Den første Henry George Bevægelse i Danmark

Af dr. phil. Villads Christensen
 
Udgivet i 1906. Pjece.
Genoptrykt i Signe Bjørners lille bog:
En Verdenstankes vækst i vort folk.

Se nederst.
Den første Henry George bevægelse i Danmark.
       I 1879 udkom Henry Georges hovedværk »Fremskridt og fattigdom«. I 1886 blev denne bog oversat af højskoleforstander Ullmann i Norge, og samme år udkom den mindre bog »Samfundsspørgsmål« ligeledes i norsk oversættelse. Det blev dog inden for Skandinavien ikke i Norge, men i Danmark, at Henry Georges tanker først og stærkest begyndte at gære.
       I efteråret 1887 kom Ullmann selv herned for at slå til lyd for det nye sociale program. Han holdt en række foredrag på forskellige højskoler, således i Vestbirk ved Horsens, i Mellerup ved Randers og i Stenum i Vendsyssel. En af tilhørerne ved møderne på Vestbirk Højskole, lærer Laursen i Åle, fortæller, at han havde indtryk af, at forsamlingen var stærkt betaget af det stemningsfulde i foredraget, men at der dog sikkert ikke var mange, som fik forståelsen af, at det her drejede sig om en sag, der kunne og burde føres frem til virkeliggørelse i den praktiske politik*
*) Lærer Laursen selv gik det dog anderledes: han var en af de få, der i den følgende tid sørgede for at bringe spørgsmålet frem på møder og i de lokale blade, og han har i flere år været formand for en Henry George Forening i Horsensegnen.
       Det blev da ikke umiddelbart fra Ullmanns virksomhed, at bevægelsen i Danmark fik sit udspring. Den af vore landsmænd, der først rejste Henry Georges fane, havde modtaget sin påvirkning i England og øst sit kendskab til sagen direkte af kilderne.
       Denne mand var den unge botaniker Jakob E. Lange, nu lærer ved landbrugsskolen i Dalum. Under et studieophold i London i 1886 havde han gjort bekendtskab med »Fremskridt og fattigdom«, og hvor stærkt denne bog har grebet ham, bærer hele hans følgende virksomhed vidne om. Samtidig med at han arbejdede på sit store videnskabelige værk om »Danmarks agaricaceer« (svampe) og udgav lærebøger i botanik og fysik, kastede han sig over socialøkonomiske studier. I 1890 udgav han en lærebog i »Socialøkonomiens grundsætninger«, og da Henry George i 1889 kom til England, rejste Lange derover, deltog i hans møder og stiftede et personligt bekendtskab med ham, hvilket senere blev vedligeholdt gennem brevveksling. Da han træder frem som ordfører for de dengang nye tanker herhjemme, bærer hans optræden også tydeligt præg af, at han er gået til denne opgave vel forberedt og efter modent overlæg. Han mangler aldrig svar på de indvendinger, der fremføres imod ham; hans klare fremstilling viser, at han er trængt til bunds i sagen, og den rolige overbevisning, som præger hans fremtræden, vidner om en skarp og omhyggelig gennemtænken af det hele problem.
       I januar 1888 lagde han ud. Igennem tre numre af Højskolebladet skrev han en udførlig artikel: »Frihed og lighed«, i hvilken han helt ud vedkendte sig Henry Georges tanker. »Jo mere jeg ser på denne bevægelse,« siger han, »desto sikrere bliver jeg på, at det er her, fremtiden gror.«
       Det var naturligvis Langes ønske at få en diskussion om denne sag sat i gang, og han havde også fremsat sine anskuelser med en sådan skarphed, at de nok kunne udæske anderledes tænkende til modsigelse. Alligevel så det ikke straks ud til, at det skulle lykkes. Den sidste artikel fremkom den 20. januar. Så gik der en månedstid, uden at man hørte noget om den sag. Sidst i februar kom da Lange igen med en ny artikel: »Indirekte skatter eller beskyttelse«. Det var det samme problem fra en ny side, og hensigten var tydelig nok den, at prikke yderligere til modstanderne for at få dem til at vise sig. Men hele marts måned og det meste af april gik hen, uden at der meldte sig nogen.
       Da kom endelig, en af de sidste dage i april, den af Lange efterspurgte modstander i skikkelse af højskoleforstander Maltesen fra Vrigsted. Han viste sig at være en jævn og beskeden mand, der ikke kendte noget videre til sagen; men han fortæller også selv, at han kun melder sig, fordi han interesserer sig for at få spørgsmålet drøftet, og fordi han forgæves havde ventet på, at der skulle komme nogen anden. Henry George-sagens venner har derfor grund til at være Maltesen taknemmelig:
       Han fik virkelig diskussionen i gang og gav Lange lejlighed til at tage fat i polemikken med en iver og kraft, der undertiden synes helt overflødig overfor en så lidet farlig modstander.
       Maltesens artikler – og de blev efterhånden mange – har nu kun den interesse, at de viser os, hvad det er for ting, en velmenende mand straks har at indvende mod Henry George, så længe han ikke har sat sig rigtig ind i hans tanker. Vi møder hos ham alle de misforståelser, der kan komme ud af læren om, at al skat skal hvile på jorden. Maltesen og mange med ham forbinder med ordet »jord« kun forestillingen om landmandens dyrkede marker. At Henry George, når han taler om jorden som menneskeslægtens fælles arvegods og det store forrådskammer, hvoraf alle samfundets fornødenheder skal dækkes, tænker på hele vor klode med dens tilbehør af sol og måne og alle de naturkræfter, som virker på den, har mange haft svært ved at huske. Atter og atter støder man på den opfattelse af Henry Georges lære, at det er en særlig agrarfjendtlig bevægelse, som kun har til hensigt at gavne købstadfolk ved at fritage dem for al skat. – Når engang Henry Georges skattesystem bliver prøvet på et større område, vil resultatet vistnok vise sig at blive et ganske andet.
