SAMFUNDSSPØRGSMÅL

Af Henry George

Kapitel 8.     Vi kunne alle være rige

 
Opdagelser og opfindelser fødes af ro, 
af materielt velvære, af frihed. 
Lad disse goder blive alle mennesker til del, 
og ingen vil kunne ane, hvilket herredømme over naturen mennesket kan opnå. 
     Ordene »rig« og »fattig« bruges naturligvis ofte i relativ betydning. Mellem irske bønder, der holdes nede på sultegrænsen på grund af den afgift, som pines ud af dem, for at jorddrotterne kan leve et overdådigt liv i London og Paris, vil »en kone med tre køer« blive regnet for rig, medens i millionærkredse en mand med kun 500.000 dollars regnes for en fattig mand. Nu kan vi naturligvis ikke alle blive rige i den forstand, at vi får mere end andre; men når folk siger, som de så ofte gør, at vi ikke alle kan blive rige, eller når de siger, at vi altid må have fattige iblandt os, bruger de ikke ordene i den relative betydning. Med »de rige« mener de dem, der har nok eller mere end nok til at tilfredsstille alle rimelige ønsker, og med »de fattige« mener de dem, der ikke har dette. 
     Men hvis ordene bruges i denne betydning, erklærer jeg mig uenig med dem, der siger, at vi ikke alle kan blive rige, dem, der siger, at i det menneskelige samfund må der altid være fattige. Jeg mener naturligvis ikke, at vi alle kan holde en stab af tjenere, eller at vi alle kan overstråle hverandre i henseende til klæder, til udstyr, til overdådighed ved baller og middagsselskaber, til pragtfulde boliger. Det ville være en selvmodsigelse. Hvad jeg mener, er dette, at vi alle kunne have fritid, hygge og overflødighed, ikke alene af livsfornødenheder, men endog af det, som regnes for elegance og luksus. Det er ikke min mening at sige, at fuldkommen lighed kunne opnås eller ville være ønskelig. Det er ikke min mening at sige, at vi alle kunne få eller ville ønske at få den samme mængde af alle rigdommens forskellige goder. Men jeg påstår, at vi alle kunne have rigdom nok til at tilfredsstille rimelige ønsker, at vi alle kunne have så mange af de materielle goder, vi nu kæmper for, at ingen ville føle trang til at plyndre eller bedrage sin næste, at ingen skulle gå og plages om dagen eller ligge vågen om natten af angst for at blive fattig eller af grublen over, hvordan han skal blive rig. 
     Synes dette at være en utopisk drøm? Hvad ville folk for 50 år siden have tænkt om den, der kom og fortalte dem, at det er muligt at sy ved dampkraft, at rejse over Atlanterhavet på 6 dage og over fastlandet på 3, at få en meddelelse, der er afsendt fra London ved middagstid, udleveret i Boston 3 timer før middag, at høre i New York, hvad en mand siger i Chicago? 
     Har du nogen sinde set en flok sultne svin få en spand æde? - Det er det menneskelige samfund, som det er. 
     Har du nogen sinde set et selskab af velopdragne mænd og kvinder sidde til bords ved en god middag, ikke med gramsen eller skubben eller slugvorenhed, men således, at hver især tager hensyn til de andre og hjælper dem, fordi han ved, at han selv vil få sin appetit tilfredsstillet? - Det er det menneskelige samfund, som det kunne være. »Fanden tage den bageste!« er mottoet for vor tids såkaldte civiliserede samfund. Vi lærer tidligt at »sørge for nr. 1«, for at nr. 1 ikke skal lide noget; vi lærer tidligt at snappe fra andre, for at vi ikke selv skal komme til at trænge. Frygten for fattigdom får os til at beundre rigdommen; derved udvikles der griskhedsvaner, og vi får det ynkelige syn at se, at mennesker, som allerede har mere, end de på nogen måde kan bruge, slider og slæber og kæmper for at øge deres gods, lige til de står på gravens rand - den grav, som, hvad den end ellers fører til, i hvert fald fører til adskillelse fra al jordisk ejendom, hvor stor denne så end er. 
