ARBEJDETS KÅR

Af Henry George

Åbent brev til Pave Leo XIII

Kapitel 2.
 
Henry George sammenfatter pavens forsvar for den private jordejendomsret i 8 punkter og gendriver dem et for et.
Ejendomsret til værdien af eget arbejde kan ikke forenes med privat ejendomsret til jord. Thi denne sidste fornægter den første.
Paragrafhenvisninger i teksten er til den engelske udgave af »Rerum Novarum«. Min danske oversættelse heraf har ingen paragraffer/pma.
II
Deres Hellighed vil af den ovenfor givne forklaring se, at den reform, vi foreslår, i lighed med alle andre virkelige reformer, har såvel en etisk som en økonomisk side. Ved at se bort fra den etiske side af sagen og blot drive på vort forslag som en slet og ret skattereform, kunne vi undgå de indvendinger, der skyldes folks sammenblanding af ejendomsret og besiddelse, der gør, at de betragter ejendomsretten til jord som en nødvendig betingelse for brugssikkerhed og ejendomsret til alle forbedringer, der dog i virkeligheden sikres bedre foruden. Alt, hvad vi praktisk set søger at gennemføre, er den hurtigst mulige lovmæssige afskaffelse af alle skatter på arbejdet og dets frugter og den deraf følgende overførelse af hele skattebyrden på den nøgne jords værdi. At fremsætte vore forslag på denne vis ville blot være at fremhæve dem som kloge, offentlige hensigtsmæssige foranstaltninger.
     Der findes da også mange, der kun taler for vore forslag på denne vis, og som, idet de har fået øje for vor plans fortræffelighed, set fra et rent finansstandpunkt, ikke bekymrer sig om andre sider af sagen. Men for dem, der tænker som jeg, er den etiske side af sagen af størst vigtighed. Ikke alene ønsker vi ikke at gå udenom spørgsmålet om den private ejendomsret, men det står for os således, at den heldbringende og vidtrækkende omvæltning, vi arbejder for, er for stor en sag til at gennemføres ved klog afvejelse af personlig fordel, og at den kun kan fuldbyrdes ved den religiøse samvittighedsfølelses hjælp.
     Derfor tragter vi efter religionens dom. Og for denne dom er De, som hoved for den største kristne kirkeafdeling, den mest ophøjede repræsentant.
     Det påhviler os derfor at undersøge de grunde, som De fremfører til støtte for den private jordejendomsret: at bøje os for dem, hvis de er holdbare, og i modsat fald i al ærbødighed at vise Dem, hvori fejlsynet består.
     Vi kunne med glæde tiltræde Deres første sætning: »At vor hovedgrundsætning under vort arbejde for en forbedring af massernes kår må være privatejendomsrettens ukrænkelighed« - om vi blot turde opfatte Dem således, at De tog hensyn til sagens etiske side og altså kun mente den retmæssige privatejendomsret, på samme vis som vi - hvor De taler om ægteskabet som indstifter af Gud - kan forstå, at De herfra undtager alskens utilbørlige ægteskaber. Ulykkeligvis viser andre udtryk, at De tænker på privatejendom af enhver slags, ja endog særlig privatejendomsretten til jord. Denne tankeforvirring og begrebssammenblanding går igennem hele Deres bevisførelse og leder Dem til slutninger, der så langt fra at stemme med Deres forudsætninger endog står i den skarpeste strid med dem, som når De drager den slutning, at da privatejendomsretten til, hvad der er frembragt ved arbejde, er etisk berettiget, må det samme også gælde dens skærende modsætning: ejendomsretten til, hvad Gud har skabt.
     Al privatejendom er ikke af samme art og kan lige så lidt som alle slags ægteskab hvile på et fælles etisk grundlag. At ægteskabet i sin rette skikkelse stemmer med Guds lov, retfærdiggør ikke flerkoneri-, flermands- eller blodskamsægteskaber, der er lovlige i visse lande. Og ligesom der kan være umoralske arter af ægteskab, kan der være umoralsk privatejendomsret. Hvad den enkelte kan eje, eller hvad den enkelte med statens samtykke kan eje, er privatejendom. For juristen, den blotte statstjener, kan dette være tilstrækkeligt, han behøver ikke at gøre forskel, hvor statens love ingen forskel kender. Deres Hellighed derimod er ikke statens, men Guds tjener, moralens vogter. De ved, at som St. Thomas Aquina siger:
     »Den menneskelige lovgivning er kun lov i kraft af sin samklang med sand visdom, altså når den står som udslag af den evige lov. Afviger den fra den rette tænknings vej, må den kaldes uretfærdig. Og i så fald er den slet ingen lov, men en slags vold.«
     At en eller anden slags ejendom tillades af staten, gør den derfor i og for sig ikke etisk forsvarlig. Staten har ofte gjort noget til ejendom, der ikke var det med rette, men i virkeligheden har med vold og rov at gøre. Således har ryggesløse fyrster ofte skænket til deres hofmænd og friller - som salgbar ejendom - landets kirkeembeder med hele deres værdighed og autoritet, deres ret til at forvalte sakramenterne og så fremdeles. Ja, i England kan den dag i dag en hedning eller ateist købe og besidde som lovlig ejendom retten til at vælge menighedens sjælesørger, og værdien af disse legale rettigheder siges at beløbe sig til omtrent 500 Mill. Kr.
     Eller tag et andet eksempel: Blandt oldtidens kulturfolk behandledes og betragtedes slaver overalt som lovlig ejendom, og det samme var tilfældet i Europa længe efter kristendommens almen-antagelse. Ved dette århundredes begyndelse var der ingen kristne nationer, som ikke - i alt fald i deres kolonier - anerkendte ejendomsretten til slaver, og slaveskibe sejlede under kristne flag over havene. For kun lidt over tredive år siden kunne man her i De Forenede Stater ved at købe en mand få samme ejendomsret over ham som over en hest, og i de muhamedanske riger er slaven såvel efter loven som efter sæd og skik sin købers eller jægers ejendom.
     Og dog vil De, der som pave har indlagt Dem fortjeneste ved forsøg på slaveriets udryddelse i dets sidste tilflugtssteder, sikkert ikke hævde, at den etiske berettigelse, som ejendomsretten til, hvad der er frembragt ved arbejde, har, kan gælde eller nogen sinde har kunnet gælde ejendomsretten til slaver.
     Den brug, De på så mange steder i Deres skrivelse gør af det flertydige ord ejendom eller privatejendom, gør ofte Deres mening tvetydig, når man kun læser løsrevne udtalelser. Men læst i sammenhæng er det utvivlsomt, at De med ordet privatejendom forbinder tanken om privat jordejendom. Når jeg tyder Deres mening således, finder jeg, at de grunde, De anfører til forsvar for den private jordejendomsret, er otte. Lad os undersøge dem i den orden, hvori de er fremsat.
1) De hævder da for det første (§ 5), at hvad der er købt og betalt med retmæssig ejendom, er retmæssig ejendom.
Det er klart, at køb og salg ikke kan give ejendomsret, men kun overdrage den. Ejendom, som i sig selv ingen moralsk berettigelse har, får det ikke ved at gå fra sælger til køber.
     Hvis slaven ikke er slavejægerens retmæssige ejendom, er han ejheller slavekøberens. Deres bevisførelse for den private jordejendomsret vil imidlertid lige så godt kunne bruges til forsvar for slaveejendomsretten. For at vise dette behøver man kun i Deres bevisførelse at ændre ordet 'jord' til ordet 'slave'. Den vil da lyde således:
     »Det er sikkert ubestrideligt, at når et menneske giver sig af med frugtbringende arbejde, da er det for at erhverve ejendom til sin egen private rådighed.
     Om nogen udlejer sin arbejdskraft eller flid til andre, da gør han det for til gengæld at få, hvad han har behov til livets ophold, gør det med det bestemte formål at få fuld og lovlig ret ikke blot til sin løn, men også til at anvende denne løn efter behag. 
