En verdenstankes vækst i vort folk

Af Signe Bjørner
 
Gengivelse af Signe Bjørners lille bog fra 1934 om Henry George Bevægelsens historie.
**
Billeder er ikke medtaget. Der henvises til bogen.
**
Bemærk at Henry George Foreningen kunne fejre sit 100 års jubilæum i år 2002!
Forord
     Kampen om jorden er ikke ny. Så snart mennesket ophører med at være nomade og fæster bo, er der kappestrid om de bedste pladser. Da mennesket er et socialt væsen, samler man sig helst dér, hvor andre i forvejen har slået sig ned. Den jord, der efterspørges, får værdi. Det moderne udtryk »grundværdi« dækker netop resultatet af menneskers trang til at samle sig. Grundværdien er ikke et produkt af de enkelte jordejeres arbejde, men af det sociale instinkt.
     I vore dage har kampen om jorden taget form af kampen om jordværdien. Spekulationen har søgt at foregribe menneskers bevægelser. Man har endog benyttet politisk magt til, ved hjælp af foranstaltninger, som samfundsborgerne må betale, at bevæge strømmen derhen, hvor jorden var på deres hænder, som ville bemægtige sig udbyttet af den forøgede efterspørgsel efter plads.
     Teknikkens rivende udvikling, nye industriers opkomst, de lettere forbindelsesveje — kort sagt hele det moderne fremskridt — har i stigende grad bidraget til muligheden for store jordværdistigninger. Spekulationsfeberen er vokset, med det resultat, at jord og grund overalt »monopoliseres«, overkapitaliseres og bliver utilgængelig for den arbejdende befolkning. Ågerpriser på jord driver ungdommen bort fra landet, de arbejdsløses skarer vokser i byerne, konkurrencen om pladserne vokser yderligere, medens købekraften tager af — »overproduktion« af varer, som en mængde mennesker trænger til men ikke har råd til at købe, beror på arbejdets udespærring fra den naturlige arbejdsplads, fra jordens rigdomskilder.
     Alle jordejere kan jo ikke få gevinst. Da jordværdierne flytter sammen med menneskene, står der stadig kampe mellem dem, der ved statsmagtens hjælp vil føre menneskestrømmen –  og dermed guldstrømmen – hen til sine egne arealer. Ja, selve de foranstaltninger, der tilstræber hjælp til nødstedte medborgere, tjener i virkeligheden grundejerinteresser. Hjælpen til de arbejdsløse går til at betale huslejen, hjælpen til landbruget til at betale prioritetsrente, dvs. til at underholde og opretholde jordmonopolet. Politik er blevet kamp om den private jordrente, og korruptionen vil brede sig, med mindre man i tide får øjet op for, hvilken farlig trussel mod samfundet den private spekulation i jordtrangen er.
     Dette fænomen er universelt. Derfor er amerikaneren Henry George, hvis bog »Fremskridt og Fattigdom« udkom 1879 og vakte umådelig opsigt, en vejleder ikke blot for sit eget folk, men for hele verden. Henry George påviste, som bekendt, at denne monopolisering af jorden med spekulation i jordværdierne som formål er årsagen til, at det voksende fremskridt, i stedet for øget velstand, fører stigende arbejdsløshed og elendighed med sig. Når arbejdet er afskåret fra forbindelsen med jorden, kan det ikke delagtiggøre sig i fremskridtet, men bliver endog hindret i at tilvejebringe det simple udkomme, der i et primitivt samfund er arbejdets vederlag.
     Ikke alene denne strukturfejl ved samfundet, men det simple og naturlige middel til at rette den, har Henry George påvist klart og genialt, så alle mennesker kan forstå og indse tankens rigtighed.
     Kampen om jordværdierne, jordens monopolisering i spekulationsøjemed, vil ophøre, når den værdi, som menneskesamfundets tilstedeværelse og trang til plads giver jorden, inddrages til fælles bedste.
     Samfundet skal have indtægter. Enhver borger må betale sin andel i de anlæg, der kræves til lettelse af samkvemmet, af udgiften til retsværnet o.lign. Men den nuværende form for opkrævning af bidrag til samfundet har intet med retfærdighed at gøre. Skatter, direkte som indirekte, er uden forhold til den fordel, samfundet yder den enkelte. Flid og sparsommelighed straffes med skattepålæg, familielivet ved toldfordyrelse af livsfornødenheder, hvilket gør børneflokken til en uforholdsmæssig økonomisk byrde. Hele skattebyrden tynger erhvervslivet, forringer købekraften, øger derfor arbejdsløsheden.
     Derimod vil samfundets retmæssige indkomst af jordværdien, en afgift til det offentlige af al jord, i forhold til den værdi, hver enkelt borgers plads på jorden har, netop være dækning for den fordel, hver enkelt har af samfundet, være direkte betaling for modtagne goder. Derfor bør skatter, told og andre byrder på erhvervslivet og familielivet udryddes, og betaling af jordrenten til samfundet, det, vi på dansk kalder grundskyld, træde i deres sted.
     Når efterhånden udgifterne til »krisehjælp« og al den anden offentlige understøttelse naturligt bortfalder, fordi ingen normalt har brug for hjælp, når enhver kan arbejde og er sikret sit arbejdes værdi, fordi arbejdspladsen ikke længere er spærret af spekulationen, vil denne indtægt rigeligt forslå til samfundets retmæssige opgaver. Og da grundskylden udligner den fordel, som besiddelsen af den ene plads kan have fremfor den anden, vil der, når også toldprivilegierne bortfalder, ikke fra samfundets side ske borgerne økonomisk uret.
     Det voksende fremskridt vil da, enten som højere arbejdsudbytte eller som ligelig fordelt bonus af overskuddet, efter at de retmæssige samfundsudgifter er afholdt, komme alle samfundets medlemmer tilgode.
   Tanken om en retmæssig indtægt for samfundet, som ikke blot fjerner jordspekulationens skadelige indflydelse, men også skatterne, og som ophæver muligheden for toldprotektionisternes spekulation i frygten for arbejdsløshed, er nu gået sin sejrsgang over hele verden. Ingen ærlig socialøkonom og ingen intelligent politiker vil nutildags bestride dens rigtighed — omend adskillige, af hensyn til bestående særinteresser, tøver med i praksis at bøje sig for den almene sandhed. Den kaldes derfor med rette en verdenstanke, og ingen, der vil forsøge blot nogenlunde at være på højde med sin tid, kan forsømme at kende den.
     Der er en righoldig og let tilgængelig litteratur om denne sag også på dansk. I dette skrift er blot forsøgt at give et billede af tankens hidtidige fremgang og indflydelse her i landet.
     Til en samlet, historisk fremstilling er det for tidligt. Alt tyder på, at tiden nu er inde til ny fremgang ad den vej, Henry Georges tanke viser. Det er nemlig umuligt at komme videre ad den gamle vej.
     Signe Bjørner.

