LEO TOLSTOJ
     DEN STORE RUSSER

Af J.L. Bjørner
 
Henry George Forlaget
København 1949

Rusland
Porten.
     Før den første verdenskrig 1914 var der ikke jerntæppe omkring Rusland, men der var dog et forhæng. Rusland var det eneste land, hvor en tilrejsende skulle forevise pas med behørigt visum. Man skulle ganske vist også forevise pas ved indrejse i Tyrkiet, men det gik ikke så strengt til med kontrollen. En dansker kunne klare sig med et gammelt dansk jernbanefragtbrev blot der var navn og nogle stempler på det; de tyrkiske grænsegendarmer kunne ikke læse eller skrive, så de var nøjsomme.
     Russerne var mere strikse. Ville en københavner til Rusland måtte han først henvende sig på det gamle råd- og domhus på Nytorv. Her fik man udfærdiget et stort 4-sidet pasdokument på fire sprog med hele musikken: ”Politidirektøren i den kongelige residensstad København gør vitterlig, at ---”

     Jasnaja Poljana.
     En lille afvigelse i det russiske fladland dannede fx det bakkede guverne-ment Tula. Her på godset Jasnaja Poljana fødtes i 1828 Ruslands største digter og socialreformator Leo Nicolaiewitsh Tolstoj. Ret ung kom han som student til uni-versitetet i Kassan, hvor han studerede navnlig sprog, særligt persisk og tyrkisk. Dernæst tilbragte han et par år i Sct. Petersborg, hvor han levede et boheme liv, men hvor han også skrev og stiftede bekendtskab med den anden store adelige digter Dostojevski og med Turgenjev.
     Ret hurtigt fik han afsmag for dette døgnflueliv og meldte sig til militærtje-neste. Han tjente et par år i et kosakregiment i Kaukasus, deltog i Krimkrigen og oplevede krigen på første hånd på selve slagmarkerne ved Sebastopol. Intet under, at han senere kunne skrive sin berømte bog Krig og fred.
     Tolstoj blev stærkt grebet af trangen til at gøre noget for sit folk. Da han kom hjem, kastede han sig over arbejdet for at få ophævet livegenskabet. Han havde på sit eget gods 700 bønder (musjiker), og det var ham en stor glæde, da livegenskabet i 1861 blev afskaffet. Men Tolstoj vidste, at dette kun var en lille begyndelse, som vel skulle til, men ikke førte til noget; bønderne måtte have økonomisk frihed og frem for alt: oplysning. Men hvordan? Jo, der skulle begyndes med begyndelsen, med børnene. Tolstoj studerede pædagogik. Han havde læst om Rousseau og blev grebet af tanken om den frie skole. Han rejste to gange til udlandet for i vestens storbyer at se, hvor langt man var kommet, resultatet skuffede ham. Han begyndte så selv. Han indrettede skole, skrev lærebøger, bl.a. en abc., hvori bogstaverne var af forskellig størrelse og kulør. Han satte sig selv på katederet. Skolen havde hverken klasser, læseplan eller timeinddeling, enhver kom og gik, som han ville, eleverne var lige så ofte bag ryggen af læreren som foran ham. Men det gik forbavsende godt. Men myndighederne kunne ikke lide det.
     Men hans planer gik langt videre. Han ville oprette et eksamensfrit univer-sitet: et træsko(bastsko)-universitet. Han fik også skaffet midler til det, men magthaverne tog pengene og brugte dem til en statue af en fyrstelig person, der mentes at have gjort noget særligt for guvernementet. Det ligger her lige for at sammenligne Tolstojs træskouniversitet med Grundtvigs »Skolen i Soer«. Ingen af planerne kom længere end til papiret, men det kunne have været rart, om Tolstoj og Kristen Kold havde lært hinanden at kende.
     Tolstoj skrev nu den ene bog efter den anden: høj kunst, gribende menne-skeskildringer, problembøger. Hans bøger begyndte snart at finde vej til udlandet og blev læst på mange sprog. På dansk foreligger tolv bind af hans skrifter. Højest nåede han måske i den store roman Anna Karenina, der regnes for en af de højeste tinder i verdenslitteraturens bjergkæde.
