Beskyttelse eller Frihandel

Af Henry George
Kapitel 17

Beskyttelsen og producenterne.

     Det er først og fremmest beskyttelsens formål at opmuntre producenterne , dvs. øge udbyttet af den kapital, som anbringes i visse industrigrene.
     Det, som beskyttelseslæren går ud på, er følgende: Ved beskyttelsestolden fremkaldes en forhøjelse af den pris, som en vare kan sælges til i hjemlandet; derved beskyttes den indenlandske producent imod udenlandsk konkurrence, idet han ved udsigten til større udbytte, end han ellers ville kunne få, opmuntres til at give sig i lag med vedkommende produktion eller til at øge den. Alle de velsignelsesrige virkninger, man tillægger beskyttelsen, afhænger af dens evne til således at opmuntre den arbejdsgivende producent. Hoveddrivhjulet i beskyttelseslæren er dette, at beskyttelsen forøger den beskyttede producents udbytte.
     Men når beskyttelsens modstandere på baggrund heraf gør gældende, at samtlige producenter er en klasse af mennesker, der beriger sig på deres medborgeres bekostning, så modsiges de af klare kendsgerninger. Forretningskyndige mænd ved meget vel, at overskuddet af vore i lang tid beskyttede industrier er lige så ringe og udsigterne til tab lige så store som i alle andre industrier, ja måske er de beskyttede industrier endog vanskeligere at slå sig op på, fordi de er udsatte for en farligere omskiftelighed.
     Grunden til, at beskyttelsens evne til at opmuntre således i de fleste tilfælde slår fejl, er ikke vanskelig at se.
     Det, som en beskyttelsestold koster folket i det store og hele er 1) den toldskat, der tages af indførte varer plus handelens avance på denne skat, plus udgifter og fortjeneste ved allehånde smugleri, plus udgifter, der forårsages ved, at smuglere af den grovere slags nu og da kommer for retten, og at en fattig og venneløs smugler nu og da puttes i arresten, plus den bestikkelse, som toldembedsmænd modtager, og 2) den prisforhøjelse, som må betales for den beskyttede indenlandske industris produkter.
     Det er alene fra denne anden del, at den beskyttede industri kan hente sin opmuntring. Men kun en del af denne del er til virkelig opmuntring. For det første gælder det lige så vel for beskyttelsestolden som for den direkte statsunderstøttelse, at den ikke fås for intet. Ligesom de forskellige jernbaneselskaber, der støttes med gaver af jord eller penge, måtte betale store summer for at sikre sig repræsentation i Washington og pænt måtte dele med kongressens rænkesmede, således er også omkostningerne ved at skaffe en nyfødt industri kongressens »velvilje« eller ved at få en truende forringelse af dens »opmuntring« afværget, en meget betydelig udgiftspost. Men langt vigtigere er dog det absolutte tab, der finder sted ved at drive industrier, som i sig selv er så ufordelagtige, at de kun kan opretholdes ved hjælp af understøttelse. Og til dette tab må føjes det spild, som synes uadskilleligt forenet med statsplejen. Jo mere industrien værnes imod konkurrence, desto mere sendrægtig er den til at gøre brug af nye forbedringer i maskineri og arbejdsmåde . At den opmuntring, som de toldbegunstigede modtager i form af højere priser, går således en meget stor del til spilde. Når de »opmuntrede« producenter og de beskattede forbrugere tages under et, er det et uhyre tab. I alle tilfælde, hvor der pålægges told til gunst for en enkelt industri, må det totale tab for industrien i almindelighed derfor være større end opmuntringen for den enkelte industri. Kun fordi den ene virkning spredes over et stort område medens den anden er samlet på en lille plet, er opmuntringen mest iøjnefaldende.
     Men at fremlægge et toldlovforslag i en rigsdag er ligesom at kaste en banan ind i et abebur. Lige så snart der kommer forslag om at beskytte en eller anden industri, tager alle de interesser, der i det hele taget kan beskyttes, på veje med skrig og gramsetag for at få fat i bananen. De er faktisk nødt til at gøre det, for det at blive udelukket fra de »opmuntredes« kreds betyder jo at blive hæmmet i sin virksomhed. Følgen bliver, som det ses i De Forenede Stater, at de alle bliver beskyttede, nogle mere, andre mindre, alt efter de pengesummer, de kan afse, og den politiske indflydelse, de kan øve. Nu er det jo således, at enhver skat, der forhøjer priserne til fordel for en enkelt industri, må virke hæmmende for alle andre industrier, i hvilke denne industris produkter bruges. En skat på træ må således nødvendigvis hæmme hus- og skibsbyggeriet og pakkasse- og møbelfabrikkerne. Skat på sukker hæmmer frugtkonservering og fremstilling af saft og likører osv. Det er derfor indlysende, at for enhver ny industri, der beskyttes, bliver opmuntringen mindre for dem, der allerede er beskyttede. Og da den nettoopmuntring, som de toldbegunstigede kan opnå, i sin helhed er langt mindre end den samlede sum af al prisforhøjelsen, er det indlysende, at det punkt, hvor beskyttelsen hører op med at yde selv de beskyttede nogen fordel, nås længe før hver eneste industri, der overhovedet kan toldbeskyttes, har fået sin beskyttelse.
     Der er altså et punkt, hvor beskyttelsen hører op med at yde fordele endog for de industrier, som den stræber at opmuntre. Og at dette punkt her i De Forenede Stater er nået og overskredet, er også sikkert nok. Vor beskyttelsestold er derfor ikke alene en byrde på industrien i almindelighed, men den er en byrde endog på selve de industrier, som den har til hensigt at hjælpe.
     Hvis der findes producenter, som vedvarende har fordel af beskyttelsestolden, da er det kun fordi de på en eller anden måde er beskyttede imod indenlandsk konkurrence, og de får derfor ikke den gevinst, som de ved toldens hjælp opnår, i egenskab af producenter, men i egenskab af monopolister. Det vil sige: de eneste tilfælde, i hvilke beskyttelsen mere end rent midlertidigt kan gavne visse producenter, er de tilfælde, i hvilke den ikke kan virke fremmende på industrien. At hverken toldsatser eller understøttelser kan yde vedvarende fordel for nogen forretning, som ligger åben for den indenlandske konkurrence, følger af profittens tendens til at holde sig på en almindelig jævnhøjde. Udbyttet af de beskyttede industrier kan kun holdes oppe over jævnmålet af de ubeskyttede ved hjælp af en eller anden slags monopol, som værner dem imod indenlandsk konkurrence, ligesom tolden værner dem imod udenlandsk konkurrence. Et sådant mere eller mindre fuldstændigt monopol kan opstå ved, at producenterne er i besiddelse af fordele af en eller anden slags.
     Det kan for det første opstå ved besiddelsen af en eller anden særlig naturfordel. Til eksempel: den eneste krommine, der hidtil er fundet i De Forenede Stater, tilhører en enkelt familie. Denne familie er derfor i høj grad »opmuntret« ved de højere priser, som beskyttelsestolden på krom har sat den i stand til at tage af de indenlandske forbrugere. På samme måde var ejerne af Lake Superior kobberminerne, indtil der blev fundet nye og rige kobberminer i Arizona og Montana, i stand til at skaffe sig et udbytte ved hjælp af beskyttelsestolden på kobber, og det blev muligt for dem at få 40-50 øre mere for hvert kilo af det kobber, de solgte i De Forenede Stater, end af det, de udførte til Europa.
     Et lignende monopol kan opnås ved de særrettigheder, som patentloven giver. Således er f.eks. det selskab, der har patenteret eneret på fremstilling af stål, blevet i stand til at tilegne sig et mægtigt og højst »opmuntrende« udbytte, idet eneretten udelukkede den indenlandske konkurrence, og der blev lagt en umådelig told på indført stål.
     Endvidere kan et lignende monopol opnås ved, at en forretning, som kræver stor kapital og særegen kundskab, koncentreres, eller ved at producenter slutter sig sammen i en »ring« for at begrænse den indenlandske fremstilling og knuse den indenlandske konkurrence. Således er det lykkedes stenbrudstrusten at hindre al indenlandsk konkurrence ved fremstilling af marmor, så trusten nu er i stand til selv at indhøste det øgede udbytte, som muliggjordes ved beskyttelsestolden på udenlandsk marmor, og endog i stor udstrækning at samle al yderligere marmorfremstilling på sine egne hænder.
Men det øgede forretningsudbytte, som således opnås, opmuntrer på ingen måde til udvidelse af de pågældende industrier. Tværtimod, det er netop resultatet af selve de vilkår – naturlige eller kunstige – der hindrer udvidelsen af disse industrier. Det er i virkeligheden ikke udbytte af kapital i industriens tjeneste, men udbytte af ejendomsret til naturens goder, af patentrettigheder eller af organisationer eller sammenslutninger; og dette udbytte øger værdien af ejendomsretten til naturgoderne, af enerettighederne og af monopolsammenslutningerne, men det øger ikke vederlaget for den kapital, der virkelig er anbragt i produktionen. Selv om  det ekstra udbytte kan tilfalde enkeltmænd eller foreninger, der er producenter, tilfalder det dem ikke som producenter, men i kraft af deres lovhjemlede besiddelse af visse særrettigheder.
     Af de monopoler, der således får ekstra udbytte, er de, der opstår af den private jordejendomsret, de vigtigste. At det, der tilfalder jordejeren, ikke på nogen måde kommer producenterne til gode, er let at indse.
     De to første faktorer i al produktion, de faktorer, uden hvilke intet som helst kan frembringes, er jord og arbejde. Til disse to grundfaktorer kommer der, så snart som produktionen er nået ud over de første simple former, en tredje faktor, nemlig kapitalen, som er den del af jordens og arbejdets fællesprodukt (den samlede formue), der anvendes til ny frembringelse. I produktionen, som den drives i de civiliserede samfund, er der således tre faktorer: jord, arbejde og kapital, og da jorden i den moderne civilisation er blevet gjort til genstand for privateje, deles produktionsudbyttet mellem jordejeren, arbejdsejeren og kapitalejeren.
