SAMFUNDSSPØRGSMÅL

Af Henry George

Kapitel 19.  Den første store reform 

 
--
den reform, som vil gøre alle andre reformer lettere, den reform, uden hvilken ingen anden reform nytter noget, (opnås) ved
at sammenfatte alle andre skatter i en skat på jordens værdi og gøre denne skat så stor, at hele jordrenten så nær som muligt inddrages til fælles formål.
Den første store reform
     Vi kan gøre, hvad vi vil, vi kan dog ikke udrette noget virkeligt og varigt, før vi tilsikrer alle mennesker den første af de ligelige og uafhændelige rettigheder, som i overensstemmelse med uafhængighedserklæringens ord af Skaberen er givet ethvert menneske - den ligelige og uafhændelige ret til at bruge og nyde naturens gaver. 
     Der er mennesker, som altid søger at finde en mellemvej mellem ret og uret - mennesker, som, hvis de så en mand blive halshugget med urette, ville påstå, at det rigtige ville være at hugge hans fødder af. Det er den slags folk, som, når de begynder at få øjnene op for jordspørgsmålets betydning, foreslår i Irland og England at bruge sådanne midler som officiel fastsættelse af jordafgiften og indførelse af selvejendom, og i De Forenede Stater at tilbageholde de offentlige jorder, som endnu haves, til virkelige nybyggere og at sætte en vis grænse for jordejendommenes størrelse. 
     Intet som helst kan opnås ved sådanne spagfærdige og ulogiske forholdsregler. Dersom vi vil helbrede en samfundssygdom, må vi gå til ondets rod. 
     Det nytter ikke at tale om at tilbageholde det, vi endnu har af offentlig jord, til virkelige nybyggere. Det vil kun være at låse stalddøren af, efter at hesten var stjålet, og selv om det ikke var, ville det alligevel ikke nytte noget. 
     Det nytter ikke at tale om at sætte grænser for, hvor megen jord en mand må eje. Selv om dette lod sig gøre, ville det være unyttigt og ville ikke afhjælpe vanskeligheden. At eje en halv hektar jord i en by kan give en mand større rådighed over andres arbejde end at eje et halvt hundrede tusind hektar jord i en tyndt befolket egn, og det er aldeles umuligt ved noget lovgivningspåfund at hindre sammenhobning af ejendom, så længe de almindelige årsager, der uimodståeligt virker i retning ad ejendomssammenhobning, ikke røres. Så længe arbejdslønnen har tilbøjelighed til at holde sig nede ved sultegrænsen, kan vi ikke standse den tendens, som al slags ejendom har til at sammenhobe sig, og arbejdslønnen vil vedblivende holde sig nede, indtil alle har fået ligelig ret til deres lands jord. Vi kan lige så lidt afskaffe det industrielle slaveri ved at sætte en grænse for jordejendommenes størrelse, som vi kunne afskaffe menneskeslaveriet ved at sætte en grænse for, hvor mange slaver en enkelt slaveholder måtte eje. I begge tilfælde ville hindringer af denne art, for så vidt de i det hele taget kunne komme til at virke, kun gøre vanskelighederne ved urettens afskaffelse større, idet de ville øge den klasse af mennesker, som ville modsætte sig afskaffelsen. 
     Der er ingen vej udenom. Hvis vi vil frelse republikken, inden den sociale ulighed og den politiske demoralisation har nået det punkt, da der ikke længer er nogen frelse mulig, må vi håndhæve uafhængighedserklæringens grundtanke og gøre jorden til menneskenes fælles ejendom. 
