SAMFUNDSSPØRGSMÅL

Af Henry George

Kapitel 3.     Den kommende forøgelse af det sociale tryk.
 
Hvad der vil komme kan vi se af den grådighed hvormed kapitalister, og især udenlandske kapitalister køber jord....
     Mens jeg skriver dette, er træerne endnu ikke begyndt at løves; ikke engang blomsterne er begyndt at vise sig; og dog møder man, når man i disse tidlige forårsdage går ned ad Broadways nedre del, en stadig strøm af underligt klædte mænd og kvinder, som kommer slæbende med bylter og æsker og al slags bagage. Efterhånden som sæsonen nærmer sig, vokser denne menneskestrøm; men selv om vinteren standser den ikke helt sit løb. Det er den store menneskestrøm, som går fra Europa til Amerika - den største folkevandring, verden har set. Strømmen har også andre, mindre grene. Til Boston og Philadelfia, til Portland, Quebec og Montreal, til New Orleans, Galveston, San Francisco og Victoria kommer udløbere fra den samme strøm, og alt som den flyder, drager den voksende masser med sig fra andre kilder. Siden 1848 har udvandringen til Amerika formindsket Irlands befolkning med mere end en tredjedel; men alt som Irlands evne til at nære strømmen tager af, vokser udvandringen fra England. Tysklands udgydelse er så mægtig, som om det gjaldt om at sætte rekord; drevet af en lige så frygtelig nød som Irlands begynder Italiens millioner at søge udvandrerskibene, ligesom irlænderne fordum gjorde. I Castle Garden kan man se dragter og høre sprog fra alle Europas lande. Fra Norges fjorde, fra Ruslands og Ungarns sletter, fra Vallakkens bjerge og fra Middelhavets kyster og øer, som engang var midtpunktet for den klassiske civilisation, flyder tilløbene til den store strøm. For hvert år har den lettere ved at flyde. Forbedringer i dampskibsfærdselen gør år for år afstanden mellem de to fastlande praktisk talt mindre; år for år gør de europæiske jernbaner det lettere for befolkningen i de indre landsdele at nå ud til havnebyerne; og telegrafen, avisen, skolelæreren og den billige post hjælper hverandre med at nedstemme uvidenhedens og følelsens indvendinger imod at skifte bopæl - indvendinger, der kommer så stærkt til orde hos folk som længe har været rodfæstet på eet sted. Alligevel er Europas folkemængde til trods for denne store udvandring i stadig stigen. 
     Og tværs over fastlandet, fra øst til vest, fra ældre til nyere stater, går der en endnu større folkevandring. Vore folk er mere tilbøjelige til at udvandre end de europæiske, og skønt den europæiske indvandring stadig tager til, er den dog ved at blive en mindre og mindre væsentlig faktor i vor befolkningstilvækst i sammenligning med folkets egen naturlige tilvækst. I Chicago og St. Paul, Omaha og Kansas City er den vestgående strøm vokset, ikke aftaget. Fra det, der for så kort tid siden var den uforstyrrede præries og urskovens nye verden, udgår der nu, som børnene vokser til, en stadig udvandring mod et endnu nyere vesten. 
     Denne folkeudbredelse mod vest har fundet sted uafbrudt siden den første bosættelse på østkysten. Den har været det store særkende for vort folks livsvilkår. Hvis den ikke havde været mulig, havde vi ikke i nogen henseende været det, vi er. Vort højere mål af arbejdsløn, af velvære, af gennemsnitsintelligens, vor ophøjede selvtillid, energi, opfindsomhed, tilpasningsevne og assimilationsevne udspringer alt sammen lige så umiddelbart fra denne udvidelsesmulighed som vor enestående vækst. Alt, hvad vi er stolte af i vort folkeliv og vor folkekarakter stammer først og fremmest fra den baggrund, vi har af uudnyttet jord. Vi er kun omplantede europæere og stammer for den sags skyld især fra de »lavere klasser«. Det er ikke dem, der har en god stilling og lyse udsigter, der plejer at udvandre, det er dem, som sidder hårdt i det og ikke ser nogen udvej mere. I Europa er der institutter, som driver en god forretning med at skaffe en vis klasse amerikanere stamtavler og familievåben; men det er sikkert heldigt for den slags selvhæder, at de fleste af os ikke kan spore vore forfædre ret langt tilbage. Vi havde rigtignok nogle pilgrimsfædre, ligesom vi har haft kvækerfædre og andre slags »fædre«; men størstedelen, selv af de tidligste nybyggere, kom ellers ikke til Amerika for at søge »frihed til at tjene Gud«; de kom, fordi de var fattige, utilfredse, uheldige eller sorgløst forvovne, mange, fordi de var landsforviste, mange for at undgå fængsling, mange som selvsolgte slaver, som kontraktbundne lærlinge eller som lejesoldater. Det er den ny jordbunds kraft, den frihed i vilkår, som udvidelsesmuligheden giver, der har forvandlet det, som i Europa kunne have udartet og være blevet farligt, til sundt menneskeligt vækststof; ligesom de samme forhold i Australien gør efterkommere af straffefanger, ja endog straffefangerne selv, til borgere, som nyder agtelse, og som har agtelse for sig selv. 
