ARBEJDETS KÅR

Af Henry George

Åbent brev til Pave Leo XIII

Kapitel 3.
 
Om forskellen på socialisme, kommunisme og 'georgisme'; og om fagforeningernes håbløse og delvis nytteløse indsats. 
Til dels et forsvar for socialisterne og fagforeningerne, da George mener, at paven gør disse uret
III
Jeg har sagt nok til at vise Deres Hellighed, at De gør dem skyldig i en uretfærdighed ved at slå os - der ved i realiteten at ville afskaffe den private jordejendomsret søger mere effektivt at sikre den sande ejendomsret - i hartkorn med dem, som De kalder socialister og betegner som folk, der ønsker at gøre alt til fælleseje. Men De gør også socialisterne uret.
     Det er sandt, at der er mange, som, idet de bittert føler den nuværende rigdomsfordelings uhyrlige uretfærdighed, besjæles af et blindt had til de rige og en brændende lyst til at omstyrte det bestående. Sådanne mennesker er unægtelig farlige, om end mindre farlige end de, som hævder, at der hverken er trang til eller mulighed for nogen forbedring af samfundsforholdene. Men det er ikke tilladeligt at forveksle disse samfundsomstyrtere med dem, der - hvor skævt end deres syn måtte være - foreslår bestemte planer til at bøde på ondet.
     Socialisterne - i den forstand, som jeg tager ordet, og som det sædvanligvis bruges som betegnelse for tilhængere af en bestemt teori, ikke vagt og urigtigt som navn på alle og enhver, der ønsker samfundsforholdene forbedrede - de virkelige socialister altså, søger ikke, som af Dem antydet, at afskaffe al privatejendom. De, der arbejder derfor, kaldes rettere kommunister. Hvad socialisterne tilstræber, er statens overtagelse af kapitalen (hvori de vagt og fejlagtigt indbefatter jorden) eller rettere af storkapitalerne, og indførelse af statsdrift og -bestyrelse af i det mindste de større arbejdsforetagender. Ad denne vej håber de at afskaffe kapitalrenten, som de betragter som uretmæssig og skadelig, at blive af med mellemmænds, spekulanters og entreprenørers fortjeneste, som de betragter som spild, at tilintetgøre arbejdslønssystemet, sikre almen kooperation og forebygge konkurrencen, som de anser for grundårsagen til arbejdernes forarmelse. De mere moderate blandt dem går, om ikke så vidt, så dog i samme retning og søger ved regulerende regeringsindgreb i erhvervslivet at bøde på fattigdommen i sine værste former. Socialismens hovedejendommelighed er, at den i udvidelse af statens virkefelt ser midlet mod samfundsonderne og ønsker at sætte regulering og bestyrelse i konkurrencens sted og fornuftmæssig organiseret samfundskontrol i stedet for det frie spil af individuelle kræfter og ønsker.
     Såvel fagforeningsfolkene som beskyttelsesmændene har, skønt de i reglen ikke regnes for socialister, væsentlig det samme syn på sagen. Fagforeningsmændene søger at opnå forøget løn, indskrænkning af arbejdstiden og almen forbedring af lønarbejdernes stilling ved at organisere sig i fagforeninger eller laug, der skal bestemme den pris, hvortil de vil sælge deres arbejde, optræde som enhed mod arbejdsgiverne i tilfælde af meningsforskel, og ved given lejlighed bruge strejken, deres nødvendige våben, og samle den dertil nødvendige krigskapital og penge til understøttelse af strejkende - og undertiden tillige af arbejdsløse - medlemmer. Beskyttelsesmændene søger ved regeringsforbud eller ved indførselstold at regulere hvert enkelt lands virksomhed og kontrollere dets handel, for, som de forestiller sig, at gøre det hjemlige arbejde mere mangeartet og hindre udlændinges konkurrence.
     I den modsatte yderstilling står anarkisterne - et udtryk, der, skønt det ofte bruges til at betegne vildt ødelæggelseslystne mennesker, egentlig er navnet på dem, der ved at se de mange onder, alt for megen regering afføder, er kommet til at anse al regering for det onde, og tror, at menneskenes fællesinteresser af sig selv ad frivillighedens vej vil sikre os alt nødvendigt samarbejde, om blot al regeringstvang blev udryddet.
