SAMFUNDSSPØRGSMÅL

Af Henry George

Kapitel 5. Koncentrationens fremmarch
 
Det bliver mere og mere vanskeligt for de små kapitaler at konkurrere med de store..
     I 1790, da den første folketælling fandt sted i De Forenede Stater, var der i byerne kun 3,3 pct. af hele landets folkemængde. I 1880 boede 22,5 pct. af befolkningen i byerne. Denne menneskenes tilbøjelighed til at sammenhobe sig er en af vor tids ejendommeligheder. Over hele den civiliserede verden vokser byerne således endnu stærkere end folkemængden. Tilvæksten i Englands og Skotlands folkemængde i dette hundredår har været i byerne. I Frankrig, hvor folkemængden næsten er stillestående, bliver de store byer år for år større. I Irland, hvor folkemængden er i stadig aftagen, bliver Dublin og Belfast ved at vokse. 
     De samme store virkemidler - dampkraft og maskiner - som således ophober befolkningerne i byerne, virker kraftigere med til at koncentrere industri og handel. Det ser man, hvor som helst de nye kræfter har været med i spillet, og i alle arbejdsgrene, lige fra de oprindeligste. 
     Agerbrug, kvægavl, bjergværksdrift og fiskeri, til dem, der er fremstået ved de ny tiders opfindelser: jernbanekørsel, telegrafering, belysning ved gas eller elektricitet. 
     Der er blevet fremført med De Forenede Staters statistiske bureau som kilde, at gårdenes gennemsnitsstørrelse er i aftagende i staterne. Denne udtalelse stemmer hverken med de øjensynlige kendsgerninger overalt i De Forenede Stater eller med udviklingsgangen i andre landes agerbrug, f. eks. Storbritanniens; ja, den stemmer end ikke overens med bureauets egen statistik. 
     Det står fast, at jordbesiddelsen som alt andet koncentreres, og at gårdbrugene bliver større og større. Dette har sin årsag i de forbedrede landbrugsmaskiner, som gør gårdbruget til en forretning, der kræver større kapital, i den højere jordværdi, i de forandringer, som jernbanerne har medført, og i de fordele, som særlige fragttakster giver de store producenter fremfor de små. At det går hurtigere og hurtigere i den retning, er der ikke noget spørgsmål om. Den ny landbrugstidsalder er endnu kun i sin vorden. Og hvilken vinding der end måtte være ved den, så medfører den, at den store mængde af Amerikas landmænd reduceres til forpagtere eller arbejdere. Vi har ingen midler til at efterspore, hvor stærkt forpagtergårdenes tal i De Forenede Stater er steget i løbet af de sidste 10 år, da der ikke er udarbejdet nogen statistik over forpagtningsforhold førend ved sidste folketælling; men denne viser, at der i 1880 var ikke mindre end 11.024.601 forpagtere i De Forenede Stater. Dersom vi dertil var i stand til at føje, hvor mange landmænd der er, som kun af navn er ejere af deres jord, men som faktisk svarer leje i form af prioritetsrenter, ville resultatet blive forbavsende. 
     Hvorledes den samme udviklingsgang finder sted i andre arbejdsgrene, er det næppe nødvendigt at tale om. Det er overalt iøjnefaldende, at den selvstændige håndværker bliver medhjælper, den lille detailhandler ekspedient i det store magasin, den lille købmand kontorist eller bogholder, og at mænd, som under det gamle system var uafhængige, stuves sammen i store firmaers og selskabers tjeneste. Men virkningen af dette har man næppe gjort sig helt klar. En stor klasse af mennesker, deriblandt mange folkelærere, taler stadig, som om energi, flid og økonomi er alt, hvad der er nødvendigt for at have forretningsfremgang - fremhæver stadig den kendsgerning, at mænd, der begyndte med ingenting, nu er rige, som bevis for, at enhver kan begynde med ingenting og blive rig. 
     At de fleste af vore rige mænd begyndte på bar bund, er sandt. Men at den samme lykke er lige så let at vinde nu, er ikke sandt. Omdannelsestider giver altid enkelte mennesker lejlighed til at hæve sig opad; men denne lejlighed går tabt, når der igen er kommet ro i samfundsforholdene. Vi har ikke alene bredt os ud over et nyt fastland, men dampkraftens indførelse og maskinernes brug har fremkaldt industrielle ændringer, som verden aldrig har set mage til. 