     Dersom der synes at være noget underligt i den tanke, at alle mennesker har ligelig og uafhændelig ret til at bruge jorden, er det kun, fordi vanen kan gøre os blinde overfor de mest åbenbare sandheder. Slaveri, flerkoneri, menneskeæderi, fladtrykning af børns hoved eller klemning af deres fødder synes fuldkomment naturlige ting for dem, der er opdraget, hvor sådanne sæder og skikke findes. Men i virkeligheden står intet i stærkere modstrid med menneskets naturlige opfattelse end dette, at jorden behandles som noget, enkeltmand kan eje på samme måde, som han ejer ting, der er frembragt ved arbejde. Det er kun hos en meget lille brøkdel af de folk, der har levet på jorden, at tanken om at gøre selve jorden til privat ejendom har vundet hævd; og den har heller ikke vundet hævd uden som følge af længe øvet selvtægt, tyranni og bedrageri. Tanken nåede en høj udvikling hos romerne, som derved demoraliseredes og ødelagdes. Det tog mange menneskealdre for den at bane sig vej iblandt vore forfædre, og den nåede faktisk ikke til fuld godkendelse førend for 200 år siden, i Karl den Andens tid, da et godsejerparlament afrystede lenspligterne. Vi optog tanken, ligesom vi har optaget vor hærs og flådes aristokratiske organisation og mange andre ting, som vi slavisk har indført efter europæisk skik og brug. Da der var jord nok, og befolkningen var spredt, tænkte vi ikke på, hvad det ville sige, når vi i to-tre byer opnåede samme folkemængde, som der var i alle de tretten kolonier tilsammen. Men det er på høje tid, at vi begynder at tænke over det nu, da vi trods vore fri politiske institutioner står over for alle de problemer, der truer Europa, da vi, skønt vor jomfruelige jord endnu ikke er helt indgærdet, allerede har en »arbejderklasse«, en »forbryderklasse« og en »fattigmandsklasse«, da republikken har tusinder af såkaldte fri borgere, som ikke, selv ved det hårdeste slid, kan tjene brødet til deres familie, og da vi på den anden side er ved at udvikle så mægtige formuer, som verden aldrig har set, siden storgodserne åd hjertet ud af Rom. 
     Hvad kan være mere bagvendt end det at behandle jorden som enkeltmands ejendom? I alle væsentlige henseender er jorden forskellig fra de ting, som, fordi de er frembragt ved menneskeligt arbejde, med rette kan kaldes ejendom. Jorden har Gud skabt, de andre ting har menneskene frembragt. Af jord er der en vis mængde; mængden af andre ting kan øges i det uendelige. Jorden er til, alt imens slægtled efter slægtled kommer og går; de andre ting hentæres i løbet af kort tid og går atter over til at blive grundstoffer. Hvad kan være mere urimeligt, end at et menneske, som en dags tid er »lejer« på denne rullende klode, indsamler jordrente af sine medlejere eller for en vis pris sælger dem det, der har været her hundreder af år før hans tid og vil vedblive at være her hundreder af år efter hans tid? Hvad kan være mere meningsløst end det, at vi, der bor i New York i det herrens år 1883, skal arbejde for en flok jorddrotter, som har deres myndighed til at leve af vort arbejde fra en eller anden engelsk konge, der er død og borte for flere hundrede år siden? Hvad kan være mere tåbeligt, end at vi, de nuværende beboere af De Forenede Stater, skulle vove at overdrage enten vore egne folk eller fremmede kapitalister retten til at frarøve det næste slægtled af amerikanske borgere deres arbejdsudbytte? Hvad kan være mere ravgalt end disse beviser på uindskrænket adkomst til jord? Selv om alle jordens mennesker i eet slægtled slog sig sammen, kunne de lige så lidt sælge ejendomsretten til jord på det næste slægtleds bekostning, som de kunne sælge det næste slægtled. Det er, som Thomas Jefferson sagde, en selvindlysende sandhed, at jorden med brugsret tilhører de levende. 
     Heller ikke kan man bygge noget forsvar for det private jordeje på det grundlag, at det er det mest hensigtsmæssige. Tværtimod; man kan se, hvorhen man vil, og det viser sig tydeligt at den private jordejendomsret holder jord ude af brug, at den spekulation, som den avler, sammentrænger befolkningen, hvor den burde være mere spredt, og spreder den, hvor den burde være mere samlet, at den bringer dem, der gerne ville bygge og forbedre, til at afgive en stor del af deres kapital eller til at pantsætte deres arbejde i årevis, inden de kan få lov til at bygge og forbedre på jorden, at den hindrer mennesker, som med glæde ville arbejde for egen regning, i at gøre dette, idet den hober dem sammen i en konkurrence på liv og død om den løn, der er at få hos arbejdsgiverne, og at den mægtigt hæmmer formuefrembringelsen, samtidig med at den volder den groveste ulighed i formuefordelingen. 