     De, hvis talsmand jeg ønsker at være, skiller sig fra begge disse lejre. Da vi anser den virkelige ejendomsret for ukrænkelig, betragter vi al tvungen kommunisme som ødelæggende røveri. Derimod nægter vi ikke, at frivillig kommunisme muligvis er den højeste samfundstilstand, som mennesket kan tænke sig. Ejheller nægter vi muligheden af, at menneskeheden kan nå så vidt engang, da vi jo dog i de første kristne og blandt den katolske kirkes munkeordener har eksempler på kommunistiske samfund i mindre målestok. Alle de samfund inden for kirken, der har ofret sig for selv det mest frastødende og farlige barmhjertighedsværk, var eller er kommunistiske. Med dette for øje tør vi ikke benægte, at en samfundstilstand, hvor fælleskærlighed er trådt foran alle andre bevæggrunde, kan være mulig. Men vi er klar over, at denne kommunisme kun er mulig dér, hvor der hersker en almen og dyb religiøs følelse, og kun kan nås gennem et retfærdssamfund. Thi før en mand kan blive helgen, må han blive retskaffen. 
     Med såvel anarkister som socialister er vi grundig uenige. Vi betragter deres anskuelser som fejlsyn i modsat retning; den ene overser menneskets sociale natur, den anden dets individuelle natur. Medens vi er klar over, at mennesket først og fremmest er et enkeltvæsen, og at statens indgreb i ting, der tilhører enkeltmands virkefelt, aldrig har affødt eller kan afføde andet end ondt, så indser vi også, at det er et socialt væsen eller, som Aristoteles kaldte det et »politisk dyr«, og at staten er nødvendig for det menneskelige fremskridt og hører med til naturens orden. For at bruge et billede: Samfundets bygning og liv svarer til legemets; ligesom nogle livsytringer styres af hjernen og det bevidste livs nerver, andre af uvilkårlig og ubevidst nervevirksomhed, således må også en del af samfundets livsytringer styres af staten, medens andre sættes i uvilkårlig bevægelse ved enkeltmands færd og virksomhed. Men anarkisterne vil så at sige lade samfundet klare sig uden hoved, og socialisterne søger at styre det vidunderlige samspil af de indre organers virksomhed ved bevidst viljesindgreb.
     De »filosofiske anarkister«, som jeg her taler om, er fåtallige og for øjeblikket af ringe praktisk betydning. Det er med de forskellige afskygninger af socialisme, at striden står.
     Vi samstemmer med socialisterne på nogle punkter, thi vi erkender tilfulde menneskets sociale natur og mener, at alle monopoler bør overtages og styres af staten.
     I denne retning og i retning af fremme af almen sundhedstilstand, kundskab og offentlige bekvemmeligheder ville også vi udvide statens virksomhed.
     Men det forekommer os, at socialismen - i alle dens afskygninger - lider af den fejl at mangle radikalisme, ikke at gå til ondets rod. Den går ud fra, at lønnens tilbøjelighed til at synke til et lavmål skyldes en naturlov, og søger derfor særlig at komme lønarbejdet til livs. Den tager for givet, at den naturlige følge af al konkurrence er, at arbejderne knuges til jorden, og søger derfor at afskaffe konkurrencen ved hjælp af skranker, forbud og udvidelse af regeringsmyndigheden. Skønt socialismen ofte er sammenknyttet med demokratiske bevægelser, er dog dens grundtanke det samme blændværk, som Israels børn var hildede i, da de, trods deres profets advarsel, krævede en konge, den vildfarelse, som overalt har undergravet folkefrihed og sat tyranner på tronen: At magt over folket vil blive brugt til folkets gavn, at der kan udtænkes et maskineri af embedsmænd, hvorved der kan tilvejebringes bedre og visere styre af folks egne personlige sager, end folk selv kan udøve.
     Denne overfladiskhed og overtro på statsmagten er fælles for alle afskygninger af socialisme.
     Protektionismen f.eks.: Al den støtte, den vinder bortset fra sælgerens rent selviske lyst til at tvinge køberne til at betale mere for varerne, end de er værd skyldes sådanne overfladiske idéer som f.eks., at arbejdets endemål er produktion, ikke forbrug, at penge er mere værd end varer, at det er fordelagtigere at sælge end at købe, og fremfor alt ønsket om at begrænse konkurrencen, et ønske, der udspringer af en uklar følelse af de misforhold, der nødvendigvis opstår, hvor mennesker, der har arbejde behov, afskæres fra det naturlige og uundværlige grundlag for alt arbejde, naturens rigdomskilder. Hele protektionismen hviler på den idé, at regeringen forstår sig bedre på arbejdsudlæg og kapitalanvendelse end arbejderne og kapitalisterne selv, og på, at de mænd, der styrer regeringerne, vil bruge sådan magt til det almenes bedste og ikke i egen interesse. »Beskyttelsen« går i retning af embedsklassens forøgelse, frihedens indskrænkning og opfindelse af »forbrydelser«, og den forårsager bedrag og demoralisation. Og hvis protektionismen gennemførtes med logisk strenghed, måtte den lægge civilisationen øde og skabe rent barbari i stedet.