     Da Vilhelm Erobreren udstykkede England mellem sine mænd, skabtes der et lensaristokrati ud af en hær af eventyrere. Men da samfundet igen havde fæstnet sig, var der blevet dannet en fødselsadel, som intet almindeligt menneske kunne have håb om at blive optaget i, og efterkommerne af Vilhelms eventyrere så ned på mennesker af samme klasse som deres egne fædre, som om det var væsener af et ringere stof. Når et nyt land hurtigt bebygges, vil således de, der kommer, medens jorden er billig, og handel og industri er i opkomst, have muligheder, som de ikke kan have, der går ud fra samme stade, men i en tid, da jorden er blevet værdifuld, og samfundet er blevet organiseret. 
     De rige mænd af første slægtled i et nyt land er altid mænd, som begyndte med ingenting; men de følgende slægtleds rige mænd har i almindelighed arvet deres »start«. Når vi i De Forenede Stater hører tale om en rig mand, spørger vi ganske naturligt: »Hvordan tjente han sine penge?« Thi man forudsætter næsten alle vegne her i landet, at han har erhvervet dem. I England kommer man i reglen ikke med det spørgsmål; dér forudsætter man, at han har arvet dem. Men skønt det er længe siden Englands jord blev udstykket, har de store forandringer, som dampkraften og maskinerne medførte, dog gjort det muligt dér så vel som her at hæve sig op fra arbejderkår til stor rigdom. Denne mulighed er nu lukket eller ved at lukke sig. Når et jernbanetog langsomt sætter sig i gang, kan man med et eneste skridt komme op i det. Men få minutter efter kan de, som ikke har taget dette skridt, løbe vejret af sig i en håbløs stræben efter at nå toget. Det er tåbeligt at tro, at det er let at springe på et tog, når det er i fuld fart, fordi det var let for dem, der sprang på, da toget satte sig i gang. Lige så tåbeligt er det at tro, at muligheder, som stod åbne dengang, da dampen og maskinerne begyndte deres koncentrerende virksomhed, vil vedblive at stå åbne. 
     En engelsk ven af mig, en fabrikant i Manchester, som havde trukket sig tilbage med en stor formue, fortalte mig engang sit livs historie: Hvorledes han som 8 års dreng begyndte at hjælpe til med at lave sejlgarn, dengang da sejlgarn udelukkende blev lavet med hånden; hvorledes han som ung mand vandrede til Manchester og fik en balle hør på kredit og så lavede garn deraf og solgte det; hvorledes han oparbejdede en lille handel og fik andre til at arbejde for sig; hvorledes han, efterhånden som maskinerne blev opfundet og dampkraften indført, udnyttede dette, indtil han havde en stor fabrik og havde skabt en stor formue, da han så trak sig tilbage for at leve resten af sine dage i ro. Forretningen overlod han til sin søn. 
     »Tænk dem, at De var en ung mand nu!« sagde jeg; »kunne De da vandre til Manchester og gøre det samme en gang til?« 
     »Nej,« svarede han, »ikke én kunne gøre det. Jeg kunne ikke, selv om jeg havde 50 tusinde pund i stedet for mine 5 shillings.« 
     Sådan går det i enhver forretningsgren, når de ny virkemidler har nået en vis udvikling. Leland Stanford kørte med studeforspand til Californien; Henry Villard kom som fattig dreng hertil fra Tyskland, blev avisreferent og red på muldyr fra Kansas City til Denver, medens sletterne vrimlede af indianere - det ville ingen gøre, som har konto i banken. Stanford og hans fæller fik fat i central-pacific-banen med alle de goder, som regeringen havde knyttet dertil, og de er nu herrer over sådan noget som 20.000 kilometer jernbane, millioner af hektar land, dampskibslinier, ekspresselskaber, banker og aviser, for ikke at tale om lovgivningsmyndigheder, kongresmedlemmer, dommere osv. På lignende måde fik Henry Villard ved en række lykketræf, som han havde energi og instinkt nok til at benytte sig af, fat i Oregon dampskibssejladsen og nord-pacific-banen med tilhørende privilegier og er blevet jernbanekonge i det umådelige område nord for Stanfords herredømme; også han ejer sine tusinder af kilometer jernbaner, sine millioner af hektar land, sine aviser, sine politiske lejesvende, sine litterære fluesmækkere og er i stand til at hente sig en hel skibsladning Lorder og baroner herover for at se ham slå et guldsøm i. 