     Men mellem disse tre faktorer i frembringelsen er der en væsentlig forskel. Jorden er den rent passive faktor; arbejde og kapitalen er de aktive faktorer, de, ved hvis anvendelse der frembringes formue. Det er derfor kun den del af udbyttet, som tilfalder arbejdet og kapitalen, der lønner virksomheden og fremskynder produktionen. Jordejeren er aldeles ikke producent; han øger absolut ikke de frembringende kræfters sum, og den del af produktionens udbytte, han modtager som vederlag for brugen af naturens kilder, tjener lige så lidt til løn eller spore for produktionen, som den del af høsten, overtroiske vilde folk brænder foran deres afgudsbilleder som takoffer for det sollys, der modnede sæden. Der kan intet arbejde være, førend der er et menneske; der kan ingen kapital være, førend mennesket har arbejdet og sparet; men jorden var der, før mennesket blev til. Til frembringelsen af livsfornødenheder yder arbejderen menneskelig kraft; kapitalisten yder udbyttet af menneskelig virksomhed i sådanne former, som kan bruges til fremme af ny virksomhed; men hvad yder jordejeren? Yder han jordens overflade? Yder han de i jorden nedlagte kræfter? Yder han minerallejerne dernede? Yder han regnen eller solskinnet? Hvad er det, jordejeren yder, der virkelig er et bidrag fra ham selv til den virksomhed, produktionen kræver? Svaret må blive: intet. Og deraf kommer det, at den del af produktionsudbyttet, der tilfalder jordejeren, hverken bliver til løn for virksomheden eller til spore for produktionen, men simpelthen er en afgift, som producenterne tvinges til at svare til en, der i kraft af vore love kan behandle de naturskabte ting som sin ejendom.
     Lad os nu, idet vi fastholder disse grundtanker, vende os til beskyttelsens virkninger! Lad os antage, at England ville gøre hvad engelske godsejere så ivrigt ønsker: gå tilbage til beskyttelsespolitikken og lægge høj told på korn! Dette ville drive kornpriserne stærkt op dér i landet, og den første virkning deraf ville være at skaffe de engelske farmere et meget større udbytte, medens det samtidig ville skade alle andre forretningsgrene. Det øgede udbytte ville fremkalde en stærk tilgang til landbruget, og den øgede efterspørgsel efter landbrugsjord ville skrue forpagtningsafgiften op. Slutresultatet ville da være, at selvom det engelske folk måtte betale sine fødevarer dyrere, ville udbyttet af kornavlen dog ikke være større end udbyttet af enhver anden virksomhed. Den eneste klasse, der ville høste fordel af de højere priser, ville være godsejerne, som slet intet producerer.
     Beskyttelsen kan ikke øge et lands jordværdi som helhed, lige så lidt som den kan fremskynde industrien i det hele taget. Tværtimod, den har tilbøjelighed til at hæmme den almindelige stigning af jordværdierne, idet den hæmmer produktionen som helhed. Men ved at stimulere en eller anden særlig industrigren kan den øge værdien af visse jordområder. Og det er lærerigt at lægge mærke til dette; for det forklarer for en stor del, hvad der er bevæggrunden til, at man så hidsigt kræver toldbeskyttelse, og hvem dens frugter tilfalder.
     Lad os tage et eksempel: det var ikke trælastproducenterne dvs. de mænd, som arbejder med træernes fældning og udskæring, og som udelukkende har deres fortjeneste derved, der krævede told på tømmer eller drev lobbyvirksomhed for at opnå den; og ej heller har den skaffet dem øgede indtægter. Nej, de, der virkelig har intrigeret og sjakret for at opnå og fastholde trælasttolden, er skovejerne, og virkningen af tolden har været den at forhøje »stubafgiften«, dvs. den afgift, som trælastproducenterne må svare til ejerne for retten til at fælde træerne. En vis klasse af spekulanter har ved hjælp af alle mulige kneb gjort forretning af at skaffe sig skøde på skovegnene, så snart den stigende folkemængde har skaffet udsigt til, at de kunne udnyttes. Disse spekulanter danner et tætsluttet og derfor mægtigt interessentskab. Tre selskaber i Detroit siges f.eks. at eje 99 % af den store skovstat Michigans skove, og de har derfor været i stand til at sikre sig en trælasttold, som efter sigende skulle være til opmuntring for tømmerproducenterne, men som i virkeligheden blot var til opmuntring for dem selv, som aldeles ikke er producenter, men tværtimod kun pengeafpressere over for producenterne. 
     På samme måde forholder det sig med mange andre toldafgifter. Virkningen af sukkertolden er f.eks. at øge værdien af sukkerdyrkningsjorderne i Louisiana. Det samme er tilfældet med tolden på kobber og kobbermalm.  Fordelen af disse toldskatter tilfaldt vel selskaber, som gav sig af med at producere kobber, men den tilfaldt dem ikke som kobberproducenter, men som kobbermineejere. Hvis arbejdet, som tilfældet ofte er ved kul- og jernminedriften, havde været drevet af fagfolk imod en driftsafgift til mineejerne, ville den umådelige udbytteudbetaling have tilfaldet mineejerne og ikke arbejderne.
     Horace Greely troede, at han afgørende modbeviste påstanden om, at jerntolden berigede nogle få på de manges bekostning, når han hævdede, at vore love ikke gav noget menneske særret til at fremstille jern, og spurgte, hvorfor frihandelsmændene ikke selv gav sig til at lave jern, hvis virkelig toldloven gav jernproducenterne så mægtige fordele, som de sagde, den gjorde. For så vidt der er tale om de producenter, der ikke høster nogen særlig fordel af patentrettigheder eller af sammenslutninger, havde Greely fuldkommen ret, idet den kendsgerning, at der ikke var nogen særlig stærk tilstrømning for at komme ind i den forretning, beviste, at jernproducenterne ikke i gennemsnit havde nogen usædvanlig stor fortjeneste. Og hvis jern kunne laves af luft, ville denne kendsgerning have bevist, hvad Greely synes at have indbildt sig, at den beviste. Men jern kan ikke laves af luft; det kan kun laves af jernmalm. Og selvom naturen, især i De Forenede Stater, har tilvejebragt rigelige forråd af jernmalm, har den ikke fordelt dem ligeligt, men har ophobet dem i store lejer på visse steder. Hvis jeg ville følge Horace Greelys råd og selv gå hen og lave jern, om jeg syntes, at jernprisen var for høj, så måtte jeg skaffe mig adgang til et af disse lejer, og vel at mærke, et leje, som var tilstrækkelig nær ved andre materialer og ved befolkningscentrer. Jeg kan måske finde nok af sådanne malmlejer, som ingen bruger, men hvor kan jeg finde et, som står til min frie rådighed?
     Mit lands love forbyder mig ikke at lave jern, men de giver visse mennesker ret til at tilegne sig de naturlige malmlejer og at gøre med dem, som om de var deres egen private ejendom. Som følge deraf bliver disse malmlejer taget i eje, så snart der er udsigt til, at nogen kunne få i sinde at udnytte dem, og finder jeg et leje, som jeg kunne bruge, så finder jeg også, at det er taget i besiddelse af en eller anden ejer, som ikke vil lade mig bruge det, før jeg enten betaler ham en købesum eller går ind på at betale ham en afgift af så og så meget pr. tons, dvs. lige så meget, eller dog næsten lige så meget, som jeg, udover den almindelige rente af indskudt kapital, kan tjene ved jernproduktionen. Medens således den told, som driver jernprisen op, vistnok ikke gavner producenterne, gavner den sikkert nok dem, der ruger over skatten uden selv at bruge den, dem som i kraft af vore love tiltager sig eneret over de forråd, som naturen, tusinder af år før mennesket fremstod, havde ophobet til brug for de millioner, som engang skulle kaldes til live. Hvad der gælder jerntolden, gælder også stenkulstolden. Kulproducenten, som tilkøber sig retten til at drage kullene op af jorden, får ingen øget fortjeneste ved denne told; men den sætter en ring af kulmineejere og jernbaneejere i stand til mangesteds at pålægge en yderligere røverskat for brugen af naturens gaver.
     Den told, vi har lagt på boraks og borsyre, er et godt eksempel på, hvad der er meningen med mange af vore toldsatser, og hvilken virkning de har. Vi havde ingen told på boraks og borsyre (som finder vigtig anvendelse i mange industrigrene), før det blev opdaget, at der i staten Nevada fandtes store naturlige aflejringer af næsten ren boraks. Så snart denne guds frie gave var blevet gjort til privat ejendom i overensstemmelse med De Forenede Staters love, som er lavet og givet for sådanne tilfælde, ansøgte de foretagsomme spekulanter kongressen om (og fik naturligvis gennemført) et toldpålæg, som gjorde boraks unaturlig dyrt og øgede udbyttet af monopolretten til denne naturrigdomskilde.
     Vore fabrikanter og andre producenter har let nok ladet sig fange af det dårende løfte om, at beskyttelsen ville øge deres forretningsudbytte, og de har brugt deres indflydelse til at indføre og opretholde beskyttelsestolden. Men den virksomste interesse for beskyttelsestolden i De Forenede Stater har dog sikkert været hos dem, der har skaffet sig rådighed over naturgoder, som de håbede, beskyttelsen ville give større værdi. For det er ikke alene ejerne af kul- og jernlejer, skovland, sukker og vinmarker, borakssøer og kobberlejer, som gennem udelukkelse af den udenlandske konkurrence har mærket en raskere efterspørgsel efter og en højere værdi af deres jordejendomme; men den samme følelse har også øvet sin indflydelse på jordejerne både i by og på land; de har nemlig indset, at grundlæggelse af fabrikker eller drift af miner i deres nærhed ville give deres ejendomme større værdi, og de har derfor været tilbøjelige til at støtte en politik, hvis udtalte formål det var at overflytte sådanne industrier fra andre lande til vort eget.
     For at gentage det: det er kun i begyndelsen, at en beskyttelsestold kan hjælpe en industri. Når produktionen er kommet i lave igen, må udbyttet af den beskyttede industri, medmindre det holdes oppe ved hindringer, som standser industriens videre udvikling, synke ned til den almindelige jævnhøjde, og idet tolden således taber sin evne til at opmuntre yderligere, hører den op med at være til nogen fordel for de producenter, der ikke er beskyttede imod indenlandsk konkurrence. Således er stillingen for størsteparten af de »beskyttede« amerikanske producenter.
     Man kunne spørge: Hvordan kan det være, at også producenter, som ikke er beskyttede imod indenlandsk konkurrence, i almindelighed er så stærke tilhængere af beskyttelsestolden? Den sande grund dertil ligger i de årsager, som jeg i det følgende skal omtale, årsager, som forud påvirker den almindelige opfattelse og stemmer den til fordel for beskyttelsestanken. Og medens denne klasse af producenter er skarpsynede nok, når det gælder deres egne interesser, er de lige så blinde for samfundets interesser som enhver anden klasse. De har så længe hørt og har så længe vænnet sig til at gentage, at frihandelen ville ødelægge den amerikanske industri, at det aldrig falder dem ind at tvivle derom. Og dertil kommer, at beskyttelsen i mange tilfælde virkelig er en nødvendighed for dem, fordi andre industriers beskyttelse på så mange måder fordyrer deres bedrift og gør dem ukonkurrencedygtige overfor udlandet. Men blev hele systemet afskaffet, da kan der ikke være tvivl om, at den amerikanske industri ville gå frem med ny kraft. 
