alle lige. Men de fremtidige værdier, som arbejdet først skal til at skabe, kan man ikke disponere over på den måde uden at svække lysten til arbejde. Lighedskravet uden hensyn til arbejdsvilje og arbejdsevne er lige så stridende mod arbejdsmotiverne som den juridisk selviske betragtning, at det er magt, som skaber ret. Begge giver nogle adgang til at nyde udbyttet af andres arbejde.

II. Produktionens samvirkende kræfter.

     Enhver regulering af produktionen, der - ligegyldig ad hvilke veje - begrænser den, er i strid med principperne for nationens velstand og kan kun være i de fås interesse, der vil samle velstand på nationens bekostning.
     Produktionen har ingen andre grænser end de naturlige, som bestemmes af overvejelsen hos den producerende af, om der er marked for produkterne. Vilkårlige begrænsninger af produktionen for at holde varepriserne oppe eller vilkårlige tillæg til varepriserne gennem toldbeskyttelse og monopoler forringer den levefod, som nationen ellers ved sit arbejde ville kunne skaffe sig. Udbyttet af produktionen fordeles mellem de kræfter, der virker sammen i produktionen, og en nedgang i udbyttet regulerer produktionen på en tilstrækkelig måde, hvor kræfternes samvirken er fri. Arbejdsløshedskriserne skyldes ikke produktionens for store frihed, men netop forstyrrelse af dens bestemmende kræfters frie samvirken.
     Al produktion kræver samvirken af to hovedkræfter: naturens råstoffer og menneskets arbejde, af hvilke den sidste som regel atter består af to, nemlig: arbejdet i umiddelbar forstand og kapitalen.
     1. Råstoffet har mennesket ikke skabt og den ene har derfor lige så megen eller lige så liden ret til det som den anden. Råstoffet er givet i naturen, inden menneskets arbejde har berørt det. Det er jorden i dens jomfruelige tilstand, minelejer, floder og fosser, havet, vildtlevende dyr, fisk, fugle osv. Med et ord kan man kalde alt det jord. Jorden er kun tilstede i et begrænset, givet omfang og danner det uundværlige grundlag for arbejde, men giver dog arbejdet ulige muligheder for arbejdets produktivitet. Udenfor det menneskelige samfund er alle disse råstoffer uden værdi; men i samfundet får de ved forskellig beskaffenhed og forskellig beliggenhed forskellig værdi.
     Den forskellige værdi viser sig i, at det samme arbejde får forskellig produktivitet; men dette fører på markedet til, at den arbejdende vil betale højere pris for at komme til at arbejde det ene sted end det andet. Denne pris er jordrente og udgør jordens andel i det samlede arbejdsprodukt.
     2. Arbejdet er den virksomhed, som gør jorden tjenlig til forbrug. Forbrugsmulighederne vokser med menneskenes fornødenheder og kultur og med menneskenes antal, produktionsmulighederne har endnu ikke overfløjet forbrugsmulighederne.
     Det færdige produkt, tjenlig til forbrug, indeholder både arbejdets frembringelse eller løn og jordrenten. Formue er disse af arbejdet mærkede produkter.
     3. Arbejdets produktivitet kan forøges ved redskaber, som selv er resultat af arbejde. Sådan formue, som anvendes til nyt arbejde og ikke umiddelbart forbruges, kaldes kapital. Arbejde kan foregå uden kapital, men dets deling, form, muligheder og ydeevne kan forøges af kapital.
     Mellem arbejde og kapital skal produktet deles, efter at jordrenten har fået sin andel. Hvis kapitalen kræver for meget, ophører arbejdets interesse i at benytte den; hvis arbejdet kræver for meget, trækker kapitalen sig tilbage. De er derfor begge interesserede i, at den anden part har fordel af samarbejdet. Derfor gælder den lov, at arbejdsløn og kapitaludbytte stiger og falder med hinanden i ligefremt forhold.