       Fra denne fejlagtige opfattelse har de fleste af Maltesens indvendinger deres udspring. Hvorfor, spørger han, skal ikke fiskeren betale skat lige så vel som bonden? Havet må jo dog ikke mindre end landjorden være menneskenes fælles eje! Ja, selvfølgelig. Maltesen har blot ikke lagt mærke til den forskel på de to, at fiskeren ikke lægger beslag på et stykke af havet for sig alene, således som jordbrugeren nødvendigvis må gøre det på landjorden. Kun hvor en mand kræver eneret til fiskeri i et bestemt stykke vand, bliver forholdet ens; men i så fald vil Henry George også lade ham betale derfor. På samme måde klager han over, at rindende vand, som benyttes til drivkraft, skal være skattefrit, »thi skatterne skal jo kun hvile på jorden«. En unødvendig bekymring! Henry George ville så vist ikke forære nogen privatmand et vandfald. Hos Maltesen træffes også allerede det så ofte forekommende eksempel: de to brødre, der bliver udrustede med samme driftskapital; men den ene sætter sine penge i handelsforetagender og bliver altså skattefri, den anden sætter sine i jord og skal derfor betale skat. Forholdet her er jo i virkeligheden det, at de begge sætter deres penge i forretning: den ene køber skibe eller pakhuse, den anden kreaturer og landbrugsmaskiner, og heraf skal ingen af dem betale skat. Men for det stykke af jordens overflade, som de benytter til at drive deres forretning på, skal de begge to betale i forhold til jordstykkets værdi, – og det kan da let hænde, at den, der slår sig ned på de dyre købstadgrunde, kommer til at betale adskilligt mere i samfundets kasse end den anden, der virker ude på de billige jorder på bondelandet.
     Medens Maltesen således i de fleste tilfælde kun kæmpede mod vejrmøller, han selv havde opstillet, var der dog et enkelt punkt i hans betragtninger, der tog sigte på noget, som Henry George virkelig har sagt. Maltesen krævede nemlig, at hvis alle de nuværende skatter skal afløses af en eneste jordværdiskat, må samfundet først købe grundene af de nuværende besiddere eller i hvert fald yde dem en direkte erstatning for den forøgede skattebyrde. Lange så jo godt, at her var det eneste farlige punkt i Maltesens angreb, og her stillede han da skarpt og bestemt det principale spørgsmål: har samfundet ret til jorden, eller har det ikke! Er den nuværende fordeling retfærdig, eller er den det ikke! Besvarer man dette spørgsmål på samme måde som Henry George og Jakob Lange besvarer det, vil man også afvise al tale om at købe jorden tilbage, med de samme ord, hvormed Rothschildt engang svarede de berlinske jøder, der bad ham om penge til at købe Palæstina tilbage for: »Man køber ikke sin arv«. Til forslaget om erstatning til de nuværende grundejere, der i god tro havde købt deres jord, svarede Lange ret truende: »Den, der i god tro køber tyvekoster, har intet erstatningskrav overfor den bestjålne.«
     På dette spørgsmål om erstatningen fik Lange undsætning af en mand, der hed Mouritsen. Han blandede sig ellers ikke i striden og synes kun af rent formelle grunde at have fattet interesse for denne erstatningssag. Han opstiller det spørgsmål: Hvorledes vil det gå, hvis vi indfører Henry Georges grundværdibeskatning og samtidig vedtager, at de nuværende grundbesiddere skal have erstatning for deres således forøgede skattebyrde? For at staten kan udrede denne erstatning, må den gøre nye lån; men til forrentning og afbetaling af disse lån må den opkræve nye skatter. Da nu skatterne under den nævnte tingenes orden kun kan lægges på grundene, bliver det grundejerne selv, der kommer til at betale erstatningen, – det hele vil altså blot blive et meningsløst kredsløb. Også senere under diskussionen dukkede dette erstatningskrav op. Lange indskrænkede sig da til at svare:
       Erstatning for en skat! Idet han lod udråbstegnet efter ordene alene om at fremhæve det selvmodsigende i denne fordring.
      Medens striden med Maltesen stod på, havde Lange allerede fået en ny modstander, der var betydelig bedre funderet i spørgsmålet end den forrige. Det var en statsvidenskabelig student Panduro. Han går lige løs på teorien om jordrenten, det udbytte af jorden, som besidderen kan inkassere uden eget arbejde, alene i kraft af samfundets vækst, og som derfor efter Henry Georges påstand ikke tilkommer ham, men samfundet. Han mener, at både jordrentelærens egentlige ophavsmand Ricardo og senere Henry George stærkt har overdrevet dennes betydning, og han frygter for, at selv inddragningen af den hele jordrente ikke vil være tilstrækkelig til at erstatte alle de andre skatter, der nu betales til stat og kommune. Thi, siger han, jordrenten er jo ingenlunde det samme som det, der nu betales i leje eller forpagtningsafgift af et grundstykke. Denne afgift indbefatter tillige forrentningen af den kapital, der i tidens løb er anvendt på jordens forbedring: hvert hegn, der er sat, hver grøft, der er gravet, hele det kultiveringsarbejde, som er udført gennem mange generationer, og som det vil være helt umuligt at vurdere. Og dog må alt dette trækkes fra, før vi kommer til den nøgne jordværdi og den rene jordrente. Og med Falbe-Hansens statistik i hånden, som dengang lige var udkommen, og som bygger på oplysninger fra årene 1883-84, søger han nu at udfinde, hvad værdien af den rå jordbund i Danmark kan være, og om den, forrentet med 4% vil kunne dække statens og kommunernes udgifter, der dengang (i 1888) ansloges til 70-80 millioner kr. årlig. Men her bliver så resultatet et ganske andet, end man efter denne indledning skulle vente. Thi skønt han søger at regne så lavt som muligt og at trække fra så meget, som han kan, kommer han dog til det resultat, at denne nøgne jordværdi, forrentet med 4% magelig vil kunne indbringe det samme, som det offentlige nu opkræver gennem alle vore forskellige skatter.