     Ingen påstand kan være mere ugrundet end den, der evindelig fremføres, at udelukkende ejendomsret til jorden er nødvendig for at få den forbedret og rigtig udnyttet. Det, der er nødvendigt for at få jorden udnyttet på bedste måde, er sikkerhed for forbedringen - vished om, at det arbejde og den kapital, der ofres på jorden, skal få sin løn. Dette er noget helt andet end absolut ejendomsret til jord. Nogle af de skønneste bygninger i New York er opført på lejet grund. Næsten hele London og andre engelske byer og store dele af Philadelphia og Baltimore er bygget på samme måde. Allehånde bjergværker igangsættes og drives på lejemål. I Californien og Nevada blev den allerkostbareste bjergværksdrift, der krævede indsats af umådelige kapitaler, sat i værk uden nogen bedre sikkerhed end den, der var givet i bjergværks-regulativerne, og disse gav ingen ejendomsret til jorden, men gav kun garanti for besiddelse, så længe som driften blev vedligeholdt. 
     Når skakter kan graves, tunneler bores og det kostbareste maskineri opstilles på jord, som er i offentligt eje, alene imod sikkerhed for besiddelsen, hvorfor skulle da ikke alle mulige slags forbedringer kunne udføres imod samme sikkerhed? Når nogen ville bruge og forbedre jord, som tilhører andre, hvorfor skulle de da ikke ville bruge og forbedre jord, som tilhører hele folket? 
Sandheden er, at hvis jorden behandledes som hele folkets fælleseje, ville den langt snarere blive forbedret, end den nu bliver; thi da ville den, som forbedrede den, selv få hele udbyttet af forbedringerne. Under det nuværende system virker den pris, der må betales for jorden, som en mægtig hæmsko på forbedringer. Og når jordbrugeren har skaffet sig jord, enten til købs eller til leje, må han svare skat af de forbedringer, han laver, og desuden på mange måder svare tunge afgifter af alt, hvad han bruger. Blev jorden behandlet som hele folkets ejendom, ville jordrenten, som da tilfaldt samfundet, være tilstrækkelig til offentlige formål, og al anden beskatning kunne bortfalde. Jordbrugeren ville lettere kunne få jord at bruge, og han ville selv beholde hele fordelen af sine skattefri forbedringer. 
     At give alle borgere deres lige ret til den jord, de bor på, ville ikke, som visse uvidende mennesker synes at mene, sige at enhver skal have en jordlod, og at byjorderne skal udstykkes i små bidder. Det ville være umuligt at sikre alle mennesker deres ligelige ret på den måde, selv om en sådan deling ikke i og for sig var umulig. I et lille primitivt samfund med uudviklet værkflid og tarvelige livsvaner som det, Moses var lovgiver for, kan lighed i det væsentlige tilvejebringes ved at tildele hver familie en ligelig del af jorden og gøre den uafhændelig. Blandt sådanne folk som vore uciviliserede forfædre i Vesteuropa, eller i så primitive samfund som landsbykommunerne i Rusland eller Indien, kan lighed i det væsentlige også sikres ved periodisk udskiftning af jorden eller ved dyrkning i fællesskab. I sparsomt befolkede egne, som f. eks. New Englands kolonier i deres første dage, kan ligheden i det væsentlige hævdes ved at tildele hver enkelt familie sin bylod og sin agerlod og lade resten være bymark eller alminding. Men i en højt civiliseret og hurtigt voksende befolkning med skiftende centre, store byer, yderliggående arbejdsdeling og et direkte produktions- og omsætningssystem ville sådanne simple indretninger blive virkningsløse og umulige. 
     Skal vi da finde os i uligheden? Skal vi da finde os i, at nogle mennesker monopoliserer det, der er alles fælles arv? Aldeles ikke. Dersom to mennesker finder en diamant, går de ikke til en stenskærer for at få den delt i to dele. Dersom tre brødre arver et skib, giver de sig ikke til at save det i tre stykker, og heller ikke falder det dem ind at mene, at når dette ikke kan lade sig gøre, er en ligelig deling umulig. Der er andre udveje til at hævde samtlige ejeres rettigheder til en jernbane end den at dele skinner, lokomotiver, vogne og banegårde i lige så mange småstykker, som der er aktiehavere. Således er det også unødvendigt for at hævde ligeretten til jorden at foretage en ligelig deling af den. Det eneste, det er nødvendigt at gøre, er at inddrage jordrenten til fælles bedste. 
     For at inddrage jordrenten til fælles bedste er det heller ikke nødvendigt, at staten virkelig tager jorden i besiddelse og lejer den ud fra år til år eller for længere tidsrum ad gangen, som visse uvidende mennesker tror. Det kan gøres på en meget simplere og lettere måde ved hjælp af det forhåndenværende beskatningsmaskineri. Alt, hvad der er nødvendigt at gøre, er at afskaffe alle andre skatter end grundværdiskatten, indtil skattebyrden hviler på jordens værdi uden hensyn til forbedringer, og inddrage jordrenten til det offentlige bedste. 