INDHOLD:

Tilbageblik
Foregangsmænd
I vore dage
Fremad — eller tilbage
Politiske programmer
Retsforbundet
Forarbejdet
Politiske fremstød
Grundskyldsbevægelsens praktiske resultater
Verdensstævnet i København
Grundskyldsudvalget
En, der manglede
Husmandstalerne
Fels og husmændene
Hovedkontoret
Blade og tidsskrifter
Henry George stævnerne
Stævner og stadier
En oversigt
Den folkelige videnskab
Vor tid og fremtiden
Fri valgret
Foregangsmænd på stævnerne
Køgeresolutionen
Særinteresser contra fællesskabet
Henry George Foreningen stiftes
Højskolernes medvirken

Tillæg 
Dr. phil Villads Christensen: Den første Henry George Bevægelse i Danmark

Tilbageblik.
     Det er altid mørkest lige før gry. Dersom dette gamle ord passer, er der gode udsigter til, at det snart må lysne. De mørkeste tider, vi har kendt for friheden, for selvstændigheden på alle områder, er nu inde. De forhold, vort landbrug lider under, stammer direkte fra det nu uddøende slægleds mangel på agtpågivenhed overfor de tanker, der kunne have afværget gældskrisen og fremmet en retfærdig rigdomsfordeling, hindret arbejdsløshed og de høje skatter, offentlig gældstiftelse og dermed trællekår for den nye slægt, bremset den protektionistiske udvikling, der drager stedse mere arbejdsløshed med sig – kort sagt, fra den skæbnesvangre vending i 1903, da man valgte at skænke jordejerne den sidste rest af samfundets prioritet i jorden og tabte hele folkets jordret af syne. Og man har ikke en gang haft den undskyldning, at man ikke vidste bedre. Thi allerede den gang var Henry Georges epokegørende omdannelse af den gængse socialøkonomi kendt herhjemme. Hans tanker var flere år tidligere fremsat i »Højskolebladet« af Jakob E. Lange og rundt om på højskolerne af Viggo Ullman, havde vakt opmærksomhed og var gået sejrrige ud af de første kampe mod konservatisme og træghed. Netop i landbokredse, blandt yngre og ældre højskolefolk, hvor også den politiske liberalisme havde sine stærke rødder, var der rig lejlighed til at lære disse indlysende rigtige tanker at kende, og det skulle synes at ligge så lige for, at en helt ny stand i politik, hvis program var folkefrihed og alle privilegiers og monopolers afskaffelse, ville gribe til. Men det blev klasseegoismen, der sejrede, og dens kortsynethed, selv hvor det gælder dens egne formål, viser sig nu så grelt, at man må være dum og blind for ikke at erkende den. Det kan have sin interesse at følge udviklingen baglæns, tilbage til dette krisepunkt. Det ville tage større plads, end her rådes over, og det skal derfor kun forsøges at pege på de mest betydningsfulde skridt, og kun for så vidt de har forbindelse med Henry Georges tanker, som disse har været fremsat og drøftet i den mellemliggende tid.
Foregangsmænd.
     Tre mænd, der hver for sig har givet en personlig indsats i Henry George bevægelsen, blev født i år for 70 år siden, altså i det mindeværdige år 1864.
     Den ældste, Sophus Berthelsen, f. 30. januar, døde 17. januar 1930, midt i det mest energiske og utrættelige arbejde for Henry George sagen her i landet, som nogen enkelt mand har præsteret. Når en gang den anden Henry George bevægelses historie skal skrives, vil hans navn stå på næsten alle siderne og stråle ud af helheden med livets stærkeste glans. 
     Den næste, Villads Christensen, fødtes den 16. februar og døde allerede den 17. oktober 1922, for os efterlevende at se meningsløst tidligt. Hans dybtgående indflydelse er det ikke alle givet at overskue. Det var indflydelsesrige intellektuelle kredse, særlig blandt de radikale, han kom i forbindelse med, og dér, hvor han plantede tanken, blev dens vækst hæget og fremmet ved hjælp af forstandens og forståelsens rigeste gaver. Han var historikeren og så vor sag som den forlængelse af nordens frihedslinie den er; kunne derfor tålmodigt byde de små fremskridt i den rigtige retning velkommen, og forstod, hvilket mægtigt fremstød der vandtes blot ved den delte vurdering, der måtte være grundlaget for skelnen mellem de samfundsskabte værdier, jordværdierne, og de private, arbejdsskabte værdier, fra hvilke skattebyrden skulle løftes. Men han var mere end historikeren, hvad den kendte lille samling fortællinger: »Hjem fra møde« vidner om. Dr. Villads Christensens afhandling om den første Henry George bevægelse gengives sidst i denne bog.
     I denne korte beretning om en vigtig epoke træffer vi fra først til sidst navnet på den tredje mand, Jakob E. Lange, den yngste, født 2. april, men den, der først bragte Henry Georges tanker rigtig frem herhjemme. Jakob E. Lange har aldrig sluppet arbejdet for Henry George tankernes fremme, og står den dag i dag som bevægelsens stærke åndelige kraft, så levende som udviklingen selv, i kontakt med ungdommen, på højde med sin tid. Og når vore dages ungdom, i erkendelse af, at sagen ikke kan overlades alene til partiernes røgt, nu vil genrejse oplysningsarbejdet, finder de hos ham en levende, rindende kilde, hvor de kan hente friskhed og styrke. De, der var med til mødet sidste efterår på Fyns Husmandsskole, mister aldrig, selv om de kan »glemme« indholdet af hans beåndede foredrag, den levende impuls og det indtryk af Lange, de fik derigennem: Ordets mester, åndens redskab og den stærke, jegbevidste personlighed, som aldrig taber sit mål af syne.
     For Jakob Langes store personlige indsats også i det senere afsnit af Henry George bevægelsens historie, vil der først kunne gøres rede, når det historiske overblik giver den sit rette perspektiv. Foruden den store offentlige virksomhed i tale og skrift, drejer det sig her om vejledende arbejde i snævrere kredse.

I vore dage.