    Panduro opgiver da også dette standpunkt og indrømmer, at ved grundværdibeskatningens fulde gennemførelse kan vi for øvrigt blive skattefri. Men er der så i social henseende vundet noget ved en sådan skattefrihed? Panduro mener nej, ja udtaler endog, at resultatet muligvis kan blive det modsatte at det, Henry George tilsigtede, nemlig yderligere at uddybe svælget mellem rige og fattige. Thi, siger han, de »fattige« vil ikke tjene synderligt ved at blive skattefri, da de allerede nu betaler lidet eller intet i skat, hvorimod lettelsen vil føles rigeligt af dem, der har noget, og som altså derved bliver yderligere gunstigt stillede.
       At dette er ganske fejlagtigt, er jo indlysende. Det kunne næsten se ud, som om Panduro, når han taler om de fattiges ringe skat, ganske har glemt toldskatterne, af hvilke de mindre bemidlede, som må bruge hele deres årlige indkomst til livsfornødenheder, såvist betaler deres rigelige part, – forholdsvis meget mere end de velstillede, der ingenlunde omsætter alle deres penge i toldbeskattede varer.
       I sin imødegåelse af Panduros artikler tog Lange særlig fat på de beregninger, han havde anstillet på grundlag at Falbe-Hansens tal. Panduro havde jo ikke benægtet, at en skat af 4% på den nøgne jords værdi ville kunne dække samfundets udgifter; men Lange hævdede, at forholdet i virkeligheden var således, at en skat som den nævnte ville indbringe omtrent dobbelt så meget som de daværende stats- og kommuneskatter, og dette resultat fastholdt han sejrrigt i den følgende polemik. Et eksempel vil vise, hvorledes der kunne komme så forskellige resultater ud af de samme tal. Det gjaldt jo om at udfinde den rå jords værdi, over hvilken man ikke havde eller har nogen direkte opgørelse. Panduro regnede nu på den måde, at han tog en ejendoms samlede værdi med bygninger og jord under ét, hvilken værdi han kendte fra salgssummerne, og dernæst bygningernes værdi alene, hvilken han kendte fra brandtaksationerne. Når han så trak det sidste beløb fra det første, skulle den udkomne rest angive jordens værdi. På den måde kom han til det resultat, at i byerne var bygningernes værdi gennemsnitlig de 4/5 af ejendommenes samlede pris, grundenes kun 1/5. Hertil bemærker Lange, at de brandtaksationer, Panduro regnede med, altid ligger nogle år – indtil 12, 15 eller 20 år – tilbage i tiden, og siden vurderingerne fandt sted, er bygningerne altså blevet så meget ældre og følgelig mindre værdifulde. Med grundene går det derimod den omvendte vej, de plejer at stige i pris, jo længere tiden går. Han kunne af egen erfaring nævne et talende eksempel: han havde selv solgt et hus i en provinsby og fået 8.000 kr. for det. Ved den sidst afholdte brandtaksation var bygningerne vurderede til 7.000 kr., Og efter Panduros beregningsmåde skulle grunden altså kun være 1.000 kr. værd. Men forholdet var i virkeligheden det, at bygningerne var noget værdiløst skrammel, som kun var tjenligt til nedbrydning, medens det var grunden alene, som kostede de 8.000 kr. Der var eksempler nok af samme slags til at vise, at påstanden om, at købstadgrundene kun skulle udgøre 1/5 af ejendommenes samlede værdi, ingen steder havde hjemme.
       Måske det endnu i 1888 var forståeligt, at der kunne være delte meninger om den sag, – i vore dage vil den i hvert fald ikke give anledning til strid*.  I det mindste her i København ser vi nu hver dag, at selv temmelig nye og gode huse rives ned og køres ud på lossepladserne, – medens der betales hundredtusinder for de tomter, hvorpå de har stået.
*) Just i disse dage har man dog set et nyt eksempel på at
       Ingen, ingen moderssjæl
       Kan slå til gavns en død ihjel
Redaktør Kr. Olesen i Horsens har i en pjece om Henry Georges jordrenteteorier forsøgt endnu en gang  at fremmane dette gamle spøgelse.
       Hvor talen var om landjorderne, havde Panduro søgt at trække jordværdien så langt ned som muligt ved at antage, at markerne var forbedrede noget ganske overordentligt ved de foregående slægters arbejde. Denne påstand afviser Lange som ganske grundløs. Jord kan lige så vel udpines ved længe fortsat dyrkning, som den kan forbedres derved, og det kan være lige så fordelagtigt at få jomfruelig jord at arbejde med, som jord, der længe har været i brug. Af den kapital, der er anvendt på jordens dyrkning, har hvert slægtled allerede selv høstet udbyttet. Kun sådanne arbejder som indhegning, dræning o.lign. kan enkelte steder repræsentere en i jorden nedlagt kapital, der endnu ikke er fuldt tilbagebetalt, og som derfor bør fradrages, når man vil udfinde den rene jordværdi. Men det vil ikke blive store sager.