     På denne simple måde kan vi uden at øge regeringsmaskineriet gøre jorden til folkets fælleseje; ja, regeringsmaskineriet vil endog kunne blive meget enklere derved. Og ved at gøre dette kan vi afskaffe alle andre skatter, og endda have et stort og stadigt stigende overskud - et voksende fællesfond, som alle kan nyde deres del af, og som alle vil have en så direkte og almindelig interesse af at varetage, at der ville være den stærkeste garanti imod uretmæssig tilegnelse eller spild. Under dette system ville ingen have råd til at lade jord ligge ubenyttet hen, og adgangen til jord, som ikke var i brug, ville blive åbnet for dem, der gerne ville have jord at bruge. Derved ville arbejdsmarkedet øjeblikkelig lettes og produktion og forbedringer få et mægtigt fremstød; og den jord, der er i brug, ville komme til at svare en afgift efter sin værdi uden hensyn til de forbedringer, som brugeren måtte udføre på den. Af disse forbedringer ville han ikke komme til at svare nogen skat. Alt, hvad han ved sit arbejde ville kunne øge den almene velstand med, alt, hvad han ved sin klogskab ville kunne få tilovers, ville være hans eget, og han skulle ikke som nu betale bøde deraf. Den hellige ejendomsret ville således blive hævdet, idet enhver selv ville komme til at høste frugten af sin flid. 
     Praktisk taget opnås altså den største, den mest fundamentale af alle reformer, den reform, som vil gøre alle andre reformer lettere, den reform, uden hvilken ingen anden reform nytter noget, ved at sammenfatte alle andre skatter i en skat på jordens værdi og gøre denne skat så stor, at hele jordrenten så nær som muligt inddrages til fælles formål. 
    For den, der aldrig nøjere har overvejet sagen, vil det synes latterligt at foreslå en simpel indtægtsomlægning som den største og mest vidtrækkende af alle reformer. Men den, som har fulgt den tankerække, jeg i de foregående kapitler har søgt at drage, vil se, at det simple forslag rummer den største af alle sociale revolutioner. Den revolution, der nedbrød det gamle enevælde i Frankrig, eller den, der tilintetgjorde slaveriet i sydstaterne, er i sammenligning med denne revolution for intet at regne. 
     I en bog som den nærværende, der er beregnet på tilfældige læsere, som ikke har nogen særlig trang til at følge den strenge tankegang, der er nødvendig for at påvise den fuldkomne forbindelse mellem denne tilsyneladende simple reform og de økonomiske love, kan jeg ikke lægge dens fulde virkekraft for dagen, men jeg må pege på nogle af dens mest iøjnefaldende virkninger. 
Inddrages jordrenten til offentlig brug ved hjælp af beskatning, kan det lade sig gøre at afskaffe al den skat, der nu tynger så hårdt på arbejde og kapital. Dette ville i høj grad øge formuefrembringelsen, idet hindringer fjernedes, og produktionsiveren fremmedes. 
     Samtidig ville jordrentens inddragen mægtigt øge formuefrembringelsen ved at åbne adgangen til naturens rigdomskilder. Den ville aldeles tilintetgøre jordmonopolet, idet den ville gøre det ufordelagtigt for andre at have jord end dem, der udnyttede jorden. Ingen ville fristes til at holde jord henliggende i håb om fremtidig værdistigning, når det var afgjort, at denne værdistigning ville blive inddraget i form af skatter. Ingen ville have råd til at lade værdifuld jord henligge øde, når skatterne på den var lige så store, som de ville være, om den var fuldt udnyttet. Jordspekulationen ville således blive fuldstændig udryddet, og jord, som ikke var i brug, ville stå til fri rådighed for dem, der ønskede at bruge den. 