     I Anna Karenina viser Tolstoj, hvad han kan. I romanen Opstandelse viser han, hvad han er.

Bonden, håndværkeren, digteren.
     Tolstoj skrev ikke underholdningslitteratur. Hans bøger er underholdende og skrevet i en blændende stil, men han ville noget med sit skriftlige arbejde. Han ville reformere, og han ville revolutionere ad fredelig vej. Bøndernes kår pinte ham (firs procent af Ruslands befolkning er bønder). Tolstoj vidste, at det var ikke nok for bønderne at have jord. Gennem mirsystemet var han jordejer og kunne gøre med sin jord, hvad han ville, undtagen sælge den. Men godsejerne ejede jordrenten (grundrenten), det faktiske jordmonopol var på deres hænder, og selv om man kunne ophæve dette monopol, ville det kun i øjeblikket gavne bønderne, thi godsejernes monopol ville snart forvandles til prioritetsafgifter - og statsskatter. På den anden side ville han ikke være herre over sine 700 bønder, og han foreslog derfor sin gode kone, at de skulle give godset til bønderne. Men hun, der selv var adelig, sagde bestemt nej, både for sin egen og for børnenes skyld. Så fraskrev Tolstoj sig alt til fordel for konen. Godset blev hendes. For sig selv indrettede Tolstoj en spartansk udstyret stue. Nu ville han agitere ved at give et godt eksempel. Han delte sin arbejdsdag i tre dele: i fire timer ved landbrugsarbejde, særligt som plovmand, fire timer som håndværker, særligt som snedker og skomager, og fire timer ved skrivebordet. Han klædte sig som bonde og fik en bondes kost, om søndagen drak han et glas kvas (let hvidtøl). Besøgte han familien, og samovaren stod på bordet, kunne han tage et glas tynd the og spise lidt halva. Hans kål- eller rødbedesuppe var mager. Et russisk mundheld siger ellers, at en god husmoder kun har én perle på suppen!
     I disse år går det fra hans hånd et utal af pjecer, flyveblade og småskrifter ud over Rusland. Tolstoj er blevet ivrig antimilitarist og agiterer for afskaffelsen af den tvungne værnepligt. Da bønderne, opflammet af studenterne, 1895 gør oprør, og regeringen lader soldaterne skyde på folket, udsender Tolstoj et flyveblad blandt tropperne, hvori han skriver: »Du kan ikke skyde på dine kammerater. Du kan ikke undskylde et mord med, at du er blevet kommanderet til det. Ingen kan kommandere dig til at være morder. Man lyver groft, når man fortæller dig, at dine befalingsmænd og ikke du selv er ansvarlig for dine handlinger. Kan din samvittighed være andre steder end i dig selv? Hos korporalen eller løjtnanten eller hvor? Du skal adlyde guds love mere end menneskers love.
     Tolstoj satte altid sit navn under sine publikationer. Regeringen skummede af raseri og ville helst have gjort Tolstoj stum for stedse; men de russiske magthavere turde ikke røre ham, dertil var han nu en alt for stor mand i verdens øjne. Man måtte nøjes med at genere ham så meget, man turde. Men zaren spidsede øren. Hvem var denne mand? Zaren indbød Tolstoj til at besøge sig, men Tolstoj svarede, at der var ikke længere fra zaren til Tolstoj end fra Tolstoj til zaren. Tolstojs svar var ikke til at misforstå. Mødet kom ikke i stand.

Problemer.
     For Tolstoj selv kom en dag spørgsmålet om liv og død, som det før eller senere kommer for ethvert tænkende menneske: Hvorfra? Hvorhen? Hvorfor? Den almindelige religiøse vanetænkning var ham imod. Han spurgte videnskaben, og han spurgte teologerne, men der fik han kun ord, tomme, pæne ord. Så gav han sig på vandring i filosofiens rige. Han læste alle religioners bøger, også de indiske. Sprogmand, som han var, lærte han oldgræsk og hebraisk for at kunne læse biblen på originalsproget. Han kasserede alt undtagen evangelierne, og af disse fandt han kernen i Matthæus-evangeliet. Bjergprædikenen blev Tolstojs levelære.
