HENRY GEORGE

af
Harald Balslev

 
Efter Folkets førere - Henry George
af Harald Balslev, 1917.
Hele bogen findes
i Word format:  Download
og i pdf format:  Her
BARNDOM OG DRENGEÅR
1839-1857.
     PHILADELPHIA, hovedstaden i Pennsylvania, er Henry Georges fødeby. Bedstefaderen, Richard George, var kommet hertil fra England og havde vundet et anset navn som skibskaptajn i den tid, da Philadelphia var midtpunktet for handelslivet i den nye verden. Den yngste af kaptajnens børn, Richard Samuel Henry George, var også knyttet til denne by, dels som skriver ved toldboden, dels som missionsboghandler og traktatudgiver. Med sin anden hustru, Catherine Vallance, havde R. S. H. George ti børn; Henry var den ældste af sønnerne og den næstældste i flokken; han blev født den 2. september 1839.
     Over hjemmet var der et stærkt religiøst præg af puritansk farve. Forældre og børn fulgtes ad til kirke søndag morgen og eftermiddag. Også søndagsskolen blev besøgt, og hjemme var der daglig morgen- og aftenandagt. Men der var også tid og frihed til leg med kammeraterne; og den bedste legeplads var byens havn. Her klatrede de omkring på skibene eller sejlede med deres små både; her lærte de sig at svømme og om vinteren at løbe på skøjter. Henrys fader havde selv været ivrig og dygtig i disse idrætter og opmuntrede sønnen til det samme. Han var jævnlig tilskuer ved børnenes bedrifter; en dag, Henry var kommet ind under en tømmerflåde, reddede han ham ved at stikke sin stok ned til ham.
     Et træk hernede fra havnen viser drengens evne til at tænke sig om og finde den rette forklaring på det, han så. Han og en af kammeraterne var ved synet af det første jernskib, der viste sig i Philadelphias havn, kommen til at spekulere på, hvorfor dette, ligesom de af træ, kunne flyde på vandet. Den anden blev hurtig klar over, at det var, fordi skibet indvendig overalt var beklædt med træ. Henry George kunne ikke straks sige noget hertil, men var dog ikke tilfreds med den besked. Han blev derfor siddende på bolværket og spekulerede videre. Hvis det var træet på indersiden, der var grunden, måtte skibet selvfølgelig flyde højere, jo mere man fyldte det med træ; men den slutning tvang ham ind på at søge anden forklaring. I tankerne borede han hul i skibet, og indså da tydeligt, at så ville det synke; og nu var han klar over sammenhængen: det var skibets hulhed, det beroede på; han havde fået fat på det, der i fysikken kaldes Archimedes lov.
     De mange skibe, der kom, bragte bud til ham fra alt det ukendte, og når de sejlede, fulgte han dem i tankerne ned ad flodstrømmen og ud på Atlanterhavet. Når han og faderen gik langs molen, hørte han om havets vidundere og om fremmede lande. Ikke mindst ved at høre om bedstefaderen, søkaptajnen, og hans farter, fik Henry George attråen vakt efter selv at komme ud og se sig om. Også på anden måde fik han tidligt indtryk af den store verden og lyst til at lære den at kende. Hjemme kunne han let få bøger, og han læste der om missionærerne i fjerne egne, om opdagelsesrejser og eventyr, senere også poesi og historie.
