SAMFUNDSSPØRGSMÅL

Af Henry George

Kapitel 7.    Er denne den bedste af alle verdener?

 
Hvorfor skriger de om brød? 
Når de ikke har brød, hvorfor spiser de da ikke kager?
     Der er verdener og atter verdener - endog inden for den samme synskreds. Den, som kommer til New York med lommen fuld af penge, som tager ind på Windsor eller Brunswick, og som bliver modtaget af gæstfri værter i Fifth Avenue's herskabshuse, han ser et New York. Den, som kommer med en dollar eller to og søger et 25-cents logihus, ser et andet New York. - Der er også 15-cents logihuse, og folk, som endda er for fattige til at tage ind dér. 
     Ind gennem parkens yndige alléer sprænger jernbaneknuserens datter af sted i den strålende majsol. Hendes smagfulde ridedragt flagrer frit fra siden af hendes blanke fuks og hendes rideknægt i flunkende kravestøvler og stramtsiddende nyt liberi rider i ærbødig afstand bagefter på en fuldblodshest, som slider i bidselet. Børsspillerens søn, der på engelsk maner hæver sig fra sin traver ved hvert skridt og fatter sin engelske ridepisk om midten, løfter på hatten ved hendes nik. Nu hilser hun på en mand, som suser forbi i en londonsk jagtvogn; hans livréklædte tjener sidder bag ved ham med korslagte arme; - Det er den højbårne efterkommer af en hollandsk gartner, hvis kålhave, der nu er dækket af mursten og kalk, er blevet til et »gods« med fyrstelige indtægter. Nu klinger en tone i den bløde, varme luft, og trukket af fyrige forspand jager køreklubbens vogne forbi med livréklædte kuske og tjenere og med en mængde passiarende mennesker; for disse mennesker er livet med dets kredsløb af baller, sekskaber, teatre, kurmageri og lystture en eneste helligdag, hvor overmættelse ville gøre tiden lang, dersom der ikke stadig kunne findes på ny adspredelse. 
     Hvor forskellig er ikke denne strålende verden fra den verden, som de andre lever i - den gamle kone, der i den snavsede sidegade fra morgen til aften sidder ved sit lille oplag af æbler og sukkergodt - de unge piger, som hele dagen står bag disken eller ved væven, som time efter time sidder bøjet over symaskinen, eller som om aftenen kommer ud og lusker omkring på rov i gaderne! 
     En jernbanekonge overgiver sit riges store provinser til statholderes omsorg og rejser selv til Europa. En anden lader, uden hensyn til, hvad det koster, sin ny stålyacht udstyre til en rejse rundt om jorden - for det tilfælde, han skulle få lyst til en sådan rejse. En tredje vil ikke rejse udenlands - han har hver dag alt for travlt med at opkøbe sin »lille gamle jernbane«. Andre menneskelige væsener samles hver søndag eftermiddag hos hans velærværdighed kaffe-med-rundstykke-præsten og lytter til hans prædiken for at få deres skærv. Og på bænkene på de åbne pladser sidder mennesker, i hvis skumle, sløvede ansigter energiens ild og håbets lys er slukt - vagabonder og drukkenbolte, det itubrudte, rådne menneskelige drivtømmer, vort samfunds pariaer. 
     Jeg vandrer en aften gennem Broadvay, og ved det pragtfulde udskænkningslokale, der ejes af ham, som dræbte Jim Fisk, møder jeg en skikkelig fyr, som jeg for flere år siden havde kendt i Californien, da han ikke havde mere end to dollars at rasle med. Nu er det anderledes. Han tager en hel bunke sedler op af lommen for at betale de 35-cents cigarer, vi tænder os. Han bor i det kostbareste af Broadways hoteller; hans klæder er syet hos Blissert, og han synes, at Delmonico's så at sige er det eneste sted, hvor man kan få et anstændigt måltid mad. Han fortæller om nogle »store ting«, han er kommet med i, og han taler om millioner, som om det var legetøj. Hvis der i det hele taget er lidt fart i en mand, siger han, er det lige så let at have med store ting at gøre som med små, og de mænd, der spiller de store kort i det høje spil, er slet ikke dygtigere end andre mennesker, når man kommer dem på nært hold og tager mål af dem. Som nu med politik, siger han, det er ikke andet end spørgsmålet om, hvem der skal have embederne. Korporationerne råder i landet og vil fremdeles råde, og den mand er et fjols, der ikke er på deres side. Og folket, hvad ved det, og hvad bryder det sig om! Pressen regerer folket, og kapitalen regerer pressen. Bedre at jage med hundene end at blive jaget med harerne! 