     Forgæves oplæser man i pragtfulde kirker på den dertil udpegede søndag lignelsen om den rige mand og den fattige Lazarus. Hvad kan det nytte at gøre dette i kirker, hvor man ville byde den rige mand velkommen, men sætte Lazarus på døren? Så længe fattigdommen opsluger de bageste, er det forgæves, at præsterne prædiker om de riges forfængelighed. Men den rasende kamp ville høre op, når frygten for fattigdom var ude af verden. Da, og ikke før, vil en sand kristen civilisation være mulig. 
     Og kan dette ikke ske? 
     Vi er så vant til fattigdom, at vi selv i de højest stående lande regner den for de store massers naturlige lod og finder, det er en selvfølge, at selv under vor højeste civilisation må en mængde mennesker savne det, der er nødvendigt for at leve et sundt liv, og at det store flertal end ikke ved det hårdeste slid kan opnå mere end et fattigt og knebent udkomme. Der er socialøkonomiske professorer, som lærer os, at denne tingenes tilstand er et resultat af sociale love, som det er ørkesløst at klage over! Der er religionslærere, som prædiker, at det er de vilkår, som den alvise, mægtige skaber har tiltænkt sine børn! Hvis en arkitekt byggede et teater således, at kun en tiendedel af tilskuerne kunne se eller høre noget, ville man kalde ham en kludrer og en fusker. Hvis en mand gjorde gilde, men kun skaffede så lidt mad, at ni tiendedele af gæsterne måtte gå sultne bort, ville vi kalde ham et fæhoved eller det, som værre er. Og dog er vi blevet så vant til fattigdommen, at endog forkynderne af det, der går for at være kristendom, lærer os, at den store verdensbygmester, om hvis dygtighed hele naturen bærer vidnesbyrd, har lavet et sådant fuskerarbejde ud af denne verden, at de allerfleste af de menneskelige væsener, han har sat til at leve i den, ved selve de vilkår, han har givet dem, er fordømt til nød og lidelse og umenneskeligt slid, som ikke giver nogen lejlighed til udvikling af åndelige evner - må tilbringe deres liv i en hård kamp for i det hele taget at kunne leve. 
Alligevel må enhver, som bruger sine øjne, kunne se, at hvilken årsag fattigdommen end har, naturens karrighed er det ikke, må kunne se, at det er blindhed eller gudsbespottelse at antage, at Skaberen har fordømt menneskemasserne til slid og slæb for kun at opretholde livet. 
     Har nogle mennesker ikke nok til at kunne leve et anstændigt liv, har så ikke andre langt mere, end de virkelig trænger til? Hvis der ikke er rigdom nok til, at enhver kan få rigeligt, er det da, fordi vi har nået grænsen for rigdomsfrembringelse? Er al vor jord i brug? Er alle vore arbejdere i virksomhed? Bliver al vor kapital udnyttet? Tværtimod. Hvorhen vi end vender os, ser vi det mest utrolige spild af uproduktive kræfter - kræfter så mægtige, at hvis de fik frit spillerum, ville rigdomsfrembringelsen blive så umådelig, at der ville blive mere end nok til alle. I hvilken produktionsgren er produktionsgrænsen nået? Er der en eneste rigdomsartikel, som vi ikke kunne frembringe langt mere af, end vi gør? 
     Når den store masse af New Yorks indbyggere er sammenpakket i lejekasernernes usunde værelser, så er det ikke, fordi der ikke er ledige jordlodder nok i og omkring byen til, at hver familie kan få sit eget hjem. Når nybyggere drager til Montana og Dakota og Manitoba, så er det ikke, fordi der ikke er uhyre strækninger af uopdyrket jord nærmere ved befolkningscentrene. Når landmænd må afgive fjerdedelen, tredjedelen eller endog halvdelen af deres afgrøde for at kunne få jord at dyrke, så er det ikke, fordi der ikke, selv i vore ældste stater, er store masser af jord, som ingen dyrker. 
