Om
Vort århundredes stortanke

af Sophus Berthelsen
(godsforvalteren fra Høng)
 
Grundrids til et foredrag i Studentersanfundet
den 17. nov.. år 1900
.
Med et tillæg skrevet 25 år senere, den 17. nov. 1925.

Ej er det os, som skaber idéerne, de store tanker - men stortankerne selv, som tvinger os til at bære dem frem på arenaen, for at vi som gladiatorer skal kæmpe for deres sejr.
Heinrich Heine.

I
Mange drøfter i disse dage spørgsmålet om, hvornår et nyt hundredår rettelig begynder astronomisk, efter himmelplanen! Men hvornår begynder vel et nyt åndens århundrede? Det må nok regnes efter stortankernes gennembrud og sejr i menneskenes, i slægtens sind? Ikke altid falder det sammen med astronomiens – men vel med himlens plan?
     I alt fald – hundredårsskiftet opfordrer til overvejelse af kulturens standpunkt. Uhyre fremskridt på nogle områder synes kædet til medgang på andre – mest de elementære. Selv megen politisk frihed og høj folkeoplysning synes intet steds at bringe den lovede folke­lykke. Selv frejdige tænkere tvivler om fremtiden.
     "Politisk" og "personlig" frihed er da ikke nok. Dens nødvendige forudsætning er økonomisk frihed, og den har hundredåret glemt at sikre, det er ulykken. Bag parlamenternes ryg beherskes selv de frieste folkeslag (og fyrsterne med) af særrettigheder i mange former (monopolisme og protektionisme). Gennem en købt eller kuet presse kan selv den frie offentlige mening vildledes, og nationernes ære misbruges i spekulationsøjemed.
     Brødspørgsmålet bliver derfor omend ikke det største, så dog det første, som må løses, hvis ikke højere kulturværdier skal trues. Al demokratiets intelligens må nu rettes på samfundsøkonomien. Naturlovene for samfundets materielle stofskifte må findes og følges. Denne sfinxgåde kræver svar eller – giver undergang.
     Den ortodokse nationaløkonomi har opgivet ævret – ejer ingen forklaring på krisernes årsag, mægter højst at beskrive deres forløb bagefter – ja, synes end ikke at ønske en endelig løsning, hvad der jo også ville gøre denne håbløshedens videnskab overflødig og dens dyrkere arbejdsløse.
     Thi den bygger på magtstatens nedarvede idé, på adskillelsen mellem regering og regerede, og tror på mekanisme fra oven, frem for på samfundet som fritvirkende organisme.
     Demokratiets erhvervelse af politisk magt bliver et tilbageskridt i kultur, hvis ikke idéerne om samfundsstyrelsen omformes og den økonomiske frihed sikres. En tyran kan knægte et folk en tid – men hundrede folkevalgte tyranner kan demoralisere det for århundreder. Et forarmet vælgerkorps afleverer magten til den højstbydende. Kun sikkerhed for brødet skaber ranke rygge og frie vælgere.
     Demokratiet må søge gradvis at afløse magtstatens mekaniske indgriben med de organiske samfundskræfters frie spil, modvirke det centraliserede styres tendens til bureaukratisme ved at kræve decentralisation og selvstyre, og som sit bevidste hovedformål sætte intet mindre end – fuld økonomisk retfærd.
     Økonomisk retfærdighed tør ikke erklæres for uopnåelig. Den er kun den universelle ligevægtslov overført på økonomiske områder, og dennes virkemåde må også her videnskabelig kunne efterspores og klarlægges. "Der er en ordning af de menneskelige anliggender, som er den bedste – det er vor pligt at opdage og indføre den" (Laveleye). Uden denne tro er al redelig samfundsstyrelse umulig.
     Kun den herskende økonomiske videnskab fornægter den. Folket selv har instinktmæssig og urokkelig denne tro. Dets bedste mænd må da udfinde lovene for økonomisk retfærd og bygge folkets program derpå, – så klart, at hver lægmand kan fatte og følge det. Dette er altid sandhedens sikreste prøvesten.
II.
Som al retfærds mål er ordningen af det etisk rigtige forhold mellem den enkelte og de mange, således bliver økonomisk retfærd: bestemmelsen af det etisk rigtige forhold mellem samfundsøkonomien og privatøkonomien. Dette forhold kan udtrykkes i ordet skat, som da bliver summen af, hvad samfundet har etisk ret til at kræve af den enkelte, og denne lige pligt at yde. Intet mindre og intet mere.