     Nu er det ikke alene sådan, at muligheder som dem, der gjorde Stanforderne og Villarderne så mægtige, kun kommer, når nye lande åbnes og nye industrielle kræfter udvikles; men Stanfordernes og Villardernes opståen gør det umuligt for andre at hæve sig på samme måde. Enhver, der nu vil åbne en jernbane indenfor de herrers område, må stå i et underordnet og skatskyldigt forhold til dem. Den store jernbanekonge er den eneste, der kan tage kampen op mod den store jernbanekonge, og herredømmet over jernbanesystemet giver ikke alene »kongen« herredømme over sidebaner, ekspresselskaber, dagvognsforbindelser, dampskibslinier osv., sætter ham ikke alene i stand til at skabe eller tilintetgøre mindre byer, men giver ham magt til at »vurdere« enhver, som grunder en forretning, der kræver banetransport, og at putte i sin egen lomme ethvert overskud, der når op over det, han efter omhyggelig overvejelse finder passende. En sådan stormagts udvikling er som væksten af et stort træ, der suger fugtigheden af den omliggende jord og kuer al anden plantevækst med sin skygge. 
     På lignende måde øver koncentrationen også sin virkning i alle store forretninger. Den store fabrik kvæler den lille fabrik. Det store lager undersælger det lille lager, indtil det er blevet fri for dets konkurrence. På toppen af Amerikas nyhedsbureaus bygning i New York står der en avisdreng udhugget i marmor. Det var som avisdreng, lederen af dette store foretagende begyndte. Men det, der fra først af kun var en forening af nogle få avissælgere til gensidig nytte, er blevet et så mægtigt foretagende, at det ene kapitalstærke og dygtigt ledede selskab efter det andet er gået under i forsøg på at bryde dets monopol eller få del i det. Avisdrengen kan se på den statue, der kroner bygningen, ligesom den unge englænder, der rejser til Indien for at få en kontorplads, kan se på Lord Clives statue. At det kan være en lektion og en spore, er vel sandt; men ligesom Clives sejre, da han grundlagde det engelske herredømme i Indien, gjorde det umuligt for andre at gøre den samme karriere en gang til, således vil også den succes, Amerikas nyhedsbureau har haft, gøre det umuligt for mænd med ringe kapital at skabe en lignende forretning. 
     På samme måde kan bogtrykkeren se op til Tribune's bygning eller journalisten til Herald's bygning. En Greely eller en Bennet kunne ikke længer have håb om at igangsætte en første klasses avis i New York eller at få magt over en, som allerede var igangsat, medmindre han fik Jay Gould i ryggen. Selv i vore rigeste byer er den tid til ende, da nogle få bogtrykkere og skribenter kan slå sig sammen og udgive et dagblad. Selv om man ser bort fra den forenede presses faste ring, er avisen blevet til et umådeligt maskineri, som kræver stor kapital, og som for største delen skrives af litterære fabriksarbejdere, der må skrive, som det passer den kapitalist, der har magten over dem. 
     I det forrige slægtled blev en fuldrigget indienfarer regnet for et meget stort skib, når den var på 500 tons. Nu bygger vi kystfartskonnerter på 1000 tons. Det er ikke længe siden, vore 1. klasses oceandampere var på 1200 eller 1500 tons; men nu er de fineste atlanterhavsbåde oppe på 10.000 tons. Ikke alene er der forholdsvis færre kaptajner; men chancerne for kaptajner er ikke så gode nu som før. Kaptajnen på en stor atlanterhavsdamper fortalte mig for nylig, at han ikke tjente mere nu, end dengang han som ung mand førte et lille sejlskib. Der var ikke mere nogen lejlighed til lidt ekstrafortjeneste, og der var ingen udsigt til at blive ejer af en af disse store dampere. 
     Under alle forhold, undtagen under et strengt arveligt kastesystem, vil der naturligvis altid være mennesker, som ved hjælp af store evner eller lykkelige tilfældigheder hæver sig fra fattigdom til rigdom og fra en lav til en høj stilling. Men vor tid har en stærk tilbøjelighed til at gøre dette mere og mere vanskeligt. Jay Gould er sandsynligvis en dygtigere mand end den nuværende Vanderbilt. Havde de begyndt ens, kunne Vanderbilt godt nu have trasket rundt og solgt musefælder eller have arbejdet som kontorist for en ussel løn, medens Gould talte sine snese af millioner. Men med al sin evne til at lave penge kan Gould ikke indvinde det forspring, som den første Vanderbilts vældige erhvervelser giver. Og når de nuværende store pengefyrsters sønner indtager deres plads, bliver medbejlermulighederne for alle andres sønner meget mindre. 