     Så sandt er det, at fattigdommen ikke skyldes den manglende evne til at frembringe mere rigdom, at man jo fra alle sider hører, at produktionsevnen overstiger evnen til at finde et marked, og at der stadig er fare for, at der snarere skal blive produceret for meget end for lidt. Opretholder vi ikke høje toldsatser, og holder vi ikke ved hver eneste havn en hel hær af toldembedsmænd af frygt for, at folk fra andre lande skal overvælde os med deres varer? Står ikke en stor del af vore maskiner stadig stille? Er der ikke, selv i de såkaldte gode tider, en umådelig mængde arbejdsløse mennesker, som gladelig ville arbejde og frembringe rigdom, hvis de bare kunne få lejlighed dertil? Hører vi ikke, selv nu, fra alle sider om de vanskeligheder, som den formelige overflod af produktionsevne volder, og om sammenslutninger, der har til formål at indskrænke produktionen? Kulproducenterne slutter sig sammen for at begrænse deres produktion; jernværker er blevet lukket eller arbejder med halv kraft; spritfabrikanter har vedtaget at indskrænke deres produktion til det halve af, hvad de er i stand til at frembringe; sukkerfabrikanter vil indskrænke til 60 pct.; papirmøller standser driften een, to eller tre dage om ugen; sækkelærredsfabrikanterne har nylig på et møde vedtaget at lukke fabrikkerne, indtil den nuværende overforsyning på markedet er gået stærkt nedad; mange andre fabrikanter har gjort det samme. Skotøjsfabrikkerne i New England kan, siges der, når de arbejder for fuld kraft, i løbet af 6 måneder forsyne alle De Forenede Stater for 12 måneder; gummivarefabrikkerne kan levere dobbelt så meget, som markedet kan tage imod. 
     Denne tilsyneladende overproduktion, denne tilsyneladende overflod af produktiv kraft, går gennem alle virksomhedsgrene og viser sig over hele den civiliserede verden. Lige fra brombær, bananer eller æbler til glasspejle og oceandampere er der ikke en ting til menneskers bekvemmelighed, som ikke kunne produceres i langt større mængde end nu, uden at produktionen af nogen anden vare formindskedes derved. 
     Så åbenbart er dette, så at mange mennesker tænker, taler og skriver, som om det gale ligger deri, at der ikke er arbejde nok til os alle. Vi lever i en stadig angst for, at andre nationer skal gøre noget af det arbejde for os, som vi selv godt kan gøre, og for at hindre dem deri, omgærder vi os med en toldtarif. De, der, som man siger, »skaffer arbejde«, lovprises som offentlige velgørere. Vi taler altid, som om denne »skaffen arbejde«, denne »given noget at bestille«, var den største velgerning, der kunne øves imod samfundet. Lytter man ret meget til, hvad der siges og skrives, får man let den opfattelse, at årsagen til fattigdommen er den, at der ikke er arbejde nok til så mange mennesker, og at hvis skaberen havde gjort fjeldet hårdere, jorden mindre frugtbar, jern lige så sjældent som guld og guld lige så sjældent som diamanter, eller hvis det hændte noget tiere, at skibe sank og byer brændte - så ville der være mindre fattigdom, fordi der da ville være mere arbejde at gøre. 
     Londons overborgmester siger til en deputation af arbejdsløse, at der ingen brug er for deres arbejde; der er ingen anden udvej for dem end at gå til fattiggården eller at udvandre. Den engelske regering sender arbejdsdygtige mænd og kvinder bort fra Irland for at slippe for at føde dem som fattiglemmer. Selv her i Amerika er der altid mange - i dårlige tider en uhyre mængde - mennesker, som alvorligt søger efter arbejde, søger efter lejlighed til at give arbejde for de ting, der frembringes ved arbejde. 