     Således opløftet bliver da skattespørgsmålet det centrale økonomiske spørgsmål. Ikke en lejlighedsvis opdukkende fase i den økonomiske politik, men selve dennes indbegreb og endemål. Ikke kamp mellem klasseinteresser, men alle klassers højeste interesse. Ikke en forvirret blanding af tvivlsomme teorier, men et enkelt stort bærende princip for samfundslivet.
     Derfor forkaster vi begrebet skat som rent udvendig bestemt ved statsbehovet alene, pålignet dem, der protesterer mindst højrøstet. Vi kræver ikke offer eller almisser fra dem, som faktisk har mest, men rejser et etisk begrundet krav mod alle. Vi spørger ikke efter ydre kendetegn, men bygger på indre retlige kendsgerninger.
     Derfor forkaste vi al udmåling af skattepligt efter "nytteteorien", eftersom de alm. samfundsgoder bør tilbydes alle i lige grad (uligheder må fjernes ad anden vej), og derfor ville føre til en kopskat. Og vi forkaster "evneteorien", når derved forstås udmåling efter ligeligt "skattetryk", thi det fører gennem en vilkårlig progression til guillotinering af alt over et vist lavmål, og til svækkelse af folkets villende kræfter. Den første teori beviser intet, den sidste for meget.
     I stedet for disse forældede teorier opstiller vi den simple sandhed: samfundet og den enkelte er ligemænd i et fælles arbejde. Ved enhver formueproduktion er samfundet (som organisk enhed) den passive indskyder, individet, den aktive bearbejder. Produktets udbytte bliver kun delt retfærdigt, når hver af parterne får netop det fulde vederlag for sit indskud ganske ubeskåret. Vil samfundet tage af arbejdets løn, er det lige så fuldt røveri, som hvis individet ved list eller magt tilegner sig nogen del af samfundets lod.
     Samfundets direkte indskud i produktionen er de særrettigheder (monopoler) som det kan overlade enkelte borgere, frem for de øvrige. Samfundets lod i produktet bliver derfor den del af værdien, som alene skyldes monopolet. Ved at tilegne sig denne værdi som skat tager samfundet kun tilbage, hvad det selv er skaber af, og lader urørt, hvad den enkelte bearbejder dermed har udrettet. Dette er den dybe forklaring på mesterordet om, at give kejseren (samfundsmagten) , hvad hans er, dvs.: hvad ham tilhører – de værdier, som er prægede med dette samfunds billede. Samfundsmonopolet bliver da samfundets rette og eneste skattekilde, runden, som den er, af samfundsviljen alene.
     Monopoler kan bestå i specielle særrettigheder (f.eks. til drift af seddelbanker, sporvogne, telefoner, aviser eller andre egentlige samfundsfunktioner) , som er overdragne enkeltmænd, der da bør afkræves den fulde værdi af monopolet som skat til dettes skaber. Men højt over alle sådanne små-monopoler rager jordmonopolet, eneretten til at tage nettoudbyttet af den nøgne jord = jordrenten, altså den del af jordens udbytte, sum ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som alene skyldes tilværelsen af samfundet som organisk enhed.
     Det endelige mål for al retfærdig skattepolitik bliver derfor: en enkelt skat af jordrentens størrelse, dvs.: værdien af samtlige de jordgrunde, der geografisk udgør det danske rige. Den eneste form, hvorunder et folk økonomisk kan eje sit fædreland er ved at inddrage. Dets jordrente som folkets fælleseje.
     En sådan grundværdiskat kan nøjagtig udmåles efter hvert jordstykkes samfundsværdi. Den udelukker enhver skat på de ved enkeltmands arbejde derpå skabte værdier. Den tages ikke af arbejdets løn, men er den del af arbejdsproduktet, som brugeren som sådan aldrig kan tilegne sig, men – i andet fald – må afgive til monopolhaveren. Den har fra oldtiden (under forskellige former) været ethvert samfunds økonomiske grundlag; dens hævdelse betinger samfundets beståen, dens svækkelse betyder dets undergang.
     En sådan skat stiger og falder med grundstykkets værdi, udtrykt i dets pris, som er det økonomiske udtryk for efterspørgslen i hvert givet øjeblik, summen af alles derpå rettede vilje, samfundsviljen. Følgelig størst i storbyerne, stigende med folketallet, derfor også med dettes samfundsbehov. Dens grundlag, landets jord, kan ikke fjernes, dens påligning og opkrævning er let og bekvem, den er den eneste skat, som hviler på den naturlige selvindlysende årsagslov, hvis erkendelse fører hver virkning tilbage til sit udspring, og i økonomien tilkender den retten til produktet, som skabte det.
III.