     I den store tilbøjelighed, han som dreng følte for læsning, så George senere begyndelsen til sin virkelige uddannelse og grundlaget for, hvad han nåede. Men den tidligt vakte opmærksomhed overfor verden omkring ham gjorde, at det regelmæssige skoleliv ikke kunne fængsle ham, og at skolegangen afsluttedes, inden han blev voksen. En stærk selvstændighedstrang og ærekærhed glimter ofte frem. Således, da han i en anset kirkeskole havde opnået den samme lempelse i betalingen, som det var præstesønners ret at få; da dette var begrundet i faderens - nu afsluttede - virksomhed ved den kirkelige forlagsboghandel, følte drengen sig trykket af, at begunstigelsen kunne synes mindre berettiget; også tanken på, at de andre drenge skulle kunne anke derover, pinte ham, og han beder faderen tage ham ud af skolen. Han fik sit ønske opfyldt og blev nu undervist og forberedt til latinskolen af Henry Lauderbach, en mand med stor evne til at forstå sine elevers individuelle anlæg og vække deres arbejdslyst. Lauderbach mindes mange år efter Henry George som en dreng af særegen og opvakt natur, hurtig i opfattelse. Og den korte tid her står siden hen for George som det værdifuldeste ved hans skolegang. Om det sidste afsnit, i latinskolen, siger han derimod, at han var doven og spildte tiden. Hans tanker optoges mere og mere af den verden, som var udenfor, og han følte tillige, at nu søskendeflokken var stor, og faderens indtægter fra toldkontoret meget begrænsede, måtte han klare sig selv. Han ønskede at bryde af og komme til praktisk arbejde, og inden han var fyldt fjorten år, ophørte skolegangen.
     Men dermed blev læsningen ikke afbrudt; hans store lyst til at vide besked var ikke sat til; i fritiden kaster han sig med forkærlighed over bøgerne, og mens han i skolen spildte tiden, tænker han nu med tilfredshed og selvfølelse på, at han med de 2 dollars, han tjener om ugen i købmandsforretningen, hvor han var sat i lære, bidrager sit til hjemmets økonomi.
     Imidlertid får den lyst, han har i sig til søen og til at se sig om, stadig mere magt over ham, og faderen mente, ud fra sit kendskab til hans natur og karakter, at der vist ikke var noget at stille op, hvor nødig han end så ham rejse ud. Han håbede, at drengen nok skulle blive kureret, når han fik det prøvet, og bad udtrykkeligt kaptajnen om ikke at skåne ham. Med sine forældres samtykke gav den 15-årige dreng sig ud på sin første rejse.
     Det var ingen sviptur. Med sejlskibet "Hindoo" skulle han til Australien og Indien. De to lande lå i gylden glans for hans fantasi. Australien, det ny land med guldlejerne, hvor en fattig og ukendt vel på en dag kunne blive rig. Og Indien, det gamle land med elefanterne og tigrene og de mange hemmeligheder. Det var jo et eventyr, så godt som nogen af dem, han havde læst. Og dette var virkelighed. Da han i april 1856 sejlede ud af New Yorks havn, havde han udsigt til et højtliggende hvidt hus, der 40 år efter skulle blive hans bolig. Men det vidste han jo ikke, og han havde vist næppe tid til at se sig om; inden han rejste, fik han skrevet nogle linjer hjem og fortalt dem, hvor travlt han havde det.
     Hundrede dage efter afrejsen nåede de Afrikas sydspids, 40 dage senere, i august, så de Australiens kyst; og landet viste sig, skønt her for tiden var vinter, smukt grønt.
     Men det smilende indtryk holdt sig ikke. I Melbournes havn kom de forholdene på nærmere hold og hørte om dårlige tider i land, hvor arbejdsløse i tusindvis gik omkring og sultede. Det hele lod forstå, at det var vanskeligt at komme frem for den, som intet havde. Alligevel var mandskabet ivrigt efter at komme i land og prøve lykken; der opstod derved konflikt med kaptajnen, og ved denne lejlighed fik Henry George, endnu mere end ellers på rejsen, indtryk af sømændenes underklassekår og af den retsløshed, hvori søfartslovene stillede dem overfor deres kaptajn, om det kom til strid. Han kommer senere ofte ind på disse forhold og arbejder i pressen på at få dem ændret.
     Det kan vel også ledes tilbage til oplevelserne på denne rejse, at han altid interesserede sig for søfartens kår i det hele.