     Måske er der ikke noget, som tydeligere viser, hvilke vældige produktionskræfter der stadig går til spilde, end den kendsgerning, at den mest blomstrende tid for alle grene af menneskelig virksomhed, som vort land har oplevet, var borgerkrigsårene, da vi måtte underholde store flåder og hære, og millioner af vor industridrivende befolkning var optaget af at skaffe dem »formue« til uproduktivt forbrug eller til hensynsløs ødelæggelse. Det kan ikke nytte, at nogen vil tale om disse blomstrende tiders falske velstand. Hovedmassen af folket levede virkelig bedre, gik bedre klædt, fandt det lettere at få livsopholdet og havde mere luksus og flere fornøjelser end i normale tider. Der var mere virkelig, håndgribelig rigdom i nordstaterne ved slutningen af krigen end ved begyndelsen. Heller ikke var det den store udstedelse af papirpenge eller det, at der blev stiftet gæld, som var grunden til denne velstand. Regeringspressen aftrykkede løfter om at betale; den kunne jo ikke trykke skibe, kanoner, våben, føde og klæder. Heller ikke lånte vi disse ting fra andre lande eller »fra efterslægten«. Vore statspapirer begyndte ikke at gå til Europa før slutningen af krigen, og det ene slægtleds mennesker kan lige så lidt låne fra et senere slægtled, som vor jords beboere kan låne fra beboerne af en anden planet eller et andet solsystem. Den formue, som vore flåder og hære brugte og ødelagde, kom fra den daværende formuemængde. Vi kunne have ført krigen uden at udstede en eneste obligation, hvis vi, da vi ikke veg tilbage for at tage den eneste forsørger fra hustru og børn, heller ikke var veget tilbage for at tage rigdommen fra de rige. 
     Vore hære og flåder blev underholdt, den vældige uproduktive og ødelæggende brug af rigdom blev holdt gående ved hjælp af den arbejdskraft og den kapital, der da virkede i produktionens tjeneste. Og nu gik det således, at den efterspørgsel, som krigen fremkaldte, opildnede de produktive kræfter til en sådan virksomhed, at krigens umådelige udsugelse ikke alene opvejedes, men nordstaterne endog blev rigere. Det spild af arbejdskraft til frem- og tilbagemarch, til gravning af skyttegrave, til opbygning af jordværker, til udkæmpning af slag, og det spild af rigdom, som blev opslugt af vore hære og flåder, beløb sig ikke til så meget som det stadige spild, der har sin grund i, at arbejdskraft og maskiner ikke udnyttes eller kun delvis udnyttes. 
     Det er klart, at dette uhyre spild af produktionskraft ikke skyldes fejl i naturlovene, men en dårlig samfundsordning, som nægter arbejdet adgang til de naturlige arbejdsmuligheder og berøver arbejderen den løn, der med rette tilkommer ham. Det er tydeligt, at oversvømmelsen på markederne ikke kommer af overproduktion, da der jo er så mange, der savner de ting, som siges at være »overproducerede«, så mange, der gerne ville give arbejde for disse ting, om de havde lejlighed dertil. Hver dag, der går hen i tvungen lediggang for en mand, som med glæde ville arbejde, hvis han kunne komme til det, betyder så meget mindre i det fond, der skaber en virksom efterspørgsel efter andet arbejde. Hver gang arbejdslønnen bliver skruet ned, betyder det en tilsvarende nedsættelse af den arbejders købeevne, hvis indtægter derved er blevet mindre. Den lammelse, som til alle tider øder produktionsevnen, og som i industrielt trykkede tider volder større tab end en stor krig, kommer af, at det er så vanskeligt for dem, som hellere end gerne ville arbejde for at kunne tilfredsstille deres ønsker, at få lejlighed dertil. Den kan ikke komme af nogen naturlig begrænsning, så længe de menneskelige ønsker ikke tilfredsstilles, og naturen tilbyder mennesket råmaterialet til rigdom. Den må komme af en slet samfundsordning, som tillader monopolisering af de naturlige rigdomskilder, og som frarøver arbejdet dets rette løn. 
     Hvori denne slette ordning består, skal jeg i de følgende kapitler søge at vise. Her ønsker jeg kun at henlede opmærksomheden på den kendsgerning, at produktionsevnen på et kulturtrin som vort er tilstrækkelig til, såfremt vi giver den frit spillerum, at øge rigdomsfrembringelsen så enormt, at der bliver rigeligt til alle - og at påpege, at årsagen til fattigdom ikke ligger i en naturbegrænsning, som vi ikke kan ændre, men i uligheder og uretfærdigheder i fordelingen, som vi fuldkomment er herrer over. 
