BESKYTTELSE ELLER FRIHANDEL

Af Henry George
 
Den, som ved åndelig eller legemlig virksomhed forøger velstanden, øger summen af menneskelig viden eller gør menneskelivet rigere og dybere – han er i ordets videste betydning en »producent«, en »arbejder«, og han tjener med ære sin løn. 
Men den, som, uden selv at udrette noget, lever af andre menneskers slid og slæb, – han er, hvad hædersnavn han end monne bære, til syvende og sidst dog kun en tigger eller en tyv.
Kapitel 6

Handel.

      Beskyttelse betyder bevarelse eller forsvar.
     Hvad er det, som toldbeskyttelsen bevarer imod? Det er handelen, eller mere nøjagtigt: den del af handelen, som består i at bringe varer, der kan fremstilles hjemme, ind fra andre lande.
     Men handelen, som »beskyttelsen« søger at bevare eller forsvare os imod, er ikke, som oversvømmelse eller hvirvelstorm, noget, der kommer uden menneskelig medvirken. Handel er menneskelig handling. Der kan kun være tale om at bevare eller forsvare sig imod handel, hvis der er mennesker, som ønsker at drive handel. Men hvem er da de mennesker, imod hvis lyst til at handle »beskyttelsen« skal bevare eller forsvare os?
     Hvis nogen havde stillet mig det spørgsmål, før jeg var kommet til at tænke selvstændigt over sagen, ville jeg have svaret, at de mennesker, som »beskyttelsen« forsvarer os imod, er fremmede producenter, som ønsker at sælge deres varer på vort hjemlige marked. Det er den tanke, der går igennem alle beskyttelsesargumenterne – den tanke, at udlændinge uafladelig søger at påtvinge os deres produkter, og at en beskyttelsestold er et middel til at forsvare os imod, hvad de ønsker at gøre.
     Et øjebliks eftertanke vil imidlertid vise, at ingen bestræbelse fra udlændingenes side for at sælge os deres produkter i og for sig kunne nødvendiggøre en toldbeskyttelse. For hvor stærkt end ønsket måtte være hos den ene af parterne, er det ikke nok til at bringe en handel i stand. Ved enhver handel må der være to parter. Ingen kan sælge, hvis han ikke kan finde nogen, som vil købe. Hvis amerikanerne ikke ønskede at købe udenlandske varer, så kunne udenlandske varer ikke sælges her, selvom der ingen toldbeskyttelse var. Den virkelige årsag til den handel, som toldbeskyttelsen har til formål at hindre, er amerikanernes lyst til at købe fremmede varer, ikke fremmede producenters lyst til at sælge dem. Beskyttelsen hindrer således i virkeligheden noget, som de »beskyttede« selv ønsker at gøre. Det er ikke imod udlændingene, beskyttelsen bevarer og forsvarer os; det er imod os selv.
     Handel er ikke voldsfærd. Den består ikke i angreb fra den ene side og modstand fra den anden, men i gensidig overenskomst og tilfredsstillelse. Der kan ikke blive nogen handel, uden at parterne enes derom, lige så lidt som der kan opstå nogen trætte, uden at parterne er uenige. Vi siger, at England påtvang Kina handel med omverdenen, og De Forenede Stater gjorde det samme med Japan. Men det, der i begge tilfælde blev gjort, var ikke at tvinge folkene til at handle, men at tvinge regeringerne til at lade dem handle i fred. Hvis folkene ikke havde ønsket at handle, ville havnenes åbning have været resultatløs.
     Civiliserede folk bruger imidlertid ikke deres hær og flåde til at åbne hinandens havne med. Nej, det, de bruger hær og flåde til, når de kommer op at slås, er at lukke hinandens havne. Og deres bestræbelser går da mere ud på at hindre indførselen end udførselen. For man kan hurtigere skade et folk ved at hindre det i at få varer end ved at hindre det i at sende varer bort. Handelen kræver ingen magtmidler; fri handel består simpelthen i at lade folk købe og sælge, som de selv vil. Det er beskyttelsen, der trænger til magtmidler; for den består i at hindre folk i at gøre, hvad de gerne vil. Beskyttelseslove er lige så fuldt magtmidler som blokerende krigsflåder er det, og hensigten med dem er den samme: at hindre handel. Forskellen imellem dem er den, at blokerende flåder er et middel til at hindre landets fjender i at handle, medens beskyttelseslove er et middel til at hindre landets egne indbyggere i at handle. Det, som beskyttelsen lærer os, er, at vi i fredstid skal gøre det samme ved os selv, som fjenderne i krigstid søger at gøre ved os.
     Kan man tænke sig nogen større misbrug af sproget end den, at udtryk, som betegner strid, anvendes på handel, og at man taler om, at en nation overfalder, overvælder eller oversvømmer en anden med varer? Varer, hvad er det andet end ting, som vi alle gerne vil have? Hvilket menneske ville ønske sig bevaret fra den slags overfald? Hvem ville have noget imod at blive oversvømmet med tøj, som hans hustru og døtre ønsker sig, at blive oversvømmet med hest og vogn, at blive overvældet med gode cigarer, med smukke malerier eller andet, der har værdi? Og hvem ville synes, at det var rart, om nogen tog sig på at beskytte ham ved at jage dem væk, som ønskede at bringe ham sådanne ting?
     I virkeligheden er det imidlertid ikke alene umuligt for nogen nation at sælge til en anden nation, uden at denne ønsker at købe, men den internationale handel består slet ikke i, at varer sendes ud til salg. Største delen af ethvert civiliseret lands indførsel består af varer, som landets indbyggere selv har sendt bud efter. Det er ikke engang importøren, der er skyld i, at varer indføres. Det er købernes efterspørgsel i detailhandelen, der er den egentlige grund.
     Beskyttelsestolden er således en hindring, som folket lægger i vejen, ikke for noget, som andre vil pånøde dem, men for noget, som de selv ønsker at gøre.
     Når man med den sædvanlige brug af ordet taler om, at et individ eller et samfund beskytter sig, underforstår man altid, at der er en eller anden ydre fjende eller fare, som f.eks. kulde, vilde dyr, ildsvåde eller sygdom, røvere eller voldsmænd – et eller andet, som vil gøre noget, der er den beskyttede imod. De eneste tilfælde, i hvilke ordet efter sin almindelige mening ikke henleder tanken på nogen ydre fjende eller fare, er de, der forudsætter en eller anden beskytter af højere intelligens, som når der er tale om at beskytte åndssvage, drukkenbolte og småbørn imod deres egne ufornuftige handlinger.
     Men det hæmningssystem, som af dets talsmænd er blevet kaldt »beskyttende«, savner både den ene og den anden af al virkelig beskyttelses egenskaber. Det, som dette system beskytter et folk imod, er ikke ydre fjender eller farer, men noget, som folket selv ønsker at gøre. Dog er denne beskyttelse ikke en højere intelligens' beskyttelse; for endnu har menneskevid ikke været i stand til at finde på, hvorledes man i rigsdag eller råd skal fremskaffe en højere intelligens end den, folket selv sidder inde med.
     At toldbeskyttelsen er i overensstemmelse med folkeviljen i de lande, hvor den findes, nægter jeg ikke. Hvad jeg ønsker at fremhæve er, at selv de folk, som pålægger sig selv beskyttelsestold, alligevel ønsker at gøre det, som de ved beskyttelsestolden søger at hindre sig selv i at gøre. Dette kan ses af, at indførselen stadig har tilbøjelighed til at blive ved trods tolden, at landets borgere stadig har tilbøjelighed til at omgå toldloven, når de kan, og at de selvsamme mennesker, som kræver toldpålæg for at hindre indførsel af fremmede varer, er iblandt dem, som ved deres efterspørgsel efter disse varer er årsag til, at de indføres. Tænker man sig et folk, hvor hver eneste mand, kvinde og barn er beskyttelsesven, og en toldvedtægt, som alle er blevet enige om, så vil denne toldvedtægt dog være en hindring for noget, som disse mennesker ønsker at gøre og stadig søger at gøre. Beskyttelsesvennerne er kun beskyttelsesvenner i teori og politik. Når det kommer dertil, at de skal købe, hvad de har brug for, så er alle beskyttelsesmænd frihandelsmænd. Jeg siger ikke dette for at fremhæve beskyttelsesmændenes inkonsekvens, men for at pege på noget, som er af større betydning.
     »Jeg skriver«. »Jeg ånder«. Begge disse sætninger udtrykker handlinger, som udføres af samme individ, men handlinger af forskellig art. Jeg skriver med bevidst vilje; jeg ånder instinktmæssigt. Jeg er mig ikke bevidst, at jeg ånder, undtagen når jeg netop tænker derpå; og dog går åndedrættet sin gang, enten jeg tænker derpå eller ej, ja selv når jeg sover. Prøver jeg med al min vilje på at standse mit åndedræt, ånder jeg dog på trods af mig selv, og jeg vedbliver dermed, så længe jeg lever. Andre livsvirksomheder er endnu mere uafhængige af bevidstheden og viljen. Vi lever i og ved en uophørlig fortsættelse af mangfoldige og fine processer, der slet ikke lader sig bringe ind under bevidst ledelse.
     Mellem mennesket og samfundet er der i denne henseende en lighed, som bliver større og større, efterhånden som civilisationen skrider fremad, og samfundsforholdene bliver mere sammensatte. Regering og administration har kun et begrænset bevidstheds- og virksomhedsområde, omtrent som den bevidste vilje hos individet, og selv hvad man kalder »den offentlige mening«, rækker ikke meget videre. Uafhængig af folkeledelsen og folkebevidstheden er der i samfundet en livsvirksomhed, som svarer til den ubevidste livsvirksomhed i legemet.
     Hvad der ville hænde med det enkelte menneske, hvis alle legemets funktioner var lagt ind under bevidsthedens styrelse, så man kunne glemme at ånde eller kunne regne fejl med hensyn til, hvor meget nyrerne skulle udskille af blodet – det er, hvad der også ville hænde med et folk, hvis alle individuelle virksomheder var lagt ind under regeringens styrelse.
     Og selv om et folk i samling kan give sig en toldlov med det formål at hindre handel, vil de enkeltes attrå og ønsker dog tvinge dem til at forsøge at handle – ligesom blodet, når man lægger et stramt bind om sin arm, alligevel vil forsøge at cirkulere. For enhvers stræben efter at tilfredsstille sine ønsker på den nemmest mulige måde – denne stræben, der er bevæggrunden til al handel – er lige så intensiv og vedholdende som de tilskyndelser, legemets organer adlyder. Det er ikke importøren, der er årsag til handelen, men den daglige efterspørgsel fra dem, som aldrig skænker indførsel eller udførsel en tanke, dem, som handelen tilfører alt, hvad de har brug for, ganske ligesom blodet tilfører hver især af legemets fibre alt, hvad de kræver.
     Det er lige så naturligt for mennesker at handle, som det er for blodet at cirkulere. Mennesket er af naturen et »handelsdyr«, drevet til at handle af en vedholdende attrå, indsat i en verden, hvor alting viser at det er bestemt til at drive handel. Og i handelen finder det muligheden for social fremgang. Uden handel ville vi alle være vildmænd.