     I sin årsberetning ved sidste repræsentantmøde i Henry George Foreningen sagde formanden, ingeniør Folke, efter at have citeret formålsparagraffens store ord:
     Formålet er at virke for løsningen af det sociale spørgsmål ved folkets økonomiske frigørelse ad den af Henry George anviste vej: Gennemførelse af fuld grundskyld og frihandel og afskaffelse af alle skatter på arbejdsskabte indtægter og værdier.
     »... ... Disse frejdige ord fra vor bevægelses ungdomstid ... Kan også fylde os med angst ved den næsten parodiske kontrast, hvori de står til den virkelighed, vi daglig har for øje omkring os.
     Fra de ældste tider har det været erkendt, at friheden alene kan bygges på retfærdighed.
     Hvad er da ret?  Det, som et samfund kan bygges på, er en fællesopfattelse af, hvad der er ret. Det er først og fremmest den enkeltes ret til sig selv, til sit arbejdes frugt og alles lige ret til den natur, hvortil vi fødtes, og til de værdier, der skabes af et samfund, hvori vi indgår som led. Det blev Henry Georges gerning at påvise, at erkendelsen af denne retsorden er en nødvendig betingelse for bevarelsen af et frimandssamfund. Enhver kan finde denne tankegang bekræftet i de begivenheder, der nu går over verden. Derfor er det sandt, at selv om udviklingen gik imod, så står vi dog i dag som de eneste, der kan bygge et håb til fremtiden på et positivt grundlag. En dag vil tanken om frihed og fylde blive til virkelighed, når menneskeheden er lutret til erkendelse af, at retfærd er samfundets grundvold, som kærlighed er livets kilde.«
     Den samme erkendelse og fortrøstning, som dette korte udtag af ingeniør Folkes tale vidner om, kommer til orde hos Jakob Lange i en artikel, som han kalder: »Fundamentalt og universelt«. Han tager de forskellige politiske grundtanker for sig og viser et for et deres utilstrækkelighed og hulhed: den fri konkurrence, opbygget på ulighedens og jordløshedens grund – nu forladt af guder og mennesker. Eller frihandelen. Hvad Cobden og hans fæller ved den store, retsindige konservative fører Robert Peels hjælp fik udryddet, den kunstige brødfordyrelse, er nu det ene saliggørende. Eller det stabile pengevæsen: Landene kappes om, hvem der mest fuldstændig kan forvandle den nationale værdimålestok til et elastisk gummibånd. Eller »rationaliseringen«: maskinerne gør mennesker overflødige, de arbejdsløse slår skærver eller sidder ørkesløse hen. – Og Lange slutter:
     »Hvad står da fast, hvad viser i forvirringstider klippegrundens urokkelighed? Mere og mere bliver dette at vigtighed, thi jo højere vi bygger samfundets hus, desto vigtigere er det, at vi ikke bygger på flyvesand. –
     Med genial simpelhed slog Henry George dette fast. Mennesket er et landdyr. Hvad enten det bygger sig en hytte eller et palads, klæder sig i palmebladbast eller kunstsilke, sejler i kano eller oceandamper; i alt er det afhængigt af jorden, af naturgoderne. Skabe kan mennesket ikke, kun frembringe: omforme eller omdanne, adskille eller forbinde, hvad naturen giver. I alle livets øjeblikke er det afhængigt af adgangen til naturen. Og derfor er den lige ret til jorden det fundamentale folkeligøkonomiske krav.
     Kirkevælde, adelsvælde, moderne kapitalisme, alt hviler fast forankret i den forret til jorden, som gør den almindelige arbejdende menneskehed til skatskyldige, afhængige eller slaver. Og før vi har sikret folket dets odelsret til fædrelandet, kan fremtidens hus ikke gøres jordskælvsfast.«
     En overbevisning som den, der har kunnet stå for uvenners modstand og venners lunkenhed, viser mulighed for, at arbejdet vil lykkes for det slægtled, som nu marcherer og som skal føre den tredje Henry George bevægelse ind over det sidste skær. Den rolige erkendelse af, at om end tidens retning har været stik imod, så bliver der dog til sidst ingen anden udvej end den, Henry George og hans disciple har fremført, giver styrke til at bevare tilliden og fortsætte oplysningsarbejdet som hidtil, trods alle nederlag og forringende kompromiser.

Fremad – eller tilbage?