     Tolstojs tanker drejede sig også stadigt om det socialøkonomiske spørgsmål. Hvorledes kunne man grundigt ad frihedens veje forbedre bøndernes, arbejdernes og studenternes kår? Hvorledes kunne arbejdets løn helt tilfalde de arbejdende? Tolstoj læste socilaløkonomi og studerede også de kendte socialreformatorers skrifter, navnlig socialisternes og anarkisternes bøger. Det var ham en bitter skuffelse at se, hvorledes Karl Marx efter at have skrevet det lovende, kommunistiske manifest, tyve år efter, grebet af maskinteknikken i England, slår om og falder tilbage til statssocialismen, dvs. til det attende århundredes merkantilisme med dens tro på, at produktion bare er maskiner og noget, der kan løbe rundt. Det er småborgerlighed i renkultur. Uha! Men det er så nemt at agitere med. For statssocialismen synes jordspørgsmålet at være glemt. Man overser helt, at ligesom arbejdet er lønnens moder, således er jorden arbejdets ståsted. Der er egentlig ikke noget at sige til, at de brede masser slår sig til tåls med statssocialismen, thi det er nemmere at tro end at tænke; men at de såkaldte ledere også bliver stikkende i den samme overtro, må bero på, at de er skrivebordsfilosoffer.
     Fra Tolstojs hånd fløj der i disse år i snesevis af småskrifter om jordspørgsmålet ud over Rusland. Han lærer om, at det ikke er nok, at bønderne får jord; thi andre har jo også ret til den; men at de får den på den rigtige måde.
     Her er et af hans småskrifter, stærkt forkortet:

Jord nok,
     »Ivan var fattig, men en dygtig og stærk bonde. En dag fik han besøg af en velgører, der tilbød ham gratis så megen afgiftsfri jord, som Ivan kunne gå omkring på én dag. Han skulle blot være tilbage, før solen gik ned. Ivan blev meget glad. Han lagde sin plan. Han ville gå en firkant af god jord ind. Han startede ved solopgang og gik rask til. Han tilbagelagde den ene verst efter den anden. Op ad formiddagen, da han efter planen skulle dreje af for at begynde på tværlinjen, så han en dejlig eng forude. Den måtte han da nå at få med. Da han var så langt, så han en god lille skov med godt hustømmer i. Den kunne han nok nå at få med, når han skyndte sig lidt mere. Skoven var større, end han havde tænkt, men hvad? Det gik vel nok. Da han forandrede kurs, var det næsten blevet middag, og han indså, at han måtte lave sit jordstykke om til en aflang firkant. Men atter kneb det for ham at bøje af i tide. Der var stadig noget attråværdigt at få med. Han førte en kamp mellem sin forstand, sin begærlighed og sine kræfter. Godt hen på eftermiddagen indså han, at hans jordstykke ville blive en trekant. Men hvad! Bare han nåede det.
     Solen begyndte at synke. Ivan gav sig til at løbe. Hjertet dunkede i brystet på ham, hovedet værkede, og benene begyndte at svigte. Dog, der er målet! Men inden Ivan var nået helt derhen, gik solen ned under synsranden. Ivan styrtede om. Den rare velgører, der naturligvis var selve fanden, trådte grinende frem og indkasserede sin gevinst. Jo, Ivan fik jord nok. Han fik munden fuld.«
     Således er Tolstojs måde at undervise på.

Den store oplevelse.
     En skønne dag faldt Henry Georges bog Samfundsspørgsmål i Tolstojs hånd. Den havde nær taget vejret fra ham, siger han selv. Dernæst læste han Henry Georges hovedværk Fremskridt og fattigdom«, og Beskyttelse eller frihandel, Arbejdets kår m.v. Endelig havde han fundet, hvad han havde søgt efter. Tolstoj blev stærkt bevæget og takkede sin gud for, at han havde lært Henry Georges socialprogram at kende. Fra den dag blev han en forkynder af Henry Georges ideer. Han skrev masser af artikler og holdt foredrag om den store socialreform. Hans sidste store roman Opstandelse er et skrift om Ruslands slette retsvæsen og om Henry Georges socialreform. Bogen blev dramatiseret og også opført her på Det kongelige Teater.