     Først hvor forholdene bliver således, at arbejdet overhovedet ikke kan komme i stand uden kapital, bliver arbejdet ufrit og den naturlige deling mellem arbejdsløn og kapitaludbytte forrykket. Men dette skyldes ikke kapitalens egen magt, men jordrentens indblanding i forholdet.

III. Kapitalrente.

     Kapitalen har krav på andel i arbejdsproduktet, fordi den muliggør dets tilblivelse. En del af det udbytte, som kapitalen kan bringe, er kun risikopræmie, og er ikke i virkelig forstand udbytte, men kun sikkerhed for kapitalens tilbagelevering. Det udbytte, som den får, der arbejder med kapitalen, kan man kalde driftsudbytte, og man kan strides om, hvorvidt det skal regnes med under arbejdsløn eller kapitaludbyttet. Men tilbage bliver det udbytte, som den, der udlåner kapitalen uden selv at deltage i arbejdet, får ud over risikopræmie. Denne rest kaldes kapitalrente. Mange anser al sådan rente for at være åger. Henry George søger dens begrundelse i naturens vækst, der forvandler sædekornet til mangedobbelt afgrøde, føl og kalv og lam til udvoksede dyr med afkom. Men da kapitalens rentebærende evne er ubegrænset i tiden, medens de naturting, som kan frembringe afkom, er dødelige, kan begrundelsen ikke opretholdes. Jakob Lange søger rentens begrundelse i, at nutidsværdier er mere værd end fremtidsværdier, men dette vil ikke sige andet eller mere, end at den, som låner en anden sin kapital, gør ham en tjeneste, fordi denne ellers ikke kunne få så stort udbytte af sit arbejde,
     Og tjenesten kræver gentjeneste (social service). Kapitalrenten er kun et udtryk for kapitalens arbejdsevne. Med samme ret som jorden får sin andel af arbejdsproduktet i jordrenten, og arbejderen sin i arbejdslønnen, får kapitalen sin andel i kapitalrenten.
     Det følger af denne begrundelse, at der ikke vil blive tale om kapitalrente, når arbejdet ikke har brug for kapital, at kapitalrenten stiger jo mere brug, der bliver for kapitalen, ikke fordi den er knap, men fordi den er produktiv. Jo større muligheder, arbejdet må give afkald på uden kapitalens hjælp, desto større bliver kapitalens rente. Men da samtidig arbejdslønnen stiger, er den voksende rentefod en aftagende rentebyrde.
     Arbejdets løn tages ikke fra kapitalen. I det organiserede lønarbejde lønnes arbejderen med sit arbejdsprodukt. Når arbejdsgiveren udbetaler lønnen, tager han ikke noget for sin kapital, men kun fra sin kassebeholdning, og i stedet for får han det færdige arbejdsprodukt.
     På samme måde må det siges, at den arbejder, der virker med lånt kapital, ikke mister noget af sin arbejdsløn ved at betale kapitalen rente, ligeså lidt som han formindsker sin formue ved at betale sit lån tilbage.
     Socialdemokratiets marx'istiske formel for rationel vareombytning af varer gennem penge til en anden ligeså værdifuld varemængde V1 - P – V2, hvor V1 = V2 anvendes på den kapitalistiske produktion, hvor penge sættes i varer, som atter sælges for penge P1 - V – P2. Dennes uretfærdighed skal blive matematisk indlysende, idet en sådan ombytning ingen mening har med mindre P1 < P2. Det overskydende i P2 er profitten, og den må altså efter Marx' mening tages fra arbejdslønnen. Henry George's opfattelse er den direkte modsætning hertil.