     Hvis han altså lever sparsommeligt og lægger penge op og køber [en slave] for den, da er [slaven] kun hans løn i en ny form, og følgelig bør den [slave], som en arbejder således har købt, stå lige så fuldt til hans rådighed, som selve den løn, han fik for sit arbejde.«
     Ved således at forandre Deres argument for den private jordejendomsret til et forsvar for ejendomsretten til mennesker gør jeg forøvrigt ingenlunde noget nyt. Her i mit eget fædreland, i min egen tid, var dette argument, at køb gav ejendomsret, det almindelige forsvar for slaveriet. Det lød fra statsmænd og jurister, fra præster og biskopper, og det blev taget for gode varer over hele landet i befolkningens brede lag. Dermed retfærdiggjorde man sig, når man rev hustruen fra sin mand og børnene fra deres forældre; dermed forsvarede man tvangsarbejdet, arbejdernes udbytning og kristne menneskers køb og salg af deres medkristne.
     I ord, næsten enslydende med dem, De benytter, spurgte man: »Her er en fattig mand, som har arbejdet strengt, levet sparsommeligt og anbragt sine sparepenge i nogle få slaver. Vil du virkelig frarane ham hans fortjeneste ved at frigive disse slaver?« Eller man sagde: »Her er en fattig enke; alt, hvad hendes husbond har set sig i stand til at efterlade hende, er nogle få negre, lønnen for hans hårde slid. Vil du virkelig bestjæle enken og de faderløse ved at frigive disse negre?« Og på grund af denne fornuft-forvrængning, denne forveksling af uretfærdig og retfærdig ejendomsret, denne tagen menneskelov for Guds lov, kom der over vort folk en blods- og ilds-dommedag.
     Den samme fejl, som vort folk begik ved at mene, at hvad der i sig selv ikke var retmæssig ejendom, kunne blive det ved køb og salg, den samme fejl er det, De gør dem skyldig i. Ikke alene er det formelt den samme, det er i bund og grund den samme: Den private jordejendomsret er lige så vel som den private slaveejendomsret en krænkelse af den sande ejendomsret. De er forskellige former af det samme ran, tvillingplaner udsprungne af menneskers snedighed og med det formål at sætte den stærke og snu i stand til at unddrage sig den arbejdspligt, Gud har pålagt os, ved at læsse den over på andre.
     Hvad forskel gør det, om jeg blot ejer den jord, hvorpå en anden skal leve, eller jeg ejer manden selv? Er jeg ikke i det ene tilfælde lige så fuldt hans herre som i det andet? Kan jeg ikke tvinge ham til at arbejde for mig? Kan jeg ikke i lige mål tilegne mig hans arbejdes frugt, befale over hans handlinger? Har jeg ikke hals og håndsret over ham? Thi at berøve et menneske jorden er lige så vist at dræbe ham som at berøve ham luft ved at stramme en løkke omkring hans hals.
     Kernen i slaveriet er at give det ene menneske magt til at tilegne sig frugten af det andet menneskes arbejde. Den private jordejendomsret har denne virkning lige så fuldt som det ligefremme slaveri. Slaveejeren må lade slaven beholde nok af sit arbejdsudbytte til livets ophold. Findes der ikke i såkaldte frie lande store skarer af arbejdere, som ikke får mere? Hvor meget mere af deres arbejdsfrugt får landarbejderne i England og Italien, end slaverne fik i vore sydstater? Satte ikke den private jordejendomsret i fordums mere rå tider de europæiske jorddrotter i stand til at forlange deres »førstenats-ret« ved bøndernes bryllupper? Er det ikke den samme yderste skændsel, der endnu i vore dage møder os i udvisket skikkelse i den usædelighed, der affødes af uhyrlig rigdom på den ene side og bundløs fattigdom på den anden.
     Hvad andet bestod slaveriet i Rusland i, end at give til herrerne den jord, hvorpå de livegne var tvungne til at leve? Når en Ivan eller Catherina ønskede at berige deres yndlinge med andres arbejde, gav de dem ikke mennesker, men jordegods. Og når jordtilegnelsen er gået så vidt, at der ingen fri jord er tilbage, som den jordløse kan tage i brug, da træder, uden videre vold, den mere skjulte form af arbejdsrov, som den private jordejendomsret medfører, i stedet for det ligefremme slaveri, fordi den er mere hensigtsmæssig og økonomisk. Thi hvor den hersker, behøver man ikke at indfange slaverne og passe på dem, behøver ikke engang at føde dem, når man ingen brug har for dem. De kommer af sig selv, bedende om lov til at arbejde, og kan afskediges, når man ikke længere har brug for dem. Pisken kan undværes, sult er lige så virksom. Dette er grunden til, at de normanniske erobrere i England og de engelske erobrere i Irland ikke delte befolkningen mellem sig, men jorden. Dette er årsagen til, at de europæiske slaveskibe ikke bragte deres ladning til Europa, men til den ny verden.
     Slaveriet er ingenlunde afskaffet. Endskønt dets groveste form er forsvundet i alle kristne lande, findes det endnu midt i civilisationens hjerte i sin mere skjulte form, og det er voksende. Der er et arbejde at udføre til Guds ære og menneskets frigørelse for andre korsets våbendragere end de krigermunke, som kardinal Lavigerie med Deres velsignelse sender til Sahara. Og dog fremhæver De i Deres skrivelse de samme skingrunde til forsvar af én form af slaveri, som det ligefremme slaveris talsmænd brugte til forsvar for dette. 
     Araberne mangler ikke vid. Deres Helligheds hyrdebrev når viden om. Hvad skal Deres krigermunke svare, dersom de, når de med riflen for brystet af en arabisk slavehandler fordrer frigivelse af hans ynkværdige karavane, mødes med den erklæring, at han købte slaverne for sine sparepenge, og han samtidig fremviser et eksemplar af Deres skrivelse og beviser med Deres egne argumenter, at slaverne følgelig kun er »hans arbejdsløn i en ny form«, og spørger munkene, om de, som er udsendt med Deres Helligheds velsignelse, virkelig har i sinde at berøve ham hans fri ret til at råde over sin arbejdsløn og dermed ethvert håb og mulighed for at øge sit bo og bedre sin livsstilling?
2. Dernæst udtaler De (§ 6-7), at den private jordejendomsret er en naturlig følge af menneskets foruftbegavelse.
Eftersom mennesket er begavet med fornuft og evne til at tænke på fremtiden, må det - siger De - ikke alene kunne erhverve ejendomsret til jordens frugter, men også til jorden selv, så det kan sikre sin fremtid.
     Fornuften og den deraf udspringende forsynlighed er unægtelig menneskets særeje, det, som hæver ham over dyrene og viser, at han, som skriften siger, er skabt i Guds billed. Og som Deres Hellighed påpeger, afføder denne fornuftbegavelse nødvendigvis trang og ret til privatejendomsret over hvad som helst, der frembringes ved tænksomhed og forsynlighed såvel som ved legemligt arbejde. I virkeligheden er disse to sider af menneskets frembringervirksomhed uadskillelige, da alt arbejde kræver fornuftens medvirkning. Det er ved sin fornuft, at mennesket skiller sig fra dyrene ved sin virksomhed som frembringer, på en måde som skaber. I og for sig er dets legemskræfter ringe, de er egentlig kun det nødvendige bindeled mellem tanken og tingene, hvorved den sættes i stand til efter ønske at udnytte naturens stof og kræfter. Det er tanken, fornuften, der er bevægkraften i alt arbejde.
     Alt, hvad mennesket frembringer ved sin tænkeevne og forsynlighed, falder derfor uimodsigelig ind under privatejendomsretten; men den kan ikke udstrækkes til, hvad der er frembragt ved Guds tanke og forsyn!