     En grundværdiskat er ikke artsbeslægtet med noget andet skattegrundlag, men alle andre skatters direkte modsætning. Alle disse kunne med forskellig fart overvæltes af den nominelle skatteyder på andre (forbrugerne), og de har alle tilbøjelighed til at skabe "falske" kapitaler (privat beskatningsmagts kapitalværdi). En grundværdiskat er den eneste skat, som af alle erkendes uovervæltelig, og dens endelige virkning er at afskaffe alle falske og fingerede værdier.
     Demokratiet må derfor forkaste alle andre skatter; thi de hviler, synlig eller dulgt, på personer, deres arbejde, erhverv og arbejdsudbytte. Af produktet skal al skat tages, men at ligne den i forhold til udbyttet er at tynge og knægte al individuel stræben, at neutralisere initiativet, at beskatte fremskridtet og belønne stilstanden. Arbejdet fortjener ære, ikke straf. Skat må tages udenfor arbejdets løn.
     Toldskatten straffer forbrugsevnen, hvis højde er den materielle kulturs målestok. I ly af toldmure udvikler sig tilmed samfundets farligste svamp: toldbeskyttelsen og storindustrialismen, som gennem en forfalskning af vareværdierne udsuger det arbejdende samfund mere end middelalderens lensvæsen, da det var værst, og demoraliserer alt offentligt liv.
     Skat på næring, erhverv og handel er straf på hvad der burde hædres og takkes. Sammenslutning i frie andels- og aktieselskaber tør kun hindres, hvor det skaber monopol, og da ikke ved procentbeskatning (der kun er godkendelse af monopolet), men ved inddragning af selve dette eller dets værdi.
     Jernbaneskat opstår, når der for benyttelsen af baner tages mere end dækning af driftsudgifterne. Anlægskapitalen skal ikke forrentes af det nuværende publikum – den findes normalt nedfældet i jordværdien langs banerne, kan hæves der gennem grundrenteskat, og bør ikke belastes omsætningen gennem forhøjede takster. Således med de fleste offentlige virksomheder.
     Bygningsskat straffer et af kulturens ønskeligste fremskridt: gode boligers opførelse. Sætter derved præmie på lejekasernesystemet, og belønner velbeliggende byggetomters henliggen på spekulation. Værner om rønnerne og tuberkulosen – og mange andre fattigdomsforbandelser.
     Arveskat er nærmest et økonomisk ligrøveri, uværdig et højt civiliseret samfund, og forkasteligt fra ethvert andet standpunkt end det, der sløjfer bevæggrundene og ser på resultaterne. Den er et rudiment fra oldgermansk ejendomsfællig – i karikatur.
     Skat efter dvs. i forhold til indkomsts (erhvervs) størrelse tilslører den monopoliserede indtægts sande natur (samfundsværdi) og straffer dens modsætning: den ærlige arbejdsløn, i lige forhold dermed. Lovliggør derved den i monopolet liggende private beskatningsmagt, og straffer den enkeltes flid og dygtighed procentvis efter graden. Det er at lægge seletøj om hestens ben i stedet for om bringen, at belaste hjulene og lade vognen køre tom. I heldigste tilfælde er det en besværlig omvej.
     Skat efter formuens størrelse alene udvisker ligeså al forskel mellem de formuer, der er flidens frugt og burde være samfundet hellige, og de formuer, der kun består i kapitaliserede samfundsværdier, spekulanternes "kapitaliserede håb". Gennem grundbogssystemet og ihændehaverpapirerne føres disse samfundsværdier for øvrigt med voksende fart ud af landet, unddrager sig enhver beskatning og vil ende med at gøre den sociale fare til en national ulykke for de små lande.
     Demokratiet må da absolut forkaste alle disse overgemte skatteprincipper, der stammer fra en tidsalder, hvor statsmanden alene var fyrstetjener, og hans kunst den, at få mest mulig uld med mindst mulig skrig – helst mens skattefårene sov. Eller uden at de vidste det – som gennem told og indirekte skat. Et statsstyre i folkets interesse kendes på fuldstændig åbenhed og lys. Kun når spillet er stærkt lægges kortene på bordet. Folket vil ikke længere bedrages – nødigst af sine egne tillidsmænd.
     Derimod må demokratiet våge over de rester af et ærligt skattevæsen, som endnu er bevaret i vore gamle grundskatter, gammelskat og tiender, der netop er samfundets jordrente, kun behæftet med den fejl ikke at være vokset forholdsmæssigt med de nye jordværdier, som samfundsudviklingen hver dag skaber, særlig i byerne, og hvoraf jordrenten derfor burde have været inddraget i samfundsformuen.