     Renteydelsen kan påvirkes af mange forhold. Risikopræmien er ingen rente, men i selve sikkerheden for kapitalens tilbagelevering kan der ligge en rente. Når kapitalen selv er let forgængelig, vil sikkerheden for at få den tilbage ad åre kunne indeholde en betaling for brugen. Det kunde tænkes, at långiveren ville betale for denne sikkerhed - en opbevaringspræmie, og hvis denne oversteg den egentlige rente, kunne renteydelsen blive negativ. Ved pengemellemleddet, som alle varers generalnævner, skjules dette forhold, idet det er vanskeligt at afgøre, i hvilken grad varens salgspris påvirkes af hensynet til dens forgængelighed.
     IV. Jordrentens indgreb i forholdet mellem kapital og arbejde.
     Efter princippet at enhver har ret til udbyttet af sit arbejde, har samfundet i sin helhed ret til jordværdien. Forlængst er denne imidlertid gået over i privat besiddelse ved erobring. Magt af forskellig slags. Menneskets naturlige ret til at råde over det arbejde, han nedlægger i jorden, er i vore samfund blevet til ret til at råde over jorden, arbejdsmarken, også når man ikke benytter den. Jordrenten går i nutidsstaterne i privates lommer. Deraf følger forskellige misligheder.
     1. Det direkte tab, at samfundet mister sine indtægter og må skaffe sig andre ved at beskatte arbejdet og kapitalen, dvs. den del af det samlede produktionsudbytte, som bliver tilovers, når jordrenten har fået sit, bliver formindsket med skatternes beløb.
     2. Magten til at spærre arbejdet ude fra jorden og derved umuliggøre det. Derved bliver jordejeren i stand til at kræve en højere jordrente end den naturlige, som bestemmes ved jordens forskellige beskaffenhed og beliggenhed. Middelalderens feudalherrer og enevældens godsejere satte jordrenten op ved at tvinge arbejderne til at blive på jorden og arbejde for et ganske ringe vederlag.
     3. Forbund med kapitalen. Hvad den private jordrenteejer tager ud over beløbet af den naturlige jordrente, tager han fra arbejdslønnen og ikke fra kapitalen, idet han giver kapitalen del i sin magt til at sulte arbejdet ud. For det første skabes der en hindring for byarbejderen til at skaffe sig bedre vilkår, end fabrikanten vil byde; forholdet mellem arbejder og kapitalist bliver ikke frit. For det andet skaber landarbejderne, så snart den personlige flyttefrihed er gennemført, en reservearmé, som er villig til at arbejde i byerne for en betaling, der er ringere end den, byarbejderen har, men højere end den, jordejeren byder. Vandringsbevægelsen bliver i vore dage universel.
     4. Men dybest forstyrrende på de økonomiske forhold virker det private jordrenteeje ved at give jorden kapitalens egenskaber, skønt den ikke er skabt af menneskeligt arbejde. Kapitalen kan anbringes i jord i stedet for i arbejde.
     Den ledige kapital, som venter på anbringelse, er i det naturlige samfund henvist til arbejdet. Kun i samme grad, som den kan tilbyde arbejdet voksende produktionsudbytte, kan den vente anbringelse. Men ved at ombyttes med privat jordrenteret skaber den ledige kapital sig udveje til at få udbytte uden at deltage i arbejdet. Derfor må arbejdslønnen bære alle byrderne af den forhøjede jordrente, skattekravet, og den arbejdende kapitals voksende fordringer.
     Den ledige kapital vokser år for år, jo mere hele jordens kreds drages ind under civiliseret styrelse og åbner adgang for anbringelse af penge på rente. Dens interesser skaber en mængde udløbere af jordmonopolet, som gennem overkapitalisering af virksomheder frembringer en nominelt beskeden, men reelt uhyre høj rente, der lægger et tryk på arbejdet, som vokser med dettes produktivitet.
     5. Til forsvar for disse renteinteresser beslaglægger den ledige kapital statens magt, forøger skatterne for at betale et militærvæsen, der kan værne de kolonier, hvor den ledige kapital er anbragt, og for at tilvejebringe renter til de lån, som den ledige kapital påtvinger staterne. Den søger at gennemføre toldbeskyttelser, der skaber nationale monopoler, osv. Kort sagt, den ledige kapital fremkalder en statsforvaltning, hvis hovedprincip er at værne om dens og dens grundstøtte den private jordrentes interesser og lade det arbejdende folk betale omkostningerne derved.