     Den vældige stigning i produktionen, som ville indtræde, når der blev lukket op for de naturlige midler og muligheder for produktion, og når samtidig den skat, der nu hæmmer og hindrer og mulkterer produktionen, fjernedes, ville i høj grad øge det samlede årlige fond, hvorfra alle indkomster drages. Formuefordelingen ville derved også blive langt mere ligelig. Den store del af dette fond, som jordejerne nu tager, ikke som vederlag for nogen produktionsydelse, men fordi de har tilegnet sig de naturlige midler og muligheder for produktion - denne store del, der, efterhånden som de materielle fremskridt fortsættes og jordværdierne øges, stadig bliver større og større, ville faktisk blive delt imellem alle, idet den ville blive brugt til fælles formål. Når hæmmende bånd på arbejdet fjernes, og alle de naturlige muligheder for arbejde åbnes, vil arbejdet få frihed til at tage fat for egen regning. Arbejdet, al rigdoms frembringer, ville aldrig kunne blive »en usælgelig vare på markedet«, så længe noget ønske om nogen slags formue endnu var utilfredsstillet. Når de naturlige muligheder for sysselsættelse åbnedes for alle, ville man ikke se det syn, at arbejdsvillige mennesker forgæves søger efter arbejde. Der ville da ikke være noget overskud af ledig arbejdskraft til at fremkalde den morderiske indbyrdes konkurrence om arbejdet, hvorved arbejdslønnen tvinges ned til det lavmål, som livet lige kan opholdes ved. I stedet for den ensidige konkurrence mellem arbejderne om at finde arbejde ville arbejdsgiverne komme til at konkurrere med hverandre om at få arbejdere. Der ville da ingen brug være for sammenslutninger med det formål at højne eller opretholde arbejdslønnen; thi i stedet for stadig at synke nedad til det mindst mulige, som arbejderne kan opholde livet ved, ville lønnen stadig stige opad til det mest mulige, som arbejdsgiverne kunne byde. Arbejderen ville således i stedet for en brøkdel af sin arbejdsfortjeneste få det fulde vederlag for sit arbejde og kun overlade arbejdsgiveren den yderligere fortjeneste, som med rette tilkommer ham for hans dygtighed, hans fremsyn og hans kapitalindsats. 
     Den udligning af formuefordelingen, der således ville blive følgen, ville fremkalde en meget stærk sparelyst og i høj grad øge den produktive kraft. Samfundet ville spare alt det, som lediggang, fattigdom og forbrydelse, der avles af fattigdom, nu koster. Det øgede liv i arbejdet og den øgede intelligens hos mængden, som ville følge af den ligelige formuefordeling, den stærkere spore til opfindsomhed og til brugen af bedre fremgangsmåder, som ville følge af arbejdslønnens stigning, ville tilsammen drive produktionen et mægtigt skridt fremad. 
     Afskaffelsen af alle skatter undtagen en skat på jordværdien ville på een gang gøre regeringsmaskineriet meget enklere og regeringsudgifterne meget mindre. En hel hær af toldembedsmænd, skatteopkrævere, afgiftsindsamlere, ligningsmænd, kontorister, bogholdere, spioner, opdagere og bestillingsmænd af alle mulige slags ville kunne undværes. De demoraliserende virkninger af indirekte beskatning ville blive udryddet af vor politik. De ringe og sammenslutninger, som nu er interesserede i at opretholde beskatningen, ville høre op med at yde pengebidrag til demoralisering af vælgerne og til underhold for deres korridorpolitikere, som skal belejre lovgivningsmagten. Vi ville slippe af med det snyderi, den bestikkelse og det kryberi, som nu følger med indsamlingen af en stor del af vore offentlige indkomster. Vi ville slippe af med den demoralisation, der skyldes love, som forbyder handlinger, der dog i sig selv er uskyldige, og som påbyder straf for »forbrydelser«, som den moralske sans ikke fordømmer, love, som byder en vedvarende præmie til dem, der snyder. »Jorden ligger uden for døren. Den kan ikke skjules eller bortføres. Dens værdi kan både lettere og nøjagtigere fastslås end værdien af noget som helst andet, og skatter af denne værdi kan indkasseres med fuldkommen sikkerhed og med de mindst mulige omkostninger. At lade jordværdierne bære hele den offentlige indkomstbyrde ville være ensbetydende med at forenkle styret og udelukke fordærvelseskilden i den grad, at vi trygt kan overlade regeringen at administrere telegraf og jernbane og trygt kunne bruge det stigende overskud til at skaffe os sådanne fællesgoder og sådanne offentlige bekvemmeligheder, som den fremadskridende civilisation måtte kræve. 