     Ethvert forsøg på at fjerne de gamle grundskatter og hartkornsskatter er et tilsløret attentat mod folkets fællesformue til gavn i første række for de enkeltmænd, der foræres skattens kapitalværdi, men i sidste række og for bestandig til fordel for den internationale kapitalmagt, der derved erhverver mere førsteret til vort lands jord end den alt har. Det er et salg af vort fædreland, som er farligere end Christoffer II's fordømmelige pantsætninger.
     Den stedfindende stigning i stats- og kommunelån er en offentlig ulykke, en falliterklæring for de ledende mænds indsigt – eller moral. Mod anvisning på fremtidens skattekilder forbruger vi nu kapitaler, som straks forhøjer jordværdierne, og derfor også straks kunne tages som grundskat. Det er at tage brødet fra børnene og kaste det for spekulanterne. Om vore børn rejser sig mod os og forbander os for det ­ de handler ikke uret. Grundværdiskatten vil hindre det.
     Et folks eje er dets jordværdi, og dets rigdom måles ved størrelsen af den jordrente, som tilflyder folkets fælleskasser: stats- og kommunekasserne. Når denne renteret, grundskatten, fratages fælleskasserne, forarmes disse og derved folket. Og skaden er dobbelt for det menige folk, når hine grundskatter (der ikke hviler på nogens arbejde) afløses med skatter på indkomst, forbrug og arbejdsløn. Det er som at fjerne kamelens fedtpukler – som ikke tynger men letter ørkenvandringen – og erstatte dem med flere lastsække.
     Har Estrupiatet end krænket folkets retsfølelse, sænket og sinket vort politiske liv, så fortjener finansmanden Estrup folkets og demokratiets ærlige tak, fordi han energisk modsatte sig grundskatternes afskaffelse og tillige hindrede, at hele folket blev garanter for grundejer­kredit-spekulationen. Han vogtede og værnede derved de manges, de jordløses, de kommende slægters arveret til vore fædres jord, – eller den rest, som endnu er tilbage deraf. For demokratiets egen skyld skal dette siges åbent, – demokratiet er stærkt og frisindet nok til at kunne erkende det, håber jeg.
IV.
     Hartkornsskatten beregnes alene efter landjordens naturlige (kemiske) ydeevne, ikke efter jordens beliggenhed, der stundom skaber større samfundsværdi. Derfor er den en ensidig skat, som skal suppleres, men ikke afskaffes. Den hviler på landejendommen – ikke på landbruget.
     Landbruget er ikke værre stillet end alt andet erhverv her i landet – de trykkes alle lige hårdt af særrettighederne, monopolismen og protektionismen. Grundværdiskatter vil tilintetgøre begge disse, derigennem frigøre alt arbejde og sikre også landbrugerens rundelige arbejdsudbytte.
     Landejendommene er særligt belastede med grundskatter frem for bygrundene, men retfærdigheden er ikke at bortkaste hine grundskatter, men at lægge sådanne også på bygrundene ligelig over hele landet, så at hvert jordstykke af 100 kroners værdi svarer samme skat.
     Alle andre skatter fordyrer varen for brugeren, mindst med skattens beløb, ofte med store tillæg. Grundværdiskatten alene har den mærkelige egenskab at gøre skatteobjektet billigere for brugeren, og derved gøre adgangen til jorden, naturens store forrådskammer friere for alle dem, som vil arbejde.
     Samfundets organer er for tiden stat og kommune. Af disse er kommunen formentlig bedst egnet til at opkræve grundskatten. Staten bør da ligne sine fornødenheder direkte på kommunerne, som dens eneste skatteydere. Og kommunerådene have som eneste skatteobjekter: jorden indenfor kommunens grænser. Vi er alle jordbrugere – selv studenten på kvisten.
     Intet skattesystem kan da være simplere og enklere: der opkræves ingen skat af person eller arbejde, men enhver må efter sit folkevalgte kommuneråds ligning erlægge en afgift i forhold til det stykke jords værdi, som han bebor eller dyrker. Og dette er ingen ny skat, – selv hver lejer udreder den allerede nu, indbefattet i sin "husleje". Forskellen er kun, at nu tilfalder den monopolisten, – fremtidig vor egen samfundsklasse. Vi gør vort samfund rigt og stærkt og vi bliver ikke selv fattigere derved.
     At udforme dette skattesystem i borgerlig lovs skikkelse volder ingen nævneværdig vanskelighed. At udføre systemet i det praktiske liv vil være at forenkle al styrelse i en uanet grad. At kontrollere dets udførelse og virkemåde vil være mulig for enhver lægmand indtil dets mindste enkeltheder. Systemet er selvindlysende for enhver – dets simpelhed vil fattes af barnet, tiltale den sunde sands, tilfredsstille selv filosoffen. Dets retfærdighed fuldbyrder den højeste etiske lov.