     Hvor hver familie selv avler sine fødemidler, selv bygger sit hus, selv syr sine klæder og selv laver sine redskaber, kan ingen nå at få mere end de simpleste livsfornødenheder tilfredsstillet, og enhver lokal misvækst må bringe hungersnød. Et folk, som lever på denne måde, vil være uafhængigt, men dets uafhængighed vil ligne dyrenes. Det vil være fattigt og uvidende og så godt som magtesløst over for naturens kræfter og årstidernes omskiftelser.
     Denne samfundstilstand, som beskyttelsesteorien logisk ville føre til, er den laveste, menneskene nogen sinde har levet i. Mennesket er kun gået fremad i samme forhold, som det har lært at tilfredsstille sine fornødenheder ved at drive handel med sine medmennesker og ved at frigøre og udvide handelen. Forskellen mellem det nøgne vildmenneske, hos hvem der endnu kun er svage tegn til kunstfærdighed og hersker modløs uvidenhed over for naturens kræfter – og vor højeste civilisation med dens rigdom, kundskab og magt skyldes overgangen fra den uafhængighed, som beskyttelsessystemet tilstræber, til den gensidige afhængighed, som kommer med handelen. Det er kun efterhånden, som handelens vækst muliggør arbejdets deling, at den menneskelige dygtighed kan udvikle sig og nå op over det tarveligste lavmål, og at kundskab kan tilegnes og opfindelser gøres; og det er også kun derved, at frembringelsesevnen kan yde mere end det nødvendigste til livets ophold, så der kan vindes fritid og opspares kapital.
     Dersom det at hindre handel var at opmuntre flid og fremme velstand, så ville menneskets første fremskridt have vist sig på de steder, hvor det levede mest afspærret. Den naturlige beskyttelse for hjemlig industri, som ydes af vilde bjergkæder, glødende ørkener og udstrakte have, – have, der var for store og stormfulde for de tidligste søfarendes skrøbelige skuder – måtte da have givet os de første glimt af civilisationen og vist os dens hurtigste opvækst. Men det er tværtimod dér, hvor der nemmest kunne drives handel, at vi ser den første rigdom samle sig og civilisationen begynde. Det er ved sejlbare floder, ved stærkt befærdede landeveje osv., at vi ser byer opstå og kunst og videnskab udvikle sig. Og i samme grad som handelen frigøres, veje bygges, og fredstraktater gør ende på den vedvarende krigstilstand – i samme grad øges rigdommen og vokser civilisationen. Alle vore store arbejdsbesparende opfindelser, lige fra pengene til dampmaskinen, har deres udspring i handelen og tjener til at fremme dens vækst. Handelen har altid været krigshindrende, fordomsudryddende, kundskabsspredende. Det er ved handelen, at nyttige sædarter og dyreformer, nyttige kunster og opfindelser er blevet spredt over jorden, og at menneskene på et sted er blevet sat i stand til ikke alene at få produkter andetsteds fra, men også at drage nytte af de opdagelser og opfindelser, som mennesker på andre steder har gjort.
     Hvis vi levede i en verden, hvor alle landsdele havde samme jordbund og klima, en verden uden floder og havne osv. og hvor hvert samfund var omgivet af uvejsomme bjerge, ville vi muligvis drage den slutning, at det var naturens hensigt, at hvert folk for sig skulle udvikle sin egen industri, uafhængigt af alle andre. Men den verden, som vi virkelig lever i, er ikke alene indrettet til samfærdsel; de ting, som den yder menneskene, er tillige fordelt således, at folkene i de forskellige egne tvinges til at handle med hinanden for fuldtud at kunne tilfredsstille deres ønsker. Ikke alene frembringer det ene jordbælte sukker og kaffe, bananer og ananas, det andet byg og hvede, æbler og kartofler, det ene pelsværk og det andet bomuld osv. Men der er forskelligheder så fine, at vi, selvom erfaring viser os, at de er til stede, ikke ved, hvad de kommer af. På et sted kan man fremstille vin, som man ikke kan få på noget andet sted, selv af aflæggere af den samme vinstok, og selv om jordbund og klima synes ens. Nogle egne bliver uden påviselig årsag navnkundige for en slags produkter, andre for en anden slags. Disse endeløse uligheder viser, at naturen ikke har bestemt mennesket til at være afhængigt af sine egne frembringelser alene, men til at bytte varer med sine medmennesker – ganske som ved et bord, hvor dette, at kødet sættes foran en af gæsterne, grøntsagerne foran en anden og brødet foran en tredje, kun betyder, at det er værtens mening, at gæsterne skal forsyne hinanden.
     Andre kendsgerninger i naturen peger i samme retning. Husdyrracerne synes altid at forbedres ved tilkomst af fremmede stamdyr. Selv fjerkræopdrættere finder det mest tjenligt at sælge deres hjemmefødte haner og erstatte dem med haner andetsteds fra. Hvad enten denne lov nu holder stik med hensyn til menneskets fysiske natur eller ej, så meget er vist, at en blanding af folkefærd virker åndeligt oplivende. Fordomme afslibes, sproget beriges, skikke og sædvaner udsættes for sammenligningens prøve, og nye tanker tændes. De stærkest fremadskridende folk har altid været, om ikke folk af blandet blod, så dog folk, der kom i livligst berøring med andre og lærte mest af andre.
     »Hjemmesiddende ungdom har hjemmegjort vid,« gælder også om nationerne.
     Og mere endnu: det er karakteristisk for alle de opdagelser og opfindelser, som så hurtigt øger vor magt over naturen, at de kræver en større og større deling af arbejdet og udvider handelen. Ethvert fremskridt formindsker således menneskenes uafhængighed og øger deres indbyrdes afhængighed. Det mål, der tilstræbes ved de menneskelige fremskridt, er øjensynligt dette, at menneskene skal komme i nærmere samliv og blive mere og mere afhængige af hinanden.
     Således er de bånd, som protektionismen maner os til at pålægge os selv, omtrent lige så godt egnede til at fremme folkelig velstand som de bind, der ville hindre blodomløbet, ville være egnede til at fremme legemligt velvære. Beskyttelsen kræver af os, at vi skal lønne embedsmænd, opmuntre spioner, fremkalde svig og mened – hvorfor? Jo, for at bevare og værne os imod noget, som ikke krænker nogen moralsk lov, noget, som vi selv instinktmæssigt drives til, noget, som er af den art, at vi uden det aldrig kunne have hævet os op over barbariet, noget, som både den fysiske natur og de sociale love viser er i overensstemmelse med Skaberens tanke.
     Det er vel sandt, at beskyttelsesmændene ikke fordømmer al handel, og om end nogle af dem har ønsket sig et hav af ild for at kunne udelukke fremmede produkter, har andre, som er mere rimelige, men mindre logiske, nok villet tillade, at et land indfører ting, som det ikke selv kan frembringe. Den mellemfolkelige handel, som de indrømmer er uskadelig, udgør dog ikke en tiendedel, måske ikke en tyvendedel af verdens mellemfolkelige handelsomsætning, og hvad De Forenede Stater vedrører, ville de ting, som vi ikke kunne skaffe os her i landet, ikke være stort andet end nogle få frembringelser fra det hede jordbælte, og selv disse kunne under passende beskyttelse avles ved kunstig varme herhjemme – til opmuntring for glas- og kulindustrien. Men i henseende til teoriens rigtighed er det jo ligegyldigt, om den handel, som »beskyttelsen« ville tillade, er større eller mindre. Det, som »beskyttelsen« vil have os til at værne os imod, er handel. Hvad enten der er tale om handel mellem borgere i det samme land eller mellem borgere af forskellige nationer, er formålet for handelen dog altid det samme. Når jeg handler med en canadier eller en englænder, ledes jeg af den samme bevæggrund, som når jeg handler med en amerikaner, nemlig den, at jeg hellere vil have de ting, han giver mig, end de ting, jeg giver ham. Hvorfor skulle jeg have mere imod at handle med en udlænding end med en landsmand, når formålet for handelen dog er at gavne mig selv og ikke ham? Og ville det ikke lige så godt i det ene tilfælde som i det andet være til skade for mig, om handelen hindredes? Hvad gør det til sagen, om det ville være mig muligt eller umuligt selv at lave den ting, som handelen drejer sig om? Her har vi f.eks. en landmand, som gerne vil gøre en byttehandel med sin nabo og give ham en hest, som han ikke selv har brug for, i bytte for et par køer, som han har brug for. Ville det nu gavne disse landmænd, at handelen hindredes, fordi den ene selv kan opdrætte sine heste og den anden sine køer? Og dog er dette netop, hvad den canadiske og den amerikanske regering hver for sig ville gøre, hvis den ene landmand boede på den amerikanske og den anden på den canadiske side af grænselinien. Og dette kaldes »beskyttelse«.
     Det er kun een af de mange fordele ved handelen, at den sætter folk i stand til at få, hvad deres egen hjemegns naturlige forhold ville hindre dem i at frembringe. Det er imidlertid en så iøjnefaldende fordel, at beskyttelsesmændene ikke helt kan lade være med at ænse den, og det er en yndet læresætning blandt amerikanske beskyttelsesvenner, at handelen bør følge længdegradslinierne i stedet for breddegradslinierne, fordi de store uligheder i klima, og følgelig også i naturfrembringelser, er at finde imellem nord og syd. Den ønskeligste omordning af verden ville efter denne teori være, at jorden blev inddelt i smalle strimler, der nåede fra ækvator til polerne og havde høje toldmure på begge sider og ved den ækvatoriale ende – medens polarisen ville gøre tjeneste som hindring ved den modsatte ende. Men til trods for den idé, at handelen hellere burde gå imellem syd og nord end imellem øst og vest, er det imidlertid en kendsgerning, at den store verdenshandel altid har bevæget sig imellem østen og vesten. Og årsagen dertil er tydelig nok. Det er den, at folk, som mest ligner hinanden i sædvaner og livskraft, også i størst udstrækning vil efterspørge hinandens frembringelser, og tillige den, at udvandring og gensidig påvirkning snarere har fundet sted imellem øst og vest end imellem nord og syd.
     Forskellen i breddegrad er kun eet af elementerne i den klimatiske ulighed, og den klimatiske ulighed er igen kun eet af elementerne i naturens uendelige mangfoldighed. Naturen vil ikke på noget enkelt sted yde arbejdet alt, hvad menneskene finder nyttigt. Tilpasning til en art frembringelser medfører ikke-tilpasning til andre. Idet handelen sætter os i stand til at få enhver ting, som vi trænger til, fra det sted, som er bedst egnet til dens frembringelse, gør den det muligt for os at udnytte naturens ypperste kræfter ved frembringelsen og således mægtigt at øge den sum af varer, som en given mængde arbejde på ethvert sted kan tilvejebringe.
     Men af endnu større vigtighed er dette, at handelen også sætter os i stand til på bedst mulig måde at udnytte den menneskelige faktor i produktionen. Alle mennesker kan ikke gøre alle ting lige godt. Uligheden i legemlige og åndelige evner gør dem ulige egnede til de forskellige dele af den virksomhed, der går ud på at tilvejebringe menneskelige livsfornødenheder. Og langt vigtigere endnu er de forskelle, som opstår ved udviklingen af særlige færdigheder. Ved at lægge sig efter en enkelt produktionsgren kan en arbejder opnå en sådan færdighed, at han med det samme arbejde kan frembringe langt, langt mere end en anden, der ikke har gjort denne produktion til sin specialitet. »Nitten håndværk er tyve ulykker«. Ikke alene kan der ved særuddannelse spares tid og møje, men enhver kan i sit fag arbejde med langt større fordel og skaffe sig og bruge redskaber, som det ville være umuligt for den enkelte at få eller bruge, hvis alle gav sig af med alle håndværk.