     Og når man tænker på, hvad der er muligt i retning af fællesanliggendernes forvaltning til fælles bedste, er den store simplificering af styret, som ville følge af den reform, jeg har foreslået, ikke det eneste, der er at fæste sin opmærksomhed på, men også den højere moralske tone, samfundslivet ville få ved livskårenes ligeliggørelse og fattigdommens afskaffelse. Griskheden efter rigdom, som gør det til et forretnings-valgsprog, at ethvert menneske skal behandles, som om han var en kæltring, og som næsten gør det umuligt til offentlige tillidsposter at finde mænd, som ikke vil misbruge deres stilling til egennyttige formål, er kun et udslag af frygten for fattigdom. Mennesker træder hverandre ned i vild angst for selv at blive trådt ned, og den beundring, som selv den samvittighedsløse pengepuger er genstand for, udspringer af en tankegang, der avles af den hårde tilværelseskamp, som de fleste af os er nødt til at ofre vore bedste kræfter på. Men når ingen ængstedes for at komme til at lide nød, når hvert menneske følte sig vis på, at han havde evne til at skaffe sig selv og sin familie et rigeligt og uafhængigt udkomme, ville hin folkelige beundring, som nu sporer endog den rige mand til stadig at øge sin rigdom, vende sig imod andet end det at tjene penge. Man ville da lære at regne den mand, som stræbte efter at få mere, end han kunne bruge, for en dåre - det, han jo i virkeligheden er. 
     Den, som har færdedes iblandt mennesker uden at se, at egennytte, griskhed, last og forbrydelse for en stor del skyldes samfundsforhold, som fremmer de slette egenskaber hos menneskenaturen og hæmmer de gode - uden at se, at der selv nu iblandt menneskene er fædrelandskærlighed og dyd nok til at sikre os den bedst mulige forvaltning af offentlige anliggender, når kun vore sociale og politiske indretninger sætter os i stand til at udnytte disse egenskaber - han må kun have øje for det, der er lavt og slet. Hvem har ikke kendt fattige mennesker, som man trygt kunne betro utalte millioner? Hvem har ikke kendt rige mennesker, som nærede den inderligste samfølelse med deres medmennesker, den varmeste hengivenhed for alt, hvad der kunne tjene til disses vel? Se på vore velgørenhedsvirksomheder, de være nok så håbløst ude af stand til at udrette noget varigt godt! De viser i det mindste, at der eksisterer en uselvisk medfølelse, som, hvis den ledes ind i det rigtige spor, er i stand til at bære de rigeste frugter. 
Det er ikke bare en indtægts- og udgiftsreform, jeg foreslår; det er en tilpasning af de vigtigste samfundsindretninger efter naturens love. For dem, som aldrig har tænkt over sagen, synes det måske formasteligt at sige, at det er Skaberens åbenbare hensigt, at jordværdierne skal danne grundlaget for beskatning, og at jordrenten skal bruges til hele samfundets bedste. Men for alle dem, der virkelig tænker over det, vil det ikke være mere formasteligt end at sige, at Skaberen har villet, at menneskene gå på deres fødder og ikke på deres hænder. 
     Mennesket drives af sine instinkter og sine fornødenheder til at danne samfund. Det således dannede samfund har visse krav og visse hverv, som der skal bruges indtægter til. Disse fornødenheder og hverv øges med den sociale udvikling og kræver større og større indtægter. Erfaring og eftertanke, om ikke vor instinktive opfattelse, lærer os imidlertid, at der er en naturlig måde at tilfredsstille enhver naturlig fornødenhed på. Er da det menneskelige samfund en del af naturens orden, hvad det sikkert er, må dette gælde lige så vel de sociale som de individuelle fornødenheder, og der må da være en naturlig eller rigtig beskatningsmåde, ligesom der er en naturlig og rigtig måde at gå på. 