     En sådan enkeltskat på grundværdien er da mere end løsningen af et politisk skattespørgsmål. Den er en afgørelse af alt økonomisk mellemværende mellem den enkelte og folket. Den bliver derved løsningen af den store samfundsgåde om sand økonomisk lighed -lighed i start, ikke lighed i løb – som må danne grundlaget for al højere kultur – som det frie blodomløb er vilkåret for legemets sundhed. Thi blodomløbet må være normalt for at øjet kan se, øret høre, hjernen tænke og, frem for alt, hjertet banke, hvis mennesket skal nå sin højeste udvikling. Og dette gælder også samfundslegemets organer.
     Derfor vil eneskattens indførelse vise sig at være grundlaget for løsningen af alle de sociale spørgsmål, hvorover tiden nu grubler forgæves, og som alle er af økonomisk rod. Først og fremmest vil den løse storstadsspørgsmålet ved at fjerne årsagen til menneskeophobningen: jordspekulationen. Den vil realisere vore lægers drøm og Bismarcks store tanke: flade storbyer ud over det grønne land, hvor der er lys og luft til helsebod for de mange, – bringe det ældgamle "solskifte" til ny værdighed ved at "skifte sol og vind lige".
     Den er på engang århundredets konservativeste og radikaleste reformtanke. Den bygger på alle tidsaldres dybe respekt for fædrenes jord som grundlaget for ethvert folks materielle velfærd, den jordbund, hvoraf det vokser op, og som det ikke kan slippe uden at opgive sig selv. Thi som begrebet "fædrelandet" er summen af de nationale minder, således er dets jord den materielle opsamler af folkets virkende kraft. Og samtidig vil den udføre den radikaleste af alle omvæltninger: revolutionen af bevidsthederne. Den samme som hver morgen sker, når natten afløses af solen: tingenes form ændres ikke – men deres farve. – vi ser dem anderledes – fordi lyset er kommen!
     Og eneskatten kan indføres jævnt og umærkeligt ved at afløse alle nuværende skatter, de værste først, i stille rækkefølge, men efter fast plan, så at den ikke vil krænke nogen person; men samtidig vil dens blotte fremkomst formindske monopolernes herredømme og hvert skridt mod dette mål drage nye fremskridt efter sig. Den vil forædle politikken, og udrense styrelsen indtil hin morgen, da samfundet vil vågne modent til at undvære også denne skrøbelighed.
     Derfor fortjener denne stortanke – Henry Georges lysende idé ­ – at blive det nye århundredes løsen. Den har sandhedens sikre særkende: at frigøre dem, som erkende den.

V.
At en idé er etisk rigtig vil sige, at den skal gennemføres. At kende den er at være forpligtet til den, at fornægte den er at svigte sig selv. Den vil dog sejre, – hvorfor sinke dens vej?
     Grundværdiskatten som demokratiets bevidste formål er ikke længere en blot mulighed, men en realitet. Den går netop nu sin sejrsgang over de engelsktalende lande, og det er på tide, at bølgen når vore strande. De samvirkende engelske kommuneråd har sat jordværdiskat på deres program, og gennemført den adskillige steder. Det liberale parti – ved Roseberry, Harcourt, Morley, Asquith o.fl. førere – har forpligtet sig til jordværdiskat, der har talrige venner i underhuset. Tidsskrifter og dagblade indenfor alle partier drøfter sagen som en nærliggende mulighed, både i England, Canada og USA.
     Fremmeligst i øjeblikket synes de australske kolonier, Queensland, Sydaustralien, og New Zealand. De har helt eller delvist gennemført jordrenteskatten i løbet af de sidste 10 år. Resultatet har været lykkeligt, overraskende selv for sagens venner. Der foreligger officielle beretninger fra den nyeste tid, som konstaterer en sejr for systemet, der vækker det mest strålende håb for fremtiden.
     Herhjemme har enkeltskatten netop i dette øjeblik, hvor alle tale om skatter, men få forstår meningen, rige muligheder for med held at føres ind i den praktiske politik. Den kan blive en lysende fane for alle dem, som ser en ulykke i dette virvar af reformer, og som kræver klarhed og plan i mål og midler.