     Det sidste af den slags kompromiser, der, hvis de skyldes et andet parti, kaldes »forræderi«, og hvis det skyldes ens eget, »svaghed«, kan grundstigningsskyldsloven af 20. maj 1933 kaldes. Den er udførligt forklaret i »Grundskyld«s nr. 9 og 10 og skal derfor ikke gengives her, indviklet og uklar som den er. Der er sikkert ikke mange tilhængere af grundskyld efter Henry Georges anvisning, som er tilfreds med den. Og dog kan der siges noget godt om den, om end rosen er betinget. Redaktør Abel Brink skriver således:
     »Hvis den nu gennemførte lov om grundstigningsskyld kan give anledning til større ensartethed, sikkerhed og nøjagtighed ved vurderingen af Danmarks jord og grund, så er den indirekte med til at fastlægge det grundskyldsprincip, som fra Arilds tid under forskellige former har været i brug i Danmark.«
     Til de virkelige nederlag må derimod regnes toldloven af oktober 1932, der også nævnes som et eksempel til skræk og advarsel i Henry George Foreningens sidste resolution, der lyder således:
     »Den krisetilstand, som ødelæggelsen af samarbejdet og samhandelen mellem landene, de bestående særrettigheder og forstyrrelser i pengevæsenet har ført ud i, kan kun afbødes ved, at stands- og erhvervsinteresser underordnes samfundets hele velfærd, der alene kan have fremgang, hvor retfærd og frihed hersker.
     Vi advarer derfor imod, under krisens tryk, at gennemføre foranstaltninger, der som den industriprotektionistiske toldlov af oktober 1932, den bebudede korntold og den protektionistiske udnyttelse af valutacentralen gør brud på den frihandelslinie, der har været en grundlov for den folkelige politik i Danmark gennem to menneskealdre. Tidens gældskrise gør det indlysende, at kun en lovgivning, der grundlægger al ejendomsbesiddelse på betaling til samfundet af den fulde jordrente, faldende og stigende med konjunkturerne, kan skabe sundhed og tryghed i folkets økonomiske forhold og danne bolværk mod usund gældsstiftelse.
     En varig ordning af landets pengevæsen, således at kronens købeevne ligger fast, i forbindelse med gennemførelsen af grundskyld og frihandel, er nødvendig for at hindre kriser og sammenbrud i landets erhvervsliv.«
     De liberale partiers hidtil hævdede troskab imod frihandelstanken havde nu lidt et knæk, der ganske vist skyldtes på »udlandet«s slette eksempel og ikke erkendtes som en virkelig meningsændring. Hvad der jo også ville være utænkeligt i en tid, hvor selv de mest reaktionære blade knæsætter frihandelen som »det selvfølgelig eneste rigtige«, som man dog naturligvis ikke kan rette sig efter. Det må være bittert for de mange trofaste georgeister, som, i kraft af de demokratiske partiers program, hvorpå der findes krav om frihandel og grundskyld, har arbejdet med og for disse partier, at se de ansvarlige svigte programmerne i en tid, hvor der mere end nogensinde trængtes til opfyldelse af retfærdighedens krav.
     Men tiden var forpasset. De store masser af befolkningen stod overfor umiddelbar nød, og man var »som politiker« tvunget til al gøre det mulige, dvs. det, man i øjeblikket kunne få særinteresserne til at gå med til, selv om man var klar over, at det ikke i længden kunne hjælpe, men tværtimod måtte forværre forholdene.
     Dette var en direkte følge af den lunkenhed, hvormed disse parlier havde taget fat på den opgave, som fremmelige vælgere, oplyst om Henry Georges tanker, havde fået optaget i programmerne.
Politiske programmer.
     I socialdemokratiets program har Henry Georges tanker afsat forskellige små krav:
     Afskaffelse af skatter og love, som skaber varefordyrelse for befolkningen. Direkte skat (foruden på indkomst og formue) på grundbesiddelse, herunder indførelse af en grundværdistigningsafgift. Jord i offentlig eje bør »som regel« (?) ikke afhændes til privateje. Brugen af den i samfundets besiddelse værende dyrkelige jord overdrages til landarbejdere eller ligestillede. Hvor brugsretten til samfundets jord er overdraget enkelte personer eller sammenslutninger, fastsættes en afgift af jorden i forhold til dens værdi.
     Tanken om, at al jord tilhører menneskeheden i fællesskab og skal forrentes til fællesskabet i forhold til sin værdi, synes dog at ligge det »internationale« socialdemokrati mærkværdig fjernt. De få bestemmelser angående jorden, der findes i dette program, er meget lidt radikale – og synes dog for radikale til, at man har villet følge dem i den praktiske politik.
     Også i Venstres program har man, i meget forsigtige vendinger, antydet muligheden af Grundskyld:
     »Ved beskatningen til kommunen af fast ejendom bør tilstræbes en retfærdig fordeling af skatten på bygninger og på jorden: lige skat på lige jord, under hensyn til dennes værdi efter beskaffenhed og beliggenhed.«
     Men for endelig at hindre den misforståelse at bestemmelsen om »lige skat på lige jord« skal tages i sin konsekvente betydning, som er fuld grundskyld, har man tilføjet, at ejendomsretten og kreditforholdene ikke må krænkes etc. Udtryk for en frygt, der til dels bunder i misforståelse af grundskyldens art og virkning.
     I sit program af december 1916 vedtog Det konservative Folkeparti en sætning, der lyder således:
     »Fremme af arbejdet for oprettelse af selvstændige, ikke for små jordbrug samt landejendomsskatternes omlægning, bl.a. således, at de for en del kommer til at hvile på jorden.«
     Men allerede i 1929 vedtog man »urokkelig modstand mod en skattepolitik, en jord beskatningspolitik etc.« – »der angriber det grundlag, hvorpå samfundet ifølge grundloven hviler«, og i 1930 gik man endnu et skridt tilbage og satte sig fast i en protektionistisk politik, der er kommet landet dyrt at stå.
     Det radikale venstre var det første, der i sit program helt ud vedkendte sig grundskyldprincippet. Dette skyldes bl.a. og navnlig Jakob Lange. Skønt endnu ikke medlem af partiet modtog han i 1908 opfordring til at indtræde som formand for dets jordlovsudvalg og fik derved en afgørende indflydelse på udformningen af et programforslag, der senere blev vedtaget på et landsmøde i Randers, hvorefter Lange indtrådte i partiet. Indenfor dette har han udøvet megen indflydelse og bidraget stærkt til den grundskyldslovgivning, som det i de følgende år lykkedes at gennemføre.
     Den vigtigste passus er følgende:
     »Ejendomsskylden omdannes under hensyntagen til principperne for en grundværdibeskatning. Når offentlige foranstaltninger medfører en stigning af grundværdien, sikres der stat og kommune andel i værdistigningen«, samt følgende:
     »Finanstolden på de almindelige livsfornødenheder og råstoffer nedsættes efterhånden, indtil den ganske kan bortfalde. Beskyttelsestolden ophæves planmæssig gradvis med billigt hensyn til bestående erhverv.«
     I Sønderborgprogrammet, vedtaget 1922, står der endnu mere klart:
     »Ved tilvejebringelsen af de til fremme af borgernes fælles interesser fornødne midler tilstræbes en udligning af den bestående ulighed, idet skattesystemet i videst mulige udstrækning bygges på de samfundsskabte værdier.
     Statens ejendomsbeskatning lægges på grundværdien efter princippet: lige skat på lige jord. –
     Ved toldlovgivningen tilstræbes fuld virkeliggørelse af frihandelsprincippet, idet beskyttelsestolden nedsættes gradvis således, at den i løbet af et kortere åremål helt bortfalder og finanstoldskatter og indenlandske vareafgifter ophæves, i første række sådanne, som rammer almindelige livsfornødenheder.«
     »Kommunernes ejendomsbeskatning bliver en grundskyld, der af hver enkelt kommune kan forhøjes indenfor den grænse, hensynet til statsgrundskylden sætter. Kommunerne får ret til at pålægge grundværdistigningsskat.«
     »Folkets ret til fædrelandets jord hævdes. Ved en lovgivning, der ikke virker prisfordyrende, skaffes der jord til mindre landbrug for dem, der ønsker eget hjem på landet. Jorden overlades brugerne, imod at der ydes fuld rente af dens værdi.«
     »Adgangsretten til naturen hævdes overfor alle forsøg på at beskære befolkningens gamle ret til fri færdsel, særlig ved strand og i skov.«

Retsforbundet.

     Det var misfornøjelse med omtalte lunkenhed fra de politiske lederes side, der havde ført til retsforbundets optræden som politisk parti, allerede i 1924, for øvrigt imod mange af forbundets ledende folks – deriblandt Berthelsens – ønske. Partiet blev repræsenteret på rigsdagen ved valget 2. December 1926 med to mænd – dr. Dam og pastor Witlesen og har nu fire repræsentanter i folketinget. Retsforbundets formålsparagraf falder delvist sammen med Henry George foreningens. Således som den først fremsattes (førend det partipolitiske program udformedes) lyder den:
     »Forbundets formål er folkets økonomiske frigørelse ved ad fredelig vej at søge den nuværende magtstat omdannet til en retsstat, hvis opgave alene vil være at sikre borgernes personlige frihed, ret til fuldt udbytte af eget arbejde, til lige andel i landets grundværdier og til deltagelse i styret af de fælles anliggender.«
     Som Henry George havde forudsagt, var følgen af jordmonopolets fortsatte beståen blevet stadig voksende regereri og statsovermagt, en uredelig sammenblanding af offentlig og privat økonomi, det voksende antal fattiges uformuenhed til at løse personligt prægede opgaver, der mere og mere gik over til at betragtes som offentlige anliggender, og en stadig voksende skattebyrde.
     Det nye partis program blev stærkt præget af disse forhold. Der lægges vægt på, at skellet mellem offentlige og private anliggender trækkes op på ny, så statens opgave begrænses til retsværnet, hvorunder man betragter opkrævning og fordeling af jordrenten som det første fornødne.
     Hovedpunkterne i Retsforbundets politiske program er:
     »Personlig frihed, indenfor den grænse, som sikrer ethvert andet menneskes tilsvarende frihed,
     Ret til det fulde udbytte af arbejdet – stat og kommune kan ikke indføre hverken direkte eller indirekte skatter,
     Ligeret til jorden. De naturlige rigdomskilder og de værdier, som opstår gennem samfundets vækst og som altså ikke skyldes enkelte personers arbejdsydelse, betragtes som fælleseje og tilhører derfor alle i lige grad, heraf følger:
     Ligeretten til jorden medfører, at den enkelte borger må skadesløsholde de øvrige borgere for denne særfordel ved at svare fuld grundskyld. I grundskylden har derfor alle borgere lige andel. Befolkningens gamle ret til fri færdsel i skov, på hede og langs strand opretholdes.
     Alle de følgende bestemmelser er prægede af disse principper.