 
Kapitel 18

Beskyttelsens virkning på den amerikanske industri.

     Hvis der nogetsteds i verden findes et land, hvor de mest iøjnefaldende kendsgerninger afgørende modbeviser den opfattelse, at beskyttelse er nødvendig for fabriksdriftens udvikling og »industriens alsidiggørelse«, da er dette land De Forenede Stater. De første nybyggere i Amerika gav sig dels til at handle med indianerne, dels til at sysle med de udvindingsarbejder, som en spredt befolkning altid finder mest lønnende. Skovens, agerjordens og fiskeriernes produkter var deres hovedartikler, medens endog mursten og tagsten i den første tid indførtes fra moderlandet. Men uden nogen beskyttelse og til trods for de britiske anordninger, hvis formål var at hindre fabriksvirksomhedens fremvækst i kolonierne, fæstede den ene industri efter den anden dog rod, efterhånden som folkemængden tog til; og ved den tid, da den første toldlov blev vedtaget (1789), havde alle de vigtigere former af fabriksvirksomhed, deriblandt jernvare- og tekstilindustrien, fået fast fodfæste. Som de indtil den tid havde vokset uden hjælp af nogen toldlov, således måtte de også kunne have vokset fremdeles sammen med den stigende folkemængde, selv om vi aldrig havde fået nogen toldlov.
     Den amerikaner, der hævder, at beskyttelsen er nødvendig, for at industrien skal kunne alsidiggøres, må dog ikke alene være uvidende om dette lands historie i hele det lange tidsrum, der gik, inden vi i det hele taget fik nogen toldtarif; han må også være uvidende om, hvad der er foregået lige siden den tid og foregår den dag i dag lige for hans øjne.
     Det er ikke nødvendigt at gå længere tilbage end til unionens dannelse for at se, at hvis det var sandt, at fabriksdrift ikke kunne vokse op i ny lande uden toldbeskyttelse, så måtte De Forenede Staters fabriksindustri den dag i dag være indskrænket til en smal strimmel langs Atlanterhavets kyst. Philadelphia, New York og Boston var store byer, og fabriksdriften havde fået fast fodfæste langs med Atlanterhavet, da det vestlige New York og det vestlige Pennsylvania endnu var dækkede af skove, da Indiana og Illinois var bøffelgræsgange, da Detroit og St. Louis kun var handelsstationer, da Chicago endnu ikke var til, og landet hinsides Mississippi var lige så ukendt, som det indre af Afrika nu er. I De Forenede Stater har østen i forhold til vesten haft alle de fortrin, som efter beskyttelsesmændenes sigende gør, at det er umuligt for et nyt land at opbygge nogen fabriksmæssig industri, når det således er udsat for et ældre lands konkurrence – nemlig større kapital, længere erfaring og billigere arbejdskraft. Og dog har fabriksvirksomheden, uden nogen beskyttelsestold mellem vesten og østen stadig bevæget sig vestpå sammen med befolkningen og bevæger sig stadig længere vestover. Dette er en kendsgerning, som i sig selv afgørende modbeviser beskyttelsesteorien.
     Den protektionistiske opfattelse, at fabriksvirksomheden i De Forenede Stater er taget til på grund af toldbeskyttelsen, er endnu mere grundløs end den opfattelse, at New York er vokset på grund af opførelsen af nye teatre. Fabriksvirksomheden i De Forenede Stater er steget på grund af folkemængdens tiltagen og landets udvikling; ikke på grund af men på trods af toldbeskyttelsen.
     At toldbeskyttelsen har skadet den amerikanske fabriksvirksomhed i stedet for at gavne den, fremgår af den kendsgerning, at vor fabriksvirksomhed er meget mindre, end den efter folkemængden og udviklingen burde være – forholdsvis meget mindre, end den var i det 19. århundredes begyndelse. Hvis vi havde fortsat frihandelspolitikken, ville vor fabriksvirksomhed have udviklet sig i naturlig hårdførhed og kraft, og vi ville da nu ikke alene have kunnet udføre fabriksvarer til Mexico, Vestindien og Australien, ligesom Ohio udfører fabriksvarer til Kansas, Colorado og Dakota; men vi ville have kunnet udføre fabriksvarer til Storbritannien, ganske som Ohio nu udfører fabriksvarer til Pennsylvania og New York, hvor fabriksvirksomheden var begyndt, før Ohio blev beboet. Men så hårdt tynges vor fabriksvirksomhed af denne told, som fordyrer alle dens råstoffer og hjælpemidler, at vort salg af fabriksvarer, trods vore naturlige fordele og vort folks opfinderevne, er indskrænket til vort eget beskyttede marked, og vi kan ingen steder konkurrere med andre landes fabriksvarer. Trods de stigende toldafgifter, hvormed vi har søgt at holde fremmede indførselsvarer ude og opbygge vor egen fabriksvirksomhed, er størstedelen af de varer, vi nu indfører, fabriksvarer, medens vore udførselsvarer på en ringe procentdel nær er råstoffer. Selv hvor vi i stor målestok indfører fra lande som f.eks. Brasilien, der selv næsten ingen fabriksvirksomhed har, kan vi ikke betale med fabriksvarer, som de har brug for, men må, for at kunne betale, hvad vi køber af dem, sende vore råstoffer til Europa.
     Dette er ikke naturlige handelsvilkår. De Forenede Stater er for længe siden nået ud over det standpunkt i udviklingen, hvor råstoffer udgør den eneste naturlige udførsel. Vi har nu (1886) en folkemængde på næsten 60 millioner og bruger flere fabriksvarer end nogen anden nation. Vore betingelser for fabriksdrift er uden lige. Både i udstrækning og let tilgængelighed står vore kullejer over alle andre civiliserede landes, og vi har naturlige gasreservoirer, der giver brændsel næsten uden arbejde. Dertil kommer, at vi står forrest iblandt alle civiliserede nationer med hensyn til at opfinde og bruge maskiner og økonomisere med materiale og arbejdskraft. Men alle disse fordele tilintetgøres ved den beskyttelsesmur, som vi har bygget langs vore kyster.
     Så længe jeg kan huske, har den beskyttelsesvenlige presse gang efter gang bragt meddelelse om, at betydelige bestillinger på disse eller hine amerikanske fabriksvarer nu var indløbet fra udlandet, som et tydeligt bevis for, at beskyttelsen nu endelig begyndte at bære de lovede frugter, og at den amerikanske fabriksindustri, der i sin barndom havde været så sikkert værnet af beskyttelsestolden, nu var ved at møde frem på verdensmarkedet. Men forudsigelserne er aldrig gået i opfyldelse, og medens vor folkemængde har fordoblet sig, er vor udførsel af fabriksvarer blevet forholdsvis mindre. Og hvorfor? Forklaringen er denne: den højere arbejdsløn, som har været almindelig i De Forenede Stater, og den dermed følgende højere almene folkeoplysning, har fremsporet den amerikanske opfindsomhed, og vi forbedrer stadig på de redskaber og fremgangsmåder, som bruges andre steder. Disse forbedringer fremkalder stadigvæk udlandets efterspørgsel efter amerikanske fabrikater, en efterspørgsel, som synes at give løfter om mere efterspørgsel. Men inden denne kommer, er forbedringerne taget i brug af andre lande, hvor tilvirkningen ikke er så hårdt tynget af skatter på råstofferne, og det, som burde have været en særlig amerikansk industri, er blevet overført til et fremmed land, måske af selve den amerikanske fabrikant eller opfinder, der finder det mere fordelagtigt at fremstille varen i England eller et andet europæisk land, hvor han ikke har den amerikanske beskyttelse at trækkes med.
     Dette illustrerer de amerikanske fabriksvarers historie i udlandet. Vi har sendt lokomotiver til Rusland, våben til Tyrkiet og Tyskland, landbrugsredskaber til England, floddampere til Kina, symaskiner til alle egne af jorden; men vi har aldrig været i stand til at fastholde den handel, som vor opfindsomhed burde have sikret os.
Men det er på havet – det er i en industri, hvor vi engang var de første i verden, at virkningen af vor beskyttelsespolitik tydeligst kan ses.
     For 30 år siden havde skibsbygningen her i landet nået en så høj grad af fuldkommenhed, at vi ikke alene byggede skibe til os selv, men også til andre nationer. De amerikanske skibe var både de hurtigst sejlende og de mest bæredygtige, og alle vegne fik de lettest forretning og højest fragt. Tonnagen var for De Forenede Stater næsten nået op på højde med Englands, og der var udsigt til, at vi i løbet af nogle få år ville opnå ubestrideligt herredømme på havet. Den engelske frihandelsreform i 1846 efterfulgtes i 1854 af ophævelsen af søfartslovene, og fra den tid af havde britiske undersåtter ikke alene frihed til at købe eller bygge skibe hvor som helst de ville, men kystfarten på de britiske øer var åbnet for udlændinge. Gruelige var de britiske beskyttelsesmænds spådomme om den fuldstændige ruin, som derved var beredt for den britiske handel. Yankee'erne ville husere på havet, og »forsultne svenskere og nordmænd« ville drive den »rødmossede, kødspisende, engelske sømand« bort fra hans egne farvande.
     Medens et stort handelsfolk således gav slip på sin toldbeskyttelse, var der et andet, som fordoblede sin. Vor borgerkrigs udbrud gav en gylden anledning til indførelse af beskyttelse, og folkets brændende iver, der gjorde det villigt til at bringe ethvert offer for at hindre sit lands sønderlemmelse, blev benyttet til at få det overlæsset med beskyttelsesskatter. Sydstaternes krydseres hærgninger og den deraf følgende høje assurancepræmie på amerikanske skibe ville under alle omstændigheder have formindsket vor oceanhandel; men dette var kun midlertidigt, og havde vi ikke haft vor beskyttelsespolitik, så ville vi, efter at krigen var endt, snart igen have indtaget vor plads i verdensfragtfarten og stævnet fremad til førerstillingen med større kraft end nogen sinde.