     Den rejsende, som forlader New york om bord på en atlanterhavsdamper, nærer ingen frygt for, at provianten skal slippe op. De mennesker, som er indehavere af disse dampere, sender dem ikke til søs uden rigelig proviant til alle om bord. Mon han, som skabte denne snurrende klode til bolig for os, skulle have manglet det fremsyn, som et menneske har? Visselig ikke. I jordsmon og i solvarme, i planteliv og i dyreliv, i mineralske årer og i alle de pulserende kræfter, som vi kun lige har begyndt at udnytte, ligger der evner, som vi ikke kan udtømme, - stoffer og kræfter, ved hvis brug menneskelig virksomhed under fornuftens ledelse kan tilfredsstille hvert eneste menneskes materielle ønsker. Der ligger i naturen ingen grund til fattigdom - ikke engang for krøblinge og affældige -; thi mennesket er af naturen et samfundsdyr, og familiehengivenhed og social medfølelse ville, hvor den kroniske fattigdom ikke forvrængede og forråede alt, i rigt mål drage omsorg for dem, der ikke kan sørge for sig selv. 
     Men når vi ikke vil bruge vor medfødte intelligens til at indrette samfundsordningen efter naturens love, - når vi tillader lumpne egoister at monopolisere mere, end de har brug for, når vi tillader styrke og snuhed at udplyndre det ærlige arbejde, da må vi have en vedvarende fattigdom og alle de samfundsonder, som den uundgåeligt fører med sig. Under sådanne vilkår ville der være fattigdom selv i Paradis. 
     »De fattige har i altid hos eder«. Hvis nogen sinde et skriftsted er blevet misbrugt i den ondes tjeneste, så er det dette. Hvor tit er ikke disse ord blevet forvrænget fra deres soleklare mening for at dysse bevidstheden i tilfredshedssøvn overfor menneskelig usselhed og nedværdigelse - for at understøtte den gudsbespottelse, denne fuldstændige fornægtelse af Kristi lære, at det er den alvise og barmhjertige evige Faders vilje, at så mange af Hans skabninger skal være fattige, for at andre af Hans skabninger, dem Han skænkede livets goder, kan have den fornøjelse og den dyd at uddele almisser; »De fattige har i altid hos eder«, sagde Kristus; men hele hans lære tilføjer den indskrænkning: »indtil Guds rige kommer«. I det Guds rige på jorden, det retfærdighedens og kærlighedens rige, som han lærte sine disciple at kæmpe for og bede om, skal der ikke være fattige. Men skønt troen på dette rige, håbet om det og kampen for det er noget af det væsentligste i Kristi lære, findes de stærkeste modstandere og forhånere af tanken om dets mulighed dog iblandt dem, der kalder sig kristne. Underlige ideer om guddommen har de, nogle af disse kristne, som regner sig for rettroende og yder bidrag til hedningers omvendelse. En meget rig, rettroende kristen sagde for nylig til en avisreferent, da et stort arbejde, som skal have indbragt ham flere millioner, var fuldført: »Det guddommelige forsyn har i høj grad været med os. Jernet har aldrig været så billigt før, og arbejdskraft har været en ren godtkøbsvare på markedet.« 
     At vi til trods for alle store fremskridt dog har de fattige iblandt os, dem, som uden egen skyld må savne sunde og gode livsvilkår, det er vor fejl, vor skam. Kan nogen, som bruger sine øjne, undgå at se, at det kun er uretfærdigheden, som afspærrer de naturlige muligheder for arbejdet, frarøver producenten frugten af hans flid og hindrer os alle i at blive rige? Tænk på, hvilke umådelige produktionskræfter der nu går til spilde! Tænk på den store mængde uproduktive forbrugere, som underholdes på producenternes bekostning - rigmændene, lapsene, de mildest talt unyttige embeds- og bestillingsmænd, lommetyvene, indbrudstyvene, bondefangerne, de højagtværdige tyve, som driver deres forretning indenfor lovens grænser, den store hær af jurister, tiggere, fattiglemmer og tugthusfanger, monopolister, spekulanter og spillere af enhver art! Tænk på, hvor megen intelligens, energi og kapital der bliver ofret, ikke på at frembringe rigdom, men på at tilrive sig rigdom! Tænk på det spild, der er en følge af konkurrence, som ikke øger velstanden, og af love, der lægger bånd på produktion og omsætning! Tænk på, hvordan menneskelige kræfter forringes ved utilstrækkelig føde, ved usunde boliger, ved at arbejde under forhold, som avler sygdom og forkorter livet! Tænk på, hvordan drikfældighed og sløseri følger i fattigdommens spor! Tænk på, hvordan den uvidenhed, som avles af fattigdom, formindsker produktionen, og hvordan den last, der avles af fattigdom, fører til ødelæggelse! Og hvem kan da tvivle om, at vi under uretfærdige samfundsforhold alle kunne være rige? 