     Forestillingen om Australien som et forjættet land for den fattige mand blev en skuffelse. Med sin sangvinske natur flyttede han nu forventningen videre til det andet ukendte land. Men her gik det ikke bedre. Det virkelige Indien, som de nåede ved decembertid, viste sig nu med sine uhyre modsætninger mellem rigdom og fattigdom, overdådighed og nedværdigelse, landet, hvor juvelerne glimter i elefantsadlerne, men hvor selv ådselfuglene regnes for mere end menneskeliv, som han senere udtrykte sig.
     Fra Calcutta gik rejsen igen syd om Afrika tilbage til hjemmet, som nåedes i juni 1856. Fire gange havde han passeret ækvator, og mange indtryk havde han modtaget af natur og af mennesker. Og omend disse indtryk hos den ganske unge foreløbig nærmest har formet sig i en rigdom på skildringer af det oplevede, da han kom hjem og fortalte om det altsammen, så har noget af det, han så, siden været med til at klare spørgsmål og tanker. Og allerede her ser vi - gennem dagbøger og breve - Henry Georges ejendommelige mod til at fordre det store af tilværelsen og hans evne til at se virkeligheden i skarp og skærende modsætning til, hvad et menneske kunne drømme, at den skulle være.
     Faderens ønske, at Henry skulle blive kureret for sin lyst til søen, blev ikke opfyldt; det kunne måske den første tid se sådan ud; aldrig havde vel drengen vidst, hvad hjemmet betød, som nu ved tilbagekomsten til forældre og søskende. Med de jævnaldrende kammerater havde han tit sammenkomster på sit lille værelse; han talte med dem om bøger, de havde læst, om dagens begivenheder og om alt det, han havde set; midt under samtalen kunne værten smide sig på sengen, og inden gæsterne vidste af det, var han faldet i søvn, og de listede stille af. Det var noget andet end sliddet ombord og sølivets strenge disciplin, og alligevel følte han snart ny længsel efter den store horisont og den frihed for tankerne, den gav. Det ubeskrivelige, vildt storslåede syn af hav og himmel, som han i en af sine dagbogsoptegnelser taler om, er ham uforglemmeligt. Meget i hjemmets synsmåde føltes snævert og bindende: det uskyldigste spil kort ansås for synd, og det at køre med en offentlig befordring om søndagen for en krænkelse af dagens hellighed.
     Forældrene gjorde imidlertid, hvad de kunne, for at beholde ham hjemme. Og heri støttedes de af kaptajnen fra "Hindoo", som skrev til Henry, at han ønskede, han inden længe måtte få fat i en behagelig og fordelagtig beskæftigelse. Sømandslivet kender du, det bliver ikke bedre. Anden styrmand lever bogstaveligt et hundeliv; styrmanden og kaptajnen har det ikke meget bedre."
     Det lykkes også for en tid at holde ham tilbage. Faderen får ham anbragt i lære som typograf; dels for derigennem at binde ham til hjemmet, dels for at skaffe ham en uddannelse, og endelig for at han kunne lære retskrivning, noget han foreløbig ikke var meget dreven i.
     Denne tid betyder et nyt skridt fremad i Henry Georges udvikling, en værdifuld forberedelse til fremtiden. Han lærer nu at kende en helt anden egn af menneskelig virksomhed. Hans arbejdsfæller her er stærkt diskuterende, og der er iblandt dem intellektuelt udviklede folk. Han lærer at høre andres mening, efterhånden også at danne sig sin egen og at fremsætte den. Han havde en evne til at fastholde i hukommelsen meget af det, han hørte om i samtalerne, også hvor han ikke fuldt forstod, - som da en gammel typograf en dag forklarede, at i nye lande er lønnen altid høj, i gamle lav. Og i den udredning af de indviklede samfundsspørgsmål, som han senere skulle give i sine skrifter, ser vi ham også anvende træk fra disse sine første indtryk af sociale drøftelser.