     Lad mig bruge et billede: Lad os antage, at et rejseselskab drager gennem ørkenen, ligesom israelitterne drog fra Ægypten. De af de rejsende, der havde været så forsynlige at medbringe vand, havde derved erhvervet retmæssig ejendomsret til dette; og når deres uforsynlige rejsefæller vansmægtede i ørkenen, kunne de vel bede om vand af nåde og barmhjertighed, men de kunne ikke kræve det som en rettighed. Thi medens vand i og for sig er en af Guds gaver, skyldes denne vandbeholdning her i ørkenen de mænds forsynlighed, som havde bragt det med sig, og de havde derfor udelukkende ret dertil.
     Men lad os antage, at andre bruger deres omtanke til at ile i forvejen og sætte sig i besiddelse af kilderne og nægte deres rejsefæller adgang til at drikke af disse, med mindre de køber vandet. Ville sådan forsynlighed give nogen virkelig ret?
     Deres Hellighed, det er ikke den forsynlighed, der består i at bringe vand derhen, hvor der er trang dertil, men den forsynlighed, der består i at sætte sig i besiddelse af kilderne, som De forsvarer i Deres forsvar for den private jordejendomsret!
     Lad mig påvise dette noget udførligere, da det måske er umagen værd at imødegå dem, der siger, at dersom den private jordejendomsret ikke er retfærdig, da er ej heller privat ejendomsret til arbejdsprodukterne forsvarlig, eftersom materialet til disse kommer fra jorden. - Ved nærmere eftertanke vil man let kunne indse, at al menneskelig frembringervirksomhed kan sammenlignes med en sådan vandfrembringelse, som ovenfor skildret. Alt, hvad menneskene i virkeligheden udfører, hvad enten de dyrker korn, udsmelter metal, bygger huse eller væver tøj osv., er at omforme eller omflytte, hvad der i forvejen eksisterer. Mennesket kan kun frembringe, kun Gud kan skabe. Da nu de ændringer, som menneskets frembringningsvirksomhed går ud på, så længe de overhovedet består, er knyttet til stof, må der knytte sig privat ejendomsret til alle de ting, hvori arbejdet således indgår, således vil f.eks. vand - der i sin oprindelige form og sted er Guds fællesgave til os alle - ved at blive hentet op fra sit naturlige leje og bragt ud i ørkenen, med rette overgå i den enkeltmands eje, som ved at flytte det har frembragt det dér.
     Men al sådan ejendomsret er i virkeligheden blot en tidsbegrænset besiddelsesret. Thi skønt mennesket kan tage materiale fra naturens forrådskammer og ændre dets form og sted efter ønske, så vil det dog straks begynde at flyde tilbage til dette forrådskammer igen. Jern ruster, stene hensmuldrer og falder ud, og de lettere forgængelige ting varer kun i få måneder eller dage. Medens - så vidt vi kan se - materien er evig og kraften uforgængelig, så vi hverken kan tilintetgøre eller skabe det mindste støvgran, der svæver i en solstråle, eller den svageste kraft, der bevæger et blad, så forsvinder derimod menneskets omflytter- og sammensætterarbejde uafladelig i tidens ustandselige strøm. Derfor vil anerkendelsen af ejendomsret til det stof, der er bundet i menneskets produkter, aldrig være andet end anerkendelse af en tidsbegrænset besiddelsesret og ikke noget indgreb i den lige ret til det fælles forrådskammer. Som det at føre vand fra et sted til et andet på ingen måde formindsker den samlede vandmængde, da det, hvad enten det bliver drukket eller spildt, vender tilbage til hav og sø, således forholder det sig med alt, som mennesket ved sin virksomhed stempler med sit arbejdsmærke.
     Derfor, når De siger, at menneskets fornuft berettiger det til fast og varig besiddelse, ikke blot af, hvad der tilintetgøres ved brug, men også af, hvad der består til fremtidig brug, da har De ret, for så vidt som de tænker på sådanne ting som huse og lignende, der med behørig vedligeholdelse kan vare slægtled ud, i modsætning til så forgængelige varer som fødemidler osv. Men når De slutter, at mennesket også kan have ejendomsret til, hvad der udgør det store naturforråd, hvorfra alle skal hente, hvad de har behov, da har De klarligen uret.
     Det afgørende bevis for, at mennesket ikke kan kræve en lignende ejendomsret til selve jorden som til sine egne frembringelser, fører De egentlig selv i den følgende paragraf (§ 7), hvori De skriver:
     »Menneskets behov er uophørlige; tilfredsstillede i dag kræver de ny forsyning i morgen. Naturen skylder derfor mennesket et forrådskammer, der aldrig tømmes, daglig forsyning af dets daglige behov. Og dertil kan kun jorden med dens uudtømmelige frugtbarhed tjene.«
Med mennesket mener De alle mennesker. Kan det, som naturen skylder alle mennesker, gøres til nogle menneskers privatejendom, som de kan udelukke alle andre fra?
     Lad mig dvæle lidt nærmere ved Deres ord: »Naturen skylder derfor mennesket et forrådskammer, der aldrig tømmes.« Med naturen mener De Gud. Således er da Deres tanke, at Gud ved at skabe os har pålagt sig selv den forpligtelse at forsyne os med et uudtømmeligt forrådskammer, den samme, som biskop Nulty udtrykker og fører til sin uundgåelige slutning i følgende ord:
    »Gud var ubetinget fri i den handling, hvorved han skabte os, men ved denne skaberhandling bandt han sig til at forsyne os med midler til at sikre vort livsophold. Jorden er den eneste kilde hertil, som vi kender. Derfor er jorden i ethvert land folkets fælleseje, fordi dens virkelige ejermand, Skaberen, som dannede den, har overdraget den som frivillig gave til folkene. Jorden har han givet menneskenes børn. Da nu enhver indbygger i et land er Guds skabning og barn, og alle er lige for hans åsyn, må enhver bestemmelse med hensyn til landets jord, hvorved selv den ringeste i landet udelukkes fra sin andelsret til den fælles arv, være ikke blot en skændig uret mod dette menneske, men formastelig trods mod skaberens velfærdstanke.«
3. Videre siger De (§ 8), at den private jordejendomsret ikke afskærer nogen fra at bruge jorden.
Deres eget udsagn, at jorden er den uudtømmelige rigdomskilde, som Gud skylder menneskene, må have vakt en ubehagelig tvivl i Deres sjæl om, hvorvidt det nu også er rigtigt, at jorden behandles som privatejendom. Thi som for at overbevise Dem selv søger De videre at bevise, at det, at nogle ejer den, vil ikke skade andre. Hvad De siger, er omtrent følgende: Selv om jorden er delt mellem private ejermænd, ophører den ikke med at yde alle, hvad de har behov, eftersom de, der ingen jord har, kan forskaffe sig jordens frembringelser ved at sælge deres arbejdskraft.
     Sæt at een bad Deres Hellighed i egenskab af moraldommer afgøre følgende samvittighedsspørgsmål:
     »Jeg er een blandt flere søskende. Vor fader efterlod os en mark, der rigelig kunne føde os. Eftersom han ikke udstykkede den mellem os, men overlod til os selv at bestemme grænserne for hver enkelts besiddelse, så tog jeg som den ældste det hele som særejendom for mig. Men herved har jeg ingenlunde berøvet mine brødre deres livsophold fra denne jord, thi jeg har ladet dem arbejde på den for mig og har betalt dem lige så høj løn derfor, som jeg ville have givet fremmede arbejdere. Er der nu vel nogen grund for mig til at føle min samvittighed betynget?«
     Hvad vil De svare hertil? Ville De ikke sige ham, at han begik en dødssynd, og at hans undskyldning kun øgede hans brøde. Ville De ikke befale ham at oprette, hvad han havde forbrudt, og gøre bod?