     Eller se på fagforeningsbevægelsen. Medens denne indenfor snævre grænser fremmer følelsen af interessernes gensidighed og ofte hjælper til at sætte mod i folk og fremme deres politiske opdragelse, og medens den har sat begrænsede arbejderkorps i stand til i nogen grad at forbedre deres stilling og ligesom vinde plads til at trække vejret, så overser den dog de almene årsager, der bestemmer arbejdets kår, og stræber kun efter at forbedre kårene for en ringe del af den store arbejderskare ved midler, der ikke kan hjælpe resten. Idet den tilstræber konkurrencens indskrænkning - begrænsningen af retten til arbejdet - er dens fremgangsmåde lig en hærs krigstugt, der selv i en retfærdig sags tjeneste giver anledning til misbrug og krænker friheden, medens dens våben, strejken, ifølge sin natur er ødelæggende såvel for de stridende som for de udenforstående, da den er som en slags passiv krig. At lægge al virksomhed i fagforeningsbånd, som nogle drømmer om, ville være at trælbinde menneskeheden i kastevæsen.
     Ja, selv sådanne moderate foranstaltninger som begrænsning af arbejdstiden og af kvinders og børns arbejde er af samme natur. De er overfladiske, idet de blot ser på mænds, kvinders og børns begærlighed efter overarbejde, og foreslår ved tvang at hindre dette uden at gøre sig det mindste rede for, hvad der er årsagen dertil: den tvingende fattigdom. Og de måder, hvorpå sådanne indskrænkningsbestemmelser må iværksættes, gør indgreb i den personlige frihed, kan let give anledning til misbrug og demoralisation og det bebyrder folket med embedsmænd.
     Den fuldstændige socialisme, der i alt fald må agtes for sin djærvhed, ville medføre alle disse onder i fuldt mål. Idet den drager forhastede slutninger uden at søge at opdage årsagerne, overser den, at undertrykkelsen ikke med naturnødvendighed skyldes kapitalen i og for sig, men den uret, der berøver arbejdet kapitalen - ved at skille det fra jorden - og skabe en skinkapital, der i virkeligheden er kapitaliseret monopolværdi. Den overser, at det ville være umuligt for kapitalen at undertrykke arbejdet, om det blot havde uhindret adgang til naturens rigdomskilder; den forser sig på lønsystemet, der dog er udsprunget af gensidige bekvemmelighedshensyn (idet det er en art af kooperation, hvor den ene parthaver foretrækker en bestemt del frem for en betinget del af udbyttet), og den overser, at hvad den kalder »den jernhårde lønlov«, ingenlunde er den naturlige lønlov, men kun gælder den unaturlige tilstand, hvor mennesker er gjort hjælpeløse ved at være afskåret fra grundlaget for liv og arbejde. Socialismen har ikke øje for, at hvad den med urette anser for den frie konkurrences onde virkninger, i virkeligheden skyldes skrankebunden konkurrence, den ensidige konkurrence, som menneskene tvinges ind i, når jorden er dem berøvet. Det socialistiske statsideal: alle mennesker indordnet i arbejdshære, og al produktion og omsætning ledet og reguleret gennem ministerielle kontorer eller noget lignende, ville, om det lykkedes at gennemføre det i fuld udstrækning, være ensbetydende med ægyptisk despoti.