     Det kan være tvivlsomt, om den forbindelse, der er mellem den ny verdens åbning og den moderne civilisations udvikling, fuldt ud er blevet forstået. I mange henseender har Columbus' opdagelse vist sig at være den vigtigste begivenhed i den europæiske verdens historie siden Kristi fødsel. Hvilken betydning Amerika har haft for Europa som afløb for de urolige, de misfornøjede, de forkuede og de nedtrådte, hvilken indflydelse Amerikas friere muligheder og friere liv har haft på europæisk tænkemåde og europæisk liv, kan vi begynde at danne os en forestilling om, når vi prøver at tænke os, hvorledes forholdene nu ville have været i Europa, dersom Columbus kun havde fundet et øde hav imellem Europa og Asien, eller dersom han havde fundet et fastland, der var befolket, som Indien eller Kina eller Mexico var befolket. 
     På den anden side ville det blive en af de mest skæbnesvangre begivenheder i den ny verdens historie, når der ikke længer var mulighed for udvidelsen mod vest. At den engang må ende, er øjensynligt, når man husker på, at jorden er rund. 
     Og praktisk talt er denne begivenhed nær forestående. Dens skygge er endogså allerede nu ved at snige sig ind over os. Ikke således at forstå, at der er nogen fare for, at dette fastland skal blive egentlig overbefolket. Ikke således at forstå, at der ikke i lange tider endnu skulle være rigeligt af uudnyttet eller kun delvis udnyttet jord, selv om også folkemængden bliver ved at tage til, som den nu gør. Europa er den dag i dag ikke overbefolket. I Irland, hvorfra vi har modtaget en så umådelig indvandring, er ikke en sjettedel af jorden opdyrket; og græs gror og vilde dyr lever dér, hvor der engang lå folkerige landsbyer. I Skotland har man dyreskovenes og rypehedernes ensomhed, hvor der for et hundredår siden var menneskelige boliger. Man kan køre med jernbane gennem de rigeste landbrugsegne i England og næppe se så mange huse som i Platte-dalen, hvor bøflerne for få år siden gik i flok. 
     For et år siden, i den tid hækkene blomstrede, vandrede jeg ad en henrivende vej i England. På den ene side af denne vej var der en stor strækning af fortrinlig jord, som intet plovjern det år havde gennemskåret, fordi ejeren krævede en højere afgift, end forpagterne ville give. På den anden side strakte sig over mange hektar land en herskabelig park, på hvis fløjlsbløde græstæppe kun enkelte letfodede dyr satte deres fod. Og som vi gik, klagede min ledsager, der var fra denne egn, bitterligt over, at siden godsejeren havde indhegnet den lille landsbyfælled og flyttet sine gærder således ud, at han tog græsset på vejkanten med, kunne husmændene ikke engang holde en gås, og børnene i byen havde ingen legeplads. Plads var der i rigeligt mål, men for børnenes vedkommende kunne den lige så godt have været i Afrika eller på månen. - Og her i vort »fjerne vesten« har jeg set udvandrere arbejde sig møjsommeligt frem over uhyre strækninger af ledig jord uden at kunne finde en plet, hvor de kunne bosætte sig. I et land, hvor alle kilder og vandløb var helt omgivet af mure, som den vejfarende ikke kunne stige over, måtte han, om der ikke var barmhjertighed til, dø af tørst som i en ørken. Der er masser af ledig jord på Manhattan; og dog lever befolkningen der mere sammenstuvet end noget andet sted på jorden. Det sociale tryk, som tvinger den svulmende indvandringsflodbølge ind på vore kyster, kommer ikke af, at al Europas jord er i brug, men af, at den alt sammen er taget i privat eje. Dette vil den snart være også her hos os. Vor jord vil ikke overalt blive udnyttet; men den vil overalt blive »indhegnet«. 
     Vi taler endnu om vore udstrakte offentlige jordområder, og tal, der viser millioner og atter millioner af hektar land, som ikke er taget i privat eje, fylder endnu vældigt i vort jordkontors beretninger. Men at finde jord, som virkelig egner sig til bebyggelse, er allerede nu så vanskeligt, at det store flertal af dem, der ønsker at bosætte sig, finder det billigere at købe, og jordlejen i Californien og New Northwest svinger mellem fjerdedelen og halvdelen af årshøsten. 