     Men kuet under trykket af en politik, som hindrer amerikanerne i at bygge og forbyder dem at købe skibe, er vor skibsfart lige siden krigen stadig skrumpet ind, så at amerikanske skibe, som, da vi var et folk på 25 millioner, pløjede alle klodens vande, nu, da vi tæller næsten 60 millioner, sjældent ses på det blå hav. I Liverpools dokker, hvor det engang syntes, som om hvert andet skib var amerikansk, kan man nu lede hele masteskoven igennem for at finde et eneste. I bugten ved San Francisco kan man se engelske skibe og atter engelske skibe, inden man kommer til et amerikansk, og fem sjettedele af New Yorks handel med udlandet føres under fremmed flag. Der var en tid, da ingen amerikaner drømte om at komme over Atlanterhavet med andet end et amerikansk skib, nu er der ingen, der tænker på at tage med en amerikaner. Det er franskmændene og tyskerne, der kappes med englænderne om at føre amerikanere til Europa og tilbage igen. Engang var vore skibe de smukkeste på havet; nu findes der ikke en eneste første rangs »oceanflyver« under amerikansk flag; og var det ikke således, at det aldeles er forbudt udenlandske skibe at gå i fragtfart imellem amerikanske havne, da ville skibsbygning, som vi engang var verdensmestre i, nu være en glemt kunst hos os. Som det er, er vi aldeles gået bag af dansen. Da jeg var dreng, troede vi fuldt og fast på, at amerikanske krigsskibe kunne, om ikke sønderskyde, så dog søndersejle alt, hvad der flød på vand; og vi vidste, at i tilfælde af krig med et handelsfolk ville hurtige amerikanske kaperskibe sværme på alle have. De skibe, vi nu har ødslet millioner på, er til moderne krigsbrug lige så forældede som romerske galejer.
     Jeg klager ikke over vor krigsflådes uduelighed. At underholde en krigsflåde i fredstid er uværdigt for den store republik og sømmer sig ikke efter den plads, den burde stræbe at indtage iblandt nationerne, og efter min mening ville de hundreder af millioner, som vi i den sidste snes år har udgivet til vor flåde, være lige så fuldt spildte, om vi havde fået første klasses skibe for dem. Men jeg klager over tilbagegangen i vor evne til at bygge skibe. Det er ikke vor ulykke, at vi ingen krigsflåde har, men at vi ingen hurtigsejlende handelsflåde har, ingen store støberier og skibsværfter, ingen dygtige ingeniører, sømænd og mekanikere; for heri og ikke i krigsflåder ligger den virkelige magt på havet. Et folk, i hvis årer der rinder vikingeblod, er blevet jaget bort fra havet af folket selv.
     De selviske interesser, som har fordel af, eller som bilder sig ind at have fordel af den politik, der, grundigere end nogen fremmed fjende kunne have gjort det, har fejet det amerikanske flag bort fra havet, giver naturligvis enhver anden årsag end den eneste rigtige skylden. De siger f.eks. at vi med hensyn til oceanfarten ikke kan konkurrere med andre folk med lavere arbejdsløn og billigere kapital. Med vilje glemmer de da den kendsgerning, at dengang da forskellen mellem arbejdsløn og kapitalrente på de to sider af Atlanterhavet var langt større end nu, fragtede vi ikke alene for os selv, men også for andre nationer og nåede hurtigt frem til at blive de største fragtskippere på oceanet. Sandheden er, at hvis arbejdslønnen er højere hos os, så er dette reelt en fordel for os, og ikke alene kan kapital nu fås lige så billigt i New York som i London, men amerikansk kapital bruges i virkeligheden til skibsfart under fremmed flag på grund af de skatter, som gør det ufordelagtigt at bygge eller bruge amerikanske skibe.
     Man har også sagt, at det er overgangen fra sejl til damp og fra træ til jern, der har medført den amerikanske skibsfarts forfald. Dette er dog lige så lidt nogen årsag til vor søfarts tilbagegang, som overgangen fra enkelt til dobbelt merssejlsrå var det. Floddamperne kom først i brug her; det første dampskib, som gik over havet fra New York til Liverpool, var amerikansk, og for 30 år siden var det amerikanske skibe der gjorde rekordoverfarterne. Den samme dygtighed, den samme ihærdighed og opfindsomhed, som satte vore fagfolk i stand til at bygge træskibe, ville også have sat dem i stand til vedblivende at bygge skibe, hvordan byggematerialet så end måtte blive forandret. Under frihandel ville vi ikke alene have kunnet følge med i overgangen fra træ til jern; vi ville være blevet førerne. Og det selv om ikke et eneste kilogram jern kunne produceres på hele vort fastland. I det amerikanske skibsbyggeris glanstid hentede Donald Mc Kay i Boston og William H. Webb i New York materialet til deres hvidvingede kapsejlere fra skove, der praktisk talt var næsten lige så langt fra disse byer som fra Clydefloden eller Themsen. Havde vore skibsbyggere haft den samme frihed som deres engelske konkurrenter til at købe sig deres byggemateriale hvor som helst de kunne få det bedst og billigst, da kunne de lige så let have bygget skibe af jern fra England, som de i sin tid byggede dem af tømmer fra Florida, planker fra Maine og Nord-Carolina og rundholter fra Oregon. Irland frembringer hverken jern eller kul, men Belfast er blevet kendt for sit stålskibsbyggeri; og jern kan næsten lige så billigt føres over Atlanterhavet som over det irske hav.
     Men det er så langt fra nødvendigt at bringe jern hertil fra England! Vore jernlejer og kulminer er jo både større, bedre og lettere at bearbejde end Storbritanniens. Havde vi aldrig optaget beskyttelsespolitikken, da kunne vi nu have været de første jernproducenter. Den fordel, som Storbritannien har fremfor os, er simpelthen den, at dette land har forladt det tyngende beskyttelsessystem, medens vi har gjort toldbyrden tungere og tungere. Denne politiske forskel har gjort, at medens den britiske producent er i stand til at drage nytte af alverdens fordele, er den amerikanske producent blevet tynget og tvunget til at nøjes med sit eget lands marked. Malmen fra Spanien og Afrika, som det til visse anvendelser er nødvendigt at blande med vore egne malmsorter, er bebyrdet med en tung told; mægtig told har sat en stor stålproducentring i stand til at holde stålet oppe på monopolpris; høj told på kobber har sat en anden ring i stand til at tage høje priser for kobberet hjemme, samtidig med at den udfører kobber til England og dér sælger det til lave priser; og for at opmuntre en eneste flagdugfabrik er endog selve de amerikanske skibes nationalmærke blevet bebyrdet med en told på 150%. Fra køl til mastetop, fra stålwiren i riggen til messinget i loggen er alt, hvad der bruges til et skibs bygning og udstyr, bebyrdet med tunge toldskatter. Således har beskyttelsen kvalt en industri, i hvilken vi, om vi havde haft frihandel, endnu kunne have været de første i verden. Og den skade, vi derved har tilføjet os selv, har vi i alt fald til en vis grad tilføjet hele menneskeheden. Hvem kan tvivle om, at oceandamperne nu ville have været både hurtigere og bedre, hvis de amerikanske bygmestre havde haft frihed til at konkurrere med de engelske?
     Selvom vore søfartslove, som forbyder andre end amerikanske skibe at føre et eneste kilogram fragtgods eller en eneste passager fra havn til havn i De Forenede Stater, skjuler beskyttelsens indvirkning på vor kystfart, føles den dog lige så vist dér som i oceanfarten. De øgede omkostninger ved skibenes bygning og drift har, især for dampskibenes vedkommende, virket hæmmende på udviklingen af vor kystfart og ved de opskruede fragter hindret udviklingen af andre industrigrene. Og hvorledes de hæmmende bånd styrker monopolmagten, kan ses af den måde, på hvilken beskyttelsen ved at svække vor kystfart har gjort det lettere for jernbaneselskaberne at udpine samfundet. Pacifikbane-ringen har f.eks. i årevis betalt pacifik-postdampskibsselskabet 85.000 dollars om måneden for at holde priserne oppe både for passagerer og fragtgods imellem New York og San Francisco. Det ville have været umuligt for ringen på denne måde at hindre konkurrence, hvis handelen mellem atlanterhavskysten og stillehavskysten havde været åben for fremmede skibe.
Kapitel 19

Beskyttelsen og arbejdslønnen.

     Vi har set nok af beskyttelsens virkninger på produktionen. Lad os nu undersøge dens virkning på arbejdslønnen, altså på fordelingen.
     Forhandlinger om toldspørgsmålet går sjældent videre end til det punkt, vi nu har nået; for selvom der, i det mindste i De Forenede Stater, siges meget om beskyttelsens virkning på arbejdslønnen, udledes det dog altid af det, som påstås at være dens virkning på produktionen. Beskyttelsens talsmænd hævder, at den hæver arbejdslønnen; men for så vidt de prøver at bevise dette, er det kun ved hjælp af grunde som dem, vi nu har undersøgt. Man påstår, at beskyttelsen øger landets velfærd i det hele taget, og derudfra drager man så den slutning, at den må hæve arbejdslønnen. Eller man tyr til den negative form (en fremgangsmåde som de amerikanske beskyttelsesmænd særlig ynder), og hævder, at beskyttelsen hindrer, at arbejdslønnen synker til andre landes lavmål, og at dersom beskyttelsen blev afskaffet, ville produktionen på grund af fremmede producenters underbud gå så stærkt tilbage, at arbejdslønnen måtte falde.
     Men selvom hele grundlaget for teorien allerede er blevet kuldkastet, vil vi dog (da dette er den vigtigste del af spørgsmålet) underkaste påstanden om, at beskyttelsen hæver arbejdslønnen (eller holder den oppe), en direkte og selvstændig drøftelse.
Selvom spørgsmålet om arbejdslønnen først og fremmest er et fordelingsspørgsmål vover ingen beskyttelsesvenlig forfatter, så vidt jeg ved, at behandle det som sådant, og selv frihandelens venner nøjes i reglen også med at gøre gældende, at beskyttelsen må formindske formuefrembringelsen, og (for så vidt som de i det hele taget rører ved lønspørgsmålet) deraf drager den slutning, at beskyttelsen da også må formindske arbejdslønnen. Som argument er dette i og for sig logisk fyldestgørende. Men for at vinde fuld klarhed over beskyttelsens virkning må vi til bunds efterspore dens indflydelse lige så vel på fordelingen som på produktionen.
     Vildfarelser opstår ofte af den antagelse, at hvad der gavner eller skader helheden, også må gavne eller skade de enkelte dele. Men de samme årsager, som øger eller mindsker den samlede folkeformue, fremkalder ofte den modsatte virkning for de enkelte klasser eller de enkelte mennesker. Ved overgangen til brugen af salt i stedet for tangaske til fremstilling af soda øgedes den engelske produktion, men indtægterne blev mindre for mange af højlandets godsejere. Da jernbanerne kom, øgedes den samlede formue i stor målestok. Men forretningslivet i mange småbyer blev ødelagt. Krige, ildebrande, oversvømmelser og hungersnød, som bringer ulykke over samfundet, kan være til stor fordel for enkelte.