     Vi afviger fra socialisterne såvel i vor opfattelse af ondets natur som med hensyn til lægemidlerne. Vi nærer ingen skræk for kapitalen og betragter den som arbejdets naturlige håndlanger; vi anser kapitalrenten i og for sig for naturlig og retmæssig; vi ønsker ikke at sætte lovskranker for rigdomsopsamling eller at pålægge de rige særbyrder; vi anser ikke konkurrencen for et onde, ja betragter den fri og ubundne kappestrid som lige så nødvendig for værkfliden og samfundsorganismens sundhed som det uhildede blodomløb for legemets, anser den for at være den vej, ad hvilken det mest fuldstændige samarbejde sikres. Vi vil kun tage til samfundets brug, hvad samfundets er: den værdi, der knytter sig til jorden ved samfundets vækst, men lade den enkelte beholde alt, hvad den enkeltes er; og medens vi vil gøre alle nødvendige monopoler til statsvirksomheder, vil vi forøvrigt afskaffe alle forbud og skranker, når undtages, hvad der kræves for offentlig sikkerhed, sundhed, moral og bekvemmelighed.
     Men grundforskellen mellem socialismen og vor anskuelse er den, at socialismen, i alle dens afskygninger, betragter misforholdene i vor civilisation som noget, der skyldes de naturlige samfundsbånds utilstrækkelighed eller modstrid, og derfor tilstræber en kunstig organisation. Efter den tanke er staten tvunget til planmæssigt at organisere menneskenes samvirken, til at konstruere en slags kæmpemaskineri, hvis indviklede dele skal bringes til at gribe ind i hinanden på rette måde, styret af menneskelig intelligens. Dette er grunden til, at den socialistiske tankegang leder folk i retning af ateisme. Thi den, for hvem samfundets naturlove står som ubillige og disharmoniske, kan ingen Gud se bag lovene.
     Vi derimod betragter menneskenes forbindelser i  samfund og erhervsliv ikke som et maskineri, man må konstruere, men som en organisme, der blot kræver lov til at vokse. Vi ser i de naturlige love for samfunds- og erhvervsliv en lignende harmoni som den, vi finder i det menneskelige legeme, en harmonisk virken, der overgår menneskets ordnende og styrende kunst lige så vidt, som livsfunktionerne overgår vor styrkeevne. For os står disse love i så nøje forhold til de etiske love, at de må skyldes samme lovgiver, og at moralloven er menneskets sikre fører dér, hvor tankens klarhed glipper. Derfor tør vi dristigt hævde, at alt, hvad der kræves for at bøde på tidens brøst, er at øve ret og skel og give frihed. Derfor tør vi sige, at vor anskuelse i virkeligheden er den eneste, der kan samstemme med en fast og ærbødig tro på Gud og med anerkendelsen af Hans lov som den højeste lov, som vi mennesker må følge, om vi skal lykkes og trives og undgå ødelæggelse. Derfor tjener socialøkonomien for os blot til yderligere at vise visdomsdybet i de simple sandheder, som det jævne folk gladelig lyttede til fra hans mund, om hvem det med undren blev sagt: »Er det ikke tømmermanden fra Nazareth?«
     Og just fordi vi i hvad vi foreslår: Sikring af alles lige ret til naturens rigdomskilder og afskaffelsen af alle lovskranker for menneskenes ret til at bruge deres kræfter på lovlig vis - ser et middel til at bringe den menneskelige lovgivning til at stemme overens med moralloven, er vi overbeviste om, ikke blot at dette er den rette bod for alle de onder, De så malende beskriver, men at det er den eneste mulige.
     Der er ingen anden! Mennesket og dets forhold til den verden, hvori det er stillet, er således, dvs. Guds ubøjelige love er således, at det overgår menneskelig kløgt at udtænke nogen vej, ad hvilken de ulykker kan hindres, der skyldes den uretfærdighed, at menneskene er berøvet deres fødselsret, om man ikke vil gøre ret og skel og åbne adgang for alle til den rigdomskilde, Gud har ladet springe for alle.
     Da mennesket kun kan leve på og af jorden, da jorden er stoffets og kraftens kilde, hvorfra menneskets eget legeme er taget, og hvorfra vi må hente alt, hvad vi vil frembringe, er det da ikke uimodsigeligt, at det at gøre jorden til nogles ejendom og nægte alle andre enhver ret til den, er at dele menneskeheden i rige og fattige, privilegerede og hjælpeløse? Følger ikke også heraf, at de, som ingen ret har til at bruge jorden, kun kan opretholde livet ved at sælge deres arbejdskraft til dem, som ejer jorden. Og må ikke følgen blive, at hvad socialisterne kalder »den jernhårde lønlov« må fratage de jordløse masser - de blotte arbejdere, som ingen udvej har til selv at bruge deres arbejdskraft - enhver frugt af mulige fremskridt og forbedringer, der ikke ændrer denne uretfærdige jordfordeling. Thi da de ikke er i stand til at skaffe sig selv arbejde, må de, enten som arbejdssælgere eller jordforpagtere, konkurrere indbyrdes om tilladelse til at arbejde. Denne indbyrdes konkurrence mellem mennesker, der er udestængt fra Guds uudtømmelige skatkammer, har ingen anden grænse end hungeren og må til syvende og sidst tvinge lønnen ned til lavmål: det strengt nødvendige til livets ophold og forplantning.