       På dette tidspunkt trådte en ny mand, Fernando Linderberg, ind i diskussionen med et par artikler i højskolebladet: »Retten til jorden«. Han melder sig som en tilhænger af Henry George; men hans indlæg bærer stærkt præg af, at han endnu står ny og fremmed overfor sagen, og at hans tilslutning til den mere skyldes en følelses opblussen end et grundigt studium. Hans artikler bringer derfor ej heller noget nyt, og de skæmmes tilmed af en ganske unødvendig overlegenhed i formen. Panduro tager han i skole på følgende måde: »Fordi min ringhed, Lilleput NN, mulig endnu ikke helt har forstået eller gennemskuet rækkevidden af det nye program, skønt jeg har gjort Henry George den ære at læse et enkelt af hans skrifter, behøver jeg ikke derfor straks at sætte mig på den høje hest og erklære Henry George og hans tusinder af tilhængere for fantaster eller fæ!« Det eneste nye argument, han fremfører, er det ret uheldige, at man bør støtte Georgeismen for derved at få et program at stille op imod socialisterne, så man des bedre kan bekæmpe dem. Dette unødvendige anfald på socialismen indbragte ham straks et skarpt svar fra højskolelærer J. P. Sundbo i Jørlunde (den nuværende socialdemokratiske redaktør i Esbjerg). Sundbo havde let spil – han behøvede kun at anvende Linderbergs egne ord: »Fordi min ringhed, Lilleput NN, endnu ikke helt har forstået Karl Marxs teori, skønt jeg har gjort ham den ære at læse en avisartikel om ham, behøver jeg ikke derfor straks at sætte mig på den høje hest osv.» At disse advarende ord nu havde fået den rigtige adresse ved at henvendes til Linderberg selv, viste sig hurtigere og tydeligere, end man kunne have ventet. Thi et par år efter havde Linderberg opgivet Henry George for at vende sig til – socialismen.
       I denne mellemtid havde han dog gjort Henry George-sagen større tjenester og skrevet en række saglige artikler om den. Disse udsprang imidlertid ikke af diskussionen i Højskolebladet, men stod i forbindelse med den drøftelse af spørgsmålet, der samtidig havde fundet sted i ugeskriftet »Vort landbrug«.
       I »Vort landbrug« åbnedes diskussionen i slutningen af året 1888. Det var en gårdejer N. L. Nielsen i Slebsager ved Varde, som lagde for med et par artikler om »landbrugets stilling i nutiden og det sociale spørgsmål«.
       Det var just i de år, da nødråbet fra »det betrængte landbrug« lød højest, og det er da også herfra, L. Nielsen tager sit udgangspunkt. Men han søger ikke lægemidlet i afskaffelse af gamle grundskatter, genindførelse af sølvmøntfod eller lignende; han har rigtig set, at årsagen til landbrugets trykkede stilling er den, at landmændene gennemgående har købt deres jorder for dyrt i de såkaldte gode tider i 70erne. Udbyttet af jorden har ikke været dårligt, siger han, og priserne ikke heller, men alligevel medgår overalt størsteparten af bedriftens afkastning til forrentning af købesummen, medens der stadig bliver for lidt tilovers til vederlag for jordbrugerens eget arbejde. Han kommer altså let til det resultat, at hele ulykken stammer fra den spekulation i jorden, som har drevet ejendomspriserne op til en uforholdsmæssig højde, medens den til gengæld har holdt arbejdslønnen nede på et lavt punkt. Og således føres han da ind på Henry Georges tanker: jordbruget skal fremmes ved, at man gør adgangen til jorden så let og billig som muligt; og dette sker bedst ved en værdibeskatning, der straks vil standse al spekulation i jord.
       Her i landbrugernes eget blad fremkaldte denne artikel straks en række af angreb fra det dengang så mægtige agrarparti. Som første modstander mødte seminarieforstander P. Bojsen, Gjedved. Hans betragtninger er agrar-tanker af reneste vand: i stedet for at lægge mere skat over på hartkornet anbefaler han hellere at nedsætte de daværende hartkornsskatter, – at få dem helt afskaffede, som nu er sket, synes ikke engang han at have drømt  om. Hartkornsskatten er i det hele taget uretfærdig, siger han, netop fordi den lignes nogenlunde ligeligt efter jordens værdi, så at gældfrit og gældbetynget hartkorn beskattes ens! Han er ligeledes konsekvent nok til at påstå, at netop lave jordpriser er fordærvelige, thi derved begunstiges jordens sammenlægning til stedse større ejendomme! Jo mere kapital, der sættes i jorden, des bedre, siger han. Bojsen sparer i det hele taget ikke på krudtet, og omtrent over hele linien kan han konstatere, at netop det modsatte af det, Henry George har sagt, er det rigtige. Adskillige af hans indvendinger er ret kuriøse, som når han siger, at indførelsen af grundværdibeskatningen her i landet allerede af den grund er umulig, at den strider mod grundlovens §82: »Ejendomsretten er ukrænkelig«. Grundloven taler nok om ejendomsretten, men den giver som bekendt ikke nogen definition på, hvad ejendom er. L. N. Nielsen drillede her Bojsen ved også at møde med en grundlovsparagraf på sin side: »Alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, der ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov«. – Bojsen anså det for fuldstændig ugørligt eller i det mindste uhyre bekosteligt at fremskaffe en virkelig vurdering af hele den danske jord. Nu da vurderinger til ejendomsskyld praktiseres både i by og på land, vil denne frygt næppe skræmme mere. Ligeledes mente han, at opkrævningen af de nye grundskatter ville blive ganske overordentlig kostbar og vanskelig, medens sandheden er, som Lange oplyste, at opkrævningen af slige direkte skatter gennemgående kun koster 3% af skattens beløb, hvorimod opkrævningen af vore nuværende toldskatter koster 8%. – I konsekvens af den før omtalte misforståelse, at let adgang til jord vil fremme udviklingen af storgodser, hævder han ligeledes, at den hele reform kun vil forværre arbejderklassens kår og skabe flere arbejdsløse.