Forarbejdet.

     Professor C. N. Starcke, som var en af georgeismens mest fremragende fortalere, og godsforvalter Sophus Berthelsen, som var den største kraft indenfor bevægelsen, siden Lange først satte sindene i bevægelse, var de egentlige ledere i denne aflægger fra den gamle Henry George Forening. Til den kreds, som var med til at udarbejde programmet, hørte desuden professor E. Geismar, dr, phil. Axel Dam og dr. Severin Christensen, Signe Bjørner, o.fl. Retsforbundet blev stiftet d. 21. Okt. 1919 ved et lille møde i København, men på grundlag af et forarbejde, der begyndte med indkaldelse til et stort møde i Odense, hvortil initiativet blev taget af Henry George Foreningen, d. 27. april samme år. Her var samlet repræsentanter for Henry George Foreningen, husmandsforeningerne, lejerforeningerne, Kristelig-Socialt Forbund, radikale ungdomsforeninger, uafhængige venstreungdomsforeninger, redaktionerne af Ret og af Retsstaten1  foruden enkelte andre indbudte.
1) «Retsstaten«, »Nordisk Tidsskrift for Retsdemokratisk Politik«, udgivet af en kreds, der samlede sig om Sev. Christensen, udkom fra januar 1917 til januar 1921, da det gik sammen med »Ret«, »Retsforbundet« og »Den lige Vej« i »Det frie Blad«.
     På dette møde vedtoges en resolution, der lyder således:
     »Til regering og rigsdag!
     Under indtrykket af de sociale katastrofer, der har hjemsøgt og stadig truer store dele af verden, og i erkendelsen af, at der også i vort eget samfund findes dybtgående brist, der har antaget en faretruende karakter og viser sig ved på den ene side kapitalens magtudfoldelse, og på den anden side arbejdsløshed, bolignød og jordfordyrelse, vokser naturligt kravet om virkelig gennemgribende reformer.
     De hidtil af politiske partier gennemførte foranstaltninger har vist sig åbenbart utilstrækkelige og ofte vildførende.
     Grundlaget for et sundt samfund må være, at borgernes kår ikke, som nu, bestemmes af, hvad magt de har i kraft af besiddelse eller organisation, men hviler på arbejde og ret.
     Vi opfordrer derfor lovgivningsmagten til ufortøvet at skride til folkets økonomiske frigørelse, særlig ved:
  1. indførelse af fuld frihandel, ophævelse af ejendomsskyld og enhver anden på arbejde og forbrug hvilende skat og kraftigt indgreb imod al monopoldannelse.
  2. Jordværdien tilegnes folket, og adgangen til jorden lettes.
  3. udskrivning af en formueskat en gang for alle, efter stærkt stigende skala, til afvikling af den stats- og kommunegæld, der ikke modsvarer produktive foretagender, samt til støtte for dannelse af nye hjem og andre økonomiske nydannelser i folket.«
     For at give resolutionen større kraft blev der – i løbet af fem dage gennem Henry George Foreningens sekretariat – samlet 1.500 underskrifter blandt alle klasser i befolkningen. Statistikken er ganske morsom, den viser 25 højskoleforstandere, 29 arkitekter, 14 bladudgivere, omtrent lige mange gårdejere, håndværkere og husmænd, og tilsammen lærere og præster et tilsvarende tal. Ingeniører, læger og embedsmænd tilsammen noget lignende, og mejeriejere, planteskoleejere og konsulenter samt handlende ligeledes. Det var så repræsentativt et udsnit af befolkningen, som tænkes kunne – og en alsidig repræsentation for fællesinteressen. Den deputation, der skulle overrække adressen, blev da også modtaget med honnør. Det synlige resultat lod vente på sig. Men de 1500 underskrivere blev Retsforbundets menneskelige grundvold.
     Ved Henry George Foreningens bestyrelsesmøde d. 6. april på Fyns Husmandsskole, hvor det ovenfor omtalte møde blev planlagt, var den svenske kammerherre Schvan indbudt til at redegøre for sin plan om et overgangsforslag til en retsstat ved hjælp af en 20 pct. formueskat en gang for alle til dækning af den offentlige gæld og udligning af grundejernes tab, den, som blev taget op af Retsforbundet. Som man ser af resolutionen, gik det store møde kun med til at kræve gælden dækket af formuerne. Fra Henry George Foreningens side har man altid vægret sig ved at gå ind på tanken om nogen slags erstatning til grundejerne, og man så i hr. Schvans forslag en sådan. Et lille citat fra forhandlingerne kan have kuriositetens interesse nu, femten år senere, da parlamentarismen har bekræftet sin alt for store træghed:
     Fru Bjørner: »Kammerherre Schvans billede af en retsstat er tiltalende, men vanskelig opnåeligt, dersom man skal regne med parlamentariske metoder. Dersom man kunne organisere folket – ved hjælp af fri valgret indføre en organisation, der forgrenes til hver eneste kommune, hvorved folket kunne overtage det direkte styre, og derved komme uden om politikerne –, var det vel muligt. Noget sådant, som man tidligere ville have anset for fantasteri, ligger måske i vor tid ikke udenfor rimelighedens grænser.«
     Prof. Starcke: »De små skridts tid er forbi. Kun den stærke og hurtige indførelse af jordreformen i sin helhed vil få nogen samfundsmæssig betydning .... Det er på høje tid, at det gøres; i øjeblikket har vi bolsjevismen på den ene side og kapitalisme på den anden side; begge betyder undertrykkelse af personlighed og initiativ. Kun retsstaten, med sin ene opgave at hævde den personlige frihed, kan fri os for begge dele.«
     Som man ser – ved Retsforbundets dannelse var Henry George bevægelsen på skillevejen. Men de fleste – og navnlig senere tilkomne ledere – havde kun øje for de kendte veje, og da Retsforbundet besluttede at optræde som politisk parti og gik ind under de parlamentariske vilkår, var der foreløbig sat bom for »fantasterier« i retning af en fælles folkelig rejsning. Men det var en levende tid – og selve det politiske arbejde har vist sig at indeholde muligheder for at sprede den oplysning om tankerne, der måske den gang savnedes – ganske vist også bidraget til at samle en bevidst modstand og vække den selv i kredse, hvor den ikke hører hjemme.