     Højre er som parti svækket gennem en planløs idéforladt ledelse i mange år, – men modstanderne tager højlig fejl, når de tror, at højre – under andre førere – ikke endnu er en mægtig magt, som bærer af sunde konservative ideer. I så fald stikker der en højremand i os alle, ja selv i ret yderliggående radikale. Men højre mangler en samlende konservativ idé – og ingen er mere nærliggende end den, som finansmanden Estrup har sat sit navn ind på: grundskatsystemets bevarelse som bærer af statens finanser. Der ligger heri en større forsvarstanke for vort fædreland end i Københavns befæstning, den nemlig, at gøre vort land økonomisk uangribeligt. Vor næste krigsrolle bliver ellers mulig – debitorens. At forebygge dette er særlig det konservative partis patriotiske pligt – hvis noget skal konserveres. Det kræver den resignation, som grundskattens gradvise indførelse vil være, – men når Englands lorder og kejser Wilhelms regering har indset, at dette ikke er for dyrt for ro i landet og jævnhed i udviklingen, kan danske højreledere vanskeligt mene andet. Og de bedste elementer indenfor Højre vil se betydningen af at tage denne tanke op – også for Højres egen skyld.
     Socialdemokratiets bedste mænd kan ikke uden at svigte deres mål modsætte sig princippet om grundværdiskatten. Det realiserer vel ikke Karl Marx' tanke om inddragning af alle driftsmidler under staten. Men i den ubetingede form er tanken ved at blive forladt selv af mange gamle marxister, og endnu flere yngre. Hvad jordbruget angår, da må tanken nu ganske opgives, efter at danske husmænd har vist verden, at stordrift af landbrug er dets mindst produktive driftsform, selv ved samme arbejdsmængde. Det vil næppe koste vore arbejderes førere stor overvindelse at forlade deres tyske læremesters teorier, for at gribe deres engelske fællers tanke og optage en grundrentebeskatning på deres program, som fabierne har gjort det. Hele arbejderpartiets lønkamp er resultatløs, så længe jordmonopolet gennem stigende "privatafgifter" tilegner sig alt, hvad faglønnen nominelt højnes.
     Venstrepartierne – liberale og radikale – må ikke tøve med at gøre grundrenteskatten til hovedpunktet i deres økonomiske reformprogram, hvis de vil vedblive at være udtryk for folkets store jævne middelstand på land og i by. De har ansvaret for demokratiets skæbne. Kernen i demokratiets krav er selvstyret i folkets interesse, ledet af dets bedste mænd, der samtidig er folkeviljens tjenere og dens skabere. Og dette sidste ansvar er langt det største. Det forpligtet førerne til at vrage det blot populære for det sande, selvom der til tider skal gås mod strømmen. Samfundets ejeret til landets grundrente er det samme i økonomien, som den almindelige valgret i politikken: udtrykket for folkets herreret i landet og midlet til dens anerkendelse. Men målet er højere. Og venstre vil ikke svigte dette.

VII.
(manuskriptet har ikke noget afsnit VI)
Men hvem skal da hindre grundskatsystemets anerkendelse og gennemførelse? Foruden trægheden mod alt nyt, frygten for at tænke nye tanker til bunds, ligegladheden overfor spørgsmål, som forekommer en fjerne – findes der indenfor alle lejre folk, som lever af det beståendes mangler, og hvis interesse er knyttet til, at folket forarmes. Det er samfundets sårbakterier. Mod dem er intet andet råd end uden skånsel at holde dem frem i sollyset – den offentlige menings lysinstitut. Det dør de af.
     Men endnu er der en særlig art af modstandere mod grundskatsystemet som mod alle virkelige løsninger – vort offentlige livs professionals, for hvem politisk magt er målet, opportunisme midlet, vælgerne kun brikkerne i det spændende spil om magten, løftende ideer kun overflødig bagage. De er al virkelig fremskridts værste fjender, thi de er overflødige, når samfundet arbejder i ro.
     Det må højlig beklages, at det er et demokratisk parti, som har ansvaret for de skatteforslag, som folketingets kommission nu (1900) har udarbejdet. Her var en lejlighed for et folkeparti til at gennemføre i vor lovgivning det økonomiske frisind som er et levevilkår for et frit folk. Til at vise de statsmandsevner, det fremsyn og den overlegenhed, som er den rette adkomst til magten. – og hvad blev resultatet: en efter de sletteste tyske mønstre gennemført kopiering af de Redtz-Thottske forslags svageste afdeling; en forvirret omflytning af millioner mellem stat og kommune, hvis endelige virkning ikke lader sig beregne; et helt nyt skattegrundlag, om hvilket kommissionen selv erkender, at dets følger for landbefolkningen er ganske uvis; en begravelse af den toldreform, som er demokratiets allerførste krav i skattesagen; og endelig en bortforæring af store dele af vort lands fællesformue til gavn for de nuværende landmænd, men til skade og fordærv for folkets brede lag, dem som valgte lovgiverne til varetagelse af folkets interesser.