       Jævnsides med P. Bojsen optrådte et par mindre ånder i »Vort Landbrug«. Proprietær T. Secher til Solvang mente ligesom Maltesen, at Henry Georges beskatningssystem ville være ganske ubrugeligt i byerne, efter som jordrenten dér næsten ingen rolle spiller! Cand. polit. H. Hertel har fundet på en indvending, som i hvert fald er ny: Når staten vil tilegne sig den jordrente, som den ved sine egne foranstaltninger har skabt, bør den også erstatte jordejere den forringelse af en ejendom, som samfundet selv er skyld i. Hertel siger dette, som om han her satte en trumf på, der ikke kunne stikkes: Han indser ikke, hvorledes staten her kan undslå sig for at yde erstatning! I sin uforstand har han ikke lagt mærke til, at det netop er dette, der vil ske efter Henry Georges beskatning, medens det ikke sker nu. Hertel nævner selv som eksempel flytningen af Knippelsbro. Javel! Når Knippelsbro nu flyttes fra Torvegade til Brogade, kan denne flytning bevirke, at grundene stiger i Brogade, medens de falder i Torvegade. Hertil vil vor nuværende beskatningsmåde ikke tage noget hensyn; men efter principperne for grundværdibeskatning ville netop afgifterne af de to gader blive nøjagtig afbalancerede efter grundenes stigende eller synkende værdi; grundejerne i Torvegade ville få netop den erstatning, der tilkom dem.
       Betydelig mere forståelse af spørgsmålet havde Knud Thøgersen, en husmand fra Lemvig-egnen, der nu sidder i Det radikale Venstres hovedbestyrelse. Han hævder – i stærk modsætning til Bojsen –, at jordrentebeskatningen vil være særdeles let at ordne, og han lader sig ikke skræmme af Bojsens henvisning til ejendomsrettens ukrænkelighed. Dog er også han hildet i en misforståelse. Han frygter nemlig for, at den nye skat ikke skal komme til at ramme på de rette steder; thi »kapitalisterne« vil nok vide at salvere sig ved at få deres penge trukket bort fra »jorden« og anbragt i sådanne virksomheder, som til den tid vil være skattefri. Den tid kunne komme, siger han træffende, da det slet ikke længere betaler sig at dyrke Danmarks jord, medens dog det danske samfund vedblivende består, og dets borgere har deres udkomme. Og hvem vil der da være til at betale skatterne? Det er en gammel og velkendt misforståelse, som møder os her. Når »jorden« opfattes, som Henry George vil, er det jo umuligt for »kapitalister« at trække deres penge bort fra den for at anbringe dem andet steds; og hvis det ikke længere kan betale sig at dyrke jorden, betyder dette jo kun, at man kan få mere ud af den på andre måder end ved dyrkning, og Danmarks samlede jordoverflade vil da være mere værd end nu. Englands samlede jordværdi er jo ikke blevet mindre, fordi 1/5 af landet ligger hen som parker og vildtbaner, medens de beboere, som kunne have levet her, har søgt ind til anden virksomhed i byerne. Grundpriserne i London og Birmingham er jo kun steget så meget mere derved. Knud Thøgersen er som så mange andre løbet fast i den misforståelse, at det særlig er jordbrugere, der skal beskattes.
       Det var, som nævnt, i slutningen af 1888, at disse forskellige angreb, isprængt med mod-artikler af L. N. Nielsen og Linderberg, fremkom i «Vort Landbrug«. Men i begyndelsen af 1889 træder alle disse kæmper til side og giver plads i »Vort Landbrug«s spalter for en enkelt repræsentant, der nu skal tage kampen op med større autoritet og helst med bedre våben end de tidligere. Denne mand bliver professor Falbe-hansen.
       Hvis man går til læsningen af hans artikel med nogen forventning, vil man imidlertid blive skuffet. Heller ikke hans forståelse af sagen går dybt; af hans tre indvendinger mod skattereformen har de to været fremsat og drøftet allerede tidligere, og den tredje, som ganske vist er ny, er den uheldigste af dem alle. Den første store fejl i Henry Georges skattereform er den »skrigende uretfærdighed mod de nuværende landejendomsbesiddere«. Henry George vil fratage dem en væsentlig del af deres velerhvervede ejendom og benytte den til at lette statsskatterne på hele samfundet. Det kan være behageligt for dem, der ikke ejer jord, men for jordejerne og landmændene er det en stor uret«. Vi har her fremhævet et par ord, som viser, at heller ikke Falbe-Hansen er kommet ud over den vildfarelse, at skatten særlig vil falde på landbruget. Men selv om man er velvillig og går ud fra, at han også har tænkt på købstadgrundene, får indvendingen ikke megen vægt; thi den kan lige så godt bruges mod enhver anden skat. Alle skatter går jo ud på at fratage enkeltmænd en del af deres velerhvervede ejendom og anvende den til fordel for samfundet i sin helhed. Spørgsmålet er jo netop dette: hvilken art af skatter er de bedste? Og at de bestående skatter er retfærdigere eller af anden grund bedre end jordrentebeskatningen, har professoren aldeles ikke leveret noget bevis for. Måske man i 1889 med nogen grund kunne gå ud fra, at da de gamle skatter i hvert fald havde det beståendes ret, behøvede de ikke noget yderligere forsvar. Heri har jo nu den store omvæltning af vort gamle skattesystem i 1903 bragt en forandring, og ærbødigheden for bestående skatter har sikkert ved den lejlighed fået et slemt knæk. Har man kunnet afskaffe hartkornsskatterne for at pålægge en ny formue- og indkomstskat, vil det næppe længere lyde så revolutionært, om man f.eks. vil afskaffe toldskatterne for at indføre en grundværdiskat. Det træder nu klarere frem, at hvad det gælder om er kun det, at finde det bedste skattegrundlag.