     Det store engelske blad »Times« bad Tolstoj skrive en række artikler om georgismen. En del af disse artikler kom på dansk i oversættelse af H.J. Helweg, Hagerups Forlag 1907, under titlen Den store uret. Her gengives en af artiklerne:

Hvad er et menneske?
     »Hvad er et menneske?« siger Henry George i en af sine taler.
     »Først og fremmest er det et dyr, et landdyr, som ikke kan leve uden jord. Alt, hvad mennesket frembringer, kommer fra jorden. Alt produktivt arbejde består i sidste instans i at danne jorden, eller stoffer, der er uddragne af jorden, i en sådan skikkelse, at de bliver egnede til at tilfredsstille menneskenes ønsker. Ja, selve det menneskelige legeme kommer fra jorden. Som de jordens børn, vi er, kommer vi af jorden, og til jorden må vi vende tilbage. Tag alt det bort fra mennesket, som hører jorden til, og hvad andet end en ulegemlig ånd bliver tilbage? Den, der ejer den jord, på hvilken og af hvilken en anden mand skal leve, han er derfor denne mands herre, og denne mand er hans slave. Den mand, som ejer den jord, på hvilken jeg skal leve, er herre over mit liv og min død i lige så høj grad, som var jeg hans personlige slave. Vi taler om at have afskaffet slaveriet. – Vi har ikke afskaffet slaveriet; vi har kun afskaffet en primitiv form for det, det personlige slaveri. Der er endnu tilbage en mere skjult, en mere farlig og fordærvelig form for slaveri, som vi må have bort, dette industrielle slaveri, som først rigtig gør en mand til træl, medens det hånende udmajer ham med frimands navn.«
     »Har du nogensinde,« siger Henry George et andet sled i den samme tale, tænkt over det i en enestående grad bagvendte og besynderlige i den kendsgerning, at ud over hele den civiliserede verden er de arbejdende klasser de fattigste klasser? Tænk en gang, hvor det ville forbavse et fornuftvæsen, der aldrig før havde været på jorden. Hvis et sådant væsen kunne komme herned, og du forklarede ham, hvordan vi lever her på jorden, hvordan huse, fødemidler, klæder og alle de mange ting, vi skal bruge, frembringes ved arbejde, mon han så ikke ville antage, at de folk, der arbejdede, var dem, der boede i de fineste huse og havde størst forråd af alle de ting, der frembringes ved arbejde. Men hvad enten du førte ham til London, Paris eller New York eller endogså til Burlington, ville han få at se, at de, der kaldtes arbejdere, var dem, der boede i de fattigste huse«.
     Til disse ord af Henry George kunne jeg tilføje, at det forholder sig ligeså ude på landet. Dagdrivere lever i pragtfulde paladser, i store, velindrettede boliger. Arbejderne bor i mørke, smudsige huller.
     Henry George siger videre: »Alt dette er besynderligt – tænk blot engang over det. Ganske naturligt og uvilkårligt afskyr vi fattigdommen, og det er i sin gode orden, at vi gør det. Naturen giver til den, der arbejder, og kun til den, der arbejder; der må gå menneskeligt arbejde forud for enhver formuefrembringelse, og under naturlige forhold ville den mand, der arbejdede godt og hæderligt, blive en rig mand, og den, der ikke arbejdede, ville være fattig. Vi har i den grad vendt op og ned på naturens orden, at vi er vant til at tænke os en arbejdsmand som en fattig mand. Hovedårsagen hertil er, at vi tvinger dem, der arbejder, til at betale andre for tilladelse dertil. Man kan købe en klædning, en hest eller et hus; i så fald betaler man sælgeren for udført arbejde, for noget, han har frembragt eller har fået af den, der frembragte det; men når man betaler en mand for et stykke jord, hvad er det så, man giver ham betaling for?