     Vi skilles, og som jeg drejer ned ad gaden, er der en anden bekendt, der hilser på mig, og da det, han siger, begynder at interessere mig, følger jeg med ham; at sinke ham ville være synd, da han skal på arbejde kl. 2 næste morgen. Han har været ved at prøve at læse »Fremskridt og Fattigdom«, siger han; men han må tage den i små bidder, og børnene laver så megen støj i hans to små stuer - hans kone tør ikke lade dem gå på gaden, hvor de lærer så meget slet - så at det er meget vanskeligt for ham at forstå visse stykker af bogen. Han er bagersvend, men han har en forholdsvis god stilling; han arbejder i en restaurant og kun 12 timer om dagen. De fleste bagere må arbejde 14-16 timer, siger han. Nogle af de steder, hvor de arbejder, ville man få ondt, hvis man ikke var vant til det, og selv den der er vant til det, må hvert øjeblik have fri og må drikke, hvis han skal holde det ud. I nogle bagerier bruges gode produkter, siger han; men så må der tages høje priser, som kun rige folk kan betale. De fleste steder må man sigte maddikerne fra melet, og smørret er altid harsk. Han står i en fagforening, og han søger at få alle bagersvende med i den; men de, som arbejder længst og altså trænger hårdest til at komme med, er de vanskeligste at få fat i; deres lange arbejdstid gør dem sløve og tager hele humøret fra dem. Han havde prøvet at få sig en forretning selv, og han og hans kone havde spinket og sparet, til de havde samlet nogle få hundrede dollars, og så åbnede de en lille butik. Men han havde ikke penge nok til at købe sig en andel i melselskabet - et samvirkende forbund af bagermestre, der skaffer medlemmerne varer til laveste pris -; han kunne derfor ikke konkurrere, mistede sine penge og måtte igen tage arbejde som svend. Han ser slet ingen udvej til at komme ud af det, siger han; somme tider synes han, at han lige så godt kunne være træl. Hans familie bliver større, og det bliver dyrere at underholde den. Hans husleje var blevet sat 2 dollars op fra 1. maj. Hans kone gjorde ophævelser overfor viceværten og sagde, at de ikke tjente mere, og at det var blevet dyrere at leve. Viceværten svarede, at han kunne ikke gøre ved det; ejendommen var steget i værdi; der måtte lægges på lejen. Grunden til, at folk klagede over huslejen, var den, at de levede for overdådigt og syntes, at alt, hvad andre havde, det måtte de også have. Folk kunne leve og blive stærke og fede af den bare havregrød. Dersom de ville nøjes med det, skulle de se, at det var let nok at svare huslejen. 
     Der er en sådan rejsen over Atlanterhavet, at det er vanskeligt, selv måneder i forvejen, at få billetter. I de fine, rummelige huse i de fashionable gader vil man nu snart stænge dørene, når herskaberne rejser til Europa, til badestederne eller til bjergene. »Nu har alle forladt byen«, vil man sige. Å nej, dog ikke alle! Mange hundrede tusind mennesker - Brooklyns beboere ikke medregnet bliver tilbage for at vansmægte i den hede sommertid. De myldrende lejekaserner vil ikke blive stænget; hvert vindue og hver dør vil stå åbne for at indfange det svageste pust af luft. De snavsede gader vil myldre af urenligt liv, genlyde af lurvede børns leg - det er børn, der aldrig har set en grøn mark eller hørt en bølges brus, undtagen måske når godgørenheden gav dem en udflugt. Trætte mødre vil søge at berolige deres vantrevne småbørn, der hulker og jamrer hele deres lille liv hen af mangel på sund næring og frisk luft; og nedværdigelse og elendighed, der kryber i skjul vinteren igennem, kommer til syne alle vegne. 