       Den næste fejl, som professor Falbe-Hansen finder ved systemet, er også en gammel bekendt: det er påstanden om, at man ikke kan finde og udsondre den værdi, som skal beskattes, nemlig den nøgne jordværdi. Dette spørgsmål blev jo allerede drøftet mellem Panduro og Jakob Lange, og – atter takket være de nye skattelove – heller ikke det ser i vore dage så frygteligt ud, som det måske tegnede sig i 1889. Når først ejendomsskylden med sine 5 eller 10-årige vurderinger og sit korps af øvede vurderingsmænd og det andet dertil hørende maskineri har været i virksomhed i nogen tid, vil de befrygtede vanskeligheder ved en sådan bedømmelse næppe længere vise sig så afskrækkende.
       Men professoren havde, som nævnt, endnu ét argument, som var hans eget – i hvert fald var det ikke hidtil kommet tydeligt frem, selv om der havde været enkelte antydninger i den retning i P. Bojsens artikler. Det er den overraskende påstand, at vi allerede har prøvet et sådant beskatningssystem her i Danmark, og at det da gjorde fuldstændig fiasko. Herom siger professoren:
       »Vi har nemlig her i landet i gammel tid haft noget, der lignede de Georgeske idéer. Det var i tiden fra år 1600 til omtrent 1770. Det første, den danske enevælde gjorde, da den var kommet til magten efter 1660, var at indføre en skatteordning, der efter datidens forhold omtrent svarede til, hvad Henry Georges reform ville være i nutiden. Kong Frederik d. 3. pålagde nemlig al bondejord en hartkornsskat, der var så høj, at den slugte så godt som hele jordrenten, altså overførte den fra de private ejere til staten og de følgende konger passede ret nøje på, hver gang jordrenten steg, blev skatten forhøjet, og sank jordrenten, så blev skatten nedsat, så at staten stadig fik den hele jordrente. Resultatet var bondestandens elendighed«. Denne elendighed blev så stadig værre efter 1700, da jordrenten sank. »Man måtte nedsætte skatterne betydeligt, og da dette ikke kunne forslå, og man desuden ikke kunne eller ville nedsætte skatterne mere, greb man til at indføre stavnsbåndet, for at tvinge bonden tit at arbejde på jorden, uagtet dennes jordrente var blevet til en negativ størrelse. Jeg er overbevist om, at hvis man i nutiden ville indføre Henry Georges skattereform og konfiskere jordrenten til fordel for staten, så ville dette med nødvendighed i tidens løb føre tilbage til fortidens ulykkelige tilstande.«
       Han slutter derfor med at erklære, at Henry Georges teori er halvt eller helt forrykt.
     »Halvt eller helt forrykt«, brugte Jakob Lange senere som overskrift til en artikel, hvori han kraftigt protesterede mod professorens historiske paralleller. Også Linderberg tog til genmæle imod ham og leverede her nogle af sine bedste indlæg. Alligevel blev grundlaget for Falbe-Hansens påstande aldrig helt undersøgt i enkelthederne, og så stor var hans autoritet – som professor i statsøkonomi og forfatter af et historisk værk om »Stavnsbåndsløsningen og Landboreformerne« –, at man endnu i vore dage kan træffe på uklare hentydninger til, at vi engang i fortiden har haft Georgeisme i Danmark. Det kan derfor endnu have sin betydning at få undersøgt, hvorledes det egentlig forholder sig med denne mærkelige påstand.
       Når man hører, at vi her i landet har haft »noget, der lignede de Georgeske idéer«, må man vente, at der sigtes til en ordning af vort skattevæsen, hvorved den årlige rente af den nøgne grundværdi helt eller for største delen indgår i statskassen som skat, medens samtidig alle andre skatter er afskaffede. Findes der nu i det tidsrum, Falbe-Hansen nævner, noget, der ligner en sådan tilstand? Selv uden anden kendskab til tiden end det, der gives i professorens egne ord, kan enhver se, at det har ingen steder hjemme. I sin ukyndighed om Henry Georges virkelige mening er forfatteren nemlig åbenhjertig nok til at fortælle, at den nævnte hartkornsskat kun blev pålagt »al bondejord, – al herregårdsjord var nemlig skattefri, og i byerne, hvor man i en snes år i det 17. århundrede havde forsøgt en grundskat, blev denne atter ophævet i 1694 og erstattet med en konsumtionsskat (accisen). Allerede dermed falder jo hele sammenligningen; men lad os dog se lidt nærmere på den beskatning, som skal ligne Henry Georges idéer.
       Den hartkornsskat, som Frederik III lagde på bøndergodset, beløb sig til 3 rdlr. pr. td. hartkorn. Det må være denne skat, om hvilken professor Falbe-Hansen siger, at »den var så høj, at den slugte så godt som hele jordrenten«. Det er unægtelig et meget mildt udtryk. Værdien af en td. hartkorn, med bygninger og besætning og hvor godset var vel ved magt, var på den tid ca. 40 rdlr. Skatten svarer altså til 7% årlig af en sådan gårds hele værdi. Nu har jordrenten jo imidlertid ikke noget at gøre med bygninger og besætning, men kun med den rå jord, og hvad prisen på denne var i 16. århundrede, er det ikke vanskeligt at få at vide; thi rundt om var der nok af øde gods, det vil sige: gårde, som var ude af drift, som manglede besætning og arbejdskraft, og hvor der foruden selve jorden kun fandtes nogle forladte bygninger. Værdien af sådan øde jord blev i 1664 takseret til 25 rdlr. pr. td. hartkorn, og derved mente man omtrent at have truffet det rette. Men efter den takst bliver de 3 rdlr. altså 30% af den nøgne jords værdi, og selv om man regner med den først nævnte takst af 25 rdlr. pr. td. hartkorn, bliver skatten dog 12% af jordværdien, medens den efter tidens sædvanlige rentefod skulle have været 5, højst 6% Det kan man kalde at sluge »så godt som hele jordrenten« og så endda lægge en ordentlig skat på bondens arbejde!
