SAMFUNDSSPØRGSMÅL

Af Henry George

Kapitel 4: To modsatte retninger 
 
Kan noget være mere unaturligt end dette -
at de, som arbejder mindst, skal have mest af det, som frembringes ved arbejde?
     Så meget friere, så meget højere, så meget fuldere og videre er livet i vor tid, at vi, når vi ser tilbage, ikke kan lade være med at føle en slags medlidenhed med, om ikke ringeagt for tidligere slægtled. 
     Hygge, bekvemmelighed og luksus, som for få år siden ikke kunne købes for penge, er nu tilgængelige for alle. Vi rejser i en time, let og behageligt, en tur, som for vore fædre ville have været en lang og besværlig dagsrejse. Vi sender i løbet af få minutter budskaber, som i deres tid ville have taget uger. Vi har mere kendskab til fjerne lande, end de havde til nærliggende egne. Hvad der for os er dagligdags ting, stod for dem som naturens fast tillukkede hemmeligheder; vor verden er større, vor synskreds videre; vi har lejlighed til at se mere, lære mere og udrette mere her i livet. 
     Tænk på oplysningens udbredelse, den øgede fart i intelligensens forplantning! Sammenlign vore børns skolebøger med vore fædres! Se, hvorledes det billige bogtryk har gjort litteraturens skatte tilgængelige for masserne, og hvor mægtigt det har øget forfatternes publikum! Se på dagbladene, som selv de fattigste læser, og som giver dem indblik i alle samfundsklassers gøren og laden og bringer dem nyt fra alle verdens egne! Tænk på alle de illustrerede blade, som hver uge bringer det brede lag billeder fra livet under alle forhold og i alle lande - fugleperspektiver over byer og storslåede, skønne landskaber, fotografier af kendte mænd og kvinder, billeder fra parlamenter, kongresser og møder, hoffers pragt og vilde folks levevis, kunstens triumfer, arkitekturens storværker, industriens virkemåder, opfindsomhedens frembringelser! Et sådant rundskue som det, der hver uge glider forbi den jævne mands og kvindes blik, kunne ikke den rigeste og mægtigste skaffe sig for blot en menneskealder siden. 
     Disse ting og meget andet, som vi ved at nævne dem kommer til at tænke på, må nødvendigvis øve en mægtig indflydelse på tænkemåde og følelse. Overtro dør ud, fordomme opgives, sæder og skikke ændres, sympatier udvides, nye mål sætter fart i masserne. 
     Vi kommer til verden med en sjæl, der er rede til at modtage ethvert indtryk. For barneøjet er alting nyt, og det ene er mere mærkværdigt end det andet. I alt, hvad der ligger ude over den almindelige erfaring, slutter vi os til den tro, som vore omgivelser har, og det er kun dem med den stærkeste intelligens, der kan hæve sig en smule op over de af samtiden godkendte meninger. I et samfund, hvor den herskende mening var den, at jorden er en slette, båret af en kæmpemæssig elefant, ville langt de fleste af os uden tøven tro dette, ligesom vi nu tror, at den er en kugle, der kredser rundt om solen. Ingen teori er så falsk, ingen fabel så tåbelig, ingen overtro så nedværdigende, at man ikke tager den for gode varer, når bare den er indgået som led i den offentlige mening. Mænd hengiver sig til pinsel og død, mødre ofrer deres børn, når den tro, de har levet sig ind i, byder dem det. Hvad er mere unaturligt end flerkoneri? Og dog, hvor længe og hvor udbredt har ikke flerkoneri været i verden! 
     I denne tilbøjelighed til at godkende, hvad der forefindes, til at tro, hvad der fortælles os, er der både noget godt og noget ondt. Det er den, der gør social fremgang mulig; det er den, der gør den så langsom og pinefuld. Hvert slægtled opnår nemlig derved uden møje den dyrekøbte kundskab, som det har fået overleveret; men samtidig trælbindes det af de vildfarelser og forvrængninger, som det også har fået overleveret. 