I en by som denne er nogle menneskers verden lige så forskellig fra andres som Jupiter kan være fra Mars. Der er verdener, som vi lukker vort øje for og ikke tåler at tænke på, endnu mindre at se, men hvor der alligevel lever menneskelige væsener - verdener, hvor lasten indtager dydens plads, hvorfra ethvert håb, både om dette liv og det tilkommende, synes at være aldeles udelukket - umenneskelige, disharmoniske, pinefulde helveder af slethed og lidelse. 
     »Hvorfor skriger de om brød?« spurgte den naive franske prinsesse, da brølet fra den rasende, hungrende hob genlød gennem slotsgården i Versailles; »Når de ikke har brød, hvorfor spiser de da ikke kager?« 
     Og dog var hun slet ikke tåbeligere end andre tåbelige, den yndige prinsesse, som aldrig i sit liv havde lært, at man ikke kan få kager bare ved at bede om dem. »Hvorfor er de fattige ikke sparsommelige og dydige og kloge og mådeholdne?« hører man spørge, hvor som helst disse emner drøftes i salonerne. Hvad er dette andet end den franske prinsesses spørgsmål? Sparsommelighed, dyd, visdom og mådehold er ikke fattigdommens frugter. 
     Men det var nu ikke så meget dette jeg her ville tale om, som om den trøstefulde opfattelse, der går som en rød tråd gennem den gængse tanke og tale, at den verden, som vi, det nittende århundredes kristne amerikanske mænd og kvinder, lever i, i det mindste med hensyn til den sociale ordning noget nær er sådan, som den Almægtige har tænkt sig, den skulle være. 
     Nogle siger det rent ud, andre med omsvøb. Men under en eller anden form læres det stadig. Selv den moderne opfindsomheds vidundere har hos en højst indflydelsesrig del af samfundet næppe rokket den tro, at en bedring af samfundsforholdene er umulig. Mennesker, som for få år siden drev spot med den tanke, at dampvogne skulle kunne drives frem over jorden og dampskibe over havet, tror nu villigt på de mest forbavsende amerikanske opfindelser. Men den, som mener, at samfundet kan forbedres, den, som mener, at fattigdom og havesyge kan drives ud af verden, han bliver stadig i kredse, der gør sig til af deres kultur og forstandighed, regnet for at være en drømmer, om ikke en farlig sindssyg. Den gamle idé, at alt i den sociale verden er ordnet ved den guddommelige vilje, at det er forsynets uransagelige tilskikkelse, at rigdommen tilfalder nogle få, og at fattigdommen falder i de manges lod, at nogle er herskere og andre trælle, er ved at tabe sin kraft. Men en anden idé, som tjener det samme formål, er ved at træde i stedet: det fortælles os i videnskabens navn, at den eneste bedring, som er mulig, foregår gennem en langsom raceudvikling, hvis drivkraft er den voldsomme kamp for tilværelsen. Jeg læste for nylig i et »Tidsskrift for civilisation«, skrevet af en mand, der er gået over fra at prædike det, han kaldte kristendom, til at docere det, han kalder socialøkonomi, at »kun de udvalgte af racen har hævet sig til det punkt, hvor fornuft og samvittighed lige netop kan tøjle de lavere drifter«, og for så godt som os alle er grænsen for, hvad vi kan opnå her i livet, i bedste tilfælde: at leve vort liv til ende, at betale vor gæld, at sætte 3-4 børn i en stilling, der er lige så god som deres faders, og dermed få regnskabet til at »balancere«. Overfor »menneskevenner« og dem, som vil »hjælpe de fattige«, viser han den samme hån som den, de skriftkloge og farisæerne for atten hundrede år siden viste overfor en »afskyelig« samfundsreformator, som de til sidst korsfæstede. 