     Vi ved med vished, at den naturlige eller rigtige måde at gå på for menneskets vedkommende er at gå på fødderne og ikke på hænderne. Vi ved dette med vished, fordi fødderne er indrettet til gang, men hænderne ikke, fordi legemets øvrige organer er fri til at udføre deres rette hverv, når man går på fødderne, derimod ikke, når man går på hænderne, fordi et menneske let, bekvemt og hurtigt kan gå på fødderne, medens det selv ved den største øvelse ikke kan opnå andet end at gå klodset, møjsommeligt og langsomt på hænderne. På samme vis kan vi vide, at den naturlige og rigtige måde at skaffe indkomster på, de indkomster, som samfundets fornødenheder kræver, er at gøre det ved en beskatning af jordværdierne. Jordværdien er efter sin natur og ved sine forhold indrettet til beskatning, ligesom fødderne efter deres natur og ved deres forhold er indrettet til gang. Jordværdi*) opstår kun, når samfundsudviklingen når dertil, at trangen til offentlig eller fælles indkomst begynder at føles. Den øges, efterhånden som samfundsudviklingen skrider fremad, og større og større indkomster derfor bliver nødvendige. Beskatning af jordværdierne formindsker ikke som andre beskatningsmetoder den enkeltes lyst til at producere og spare sammen; tværtimod, den giver de frembringende kræfter fuldkommen frit spillerum og hindrer dannelsen af hæmmende bånd på produktionen. Den avler ikke monopoler og volder ikke nogen uretfærdig ulighed i formuefordelingen, som andre skatter gør; tværtimod, den virker til at nedbryde monopolerne og ligeliggøre formuefordelingen. Den kan opkræves med større sikkerhed og mindre omkostning end nogen anden skat. Den afføder ikke den omgåelse, demoralisation og uredelighed, der flyder af andre skatter. Kort sagt, den opfylder alle økonomiske og moralske krav. Hvad kan være i bedre overensstemmelse med retfærdigheden end dette, at jordværdien, som ikke er skabt ved den enkeltes arbejde, men opstår ved samfundets tilstedeværelse og vækst, inddrages af samfundet til samfundsfornødenhedernes tilfredsstillelse. 
*)Det må stadig huskes, at værdi er noget helt andet end nyttighed. At sammenblande disse to forskellige begreber volder megen fejltagelse og vildfarelse. Der er ikke noget, det være sig i øvrigt nok så nyttigt, der har værdi, før nogen er villig til at give arbejde eller arbejdsprodukter i bytte for det. 
     Da jeg i et af de foregående kapitler søgte at fremmane en verden, hvori naturmaterialet og naturmulighederne var lige så fri som luften, udtalte jeg, at en verden som den, vi lever i, er den bedste for mennesker, som vil bruge den intelligens, der er givet dem. Således er det åbenbart. Selve de love, som gør, at social uretfærdighed avler ulighed, lidelse og nedværdigelse, er i og for sig velsignelsesrige. Alt dette onde er vrangsiden af det gode, som kunne være til. 
Mennesket er mere end et dyr. Og jo mere vi overvejer indretningen af den verden, vi lever i. Des klarere ser vi, at den er indrettet på at udvikle noget mere end det dyriske liv. Dersom formålet med denne verdens tilværelse kun var at sætte menneskedyret i stand til at æde og drikke og skaffe sig gode klæder og godt husly i de få dage, det lever, da ville en verden omtrent som den, jeg søgte at fremtrylle, være den bedste. Men hensigten med denne verden er i det mindste for menneskets vedkommende åbenbart at udvikle de moralske og intellektuelle evner mere end de dyriske. Hvad enten vi ser på mennesket selv eller på dets forhold til den natur, der omgiver det, kan vi ikke undgå at føle den store sandhed, der ligger i hine djærve ord af de hebraiske skrifter: »Mennesket er skabt i Guds billede«. 
     For mennesket som dyr kunne det synes mere bekvemt, at alle de materielle ting, som det har brug for, kunne frembringes lige godt på alle punkter af jordens overflade; men hvorledes ville det, om så var, have hævet sig op over dyrets stade. Som vi ser af den sociale udviklings historie, har handelen været og er fremdeles den store civilisator og opdrager. De tilsyneladende uendelige forskelligheder i jordens ydeevne på de forskellige steder af jordoverfladen fører til den produktionsombytning, der danner den virksomste hindring for menneskenes afsondring fra hverandre, idet den nedbryder fordomme, øger kundskaben og udvider tanken. Både naturens forskelligheder, der tilsyneladende tiltager med vort kendskab til naturkræfterne, og de enkelte menneskers samfunds forskelligheder, der på lignende måde tiltager med den sociale udvikling, fremkalder evner og vækker glæder, som aldrig kunne opstå, dersom mennesket var blevet stillet som en okse midt i en uendelig kløvermark. »Guds internationale lov«, som vi med vort toldvæsen fører kamp imod, - så kortsynet er mennesket i sine egennyttige fordomme - er den lov, der ildner det åndelige og moralske fremskridt, den lov, der fremkalder civilisationen. 