     Da imidlertid de, som lever af deres arbejde, i alle lande udgør det store flertal af folket, er der stor sandsynlighed for, at alt, hvad der formindsker samfundets samlede indkomst, må blive til skade for arbejderne, hvem der så i øvrigt måtte vinde derved. Men for ikke at bygge noget på sandsynlighed, den være nok så stor, vil vi direkte undersøge beskyttelsestoldens virkning på arbejdslønnen.
     Alt, hvad der påvirker formuefrembringelsen, kan samtidig påvirke formuefordelingen.
Som vi har set, går beskyttelsens hæmmende virkning på handelen i retning af at formindske frembringelsen. Men de beskyttende toldsatser virker også i retning af at ændre fordelingen, idet de nemlig tvinger nogle af landets borgere til at betale højere varepriser, medens de giver andre ekstra gevinst. Denne forskydning er til gavn for og derfor også hovedmotivet for dem, der er mest virksomme for at få beskyttelsestold pålagt og som stadig advarer arbejderne mod de gruelige ulykker, der vil komme over dem, hvis tolden ophæves. Men på hvilken måde kan beskyttelsestolden påvirke formuefordelingen til fordel for arbejderne? Beskyttelsestoldens direkte hensigt og virkning er at forhøje varepriserne. Men de mennesker, som arbejder for løn, sælger ikke varer, de sælger deres arbejde. Hvorledes kan da en forhøjelse af varepriserne gavne dem?
     Jeg taler her om pris i overensstemmelse med den sædvane at sammenligne tingenes indbyrdes værdi ved hjælp af pengeværdien. Men penge er kun et byttemiddel og en målestok for værdiforholdet mellem tingene. Pengene selv stiger og falder i værdi i sammenligning med andre ting, alt efter tid og sted. I virkeligheden er arbejdet den eneste sande og afgørende værdimåler – idet enhver tings virkelige værdi er lig med den arbejdsmængde, der kan fås i bytte for den. En beskyttelsestold virker derfor, nøjagtig talt, i retning af at øge den sum af arbejdskraft, som kræves for at købe visse varer. Den forringer derfor arbejdets værdi, netop i samme mål som den forøger varepriserne.
     Man tænke sig en toldtarif, som hindrer indførsel af arbejdere, men ikke lægger bånd på indførsel af varer! Ville de, som har noget at sælge mon synes, at en sådan told var til deres fordel? – Og dog ville det være lige så fornuftigt at påstå dette som at påstå, at en told på varer er til gavn for dem, der har arbejde at sælge.
     Det er ikke sandt, at de lavt lønnede arbejderes produkter vil drive det højt lønnede arbejdes produkt bort fra noget marked, hvor de sælges frit; for, som vi allerede har set, er lavtlønnet arbejde ikke ensbetydende med billig produktion, og det er de relative, ikke de absolutte produktionsomkostninger, der bestemmer vareombytningerne. Og vi behøver kun at se os om for at se, at selv inden for samme fag er den løn, der gives for arbejde, hvis produkter sælges frit indbyrdes, ret forskellig og navnlig sædvanligvis højere i de store byer end i småstæderne.
     Det er sandt, at arbejdslønnen har en stadig tilbøjelighed til at søge en fælles jævnhøjde, og at denne tilbøjelighed skyldes konkurrencen. Men denne konkurrence er ikke konkurrencen på varemarkedet; det er konkurrencen på arbejdsmarkedet. Uligheden mellem arbejdslønninger, der betales for produktion af varer, som sælges frit på samme marked, skyldes da åbenbart tryk på arbejdernes konkurrence om arbejde.
(Således skyldes den højere arbejdsløn i byerne naturligvis for en del, at det er dyrere at leve i byen, så der må højere arbejdsløn til for at lokke folk derind.)
     Forskelle i arbejdsløn udjævnes naturligvis lettere inden for samme fag end mellem fagene indbyrdes. Men alligevel holdes arbejdslønnen i de forskellige fag også i et vist indbyrdes forhold, så at en nedsættelse af arbejdslønnen i et fag gerne medfører nedsættelse i andre på grund af konkurrence på arbejdsmarkedet. Således kunne f.eks. møbelsnedkere ikke længe blive ved med at tjene 2 dollars, hvor arbejdere i andre lige så let lærte og lige så let drevne håndværk kun tjente 1 dollar, da den højere løn jo ville tiltrække så megen arbejdskraft til faget, at konkurrencen blev større og arbejdslønnen mindre. Men dersom møbelsnedkernes fagforening var så stærk, at den strengt kunne holde tilgangen af arbejdere inden for visse grænser, er det da ikke indlysende, at de ville kunne blive ved med at tjene 2 dollars, medens tilsvarende arbejde i andre fag kun lønnedes med 1 dollar? Det er en kendsgerning, at fagforeningerne ved at lægge bånd på arbejdskonkurrencen har bragt arbejdslønnen i mange fag ikke så lidt op, ja, de har endog fremkaldt forskel imellem fagforeningsfolks og ikke-fagforeningsfolks løn inden for det samme fag. Hvad der begrænser muligheden af på denne måde at hæve arbejdslønnen, er øjensynlig ikke det frie salg af varer, men den vanskelighed, der er ved at begrænse arbejdskonkurrencen.
     Viser disse kendsgerninger nu ikke, at det, som amerikanske arbejdere har at frygte, ikke er dette, at »det billige udenlandske arbejdes« frembringelser sælges på vort varemarked, men at selve dette arbejde overføres til vort arbejdsmarked? Under de forhold, der råder i den største del af den civiliserede verden, bestemmes arbejdslønnens mindstemål ved det, som socialøkonomerne kalder levefoden, dvs. at jo fattigere livskår arbejderne er vant til, desto lavere er deres arbejdsløn, og desto mere kan de bidrage til at fremkalde en prissænkning på det arbejdsmarked, de træder ind på. Hvad skal vi da sige om den slags »beskyttelse for de amerikanske arbejdere«, som samtidig med at den lægger told på varer under påskud af, at de er lavet ved »fattiglemsarbejde«, frit lader selve den »fattige arbejder« komme herind i landet?
     Indførsel af den billige arbejdskrafts produkter er noget helt andet end indførsel af den billige arbejdskraft selv. Den første virker på produktionen, idet den øger den samlede mængde af det, som skal fordeles; den anden virker på fordelingen, idet den formindsker den andel, som går til arbejderklassen. Vi kunne godt tillade fri indførsel af kinesiske varer uden i mindste måde at påvirke arbejdslønnen; men under de forhåndenværende forhold ville fri indvandring af kinesiske arbejdere nedsætte arbejdslønnen.
     Lad os, idet vi forudsætter den moderne civilisations almindelige vilkår, tænke os to lande, et med forholdsvis høj og et andet med forholdsvis lav arbejdsløn, liggende side om side, kun adskilte ved en mur, som tillader fri overførsel af varer men er uoverstigelig for mennesker. Kan vi nu tænke os, – hvad den protektionistiske opfattelse jo kræver, – at landet med den høje arbejdsløn ville få hele indførselen og landet med den lave arbejdsløn hele udførselen, indtil efterspørgselen efter arbejdskraft i det første land var taget således af, at arbejdslønnen dér måtte synke ned i jævnhøjde med det andets? Nej, det er klart, at det ene land ikke ville udføre mere, end det fik vederlag for, og at det andet ikke kunne indføre mere, end det gav vederlag for. Det, der ville gå for sig, ville være en gensidig bytning af de to landes frembringelser, og, som tidligere påpeget, ville det hverken være forskellen i arbejdsløn eller i produktionsomkostninger mellem de to lande indbyrdes, der bestemte, hvilke varer der gik den ene vej, og hvilke der gik den anden, men derimod uligheden i hvert af landene for sig med hensyn til de forholdsvise produktionsomkostninger for forskellige varer. Denne bytning af varer ville gå sin gang til gensidig fordel for begge lande og øge den sum, som de hver for sig erhvervede; men hvorledes kunne den, selv om den fik et aldrig så stort omfang, formindske efterspørgselen efter arbejdskraft eller virke i retning af at nedsætte arbejdslønnen?
     Lad os nu vende forholdet om og tænke os en skillevæg imellem de to lande, som hindrede gennemførsel af varer, men tillod fri færdsel. Ingen af de varer, som blev frembragt ved den billige arbejdskraft i det ene land, kunne da føres ind i det andet; men ville dette være en hindring for arbejdslønnens nedsættelse? Aldeles ikke. Arbejdsgiverne i landet med den høje arbejdsløn kunne nu, da de kunne indføre arbejdere, som gerne ville arbejde billigere, hurtigt sætte arbejdslønnen ned.
     Hvad vi således kan se ved hjælp af vores forestillingsevne stemmer overens med, hvad vi virkelig får at se i verden. Trods den høje told, som udelukker varer under påskud af at beskytte det amerikanske arbejde, tvinges amerikanske arbejdere i alle fag til at danne sammenslutninger for derigennem at værne sig selv ved at hæmme konkurrencen på arbejdsmarkedet. Vor beskyttelsestold på varer forhøjer varepriserne; men den stigning, der har været i arbejdslønnen, skyldes fagforeningerne og »arbejdets riddere«. Opløs disse sammenslutninger, og se så, hvad tolden ville kunne gøre for at hindre, at arbejdslønnen tvinges nedad i alle de fag, hvis arbejdere nu er organiserede!
     En plan, som virkelig skulle gå ud på at værne arbejderne imod konkurrence af billig arbejdskraft, måtte ikke alene forbyde indførsel af billig arbejdskraft, men måtte forbyde landsætning af enhver arbejder, som ikke ejede så meget, at han kunne lade være med at underbyde på arbejdsmarkedet, eller som ikke forpligtede sig til at lade sig indrullere i en fagforening. Og dersom toldpålæg skulle indgå i planen, måtte de fortrinsvis lægges på sådanne varer, som kunne fremstilles med ringe brug af kapital, så de kunne virke »beskyttende« på de industrier, i hvilke arbejderne nemt kan arbejde for egen regning, fremfor de industrier, i hvilke den almindelige arbejder aldrig kan håbe at blive sin egen arbejdsgiver.
     Vor told – såvel som al beskyttelsestold – har ikke noget sådant for øje. Den værner den arbejdsgivende producent imod konkurrence, men den forsøger ikke på nogen måde at mindske konkurrencen imellem dem, som skal sælge ham deres arbejdskraft. Og de industrier, som den søger at beskytte, er sådanne, hvor den almindelige arbejder, ja endog den, der råder over lidt kapital, er hjælpeløs – sådanne, som ikke kan drives uden kostbare maskiner, vældige kapitaler eller ejerret til værdifulde naturrigdomme.