       Men vi er ikke færdig endnu med lighedspunkterne mellem Henry Georges skattesystem og det 17. århundredes. Henry Georges program består jo ikke alene i indførelsen af en grundværdiskat; men som det nødvendige modstykke dertil står: fritagelse for alle andre skatter. Det er ganske vist et punkt, som både Falbe-Hansen og hans meningsfæller stadig glemmer eller går uden om. Men det står nu en gang i programmet, og vil man kritisere dette, nytter det ikke at lade den ene halvdel ligge og kun fæste sig ved de nye byrder, der kommer til. Altså: var bønderne i 17. århundrede fri for andre skatter, når de havde betalt deres 3 rdlr. pr. td. hartkorn? – jovist!
       Foruden hartkornsskatten krævede staten regelmæssig af bønderne en familie- og folkeskat, der svaredes med et bestemt beløb for hvert individ, der hørte til husstanden, også for børn og tyende. Til tider fulgtes denne af en kvæg- og ildstedsskat, foruden at der meget jævnlig udskreves ekstraordinære skatter under navn af prinsessestyr, krigsstyr osv. Dernæst betalte bønderne tiende, ligesom de måtte bære deres del af de toldskatter, der også dengang indgik i statens kasse. Som fæstere under en privat godsejer måtte de fleste af dem ved siden heraf svare deres landgilde til ham, for så vidt der overhovedet var noget tilbage at betale med, og endelig trykkedes de af hoveri og af de byrdefulde ægtkørsler. – Det er herefter fuldt forståeligt, at bondestanden nedsank i den dybe elendighed, som Falbe-Hansen omtaler. Det er mindre forståeligt, at professoren heri har kunnet se nogen lighed med den tilstand, som Henry George foreslår indført*.
*)Om den tids skatter og om prisen på jordegods se E. Holm: Danmark-Norges indre historie 1660-1729, II, s. 208, 307-08.
       Med denne artikel mente »Vort Landbrug« øjensynlig at have sagt det sidste ord i denne sag og standsede dermed diskussionen.
       »Højskolebladet« havde imidlertid ikke tabt dette spørgsmål af syne. Det optrykte Falbe-Hansens artikel og gav derved Linderberg lejlighed til med kraft at kaste sig ind i diskussionen. Efter at have imødegået Falbe-Hansen i et par indlæg, påbegyndte han i »Højskolebladet« en lang artikelrække om Henry George og hans lære, der strækker sig gennem hele årgangen 1889 og senere delvis blev udgivet som et særligt skrift. Men dermed syntes også Linderbergs interesse for sagen at være udtømt, og han begyndte nu at fjerne sig noget fra sine tidligere anskuelser. I slutningen af 1889 stiftede han »Dansk Arbejderforbund« og blev redaktør af forbundets blad »Programmet«, der ikke var Georgeistisk, men i al almindelighed beskæftigede sig med sociale reformspørgsmål. Efterhånden nærmede han sig mere til socialismen. Da hans blad gik ind i 1895, anbefalede han som dets afløser det af Harald Jensen udgivne rent socialistiske blad »Landarbejderen«, til hvilket han søgte at overføre sin abonnenter.
       Således var Lange atter blevet ene om at forsvare Henry Georges sag i »Højskolebladet«, hvor nye angribere stadig mødte frem. Blandt disse var således en af Langes egne kolleger ved Dalum Landbrugsskole, lærer N. A. Hansen. Han holder på ejendomsrettens ukrænkelighed og jordejernes ret til erstatning for den nye skat. Sit forsvar for ejendomsretten knytter han til et «ordsprog«, han har fundet hos Grundtvig:
       »dør selvhave (dvs: selvejendom),
       finder man aldrig hendes mave« (dvs: mage).
       Men Lange kunne derimod hævde, at »selv-have« aldeles ikke var i fare: Det, Henry George vil afskaffe, er i virkeligheden ikke en ejendomsret, men kun en udsugningsret, muligheden for i kraft af et jordmonopol at kunne udbytte sine medmennesker. – Et indlæg af en anden art kom fra mejeribestyrer Korgård i Hatting ved Horsens. Han har sat sig grundigt ind i systemet, og han nærer ingen betænkeligheder ved at skride til dets gennemførelse, når man først er klar over, at midlet virkelig hjælper. Men han gør opmærksom på, at jorden jo ikke ved jordrentens inddragelse kan siges at blive billigere, – det drejer sig her kun om  forandret betalingsmåde – og at det derfor er usikkert, om reformen vil bevirke nogen nævneværdig afgang fra »den industrielle reservearmé« til jordbruget og derigennem en højnelse af arbejdslønnen. Men selv om dette ikke skulle ske, anerkender han dog, at det vil være heldbringende og retfærdigt, at alle samfundets medlemmer får andel i den af samfundet skabte jordrente.
       Med denne artikel er vi nu nået ind i 1890, og diskussionen i »Højskolebladet« begynder at ebbe ud. Dette betød dog kun, at spørgsmålet nu var blevet så vidt kendt, at drøftelsen kunne føres over fra ugebladene til dagbladene. I Horsensegnens aviser fortsatte P. Bojsen sine angreb på jordrentebeskatningen, medens lærer Laursen i Åle stadig mødte på pletten som hans modstander. Og i løbet af t890 indeholdt det københavnske venstreblad »Morgenbladet« en række indlæg for og imod Henry George.