     Og ligesom der er uligheder imellem de enkelte mennesker, uligheder, som gør dem særligt egnede til forskellige produktionsgrene, således er der også, kun i langt højere grad, uligheder imellem samfundene. Visse ting kan med forholdsvis større fordel fremstilles, hvor befolkningen er spredt, andre, hvor den er tæt, og uligheder i industriel udvikling, i sæder og sædvaner og i den almindelige beskæftigelse medfører uligheder i tilpasning. Den fordel, som følger med arbejdets deling mellem de enkelte mennesker, følger også med arbejdets deling mellem samfundene, og dette fører til, at de forskellige industrier stedfæstes, så at forskellige egne bliver navnkundige for hver sin særlige industri. Hvor tilvirkning af en eller anden særegen vare bliver et steds hovedindustri, bliver det lettere at opnå dygtighed, og dygtigheden bliver mere fuldkommen; forråd kan let skaffes til veje, hjælpende og samsvarende virksomheder vokser op, og tilvirkning efter større målestok medfører anvendelsen af mere virkningsfulde arbejdsmåder. Under samfundets naturlige udvikling medfører handelen således en virksomhedsfordeling imellem samfundene som imellem de enkelte mennesker, og med en tilsvarende fordel.
     Folk af forskellige nationer handler med hinanden af samme grund, som folk af den samme nation – nemlig fordi de finder det fordelagtigt. Varer vil aldrig blive indført i noget land, medmindre man dér kan skaffe sig dem lettere ved at frembringe noget andet og ombytte det end ved at frembringe dem direkte. Og derfor må det at lægge bånd på indførselen være ensbetydende med at forringe produktionsevnen og formindske velstanden.
     Hvis formålet med arbejde ikke er at forbruge kræfter, men at opnå resultater, så kan spørgsmålet om, hvorvidt en vis vare bør tilvejebringes ved hjemmetilvirkning eller ved indførsel, kun afhænge af, hvilken tilvejebringelsesmåde der giver størst udbytte. Dette er et spørgsmål, som forudsætter så vidtløftige overvejelser, at ingen rigsdag kan afgøre, hvilke ting et land bør skaffe sig på den ene måde og hvilke på den anden. Det kan kun trygt overlades til de pålidelige instinkter, der er for samfundet, hvad livsinstinkterne er for legemet.
     For så vidt som det ikke skyldes nogen kunstig årsag, vil enhver tilbøjelighed hos handelen til at tage en bestemt retning være et bevis for, at den bør tage den retning, og hindrende indgreb vil være skadelige just i samme grad, som de er virksomme. At hævde, at menneskene for at blive sunde og stærke bør regulere deres lungevirksomhed ved hjælp af snøring eller lede deres blodomløb ved hjælp af forbindinger, ville ikke være en smule mere tåbeligt end at hævde, at nationerne for at blive rige bør lægge bånd på deres naturlige trang til at handle.
Kapitel 7

Produktion og producenter.

     Fjernt fra naboer, i en egn i landet, hvor folk lige er begyndt at bosætte sig, ligger en nybyggers simple hus. Når stjernerne kommer til syne, glimter et rødligt lys ud fra det lille vindue. Husmoderen er ved at lave mad. Brændet, der blusser lystigt, har nybyggeren selv hugget; det mel, som nu bages til brød, er af hvede, som han selv har avlet; de fisk, der braser på panden, har en af drengene fanget, og det vand, der koger i kedlen og lige straks skal hældes på teen, har den ældste pige hentet ved kilden, før solen gik ned.
     Nybyggeren huggede brændet, men der skal mere til end hugning for at producere brændet. Var det kun blevet hugget, ville det endnu ligge dér, hvor træet faldt, arbejdet med at slæbe det hjem var lige så vel en del af produktionen som arbejdet med at hugge det. Og »produktionen« af vandet i kedlen krævede ikke alene pigens arbejde med at bære det hjem, men også arbejdet med at nedgrave den tønde, som det blev opsamlet i, og arbejdet med at lave den spand, som det blev båret hjem i. Således overalt.
     Og nu teen – den blev avlet i Kina, båret på en bambusstang på menneskeryg til en eller anden flodby og solgt til en kinesisk købmand, som med båd skibede den ud til en af havnene. Derfra blev den sendt med damper til San Francisco, hvorfra den gik med jernbane til en Chicago-spekulant. Denne sendte den til landsbykøbmanden, som holdt den på lager, så at nybyggeren kunne få den, når han ville have den, og i partier, som passede ham – ganske ligesom vandet fra kilden står opsamlet i den nedgravede tønde, så det kan tages, når man har brug for det.
     Den kinesiske handelsmand, som først købte teen af tedyrkeren, købmanden, som skibede den til Stillehavet, Chicago-spekulanten, landsbykøbmanden, så vel som alle de, der havde med transporten at gøre, lige fra den kinesiske lastdrager til den amerikanske togfyrbøder – deltog de ikke alle sammen i produktionen af denne families te, lige så vel som de kinesiske bønder, der dyrkede teplanten?
     Nybyggeren fik teen i bytte for penge, som han havde modtaget i bytte for ting, som han og hans sønner ved deres arbejde havde frembragt fra naturen. Er da teen ikke lige så fuldt som brændet og vandet blevet produceret ved familiens arbejde? Ja, endog således, at det er familiens eget arbejde, der var årsag til, at teen blev dyrket, tørret og transporteret. Det er jo nemlig ikke dyrkningen i Kina, der er skyld i, at teen føres til De Forenede Stater. Det er efterspørgselen efter te i De Forenede Stater – dvs. villigheden dér til at give andre arbejdsprodukter i bytte for den –, som er skyld i, at te avles i Kina for at sendes til De Forenede Stater.
     At producere er at lave eller tilvejebringe. Det er det ord, der på een gang udtrykker alle de virksomheder – fangst, indsamling, udvinding, avl, opdræt, tilvirkning osv. – hvorved det menneskelige arbejde frembringer fra naturen eller tillemper i passende former til brug, alle de materielle ting, som menneskene attrår.
     Selvom vi efter sædvanlig sprogbrug godt kan tale om produktion som forskellig fra transport og omsætning, indbefatter ordet efter sin fulde betydning dog også transport og omsætning. Vi siger, at kul er blevet producerede, når de fra deres leje under jorden er blevet flyttet op til jordens overflade. Men det er indlysende, at kullenes flytning fra minens munding til det sted, hvor de skal bruges, er en lige så nødvendig del af kulproduktionen. Og lige så sandt som vi kan producere kul i De Forenede Stater ved at grave dem op af jorden, lige så sandt kan vi også producere dem ved at give andre arbejdsprodukter i bytte for dem. Hvad enten vi får kul ved selv at grave dem op eller ved at hidføre dem fra Australien eller England som bytte for andre arbejdsprodukter, produceres de, lige så fuldt i det ene tilfælde som i det andet, ved vort eget arbejde.
     Igennem alle beskyttelsesargumenter går den tanke, at de folk, der giver sig af med varetransport og handel, ikke er producenter, og at deres underhold formindsker det mål af rigdom, som kunne komme andre klasser til gode. Dette er en snæversynet opfattelse. Efter ordets fulde mening er disse folk lige så vist producenter som minearbejderne, bønderne eller fabriksarbejderne, da tingenes transport og omsætning jo er lige så nødvendig som deres udvinding, dyrkning eller tilvirkning. Rigtignok er der visse forretninger, som drives under skin af handel, og som i virkeligheden ikke er andet end hasardspil og røveri, men det ændrer ikke den kendsgerning, at virkelig handel er et naturligt led i produktionen.
     Og det er ikke den mindst vigtige af købmandens bestillinger, at han holder varer på lager, så at de, som har brug for dem, kan få dem til de tider, på de steder og i de mængder, som passer dem bedst, ligesom et vandværk sætter en bys indbyggere i stand til at få vand bare ved at dreje på en hane. Handlendes og »mellemmænds« udbytte kan sommetider være urimelig stort (og alt, hvad der hæmmer handelen og nødvendiggør en større driftskapital, har tilbøjelighed til at gøre profitten urimelig stor); men handelsfortjenesten har i virkeligheden sit grundlag i udførelsen af nyttig tjeneste.
     »I sine unge dage var Charles Fourier engang på besøg i Paris; ved et gadeudsalg spurgte han da om prisen på nogle æbler, som der avledes en mængde af hjemme i hans fødeegn. Han blev forbavset ved at høre, at de kostede mange gange så meget, som man kunne få dem for derhjemme, bare fordi de på deres vej fra frugthaveejeren til frugtspiseren var gået igennem hænderne på en hel skare af mellemmænd. Det indtryk, han ved denne lejlighed fik, udslettedes aldrig; det var det, der først drev ham til at udtænke sin socialistiske plan til samfundets omdannelse, den plan, som foruden andre radikale forandringer også skulle føre til, at hele handelsstanden og dens profit skulle afskaffes.« (Professor Thompson: »Political Economy«, s. 199.)
     Denne historie, som bifaldende gengives for at fremhæve den tanke, at handelsmanden er en ren og skær profitsluger, viser simpelthen, hvilken overfladisk tænker Fourier var. Havde han prøvet selv at tage æbler med til Paris og slæbe med dem dér, så at han kunne spise sig et, når han fik lyst dertil, så ville han have kunnet danne sig en meget sandere forståelse af, hvad han virkelig betalte for, når han gav den højere pris for æblerne. Denne pris indbefattede ikke alene æblernes værdi på avlsstedet, men omkostningerne ved deres forsendelse til metroen ved Paris's porte, vederlaget for tabet af beskadigede æbler og for grosserernes arbejde og kapitaludlæg ved opbevaringen af æblerne, indtil gadesælgeren fandt for godt at købe dem, men også løn til denne gadesælger, som hele dagen måtte stå på Paris's gader for at kunne sælge nogle få æbler til folk, som ville have æbler netop på den tid og på det sted.
     Således må jeg også, når jeg hos en apoteker køber en smule medicin, betale mange gange så meget derfor, som disse ting oprindelig har kostet; men hvad jeg betaler, er snarere arbejdsløn end handelsudbytte. Ved sådanne småsalg må apotekeren ikke alene skaffe sig betaling for det, han sælger mig, men også for den tjeneste, han yder. Denne tjeneste består ikke alene i det kyndige arbejde ved tillavningen og ulejligheden med at give mig, hvad jeg har brug for, men også i at stå der og være rede til at tjene mig, når det måtte behage mig at komme. Og han må jo åbenbart medregne »ventetid«, ikke alene for sig selv, men også for den beholdning af mange forskellige ting, som kun lejlighedsvis efterspørges, men som han dog må være forsynet med.
     Hvis enhver forbruger var nødt til at gå til producenten selv for at få de små varepartier, han skulle bruge, måtte producenten på grund af det ekstra arbejde og de større omkostninger ved en sådan småhandel tage højere priser. Hundrede æsker med sko kan i engros handel sælges på kortere tid, end der ville medgå til at sælge en kunde et eneste par. På den anden side vil det at skulle gå til selve producenten (selv hvor det overhovedet kan lade sig gøre) medføre meget større udgift og møje for forbrugeren.