     Om det menige folk vidste, hvor slet dets tarv varetages – ikke en af systemet Albertis mænd blev nogensinde genvalgt mere. Det er dette system, som er vor største politiske ulykke i øjeblikket. Det væltede ved Højres hjælp Venstres bedste mand i Køge – for selv at vedkende sig den faldnes meninger bagefter. Det hindrede vort lands tilslutning til Berner-konventionen og prisgav vore forfatteres åndelige ejendom. Det bortintrigerede vor ypperste repræsentant for økonomisk frihed på tinge og væltede, i forståelse med protektionismen, folkets muligheder for en frisindet toldreform. Og derefter har det nu dikteret det danske demokrati en så fordærvelig, folkefjendsk, monopolistisk skattereform, og gennem en usikker eller kuet presse formået at holde vælgerne i uvidenhed om reformens sande karakter.
     Pressen, denne demokratiets stolthed og faste borg, er da nu af systemet stænget for økonomisk frihed. Selv Politiken, som på så mange områder er frisindets fane, ser vi nu behersket af hint system og nægte vor ypperste mænd ordet for indsigelser. Og en lang række af provinsblade har på forhånd systematisk udråbt kommissionens tarvelige lovforslag til et under af retfærdighed, og holdt vælgerne i uvidenhed om den virkelige sammenhæng.

VIII.
Men når politikerne demoraliseres, når demokratiet sætter folkets ret overstyr, når den frie presse knægtes og sandheden ties for vælgerne, da er det onde tider for frisindet og for retfærdighedens stortanke.
     Mon der da er et fristed for ordet her blandt danske studenter? Vil dette studenter-samfund, som har den stolte tradition at have undfanget og gennemført "retshjælpen for ubemidlede", vil det nu være det hele store ubemidlede folks retshjælp i skattesagen? Skaffe det dets vanrøgtede ret tilbage? Være den magt, som bærer frem herhjemme den stortanke om jordrenteskatten, der nu lyser fra de angelsaksiske lande, og som vil blive det nye århundredes bærende idé i den økonomiske politik?
     Da kan Georg Brandes endnu få ret i at vente morgenrøden fra de yngste. Da bestemmer de, hvornår åndens nye århundrede skal oprinde.
     Og hvem skulle kunne hindre os i at begynde dette nye hundredår nu – i aften?
    
Et tilbageblik.
Når jeg efter de 25 års forløb på ny udsender ovenstående gengivelse af foredraget af 17. nov. 1900 til venner og meningsfæller, ligger det ikke fjernt tillige at fremdrage nogle minder fra hine, århundredets allerførste dage, som for mig og mange andre blev en gennembruddets tid – og samtidig kaste et tilbageblik på, hvad der siden er udrettet til fremme af denne vort århundredes stortanke, som hint foredrag i al skrøbelighed søgte at frembære.
     Først bør vi da takke studentersamfundet – af hvis ledende mænd fra hin tid nogle endnu er iblandt os – for den gæstfrihed, hvormed det således gav husly for forkyndelsen – vistnok den første indenfor akademiske kredse herhjemme – af den nye økonomiske reform, som knytter sig til Henry Georges navn.
     Det var dette samfunds næstformand, Niels Bransager – denne alt for tidlig bortgåede, vidtskuende og evnerige danske politiker – som kaldte godsforvalteren fra Høng her ind til studentersamfundets talerstol; han kendte nok denne nye mands offentlige optræden fra det store landbodelegeretmøde året forud og fra flere andre møder, som talsmand for de nye økonomiske reformtanker. Og om denne studentertalerstol, som da var rejst i mødesalen ved Nørrevold, samledes hin aften en meget talrig skare af studenter, politikere og andre gode danske mænd – med Georg Brandes og vor Henry George bevægelses første mand: Jakob E. Lange på de forreste bænke.
     For denne årvågne lytterflok var det, at taleren fra Høng ­ der var begynder i faget – dristigt forelagde sin opfattelse – i et foredrag, som nok var for langt og bredt, og derfor ikke uden grund satte tilhørernes opmærksomhed på prøve. Men så megen nyhed og sprængstof var dog deri, at det påfølgende indgående og varme ordskifte mellem modstandere og medstandere trak ud til over klokken to. Først da kunde Niels Bransager slutte mødet med ord som disse: vi har i aften lært, at personlig og politisk frihed ikke er nok for folket, også økonomisk frihed må herefter være vort løsen i det nye århundrede.