V. Skatterne.

     Alle de skatter, som samfundet opkræver i stedet for den jordrente, som med rette tilkommer det, er afgifter af arbejdet og hviler kun på dette. I samme grad som en arbejder tillige har nogen andel i kapitalbesiddelsen, bliver han i stand til at unddrage sig skattebyrden og vælte den over på andre. Det bliver folk med faste lønninger og små indtægter, som må bære hele skattebyrden.
     Både de indirekte og de direkte skatter bidrager deres til at gøre de fattige fattigere og de rige rigere.
     Men yderligere påvirker skatterne statsstyrelsen. Jo mere den ledige kapital har brug for statsmagten og jo mere den almindelige følelse af skævhederne i samfundet breder sig og fremkalder ønsket om en indgriben, den enkelte ikke magter, desto flere opgaver anviser man staten både af administrativ, produktionsledende og filantropisk art. Staten bliver den store hjælper.
     Derved fremkaldes der en bestræbelse for at rette statens indtægter efter de opgaver, man anviser den, og en forvirring i borgernes forestilling om de krav, de kan stille til samfundet. Man vænnes til at vente al hjælp af staten i stedet for af sit eget arbejde.
     VI. Jordrentens overgang til samfundet.
     Da det er den private rådighed over jordrenten, som er kilden til arbejdslønnens trykkede tilstand, er det rimeligt at vente, at en ophævelse af denne uretfærdighed vil bringe de naturlige forhold i lave.
     Overgangen af jordrenten til samfundet vil ske, når der kræves den i samfundet normale rente, for tiden 4 % af grundværdien af den, som vil råde for den, samtidig med at al anden skat ophører.
     Arbejde og kapital vil da komme til at stå i det naturlige samvirkens forhold, som ovenfor er skildret, idet den ledige kapital forsvinder.
     Al kunstig begrænsning og regulering af produktionen bortfalder.
     Arbejdsløshedskriserne vil ophøre, fordi de kun er foranlediget ved jordmonopolets og den ledige kapitals brandskatning af arbejdet.
     Samfundets funktion bliver at værne retten, men ikke at organisere hjælp til den ene eller anden, som de andre må betale. Retfærdighed og humanitet bliver stillet i det rette forhold til hinanden.
     Alt dette kan indses, fordi det er samfundets naturlige funktion (social service) uforstyrret af den private jordbesiddelses hærgende magt.
     Her kan der da rejse sig forskellige spørgsmål.
     Hvorledes en georgistisk reform vil virke i det nuværende samfund, kan der kræves en så vidt i det enkelte gående skildring af, at det kan berettige lovgivernes mod til at gøre de nødvendige skridt. Det almindelige princip er klart nok. De interesser, som er knyttet til det produktive arbejde, vil gavnes stærkt og øjeblikkeligt, ved at arbejdslønnen stiger og kapitalen tvinges ud på arbejdsmarkedet med udsigt til stigende udbytte i samme grad, som den forøger arbejdets muligheder. Alle interesser, som er knyttet til monopolet og den ledige kapital, vil lide skade. Hvis en stor del af landets indbyggere både er interesserede i arbejdet og i monopolet, opstår der et filtret væv af interesser, som kan gøre det vanskeligt for den enkelte at klare for sig, hvorvidt han taber eller vinder ved reformen. Men dette kan højst retfærdiggøre nogen betænksomhed og varsomhed i reformens gennemførelse.
     Bestemtere lyder spørgsmålene om, hvorledes prio­riteterne vil blive stillede, om reformens indflydelse på jordprisen og rentefoden, og endelig om der ikke er andet end det, vi kalder jord, som må siges at være samfundseje. Og endelig må der gøres rede for, hvem der kommer til at betale jordrenten.