     Dermed være ikke sagt, at alle lønninger må synke til dette lavmål, men at lønnen i det nødvendigvis bredeste lag af arbejdere, de, som kun besidder almindelige evner, uddannelse og kundskaber, må synke så dybt. Lønnen i de snævrere arbejderklasser, der ved særlig kyndighed, duelighed og på anden vis er sikrede mod konkurrencens tryk, kan holde sig højere. Således vil - hvor skrive- og læsefærdighed er sjælden - den, der er i besiddelse heraf, være i stand til at sikre sig højere løn end den almindelige arbejder; men bliver disse færdigheder almindelige, svinder fordelen bort. I det hele taget vil lønnen i erhverv, der kræver særlig teknisk uddannelse eller duelighed, eller er gjort vanskelig tilgængelig ved kunstige skranker, kunne holdes oppe over det normale på grund af konkurrencens indskrænkning. Men alt som nye opfindelser overflødiggør den særlige duelighed, eller de kunstige skranker brydes ned, synker lønnen. Det er ligeledes kun så længe, de er ualmindelige, at egenskaber som sparsommelighed, flid og driftighed kan sætte den jævne arbejder i stand til at hævde sig en stilling over det almindelige lavmål. Bliver de almindelige, vil konkurrencen trykke sådanne folks kår ned til den vanlige højde, der, da jorden er monopoliseret og arbejdet hjælpeløst, kun kan være et trin højere end den yderste nød.
     Eller for at sige det samme på en anden måde: Da jorden er en nødvendig betingelse for liv og arbejde, vil dens ejere være i stand til for tilladelsen til at bruge den tiltvinge sig alt, hvad de blotte arbejdere kan frembringe ud over, hvad der er nødvendigt til at holde liv i så mange, som jordejerne og deres afhængige har brug for.
     Hvor den private jordejendomsret har delt samfundet i en jordbesiddende og en jordløs klasse, kan således ingen tænkelig opfindelse eller fremskridt - det være sig industrielt, socialt eller moralsk - afværge fattigdommen eller bedre den jævne arbejders stilling, hvis det ikke griber ind i jordejendomsretten. Thi hvad enten virkningen af opfindelser og andre fremskridt går i retning af at øge arbejdets frugtbarhed eller formindske, hvad der behøves til arbejdernes underhold, kan de, så snart de bliver almindelig udbredte, kun føre til, at jordejernes indkomst øges, uden at de i ringeste måde kommer arbejderne til gode. Under ingen omstændigheder vil de, der kun besidder almindelig arbejdsevne - en evne, der er fuldstændig unyttig for dem, der fattes arbejdsmidler - kunne beholde mere af, hvad de tjener, end lige netop, hvad de behøver for at leve.
     Hvor sandt dette er, viser nutidens kendsgerninger. I vor egen tid har opfindelser og opdagelser forøget arbejdets produktivitet umådeligt og samtidig billiggjort mange ting, der er nødvendige til arbejdernes underhold. Har disse fremskridt noget sted øget den simple arbejders indkomst? Er ikke fordelen hovedsagelig tilfaldet jordejerne, idet jordværdien er steget overordentligt.
     Jeg siger hovedsageligt; thi en del af merindtægten er medgået til uhyre stående hære og krigsforberedelser, til rentebetaling af store statsgældsbeløb og - for en stor del forklædt som rente af skinkapitaler - til ejerne af andre monopoler end jordmonopolet, men fremskridt, der tilintetgjorde sådant kraftspild, ville ikke komme arbejderne til gode, de ville simpelthen øge jordejernes profit. Om alle stående hære med alt, hvad dertil knytter sig, blev afskaffede, og alle monopoler - med undtagelse af jordmonopolet - tilintetgjorte, og regeringerne blev mønsterværdige økonomer, alle spekulanters, mellemmænds og handlendes profit blev sparet, ja, om alle blev så redelige, at alt politi, alle domstole og fængsler blev overflødige, det ville dog ikke give andet økonomisk resultat end det, som den øgede frembringelsesevne har givet.