     Et spørgsmål, som var stærkt i forgrunden i de år, var det om negerslavernes frigørelse. Herom talte han adskilligt med forældrene, særlig med moderen. Han fastholdt sit synspunkt trods deres afvigende mening. Når hans moder fremhævede vanskelighederne ved slaveriets ophævelse og i ejendomsrettens navn påtalte det uretfærdige deri, rokkede det ham ikke. Når hun påstod, at det meste af talen om slaveejernes hårdhed var overdrivelser, og at de allerfleste dog sikkert ikke nænnede at gøre deres slaver noget ondt, svarede han hertil, at talen var ikke om, hvad de muligvis gjorde eller ikke, men om hvad de havde ret til at gøre ved deres slaver, hvis det faldt dem ind.
     Under sådanne samtaler føler sønnen sig mere og mere som den voksne, ikke sjældent overlegne, der har sin mening og kan forsvare den; og selvfølelsen er stærk. Kommer noget ham i vejen, kan han bruse op; og går noget i hans arbejdsforhold hans ære for nær, reagerer han heftigt og tager hurtigt sin bestemmelse, - som da han en dag i trykkeriet blev uenig med værkføreren og ikke ville finde sig i hans uforskammetheder, men tog sit tøj og gik med det samme. Også derhjemme er det i denne tid, da forældrene måtte vænne sig til den tanke, at deres ældste dreng ikke længere var barn, kommet til sammenstød. Men den gensidige hengivenhed har klaret vanskelighederne. En aften kom han sent hjem, og faderen irettesatte ham derfor. Sønnen gav et kort afvisende svar og gik i seng. Ved eftertanke blev faderen rolig i sindet og erkendte, at Henry nu var så stor, at bebrejdelsen vist ikke havde været ganske retfærdig eller betænksom. Og han besluttede at tale med ham derom. Men da morgenen kom, var sønnen den første, der talte, og han bad om tilgivelse for det iltre svar. Faderen tog ham i sine arme og gav ham derefter mere frihed.
     Ved 18 års alderen siger Henry George igen hjemmet farvel. Rejselysten fik påny overhånd, og det hang tillige sammen med de lidet gunstige arbejdsforhold. Han var så med et skib i Boston. Da han skulle hyres, målte kaptajnen den uanselige fyr med et temmelig foragteligt blik og spurgte, hvad han kunne. Da han blandt andre færdigheder nævnte, at han kunne styre, sagde kaptajnen: "Du kan ikke styre denne skonnert, men ligemeget, - jeg vil prøve." Og det var et stolt øjeblik for George, da kaptajnen ved tilbagekomsten betalte ham mere, end der var lovet ham, fordi han havde været ham til lige så megen nytte som nogen af de andre.
     Men nu rettedes hans tanker mere og mere mod det fjerne vesten, hvorfra han gennem noget familie, han havde derovre, havde hørt om bedre chancer for en ung mand, og hvorhen vel også forestillingen om guldgravereventyr vinkede ham. Den eneste måde, han imidlertid kunne komme den lange vej, var den at tage med et skib, og det traf sig da så heldigt, at han fik en god ansættelse ombord på en lille damper, der i regeringens tjeneste skulle sejle til stillehavskysten og tage sig af fyrvæsnet der. Og i december 1857 tog han afsked med de kære derhjemme, i håbet om inden så længe at vende tilbage som en holden mand og uden at ane, hvor lang tid der skulle gå, og hvor meget han skulle opleve, før han igen så sin barndoms verden.
     På det første stykke vej, til St. Thomas, så det ud, som om der skulle være gjort ende på alle planer. En orkan overfaldt damperen, og George var selv med til at kaste 30 tons kul og en del andre sager overbord for at holde den oven vande. Han skriver fra St. Thomas til en kammerat om faren, de havde været i, men til forældrene skriver han samtidig et brev, hvori alt derom lades uomtalt for ikke at vække deres ængstelse; han giver en overmåde malende skildring af den vestindiske natur, og han siger til sidst: "Jeg ved, kære forældre, at I følte meget ved at skilles fra mig, meget mere end jeg gjorde. Men lad det trøste eder, at jeg er tilfreds og har de bedste udsigter. Jeg mente, det var en pligt både mod mig selv og eder at rejse, og denne tro mildnede mig adskillelsens smerte. Jeg drager nu på egen hånd ud i verden, og jeg har den fulde tillid til, at jeg nok skal klare den, hvad der end kommer. Men derom skal jeg ikke tale. Lad fremtiden alene vise det."