     Jeg siger ikke, at nogen toldtarif overhovedet vil kunne hæve arbejdslønnen. Jeg fremhæver kun, at der i vor beskyttelsestarif ikke engang gøres det svageste forsøg derpå – at beskyttelsens hele formål og mening ikke er at beskytte dem, der sælger arbejdskraft, men dem, der køber arbejdskraft, ikke er at holde arbejdslønnen oppe, men at holde profitten oppe. Den selvsamme samfundsklasse, der viser sin iver for at beskytte det amerikanske arbejde ved at forhøje prisen på det, de selv har at sælge, køber jo faktisk arbejdskraften så billigt som muligt og yder forbitret modstand mod enhver arbejdersammenslutning, der har til formål at hæve arbejdslønnen. Råbet om »beskyttelse for det amerikanske arbejde« lyder mest højrøstet fra de aviser, som er under typograf-fagforeningernes band, fra kul- og jernværksherrer, som, samtidig med at de selv indfører fattighus-arbejdere i massevis, bittert modsætter sig enhver bestræbelse, som deres arbejdere gør for at opnå en nogenlunde anstændig løn, og fra fabriksejere, som kræver ret til at diktere, hvorledes deres arbejdere skal stemme. Hele beskyttelsesånden er imod arbejdets rettigheder.
     Dette er så øjensynligt, at det næppe trænger til at påvises ved eksempler. Men der er et tilfælde, hvor det ses så tydeligt, at jeg fristes til at omtale det.
     Der er et slags arbejde, hvor kapitalen ingen rolle spiller, og det endda et sådant, som man fra den fjerne oldtid har regnet for at være såre betydningsfuldt for et lands storhed og hæder, nemlig forfatterens arbejde, et i og for sig hårdt arbejde, der kræver lang forberedelse og i de allerfleste tilfælde giver et yderst magert pengevederlag. Hvilken beskyttelse har det protektionistiske flertal, der så længe har haft magten i kongressen, givet denne slags arbejde? Medens den amerikanske forlægger – den arbejdsgivende kapitalist, som sælger bøger – omhyggeligt er blevet beskyttet imod udenlandsk konkurrence, er den amerikanske forfatter ikke alene ikke blevet beskyttet imod udenlandske forfatteres konkurrence, men er endog blevet udsat for at måtte konkurrere med arbejde, som der intet som helst betales for. Han har aldrig krævet anden beskyttelse end den, som simpel retfærdighed giver. Men forgæves. Man har lagt en høj beskyttelsestold på bøger, man underholder en hær af toldransagere på posthusene, og en amerikaner har ikke engang lov til at modtage en bog som gave fra en ven i udlandet uden at betale told af den. Men dette er ikke for at beskytte den amerikanske forfatter, men for at beskytte den amerikanske forlægger. Og denne forlægger-kapitalist, der så omhyggeligt er beskyttet med hensyn til, hvad han skal sælge, har uhindret fået lov til at tvinge den amerikanske forfatter til at konkurrere med stjålet arbejde. Kongressen, som, under det hykleriske påskud at ville beskytte det amerikanske arbejde, år efter år har opretholdt en høj told, har vedblivende afvist det simple retfærdighedskrav at samtykke i en international forfatterret, som skulle hindre amerikanske forlæggere i at stjæle fremmede forfatteres arbejder og sætte amerikanske forfattere i stand til ikke alene at møde fremmede forfattere på lige vilkår i hjemlandet, men også at få betaling for deres bøger, når de optrykkes i fremmede lande. En international forfatterret, som både ære, moral og fædrelandssindet klogskab kræver, er altid blevet modarbejdet af dem, der har interesse i beskyttelsen. Kan noget tydeligere vise, at beskyttelsens virkelige mål altid er den arbejdsgivende kapitalists profit, aldrig arbejdernes vel?
     Hvad ville man tænke om den rigsdagsmand, der, som en arbejdervenlig foranstaltning, ville foreslå at dele statskassens overskud imellem to eller tre jernbanekonger, og som for alvor ville hævde, at dette måtte medføre en stigning i arbejdslønnen i alle fag, eftersom jernbanekongerne, når de fandt, at de var blevet så meget rigere, straks ville sætte lønnen op for de folk, som de havde i deres tjeneste, hvad der atter ville medføre højere lønninger ved alle jernbaner og endelig højere lønninger i alle bestillinger? – Og dog hviler påstanden om, at beskyttelsestolden hæver arbejdslønnen netop på sådanne forudsætninger.
Man påstår, at beskyttelsen hæver arbejdets løn. Ikke alene altså for arbejdet i de særlige industrier, som beskyttes af tolden, men for arbejdet i almindelighed. At sige, at tolden kun hæver lønnen i de beskyttede industrier, ville jo være at indrømme, at beskyttelsens velsignelser uddeles med partiskhed, noget, som dens talsmænd altid ivrigt nægter. Protektionisterne mener altid, at beskyttelsens velsignelser føles i alle industrigrene, ja, endog i landarbejdernes løn (landbruget er en industri, som i De Forenede Stater ikke er toldbeskyttet og ikke kan toldbeskyttes).
     Påstanden om, at beskyttelsen hæver arbejdslønnen, indeholder to forudsætninger: 1) at en forøgelse af arbejdsgivernes profit er ensbetydende med en forøgelse af deres arbejderes løn; og 2) at en højere arbejdsløn i de beskyttede industrier medfører en højere arbejdsløn i alle fag. – Alene at nævne disse forudsætninger er at vise deres urimelighed.
Er der nogen, som virkelig tror, at arbejdsgiverne betaler deres folk højere løn, fordi profitten øges?
     For ikke længe siden stod jeg foran på en sporvogn i Brooklyn og talte med kusken. Bitter og modfalden sad han og fortalte mig om sin lange arbejdstid, sit anstrengende arbejde og den ringe betaling derfor – om, hvorledes han var lænket til vognen, mere slave end de heste, han kørte, og om, hvorledes han ved at gøre sig selv til en sådan hestedriver-maskine med nød og næppe kunne underholde hustru og børn og intet kunne lægge til side »til en regnvejrsdag«.
     Jeg sagde til ham: »Ville det ikke være godt, om lovgivningsmagten gennemførte en lov, som tillod sporvejsselskaberne at sætte billetprisen op fra 5 til 6 cents for at gøre det muligt for dem at forhøje kuskenes og konduktørernes løn?«
     Kusken målte mig med et hurtigt blik og udbrød: »Skulle de give os mere, fordi de tjener mere! Nej, ligegyldigt om billetprisen blev sat op til 6 cents eller til 60 cents, vi fik ikke en døjt mere alligevel. Hvor meget de end tjente, fik vi dog ikke mere, så længe der er hundreder af mænd, som går og venter og hellere end gerne vil indtage vor plads. Selskabet ville uddele større udbytte pr. aktie eller udvide aktiekapitalen – ikke forhøje vores løn.«
     Havde kusken ikke ret? Folk, der køber arbejdskraft, så vel som folk, der køber andre ting, betaler ikke i forhold til, hvad de kan betale, men i forhold til, hvad de må betale. Der er enkelte undtagelser, det er sandt, men disse undtagelser skyldes filantropiske bevæggrunde, som den praktiske forretningsmand holder uden for sin forretning (hvor meget han end ellers kan lade dem råde). Hverken et sporvejsselskab eller en fabrikant giver højere arbejdsløn, fordi de selv får større profit. Arbejdsgiverne siger aldrig, at en forhøjelse af deres udbytte er grunden til, at de giver deres arbejdere større løn, selvom de ofte siger, at et formindsket udbytte er grunden til, at de må sætte arbejdslønnen ned. Men dette er et påskud, ikke en virkelig grund. Den sande grund er den, at de dårlige tider, som formindsker deres profit, øger konkurrencen mellem de arbejdssøgende, så arbejdsgiverne indser, at arbejderne vil være nødt til at finde sig i at få arbejdslønnen sat ned, fordi der er andre arbejdere, som gladelig vil indtage deres plads. Og kun hvor det lykkes fagforeningerne at hæmme denne konkurrence, vil de kunne drive arbejdslønnen op. Siden min samtale med kusken er funktionærerne ved sporvognsdriften i New York og Brooklyn blevet organiserede i foreninger under »arbejdets riddere«, og det er derved lykkedes dem at opnå lidt bedre løn og kortere arbejdstid, hvad ingen forhøjelse af sporvejsselskabernes udbytte ville have haft den ringeste tilbøjelighed til at give dem.
     Hvor meget end beskyttelsestolden kan øge arbejdsgivernes profit, vil den dog aldrig fremkalde en stigning af arbejdslønnen, medmindre den virker således på konkurrencen, at arbejderne derved får magt til at hæve arbejdslønnen.
     I visse tilfælde kan en beskyttelsestold have denne virkning, men kun i ringe udstrækning og i kort tid. Når et toldpålæg ved at fremkalde øget efterspørgsel efter en vis hjemmelavet vare pludselig øger efterspørgselen efter en vis slags fagdygtige folk, kan lønnen for det pågældende arbejde midlertidigt blive sat op; men hvor højt den hæves, og hvor længe det varer, vil afhænge af de vanskeligheder, der er ved at skaffe duelige arbejdere fra andre lande eller ved at få nye arbejdere til at tilegne sig den nødvendige dygtighed.
     Men i enhver industri er det kun de få ærlige fagduelige arbejdere, som således kan få nogen fordel af tolden, og selv for disse få kan den opnåede fordel kun vedligeholdes ved, at fagforeningerne hæmmer tilstrømningen til faget. Det er sikkert meget sjældent, at selv en sådan lille klasse af specialarbejdere ad den vej har opnået højere løn. Og endnu sjældnere er de tilfælde, om de i det hele taget findes, hvor vanskeligheden ved at få arbejdere udenlands fra eller ved at oplære nye arbejdere, ret længe har kunnet opretholde en sådan lønforhøjelse. For de allerfleste af de folk, som har beskæftigelse ved de beskyttede industrier, gælder det, at deres arbejde næppe kan kaldes faguddannet. Meget af det kan udføres af almindelige, ikke faglærte arbejdere, og meget består kun i pasning af maskiner eller i andre beskæftigelser, som drenge og piger kan lære i løbet af få uger eller endog få timer. Med hensyn til alt dette arbejde gælder det, at enhver midlertidig virkning, som et toldpålæg måtte øve i retning af lønforhøjelse, ville gå så hurtigt tabt, at den næppe kunne siges overhovedet at være blevet til noget. For en forhøjelse af arbejdslønnen ville øjeblikkelig blive opvejet ved tilstrømning af arbejdskraft andetsteds fra. Og det må huskes, at »opmuntring« for en vis industri nødvendigvis virker som en dødvægt på andre industrier og altså bidrager til at drive arbejdskraft ind i de beskyttede industrier ved at drive den ud af de andre.