     Eller lad os antage, at De som verdslig fyrste regerede over et regnløst land som f.eks. Ægypten, hvor der ingen kilder og bække fandtes, men til erstatning en gavmild flod som Nilen. Lad os endvidere antage, at De havde sendt nogle af Deres undersåtter dertil for at opdyrke landet og pålagt dem at handle rettelig og trives vel. Men nu erfarer De, at folkene har opkastet sig til ejere over floden og nægter de andre enhver vanddråbe, undtagen for betaling, og at de således er blevet rige uden at arbejde, medens de øvrige, skønt de arbejder hårdt, er blevet så forarmede ved at betale for vandet, at de næppe kan opholde livet.
     Ville ikke harmen brænde i Dem ved at høre noget sådant? Men sæt så, at flodejeren sendte  bud efter Dem og undskyldte sig på følgende måde:
     »Skønt floden er delt imellem nogle privatejermænd, ophører den ingenlunde at yde alle, hvad de har behov; thi ingen drikker andet end vand fra floden. Alle de, som ikke ejer noget af flodens vand, yder arbejde for at få det, så det med rette kan siges, at alles vandforsyning kommer enten fra ens egen flod eller fra en eller anden arbejdsydelse, som bliver betalt med vand.«
     Ville dette køle Deres harme? Ville den ikke snarere komme i yderligere glød ved denne undskyldning, der var en fornærmelse mod Deres dømmekraft?
     Jeg behøvede ikke yderligere at vise Deres Hellighed, at der mellem fuldstændig at berøve en mand Guds gaver og at berøve ham dem, med mindre han vil betale for dem, kun er samme forskel som mellem den røver, der tager livet af sit offer, og den, der kræver løsepenge. Men jeg ønsker at påvise, hvorledes Deres udsagn, at »jorden, skønt delt mellem private ejere, dog ikke ophører at yde alle, hvad de har behov,« strider imod de soleklareste kendsgerninger.
     Fra Deres vatikan-palads kan øjet skue ud over Campagnens vidder, hvor religiøse samfunds fromme slid i forening med anstrengelser fra statens side just har gjort det muligt for mennesket at leve. En gang dyrkedes disse sletter af velstående bønder og var oversået af smilende landsbyer. Hvad er det, der har fordømt den til gennem århundreder at henligge som ørken? Historien giver os svaret. Det er privatejendomsretten til jord, væksten af de store jordegodser, som Plinius så ødelagde Italien, som ved at ødelægge den opvoksende slægt af mænd lagde landet åbent for goter og vandaler, og gjorde de engang folkerige og velstående Østromerske provinser til et bytte for muhamedanske horder, fordi legionernes udtyndede rækker og svækkede arme intet magtede mod krumsablen, så korset blev søndertrådt og halvmånen rejst over Herrens grav og Sofiadomkirken.
     Om De vil rejse til Skotland, da kan De få at se vide landstrækninger, som under den gæliske lov, der anerkendte alles ret til landets jord, opfostrede kraftige mænd, men som nu, da den private ejendomsret hersker ligger hen som tumleplads for vildtet. Rejser De til Irland, kan Deres biskopper på jorder, hvor der nu græsser kvæg, vise Dem spor af landsbyer, der - medens de endnu var unge præster - husede en befolkning af brave bønder.
     Hvis De vil komme over til De Forenede Stater, vil De få at se, hvorledes der i et land, stort og rigt nok til hele Europas befolkning, opvokser en følelse, der ser skævt til hver ny indvandrer, fordi den kunstige mangel, der skyldes den private ejendomsret, får det til at se ud, som om der ikke var plads og arbejde nok til dem, der allerede findes i landet.
     Eller rejs til vore antipoder, og De vil i Australien såvel som i England kunne se, at den private jordejendomsret virker hen til at lægge jorden øde og sammenpresse folkets masse i storbyer. Gå hvorhen De vil, hvor de kræfter, som nutidens opfindelser har løst, begynder at mærkes, og De vil få at se, at den private jordejendomsret er den forbandelse, der får folk til, som profeten siger, »at lægge ager til ager, at de må bo ene i landets midte«.
     Den blotte materialist føler alt dette som synd og skam. Skal vi, for hvem denne verden er Guds verden og dette liv blot som et forspil til en højere tilværelse, - skal vi forsvare det!
4. Deres næste argument (§ 9-10) er, at det, at man har anvendt arbejde på jorden, giver ejendomsret til denne, og at forbedringernes værdi ikke kan skelnes eller skilles fra selve jordens værdi.
Dette argument ville, om det var holdbart, blot kunne retfærdiggøre deres ejendomsret til jorden, som bruger deres kræfter på den. Ejendomsretten, som den nu er, kan ikke forsvares på den vis. Tværtimod ville det kunne tjene som forsvar for en kæmpemæssig afgiftsnægtelse, hvorved jorden ville blive taget fra dem, der nu er dens lovlige ejermænd - jorddrotterne - og givet til forpagterne og arbejderne. Og hvis det forholder sig således, at forbedringerne ikke kan skelnes og skilles fra selve jorden, hvorledes kan godsejerne da fordre betaling for de forbedringer, som de selv har udført?
     Men De kan ikke virkelig mene, hvad De her siger. Deres egentlige mening er antager jeg, at den oprindelige retsgrund for ejendomsretten til jord er arbejdsanvendelse på den. Men heller ikke dette kan retfærdiggøre jordejendomsretten, som vi kender den. Thi er det ikke en omtrent almengyldig sandhed, at den eksisterende retshjemmel for jordejendom hviler ikke på arbejdskrav, men på magt og svig.
     Tag Italien! Er det ikke sandt, at størsteparten af Italiens jord ejes af folk, der så langt fra selv har udført arbejde på den tværtimod har tilegnet sig frugten af deres flid, som har bearbejdet den? Gælder ikke det samme Storbritannien og andre lande? Selv her i De Forenede Stater, hvor sammenhobnings-tilbøjeligheden endnu ikke har haft tid til at udøve sin fulde virkning, og hvor der dog har været gjort forsøg på at give jord til brugerne, selv her er måske allerede nu størsteparten af jorden i deres besiddelse, som hverken bruger den eller agter at bruge den, men blot holder fast på den for at kunne tvinge andre til at betale for tilladelsen til at bruge den.
     Og hvis arbejde giver ejendomsret til jorden, hvor er da grænsen for sådan ejendomsret? Dersom en mand kan erhverve ejendomsret til tusinder af tønder land ved at bruge dem som fåregræsgang, giver dette da ham og hans arvinger ret til den samme landstrækning, dersom den viser sig at rumme rige kullag, eller dersom der ved befolkningens vækst bliver brug for den til agerbrug eller havedyrkning eller som stade for en mægtig stad? Er det på den ret, som »erhvervedes ved arbejde« af dem, der først græssede kvæg eller dyrkede kartofler på New Yorks grund, at De vil grunde ejendomsretten til denne landstrækning, der nu har en værdi af mange milliarder!
     Men Deres argument er ikke holdbart. Det arbejde, der udføres på jorden, giver ejendomsret til dette arbejdes frugt, ikke til selve jorden, ligesom fiskerens arbejde giver ham ejendomsret til de fangede fisk, ikke til selve havet. Ejheller er det sandt, at jordejendomsret er nødvendig for at sikre arbejderen frugten af sit arbejde på jorden, eller at forbedringernes værdi ikke kan skelnes fra selve jordens. At sikker besiddelse er nødvendig for brug og forbedring af jorden, har jeg ovenfor forklaret, men at ejendomsret ikke er det, kan ses af den kendsgerning, at der i alle civiliserede lande findes jord, som ejes af én, men dyrkes og forbedres af andre. Størsteparten af den dyrkede jord på de britiske øer, såvel som i Italien og andre lande, dyrkes af forpagtere, ikke af ejerne. På samme måde er de kostbareste bygninger opført af folk, der ikke ejer grundene, men kun har en tidsbegrænset besiddelsesret, betinget af en vis afgiftbetaling. Næsten hele London er opført på sådanne betingelser, og i New York, Sidney osv., såvel som i Europas storstæder, vil man finde, at for mange af de største bygningers vedkommende er husejeren og grundejeren forskellige personer. Så langt fra, at forbedringernes og jordens værdi er uadskillelige, er det endog almindeligt at se dem blive adskilt ved private handler. Således blev f.eks. fornylig halvparten af den grund, hvorpå det umådelige Grand Pacific Hotel i Chicago står, solgt for sig, og på Ceylon er det ikke sjældent, at én ejer et frugttræ, en anden den grund, hvorpå det står. Der er i virkeligheden ingen som helst forbedringer, hverken rydning, pløjning, gødskning, brøndgravning eller husbygning, der jo ikke, så længe dens nytte består, har en særværdi, tydeligt adskilt fra selve jordens værdi; thi jord med sådanne forbedringer kan altid sælges for mere end lignende jord uden dem.