Politiske fremstød.

     I den foran omtalte periode var der to større politiske begivenheder. Først vedtagelsen af grundskyldloven i Folketinget den 21. juni og i Landstinget i august 1922. Glæden over denne lov, der blev gennemført under svære kampe med en hårdnakket modstand, blandedes dog stærkt med forargelse over den samtidig vedtagne importregulering, der da også har vist sig at have fået skæbnesvangre følger. Grundskyldlovens væsentlige punkter er indførelse af de periodiske vurderinger, hvert femte år en væsentlig forbedring af den hidtil gældende delte vurdering – og selve den anerkendelse af grundværdien som særlig indtægtskilde for samfundet, der ligger i opkrævningen af de 1½ promille grundskyld. Om end denne ringe brøkdel jo ikke i og for sig kan have større social virkning, så lidt som den betyder noget i finansiel henseende. Men som Abel Brink skrev i sin kommentar til loven: »Den seje modstand, selv mod den mindste smule, viser derimod mere end noget andet, at her er virkelig det middel, der kan give grundmonopolet dødsstødet og sætte arbejdet i højsædet.« En af modstanderne – den konservative landstingsmand Piper – sagde da også: »Den sorte plet i den afsluttede rigsdagssamling er ministeriets gennemtrumfning af en grundskyld. Den gennemførte lov betyder finansielt intet og vil heller ikke mærkes af skatteyderne, men den åbner vej for et slet skattegrundlag. – Det må hilses med glæde, at ministeriet på samlingens sidste dag, vist nok efter megen kamp med sit eget parti, gennemførte foranstaltninger om importforbud.« Det sete afhænger etc. –
     Sikkert har det været trangt for et venstreministerium at indgå det sidste kompromis med protektionismen, og det skridt i den rigtige retning, som grundskyldloven var, har knap slået til for at indhente det tab, liberalismen i Danmark led derved. Men den dag i dag peger venstrepolitikere med stolthed på deres andel i, at grundskyld indtog sin plads i dansk lovgivning. At partiet var modent til dette skridt skyldtes ikke mindst professor C.N. Starckes energiske arbejde i en årrække indenfor dets rammer.
     Dernæst, i januar 1925, forelagde den socialdemokratiske indenrigsminister Hauge et forslag i Folketinget om kommunal grundskyld. Det gennemgik i rigsdagen en grundig behandling, med støtte fra Venstre (Martin Hansen) og Radikale Venstre (Henningsen). (Den radikale regering havde allerede i 1920 fremsat et forslag i samme retning.) Endelig 1926, den 31. marts, blev forslaget om kommunal grundskyld vedtaget i Folketinget med 92 stemmer imod 23 og senere også i Landstinget.
     I det følgende afsnit gengives en samlet fremstilling af de praktiske resultater, af Cand. Polit. K. J. Kristensen, fra »Grundskyld« nr. 3, 1934.
Grundskyldsbevægelsens praktiske resultater.
     Grundskyldsbevægelsen satte først for alvor ind på det tidspunkt, da demokratiet ved systemskiftet havde overtaget magten, og magtens pris var blandt andet en nedsættelse af den gamle grundbeskatning.
     Samtidig med at en afvikling af de gamle hartkornsskatter til kommunerne gradvis finder sted, begynder grundskyldsbevægelsen efterhånden at sætte frugt i praktisk lovgivning.
     Det første, næsten betydningsløse resultat var jernbaneskylden i 1910.
     Det næste var prøvevurderingerne i 1911 og 1912, der forberedte en almindelig grundvurdering, som så blev vedtaget i 1915 og gennemført i 1916, men endnu kun som et nyt forsøg som grundlag for overvejelser angående grundskyld, uden at det var tænkt praktisk anvendt.
     Anvendt blev den imidlertid, om end ikke til påligning af grundskyld. Den blev taget i brug som grundlag for ligning af kornafleveringen i krigsårene.
     Det var en hård prøve for en forsøgsvurdering at komme ud for, men der var nu engang ikke noget bedre grundlag for hånden, og overfor krigsårenes voldsomme begivenheder svandt mange ting hen til småtterier, som ellers ikke kunne have stået for kritikken.
     Det næste skridt var en ny almindelig vurdering vedtaget i 1918 under den udtrykkelige forudsætning, at denne vurdering skulle kunne anvendes som beskatningsgrundlag. Vurderingen skulle først finde sted i 1920.
     Allerede inden denne vurderings gennemførelse fik grundvurderingen på et begrænset område praktisk anvendelse og derved lidt fastere grund under fødderne, idet loven af oktober 1919 om afløsning af Len og Stamhuse og om udstykning af jord i offentlig eje og af præstegårdsjorder krævede en grundvurdering for de pågældende udstykningsjorder. 
     Den omstændighed, at denne lovgivning blev forberedt og vedtaget endnu inden de almindelige grundvurderinger var gjort til et fast og varigt led i vor skattelovgivning, hvortil man ved anden lovgivning kunne henholde sig, medførte, at vurderingsreglerne til disse specielle øjemed ikke kom til at stemme helt overens med de regler, der blev fastlagt for de almindelige grundvurderinger, hvad der senere affødte en usikkerhed, der gav sig udslag i et par retssager, der –  hvor forstyrrende de end har virket – dog har haft den betydning at indskærpe nødvendigheden af en enhedsvurdering og faste regler for denne vurderings benyttelse i specielle øjemed.
     Det næste fremskridt var statsgrundskylden i 1922, der gav en deling af ejendomsbeskatningen til staten i grundskyld og ejendomsskyld ved en delvis omlægning af ejendomsskyldens bygningsbeskatning til grundskyld.
     Dermed var grundvurderingen forankret i vor lovgivning og udgangspunktet dermed givet til en mere omfattende praktisk anvendelse både til beskatning og til andre praktiske øjemed.
     Den første vurdering til grundskyld blev vurderingen i 1924. Men skatten var kun 1½ promille og den skattemæssige interesse i ansættelsen endnu ringere, fordi grundskylden kun var 0,4 promille højere end den promille, der skulle svares af den afgiftspligtige bygningsværdi.
     Men allerede i 1926 blev denne vurdering taget i stærkere brug, idet den kommunale ejendomsbeskatning blev lagt om efter statsbeskatningens mønster, en deling i grundskyld og bygningsbeskatning med hovedvægten lagt på grundskylden.
     Samtidig blev grundstigningsskylden prøvet i praksis, men ganske vist først med skattemæssig virkning fra 1932, og i en form, som måtte gøre dens praktiske betydning meget ringe.