     Ja, ville ikke netop sådanne velsignelser bringe sultekår over mange af dem, der nu hugger sig lidt bedre igennem? Er det ikke sandt, at om det blev foreslået i dag hvad alle kristne burde bede til -, at alle stående hære i Europa skulle opløses, ville det vække den største frygt for de følger, det ville få, at så mange arbejdsløse blev kastede ud på arbejdsmarkedet!
     Forklaringen af dette og lignende paradokser, der i vore dage stirrer folk forvirrede i møde fra alle kanter, er let at give: Alle opfindelser og fremskridt, hvor spild undgås og anstrengelser spares, har den virkning at formindske det arbejde, der kræves til opnåelse af et vist resultat, hvorfor vi også kalder dem arbejdsbesparende opfindelser og forbedringer. Under naturlige samfundsforhold, når brugsretten til jorden var anerkendt, kunne imidlertid de arbejdsbesparende opfindelser gå så vidt, som man overhovedet kan forestille sig det, uden at formindske efterspørgslen efter mennesker, da denne efterspørgsel under disse naturlige forhold hviler på menneskenes trang til livsnydelse og virksomhed, stærke drifter, som Skaberen har lagt i menneskets bryst. Men under den unaturlige samfundstilstand, hvor flertallet af menneskene er gjort arveløse for alt undtagen evnen til at arbejde - når lejlighed dertil gives dem af andre, - dér indskrænker efterspørgslen efter mennesker sig simpelthen til den efterspørgsel efter arbejdsydelse, som udgår fra dem, der sidder inde med arbejdslejligheden, og mennesket selv bliver en handelsvare. 
     Skønt den naturlige virkning af arbejdsbesparende forbedringer er at øge arbejdslønnen, vil derfor - under de unaturlige forhold, der affødes af den private jordejendomsret - virkningen være den, at arbejdslønnen trykkes ned (på grund af den aftagende efterspørgsel på markedet), og de jævne arbejdere fornedres til fattiglemmer eller tiggere. Og dette gælder endog den arbejdsbesparelse, der voldes af sådanne moralske fremskridt som opløsning af stående hære og frigørelse af den arbejdskraft, der nu går tabt i lastens tjeneste eller bindes til dens bekæmpelse. Dersom de arbejdsbesparende opfindelser og fremskridt kunne drives så vidt, at alt arbejde blev overflødigt, hvad ville så følgen blive? Ville ikke følgen være, at jordejeren så kunne tilegne sig al den rigdom, som jorden var i stand til at frembringe, og aldeles ikke ville have behov for arbejdere, så at disse enten måtte sulte ihjel eller leve af jordejernes nåde.
     Således kan da, så længe den private jordejendomsret står ved magt, - så længe nogle mennesker behandles som jordens ejermænd, medens de øvrige kun med deres tilladelse kan få lov til at leve på den - ingen menneskelig visdom udtænke noget middel til at undgå den nuværende tilstands misforhold.
     Ja, Guds visdom kunne ejheller!
     I lyset af den rette tænkning, som St. Thomas taler om, kan vi indse, at selv den almægtige Gud, så længe Hans love er i kraft, ikke kunne gøre noget til at forebygge fattigdom og hunger, så længe jordejendomsretten består.
     Hvorledes skulle han kunne det? Indgød han sollyset og luften ny kraft og styrke, øgede han jordens frugtbarhed, - ville da ikke denne nye rigdom tilfalde jordejerne og snarere skade end gavne den blotte arbejder. Åbnede han vort øje for nye grundstoffer, nye kræfter og deres brug, kunne det mon gøre mere til at afhjælpe fattigdommen, end damp og elektricitet og de talløse andre nutidsopdagelser og opfindelser har gjort. Eller om han lod føde, klæder osv. regne ned fra himlen eller skyde op af jorden, - hvem ville da i kraft af vore love alt dette tilhøre? Ville ikke denne forøgelse af Hans rige gaver så langt fra at gavne menneskene vise sig som en forbandelse, idet de satte den privilegerede klasse i stand til yderligere at vælte sig i rigdom og trykke de arveløse klasser ned i en dybere og mere omfattende nød og elendighed?
Til 
  1. Oversigt: Arbejdets kår
  2. Oversigt Henry George's værker 
  3. Hovedside: Grundskyld - Henry George
Opdateret d. 25.3.2002