     Man betaler for noget, som intet menneske har frembragt; man betaler ham for noget, som var til før mennesker, eller for en værdi, skabt ikke særligt af ham, men af hele det samfund, hvoraf man selv udgør en del.«
     Det er grunden til, at den, som har bemægtiget sig jorden og ejer den, er rig. Men den, der dyrker den eller bearbejder dens frembringelser, er fattig.
     »Vi taler om overproduktion. Hvordan kan der findes noget sådant som overproduktion, al den stund der er folk, som lider nød? Alle disse ting, som efter sigende frembringes i overmål, tiltrænges jo af mange. Ja, men hvorfor får de dem da ikke? De får dem ikke, fordi de ikke har noget at købe dem for, ikke fordi de ikke gerne ville have dem. Ja, men hvorfor har de da ikke noget at købe for? De tjener for lidt. Når størsteparten af menneskeheden må arbejde for en gennemsnitlig dagløn af 1,40 dollars, er det intet under, at store mængder af varer ikke kan blive købt.«
     »Men hvordan kan det da være, at folk er nødt til at arbejde for så lav en dagløn? Fordi der, hvis de ville forlange mere, er nok af arbejdsløse mænd, som er rede til at træde i deres sted. Det er denne skare af arbejdsløse, som foranlediger den vilde konkurrence, der driver arbejdslønnen ned til det punkt, hvor man netop kan leve af den. Hvordan kan det være, at der er folk, som ikke kan finde arbejde? Har du egentlig nogensinde tænkt over, hvor sært det er, at der er folk, som ikke kan finde arbejde? Adam havde ingen vanskelighed ved at finde arbejde. Robinson Crusoe heller ikke. Søgen efter arbejde var såmænd det sidste, der voldte dem bekymring.«
     »Hvis menneskene ikke kan finde en arbejdsgiver, hvorfor arbejder de da ikke for egen regning? Ganske simpelt fordi de er udelukkede fra det materiale, som er det eneste, menneskeligt arbejde kan finde anvendelse på. Menneskene er tvungne til at konkurrere indbyrdes om dagløn hos en arbejdsgiver, fordi de er blevet berøvede deres naturlige adgang til at skaffe sig selv arbejde; fordi de ikke kan finde en eneste stump af guds jord, som de kan bearbejde uden at betale et andet menneske for retten dertil.«
     »Menneskene beder den almægtige gud om at afskaffe fattigdommen. Men fattigdommen har ikke sin rod i guds love. At sige det er den højeste grad af gudsbespottelse; den har sin rod i menneskenes uretfærdighed mod deres medmennesker. Sæt, at den almægtige gud hørte bønnen; hvordan skulle han da opfylde den, så længe hans love er, som de er? Betænk, at gud ikke har givet os en eneste af de ting, der i sig selv udgør rigdom; han giver os kun råstofferne, som menneskene må bruge til at frembringe rigdom af. Men giver han da ikke nok af disse råstoffer? Mon han kunne ophæve fattigdommen, selv om han gav os mere? Sæt, at han – som svar på vore bønner – ville forøge solens vælde eller jordens frugtbarhed. Sæt, at han ville øge planternes ydeevne eller lade de forskellige dyrearter formere sig kraftigere. Hvem ville få gavn deraf? Tag et land, hvor jorden er fuldstændig monopoliseret som i de fleste civiliserede lande; hvem ville dér få gavn deraf? Simpelthen jordejerne. Og selv om gud som svar på vore bønner sendte netop de ting, menneskene ønsker sig, ned fra himlen, hvem ville da få gavn deraf?«
     »Der fortælles i det gamle testamente, at israelitterne på deres vandring gennem ørkenen intet kunne få at spise, og at gud sendte manna ned fra himlen. Der var nok til dem alle, og de tog alle sammen af det og blev mættede. Men sæt nu, at ørkenen havde været i privateje, sådan som Storbritanniens jord, ja selv jorden i vore nye stater er det; sæt, at én af israelitterne havde én kvadratmil, en anden 20 kvadratmil, en tredje 100 kvadratmil, og det store flertal af israelitterne ikke ejede jord nok til at stå på, – hvad ville der så blive af mannaen? Hvad gavn ville den have gjort det store flertal? Ikke en smule. Skønt gud havde sendt manna