     Dersom staten derfor påligner en skat af samme størrelse som lejeværdien af den blotte jord, vil den derved tilegne sig værdien af selve jordbesiddelsen, men lade den fulde værdi af alle forbedringer og brug urørt, hvad den ikke gør nu. Og da besidderen, der ville blive ved med formelt at være jordens ejer, til enhver tid kunne bortskænke eller sælge såvel brugsretten som forbedringerne - med forpligtelse for den ny til at udrede den til den blotte jords værdi svarende skat - var han fuldstændig frit stillet med hensyn til, om han ville beholde eller overdrage til andre alt, hvad hans arbejde og kapitalanvendelse har knyttet til jorden.
     Således ville altså ad den af os viste vej - og ad ingen anden - det, som De med god grund kalder retfærdigt, kunne opnås: sikkerhed for, »at arbejdets frugt tilfalder den, der har udført arbejdet«. Den private ejendomsret derimod, der tillader besidderen at tilegne sig den værdi, som jorden får ved samfundets vækst og fremskridt uden at svare fuld godtgørelse derfor til staten, fratager arbejderen hans arbejdes frugt, fravender nogle deres arbejdsudbytte til fordel for andre. Thi kun ved arbejde frembringes der rigdomme, den blotte jordejendomsret frembringer intet.
     Så usvigeligt er budet: »I dit ansigts sved skal du æde dit brød«, at selv om en mand ejede en hel verdensdel, ville han ikke uden arbejde kunne skaffe sig et måltid mad eller klæder til kroppen. Når derfor jordejerne i kraft af deres ejendomsret får arbejdsfrugter i overflødighed uden selv at arbejde, da skyldes deres rigdom andres arbejde og sved, taget fra de rette ejermænd og nydt af folk, der ingen ret har til den.
     Den eneste »nyttevirkning«, privatejendomsretten til jord - til forskel fra besiddelsesretten - har, er den ulykkelige: at skaffe sin ejer ufortjente indtægter. Thi indtil jorden kan give sin ejer en ekstra-indtægt ud over, hvad der er frugten af hans arbejde og kapitalanvendelse, dvs. indtil han ved salg eller leje kan høste arbejdsudbytte af den uden arbejde, er ejendomsretten blot og bar besiddelsessikkerhed og har ingen værdi. Det får den først, når den begynder at yde, eller ser ud til at ville kunne yde, sin ejer en indtægt, dvs. give ham i egenskab af ejer magt til at tilegne sig frugten af andres arbejde.
     Hvad der bidrager væsentligt til, at folk ikke gør sig klart, hvilket rov den private jordejendomsret medfører, er, at i de mest iøjnespringende tilfælde gælder rovet ikke enkeltmand, men samfundet. Thi, som jeg tidligere har vist, kan jordrenten - den værdi, som jorden får ved samfundets vækst og fremgang - umulig tilfalde brugeren. Den må da tilfalde enten ejeren eller samfundet. De mennesker, der f.eks. i London eller New York betaler en umådelig høj jordrente, bliver således ikke personlig forurettet. Thi de får jo hver for sig værdi for, hvad de betaler - nemlig brugsret til jorden - og må føle, at de ikke har bedre ret til uden betaling at bruge sådanne særlig fordelagtige jordstykker, end enhver anden har. Og da de ikke tænker på samfundets ret - eller måske ikke bryder sig derom - gør de ingen indvendinger mod systemet.
     Fornylig blev det opklaret her i New York, at en mand i en længere årrække havde opkrævet afgift af et jordstykke, som ved byens vækst var blevet overordentlig værdifuldt, men som han ingen som helst adkomst havde til. De, som betalte jordleje, havde ingensinde givet sig til at undersøge, om han havde ret til denne indtægt; men de følte, at de ikke havde ret til at bruge denne jord, som så mange andre gerne ville have fat i, uden at betale derfor, og de tænkte ikke på eller brød sig ikke om alles ret.
5. Fremdeles siger De (§ 11), at den private jordejendomsret støttes af den offentlige mening, at den har ført til fred og ro og at den billiges af den guddommelige lov.
Selv om det var sandt, at den offentlige mening billiger privatejendomsretten til jord, så kunne dette dog ikke bevise dens retfærdighed, så lidt som den en gang over hele verden almindelige praksis kunne bevise slaveriets retfærdighed.
     Men det er ingenlunde sandt. En nærmere undersøgelse vil vise, at hvor som helst vi kan spore menneskehedens oprindelige opfattelse, ser vi, at den anerkendte den lige ret til jorden, og at da enkeltmands-besiddelse blev nødvendig for at sikre ejendomsretten til arbejdsudbyttet, så valgte man en eller anden fremgangsmåde, som under den daværende samfundstilstand var tilstrækkelig til at sikre ligheden. Således var hos nogle folk den dyrkede jord genstand for en periodisk deling, medens skovene og græsgangene var fællesbesiddelser. Hos andre folk havde hver familie lov til at besidde, hvad jord de havde nødig til byggeplads og ager, men så snart den gik ud af brug, kunne enhver anden træde til og overtage jorden på samme vilkår. Af samme natur var moselovens agrarlove. Jorden, som først var delt ligeligt mellem folket, var gjort til odel ved jubelårsbestemmelsen, hvorved den, selv om den var blevet solgt, vendte tilbage til de oprindelige besidderes børn hvert halvtredsindstyvende år.
     Den private jordejendomsret som vi kender den, der giver samme ejendomsret til jord som den, der med rette knytter sig til arbejdets frembringelser, er intet sted vokset frem uden ved overgreb og vold. Ligesom slaveriet er den en frugt af krigen. Den er hos os i nutiden en arv fra Deres forfædre, romerne, hvis civilisation den undergravede og hvis herredømme, den tilintetgjorde.
     I sit møde med nordbofolkenes friere ånd frembragte den lensvæsenet, hvori der - om end klassedeling var trådt i lighedens sted - dog endnu lå en slags anerkendelse af den almene ret til jorden. Et len var betroet gods, og til rettigheden var knyttet visse forpligtelser. Fyrsten, hele folkets repræsentant, var den eneste jordejer. Alle jordbesiddere var middelbart eller umiddelbart hans lejere, og jordbesiddelsen medførte pligter eller afgiftsydelse, der - om end på ufuldkommen og kluntet måde - dog var udtryk for det samme, som vi ønsker at gennemføre: at jordværdien skal tilfalde det offentlige. Krongodserne tjente til kongens og hoffets underhold; kirkegodset bar omkostningerne ved gudstjeneste, undervisning, sygepleje og hjælp til fattige og fortrykte, medens krigerlenene bar krigsomkostningerne og forsvarsvæsenet. En fjerde og meget betydelig del af jorden forblev fælles, så egnens folk frit havde lov til at græsse kvæg derpå, hente tømmer derfra eller bruge den på anden måde.