Ikke des mindre er jorden her hos os endnu forholdsvis billig. Men dette kan ikke vare ved ret længe. Den strøm af indvandrere, som kommer brusende, og den stadigt tiltagende naturlige tilvækst vil altsammen snart optage den tilgængelige jord således, at priserne på den ringeste jord, der overhovedet er værd at bosætte sig på, stiger til en højde, vi aldrig før har kendt. For omtrent 20 år siden forudsagde mr. Wade fra Ohio i De Forenede Staters senat, at ved hundredårets slutning ville hver acre god agerjord her i landet være 50 dollars værd - at hans spådom går i opfyldelse, ja endog mere, ser vi allerede. Ved hundredårets slutning vil De Forenede Stater med den normale stigning i folkemængde have over 40 millioner indbyggere flere end i 1880. Dvs. at i løbet af de kommende 17 år vil en ny-befolkning, der er større end staternes samlede folkemængde ved borgerkrigens slutning, kræve plads. Hvor vil de finde billig jord? Der er intet vesten længere ude. Vor vandring er nået til Stillehavet, og hinsides Stillehavet er østen med dens vrimlende millioner. Fra San Diego til Punget Sund er der ikke en kystslette, som ikke enten er bebygget eller på forhånd optaget. Til de alleryderste kroge af republikken er nybyggerne nået. Presset er allerede så stort, at grundspekulationen og bebyggelsen er begyndt at gå over nordgrænsen ind i Canada og over sydgrænsen ind i Mexico - så stort, at jord, som for få år siden ville være blevet vraget, er ved at blive bebygget og ved at blive værdifuld - jord, hvor vinteren varer 6 måneder, og termometret går ned under -40 grader, jord, hvor avling på grund af utilstrækkelig regn altid er et vovespil, jord, som aldeles ikke kan dyrkes uden overrisling. De vældige strækninger i den vestlige halvdel af fastlandet har ikke tilnærmelsesvis den samme mængde dyrkelig jord som den østlige halvdel. Den »store amerikanske ørken« er til endnu, selv om den ikke er afsat på kortet. Der findes nu om stunder i alle De Forenede Stater ikke nogen større strækning af god, ubebygget og ubeslaglagt jord, hvor nybyggere kan gå hen og have den ringeste udsigt til at finde et bosted på de vilkår, regeringen byder. 
     Bebyggelsesbølgen går allerede voldsomt løs på de landstrækninger, som er forbeholdt indianerne, og kun regeringens magt har hindret den i at skylle hen over dem. Skønt Texas' folkemængde ikke er mere end lidt over 16 på hver kvadratkilometer, er dog allerede den sidste hektar land af dette uhyre offentlige jordområde gået over på private hænder; købelysten har været så stor, at der i løbet af det sidste år er blevet solgt mange tusinde acres land mere, end staten havde. 
     Hvad der vil komme, kan vi se af den grådighed, hvormed kapitalister, og især udenlandske kapitalister, køber jord i De Forenede Stater - kapitalister, som har forstået, hvilken værdi jorden har, når der ikke mere er noget område, som befolkningen frit kan sprede sig over. Dette opkøb af jord har gået sin gang i al stilhed i nogle år, indtil der nu næppe findes en eneste rig engelsk adelsmand eller velhavende engelsk bankier, som ikke enten på egen hånd eller som medlem af et eller andet konsortium ejer en større strækning af vor ny jord, og hver eneste dag sælges store stykker af den for fremmede penge. Det er med disse udenlandsboende godsejere, at fremtidens millioner af mennesker skal komme overens. 
     Heller ikke må det glemmes, at alt som folkemængden tager til, og vore »vildmarker« bliver taget i eje, bliver jordens produktive evne stadig ringere, hvilket praktisk talt vil sige det samme, som at der bliver mindre jord. I al almindelighed er De Forenede Staters landbrug et udpinende landbrug. Vi giver ikke tilbage til jorden, hvad vi tager fra den. Hver eneste høst gør jorden fattigere. Vi fælder skove, og vi planter ingen igen; vi sejler udenlands med hvede, bomuld, tobak og kød, eller vi skyller vore frugtbargørende stoffer ud i havet gennem vore store byers kloakker, de stoffer, som naturen gennem lange tiders langsomme processer har aflejret i jorden. 