     De rigdomsfrembringende kræfter, som ville blive fremtryllet under en samfundstilstand, som hvilede på retfærdighed, en samfundstilstand, hvor rigdommen tilfaldt dem, som frembragte den, og hvor fattigdommens fjernelse også havde fjernet den frygt, den grådighed og de lyster, som udspringer af fattigdommen - kan vi kun have en uklar forestilling om. Så vidunderlige som dette hundredårs opdagelser og opfindelser har været, så øjensynligt er det, at vi kun har begyndt at fatte, hvilket herredømme det er givet ånden at opnå over stoffet. Opdagelser og opfindelser fødes af ro, af materielt velvære, af frihed. Lad disse goder blive alle mennesker til del, og ingen vil kunne ane, hvilket herredømme over naturen mennesket kan opnå. 
     Det er ikke nødvendigt, at nogen fordømmes til ensformigt slid; det er ikke nødvendigt, at nogen skal savne den velstand og den tid og ro, som muliggør udviklingen af de evner, der hæver mennesket op over dyrene. Husk på, at det ikke er muskelkraften, der er fremskridtets drivkraft, den kraft, som underlægger sig naturen og frembringer rigdom! Ved at gøre mennesker til maskiner spilder vi de højeste evner. Allerede i vort samfund er der en begunstiget klasse, som ikke har nødig at sørge for dagen i morgen - hvad de skal spise, hvad de skal drikke, og hvormed de skal klæde sig. Og mon Kristus ikke var mere end en drømmer, da han sagde til sine disciple, at i det retfærdighedens rige, som han lærte dem at arbejde og bede for, kunne dette blive alles livsvilkår? 
SAMFUNDSSPØRGSMÅL
Indhold
Kapitel  1: 
Kapitel  2 
Kapitel  3 
Kapitel  4 
Kapitel  5 
De sociale spørgsmåls voksende betydning
Politiske farer 
Den kommende forøgelse af det sociale tryk 
To modsatte retninger
Koncentrationens fremmarch
Kapitel  6 
Kapitel  7 
Kapitel  8 
Kapitel  9 
Kapitel 10
Fejlen i de nuværende sociale vilkår
Er denne verden den bedste af alle mulige verdener?
Vi kunde alle være rige
De første grundsætninger
Menneskerettigheder
Kapitel 11 
Kapitel 12 
Kapitel 13 
Kapitel 14 
Kapitel 15 
Affald fjernes
Overproduktion
Ledig arbejdskraft
Maskinernes virkninger
Slaveri og slaveri
Kapitel 16 
Kapitel 17 
Kapitel 18 
Kapitel 19 
Kapitel 20 
Statsgæld og indirekte beskatning
Regeringens opgaver . 
Hvad vi må gøre
Den første store reform 
Den amerikanske landmand 
Kapitel 21 
Kapitel 22
By og land
Slutning
Til:
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George
  2. Oversigt - Henry George's værker
  3. Oversigt - Samfundsspørgsmål
Opdateret d. 25.3.2002