     Denne delvise, men tydelige anerkendelse af fællesretten til jorden var årsag til, at arbejdernes kår, i en tid, da værkfliden var uudviklet, krigene hyppige og nutidens store opdagelser og opfindelser uanede, dog var hævede over den knugende fattigdom, som trods vore vidunderlige fremskridt findes i vore dage. Afdøde professor Thorold Rogers, den mest fremragende autoritet på dette område, erklærer, med tanke på England, at der i det 13. århundrede ikke fandtes nogen samfundsklasse så forkuet og nedværdiget, som millioner af englændere er i vort 19. århundrede, og at undtagen i ligefremme hungersnødstider var ingen arbejder så fattig, at han behøvede at frygte for, at hans hustru og børn skulle lide nød, selv om han faldt fra. Var end denne tid i mange henseender mørk og grå, så var det dog i den, at de domkirker og klostre, hvis ruiner vækker vor beundring, blev bygget og at England hverken kendte statsgæld, fattiglov, stående hære eller stående proletariat.
     Alt som lensvæsenet forfaldt, udvidedes den private jordejendomsret, den, der alt tidligere havde ødelagt Rom. For Englands vedkommende kan det kort siges, at krongodset for størstedelen blev bortskænket til yndlinge, at kirkegodset for størstedelen blev uddelt af Henry VIII til hans hofmænd og for Skotlands vedkommende beslaglagt af adelen, at militærbyrderne, der hvilede på krigerlenene, blev endelig ophævet i det 17. Århundrede og erstattede af skat på forbrug, og at endelig, ved en bevægelse, der begyndte under Tudor'erne og strakte sig lige ned til vore dage, næsten alle fællesjorder blev beslaglagte af de større godsejere, medens den samme private jordejendomsret udbredtes over Irlands og Skotlands højlande dels ved sværdet og dels ved bestikkelse af høvdingerne. Alene byrderne på de gamle krigerlen ville, om de i stedet for at være blevet eftergivet var blevet omdannede til en forholdsmæssig jordafgift, have været mere end tilstrækkelige til at dække alle offentlige udgifter uden så meget som en ekstra pennys skattepålæg.
     Om den ny verden, hvis institutioner kun er som en fortsættelse af Europas, behøver jeg kun at sige, at når det spanske Amerika er så langt tilbage og så hjemsøgt af oprør, da skyldes det landets uddeling i vidtstrakte jordegodser; at de store plantager i sydstaterne var grunden til, at slaveriet holdt sig så fast dér, medens den gammelengelske følelse gjorde sig gældende i de nordlige nybygder, så at jorden blev nogenlunde ligelig delt, og forsøgene på at oprette store jordegodser strandede. Dette var den egentlige årsag til nordstaternes kraftigere vækst. Men den tankegang, at jorden skulle betragtes som privatejendom, var slået fuldstændig fast i England, før koloniseringstidens slutning, og såvel de enkelte stater som hele unionen har da også behandlet den som sådan. Og skønt jord først blev solgt billigt og siden endog givet til nybyggere, blev der også solgt jord engros til spekulanter og skænket store landstrækninger til jernbaneselskaber og andre, indtil De Forenede Staters offentlige jordområde, som for en menneskealder siden syntes ubegrænset, nu praktisk talt er lig nul. Og dette er, som andre landes erfaring viser, den naturlige følge af at gøre jorden i et voksende samfund til privatejendom. Når jordbesiddelse er ensbetydende med vinding af ufortjent rigdom, vil de stærke og samvittighedsløse sikre sig den. Når derimod, som vi foreslår, jordværdien, alt som den stiger, tages til samfundets brug, da vil jorden gå over på deres hænder, som vil bruge den, og forblive dér, thi da vil kun brug, ikke besiddelse give indtægt, uanset hvor højt jordværdien stiger.
     Med hensyn til Deres udsagn, at den private jordejendom har ført til fred og ro blandt menneskene, behøver jeg blot at pege på den velkendte kendsgerning, at kampen om jord har været en rig kilde til processer og krige, medens det er den af den private jordejendomsret affødte fattigdom, der gør fængsler og arbejdsanstalter til et aldrig manglende kendetegn på, hvad vi kalder den kristelige civilisation.
     Deres Hellighed lader os forstå, at De mener, at Guds lov billiger den private jordejendomsret, idet De anfører mosebogens ord: »Du skal ikke begære din næstes hustru, ejheller hans ager, ejheller hans tjener eller hans tjenestepige osv.«
     Dersom ordene »eller hans ager« skal forstås som en billigelse af den private jordejendomsret, som den eksisterer i vore dage, da må ordene »ejheller hans tjener eller hans tjenestepige« forstås som en endnu tydeligere billigelse af slaveri, da det fremgår klart af andre bestemmelser i den samme lovbog, at disse udtryk gjaldt såvel livsslaver som tidstrælle. Men ordet ager henleder for øvrigt særlig tanken på brug og forbedring, hvortil der knytter sig ejendomsret uden hensyn til anerkendelse af ejendomsret til selve jorden. Og at denne omtale af »ageren« ikke er nogen billigelse af nutidens private ejendomsret, bevises af den kendsgerning, at moseloven udtrykkelig forbød sådan ubetinget jordejendomsret og med de ord: »Jorden må ikke sælges for stedse, thi den tilhører mig og I er fremmede og gæster hos mig,« sørgede for dens tilbagevending hvert halvtredsindstyvende år, hvorved der ved en fremgangsmåde, der var afpasset efter tidens primitive forhold, sikredes enhver af det udvalgte folk fodfæste på jorden.
     I virkeligheden kan man ikke i hele skriften finde det ringeste forsvar for ejendomsrettens udstrækning til at omfatte, ikke blot, hvad der er frembragt ved arbejde, men selve jorden. Overalt behandles denne som Guds frie gave, »landet, som Herren din Gud giver dig.«
6. Videre udtaler De, at fædrene bør sørge for deres børn, og at den private jordejendom er nødvendig for at sætte dem i stand hertil (§ 14-17).
Alt, hvad De siger om familiebåndets hellighed, kan vi fuldtud underskrive. Men hvorledes faderens pligt overfor barnet kan retfærdiggøre den private jordejendomsret, er vi ude af stand til at se. De ræsonnerer som så:
     »Det er en hellig naturlov, at en fader skal sørge for føde og alt andet, som de, han har avlet, behøver, og tilsvarende er det naturens bud, at en mands børn, der så at sige fortsætter hans egen personlighed, af ham skal forsynes med alt, hvad de har behov til på hæderlig vis at sikre sig mod mangel og elendighed i dette livs omskiftelser. Men det kan ingen fader gøre på anden måde end ved at eje indbringende ejendom, som han kan lade gå i arv til sine børn.«
Takket være ham, som har sammenknyttet de skiftende slægtled ved sådanne bånd, at den ømmeste kærlighed hilser vor fødsel, og sønlig ærefrygt mildner vor bortgang, er det såvel faderens pligt som hans glæde at sørge for barnet, til det kan stå på egne ben, og sønnens pligt og forret til gengæld i senere år at være de gamles støttestav. Dette er naturgrundlaget for ægteskabsforholdet, grundlaget i den ømmeste og reneste menneskelige glæde, som den katolske kirke har vogtet med så streng årvågenhed.
     Vi trænger i et kort åremål til vore jordiske fædres forsyn. Men hvor forbigående og begrænset er ikke denne trang sammenlignet med vor trang til hans forsyn, i hvem vi lever og røres: Vor Fader, som er i himmelen! Det er til ham, »al god og fuldkommen gaves giver«, og ikke til vore jordiske fædre, at Kristus lærte os at bede: »Giv os i dag vort daglige brød«. Og hvor sandt er det ikke, at det er ved ham, at menneskeslægterne opholdes: Lad jorden blot i to eller tre år nægte os sin frugtbarhed, og menneskehedens millioner ville være forsvundne som dug for solen.