       En anonym forfatter, der underskrev sig X., samlede her i en velskrevet artikel alle de indvendinger, som vi allerede har lært at kende, og som det ikke var vanskeligt for Jakob Lange endnu en gang at imødegå. Men hr. X. gør dog, ligesom tidligere P. Bojsen, den ikke uvæsentlige indrømmelse, at der er visse steder, f.eks. i nærheden af store byer, ved havne og jernbanestationer osv., hvor det samfundsskabte element i grundværdien er så stort og så iøjnefaldende, at samfundet rettelig burde have sin part deraf. Det er særlig Esbjergs hastige fremvækst i disse år omkring den af staten byggede havn, som han og andre har nogen vanskelighed ved at komme uden om.
       Men i virkeligheden har han jo ved denne ene indrømmelse selv afkræftet sine foregående
       Indvendinger: er det uberettiget, at enkeltmand inkasserer værdistigningen, når den er særlig stærk og iøjnefaldende, som i Esbjerg, bliver forholdet ikke anderledes, fordi stigningen foregår mere langsomt og jævnt. –som de fleste af hans meningsfæller glemmer hr. X. Ganske købstadgrundene. Da han opstiller en beregning over, hvor stor den nye skat skulle være for at kunne afløse alle toldskatterne, fordeler han beløbet udelukkende på hartkornet og kommer derved til det resultat, at dette skulle betale 74 kr. Pr. Td. Dette tal synes måske hartkornsejere afskrækkende stort – hvad der vel også var meningen med det. Men den hele beregning er jo værdiløs, da den hviler på en helt fejlagtig forudsætning. Den næste angriber, der mødte frem i »morgenbladet«, var ingen ringere end professor Poul la Cour i Askov. Hans angreb tager sigte på et hovedpunkt i Henry Georges system, og hvis la Cour havde kunnet føre slaget igennem, ville den hele tankebygning være styrtet over ende. Men også den lærde fysiker ramte ved siden af.
       Hans ræsonnement ser således ud:
       Henry George siger, at udbyttet af al produktion falder i tre parter: arbejdsløn, kapitalrente og jordrente. Nu er det jo klart og uimodsagt, at produktionen i den nyere tid er steget umådeligt, at udbyttet al den er mange gange fordoblet. Men hvor går så alle disse rigdomme hen? Arbejdslønnen er ikke steget. Kapitalrenten er ikke steget, – det må altså være den tredje interessent i produktionen, jordejeren, der alene sluger hele det forøgede overskud.
       Mod denne betragtning indvender nu la Cour følgende: det er rigtigt nok, at arbejdslønnen ikke er steget, og at jordrenten er steget noget; men det er ikke rigtigt, at kapitalrenten ikke er steget. Ganske vist er rentefoden ikke steget, snarere gået ned; men der er nu ganske anderledes store kapitalmængder at skaffe rente til end tidligere, og den samlede sum, som udbetales i kapitalrente, er derved steget ganske overordentlig. Det bliver nok således til sidst kapitalisten, der tager løvens part af produktionsudbyttet, ikke jordejeren.
       Det selvmodsigende i denne betragtning blev øjeblikkelig klarlagt af Jakob Lange: la Cour siger, at renten er steget, fordi der nu er en større kapitalmasse at forrente end førhen. Hvorfor siger han så ikke også, at arbejdslønnen er steget, da der jo dog er mange flere arbejdere at betale løn til nu end tidligere? Nej, de to led er parallelle; lønnen for samme arbejde er ikke steget, renten af samme kapital er ikke steget, men udbyttet af samme stykke jord er steget. Det bliver dog deri, forklaringen ligger.
       I to år var nu spørgsmålet blevet gennemdrøftet i aviser og ugeblade, og tiden syntes at være kommet til at gøre et første forsøg på at føre tanken ud i livet, ind i den praktiske politik. Den 13. oktober 1889 samledes en lille kreds af meningsfæller i Odense, og den første danske Henry George Forening blev stiftet.
       Blandt stifterne var Lange og Linderberg, Ullmann og pastor Pomerencke fra Vendsyssel. Foreningen blev kaldt »Nordisk Forbund for Samfundsreform«, og det bestemtes, på tilbud af Ullmann, at det af ham i Kristiania udgivne tidsskrift »Vor Tid« skulle være foreningens medlemsblad. Jakob Lange indtrådte i redaktionen som repræsentant for Danmark. I forbindelse med stiftelsesmødet afholdtes et offentligt møde i Odense, året efter et lignende i Randers. Også her var Ullmann og Lange kommet til stede, og forskellige nye mænd optrådte som talere og foredragsholdere, således lærer Egens fra Dalbyneder, nuværende folketingsmand P. Bjerre og højskoleforstander Grønvald Nielsen. Men kort efter ramtes den unge forening af et slag, som den ikke ret godt kunne tåle. Med udgangen af 1891 standsede Ullmann »Vor Tid«, og foreningen stod nu atter uden noget organ i pressen. Der begyndte at falde stilhed over den. Endnu et enkelt offentligt møde afholdtes i 1894 i Århus, hvor blandt andre sømand Johs. Madsen, den senere redaktør af »Husmanden«, havde ordet. Men dette møde blev foreningens sidste livstegn, – den første danske Henry George bevægelse var endt. –
       Men de udstrøede sædekorn lå og spirede i stilhed; det viste sig, da den nuværende Henry George Forening blev stiftet i 1902. Da var sindene mere modtagelige for de frugtbare reformtanker, modstanden imod dem mindre. Under blidere kår kunne den nye forening vokse sig stærk, og allerede nu spænder dens kredse over det hele land.
Til: 
  1. En Verdenstankes vækst i vort folk. Af Signe Bjørner.

Til: 
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George