     Det, der ligger til grund for sådanne teorier, er den egenkærlighed, som modsætter sig enhver prøvelse af adkomsten til de ved griskhed vundne rigdomme, og det ubehag og den ulyst, som de velstillede føler, når de skal tænke sig nogen anden verden end den, de ser med deres egne øjne. 
     At »den ene halvdel af verden ikke ved, hvorledes den anden halvdel lever«, gælder i langt højere grad for den øverste end for den nederste halvdel. Vi ser hellere på det, som er behageligt, end på det, som er ubehageligt. Butiksjomfruen fryder sig over Lord de Maltraver's og Lady Blanche's elskovseventyr, akkurat som børn uden en øre i lommen står og stirrer på konditorens vinduer, som sultne mennesker drømmer om gæstebud, og som fattige mennesker nyder beretninger om letvunden rigdom. Og social lidelse er som oftest stum. De velklædte går ad hovedgaden; men de lasede sniger sig om ad sidegaderne. Man lytter til, hvad den velklædte mand har at sige, medens den samme mand i pjalter bliver puffet væk. De, som har mest grund til at være tilfreds med tilstanden, som den er, dem er det, man hører gennem pressen, i kirken, i skolen, og dem er det, der skaber den gængse opfattelse, at den verden, som vi, Amerikas kristne i den sidste halvdel af det nittende århundrede, lever i, er omtrent så god, som Skaberen (hvis der er en skaber) har tænkt sig, den skulle være. 
     Men se ud over jorden! Alle vegne er civilisationens skønhed, glans og ynde bygget på menneskeliv, der er trykket ned i elendighed og demoralisation. 
Jeg vil ikke tale om Tyskland og Frankrig og England. Men se bare her, hvor europæisk kultur blomstrer på et nyt fastlands fri mark, hvor der hverken er konger eller store stående hære eller rester af lensvæsenets trældom, hvor den nationale tilværelse begynder med en højtidelig erklæring om ligelige og uafhændelige menneskerettigheder! Jeg klipper følgende ud af et dagblad, nærmest på må og få, thi jeg søger ikke efter de mørkeste skygger: 
     »Margaret Hickey, 30 år gammel, kom for nogle dage siden hertil fra Boston med et syv uger gammelt barn. Hun søgte at få arbejde, men det lykkedes hende ikke. Lørdag aften lagde hun barnet ned i en kælder i 42. Gade, Vest, nr. 226. Ved midnat meldte hun sig på hovedpolitistationen og sagde, at hun havde mistet sit barn i den 43. Gade. Imidlertid havde en betjent fundet barnet. Moderen blev holdt fast indtil i går morges, da hun blev ført for Yorkville-retten og sendt til »øen« i 6 måneder«. 
     Morgen og aften, dag ud og dag ind, kan man i disse fredens og velmagtens tider i dagspressen læse sådanne notitser eller notitser, der er meget værre. Vi er så vant til dem, at de slet ikke vækker opmærksomhed eller fremkalder kommentarer. Vi ved, hvilken skæbne der venter den 30-årige Margaret Hickey og hendes 7-ugers barn, som skal til »øen« i seks måneder. Bedre var det både for dem og for samfundet, om de simpelthen blev druknet, som man drukner en unyttig kat og en skabet killing. Men så almindelige er disse smånotitser, at vi løber hen over dem, som vi løber hen over en meddelelse om, hvor mange duer der er blevet skudt ved en duejagt, og vi giver os så til at læse om »livet i den fine verden«, om den sidste ny opera eller det sidste ny skuespil, om de villaer, der er optaget for sæsonen i New Port eller Long Branch, om millionærens skilsmisse eller om det sidste store underslæb, om hvorledes Heber Newton skal udstødes af den episkopale kirke, fordi han siger, at Salomos højsang er et kærlighedsdrama, og at historien om Jonas og hvalfisken er en poetisk udsmykning, eller om, hvorledes den store sag, som det amerikanske folk næste år skal strides om, er det republikanske partis fjernelse fra magten. 