     Hvad »mellemhandlerne« gør, er at spare begge parter for ulejlighed og udgift, og den profit, som konkurrencen tillader dem at tage som vederlag, er uendelig lille i sammenligning med den uhyre besparelse, der opnås; – den er som den på hver enkelt vandforbruger faldende del af udgifterne ved et stort vandforsyningsværk i sammenligning med udgifterne ved et særligt vandværk til hvert hus for sig.
     Og mere endnu: disse mellemmænd mellem producent og forbruger giver anledning til en uhyre besparelse i det vareforråd, som det er nødvendigt for hver enkelt familie at have på lager. Mange ting, såsom kød, fisk, frugt osv. er det praktisk talt umuligt at opbevare. Og med hensyn til ting, som kan holde sig i længere tid, såsom mel, sukker, olie osv. er det klart, at hvis der ingen detailhandlere var, ville det være nødvendigt i hvert hus at have langt større mængder deraf, hvorved man ville være udsat for langt større tab ved svind eller beskadigelse. Det er dog først, når det drejer sig om ting, som man ikke stadig har brug for, men som man i påkommende tilfælde måske ikke een gang om året, ja måske ikke mere end een gang i hele sin levetid muligvis får særlig hårdt brug for, at man rigtig kommer til at indse, hvorledes de slemme »mellemmænd« økonomiserer samfundets kapital og letter dets medlemmer livet.
     En detailhandler kaldes her i Amerika en »forrådsholder« (storekeeper). Dette amerikanske navn udtrykker godt hans virkelige gøremål. Han holder i virkeligheden forråd, som hans kunder ellers selv måtte holde – eller undvære. Englænderne kalder brugsforeningsudsalgene »forråd« (stores), fordi de forskellige ting, som brugsforeningernes medlemmer efterhånden skal bruge, dér holdes på oplag, indtil de afhentes. Men det er netop, hvad også detailhandleren, kun uden at der er nogen formel sammenslutning af kunderne, gør for dem. Og selvom brugsforeningerne til en vis grad er lykkedes i England (de er som oftest slået fejl i De Forenede Stater), kan der ikke være noget spørgsmål om, at det at holde varer på oplag og uddele dem til forbrugerne efter disses behov i det store og hele udføres mere tilfredsstillende og mere økonomisk af selvbeskikkede detailhandlere, end det hidtil har kunnet ladet sig gøre ved sammenslutning af forbrugere.
     At der i nutidens civiliserede samfund synes at være alt for mange detailhandlere og andre vareuddelere, er sandt nok. Men der synes jo også at være alt for mange håndværkere, alt for mange farmere og alt for mange arbejdere. Hvad der kan være årsag til denne besynderlige tingenes tilstand, vil vi måske senere få lejlighed til at undersøge; men her er det mig kun om at gøre at påvise, at handelsmanden ikke er nogen rent unyttig mellemmand, men at varernes transport, opbevaring og omsætning er en lige så nødvendig del af arbejdet, som det at dyrke dem, udvinde dem eller lave dem.
     Det er i denne sammenhæng også værd at fremhæve, at selvom forskeren, læreren, kunstneren, digteren, præsten ikke ligefrem er beskæftiget med at frembringe, så er deres opgave dog at tilvejebringe noget, som er nyttigt og tilfredsstillende, hvad jo også den materielle produktion kun er et middel til at opnå; og ved at indvinde og sprede kundskab og højne den moralske sans kan de i høj grad øge frembringelsesevnen. For mennesket lever ikke af brød alene. Det er ikke en maskine, som med en vis mængde brændsel giver en vis mængde kraft. På en gangspilspag eller et merssejlfald virker en god sang for muskelkraft, og »Marseillaisen« eller »republikkens kamphymne« opvejer mange bajonetter. En hjertelig latter, en højsindet tanke, et indtryk af harmoni kan øge virkekraften, selv hvor det gælder de materielle ting.
     Den, som ved åndelig eller legemlig virksomhed forøger velstanden, øger summen af menneskelig viden eller gør menneskelivet rigere og dybere – han er i ordets videste betydning en »producent«, en »arbejder«, og han tjener med ære sin løn. Men den, som, uden selv at udrette noget, lever af andre menneskers slid og slæb, – han er, hvad hædersnavn han end monne bære, og hvor lysteligt mammons præster end svinger deres røgelseskar for ham, til syvende og sidst dog kun en tigger eller en tyv.
Kapitel 8

Finanstold.

     Toldtariffer kan omfatte told på både udførsel og på indførsel; men udførselstold er forbudt i De Forenede Staters grundlov. Den toldtarif, som vi her har at gøre med, er da praktisk talt udelukkende indførselstolden.
     Ordet »tarif« siges at være afledet af Tariffa, navnet på en spansk by i nærheden af Gibraltar, hvor maurerne i deres velmagts dage opkrævede toldafgift, sandsynligvis omtrent efter samme metode som kinesere anvendte i de lokaltoldboder, som kaldtes »udsugningsstationer«. Men tingen er ældre end navnet; der var toldtariffer til længe før Cæsars tid.
     Den oprindelige hensigt med toldpålæg er den at skaffe indtægter. Den idé at bruge tolden som »beskyttelse« er opstået senere. Og før vi undersøger tolden som beskyttelsesmiddel, vil det være formålstjenligt at undersøge den som statsindkomstkilde.
Det er en almindelig mening, selv blandt toldbeskyttelsens modstandere, at told bør opretholdes for indtægternes skyld. De fleste af dem, der sædvanlig kaldes frihandelsmænd, kunne mere passende kaldes indtægtstoldmænd. De modsætter sig ikke tolden i og for sig, men kun dens beskyttende virkning, og foreslår derfor at indskrænke den til kun at rumme finanstoldsatser, som de almindeligvis anser for en uundgåelig nødvendighed. Men da der jo er andre måder at skaffe staten indtægt på end ved told, så er dette åbenbart ikke rigtigt. Og hvis tolden ikke er nyttig til beskyttelse, så har den ingen anden berettigelse, hvis den ikke er et godt middel til at skaffe indtægter. Lad os undersøge dette!
     Indførselstold er indirekte skat. Spørgsmålet om, hvorvidt told er et godt middel til at fylde statskassen, indeholder derfor spørgsmålet om, hvorvidt indirekte beskatning i det hele taget er et godt middel hertil.
     Hvad opkrævningens lethed og billighed angår, da er indirekte beskatning visselig ikke noget godt middel. Medens der er direkte skatter, såsom ejendomsskatter og arveskatter, gennem hvilke store indtægter let og billigt kan opkræves, kræver alle indirekte skatter, som kan give indtægt af nogen betydning, et stort og kostbart mandskab og gennemførelsen af fortrædelige og nærgående lovbestemmelser. For at kunne opkræve den indirekte skat på tobak og cigarer har man i Frankrig og enkelte andre lande gjort tobakshandelen og tobaksfabrikationen til et strengt regeringsmonopol, medens dyrkning af tobak i Storbritannien er forbudt under straf af bøder og fængsel – et forbud, som særligt skader Irland, hvor både jordbund og vejrlig på nogle steder er særdeles godt egnet til dyrkning af visse slags tobak. I De Forenede Stater opretholder vi et kostbart inkvisitionssystem, som går ud på at efterspore hvert hjemmeavlet eller indført pund tobak igennem alle dets tilvirkningstrin, og kræver, at der fra private forretninger skal indgives omstændelige beretninger til regeringens embedsmænd. For lettere at kunne opkræve en indirekte skat på salt forbyder regeringen i britisk Indien på en grusom måde tilvirkningen af salt på mange steder, hvor de indfødte lider saltmangel. Og alle vegne, hvor man har indført skat på spirituøse drikke, kræves der et vidtløftigt system af forbud, eftersyn og spionering.
     Således også med opkrævningen af de indirekte skatter på vareindførsel. Landegrænser må værnes og kyster bevogtes. Indførsel må kun være tilladt på visse steder og under visse vilkår, som altid er fortrædelige og ofte medfører tidsspilde og omkostninger. Konsuler må man holde over hele verden, og en uendelighed af eder må aflægges. Man må holde øje med skibene fra det øjeblik, de sejler ind i havnen, til de sejler ud af den igen, og alt, hvad der kommer i land fra dem, må undersøges, lige til de rejsendes kufferter og tasker, ja, somme tider personerne selv, medens spioner, angivere og »blodhunde« må opmuntres.
     Men trods alle forbud, eftersyn, vagthold og edsaflæggelser omgås indførselstolden og andre indirekte beskatningsformer dog efter en større målestok, snart ved bestikkelse af toldpersonalet, snart ved at bruge kneb for at undgå dets årvågenhed. Alt dette er vel i sig selv ikke billigt, men dog billigere end skatten. Imidlertid falder alle disse omkostninger, hvad enten de nu udredes af regeringen eller af de første betalere (eller undvigere) af skatten, – tillige med den højere profit, som følger af de højere priser, – til syvende og sidst på forbrugerne, og derfor er denne beskatningsmåde yderst ødslende, idet den tager meget mere fra folket end det, staten får ind.
     Af endnu større vigtighed er den indvending imod indirekte beskatning, at når den lægges på almindelige brugsvarer – og det er kun af sådanne varer, der kan opnås store indtægter falder den med langt større vægt på de fattige end på de rige. Da en sådan beskatning ikke rammer folk i forhold til, hvad de ejer, men i forhold til, hvad de forbruger, er den tungest for dem, der har det største forbrug i forhold til deres midler. Der går lige så meget sukker til en kop te for fabrikspigen som for den rigeste dame i landet. Men den del af deres indkomst, som en sukkerskat tvinger dem til at afgive til regeringen, er meget større i det ene tilfælde end i det andet. Toldskatterne tynger langt hårdere på gifte folk end på ugifte, på dem, der har børn, end på dem, der ingen har, på dem, der kun har det allernødvendigste til familiens underhold, end på dem, der har rundelige indtægter. Jeg har kendt i det mindste to millionærer, som kun betalte grumme lidt mere af sådanne skatter, end en almindelig daglejer betaler.
     Selv om de billigere ting ikke blev beskattet efter en højere målestok end de dyrere, ville en sådan beskatning dog være højst uretfærdig. Men ved den indirekte beskatning er der altid en tilbøjelighed til at lægge tungere skat på de billigere varer, som bruges af alle, end på de dyrere varer, som kun bruges af de rige. Det ligger i selve sagens natur. Ikke alene danner de store masser af almindelige brugsvarer et langt bredere grundlag for store statsindtægter end de mindre mængder af mere kostbare varer, men skatter på de førstnævnte kan ikke så let omgås. Til eksempel: Medens varer, som bruges både af fattige og rige, efter De Forenede Staters toldtarif er beskattet med 50, 100, ja 150%, er skatten på diamanter kun 10%, og denne forholdsvis ringe skat er meget vanskelig at inddrive på grund af diamanternes høje værdi i forhold til deres størrelse. Selv hvor forskelle af denne art ikke er gjort ved selve satserne, opstår den dog. Vægttold falder tungere på de billigere end på de dyrere varesorter, og selv i tilfælde af værditold er undervurdering og omgåelse lettest for de værdifulde varers vedkommende.