     Videre gik rejsen mod syd. Lige efter at de havde forladt Rio udbrød der feber ombord. Alle kom sig dog med undtagelse af en ung mand, som de alle holdt særlig meget af. Han døde da de lige var nået la Plata, og dette såvel som de nærmest følgende dages oplevelser gjorde stærkt indtryk på dem alle.
     Den flinke unge mand havde været klar over, at han skulle dø, og det var svært for ham at tænke på, at han var så langt borte fra sine kære, og at han skulle hvile på et for dem ukendt sted. Derfor havde han bedt om, som det sidste ønske, at blive begravet på kysten og ikke i bølgerne, hvorfor kaptajnen også førte liget med til Montevideos havn, og de tømrede ombord en simpel kiste. Ved ankomsten til havnen fik de at vide, at det ikke lod sig gøre at få liget begravet i land, og de måtte så sejle et stykke udefter igen. Efter en højtidelighed og efter at have boret huller i kisten, anbragt noget tungt deri og svøbt et flag omkring den, overgav de den døde til bølgerne. Straks efter at de var begyndt at sejle tilbage til havnen, måtte de dog standse og træffe yderligere foranstaltninger for at få kisten til at synke. Og efter at de havde ventet nogen tid for at sikre sig, at den ikke på ny skulle komme op, sejlede de ind til havnen. Søfolk har måske nogen tilbøjelighed til overtro, og de var alle af den mening, at den dødes ønske stod i forbindelse med de vanskeligheder, der havde været ved sænkningen af kisten. Denne overbevisning blev yderligere forstærket ved det, som nu hændte. En af mandskabet opdagede, da skibet havde kastet anker i den yderste del af havnen for dér at ligge nogle dage i karantæne, at noget viste sig et stykke ude, i overfladen af vandet. Efter hans tilskyndelse kom alle på dækket; de fæstede nu opmærksomheden på, hvad de snart i en følelse af rædsel måtte erkende, var kisten, der ligesom ført af en bevidst vilje nærmede sig skibet og endog rørte ved skibssiden som for at kræve genkendelse og derefter drev ind mod land. Hurtig tog nu en af officererne beslutningen: "Nu i en af bådene, folk, tag hakke og spader, slæb kisten i land og begrav den døde". Det var et øjebliks værk. På en høj ved bredden gravede de imellem buskene en grav, stedte der den dødes legeme, indsvøbt i flaget, til hvile, betegnende stedet ved et simpelt trækors. Og således fik, trods alt, deres kammerat sit sidste ønske opfyldt, og det legeme, som vandene havde nægtet at tage imod, blev lagt til hvile hos moder jord.
     Otte år efter, da Henry George var begyndt at skrive, skildrer han denne begivenhed, som her på rejsen havde gjort et uforglemmeligt indtryk på ham.
    Fra la Plata fortsættes rejsen videre mod syd til Magellanstrædet, hvis mægtige naturskønhed han i et brev til hjemmet omtaler som måske det mærkeligste, han nogensinde har set. Så op langs vestkysten med anløb af forskellige større byer og med ankomst sidst i maj 1858 til San Francisco, midtpunktet i den verden, som Henry George nu skal gøre bekendtskab med i de kommende år.
Fortsættes: San Francisco tiden
Denne digitale version er en gengivelse af Harald Balslevs værk fra 1917.
Udgivet af Fred. Nørgaard og Anders Uhrskov.
Der er foretaget mindre ændringer til moderne retsskrivning.
 
Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Præ-georgister
Eksempler
 
Oprettet  juni 2005