     Ved disse love, der blev gennemført netop som den sidste femtedel af den kommunale hartkornsskat gled ud, var der rejst en alvorlig hindring for bestræbelserne for i kommunerne at overføre grundskatter til personskatter, som hartkornsskatten ved sin ulige fordeling direkte støttede, og som ejendomsskyldens bygningsbeskatning ved sin åbenbare urimelighed ikke kunne have værnet imod. Det var af den største betydning under de stadige stormløb mod landbrugets ejendomsbeskatning fra det større landbrugs side, som de nedadgående tider i årene derefter gav vind i sejlene.
     Det viste sig, at sognerådene, hvor landbrugerne som oftest er i flertal, og hvor det større landbrug endog mange steder har et stort ord at sige, praktisk talt ikke lod sig påvirke kendeligt i den retning, hverken i 1927 eller i 1931, da bestemmelse om ligningsforholdet skulle tages, begge gange under indtryk af vanskelige forhold i landbruget. I provinsbyerne gik man indenfor de snævre rammer, loven gav bevægelsesfrihed, i retning af højere ejendomsskatter, medens København straks gik op til den højeste promille loven tillod.
     Disse måske ret upåagtede kendsgerninger giver fingerpeg om, i hvilken retning udviklingen vil blive lagt, når en gang landbrugskrisens voldsomme tryk lettes, og byerne får samme frihed til at ordne deres beskatningsforhold, som landkommunerne har.
     Det gav i hvert fald også nogen styrke til modstanden mod det langt farligere angreb, som førtes direkte og indirekte mod amternes ejendomsbeskatning og som vel ikke helt kunne afvises, men som dog kun lykkedes i meget begrænset omfang.
 Den stærkt forøgede grundskyld og den store spændvidde mellem bygningsbeskatningen og grundskyldens promille, som den kommunale skattereform medførte, gav naturligvis betydelig større interesse i grundvurderingerne, som blandt andet satte frugt deri, at det ved vurderingen 1932 blev muligt at skaffe alle landets vurderingsråd genparter af matrikulskortene og at få fremlagt disse med indtegnede grundværdier til offentligt eftersyn hele landet over.
     Det medførte en betydelig større sikkerhed i ansættelserne og også et omhyggeligere arbejde under indtrykket af, at resultatet nu let lod sig kontrollere, så selv om man ikke kunne vente det fulde udbytte af dette fremskridt i vurderingsteknik ved første vurdering, førte det kendeligt i retning af en ligeligere og mere ensartet vurdering, et bedre grundlag at bygge videre på både vurderingsmæssigt og skattemæssigt i fremtiden.
     Kriseårene var modgangsår for grundskyldsbevægelsen, men selv om fronten gav efter, blev den ikke gennembrudt, og fremgang var der i hvert fald også at notere.
     Ved lov af 20. maj 1933 blev amtsbeskatningen ændret, først og fremmest i den hensigt at lette landbrugets ejendomsskatter. Det skete ved indførelse af et årligt tilskud fra staten på 465.000 kr. For hver tiendedelsprocent, landbrugets forrentningsprocent ligger under 4,3 pct., hvilket var forrentningsprocenten i 1929, dog højst 20 mill. kr., hvilket kom til udbetaling i 1933–34.
     Tilskuddet dækkedes ved tillæg til statsindkomstskatten, der anvendes til nedsættelse af den amtskommunale grundskyld både for landejendomme og for andre ejendomme. Det var et tilbageskridt, selvom det var noget afsvækket ved, at en væsentlig del af de 20 mill. kr. vil vende tilbage i normale år. I 1934-35 vil tilskuddet antagelig gå ned til ca. 6 mill. kr. Men samtidig blev amtsbeskatningen ført et nyt skridt over i retning af grundskyld, idet ligning på sognekommunerne i hvert fald indtil videre er udelukket undtagen i Sønderjylland, og endelig den væsentligste del af bygningsbeskatningen blev overført til grundskyld.
     I amtskommunerne beskattes nu kun den del af bygningsværdien, der overstiger ejendommens grundværdi med tillæg af 5.000 kr. og med yderligere tillæg af 1000 kr. pr. lejlighed udover ejerens egen. Det vil sige, at landbrugsejendomme praktisk talt ikke kan falde ind under bygningsbeskatningen og kun et mindretal af de jordløse ejendomme. Og den afgiftspligtige bygningsværdi beskattes fremtidig kun med tre femtedel af grundskyldens promille.
     Dette er et ringe fremskridt, som også sognekommunerne burde have adgang til at gennemføre.
     Medens nedsættelsen af amtsbeskatningen var et tilbageskridt, om end ledsaget af visse forbedrende momenter, blev der samtidig gennemført en ny lov om grundstigningsskyld, der indenfor denne lovgivnings ramme var et vigtigt fremskridt, selv om dens finansielle betydning foreløbig vil være stærkt begrænset og dens fradragsregler stadig lader den væsentligste del af værdistigningen gå fri.
     Den nye grundstigningsskyld til staten, der træder i stedet for den tidligere kommunale, omfatter alle landets ejendomme. Halvdelen af den stigning, der bliver tilbage, efter at de skattefrie fradrag er foretaget, beskattes med 4%. Da afgiften ikke kommer i betragtning ved vurderingen, altså betragtes som en prioritet, samfundet har i ejendommen, vil det praktisk talt sige, at denne halvdel inddrage af staten.
     Det skattefrie fradrag vil imidlertid betyde, at landbrugsejendomme praktisk talt ikke kan falde ind under afgiften, hvis ansættelserne er rigtige, og at også andre ejendomme i almindelighed skal have en ganske kraftig værdistigning, før der bliver noget at svare.
     Fritaget er dels den almindelige konjunkturstigning op til 10% fuldt ud og derefter halvt. Yderligere fritages en stigning på 10% af hver ejendoms sidst ansatte samlede grundværdi, undtagen for grunde til en værdi af over 40 kr. pr. m2, for hvilke fradraget begrænses noget.
     Loven vil imidlertid straks få stor indflydelse på vurderingerne. Udgangspunktet er som hovedregel vurderingen 1932, og dette udgangspunkt skal lægges fast, men først efter at være efterprøvet i forbindelse med den første nye vurdering af ejendommen. Det vil altså sige, at loven indfører en nøje efterprøvelse af vurderingen for hver enkelt ejendom, som ejerne er interesseret i bliver så grundig og rigtig som muligt, netop fordi denne ansættelse skal lægges fast som udgangspunkt for beregning af stigning i fremtiden.