     1. Prioriteten er en privat gæld og må bæres af låneren. Står en mand sig ved grundværdiskattens indførelse, vil han gøre det ganske uafhængig af, om han har sin ejendom prioriteret eller ikke. Hans evne til at svare renter og afdrag vil stige med grundværdiskattens gennemførelse.
     Har han lånt pengene til sin bedrift, er hele forholdet i orden. Har han lånt dem til at betale en for høj købesum for sin ejendom, vil grundværdiskatten blive beregnet af en lavere værdi, og hans økonomiske status (afbetalingsevne) yderligere forøget. Har han lånt pengene til at leve for, må han dele skæbne med alle andre, som lever på gæld.
     2. Jordprisen vil synke med det beløb, som jordmonopolet har drevet den op over dens naturlige højde. Men det er ikke udelukket, ja meget sandsynligt og ønskeligt, at arbejdets stærke udvikling vil bevirke stigende jordpriser efter kort tids forløb. Det samme gælder det særlige spørgsmål om huslejen.
     3. At alle menneskelige virksomheder bliver mere produktive i samfundet end uden for det, berettiger ikke til at kalde dem samfundseje på samme måde som jorden. De betaler deres skyld til samfundet ved at yde højere jordrente. Men intet menneskeligt arbejde har jordens karakter: at dets værdier virkeliggøres ganske uafhængig af dette bestemte enkelte menneskes virksomhed; og intet menneskeligt arbejde spærrer for andres adgang til arbejde.
     4. Alle deltager i betalingen af jordrenten. Lejeren, købmanden, fabrikanten i forhold til den plads, de direkte og indirekte lægger beslag på. At jordrentens beløb indbetales i statskassen af dem, der udlejer jorden, som toldskatterne indbetales af importørerne, betyder ikke, at de betaler dem, men kun at de er statens oppebørselsbetjente.
     Det georgeistiske samfund er et naturligt samfund. Hvor den enkeltes livsskæbne afhænger af hans arbejdsevne og arbejdsvilje, et frit samfund med det størst mulige spillerum for individets åndelige og moralske udvikling. Vort spørgsmål: hvorledes bringes den moralske lov for fordelingen til gyldighed? Er dermed besvaret. Arbejdet er ikke de legemlige bevægelser, mennesket udfører, men den sum af sjælelige virksomheder, opfindsomhed, mod og vilje, som sætter hine bevægelser i gang. Jo mere arbejdet spændes i rammer, der gør den enkelte til et hjul, desto mindre plads er der for alle disse virksomheder. I den enkeltes frie initiativ, stærke ansvarsfølelse og sikkerhed for at få udbyttet af sit arbejde - men heller ikke mere, ligger betingelsen for det arbejdende samfunds vækst. Og disse betingelser skaber den ordning, Henry George har anvist.
Skrifter af Henry George oversatte på dansk:
     Fremskridt og fattigdom. Jak. E. Lange.
     Samfundsspørgsmål. Loria.
     Arbejdets kår. Jak. E. Lange.
     Beskyttelse og frihandel.
     Loven for det menneskelige fremskridt. J.
     Den moderne civilisations undergang. S. L. Thorsen.
     Fire taler. Af J.
     Henry Georges verdensbetragtning. Loria.
    
Af danske forfattere:
     Jak. E. Lange:
     - Socialøkonomi.
     - Den Lige Vej. Brande: staten og arbejderspørgsmålet. Thårup: om georgeisme.
     P. Larsen: Henry George, hans liv og værker.
     Møller: Georgismens katekismus.
     Starcke:
     - Lige Ret for alle.
     - Georgismens grundtanker.
     Ret. Tidsskrift for mandsret. Landsret.
Til: 
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George
  2. Litteraturoversigt - Andre skribenter: Thomas Paine - Jonathan Swift - Winston Churchill - Viggo Starcke - Fred Harrison - Bastiat m.fl 
Oprettet april 2017