     Den dag er nær, da det ikke længer vil være muligt for vor voksende folkemængde frit at udbrede sig over vor ny jord, da vi til vore egne millioner får brug for det umådelige overskud af fødemidler, som nu udføres, da vi ikke alene vil begynde at føle det sociale tryk, som kommer, når alle naturlige hjælpekilder er blevet monopoliserede, men da det voksende sociale tryk her vil øge det sociale tryk i Europa. Hvor skæbnesvanger denne kendsgerning er, begynder vi at få øjnene op for, når vi tænker på at finde et tilsvarende afløb som det, De Forenede Stater hidtil har ydet. Vi ser os forgæves om. I de britiske besiddelser mod nord er der kun forholdsvis lidt brugbar jord; dalene langs Saskatchewan og Red River er allerede ved at være optagne, og dér raser jordspekulationen allerede som en feber. Mexico er rede til at åbne sig for amerikansk foretagsomhed, amerikansk kapital og amerikansk handel, men næppe for amerikansk indvandring. Der er plads for vore nybyggere i de nordlige egne, som vilde indianere har holdt øde; men det er meget lidt. Mexicos højland og de dele af Mellem- og Sydamerika, som kunne egne sig for vore folk, er allerede opfyldt af en befolkning, som vi kun kan jage bort på samme måde som angelsakserne bortjog de gamle briter: ved en udryddelseskrig. Angelsaksisk kapital og driftighed og indflydelse vil uden tvivl komme til at beherske disse egne, og mange af vore folk vil drage derhen; men det vil kun være, som når englændere drager til Indien eller Britisk Guyana. Hvor jorden allerede er givet bort, og hvor daglejerarbejde kan fås for en slik, dér kan der ikke være tale om en sådan udvandring som den, der har banet sig vej mod vest gennem De Forenede Stater. - Det samme gælder Afrika. Vor race har sat sig fast på den allersydligste del af dette mægtige fastland; men dens fremtrængen mod nord mødes af tropisk hede og yderst livskraftige folkestammer. I det nordlige Afrika synes de romanske grene af den europæiske stamme igen at blive stedvant og vil antagelig genoplive Nordafrikas fordums folkerigdom og betydning; men det vil næppe give afløb for flere end disse romanere. Så er der Ækvatorial-Afrika; men skønt vi vel kan undersøge, kultivere og udvikle det, kan vi dog ikke kolonisere det på trods af klimaet og de menneskeracer, der snarere synes at tage til end at forsvinde, når den hvide mand kommer. - Den brugbare jord i Australien ville ikke alene snart være vel befolket ved en lignende udvandring som den, Europa udspyr mod Amerika, men opkøb af jord foregår dér lige så hurtigt som her. Således kommer vi igen tilbage til det største af alle fastlande, det, hvorfra vor race engang drog ud på sin vej mod vest - Asien, folkeslagenes og religionernes moderskød, som endnu rummer den største del af menneskeheden - millioner, som lever og dør i så godt som fuldstændig uvidenhed om vor moderne verden. I disse folks opvågnen ved sammenstødet med vestens civilisation ligger et af fremtidens store problemer. 
     Men det er ikke min mening at komme ind på sådanne grublerier. Hvad jeg ønsker at pege på, er dette, at vi er meget nær ved at miste en af de vigtigste af de betingelser, som vor civilisation har udviklet sig under - muligheden for at brede os over jomfruelig jord, den mulighed, som har givet udsyn og frihed for amerikansk liv og lindret det sociale tryk i de mest fremadskridende europæiske nationer. Tilbøjeligheder, som er uskadelige under de nuværende vilkår, kan blive skæbnesvangre, når disse vilkår bliver anderledes. Krudt eksploderer ikke, før det bliver indespærret. Man kan roligt lade sin hånd hvile på den langsomt opadgående kæbe i en hydraulisk presse; den vil blot lempeligt løfte hånden. Men vent til det øjeblik, da den møder modstand! 
SAMFUNDSSPØRGSMÅL
Indhold
Kapitel  1: 
Kapitel  2 
Kapitel  3 
Kapitel  4 
Kapitel  5 
De sociale spørgsmåls voksende betydning
Politiske farer 
Den kommende forøgelse af det sociale tryk
To modsatte retninger
Koncentrationens fremmarch
Kapitel  6 
Kapitel  7 
Kapitel  8 
Kapitel  9 
Kapitel 10 
Fejlen i de nuværende sociale vilkår 
Er denne verden den bedste af alle mulige verdener?
Vi kunde alle være rige
De første grundsætninger
Menneskerettigheder
Kapitel 11 
Kapitel 12 
Kapitel 13 
Kapitel 14 
Kapitel 15 
Affald fjernes
Overproduktion
Ledig arbejdskraft
Maskinernes virkninger
Slaveri og slaveri 
Kapitel 16 
Kapitel 17 
Kapitel 18 
Kapitel 19 
Kapitel 20 
Statsgæld og indirekte beskatning
Regeringens opgaver . 
Hvad vi må gøre
Den første store reform 
Den amerikanske landmand
Kapitel 21 
Kapitel 22
By og land
Slutning
Til:
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George
  2. Oversigt - Henry George's værker
  3. Oversigt - Samfundsspørgsmål
Opdateret d. 25.3.2002