     »Fædrenes pligt til at efterlade deres børn indbringende ejendom, der vil sætte dem i stand til at sikre sig mod mangel og elendighed i dette livs omskiftelser.« Hvad der ikke er muligt, kan ikke være nogen pligt. Og hvorledes er det muligt for fædre at gøre det? Deres Hellighed har ikke betænkt, hvorlunde menneskeheden lever af hånden i munden og hver dag får sit daglige brød, hvor lidet det ene slægtled efterlader eller kan efterlade det næste. Det er tvivlsomt, om den civiliserede verdens samlede rigdomme beløber sig til så meget som blot ét års frembringelser, medens det er sikkert nok, at om arbejdet standsede, så menneskene måtte leve af det tilstedeværende forråd, ville det kun vare få dage, før pest og hunger ville hærge selv de rigeste lande.
     Den »indbringende ejendom«, som De taler om, er privat jordejendom. Men nu er kun den jord, der er bedre end den, der står til fri rådighed for folk i almindelighed, indbringende jordejendom, der kan give sin ejermand - som ejer - en vis indtægt, idet den sætter ham i stand til uden arbejde at tilegne sig frugten af andres arbejde; dens indbringenhed består i andres udplyndring. Det er derfor kun muligt for nogle fædre at efterlade deres børn indbringende jordegods. Praktisk set går derfor Deres erklæring ud på, at det er alle fædres pligt at kæmpe for at efterlade deres børn, hvad kun de få, der er særlig stærke, heldige eller samvittighedsløse, kan efterlade sig, og det oven i købet noget, der indbefatter andres udplyndring - berøver andre Guds gaver.
     Denne antikristelige lære har længe været ført ud i livet rundt i kristenheden. Hvilke resultater har den bragt?
     Er det ikke just de misforhold, De skildrer i Deres skrivelse? Er ikke resultatet blevet, at menneskene langt fra at kunne »sikre sig mod mangel og elendighed i dette liv«, netop for de flestes vedkommende derved fordømmes til mangel og elendighed, som livets naturlove ikke forårsager, og som er dybere og mere udbredt, end den kendes hos hedenske vilde? Under den private jordejendomsrets herredømme er i de rigeste lande ikke engang fem procent af fædrene i stand til at efterlade deres børn noget nævneværdigt arvegods, og de fleste måske ikke engang nok til deres egen begravelse. Nogle få børn arver rigdomme, større end de har godt af, men det store flertal arver ikke blot intet efter deres fædre, men udelukkes ved den private jordejendomsret fra den arv, som deres himmelske fader har tiltænkt dem, så de tvinges til at ansøge andre om tilladelse til at leve og arbejde og til at slide hele livet igennem for en ussel løn, der ofte ikke sætter dem i stand til at undgå sult og fattigdom.
     Hvad Deres Hellighed i virkeligheden - skønt naturligvis uforvarende - gør Dem til talsmand for, er, at de jordiske fædre skal overtage den himmelske faders gerning. Det er ikke ét slægtleds sag at forsyne det følgende med »alt, hvad de har behov for til på hæderlig vis at sikre sig mod mangel og elendighed«. Det er Guds sag. Det er Ham, der skaber de kommende slægter lige så fuldt som de forudgangne, og - for at genkalde Deres egne ord: »Naturen (Gud) skylder derfor mennesket et forrådskammer, der aldrig tømmes, daglig forsyning af dets daglige behov, og dertil kan kun jorden med dens uudtømmelige frugtbarhed tjene". Hvad De derimod nu hævder, er, at det er menneskenes pligt at sørge hver især for sine børn ved at sætte sig i besiddelse af dette forrådskammer og afskære andres børn fra den uudtømmelige rigdomskilde, som Gud har skabt for os alle.
     Nej, hvad er fædrenes - alle fædres - pligt overfor børnene: er det ikke ved deres eget levned og ved børnenes opfostring og oplæring at arbejde på, at de kan vokse op til mennesker, sunde på sjæl og legeme, med gode sæder, fromhed og flid og under en samfundsorden, der giver dem alle fri adgang til alfaderens gaver.
     Herved ville fædrene gøre mere for at sikre deres børn mod mangel og elendighed, end hvad der nu er muligt for selv den rigeste fader - lige så meget mere, som Guds forsyn overgår menneskenes. Thi Guds retfærdighed spotter menneskenes forsøg på at omgå den, og i kraft af de skjulte love, der sammenbinder menneskeheden, forgiftes de rige ved de fattiges lidelse. Lykkes det måske de få, der er i stand til at efterlade deres børn rigdomme, derved at sikre dem mod nød og elendighed? Viser erfaringen, at det gavner barnet at blive stillet over sine medmennesker og sat i stand til at tro, at Guds arbejdslov ikke gælder for det? Er ikke sådan rigdom oftere til forbandelse end til velsignelse, og vil ikke den blotte forventning derom ofte ødelægge sønlig kærlighed og bringe splid ind i familielivet? Og hvor længe kan selv de rige og mægtige unddrage deres børn fra den fælles skæbne? Huser ikke vore fattigkvarterer og arbejdshuse efterkommere af konger og fyrster.
     Men under den samfundsorden, vi arbejder for, hvor Guds gavmildhed ikke længere blev monopoliseret, og arbejdets frugt tilfaldt arbejderen, ville det være muligt for alle ved rimeligt arbejde at tjene en rigelig løn. Og for alle dem, der manglede arbejdsførlighed eller havde mistet deres naturlige forsørgere, kunne der sørges rigelig - ved hjælp af den voksende fond, som Gud gennem jordrenteloven forsyner samfundet med - ikke som kneben og nedværdigende almisse, men som en borgerret, som en forsikring, samfundet i et kristent land skylder alle sine medlemmer.
     Fra fædrenes forpligtelser overfor børnene kan altså ingenlunde udledes nogen støtte for den private jordejendomsret; de viser os tværtimod dens fordømmelighed og driver os med de vægtigste grunde til at afskaffe den på simpel og virkningsfuld måde ved hjælp af en skat på jordværdien.
     Denne forpligtelse overfor børnene er ikke begrænset til dem, der selv har børn, men påhviler enhver, der er opvokset til fuldmyndighed og ansvarsfølelse. Stillede Kristus ikke et lille barn mellem sine disciple med de ord, at sådanne smås engle altid skuede hans faders åsyn, og idet han sagde, at det var bedre for et menneske at hænge en møllesten om sin hals og styrte sig i havet end skade sådanne små.
     Og hvad er i vore dage følgerne af den private jordejendomsret i de rigeste såkaldte kristne riger? Er det ikke, at unge folk frygter for at indgå ægteskab, at ægtefolk frygter for at få børn, at børn dræbes af ligefrem mangel på næring og pleje eller nødes til at slide i den tid, da de burde være i skole eller i leg, så at mange af dem, der når at blive voksne, møder med forhungret krop, udslidte nerver og forkrøblet sjæl under forhold, der på forhånd fordømmer dem ikke blot til lidelse, men til forbrydelse, og bereder dem til fængslet og bordellerne.
     Dersom De vil overveje alt dette, da stoler vi på, at De i stedet for at forsvare den private jordejendomsret vil rette Deres bandstråle mod den.
7. Dernæst siger De (§ 31), at den private jordejendomsret fremmer fliden, øger rigdommen og knytter menneskene til jorden og til fædrelandet.