     At indirekte skatter således hviler meget tungere på de fattige end på de rige, er utvivlsomt en af grundene til, at man så villigt har vedtaget dem. De rige er altid de mægtige, og under alle regeringsformer har de den største indflydelse på den offentlige mening og på lovgivningen, medens de fattige altid må tie stille. Og medens den indirekte skat ikke er til tab for dem, som midlertidigt udreder den, opkræves den på en så lumsk måde hos forbrugerne, som til syvende og sidst betaler den, at de ikke bliver klar over den. Den er således det bedste middel til at fratage folkets brede lag det størst mulige skattebeløb under de mindst mulige indvendinger, såvel imod beløbets størrelse som imod den brug, der gøres deraf. Dette er hovedgrunden til, at regeringerne i så stor udstrækning har taget deres tilflugt til indirekte beskatning. En direkte skat, hvis retfærdighed og nødvendighed ikke er indlysende, fremkalder ramaskrig og modstand, som til tider kan blive så stærk, at den ikke lader sig neddæmpe, hvorimod de, der svarer indirekte skatter, ikke alene sjældent er klar derover, men også meget vanskeligt kan undgå at betale. Skatten bliver en usynlig del af prisen for de varer, som de køber. Når den når ud til dem, der til sidst skal betale den (sammen med alle opkrævningsomkostningerne), er den ikke længere en skat, som skal betales, men er indgået som et led blandt de andre elementer, der tilsammen udgør varernes pris. Man har da ikke noget andet valg end at betale skatten – eller undvære varerne.
     Hvis der stod en skatteopkræver ved hver butiksdør og tog en skat på 25 % af alle indkøbte varer, ville der snart rejse sig et ramaskrig; men de selvsamme mennesker, som hellere ville slå løs end at betale en skat, betaler uden knurren langt højere skatter, når de opkræves af købmændene i form af højere varepriser. Og selv om man virkelig er blevet klar over en indirekte skats skadelighed, er det ikke nemt at modsætte sig den. I begyndelsen af De Forenede Staters frihedskrig lykkedes det at afvise den tetold, som den britiske regering imod de amerikanske koloniers vilje havde pålagt, idet man nægtede at lade teen komme i land fra skibene; men hvis teen først var kommet i hænderne på de handlende og tolden betalt, så kunne den engelske regering have leet ad patrioternes modstand.
     Det er intet under, at fyrster og finansministre, der stræber efter at få så store indtægter som muligt, foretrækker en fremgangsmåde, som sætter dem i stand til at »plukke gåsen, uden at den skriger«; og heller ikke er det underligt, at de, som står i spidsen for folkelige regeringer, foretrækker det samme. Men netop det burde just overbevise ethvert folk, der er nidkært for sin frihed, om, at de indirekte skatter er så behagelige for skattepålæggerne, at skatter, som pålægges for at skaffe staten penge, bør være direkte, aldrig indirekte.
     Det er ikke alene den lette opkrævning, der gør de indirekte skatter så tillokkende. De virksomme særinteresser er altid rede til at støtte dem. De første plumpe påhit, man har gjort brug af for at gøre det lettere for regeringsmagten at opkræve skatterne, er at bortforpagte dem. Under dette system, som var i brug i Frankrig lige til revolutionen, tilkøber folk, som kaldes skatteforpagtere, sig eneret til at opkræve visse skatter, og skaffer sig da fordel, ofte meget stor fordel, ved at inddrive så meget større beløb, som deres årvågenhed og deres hårdhændethed gør det muligt for dem at få. Det indirekte beskatningssystem er væsentlig af samme natur.
     Den tvang og de regulativer, som er nødvendige for at kunne inddrive de indirekte skatter, har tilbøjelighed til at fremkalde storforretninger og give storkapitalen en fordel. For eksempel kunne en dygtig cigarmager blot med et bræt, en kniv, en potte klister og for nogle få kroner tobak begynde sin egen forretning, hvis indtægtstoldbestemmelserne ikke var til. Således som det er i De Forenede Stater, sætter tobakstolden ikke alene prisen på den tobaksbeholdning, han må skaffe sig, op til det to-tredobbelte, men inden cigarmageren kan gå i gang med sit arbejde, må han løse næringsbrev og skaffe garanti for en sum af 500 dollars. Inden han kan sælge de cigarer, han laver, må han endvidere svare skat af dem, og hvis han vil sælge cigarer i mindre partier end kassevis, må han endog løse endnu et næringsbrev. Virkningen af dette er, at kapitalen får et stærkt overtag, og at en næringsvej, som, hvis den var fri, let kunne skaffe arbejdsfolk selvstændigt erhverv, koncentreres i hænderne på storfabrikanter.
     Men selv hvor sådanne lovbestemmelser ikke findes, virker den indirekte beskatning i retning af koncentration. Indirekte skatter øger varernes pris, ikke alene med det beløb, som selve skatten udgør, men også med den derpå faldende handelsavance. Hvis en fabrikant eller en købmand har betalt en halv dollar i toldskat på en vare, som koster en dollar, vil han nu tage sine procenter af halvanden dollar i stedet for af een. Og således videre for hver gang varen skifter hånd, og det bliver nødvendigt for de handlende at have større kapital. Denne nødvendighed, såvel som de bånd, som pålægges handelen for at sikre skattens inddrivning, og de bedre vilkår, som storhandlerne har, både med hensyn til at udrede betalingen og til at omgå skatten – alt dette virker i retning af at koncentrere handelen, og ved at hæmme konkurrencen tillige i retning af at skaffe større avance – det hele til syvende og sidst at betale af forbrugerne. Således er det, at de første udredere af alle disse indirekte skatter ikke alene intet har imod dem, men endog i almindelighed betragter dem med en vis velvilje.
     Tobaksfabrikanter og tobakshandlere har aldrig søgt at opnå nogen nedsættelse i de tunge skatter, som hviler på tobak og cigarer, og importørerne, som direkte udbetaler de store summer, der opkræves ved vore toldboder, har aldrig knurret over afgifterne, selv om de kan have knurret over opkrævningsmåden. Da skatterne i De Forenede Stater i krigens tid nåede op til en uhyre højde, sporede man ikke nogen modstand imod indirekte beskatning fra dem, som måtte udrede de mange penge. Tværtimod! Pålægget af disse skatter skabte mange formuer ved at øge værdien af de forhåndenværende vareoplag. Og efter krigen har hovedvanskeligheden ved at få skatterne nedsat ligget i den modstand, som netop de mænd, der udreder disse skatter, har gjort. Nedsættelsen af krigsskatten på whisky blev stærkt modarbejdet af whiskyringen, der bestod af store brænderiejere. Tændstikfabrikanterne kæmpede ivrigt imod afskaffelsen af skatten på tændstikker. Hver gang, der har været fremsat forslag om at nedsætte eller afskaffe en eller anden indirekte skat, er kongressen blevet bestormet af ihærdige lobbyister, som har gjort gældende, at hvad der end måtte ske med hensyn til andre skatter, så burde denne særlige skat dog stå ved magt. For at få et påskud for nødvendigheden af at bevare de indirekte skatter har man på alle mulige måder ødslet med folkets midler.  Trods al denne ødselhed har vi dog et indtægtsoverskud. Men alligevel bliver vi ved med at inddrive skatter, som vi ikke har nødig, fordi de partier, som er interesserede i disse skatter, modsætter sig deres nedsættelse. Denne modstand er af samme art og har samme bevæggrund som den, skatteforpagterne under det gamle system i Frankrig ville have gjort imod ophævelsen af en skat, som satte dem i stand til at udpresse to millioner francs af det franske folk for hver million, de indbetalte til regeringen.
     Vigtigere endnu end det store tab, som den indirekte beskatning påfører folket, er dette, at den, ved at gøre enkeltmænd eller selskaber selvisk interesserede i offentlige anliggender, mægtigt bidrager til at fordærve regeringsmagten. Pengeinteresser spiller ind i vor politik som en mægtig demoraliserende kraft. Hvad der for den almindelige borger er et alment politisk spørgsmål, der kun vedrører ham som et af tres millioner mennesker, er for dem et privatpolitisk pengespørgsmål. Deri ligger for en stor del grunden til, at vor politik er blevet en forretning for professionelle politikere, at det kun sjældent nytter den, der ikke har penge i overflod, at stille sig til valg og bejle til sine medborgeres stemmer, at kongressen er omringet af lobbyister, som hidsigt fægter for deres særinteresser, og at almene vigtige spørgsmål tabes af syne i den kamp, som raser blandt dem, der søger at rive til sig af skattebyttet. At vor regering under et sådant beskatningssystem ikke er langt mere fordærvet, end den er, viser stærkere end noget andet, at de republikanske institutioner er kærnegode.
     At indirekte skatter til tider kan tjene andre formål end det at skaffe staten indtægter, nægter jeg ikke. Skatten på udsalg af spirituøse drikke kan forsvares ud fra det synspunkt, at den formindsker antallet af udskænkningssteder og hæmmer en geschæft, som er skadelig for den offentlige moral. Ligeledes kan skat på tobak og spiritus forsvares ud fra det synspunkt, at tobaksrygning og spiritusdrikkeri er skadelige laster, som kan indskrænkes ved, at tobak og spiritus gøres dyrere, så at de mennesker (dog ikke de rige), som ryger og drikker, kan tvinges til at bruge simplere tobak og dårligere drikkevarer. Men det er klart, at som blot og bart middel til at skaffe staten indtægter må den indirekte beskatning fordømmes, da den koster meget mere, end den giver, hviler tungest på dem, som har mindst evne til at betale, øger demoralisationen og forringer folkets kontrol med sin regering.
     Alle de indvendinger, som således kan gøres imod indirekte skatter i almindelighed, gælder også over for indførselstold. De har ret, de protektionister, der hævder, at beskyttelsen er det eneste, der retfærdiggør en toldtarif; og de, der vil have »told for statskassens skyld alene«, har intet at holde sig til. Gælder det kun om at skaffe staten indtægt, bør vi vælge et skattesystem, der ikke lægger lige så store byrder på håndværkeren som på millionæren og ikke tvinger den mand, som har en familie at forsørge, til at betale mere end den, som unddrager sig denne hver mands naturlige forpligtelse.
Kapitel 9

Beskyttelsestold.

     Beskyttelsestolden adskiller sig fra finanstolden derved, at den har et andet formål, nemlig ikke særlig det at skaffe indtægter, men det at beskytte de hjemlige producenter imod konkurrence fra indførte varer.
     De to formål, indtægt og beskyttelse, er ikke alene forskellige, men indbyrdes modstridende. Den samme afgift kan både yde nogen statsindtægt og nogen beskyttelse; men ud over en vis grænse, i hvert fald, går man glip af det ene i samme forhold som man opnår det andet; for indtægten betinges af, at varer indføres, medens beskyttelsen betinges af, at varer holdes ude. Al ren finanstold bør alene falde på varer, som ikke produceres i landet; eller, hvis den lægges på varer, som delvis frembringes hjemme, bør den opvejes af tilsvarende indre skatter for at afværge tilfældig beskyttelse. En ren beskyttelsestarif bør derimod fritage varer, som ikke fremstilles i landet, så tolden kun lægges på varer, som enten fremstilles eller dog kan fremstilles i landet. Og netop i samme forhold som den løser sin opgave, vil den give statskassen mindre indtægt. Storbritanniens toldtarif er et eksempel på en ren finanstold, idet tilfældig beskyttelse afværges ved en indenrigsk afgift. Der findes ikke noget eksempel på en ren beskyttelsestarif, idet formålet at opnå indtægter for staten altid synes at være den oprindelige stamme, på hvilken beskyttelsen er blevet indpodet. De Forenede Staters toldtarif er ligesom alle andre beskyttelseslandes dels indtægtydende og dels beskyttende, men dens oprindelige formål, at skaffe staten indtægt, er blevet underordnet det formål at yde beskyttelse, så at den nu bedst kan betegnes som en beskyttelsestarif, der lejlighedsvis giver statsindtægter.