     Og ser vi på jordrentefænomenet, åbenbarer det os ligeledes en af hine skønne og velsignelsesrige tillempelser, i hvilke menneskesjælen mere end i noget andet finder vidnesbyrd om den uendelig større sjæl og ser glimt af arbejdsmesteren. 
     Jordrenteloven er denne: Efterhånden som de enkelte mennesker samler sig i samfund, og samfundet vokser, idet det samtidig mere og mere fuldstændigt optager sine enkelte medlemmer i sig og giver de almene interesser og vilkår større og større betydning i forhold til de individuelle, opstår der, foruden den værdi, som de enkelte mennesker kan skabe hver for sig, en værdi, som er skabt af samfundet i sin helhed, og som, idet den knytter sig til jorden, bliver håndgribelig bestemt, beregnelig og tilgængelig. Som samfundet vokser, vokser denne værdi, der udspringer af og er et håndgribeligt udtryk for det, som samfundet i sin helhed bidrager til produktionen, til forskel fra det, som den enkelte ved sin virksomhed bidrager. I kraft af naturens lov - dvs. den side af naturens lov, som det er socialøkonomiens opgave at klarlægge, ligesom det f. eks. er kemiens og astronomiens opgave at klarlægge andre sider af naturlovene - bidrager ethvert socialt fremskridt nødvendigvis til at øge denne fællesværdi, til at øge dette fællesfond. 
     Her er altså noget, som ved naturens lov er lagt til rette for de stigende fornødenheder, der følger med samfundets vækst; her er en naturens tillempning, hvorved samfundets naturlige fremskridt bliver til fremskridt hen imod lighed, ikke hen imod ulighed; her er en midtpunktsøgende kraft, der stræber mod enhed og opvejer den midtpunktflyende kraft, der stræber imod forskellighed. Her er et fond, der tilhører samfundet som helhed, et fond, hvorfra der, uden den med private eller offentlige almisser forbundne nedværdigelse, kan hentes midler til forsorg for svage, hjælpeløse og gamle, hvorfra der kan hentes midler til at tilfredsstille alles fællesfornødenheder i overensstemmelse med de enkeltes fællesret; et fond, ved hvis udnyttelse samfundet, efterhånden som det går fremad, naturligt og lempeligt kan gå over fra den primitive sammenslutning, der kun har forsvar og ordenshåndhævelse for øje, til en samvirkende sammenslutning, hvori de forenede kræfter under ledelse af den forenede intelligens kan give hver især mangfoldige gange mere, end han ved sine egne kræfter ville kunne producere. 
     Ved at gøre jorden til privat ejendom, ved at tillade enkelte mennesker at tilegne sig det fond, som naturen tydeligt har bestemt til brug for alle, kaster vi børnenes brød til griskhedens og vellystens hunde. Vi fremkalder en grundulighed, som i alle retninger avler andre ulighedstendenser. Og som følge af denne forvrængning af guds gode gaver, denne ringeagt og trods mod hans samfundslove opstår lige midt i vor civilisations hjerte disse rædselsfulde og uhyggelige tilstande, som bærer vidne om social råddenskab. 
 
SAMFUNDSSPØRGSMÅL
Indhold
Kapitel  1: 
Kapitel  2 
Kapitel  3 
Kapitel  4 
Kapitel  5 
De sociale spørgsmåls voksende betydning
Politiske farer 
Den kommende forøgelse af det sociale tryk 
To modsatte retninger
Koncentrationens fremmarch
Kapitel  6 
Kapitel  7 
Kapitel  8 
Kapitel  9 
Kapitel 10
Fejlen i de nuværende sociale vilkår
Er denne verden den bedste af alle mulige verdener?
Vi kunde alle være rige
De første grundsætninger 
Menneskerettigheder
Kapitel 11 
Kapitel 12 
Kapitel 13 
Kapitel 14 
Kapitel 15 
Affald fjernes
Overproduktion 
Ledig arbejdskraft
Maskinernes virkninger
Slaveri og slaveri 
Kapitel 16 
Kapitel 17 
Kapitel 18 
Kapitel 19 
Kapitel 20 
Statsgæld og indirekte beskatning
Regeringens opgaver. 
Hvad vi må gøre
Den første store reform 
Den amerikanske landmand 
Kapitel 21 
Kapitel 22
By og land
Slutning
Til:
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George
  2. Oversigt - Henry George's værker
  3. Oversigt - Samfundsspørgsmål
Opdateret d. 25.3.2002