     Arbejdslønnen kunne end ikke hæves ved, at den præmie, som tolden skal give de beskyttede producenter, blev givet direkte til deres arbejdere som tilskud. Den øgede konkurrence, som præmien ville fremkalde, måtte snart tvinge lønnen plus præmien ned til den højde, som lønnen før havde uden præmien. Resultatet ville blive, som det blev i England, da man i den første del af det 19. århundrede forsøgte at bedre landarbejdernes usle kår ved af kommunekassen at yde »bidrag til at bøde på arbejdslønnen«. I samme forhold, som disse bidrag ydedes, sank også den arbejdsløn, som landmændene betalte.
Sporvognskusken havde ret. Skulle noget kunne hæve hans arbejdsløn, måtte det mindske konkurrencen mellem dem, som stod rede til at tage hans plads for den samme løn. Hvis vi ved lov bestemte, at enhver sporvognskusk skulle have et løntillæg af 1 dollar daglig af de offentlige midler, ville resultatet simpelthen blive, at de mænd, som hellere end gerne ville være sporvognskuske med den løn, der nu gives, lige så ivrigt ville stræbe efter at blive det med 1 dollar mindre i dagløn. Hvis vi ville give kuskene 2 dollar om dagen, ville sporvejsselskaberne kunne få kuske uden nogen som helst betaling – ganske som opvarterne i restaurationer, hvor gæsterne betaler drikkepenge, kun får en lille eller slet ingen løn, ja i nogle tilfælde endog må betale for at være i deres plads.
     Men er det urimeligt at tænke sig, at den virkning en toldsats mulig kan have i retning af at forhøje profitten i de beskyttede industrier, også vil hæve arbejdslønnen i disse industrier, hvad skal man da sige om den opfattelse, at en sådan lønforhøjelse i de beskyttede industrier ville hæve arbejdslønnen i alle industrier? Det er som at sige, at en dæmning af Hudsonfloden ville hæve vandstanden i New Yorks havn og følgelig også i Atlanterhavet. Arbejdslønnen søger ligesom vandet at indtage en vis jævnhøjde, og hvis den ikke hæves i de laveste og bredeste beskæftigelser, kan den ikke hæves i nogen enkelt beskæftigelse uden ved at aflukkes imod konkurrencen. 
     Den almindelige lønhøjde i et land retter sig øjensynligt efter lønhøjden i de virksomheder, som kræver mindst fagdannelse, og som den mand, der ikke har andet end sin arbejdsevne, kan ty til. Da disse virksomheder optager den største del af arbejdskraften, udgør de grundlaget for landets økonomiske opbygning og er i forhold til de andre virksomheder, hvad verdenshavet er i forhold til fjordene. Lønhøjden i de finere fag kan kun hæve sig over den lønhøjde, der er almindelig i de grovere, for så vidt som den større risiko ved de højere fag, det større mål af uddannelse eller begavelse, som de kræver, eller de bånd, som fagforeningerne måtte pålægge, kan afspærre dem fra tilgang af arbejdskraft. For overhovedet at fremkalde nogen almindelig lønstigning, ja, endog kun for at fremkalde en lønstigning i et fag, hvortil arbejdskraften har uhindret adgang, er det nødvendigt at hæve arbejdslønnen i de lavere og mere almene virksomheder. Det vil sige – for at vende tilbage til vort billede – at vandstanden i fjorde og havne, som åbner sig ud i havet, ikke kan hæves før selve havets vandstand hæves.
     Selvom det ikke på anden måde var indlysende, ville forståelsen af dette almindelige princip være nok til at gøre det klart, at indførselstold aldrig kan hæve arbejdslønnen i almindelighed. For den i beskyttede erhverv beskæftigede arbejdskraft kan aldrig være mere end en brøkdel af den arbejdskraft, der er beskæftiget med frembringelsen af de varer, som vi ikke alene har nok af til eget forbrug, men endog har overskud af til udførsel, og den arbejdskraft, der er beskæftiget med arbejde, som udføres på stedet.
     Den del af et isbjerg, der er over vandfladen, må nødvendigvis være meget mindre end den, der er under vandfladen. Således også her: Hvordan et lands vilkår end er, så vil den del af dets arbejdskraft, som er beskæftiget i virksomheder, som kan »beskyttes« ved indførselstold, altid være ringe i sammenligning med den del, der er beskæftiget i virksomheder, som ikke kan beskyttes. I De Forenede Stater, hvor beskyttelsen er blevet gennemført til det yderste, viser statistikken, at ikke mere end en tyvendedel af landets arbejdskraft er beskæftiget ved beskyttede industrier.
     Her i USA, som i det hele taget, er de beskæftigelser, ved hvilke menneskene anvender deres arbejdskraft direkte på naturen, først og fremmest da landbruget, de grundlæggende og mest vidtstrakte. Hvor hurtigt en stigning af arbejdslønnen i disse virksomheder vil hæve arbejdslønnen i alle andre virksomheder, så man i Californien i dets tidlige dage, og senere også i Australien. Var der sket noget i Californien, som havde øget efterspørgselen efter kokke, tømrere eller malere, ville stigningen i disses lønninger hurtigt være blevet modvirket ved tilstrømning af arbejdskraft fra andre virksomheder. Men opdagelsen af guldlejerne, som drev den almindelige arbejders løn stærkt op, hævede lønnen i alle virksomheder.
     Forskellen mellem arbejdslønnen i De Forenede Stater og i de europæiske lande er i sig selv en illustration til dette princip. I vore nybyggerdage, da vi endnu ikke havde nogen beskyttelsestold, var den almindelige arbejdsløn højere her end i Europa. Årsagen er tydelig nok. Da det var let at få jord, kunne arbejderne nemt skaffe sig selv beskæftigelse; og da lønnen for landbrugsarbejde derved holdtes oppe på et højere trin, var den almindelige lønfod også højere. Og fordi det hidtil har været lettere her end i Europa, har den højere lønfod i landbruget her også holdt lønnen i almindelighed oppe på et højere trin. Skal arbejdslønnen i almindelighed hæves i De Forenede Stater, da må landbrugs-arbejdslønnen først hæves. Men vor told hæver ikke engang prisen på landbrugets produkter og kan ikke hæve den, eftersom vi jo udfører og ikke indfører disse produkter. Dog, selv om vi havde en lige så tæt befolkning som Storbritannien, og selv om vi, ligesom dette land, ikke udførte, men indførte landbrugsprodukter, kunne en beskyttelsestold på disse produkter alligevel ikke hæve arbejdslønnen i landbruget, og endnu mindre ville den kunne hæve arbejdslønnen i andre beskæftigelser, som da måtte være blevet de mest udbredte. Dette kan vi se af den virkning, de britiske kornlove havde, nemlig at hæve, ikke landbrugsarbejderens løn, ikke engang bondens udbytte, men kun jordejerens afgift. Og selv om adskillelsen mellem jordejer, jordbruger og arbejder ikke endnu var blevet så tydelig her som i Storbritannien, ville dog ingen begunstigelse for jordbrugeren have den ringeste tendens til at hæve arbejdslønnen med mindre den gavnede ham, ikke som jordejer eller kapitalejer, men som arbejder.
     Det viser sig således ad teoretisk vej, at beskyttelsen ikke kan hæve arbejdslønnen. At den heller ikke i virkeligheden gør det, viser kendsgerningerne på afgørende måde. Dette har man i beskyttelsestider set i Spanien, i Frankrig, i Mexico, i England og alle vegne, hvor beskyttelsen er blevet prøvet. Det er kun i lande som De Forenede Stater, hvor det er nødvendigt at smigre arbejderklassen, at en så bagvendt påstand fremføres. Og ingen steder viser dens uhjælpelige grundløshed sig tydeligere.
     Arbejdslønnen er højere i De Forenede Stater end i andre lande, ikke på grund af beskyttelsen, men fordi vi har haft så meget ubeboet land at sprede os over. Endnu før vi havde nogen toldtarif, var arbejdslønnen højere her end i Europa, ja, når hensyn tages til arbejdets ydeevne endda forholdsvis meget højere end den er nu efter alle disse mange års beskyttelse. Til trods for al vor beskyttelse er arbejderklassens kår i De Forenede Stater langsomt, men sikkert sunket ned mod den europæiske »fattiglems-arbejder«s kår. Det er ikke dermed sagt, at dette er en følge af beskyttelsen, men det er en afgjort sag, at beskyttelsen har vist sig ude af stand til at hindre det.
     For at komme til kundskab om, hvorvidt beskyttelsen har gavnet arbejderklasserne i De Forenede Stater eller ikke, er det ikke nødvendigt at opstille endeløse talrækker. De afgørende kendsgerninger er vitterlige nok. Alle og enhver ved, at de, som vi har givet magt til at beskatte det amerikanske folk, for at beskytte den afrikanske industri, betaler deres arbejdsfolk så lidt, som de kan, og gør sig ingen skrupler af at indføre selve den udenlandske arbejdskraft, hvis frembringelser det er toldens opgave at holde ude. Det er vitterligt, at arbejdslønnen snarest er lavere i de beskyttede industrier end i de ubeskyttede, og det er vitterligt, at selvom de beskyttede industrier ikke beskæftiger mere end en tyvendedel af De Forenede Staters arbejderbefolkning, er der dog i dem flere strejker, flere lockouter og flere forsøg på at sænke arbejdslønnen end i alle de andre industrier. Officielle indberetninger oplyser, at i de stærkt beskyttede industrier i Massachusetts kan arbejderne ikke klare sig, uden at hustruen og børnene må arbejde med. I de stærkt beskyttede industrier i New Jersey er mange af de »beskyttede« arbejdere børn, hvis forældre nødsages til at skaffe dem arbejde ved at opgive deres alder for høj for at omgå loven. I de stærkt beskyttede industrier i Pennsylvania arbejder de folk, for hvis skyld den høje beskyttelsestold har været pålagt, for 65 cents om dagen, og halvnøgne kvinder er fyrbødere ved smelteovnene. Optrækkerbutikker, lejekaserner og spisehuse, der ejes af aktieselskaber, private lejetropper og alle de andre vidnesbyrd om arbejdets underkuelse og nedværdigelse er hele landet over kendetegnende for de beskyttede industrier.
     At der er større nød og en større uro blandt arbejderne i de beskyttede industrier end i de ubeskyttede, kan delvis forklares af den kendsgerning, at de beskyttede arbejdsgivere har været de største importører af »udenlandske fattighusarbejdere. Men for en del hidrører det også fra de større svingninger, som de beskyttede industrier er udsatte for. Da forbindelsen med fremmede markeder er afspærret, kan knaphed i deres produktion ikke så hurtigt afhjælpes ved indførsel, eller overflødighed afhjælpes ved udførsel, og følgen er da, at der hos dem som oftest er enten »fest eller faste«. De voldsomme svingninger har tilbøjelighed til at bringe arbejderne ind i en afhængighedstilstand, om ikke i ligefremt livegenskab, og til at trykke lønnen ned under den almindelige jævnhøjde. Og det er sikkert, at de kapitalister, som driver disse industrier, snart ville »nyde godt af« en endnu billigere arbejdskraft, end den gør nu, hvis ikke lønhøjden i de ubeskyttede industrier holdt lønnen i de beskyttede industrier oppe. 