     Det er på denne måde, tyranni opretholdes og overtro vedligeholdes. Flerkoneri er unaturligt. Tydelige kendsgerninger gennem al erfaring beviser det. Dette, at kønnene altid kommer til verden i samme forhold; dette, at de to køn under sunde forhold altid tiltrækker hinanden på en sådan måde, at alle andre udelukkes; de fornødenheder, som barnets langsomme vækst og udvikling medfører, tyder også på, at forbindelsen mellem een mand og een kvinde er naturens orden. Og alligevel, skønt flerkoneri er i modstrid med de klareste kendsgerninger og de stærkeste instinkter, synes det dog en ganske naturlig ting for dem, som er opdraget i et samfund, hvor det er en godkendt ordning, og kun ved lang tids modvirken og megen kamp kan denne idé udryddes. På samme måde med slaveriet. Endogså mænd som Platon og Aristoteles syntes, at det var lige så naturlig en sag at eje en mand som at eje en hest. Ja, selv i det 19. århundrede og her i dette »frihedens land« - hvor længe er det siden, at de, som hævdede, at ingen havde ret til at eje menneskeligt kød og blod, blev stemplet som kommunister, som vantro og som oprørere, der kun pønsede på at forstyrre samfundsordenen og ophæve al ejendomsret! På samme måde med monarki, aristokrati og mange andre lige så unaturlige ting, som uden indvendinger får lov at bestå. Kan noget være mere unaturligt - dvs. mere stridende imod sund sans og naturens kendsgerninger og love end dette, at de, som arbejder mindst, skal have mest af det, der frembringes ved arbejde? »Den, som ikke vil arbejde, skal heller ikke have føde.« Det er ikke alene apostelens ord. Det er naturens klare lov. Og dog er over hele verden de arbejdende klassers kår trange og fattige, medens de, som hverken med hånd eller hoved fremmer produktionen, lever i luksus og overdådighed. Dette er vi blevet vænnet til, og vi har derfor fundet det naturligt, ligesom flerkoneri, slaveri, aristokrati og monarki synes naturligt for dem, som er vant til det. 
     Men den tænkemåde, som fandt disse forhold naturlige, er ved at forsvinde. Overtroiske forestillinger, som hindrede, at de drøftedes, er ved at smelte bort. Naturvidenskabens afsløringer, det øgede kendskab til andre tider og andre folkeslag, oplysningens udbredelse, udvandringens og rejsernes tiltagen, den vækst, der er i den kritiske ånd, og de ændringer, der alle vegne foregår i gamle metoder, - alt hjælper til at nedbryde det tænkesæt, der var skyld i, at den store masse af mennesker var tilfredse med en stilling som brændehuggerens eller vandbærerens, hjælper til at mildne sæderne og udvide sympatierne, hjælper til at udbrede tanken om menneskelig lighed og broderskab. 
     Over hele verden bliver menneskemasserne mere og mere utilfredse med de kår, som deres fædre ville have været godt fornøjede med. Det er forgæves at sige til dem, at deres stilling er blevet meget bedre; det er forgæves at vise dem, at der indenfor deres rækkevidde ligger bekvemmeligheder, fornøjelser og muligheder, som deres fædre ikke ville have drømt om. Det, at de har fået så meget, tilskynder dem kun til at spørge, hvorfor de ikke skulle have mere. Attråen vokser ved det, som den næres af. Mennesket er ikke som oksen. Det har ikke noget fast tilfredshedsmål. At vække en higen i mennesket, at opdrage det til ny krav er lige så sikker en vej til at gøre det utilfreds med sin lod som til at gøre denne lod tungere. Vi bøjer os for det, der efter vor mening ikke kan blive anderledes; men når vi bliver klar over, at en fremgang er mulig, så bliver vi stædige. Dette er forklaringen på det paradoks, som de Tocqueville fandt så forbavsende: at masserne finder deres stilling mere utålelig, jo mere den forbedres. Slavelovene var viseligt indrettede, idet de foreskrev pinsler og straffe for at lære slaver at læse; og de ræsonnerede rigtigt, som modsatte sig folkeoplysning med den motivering, at den ville føre til revolution. 