     Finanstoldens værd har vi allerede bedømt, vi vil da nu holde os til beskyttelsens virkninger.
     »Beskyttelse« betyder toldpålæg på indførselsvarer (som middel) for at opmuntre den hjemlige industri (som mål).
     Selvom man nu vil hævde, at den hjemlige industri bør opmuntres, følger deraf ikke – som mange mener –, at toldbeskyttelse er tilrådelig. Det er jo klart, at der også er andre måder, hvorpå man kan opmuntre den hjemlige industri. Spørgsmålet er derfor, om beskyttelsespolitiken er det bedste middel, som derfor vil være at foretrække.
     I stedet for at pålægge indførselstold kunne man f.eks. tilintetgøre en vis del af de indførte varer eller kræve, at de skibe, som bragte varerne, skulle sejle så eller så mange gange rundt om jorden, inden de lagde ind i vore havne. På begge disse måder kunne man opnå nøjagtig den samme beskyttende virkning som ved hjælp af indførselstold. Og begge metoder ville sammenlignelsesvis have visse fortrin. Eller: i stedet for indirekte at opmuntre hjemlandets producenter ved at lægge told på udenlandske varer, kunne man jo opmuntre dem ved at give dem præmier. Som middel til at opmuntre den hjemlige industri har præmieringssystemet de samme fordele fremfor beskyttelsessystemet, som den faste aflønning af embedsmænd har fremfor provisionslønningen. Ligesom faste lønninger sætter os i stand til at vide, hvad vi betaler, og at afpasse lønnen efter de forskellige embeders værdighed, ansvarsfuldhed og vanskelighed – medens »tag hvad du kan få« systemet giver nogle embedsmænd meget mere end nødvendigt og andre mindre end nok, – således sætter præmieringen os i stand til at se, hvad der betales, og at fastsætte opmuntringen for hver industri for sig, medens beskyttelsessystemet lader den almene befolkning være i uvidenhed og gør, at det nærmest bliver et slumpetræf, hvilken opmuntring hver industri for sig får. Ved præmiering kan man tilmed opmuntre en hvilken som helst industri, medens beskyttelsen kun gavner de forholdsvis få industrivirksomheder, som lider under konkurrencen af indførte varer. Og ligesom de byrder, som faste embedslønninger påfører folket, er meget lettere og bliver mere ligeligt fordelt end byrderne ved provisionslønnen, således gør den samme forskel sig gældende imellem præmiering og beskyttelse.
     Lad os yderligere prøve en sammenligning: lad os tænke os, at det var ønskeligt på offentlig bekostning at fremhjælpe luftsejladsen. Efter præmieringssystemet ville vi da udlove præmier for bygning af og vellykket flugt med luftskibe. Efter beskyttelsessystemet ville vi lægge skræmmende skatter på alle forhåndenværende transportmidler. I det ene tilfælde ville vi ikke have noget at betale, førend vi fik, hvad vi ønskede, og vi ville da betale en fastsat sum, der ville blive pålignet som almindelig skat. Men i det andet tilfælde måtte vi komme til at lide under alle de ulemper, som en hæmmet samfærdsel giver, inden vi fik luftskibene – og det, hvad enten vi fik dem eller ej. Og vi ville oven i købet være ganske ude af stand til at afgøre, hvor meget transportskatterne hæmmede og forrykkede landets virksomheder og kostede folket, eller hvor meget de fremhjalp opfindelsen af luftskibe. Dertil kommer i det ene tilfælde, at luftskibsfolkene, efter at have fået sejladsen til at gå og efter at have fået de fastsatte præmier udbetalt, næppe ville have den frækhed fortsat at kræve præmier, og selv om de gjorde det, rimeligvis intet ville få; medens i det andet tilfælde publikum ville være blevet vænnet til skatterne på landsamfærdselen, så at luftskibsejerne, når de gjorde modstand imod skattens ophævelse, ville have en god hjælper i den træghed, som altid virker i retning af at blive ved det bestående.
     Præmieringssystemet har således meget store fortrin fremfor beskyttelsessystemet, når det gælder om at opmuntre en eller anden enkelt industri; men fortrinene bliver større og større, efterhånden som der bliver flere og flere industrigrene at opmuntre. Når vi opmuntrer en vis industri med præmier, hæmmer vi ikke derved væsentligt nogen anden industri. Men når vi for at opmuntre en vis industri skruer prisen på dens frembringelser op ved hjælp af beskyttelsestold, da øver vi en direkte skadelig virkning på andre industrigrene, der benytter disse frembringelser som råmateriale. Så kompliceret er produktionen blevet, så inderligt er de forskellige industrigrene sammenknyttede, og på så mange måder indgår den ene industris frembringelser i den andens, at det er vanskeligt, selv for en sagkyndig, at sige, hvilken virkning en enkelt beskyttelsestoldsats kan have. Men når det kommer dertil, at ikke en enkelt eller et dusin, men tusind forskellige industrier skal opmuntres, da er det simpelthen umuligt at efterspore de mangfoldige virkninger, som prisforhøjelsen på så mange frembringelser medfører. Folk kan ikke vide, hvad et sådant system koster dem, og i de fleste tilfælde kan end ikke de, som antages at have fordel af systemet, vide noget rigtigt om, hvorledes deres gevinst og deres tab derved står i forhold til hinanden.
     Under præmieringssystemet ville varepriserne ikke blive skruet op, undtagen for så vidt som de påvirkedes af den almindelige beskatning. Enhver »opmuntret« producent ville kunne regne ud i kroner og ører, hvor megen opmuntring han fik, og folk ville i det store og hele vide, hvor meget de betalte. Kort sagt, alt, hvad beskyttelsen kan gøre for at opmuntre den hjemlige industri, ja, endda mere, kan både billigere og sikrere opnås ved præmiering.
     Det påstås af og til, at en af fordelene ved toldafgifterne er den, at de falder på producenterne af de indførte varer og derfor betales af udlændinge. Denne påstand indeholder en lille gnist af sandhed. En indførselstold på en vare, hvis fremstilling er et nøje kontrolleret udenlandsk monopol, kan i visse tilfælde helt eller delvis falde på den udenlandske producent. Antag f.eks. at et udenlandsk firma har eneret på fremstilling af en vis vare. Inden for grænserne af fremstillingsomkostningerne kan producenterne da fastsætte prisen, som de vil, og de vil naturligvis fastsætte den ved det punkt, som efter deres mening giver det største samlede udbytte. Hvis vi nu lægger en indførselstold på en sådan vare, kan producenterne foretrække at lade sig nøje med mindre fortjeneste på det, de sælger her til landet, fremfor at få salget formindsket ved at lægge tolden til prisen. I det tilfælde vil tolden da falde på dem.
     Eller lad os tænke os en canadisk landmand, der er således stillet, at det eneste bekvemt tilgængelige marked for hans hvede er på den amerikanske side af grænsen. Da hvede er en vare, som vi ikke alene dyrker nok af til eget brug, men endog har overskud af til udførsel, kan tolden på hvede ikke sætte prisen op, og den canadiske landmand, der er så uheldigt stillet, at han må sende sin hvede til De Forenede Stater, kan derfor ikke i form af højere pris genvinde den toldafgift, som han har måttet betale.
     Disse to eksempler antyder alle de tilfælde, i hvilke indførselstolden falder på de fremmede producenter. Sådanne tilfælde, der er alt for ubetydelige til at komme i betragtning ved overslag over et lands indtægter, er kun sjældne undtagelser fra den almindelige regel, at evnen til at beskatte ender dér, hvor den beskattende myndigheds landområde ender. Og det er godt for menneskeheden, at det er således. Hvis det var muligt for et lands regering ved hjælp af noget beskatningssystem at tvinge andre landes folk til at betale dens udgifter, ville verden snart blive beskattet lige ud i barbariet.
     Men den mulighed, at der kan være undtagelsestilfælde, hvor beskyttelsestolden delvis eller helt falder på udenlandske producenter i stedet for på hjemlandets forbrugere, indeholder, selv for dem, der hellere end gerne ville beskatte udlændinge, ikke skygge af anbefaling for beskyttelsen. For man vil se, at i de tilfælde, hvor indførselstolden falder på udenlandske producenter, også er tilfælde, hvor den ikke kan yde nogen opmuntring til de hjemlige producenter. En indførselstold kan kun falde på fremmede producenter, når den ikke kan lægges til vareprisen; medens den eneste mulige måde, hvorpå en indførselstold kan opmuntre de hjemlige producenter, er den, at den skaber prisforhøjelse.
     Det siges sommetider, at beskyttelse ikke forhøjer priserne. Som svar derpå er det tilstrækkeligt at spørge: hvorledes kan den da yde opmuntring? At sige, at en beskyttelsestold opmuntrer den hjemlige producent uden at forhøje varepriserne, er det samme som at sige, at den opmuntrer ham uden at gøre noget for ham. Hvor der bag denne påstand, der ser bort fra både kendsgerninger og teorier, er noget som helst glimt af mening, ligger den enten i den opfattelse, at indførselstold ikke vedvarende skaber prisforhøjelse, fordi den fremkalder en sådan konkurrence imellem de hjemlige producenter, at priserne til sidst trykkes ned til deres tidligere højde, eller i den forvirrede tanke, at det ville være en fordel for de hjemlige producenter, om hele det indenlandske marked sikredes dem, selv til ikke forhøjede priser.
     Med hensyn til den førstnævnte opfattelse, da kan en beskyttelsestold kun øge den indenlandske konkurrence i frembringelsen af en vis vare ved at forhøje prisen så stærkt, at nye producenter lokkes af den forholdsvis store profit, der kan opnås. Denne konkurrence vil, når den får lov til at virke frit, til sidst bringe priserne ned til den almindelige jævnhøjde. Men dette vil ikke sige, at den bringer priserne ned til det, de ville være uden tolden. Udbyttet af sukkerdyrkningen i Louisiana er nu vistnok ikke større end af de andre tilsvarende virksomheder, men tolden på sukker gør, at sukkerprisen er langt højere i De Forenede Stater end i England, hvor der ingen sukkertold er. Og, selv hvor der i de naturlige eller sociale forhold ikke er noget til hinder for, at en vare kan frembringes lige så billigt som i fremmede lande, virker hele det samlede toldsystem, af hvilket vedkommende toldsats kun er en del, i retning af at øge produktionsomkostningerne og således, trods profittens mulige nedgang, holde priserne oppe over det punkt, på hvilket de under toldfri indførsel ville holde sig. Sank prisen på en toldbeskyttet vare så langt ned, at varen ikke ville kunne indføres fra udlandet, selv om den var toldfri, ville tolden ikke længere yde nogen beskyttelse, eftersom den udenlandske vare jo da ikke kunne indføres, selv om tolden afskaffedes, og de producenter, til hvis beskyttelse den var pålagt, ville da ikke længere bryde sig om at beholde den. Men hvor har vi et eksempel på, at dette er sket? Er der nogle af vore beskyttede industrier, der mindre højrøstet kræver beskyttelse nu end for fyrre år siden?