nok til alle, så ville den manna have været jordejernes ejendom. De ville måske have ansat nogle af de andre til at samle deres manna sammen og ville så have solgt det til deres sultne brødre. Tænk engang rigtig over sagen; dette køb og salg af manna ville fortsætte, indtil hovedmængden af israelitterne havde skilt sig ved alt, hvad de ejede, selv klæderne på kroppen. Og hvad så? Så ville de ikke have haft noget at købe manna for, og resultatet ville være, at medens de gik og sultede, ville der have ligget manna i bunkevis, og godsejerne ville have klaget over overproduktion af manna. Der ville på én gang have været en stor mannahøst og sultne mennesker; netop det, vi ser i vore dage.«
     »Det er ikke min mening, at der ikke ville være meget andet at gøre, når man havde fjernet denne grunduret; men det mener jeg, at vor løsning af jordspørgsmålet ligger til grund for alle samfundsspørgsmål. Det mener jeg, at hvad man end gør, hvor meget man end reformerer, aldrig bliver man fri for håbløs fattigdom, så længe den jord, som alle mennesker lever på og af, er gjort til nogle enkeltes særeje. Det er umuligt, absolut umuligt! Reformer statsstyrelsen, bring de nuværende skatter ned til det mindst mulige, byg jernbaner, opret andelsforetagender, del udbyttet mellem arbejdere og arbejdsgivere, hvis du har lyst, og hvad vil følgen blive? Følgen vil blive, at jorden vil stige i værdi. Det vil blive følgen, det og intet andet. Erfaringen viser det. Må alle forbedringer ikke simpelthen øge jordværdien, – den pris, som nogle må betale andre for retten til at leve!«
     Jeg kan tilføje, at det samme, som Henry George således har sagt, ser vi bestandig i Rusland. Alle jordejerne klager over det ringe udbytte og de store udgifter, deres godser skaffer dem, medens jordprisen dog stadig stiger. Den er nødt til at stige, eftersom befolkningstallet vokser, og det for denne befolkning er liv eller død om at gøre at skaffe sig jord.
     Og derfor byder folk alt, hvad de har, ikke blot deres arbejde, men selv deres liv for den jord, som bliver forholdt dem.
     *
     Ved en anden lejlighed skriver Tolstoj et åbent brev:
     »Hovedvåbnet mod Henry Georges lære er det, som altid er blevet brugt imod uimodsigelige og selvindlysende sandheder, nemlig at forbigå dem i tavshed.«
     Man indlader sig ikke på at modbevise Georges lære, man nøjes med ikke at kende noget til den.
     Hvis man overhovedet tager notits af denne lære, så tilskriver man den lærdomme, den ikke indeholder, eller gentager blot meninger, som George har gendrevet, eller man forkaster den simpelthen, fordi den ikke stemmer med de vilkårlige, kunstige principper, som den såkaldte nationaløkonomi har opstillet som uimodsigelige sandheder.
     Og dog har til trods for alt dette den sandhed, at jorden ikke kan være privateje som andre ting, påtrængt sig samtidens bevidsthed i den grad, at der kun er én vej til at komme udenom den, nemlig at lade være med at tale om den og give sig til at tænke på all muligt andet. Sådan bærer nutidens mennesker sig ad.
     Politikerne i Europa og Amerika er optagne af at fremme deres folks velfærd på forskellige måder, toldsatser, koloniudvidelser, indkomstskatter, krigs- og marinebudgetter, socialistiske foreninger, syndikater, valgmetoder, diplomatiske forbindelser - kort sagt alt muligt undtagen det ene, uden hvilket ingen sand forbedring af folkets vilkår overhovedet er mulig, nemlig: genoprettelsen af alle menneskers lige ret til jorden.«
     Fra alle lande strømmede takkebreve ind til Leo Tolstoj. 1909 fik han på Jasnaja Poljana besøg af Henry Georges søn og samme år besøg af den finske forfatter Arvid Jærnefelt, broder til komponisten og til maleren. Arvid Jærnefelt havde oversat Henry Georges Fremskridt og fattigdom til finsk. Jærnefelt fortalte Tolstoj bl.a. om den danske Henry George bevægelse og om de danske husmænds Køgeresolution.