     Men i forholdene, som de for tiden er i den civiliserede verden, er der noget, som er mere ildevarslende end den voksende stædighed, som de så længe tålte onder har affødt. Alt går i retning af at vække sansen for naturlig lighed, at ægge massernes attrå og ærgerrighed, at fremkalde en skarpere og skarpere erkendelse af den grove uret, der ligger i vor tids ulighed i henseende til privilegier og formue. Og dog går samtidig alt i retning af en hurtig og voldsom forøgelse af denne ulighed. Aldrig siden de store jordegodser udmarvede Rom, har verden set så umådelige formuer som dem, der nu ophobes - og aldrig så udprægede proletarer. I en avis, som indeholdt en meddelelse på flere spalter om et Vanderbilt-bal med dets pragtfulde toiletter og rigdom af diamanter, med dets væld af roser til 2 dollars stykket og dets kostelige vine, der flød som vand, læste jeg også en kortfattet notits om, hvorledes 39 mennesker - deriblandt 18 kvinder - havde søgt ly ved en politistation i nærheden, og hvorledes de alle blev ført for retten næste morgen og derpå sat i fængsel i 6 måneder. »Kvinderne«, stod der i notitsen, »skreg og hulkede bitterligt, da de blev ført til fængslet.« Kristus blev født af en kvinde, og til Maria Magdalene vendte han sig med en kærlig velsignelse. Men nogle af disse menneskelige væsener, skabte i guds billede, er blevet til sådan noget utøj, at vi må skovle dem ind i fængslerne uden at være alt for nøjeregnende. 
     Jernbanen er en ny indretning. Den har næppe rigtig begyndt sin virksomhed. Men den har allerede udskilt den mand, som tæller sin indtægt i millioner hver måned, fra de tusinder af mænd, der er glade ved at arbejde for ham for 90-150 cents om dagen. Hvem skal under den nuværende udviklingsgang sætte grænser for det næste slægtleds store formuer? Eller for disse store formuers følgesvende: de hjemløse? 
     Tendensen i alle de opfindelser og forbedringer, som så vidunderligt øger den produktive evne, går i retning af at samle uhyre rigdomme i hænderne på nogle få og at gøre vilkårene endnu mere håbløse for de mange, at tvinge mennesker, hvis fremadstræben er blevet vakt, til at blive maskiner for at frembringe rigdomme, de ikke selv kommer til at nyde godt af. Uden en eneste undtagelse, så vidt jeg kan tænke mig, virker alle moderne industrielle forbedringer i retning af at producere i stor stil, at gennemføre arbejdsdeling indtil de mindste enkeltheder, at give storkapitalisterne en overvældende fordel. Endog sådanne opfindelser som telefonen og skrivemaskinen tjener til at koncentrere rigdom ved at gøre det lettere at drive store forretninger og formindske de vanskeligheder, der var ved at udvide storforretningen ud over et vist punkt. 
     Maskinerne har i alle henseender tilbøjelighed til ikke alene at gøre det umuligt for arbejderen at være sin egen arbejdsgiver, men at reducere ham til en simpel maskinpasser eller »fodrer«, at give afkald på dømmekraft, dygtighed og begavelse, undtagen hos nogle få opsynsmænd, at sætte alle andre end disse opsynsmænd til at udføre ensformigt automatarbejde, der ikke lover nogen anden fremtid end det samme uforanderlige kredsløb. 
     Under det gamle håndkraftsystem kan arbejderen vel have slidt hårdt og længe, men han havde selskab ved sit arbejde, der var variation i det, og han havde den glæde at kunne øve sin skabende evne, den lykke at kunne se tingen blive til under sin hånd. Han arbejdede i sit eget hjem eller side om side med sin arbejdsgiver. Arbejdet lettedes ved kappelyst, ved passiar, ved latter, ved diskussion. Som lærling så han fremad mod det mål at blive svend; som svend så han fremad mod det mål at blive mester og selv tage en lærling. Med nogle få redskaber og lidt råmateriale var han uafhængig. Han handlede direkte med dem, der havde brug for hans frembringelser. Kunne han ikke få penge for sine varer, tog han andre varer i bytte for dem. Den gruelige angst for at blive afskåret fra enhver mulighed for at tjene sit livsophold og for at blive ude af stand til at sørge for sin familie kastede aldrig sin skygge over ham. 