     Alle nutidens tendenser går ikke alene i retning af ophobning af store formuer, men også i retning af formuernes eviggørelse. Der udgår ingen korstog. Meget rige folks vaner er ikke så sindssvagt ekstravagante, at de skulle kunne sætte sådanne formuer over styr. Højt spil er gået af mode, og aktiebørsens hasardspil er farligere for små end for store pengepunge. Aktier, obligationer, prioriteter, bankboxe og truster hjælper til at bevare storformuen, og alle moderne virkemidler udvider området for dens heldige anbringelse. 
     På den anden side bliver den simple arbejder mere og mere hjælpeløs, og det bliver mere og mere vanskeligt for de små kapitaler at konkurrere med de store. De store jernbaneselskaber opsluger efterhånden de mindre. Et eneste stort telegrafselskab råder allerede over hele fastlandets telegrafnet, og for at spare udgifterne ved opkøb af flere patenter betaler det opfindere for at lade være med at opfinde. Ligesom næsten alle værtshuse i England er kommet i hænderne på de store bryggere, således sætter de store firmaer her hos os unge mænd i gang, men tager prioriteter i deres lager. Ligesom i Storbritannien salget af spise- og drikkevarer til jernbanepassagererne er gået over i hænderne på et eneste stort selskab, og ligesom i Paris en eneste stor restauratør gennem utallige grene tager handelen fra alle de små, således er her hos os de drenge som sælger blade og jordnødder ved togene, visse selskabers funktionærer; pakker bæres omkring, og ærinder besørges af aktieselskaber. 
     Jeg nægter ikke, at denne tendens i høj grad tjener folks bekvemmelighed. Jeg påpeger kun, at den er til stede. En stor forandring foregår over hele den civiliserede verden, noget i lighed med det, der skete i Europa, dengang da frie ejendomsbesiddere under lensvæsenets tilbliven forvandledes til undergivne og bragte hele samfundet i afhængighedsforhold til et rigdoms- og privilegiumsvælde. Om det ny aristokrati er arveligt eller ikke er næsten uden forskel. Kun tilfældet kan afgøre, hvem der skal have de få gevinster i et lotteri. Men det er ikke des mindre sikkert, at det overvældende flertal af dem, der spiller i det, må trække nitter. Den ny tidsalders kræfter har endnu ikke fået tid til at gøre tilstanden arvelig; men tydeligt er det, at når den industrielle organisation tvinger tusinde arbejdere til at tage tjeneste hos een arbejdsherre, så bliver forholdet mellem herrer og arbejdere kun som een til tusinde, selv om også den ene kommer fra de tusindes klasse. »Herre!« Det ord holder vi ikke af. Det er ikke amerikansk! Men hvad nytter det at gøre indsigelse mod ordet, når vi alligevel har tingen? Den mand, der giver mig beskæftigelse, som jeg nødvendigvis må have, hvis jeg ikke vil lide nød, er min herre, hvad jeg så end vil kalde ham. 
SAMFUNDSSPØRGSMÅL
Indhold
Kapitel  1: 
Kapitel  2 
Kapitel  3 
Kapitel  4 
Kapitel  5 
De sociale spørgsmåls voksende betydning
Politiske farer 
Den kommende forøgelse af det sociale tryk 
To modsatte retninger
Koncentrationens fremmarch 
Kapitel  6 
Kapitel  7 
Kapitel  8 
Kapitel  9 
Kapitel 10
Fejlen i de nuværende sociale vilkår 
Er denne verden den bedste af alle mulige verdener?
Vi kunde alle være rige
De første grundsætninger
Menneskerettigheder
Kapitel 11 
Kapitel 12 
Kapitel 13 
Kapitel 14 
Kapitel 15 
Affald fjernes
Overproduktion
Ledig arbejdskraft
Maskinernes virkninger
Slaveri og slaveri
Kapitel 16 
Kapitel 17 
Kapitel 18 
Kapitel 19 
Kapitel 20 
Statsgæld og indirekte beskatning
Regeringens opgaver . 
Hvad vi må gøre
Den første store reform 
Den amerikanske landmand 
Kapitel 21 
Kapitel 22
By og land
Slutning
Til:
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George
  2. Oversigt - Henry George's værker
  3. Oversigt - Samfundsspørgsmål
Opdateret d. 25.3.2002