Ikke velset.
     Leo Tolstoj døde den 20. november 1910. Hans død gjorde dybt indtryk i ind- og udland. Efter hans død kunne man overalt i Rusland ved jernbanestationer og på markedspladser se handelsmænd med en bakke gipsbuster af Tolstoj, falbydende digteren til en á to rubler. Mændene havde god afsætning; efterhånden så man de små buster i mange hjem. Jeg satte mig for at købe en og tage den med til Danmark, men fik ikke gjort det; jeg lovede dog mig selv at købe en næste år, men næste år var alle tolstojbusterne som blæst bort. Jeg spurgte om årsagen, men fik kun til svar, at busterne ikke havde været velsete – de var uønskede!
     Nå sådan, jo, det var tydeligt nok. Magthaverne kunne ikke ramme Tolstoj, mens han levede, nu skulle han tvangsglemmes, da han var død.
     Russerne ventede på bedre tider. Nu havde romanoverne regeret i 300 år, og det kunne vel ikke vare evigt? Meget tydede da også på forandring, og den kom syv år efter. Men det blev ikke Tolstojs rets-moralske socialøkonomi, som afløste det gamle, men Hegels filosofi og Karl Marx' økonomi, der kom ovenpå. Man tænkte ikke på, at hvad der havde været en forbandelse for Tyskland, kunne ikke blive en velsignelse for Rusland.
     Russerne er tålmodige folk, og de får trøste sig med Lincolns ord: »Man kan holde en del af folket for nar hele tiden og holde hele folket for nar en del af tiden, men man kan ikke holde hele folket for nar hele tiden.«
     Af natur er russeren en godlidende mand, men militærvæsenet kan for en tid tromle godmodigheden ud af ham og gøre ham til en første klasses bølle.
     Statssocialismen er for tiden herre i Rusland, landet styres af embeds-mændene til fordel for embedsmændene, og det hjælper folket lidet, at man skifter om på de gamle bynavne.
     Hvorledes ser så den almindelige russer, han, som både kendte det gamle og kender det nye styre, på forholdene? Der går en historie oppe ved den finsk-russiske grænse, der siger mere end mange ord:
     En russer kom fra udlandet og skulle hjem. På grænsestationen fik han af paskontrollen stillet de sædvanlige spørgsmål:
     »Hvor er du født?«
     Svar: »I Sct. Petersborg!«
     Officeren rynker panden og noterer.
     Hvor har du gået i skole?«
     Svar: »I Petrograd!«
     Rynkerne glattes lidt ud.
     »Til hvilken by agter du at rejse?«
     Svar : »Til Leningrad!«
     Nu smiler officeren.
     »Og i hvilken by kunne du ønske at tage fast ophold?«
     Svar: »I Sct. Petersborg!«
     *
     Udenfor Rusland kalder man det russiske statssystem for kommunisme. Forklaringen er nærliggende. Vore danske sovjetkommunister ønsker ikke at for-veksles med socialdemokrater, og man har derfor grebet ordet kommunisme fra det kommunistiske manifest, som man i øvrigt for længst har forladt. Hvis man i Rusland spørger en partirusser, om han er kommunist, ler han højt og svarer, at han er da ikke idiot. Nå, idiot eller ikke, så er kommunisme en smuk ideologi, men den kan ikke praktiseres uden en almen dyb religiøs-moralsk indstilling hos folket.
     Partirusserne er simpelthen hårdkogte statssocialister – marxister i renkultur – og det gør de sig også til af at være. Ja, tyskerne vidste nok, hvad de gjorde, da de i 1915-16 smuglede de russiske revolutionære, som havde siddet i landflygtighed i Schweiz, ind i Rusland. Den gift, som har ødelagt Tyskland, skulle nu også ødelægge Rusland. Men vesten kan ikke pege fingre af Rusland. Med undtagelse af et eller to lande har de alle foreløbigt sagt farvel til den halvliberalisme, de ikke kunne eller ikke ville føre igennem til den fulde liberalisme, og er nu på vej tilbage til det attende århundredes statsstyre, den såkaldte merkantilisme med toldmure, restriktioner, forbud, militarisme, planøkonomi, tosidede handelsaftaler - og diktatur. Demokratiet forudsætter nemlig liberalisme. Statssocialisme kan kun praktiseres under diktatur.