     Jeg læste forleden dag i en Brooklyn-avis om nogle ligsynsmænd, der var sammenkaldt for, som loven bød, at undersøge omstændighederne ved et 2 dage gammelt barns død. I det usunde værelse var der intet andet end en itubrudt stol, en elendig seng og en tom whiskyflaske. På sengen lå en ung hjælpeløs pige, det lille barns moder; over stolen hang i drukken sløvhed en mand - hendes fader. »De rædselsslagne ligsynsmænd«, stod der i beretningen, »afgav deres kendelse i overensstemmelse med kendsgerningerne og forlod stedet så hurtigt som muligt«. Ja, således vender vi os fra disse rædsler. Hvortil har vi politibetjente og arrester, fattighuse og godgørende foreninger! 
     Ikke des mindre sender vi missionærer til hedningelandene; og jeg læste forleden dag, hvorledes man skaffer pengemidler til de missionærer, der sendes ud til hinduerne for at prædike Kristi evangelium efter baptistisk opfattelse, ved at udnytte forskellen mellem den amerikanske dollar og den indiske rupi; dette gøres under ledelse af fromme mænd, som sidder hjemme og administrerer foretagendet. Og dog, hvor er der mellem sydpolen og nordpolen et hedningefolk, der kan fremvise så nedværdigende og forvrængede menneskelige væsener som dem, der findes i den såkaldte kristne civilisations midtpunkter, der, hvor man har en sådan ærefrygt for guds altseende øjne, at man, når man vil drikke om søndagen, går ind i værtshusene ad bagdøren? Hvilken vild folkestamme, der aldrig har set en missionær, kan opvise mage til hjerteløse vederstyggeligheder som dem, der afsløredes ved undersøgelsen af Tewksbury fattiggård? »Småbørn plejer ikke at leve længe her,« sagde man til en bondekone, der kom dertil med et hittebarn. Og det var rigtignok sandt. Af 74 børn døde de 73 i løbet af få uger, og deres lig blev for en rund sum pr. dusin solgt til dissektionsbordet. Et 6 måneders barn, som var der i 2 dage, tabte 3 pund i vægt. Og de voksne - nedbrudte mænd og kvinder, som søgte ly der - gik det ikke stort bedre; de blev udplyndret, sultet, slået, lavet til salgbare lig så hurtigt som muligt, alt imens de højagtværdige ledere blev fede og rige og satte de bedste retter og de kosteligste vine frem for besøgende komitémedlemmer. Det ville være at bagvaske umælende dyr at tale om de dyriske grusomheder, som kom for dagens lys ved åbningen af denne kalkede grav. Og dog modtager rigdommens og kulturens og »de høje moralske ideers« repræsentanter i Massachusetts ikke blot disse afsløringer med kulde, men bekæmper bittert den mand, der er fremkommet med dem, som om den utilgivelige synd ligger deri, at sådanne rædsler bringes frem for lyset, og ikke deri, at de finder sted. Det var jo dog kun fattiglemmer! Og jeg læser i Horace Greeley's blad, at »disse fattiglemmers lidelser ikke er værre end den lod, der i almindelighed bliver fattiglemmer til del over hele landet«. 
     Eller se de afsløringer, der sidste vinter fandt sted overfor et rigsdagsudvalg, afsløringerne af det barbari, der øves i New Yorks statsfængsler! Systemet er endnu ikke blevet ændret; ikke en funktionær er blevet afskediget. Den tro, som råder i vort samfund, er øjensynlig den, som jeg finder udtrykt i et »Tidsskrift for civilisation« af en agtværdig professor ved Yale-universitetet: »Forbryderen har ikke noget som helst krav overfor samfundet. Spørgsmålet om, hvad der skal gøres ved ham, er kun et spørgsmål om, hvad der er det nemmeste!« Jeg gad vide, om vore hedningemissionærer nogen sinde læser amerikanske blade! Jeg er dog vis på, at de ikke læser dem for hedningerne. 