     Og Niels Bransager var – så længe hans lyse ånd og stærke hånd evnede – med i den kreds, som siden, gennem de 25 år, har virket til fremme af dette krav om økonomisk friheds gennemførelse i vort land ved Henry George reformens virkeliggørelse.
     Thi den bevægelse, som rejstes ved eller dog fulgte efter foredraget af 17. nov. 1900, har båret gode frugter indtil denne dag:
     Den 2. marts 1902 stiftedes Den danske Henry George Forening, hvis medlemmer siden gennem årene har virket til grundskyldsreformens fremme ved at lade afholde mere end 2000 offentlige møder (et enkelt år 550), har skrevet over det dobbelte antal avisindlæg og udsendt mere end 100 småskrifter – et enkelt medlem regner at have holdt over 300 foredrag, skrevet mere end 600 opsæt i blade og tidsskrifter og udsendt over 60 skrifter og særtryk.
     Den 8. nov. 1902 vedtog de samvirkende sjællandske husmandsforeninger den Køgeresolution, som var den første politiske udformning af Henry Georges stortanke, og som den danske husmandsbevægelse senere trofast har fastholdt og krævet gennemført i dansk lovgivning.
     I oktober 1904 udkom det første hefte af Ret, Tidsskrift for Mandsret og Landsret, som hver måned i de følgende 16 år bragte dets talrige læsere bud om Henry Georges retfærdslære og bevægelsens fremgang.
     I maj 1905 dannedes Det radikale Venstre ved Odense mødet, der i sit program (om end i vage udtryk) optog denne reformtanke, som dog er blevet partiets væsentligste grundlag og indskud i dansk politik – især efter at Niels Bransager nogle år senere nærmere udformede stortanken om grundskylden i sit mesterlige afsnit af skriftet Om programmet, – vistnok det vægtigste og betydningsfuldeste indlæg i dansk politik i vort århundrede.
     Senere har såvel det moderate venstre som socialdemokratiet optaget tanken om grundskylden i deres programmer, om end i forskellige ordelag. Selv en fløj af det konservative parti har antydet muligheden af at godkende 'lige skat på lige jord' – så mægtig er sandheden!
     Derfor blev den praktiske forberedelse til reformens gennemførelse, nemlig grundvurderingen, også snart derefter sat i værk.
     Efter nogle nærmest private forsøg blev de første tjenstlige prøvevurderinger foretaget i 1911 på enkelte særlig udpegede egne af landet, medens den første tjenstlige ansættelse af hele landets grundværdi fandt sted i 1916, dernæst i 1920 og endelig i 1923 – at gentage i 1926.
     Og efter at den radikale venstreregering forgæves havde fremsat lovforslag om grundskyld i 1920 og 1921, lykkedes det endelig det moderate venstreministerium Neergård at gennemføre statsgrundskylds­loven af 7. august 1922 – den første i Europa, – medens den socialdemokratiske indenrigsminister Hauge i nov. 1924 og nu atter i okt. 1925 har forelagt et lovforslag om kommunal grundskyld, som har al udsigt til vedtagelse i denne rigsdagssamling. Og skønt disse loves rammer er meget snævre, er der næppe tvivl om, at disse snart vil blive udvidede, når erfaringerne gør det åbenbart for alle, at de af sagens venner forudsagte gode finanspolitiske og socialpolitiske virkninger grundskyldsreformen netop vil indtræde, i alt fald i kendeligt omfang.
     Dette lille tilbageblik på jubilæumsdagen vidner om, hvad der af væsentligt er udrettet til denne reforms praktiske fremme i de forløbne 25 år.
     Dansk økonomisk politik har nu, efter disse års forberedelse, skiftet sporet og ledet fremskridtets tog ind på denne nye og sikre bane.
     Men dermed er hint foredrags emne ikke udtømt. Bag den økonomisk-politiske reform, som nu træder ud i livet, ligger den etiske stortanke, hvorpå Henry George byggede sin reform, og som også foredraget på flere steder søgte at antyde.
     Tiden må da vel nu være kommet til at søge hans stortankes etiske betydning også for vor verdensanskuelse og livsvurdering klarere oplyst og bedre forstået af folket, end det kunne ske for 25 år siden. Måske vil også nu en studenterkreds give husly for forkyndelsen af den oplysning, som herom tiltrænges – til befrugtning af slægtens sind i næste fjerdedel af dette -grundskyldens århundrede!
     Så først vil det blive ret erkendt, også af det hele lærde laug, hvilken åndens stormand verden har ejet og fremdeles ejer i Henry George.
     17. Nov. 1925. /  S. Berthelsen.


Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler
Til Historie/Biografier
Oprettet april 2017