     Voldelige revolutioner startes for, som det så skønt siges, at skaffe frihed og ret for de undertrykte masser, men ender altid med at bringe de politiske stræbere ovenpå, kuløren på fanestangen skifter, men træstokken er den samme.
     Lenin fortjener dog tak for, at han satte så meget ind på, at den russiske almue lærte at læse og skrive. Det vil sikkert komme en ny, men dybtgående reform til gode, og da vil Leo Tolstoj være bleven velset i sit fædreland.

Lyset.
     Tiden går, og alt menneskeværk forandrer sig med tiden. Har man toppet, må man dale, og de i dalen kan nå op igen. Rusland er nu et stort land, det har det ikke altid været. Ligesom det var danske vikinger, der koloniserede i England, således var det svenske vikinger, der lukkede Rusland op fra nordvest og trængte ned gennem de store indlandsfloder.
     Så sent som på Christian den fjerdes tid var Rusland en lille nation, men det lille Moskva benyttede sig af lejligheden, når nabolandene var optaget og svækket af indbyrdes stridigheder, til at rage til sig. Det var ikke så meget russisk krigsdygtighed. Et gammelt ord siger, at Rusland har mådelige generaler, men til gengæld meget dygtige diplomater. Selv om generalerne tabte en krig, så forstod diplomaterne at få landvinding ud af det. Med tiden blev lille Rusland til det store Rusland, og de mange nationaliteter blev holdt sammen med fast hånd.
     Østeuropas folk står på mange områder langt tilbage for Vesteuropas, men der er godt stof i østens folk. Det lykkedes fx ikke magthaverne ved århundred-skiftet at gøre den russiske bonde helt fordrukken, da man for at skaffe flere penge til hær, flåde og flere embedsmænd indførte officielt handelsmonopol for vodkaen med fine udsalg selv i landsbyerne. Ved festlige lejligheder kunne bønderne godt lide en flaske vodka på bordet, men de glemte ikke det gamle mundheld: »Først tager bonden en snaps, så tager snapsen en snaps, og så tager snapsen bonden.«
     Det nye Rusland har beklageligvis dyrket industrialismen på bekostning af det gode håndværk. Den røde motor er gjort til en lille Vorherre. Motoren er god til sit brug, men den er »trolden, der skal tæmmes, tugtes og tages i tjeneste«. Lad os også få det smukke, særprægede russiske håndarbejde at se. Tolstoj forstod værdien af det håndprægede arbejde. Han nød sit markarbejde, han glædede sig på sit værksted, men han levede i sin kunst.
     Overindustrialiseringen trækker let en kølvandsstribe af politiske ordninger efter sig, navnlig toldsystemet, valuta-flks-fakserier og handelens underbindinger, og tolden er en udklækningsanstalt for arbejdsløshed og slet produktion, som jordmonopolet er en udrugningsanstalt for almen fattigdom – og almindelig oprustning.
     Ruslands historiske opgave kan blive at føre samfundene ind i den frie økonomis tidsalder, indføre fuld frihandel og fuld grundskyld og anbringe jerntæppet på museet for politiske kuriositeter, men så må Leo Tolstoj frem i dagen, frem fra det jerntæppe, der har skjult ham fra zarismens dage. Leo Tolstoj vil glæde sig, hvis hans land viser sandt frisind. Hans folk har mulighed for det. Tolstoj begyndte med at blive friskolemand, det førte ham snart til at blive friøkonom. Han lærte, at for at gennemføre en positiv revolution behøves der positiv viden. Tolstoj lagde grunden til en ny revolution i Rusland. Rusland erobrede en verden i land-områder, nu skal det erobre sig selv gennem en oplysningens revolution.

Læs mere om/af Tolstoj her: Om jordens betydning

Til:
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George

Oprettet april 2009