     Bagved alt dette ligger der social sygdom. Forbrydere, fattiglemmer, skøger, kvinder, som forlader deres børn, mænd, som dræber sig selv af fortvivlelse over kampen for brødet, store hære af tiggere og tyve - alt dette beviser, at der er store klasser af mennesker, som finder det vanskeligt selv med det hårdeste slid at skaffe sig et hæderligt og tilstrækkeligt udkomme. Det er der også. »Der er,« sagde en højesteretsdommer i New York for nylig til mig, »en stor klasse - jeg var lige ved at sige et flertal - af New Yorks og Brooklyns befolkning, der lige netop slår sig igennem, og for hvem det at opføde to børn til uundgåeligt vil sige det samme som at opføde en dreng til forbedringshuset og en pige til bordellet.« Af en beretning om velgørenhedsarbejdet i New York, en beretning, som ikke nær omfatter alle de betydelige foreningers virksomhed, fremgår det, at 36.000 familier har fået understøttelse, og man har regnet ud, at hvis alle de huse i New York, som bebos af forbrydere og folk, der modtager fattighjælp, blev lagt ved siden af hverandre, ville de danne en gade, som var 35 kilometer lang. En enkelt velgørenhedsforening i New York understøttede sidste vinter 300 skrædderfamilier. Skræddernes arbejdsløn er så ringe i den tid, de arbejder, at de, når arbejdet slipper op, må tigge, stjæle eller sulte. 
     Og denne tingenes tilstand er ikke indskrænket til hovedstaden. Statistikeren ved arbejdsbureauet i Massachusetts siger, at lønarbejdernes fortjeneste (når de mindreåriges fortjeneste fraregnes) er mindre end det, det koster at leve, at i de fleste tilfælde underholder arbejdsmanden ikke sin familie ved sin egen arbejdsløn alene, og at fædre nødes til at regne med, at deres børn indtjener mellem en fjerdedel og en tredjedel af familiens indkomster, idet et barn under 15 år kan øge familiens indtægt med mellem en ottendedel og en sjettedel af den samlede indtægt. Frøken Emma E. Brown påviser, hvorledes forældre tvinges til at omgå de love, der forbyder udnyttelse af børns arbejdskraft, og i Pennsylvanien, hvor en sådan lov er blevet vedtaget, læser jeg om, hvorledes arbejderne på en fabrik, tvungne af den samme nødvendighed, har besluttet at boykotte en købmand, fordi en slægtning af ham havde meldt, at børn under 13 år arbejdede i fabrikkerne fra kl. 6 om aftenen til kl. 6 om morgenen, alt imens en mand havde den bestilling at holde dem vågne ved hjælp af en tamp. 
     Den er en dåre, der siger i sit hjerte, at der er ingen Gud. Men hvad skal vi kalde den mand, der siger, at med en verden som denne byder Gud os at være tilfredse? 
SAMFUNDSSPØRGSMÅL
Indhold
Kapitel  1: 
Kapitel  2 
Kapitel  3 
Kapitel  4 
Kapitel  5 
De sociale spørgsmåls voksende betydning
Politiske farer 
Den kommende forøgelse af det sociale tryk 
To modsatte retninger
Koncentrationens fremmarch
Kapitel  6 
Kapitel  7 
Kapitel  8
Kapitel  9 
Kapitel 10
Fejlen i de nuværende sociale vilkår
Er denne verden den bedste af alle mulige verdener?
Vi kunde alle være rige
De første grundsætninger
Menneskerettigheder
Kapitel 11 
Kapitel 12 
Kapitel 13 
Kapitel 14 
Kapitel 15 
Affald fjernes
Overproduktion
Ledig arbejdskraft
Maskinernes virkninger
Slaveri og slaveri
Kapitel 16 
Kapitel 17 
Kapitel 18 
Kapitel 19 
Kapitel 20 
Statsgæld og indirekte beskatning
Regeringens opgaver . 
Hvad vi må gøre
Den første store reform 
Den amerikanske landmand 
Kapitel 21 
Kapitel 22
By og land
Slutning
Til::
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George
  2. Oversigt - Henry George's værker
  3. Oversigt - Samfundsspørgsmål
Opdateret d. 25.3.2002