     Med hensyn til den anden tanke må man lægge mærke til, at den eneste måde, hvorpå en beskyttelsestold kan skaffe de hjemlige producenter enerådighed over det hjemlige marked, er den, at fremmedvarernes pris skrues så højt op, at de ikke kan afsættes. Ikke alene fremtvinger denne prisforhøjelse på udenlandske varer en prisforhøjelse på de indenlandske varer, til hvis fremstilling de benyttes, men udelukkelsen af fremmede produkter må nødvendigvis forhøje prisen på tilsvarende hjemlige produkter. For det er kun, hvor priserne fastsættes efter producentens forgodtbefindende, at formindsket udbud af varer ikke medfører opgang i priserne. En stor avis kan frembyde eksempel herpå. Hvis konkurrencen formindskes, fordi andre blade må ophøre (måske fordi der er blevet pålagt en stempelskat, som de ikke kan bære), vil udgiveren næppe forhøje bladets pris, men hellere søge sin profit gennem større salg. Men prisen på den langt overvejende del af alle varer, og særlig da de varer, som udføres og indføres, fastsættes ikke efter producenternes forgodtbefindende, men ved forholdet mellem udbud og efterspørgsel, og deraf kommer det, at enhver formindskelse af udbuddet, der fremkaldes ved udelukkelse af indførselsvarer, straks sætter priserne i vejret.
     Kort sagt: beskyttelsessystemet er da simpelthen et middel til at »opmuntre« visse industrier ved at sætte vedkommende industridrivende i stand til at opnå højere priser for de varer, de frembringer. Det er en klodset og ødsel måde at yde opmuntring på, og den kunne ydes langt bedre og billigere ved præmier eller understøttelser. Hvis det er klogt at »opmuntre« amerikansk industri – hvad der endnu står tilbage for os at undersøge – så vil den bedste måde at gøre det på være fuldstændigt at afskaffe vor toldtarif og udbetale præmier af de midler, som indkommer ved direkte beskatning. På denne måde kan udgifterne fordeles med nogen tilnærmelse til retfærdighed, og den borger, der er en million gange så rig som en anden, kunne i hvert fald få den tilfredsstillelse at bidrage en million gange så meget til den amerikanske industris opmuntring.
     Jeg overser ikke, at lige fra de præmier, man i nybyggertiden gav for udryddelse af skadedyr, og til den statsunderstøttelse, man ydede til pacifikjernbanerne, har erfaringen vist os, at præmieringssystemet uundgåeligt leder til svindel og avler fordærvelse, medens det kun i ringe grad fører til det tilstræbte mål. Men disse onder er uadskillelige fra enhver »opmuntrings«metode og klæber endnu mere ved beskyttelsessystemet end ved præmieringssystemet, fordi dette virker mere åbenlyst. Når man har foretrukket beskyttelse for præmiering, er det ikke af den grund, at det er en bedre måde at opmuntre på, men det er af samme grund som den, hvorfor man har foretrukket indirekte skatter for direkte: folket ser ikke klart, hvad der virkelig går for sig. Medens en bevilling på et hundrede tusind dollars lige ud af statskassen ville fremkalde larm og skrig, finder man sig roligt i et toldpålæg, som giver lejlighed til at indkassere millioner af dollars i form af højere varepriser. Når vore stater har givet præmier ved grundlæggelsen af nye industrier, har det kun været forholdsvis små summer, der er blevet udbetalt een gang for alle eller som understøttelse i en vis årrække. Selvom folket i nogle tilfælde har vist sig villigt til således at yde præmier i ringe udstrækning og for en kort tid, er det aldrig i noget tilfælde gået ind på at betragte disse præmier som en fast, årlig udgiftspost. Men er en beskyttelsestold engang blevet pålagt, da har den beskyttede industri altid været lige så højrøstet i sit krav om at opretholde beskyttelsen, som den fra først af var i sit krav om at få den vedtaget, og folket, der ikke har været på det rene med, hvad det måtte udrede, har tilladt beskyttelsen at vedvare.
     Man hører ofte beskyttelsesvenner sige, at frihandelen er rigtig nok i teorien, men urigtig i praksis. Hvad der nu end kan menes med sådan snak, den er i hvert fald selvmodsigende, da en teori, der ikke kan forliges med kendsgerninger, jo må være falsk. Men uden nogen nøjere undersøgelse af beskyttelsesteoriens holdbarhed er det klart, at en toldtarif som den, beskyttelsesteorien kræver, aldrig nogensinde er blevet lavet eller vil kunne laves.
     Frihandelsteorien kan føres ud i det praktiske liv lige til ideal fuldkommenhed. For at skaffe frihandel et det kun nødvendigt at løse alle hæmmende bånd. Men skal beskyttelsesteorien praktiseres, må nogle varer beskattes, medens andre lades skattefri, og de, der beskattes, må beskattes efter ulige toldsatser. Og da den beskyttelse, der ydes en hvilken som helst industri, helt kan ophæves af en anden beskyttelse, der forhøjer prisen på det materiale, vedkommende industri bruger, kræves der en meget omhyggelig udredning af forholdene, for det er kun meget få varer, der kan siges at være færdiggjorte med hensyn til enhver brug, der kan gøres af dem. De færdige produkter fra en industri tjener som råmateriale for andre industrier. Medens enhver industribeskyttelse er unyttig, hvis den ikke er tilstrækkelig høj til at udøve den ønskede virkning, kan altså for megen beskyttelse, selv set fra et beskyttelsesvenligt standpunkt, let komme til at gøre skade.
     Selv en ufuldkommen tilnærmelse til beskyttelsesteorien er en umulighed. Man har aldrig haft nogen toldtarif, der har tilfredsstillet beskyttelsesvennerne, og man får det heller aldrig. Beskyttelsesmænd lægger f.eks. ikke skjul på, at vor nuværende tarif er fuld af de groveste fejl, at den giver nogle industrier urimelig stor beskyttelse, medens den ødelægger andre ved at fordyre deres råstoffer. Den blev kun vedtaget, fordi det efter langvarigt kævl viste sig umuligt at blive enige om noget bedre, og den opretholdes og forsvares nu kun, fordi ethvert forsøg på at omarbejde den ville fremkalde nye stridigheder, hvis udfald umuligt kan forudses. Dette har været tilfældet ved alle tidligere tarifændringer, og det samme vil være tilfældet ved alle fremtidige.
     For at kunne lave en toldtarif, som endog blot i grove træk stemte overens med beskyttelsesteorien, måtte man først og fremmest have et meget nøje kendskab til al handel og industri og til den måde, hvorpå indgreb i en vis industri påvirker andre industrier. Og et sådant kendskab kan ingen regent eller rigsdag have. Men desuden vil en fuldkommen uegennyttighed være nødvendig; for at fastsætte beskyttende toldsatser er simpelthen at uddele pengebegunstigelser blandt en skare af gridske ansøgere. Og selv om det, når der skulle udarbejdes en beskyttelsestarif, var muligt at finde en samling af uegennyttige mænd, der ikke lod sig bestikke eller påvirke af trusler, venskab eller smiger, måtte de være mere end mennesker for ikke at blive forvirrede af de egennyttige interessers skrål og vildledte af deres fremstillinger.
     Det at lave en toldtarif er ikke, som beskyttelsesteorien forudsætter, en omhyggelig overvejen af omstændigheder og fornødenheder for hver enkelt industri. Tværtimod, det er i praksis simpelt hen en storartet riven-til-sig, ved hvilken egennyttens lejede talsmænd truer og trygler, bestikker og tinger for at få så megen beskyttelse som muligt for sig selv uden hensyn til andres interesser eller til det almene bedste. Resultatet er, og må altid blive, at man får en toldtarif, der ligner den teoretiske beskyttelsesmands idé om, hvad en beskyttelsestarif burde være omtrent lige så nøje, som en potte maling, klasket op på en væg, ligner et freskomaleri af Rafael.
     Hvor dårligt præmieringssystemet end er, vil vi dog med det meget bedre kunne udrette, hvad vi ønsker, og meget bedre kunne vide, hvad vi har udrettet.
Kapitel 10

Industriens opmuntring.

     Uden at have undersøgt det mål, der søges opnået ved beskyttelsestolden, har vi nu set, at den må fordømmes som middel. Lad os da nu se på det, der er dens mål: den indenlandske industris opmuntring.
     At »opmuntre« en industri er, efter den protektionistiske opfattelse, at sikre dens indehavere større fortjeneste, end de selv alene ville kunne opnå. Kun for så vidt en beskyttelse gør det, kan den opmuntre industrien.
     Men når man spørger, hvilke industrier det er, beskyttelsen vil opmuntre, får man meget forskellige svar. Beskyttelsesmændenes dygtigste forkæmpere her til lands kræver navnlig beskyttelse til opmuntring af »nyfødte industrier«, og fremstiller beskyttelsessystemet som et middel til at skabe nye industrier i dertil egnede lande. De afviser tanken om at forsøge på at beskytte al industri og erklærer det for ødselhed og røveri at beskytte industrier, som ikke passer for vedkommende land, eller som allerede er godt i gang, eller at lade opmuntringen vare længere, end strengt nødvendigt. Som beskyttelsen imidlertid nu populært forsvares og praktisk udøves i De Forenede Stater, går den ikke ud på at opmuntre »nyfødte industrier«, men »hjemmeindustrien, dvs. al indenlandsk industri. Og hvad der har vist sig at gælde her, gælder i al almindelighed. Hvor som helst beskyttelsen har fået indpas, standser toldpålæggene aldrig, førend hver eneste hjemmeindustri, som har nogen politisk vægt, og som kan beskyttes ved told, har fået nogen opmuntring. Det er kun i nye lande, eller mens systemet endnu er i sin begyndelse, at »opmuntring af nyfødt industri« kan præsenteres som beskyttelsens eneste formål. Europæiske beskyttelsesmænd kan ikke godt tale om nyfødthed, når de kræver beskyttelse for industrier, som har været i gang siden romernes dage. Og nu i De Forenede Stater at kræve opmuntring for sådanne kæmper som jernindustrien, stålindustrien og tekstilindustrien som middel til at skaffe dem fodfæste ville efter de mange års høje toldsatser være den rene tåbelighed.
     Vi har således to særskilte påstande at undersøge: den påstand, som endnu figurerer i beskyttelsesforsvarene, at kun industrier, der er nye og ønskelige, bør opmuntres, og den påstand, som populært forfægtes, og som vor protektionistiske lovgivning søger at virkeliggøre at »hjemmeindustrien« bør opmuntres.
     Tager man det rent abstrakt, tror jeg ikke, det kan nægtes, at der kan være industrier, til hvilke en midlertidig opmuntring med fordel kunne ydes. Mangen en industri, som, når den udvikles, kan blive menneskeheden til stor nytte, må fra først af kæmpe med store vanskeligheder, og dens udvikling kunne undertiden fremskyndes ved fornuftig opmuntring. Men der er uovervindelige vanskeligheder ved at opdage, hvilke industrier det ville kunne betale sig således at opmuntre. – Der findes uden tvivl i ethvert større samfund usædvanligt evnerige mennesker, som ville yde almenheden rigeligt vederlag derfor, hvis de på offentlig bekostning fik sikret sig et godt udkomme, så at de frit kunne ofre sig for forskningen; men det er en afgjort sag, at sådanne livsstillinger, hvis de oprettedes, ikke ville blive givet til den slags mennesker, men til påtrængende og indflydelsesrige, til smigrere og »pårørende« eller til skikkelige »nuller«. Netop de mænd som bedst ville gøre fyldest i sådanne stillinger, ville for deres personlige egenskabers skyld blive de sidste til at få dem.