     Tag f. eks. grovsmeden fra den industrielle tid, som nu er ved at forsvinde alle vegne - eller rettere »grov- og kleinsmeden«, thi en rigtig smed arbejdede lige så godt i stål! Smedjen ligger ved vejen eller gaden. Gennem den åbne dør har han udsigt til den fri natur; alt, hvad der kommer forbi ham, kan han se. Vejfarende standser for at spørge nyt, naboer for at fortælle eller høre nyhederne, børn for at se det hede jern gløde og de røde gnister flyve. Nu skor smeden en hest. Nu sætter han en hjulring på. Nu smeder han et redskab og afkøler det. Nu svejser han en brækket kaminrist. Nu udhamrer han med yndefuld kunstfærdighed en svingarm til et ildsted, eller når der ikke er andet at gøre, smeder han jernet ud til søm. 
     Gå så ind i et af disse vældige fabriksanlæg, som strækker sig over hele hektar land! Arbejderne er dér stuvet sammen i tusindtal; ved hjælp af dampkraft og maskiner omdannes jernet til forskellige ting med en brøkdel af de omkostninger, som det gamle system krævede. Man kan ikke komme derind uden tilladelse fra kontoret, thi over hver dør står der: »Adgang forbudt«. Hvis man får lov at komme ind, må man ikke tale med arbejderne; men det kan også være det samme, thi selv om man ville, kunne man ikke midt i al den buldren og klapren og svirren af maskinremme og hjul. Man kan her se mennesker stå og gøre den selvsamme ting om og om igen - hele dagen igennem stikke jernstænger ind mellem store valser, holde plader hen til en stålkæbe, vende op og ned på nogle jernstumper, alt under en spektakel, så man næppe kan »høre sig selv tænke« - 60 gange i minuttet - time efter time - dag efter dag - år efter år. Når undtages en enkelt hist og her, der har stået i lære under et simplere system, som nu er ved at gå af brug, er der i hele det mægtige værksted ikke en eneste mand, som kan lave andet end en yderst ringe del af det, der hører med til frembringelsen af en salgbar vare. Den unge mand lærer i løbet af et øjeblik at passe den maskine, han får med at gøre. Så standser hans udvikling. Han kan blive gråhåret uden at lære mere. Når hans børn vokser til, har han kun een udvej til at øge sine indtægter, nemlig at sætte børnene til at arbejde. Med hensyn til at tragte efter at blive herre over et sådant etablissement med dets millionkapital i maskiner og lager kunne han lige så godt tragte efter at blive konge af England eller pave i Rom. Han har ikke mere herredømme over de forhold, der giver ham beskæftigelse, end en jernbanepassager har over togets bevægelse. Årsager, som han hverken kan hindre eller forudse, kan til enhver tid standse hans maskine og kaste ham ud i verden som en yderst uduelig arbejder, der end ikke kan svinge en hakke eller håndtere en spade. Selv når tiderne er gode, og hans arbejdsgiver »laver« penge, opnår han kun fordele ved en strejke eller ved en strejketrussel. Og ved de mindste tegn på dårlige tider daler hans løn; han kan kun gøre modstand derimod ved en strejke, hvilket er ensbetydende med at gå helt uden løn i kortere eller længere tid. 
     Jeg har her kun talt om et enkelt fag; men tendensen er den samme i alle andre. Det er den form, som den industrielle organisation antager overalt, selv i landbruget. Store aktieselskaber »befolker« nu umådelige græsgange med kvæg og storgårdene drives af omrejsende folkehold, som er blottet for alt, hvad der kan kaldes et hjem. I alle fag gælder det, at arbejderne mere og mere skilles fra arbejdsmidlerne og arbejdsmulighederne. Alle vegne bliver uligheden i formuefordelingen mere iøjnefaldende. Og dette i en tid, da der er fart i tankerne, da den gamle konservative magt må bøje sig, da ideerne om menneskelig lighed vokser og udbredes. 