     Den tankegang, som Arthur Young udtrykte ved »ejendomsrettens tryllekraft forvandler øde sand til guld«, udspringer fra den forveksling af ejendomsret med besiddelses- og brugsret, som jeg tidligere har omtalt, der bevirker, at man giver den private jordejendomsret æren for, hvad der skyldes arbejdsudbyttets betryggelse. Jeg behøver ikke igen at eftervise, at den forandring, vi foreslår: Skattebyrdens overlægning på jordværdien og afskaffelse af alle andre skatter, langt bedre end det nu rådende system vil sikre jordens brugere frugten af deres arbejde og varigheden af deres besiddelse. Ejheller er det nødvendigt yderligere at påvise, hvorledes den ville give hjem til dem, der nu er hjemløse og knytte menneskene til deres fædreland. Under de nye forhold ville enhver, der ønskede et stykke jord til et hjem eller til sin virksomhed, kunne få det uden at udrede købesum, ja måske endog besidde det uden afgift, da den skat, vi foreslår, ikke ville falde på al jord, men kun på den jord, der var bedre end den ringeste, der var i brug (og altså egentlig ikke er nogen skat, men en afgift til staten for et værdifuldt privilegium). Og selv de, der på grund af omstændighederne ikke ønskede at gøre stadig brug af jord, ville endda have lige andel med alle andre i fædrelandet og nyde godt af dets fremgang.
     Men jeg kunne ønske, at De ville overveje, hvor unaturlig massernes tilstand er i de rigeste og fremmeligste kristne lande; hvorledes store hobe af dem lever i boliger, som ingen rig mand ville byde sine hunde, hvorledes langt den største part ikke har noget hjem, som de ikke ved det ubetydeligste uheld kan blive drevet ud af, medens mange slet ikke har noget hjem, men må søge det ly tilfældet eller godgørenheden byder dem. Jeg ville gerne bede Dem overveje, hvorledes det store flertal af mennesker i disse lande ingen som helst lod eller del har i, hvad man lærer dem at kalde deres fædreland, som de ved given lejlighed bør kæmpe og dø for. Hvad ret har f.eks. flertallet af Deres landsmænd til deres fødeland? Kan de leve i Italien - uden for fængsler og fattiggårde - undtagen på betingelse af, at de tilkøber sig tilladelse hos en af Italiens ejermænd? Kan det ikke, hvad Tiberius Gracchus sagde for århundreder siden, siges lige så fuldt den dag i dag: »Romerske mænd! I kaldes verdens herrer og har dog ikke ret til en fodsbred af dens jord! De vilde dyr har huler, men Italiens krigere har kun vand og luft.«
     Hvad der gælder Italien, gælder hele den civiliserede verden, og det i stedse voksende mål. Det er i fremskridende lande den uundgåelige følge af privatejendomsretten til jord.
8. Endelig hævder De (§ 51), at den private jordejendomsret hviler på naturretten, ikke på menneskebestemmelser, at staten ikke har ret til at ophæve den, og at skattepålæg med det formål at tage jordværdien ville være uretfærdige og grusomme mod de private ejermænd.
Den påstand, De således gør gældende, at den private ejendomsret skyldes naturlov, ikke menneskeværk, har intet andet grundlag end forvekslingen af ejendomsret og besiddelse, og at De giver den private jordejendomsret æren for, hvad der i virkeligheden skyldes dens modsætning: ejendomsretten til arbejdsudbyttet. De gør intet forsøg på at give den et andet grundlag, lige så lidt som nogen anden nogensinde har forsøgt det. At den private ejendomsret til arbejdsudbyttet er en naturlov, er indlysende, thi naturen yder kun frugt for flid. Og om ethvert produkt ved vi, at dets tilblivelse skyldes enkeltmand eller enkeltmænd. Til sådanne ting knytter der sig derfor privat ejendomsret, som udspringer fra og kan føres tilbage til den, der har lavet dem. Denne ret er ældre end staten og står over dens bestemmelser, så at det - som vi hævder - er vold mod naturretten og uret mod den private ejermand, når staten beskatter arbejdet og dets frugter. De tilhører ikke kejseren, det er ting, som Gud - hvis vilje naturloven kun er et udtryk for - giver til dem, der søger dem ad den vej, han har udpeget: arbejdets vej.
     Men hvem tør forsøge at føre den private jordejendomsret tilbage til et gavebrev fra jordens skaber? Udpeger naturens hånd to forskellige slags menneskelige væsener, hvoraf den ene tydelig ses at være bestemt til jordejere, medens den anden er skabt til at leve som lejere. Hvad der skyldes menneskelig virksomhed, kan mennesker eje med fuld ret - det forsvinder dog i tidens løb ligesom menneskene selv; men hvorledes kan sådan individuel ejendomsret udstrækkes til at gælde jorden, der var til før menneskene og vedbliver at bestå, medens slægtled kommer og går: den uudtømmelige rigdomskilde, som Skaberen har givet os til »tilfredsstillelse af vort daglige behov«.
     Den private jordejendomsret hviler tydelig nok ikke på naturens love, men på statens. Ikke blot må altså staten have ret til at afskaffe den, men eftersom den krænker naturretten og er en grov uretfærdighed fra statens side, en »formastelig krænkelse af Skaberens velfærdstanke«, må det være statens moralske pligt at afskaffe den.
     Langt fra at der ville være noget uretmæssigt i at tage jordejendomsrettens fulde værdi til samfundets brug, består tværtimod den virkelige uret i at lade den forblive på privatmands hånd - en uret, der i virkeligheden er som rov og mord.
     Når De har fået øje for dette, nærer jeg ingen frygt for, at De vil låne det ringeste øre til den skamløse tale, at før samfundet kan tilegne sig, hvad Gud har bestemt til det, og før menneskene, som er blevet deres naturlige ret berøvet, kan blive genindsat i deres rettigheder, må man først give de nuværende jordejere »erstatning«.
     Thi ikke alene vil De indse, at »jordværdiskatten« vil være til direkte og stor gavn for alle små jordejere, hvis interesser som arbejdere og kapitalbesiddere er langt større end deres interesse som jordejere, og at skønt de større jordejere eller rettere sagt den hele besidderklasse, som gennem prioritetsrenter, forpagtningsafgifter osv. sluger jordejendomsprofitten, ville være den forholdsvis tabende part, så ville selv de i virkeligheden vinde derved, ved den voksende velfærd og de bedre sæder; men stærkere og mere bydende, end nogen tabs- og vindingsberegning kan gøre det, ville Deres menneskelige pligtfølelse, Deres kristentro forbyde Dem blot et øjeblik at lytte til sådan leflen med ret og uret.
     Når staten tager visse jordstykker til offentlig brug, er det kun simpel retfærdighed, at de, hvis jord man således tager, får erstatning, da ellers nogle jordejere ville blive behandlet strengere end andre. Men hvor jordrenten, ved en foranstaltning, der rammer alle lige, tilegnes samfundet, kan der ikke blive tale om nogen erstatning. Erstatning ville i så fald kun være en fortsættelse af uretten i en ny form: at give jordejerne i form af renter, hvad de før fik som jordafgift.
     Deres Hellighed ved, at man ikke således kan drive gøgl med ret og uret, og når det går op for Dem, at jorden er det forrådskammer, som Gud skylder alle sine børn, da vil De lige så lidt lytte til noget forlangende om erstatning, som Moses ville låne øre til en fordring om, at Farao skulle holdes skadesløs, før Israels børn kunne få lov at drage bort.
     Erstatning for hvad? Er det for at give afkald på, hvad der med urette er taget? Nej, jordejernes erstatningsforlangende går ikke ud derpå. Vi ønsker ikke at udplyndre ægypterne. Vi forlanger ikke, at hvad der med urette er frataget arbejderne, skal gengives dem. Vi er villige til at lade gjort være gjort og at lade døde forurettigelser begrave deres døde. Vi foreslår at lade dem, som hidtil gennem jordrente har tilegnet sig arbejdets frugt, beholde, hvad de således har fået. Vi foreslår blot, at for fremtiden skal al sådan arbejderudplyndring ophøre, at for fremtiden - ikke for den svundne tid - skal jordbesidderne betale til samfundet den jordrente, som med rette tilkommer samfundet.
 
Til 
  1. Oversigt: Arbejdets kår
  2. Oversigt Henry George's værker 
  3. Hovedside: Grundskyld - Henry George
Opdateret d. 25.3.2002