     Således er det også med hensyn til industrier, der søger at kæmpe sig frem. Al erfaring viser, at når opmuntringspolitikken engang har fået indpas, medfører den en riven-til-sig, ved hvilken det er de stærke og ikke de svage, de samvittighedsløse og ikke de fortjenstfulde, der går af med sejren. Virkelig spæde industrier har ikke nogen større chance i kampen om regeringsopmuntringer, end smågrise har over for fuldvoksne svin i kampen om ædetruget. Sandsynligvis vil opmuntringen gå til industrier, som ikke har den nødig, eller, værre endnu, til industrier, som kun kan opretholdes ved dens hjælp, og den tilføjer således samfundet et absolut tab, idet den bortleder arbejdet og kapitalen fra lønnende industrier. I det hele taget er en industris evne til at grundfæste og opretholde sig selv i et frit marked målestokken for dens offentlige nytteværdi, og den »kamp for tilværelsen«, som fortrænger ufordelagtige industrier, er det bedste middel til at komme på det rene med, hvilke industrier der under bestående forhold virkelig er brug for. Lovende industrier er endog snarere udsatte for at blive demoraliserede og forkrøblede end for at blive hjulpet frem til sund vækst ved en opmuntring, der giver dem, hvad de ikke fortjener, ligesom et ungt menneske snarere vil have skade end gavn af at få en formue i arv. Selve de vanskeligheder, som nye industrier har at kæmpe med, tjener ikke alene til at afgøre, hvilke industrier der virkelig er trang til, men også til at tillempe dem efter de forhåndenværende forhold og til at fremskynde forbedringer og opfindelser, som man under gunstigere omstændigheder aldrig ville have tænkt på.
     Selvom man altså kan tænke sig industrier, som det ville være klogt at opmuntre, er den eneste sikre fremgangsmåde dog den at give dem alle fri og lige vilkår. Hvor der er en bevidst trang til en eller anden opfindelse eller til grundlæggelse af en eller anden industri, som, selvom den vil være til almen nytte, ikke vil kunne forrente sig, dér vil den bedste måde at opmuntre på være at udlove en præmie på betingelse af, at foretagendet lykkes.
     Når det hævdes, at de industrier, der så længe har modtaget vor opmuntring, stadig er ude af stand til at stå på egne ben, hvad kan da bedre vise, hvor meningsløst det er at ville gøre industrier levedygtige ved hjælp af told? Da beskyttelsesvennerne i den amerikanske republiks første dage søgte at indføre toldbeskyttelsen i vort beskatningssystem, hed det sig, at det ikke var for at opretholde den amerikanske industri, men for at få grundlagt nye babyindustrier, som så nok skulle klare sig selv, når man havde støttet dem i nogle år. Småbørnene fra den tid blev gamle mennesker, ja er for størstedelen døde og borte; det folk, der dengang kun beboede kystlandet langs med Atlanterhavet, har udbredt sig over fastlandet og tæller nu i stedet for 4 millioner næsten 60 millioner mennesker; men endnu er de »spæde industrier«, som man dengang så varsomt krævede en smule midlertidig beskyttelse for, som småbørn i deres attrå efter opmuntring. Selvom de er vokset mægtigt, kræver de dog med stigende frækhed at få lov til at nyde godt af »babygaven«, idet de påstår, at de ynkeligt må gå til grunde, hvis de ikke kan få langt mere beskyttelse, end de fra først af drømte om at kræve.
     Beskyttelsesmændene er ikke endnu holdt op med at bede for den »spæde industri«; det er nemlig det eneste grundlag, hvorpå der med noget skin af fornuft kan kræves beskyttelse. Men man docerer nu uforknyt, at det i reglen vil tage to slægtled før en ny fabriksvirksomhed er udviklet således at den helt kan undvære beskyttelsen.
     Og dog viser kendsgerningerne, at ikke engang dette forslår. Industrier, som vi har beskyttet i mere end to slægtled, trænger nu, hvis man skal tro på hvad beskyttelsesmænd siger, til mere beskyttelse end nogen sinde.
     Det populære råb om beskyttelse i De Forenede Stater går da også nu til dags ikke ud på at kræve beskyttelse for nye industrier, men på at kræve opmuntring for hjemmeindustrien, dvs. al indenlandsk industri.
     Nu er det åbenbart umuligt ved nogen beskyttelsestarif at opmuntre al indenlandsk industri. Told på varer, som udelukkende fremstilles hjemme, kan selvfølgelig ikke opmuntre nogen hjemlig industri. Det er kun, når tolden lægges på varer, som delvis indføres og delvis fremstilles hjemme, eller på varer, som udelukkende indføres, men som kunne fremstilles hjemme, at den på nogen måde kan opmuntre en industri. Således kunne f.eks. intet toldpålæg her i De Forenede Stater opmuntre hvede eller bomuldsdyrkningen, guld- eller sølvminedriften, for i stedet for at indføre de pågældende varer forsyner vi ikke alene os selv, men har endog overskud til udførsel. Lige så lidt kunne nogen indførselstold opmuntre nogle af de mange industrier, som må drives på det sted, hvor der er brug for dem, såsom husbygning, hesteskoning, avistrykning osv. Da disse industrier, som ikke kan beskyttes, udgør langt den største del af ethvert lands samlede industri, er opmuntring af en meget ringe del af denne det højeste, der kan opnås ved en beskyttelsestarif.
     Men til trods for denne åbenbare kendsgerning kræves beskyttelsestold aldrig alene for at opmuntre de industrier, der kan drage fordel af toldpålæg. Det ville nemlig være det samme som at indrømme, at tolden gav nogle en særlig fordel fremfor andre, og derfor er det, at man populært kræver beskyttelse for at opmuntre al industri. Spørger man, hvorledes dette kan lade sig gøre, får man det svar, at tolden opmuntrer de beskyttede industrier og disse igen de ubeskyttede, at beskyttelsen opbygger fabrikken og smelteovnen, og fabrikken og smelteovnen skaber efterspørgsel efter landmændenes produkter.
     Lad os tænke os en landsby med 100 vælgere; og lad os endvidere tænke os, at to af disse bymænd fremsætter følgende forslag: »Medborgere, vi vil så gerne se jeres velstand forøget, og vi foreslår derfor, at I giver os eneret til at opkræve en skat på 5 øre daglig af hvert menneske her i byen. Ingen vil føle synderligt til en sådan skat, for selv for en mand med kone og otte børn vil den kun udgøre den usle sum af 50 øre daglig. Og dog vil denne ubetydelige skat skaffe vor by to rige borgere, som vil have råd til at give mange penge ud. Vi vil straks begynde at indrette vort liv på passende måde. Vi vil bygge vore huse større og anlægge haver, vi vil skaffe os vogne, leje tjenestefolk, holde selskab og gøre langt større indkøb hos købmændene. Dette vil oplive handelen og medføre en større efterspørgsel efter arbejdskraft. Dette vil atter skabe en større efterspørgsel efter landbrugsprodukter, hvorved de omboende landmænd vil blive sat i stand til at gøre større bestillinger på købmandsvarer og håndværksarbejder. På denne måde bliver vi alle velstående.« Der findes ikke i noget land under solen den landsby, hvis beboere ville lytte til et sådant forslag. Og dog er det i enhver henseende lige så forsvarligt som den lære, at man ved at opmuntre nogle industrier opmuntrer alle andre med.
     Hvis vi satte præmier som opmuntringsmiddel i stedet for told, ville det ikke alene blive muligt at opmuntre andre industrier end dem, der nu opmuntres ved hjælp af told, men vi ville blive tvunget til at gøre det, eftersom det ikke stemmer med den menneskelige natur, at jordbrugere, kvægopdrættere, bygningshåndværkere, bladudgivere osv. ville finde sig i, at der udbetaltes præmier til andre virksomheder, uden at de også selv fik noget. Og der ville heller ikke være nogen mening i at standse, før enhver art af industri, lige fra skopudseren og kludesamleren, havde fået understøttelse. Men resultatet af en sådan »opmuntring« for alle ville selvfølgelig blive en byrde for alle. For da man jo kun kunne uddele, hvad man havde indsamlet ved beskatning, endda efter fradrag af opkrævningsomkostningerne, ville ingen, for så vidt der var nogen retfærdighed i fordelingen, kunne få så meget tilbage i form af statsunderstøttelse, som han havde måttet afgive i form af skatter.
     Beskyttelsessystemet lader sig ikke således føre ud i det rent meningsløse, for kun en ringe del af et lands industri kan »opmuntres« ved beskyttelse, og samtidig skjules opmuntringsomkostningerne i varepriserne og undgår massernes opmærksomhed. 
     Skatteopkræveren henter ikke hos hver enkelt borger et bidrag til opmuntring af de begunstigede få. Han sidder roligt i et toldkontor og beskatter indførselsvarer og sætter derved den begunstigede producent i stand til at indhøste opmuntring i form af højere priser. Og dog gælder det med samme sandhed om opmuntring ved toldpålæg som om opmuntring ved præmier, at gevinsten for nogle medfører tab for andre, og da opmuntring ved hjælp af told medfører langt større omkostninger og meget mere spild end opmuntring ved hjælp af præmier, må tabet endda blive forholdsvis større. Hvilken virkning beskyttelsen nu end kan have på enkelte særlige former af industri, den må dog nødvendigvis formindske den samlede industris totaludbytte – for det første ved det spild, der er uadskilleligt knyttet til toldopmuntringen, for det andet ved det tab, som følger af, at kapital og arbejdskraft drages bort fra foretagender, som de selv ville have valgt, og overføres til mindre fordelagtige foretagender, som de må købes til at gå ind i. Når man ikke uden særlig eftertanke indser dette, da er det fordi opmærksomheden kun er rettet mod enkelte af beskyttelsens virkninger. Man ser på de store smelterier og de mægtige fabrikker uden at gøre sig klart, at de samme toldskatter, som efter sigende har bygget dem op, også har fordyret hvert et søm og hver en stump tråd, der bruges i landet. Folks indbildningskraft påvirkes på lignende måde som europæernes, da de første gang kom til Indien: under indtrykket af rajahernes overdådighed og pragt lagde de ikke mærke til de menige folkemassers usle fattigdom og troede derfor, at det land, de havde for sig, var det rigeste i verden, medens det i virkeligheden var det fattigste.
     Men når man tænker sig om, vil man se, at den populære påstand om beskyttelsen, at den opmuntrer den hjemlige industri (dvs. al indenlandsk industri), kun i een betydning kan være sand – nemlig den, hvorefter det også kan siges, at Farao opmuntrede den hebraiske industri, da han tvang jøderne til at lave mursten uden hjælp af strå. Beskyttelsestold skaffer mere arbejde, men kun på samme måde som fedt, der spildes på køkkengulvet, skaffer husmoderen mere arbejde, eller som regn, når den gør høet vådt, skaffer bonden mere arbejde.
Fortsættes: Det hjemlige marked
Til:
  1. Oversigt: Beskyttelse eller Frihandel
  2. Oversigt Henry George's værker 
  3. Hovedside: Grundskyld - Henry George
Oprettet i juli 2000
Opdateret d. 25.3.2002