     Nå der imellem dem, som arbejder og lider savn, og dem, der lever i ørkesløs overdådighed, er et sådant dyb, at de efter almindelig tankegang synes at tilhøre helt forskellige klasser af væsener, når det i religionens navn vedblivende indprentes masserne, at alting i denne verden er ordnet af et guddommeligt forsyn, som anviser enhver hans plads, når børnene fra deres tidligste alder lærer, at det - for at bruge den højkirkelige lærebogs ord - er deres pligt mod Gud og mennesker at »ære og adlyde den borgerlige øvrighed«, at »vise underdanighed og ærbødighed overfor enhver overordnet og gøre deres pligt i den livsstilling, som det behager Gud at kalde dem til«, når disse påbud om ydmyghed, tilfredshed og selvfornedrelse eftertrykkeliggøres af den rædselsfulde trussel om en evighed af pinsler, mens på den anden side de fattige lærer at tro, at hvis de tålmodigt bærer deres lod hernede, vil Gud efter døden tage dem op i sin himmel, hvor der hverken er privat ejendom eller fattigdom - så kan det komme dertil, at den mest åbenlyse ulighed i vilkår hverken vækker misundelse eller harme. 
     Men de ideer, som i vore dage rører sig i verden, er helt forskellige fra disse. 
     For næsten 1900 år siden, da en anden civilisation udviklede uhyre uligheder, da masserne overalt trykkedes ned i håbløst slaveri, fremstod der i en jødisk landsby en ulærd tømrer, som uden at bryde sig om tidens ortodoksi og ceremonivæsen prædikede for arbejdere og fiskere og kundgjorde dem budskabet om, at Gud er alles fader, og at alle mennesker er ligemænd og brødre, og som lærte sine disciple at bede om himmeriges komme på jorden. Universitetsprofessorerne rynkede på næsen ad ham, og de rettroende præster fordømte ham. Han blev hånet som en drømmer, en oprører, en »kommunist«, og endelig blev det organiserede samfund forskrækket, og han blev korsfæstet imellem to røvere. Men ordet gik frem, og, udbredt af flygtninge og trælle, banede det sig vej imod magt og imod forfølgelse, til det helt omskabte verden og ud af den rådnende gamle civilisation bragte spiren til den ny. Så fylkede de priviligerede klasser sig igen, lavede udskårne billeder af denne folkets mand i kongsgårde og på kongegrave, helligede ulighed i hans navn, fordrejede hans evangelium til et forsvar for social uretfærdighed. Men de store tanker om, at alle er Guds børn og hverandres brødre, om en social tilstand, hvor ingen skal overanstrenges og ingen lide nød, begynder igen at få liv i den almindelige bevidsthed. 
     Hvor en mægtig vind møder en stærk strøm, bliver der ikke et roligt hav. Og enhver, der tænker på de modsatte kræfter, som er ved at udvikle sig, vil kunne fatte alvoren i de sociale spørgsmål, som den civiliserede verden snart må møde. Han vil også forstå Kristi ord: 
»Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden! Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.« 
SAMFUNDSFORHOLD
Indhold
Kapitel  1: 
Kapitel  2 
Kapitel  3 
Kapitel  4 
Kapitel  5
De sociale spørgsmåls voksende betydning
Politiske farer 
Den kommende forøgelse af det sociale tryk 
To modsatte retninger
Koncentrationens fremmarch
Kapitel  6 
Kapitel  7 
Kapitel  8 
Kapitel  9 
Kapitel 10 
Fejlen i de nuværende sociale vilkår 
Er denne verden den bedste af alle mulige verdener?
Vi kunde alle være rige
De første grundsætninger
Menneskerettigheder
Kapitel 11 
Kapitel 12 
Kapitel 13 
Kapitel 14 
Kapitel 15 
Affald fjernes
Overproduktion
Ledig arbejdskraft
Maskinernes virkninger
Slaveri og slaveri 
Kapitel 16 
Kapitel 17 
Kapitel 18 
Kapitel 19 
Kapitel 20 
Statsgæld og indirekte beskatning
Regeringens opgaver . 
Hvad vi må gøre
Den første store reform 
Den amerikanske landmand 
Kapitel 21 
Kapitel 22
By og land
Slutning
Til:
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George
  2. Oversigt - Henry George's værker
  3. Oversigt - Samfundsspørgsmål
Opdateret d. 25.3.2002