Kapitel 20

Beskyttelsens afskaffelse.

     Vor undersøgelse har tilstrækkeligt godtgjort beskyttelsens unytte og meningsløshed. Tilbage står kun at drøfte den påstand, der altid stilles op til forsvar for beskyttelsen, når alt andet slår fejl – den påstand, at da kapital er indsat i industrier, som er indrettet på grundlag af beskyttelse, ville det være uretfærdigt og skadeligt lige med eet slag at afskaffe de beskyttende toldsatser. Skønt dette krav om forhaling billiges, ja endog stærkt fremhæves af mange af dem, som hidtil har været de mest fremtrædende modstandere af beskyttelsen, tåler det ikke en nøjere prøve. Hvis beskyttelsen er uretfærdig, hvis den er en krænkelse, som giver visse borgere ret til at beskatte andre borgere, da må den fuldstændigt og umiddelbart ophæves; mindre kan ikke gøre det, for ellers fortsættes jo uretten. Der er ikke noget, der hedder »velerhvervet ret« til noget, som er uret. Indrømmer vi, at privilegier, der ikke hviler på noget andet grundlag end en lovgivningsbestemmelse, ikke atter til enhver tid kan udslettes ved en lovgivningsbestemmelse, da overgiver vi os til den tåbelige retslære, som er blevet drevet meget vidt i England, hvor man mener, at når en mands forfædre har nydt den særret at leve af andre mennesker, så har han og hans efterkommere til evige tider også fået en hellig og ukrænkelig ret til at leve af andre mennesker, hvis disse ikke køber ham ud. Den sande lære, den lære, fra hvilken vi aldrig under noget påskud bør vige et hårsbred, er den, som forkyndes i vor uafhængighedserklæring, den selvindlysende sandhed, at menneskene fra Skaberens hånd har lige og uafhændelige rettigheder, og at enhver lov eller institution, der fornægter eller krænker denne naturlige lighed, til enhver tid kan afskaffes. Og ingen gavnligere lære kunne i vore dage prædikes for alverdens kapitalister end den, at retfærdighed er et af grundvilkårene for kapitalanbringelsens sikkerhed, og at den mand, som spekulerer i folks uvidenhed eller trællekår, må gøre det på egen regning og risiko. Nogle få alvorlige lærepenge i den retning – og alle troner i Europa ville styrte sammen, enhver stor stående hær smelte bort.
     Desuden er en brat afskaffelse den eneste fremgangsmåde, ved hvilken der kan øves ret og rimelighed over for de nu beskyttede industrier. Den gradvise afskaffelse af beskyttelsen ville give anledning til de samme politiske kabaler og »forlig«, som enhver tarifændring medfører, og de stærkere ville bjærge sig på de svageres bekostning.
     Men dertil kommer, at ved den gradvise afskaffelse af beskyttelsen ville forudfølelsen af de kommende forandringer og uvisheden om, hvorledes de ville blive, skabe utryghed og økonomiske vanskeligheder. Hvis beskyttelsen derimod blev afskaffet på een gang, ville stødet være overstået, og omsætningen og industrien kunne straks indrette sig på et sikkert grundlag. Selvom det var rigtigt, at beskyttelsens afskaffelse ville medføre midlertidige ulykker, er øjeblikkelig afskaffelse lige så meget at foretrække for gradvis afskaffelse, som en amputation på een gang er at foretrække for tommevis amputation.
     Og for de arbejdende klasser – dem, som de, der protesterer mod pludselige forandringer, tilsyneladende har så megen omsorg for – ville forskellen være endnu større. Når galt skal være, er det altid bedst for de fattige, at en ulykkesbringende forandring kommer så pludseligt som muligt, da virkningen af, at den trækkes i langdrag, simpelthen er den, at de rige får lejlighed til at unddrage sig ulykken på de fattiges bekostning.
     Tag et eksempel: Hvis et lands penge langsomt synker i værdi, vil de værdiforringede omsætningsmidler blive påtvunget dem, der mindst kan værge sig; varepriserne ville stige på forhånd, fordi værdisænkningen ventes, og arbejdslønnen vil sakke langsomt bagefter. Kapitalisterne ville få lejlighed til at sikre deres lån og spekulere i stigende varepriser, og tabet ville således falde forholdsvis langt tungere på de fattige end på de rige. På lignende måde vil det gå, når værdiforringede penge pludselig hæves op til pari kurs: prisen for arbejde falder langt hurtigere end prisen på varer. Skyldnere må kæmpe hårdt for at kunne udrede, hvad de skal, med det værdistigende betalingsmiddel, og de, som ejer mest, kan bedst undgå tabene og udnytte de lejligheder til spekulationsfortjeneste, som forandringen frembyder. Men jo pludseligere en forandring i pengenes værdi foregår, desto ligeligere bliver dens virkninger fordelt.
     Således er det også med pålæg af offentlige byrder. Det er åbenbart til fordel for fattigfolk, når en stor offentlig udgift afholdes på een gang fremfor at spredes som statsgæld over en længere årrække. Var f.eks. udgifterne ved borgerkrigen blevet dækket ved en samtidig beskatning, måtte skattebyrden være faldet tungt på de rige. Men ved hjælp af opfindelsen »statsgæld« – en tvillingopfindelse til den »indirekte skat« – blev krigsomkostningerne ikke, som foregivet, flyttet over fra samtiden til fremtiden (for dette ville kun have været muligt, hvis midlerne til krigsførelsen var blevet lånt fra udlandet); men en beskatning, som ellers ville være faldet på de enkelte statsborgere i forhold til deres formue, blev forandret til en beskatning, som spredtes over en lang årrække og faldt på de enkelte efter deres forbrug, altså en beskatning, som lagde forholdsvis langt tungere byrder på de fattige. (Hvorvidt de rige ville have haft fædrelandskærlighed nok til at støtte en krig, som således krævede ofre, der var mere overensstemmende med de ofre, de fattige måtte yde – de fattige, som i alle krige leverer langt den største del af kanonføden – er et andet spørgsmål.)
     Hvis det er rigtigt, som beskyttelsesmændene forudsiger, at beskyttelsens afskaffelse vil bringe virvar i handel og industri, da er det bedst for alle, særlig dog for arbejderklasserne, at overgangen bliver skarp og kort. I en hård, men kortvarig trangstid kunne man uden alvorlige følger ty til statskassen for at lette nøden; men ethvert forsøg på ad den vej at lette den nød, som følger af langvarige kriser, ville lede til dannelsen af en hær af fattiglemmer.
     Men frygten for, at frihandelen skal bringe ødelæggelse, er i virkeligheden grundløs. Hvad der virkelig ligger bag den kom tydeligt frem i en samtale, som en af mine venner for nogen tid siden havde med en fabrikant, som er med i en af de sammenslutninger, der hindrer konkurrence i indlandet, samtidig med at tolden hindrer konkurrence fra udlandet. Fabrikanten udtalte sig skarpt imod ethvert indgreb i toldtariffen og udbredte sig over den ødelæggelse, som frihandelen ville bringe over landet. »Ja,« sagde min ven, som tilsyneladende med deltagende forståelse havde hørt på hans tale, »hvis tolden blev afskaffet, måtte De vel sagtens lukke Deres fabrikker?«
     »Å nej, ikke just det,« svarede fabrikanten; »Vi ville nok kunne fortsætte, selv om vi fik frihandel; men vores fortjeneste ville gå ned.«
     Den opfattelse, at vore fabrikker, vore jernværker og vore kulminer måtte lukke, hvis beskyttelsen afskaffedes, svæver ganske i luften. Hvor skulle vel de varer, som skulle oversvømme vort marked, komme fra? Og hvorledes skulle de betales? I Europa er der ikke produktionskraft nok til at tilvejebringe dem, heller ikke skibe nok til at bringe dem hertil, for ikke at tale om, hvorledes de europæiske priser ville påvirkes af en efterspørgsel fra 60 millioner mennesker, som har større forbrug end noget andet folk i verden. Og da andre lande ikke oversvømmer os med produkterne af deres arbejde uden at kræve vore arbejdsprodukter som betaling, ville enhver stigning i vor indførsel ved frihandelens gennemførelse medføre en tilsvarende stigning i vor udførsel.
     Sandheden er den, at forandringen ikke alene ville være gavnlig for vor industri i det hele taget – mindst fire femtedele af vor industri konkurrerer jo for øvrigt slet ikke med indførte varer, men den ville gavne endogså de »beskyttede« industrier. I dem, der er værnede ved indenlandske monopoler, ville profitten blive ringere; i dem, der på grund af tolden kan nøjes med dårligere maskiner og dårligere arbejdsmåder, ville det blive nødvendigt at skaffe bedre maskiner og indføre bedre arbejdsmetoder; men i det store flertal af vore fabriksvirksomheder ville virkningen blive udelukkende heldig, idet de formindskede udgifter til materiale langt mere end opvejede prisfaldet. Og blev produktionsomkostningerne lavere, ville udenlandske markeder, som nu er lukkede for vore frembringelser, blive åbnet. Hvis nogen industri ville blive knust, kunne det kun være en eller anden af den slags, hvis drift er ensbetydende med et socialøkonomisk tab for landet.
     Den øgede kraft ved handelens frigørelse ville føles i alle retninger. I stedet for sammenbrud ville der indtræde en genoplivelse af industrien. »Ringe« ville opløses, og hvor profitten nu er overdreven stor, ville den blive mindre; men produktionen ville udfolde sig med større energi. Amerikanske fabriksvarer ville finde markeder hele verden over. Amerikanske skibe ville igen kløve vandene. Delaware ville ligesom Clyde genlyde af nittehamrenes slag, og De Forenede Stater ville snart indtage den førsteplads i handelens og industriens verden, som deres befolkning og deres naturlige rigdomskilder giver dem en vis ret til, men som nu indtages af England. Og regering og rigsdag ville blive befriet for en mægtig årsag til korruption.
Fortsættes: Frihandelslærens utilstrækkelige begrundelse
Til:
  1. Oversigt: Beskyttelse eller Frihandel
  2. Oversigt Henry George's værker 
  3. Hovedside: Grundskyld - Henry George
Oprettet i juli 2000
Opdateret d. 25.3.2002