     Dette har ganske særlig betydning ved udstykningsejendomme, hvor ejerens interesse i en rigtig ansættelse er af størst betydning, fordi han bedre end nogen anden kan danne sig og i almindelighed har dannet sig en mening om ejendommens grundværdi.
     Det finansielle udbytte – hvoraf halvdelen går til vedkommende kommune – vil foreløbig være ringe. Men dog kan der ikke være tvivl om, at der, hvor bymæssig udstykning finder sted i noget omfang, og på byernes hovedstrøg vil afgiften, der her vil inddrage op til 40% af stigningen, både give udbytte og ret snart påvirke priserne.
     Endnu bør det nævnes, at boligmanglen medførte, at der blev givet adgang til en bevillingsmæssig og tidsbegrænset fritagelse for bygningsskat for nybygninger. En almindelig fritagelse for al nybygning blev der gennemført for statsejendomsskylden, men foreløbig kun gældende for bygninger, der er opført i de sidste 3 kvartaler af 1933. Selv om det foreløbig er småting, er det dog vidnesbyrd om, at bygningsbeskatningen dårligt kan opretholdes.
     Hvis man nu gør resultatet af de forskellige skattereformer op, da kan det siges, at det er lykkedes i ret betydeligt omfang at omforme ejendomsskyldens ensartede beskatning af jord og bygninger til grundskyld. Den samlede grundskyld til stat og kommune er i øjeblikket i alt ca. 51 mill. kr. Hvis nedsættelsen af amtsgrundskylden bortfaldt – den er jo i hvert fald for en væsentlig del af midlertidig karakter –, ville beløbet have været ca. 70 mill. kr. Det svarer på det nærmeste til 1½ % af den afgiftspligtige grundværdi. Bygningsbeskatningen andrager i alt ca. 37 mill. kr. Det svarer til knap ½% af bygningsværdien for afgiftspligtige ejendomme.
     Men derimod er det ikke lykkedes at lade ejendomsbeskatningen blot holde trit med den almindelige forøgelse i beskatningen, hverken i stat eller kommune, endsige i nogen grad at erstatte anden beskatning med grundskyld.
     I 1904-09, altså efter at skattereformen 1903 havde halveret statens ejendomsbeskatning, udgjorde ejendomsskatten endnu ca. 30% af statens og kommunernes samlede beskatning, 37 mill. kr. af i alt 125 mill. kr. Nu er forholdet omtrent 100 mill. kr. af i alt op mod 700 mill. kr.
     Grundskyldsbevægelsen tilsigter jo imidlertid ikke i første række en skattereform, men at gøre samfundet til ejer af landets grundværdier, hvilket naturligvis samtidig vil medføre, at skatterne kan bortfalde i samme omfang som grundskylden giver dækning. Man kunne da opstille det spørgsmål, hvor stor en del af landets grundværdier er nu i samfundets eje.
     Den samlede grundværdi i privat ejendomsbesiddelse er ca. 4500 mill. Kr. Heroverfor står i offentlig eje grundskyldens kapitaliserede værdi, ca. 1400 mill. Kr. Hertil kommer grundværdien af ejendomme i statens og kommunernes eje.
     De grunde og jorder, der tilhører stat og kommuner og som ikke anvendes til offentlige formål, administreres og afhændes ganske vist ofte mest ud fra privatøkonomiske synspunkter. Men dog har særlig Københavns og enkelte provinsbyers jordbesiddelse lagt en alvorlig hindring i vejen for den private grundspekulation, og det offentliges grundbesiddelse kunne udnyttes endnu stærkere i denne retning, hvis man kom ind på at afhænde jorderne efter samme princip som staten afhænder jord til statshusmandsbrug ved betaling af den fulde jordrente, hvad der burde være en selvfølge i hvert fald i de kommuner, hvor de partier er i flertal, der anerkender, at grundværdien bør være i samfundseje.
     Grundværdien af jorder i offentlig eje med tillæg af grundværdien for jordrentebrugerne andrager i alt ca. 500 mill. kr.
     Således at det offentlige skulle beherske grundværdien til et beløb af ca. 1.900 mill. kr. Af i alt ca. 6400 mill. kr. Eller ca. 30% af landets samlede grundværdi, foruden de veksler på fremtiden, som grundstigningsskylden giver. Det er en ringe part, navnlig når det erindres, at forbrugsskatter, bygningsskatter og den personlige beskatning, der hæmmer næringslivet og fordyrer driften, må antages at holde landets grundværdier nede på et kunstigt lavmål.
     Men de praktiske resultater har grundskyldsbevægelsen først opnået i løbet af den sidste halve snes år, og selv om krisen har medført et enkelt tilbageskridt, har disse år i det hele været præget af fortsat fremgang. Det er kendeligt, at bevægelsen nu har dybe rødder og er i vækst.
     Også på andre områder end det skattepolitiske er dette kendeligt.
     Udstykningen til statshusmandsbrug, som var sat i stå af principielt tovtrækkeri, er blevet sat i gang igen netop under den værste krisetid. Det er et vidnesbyrd om, at de sociale synspunkter, som gennem århundreder har båret den danske bondestand oppe og som grundskyldsbevægelsen er det tidssvarende udtryk for, stadig har magten over ensidige agrar- eller kapitalsynspunkter.
     Efter de nu foreliggende forslag synes udstykningen at skulle føres endnu kraftigere videre under former, der giver enhver af de nye husmænd valgfrit mulighed for at gå ind til en arbejdsplads, værnet mod konjunkturrisiko, mod til gengæld at give afkald på mulighed for spekulation i stigende ejendomspris.
     Hvad der vil blive valgt, kan man måske få et fingerpeg om fra loven om konjunkturbestemt rente for statshusmandsbrug, der har givet disse jordbrugere et værn imod krisen mod til gengæld at afgive en kommende opgangstids fordele. Ordningen er næppe rationel, men den omstændighed, at et flertal af de ca. 20.000 statshusmandsbrug har valgt at gå ind under disse vilkår, viser, at den sikrede arbejdsplads og ikke ejendommens salgspris er det, der betyder noget i hvert fald for de mindre landbrugere.
     Mulig kunne der fra denne særlovgivning for statens debitorer føre linier over til den private lånekapitals område med en almindelig frigørelse af den danske landbostand fra det rentehoveri, som de frie kræfters spil har kastet den frigjorte bondestand ud i.
     Så længe dette ikke er slut, vil der netop i nedgangstider, hvor det fremfor alt gælder om at lukke op for arbejdsmulighederne, ske det, at pantegælden og ejendomspriserne, som gælden hindrer i at falde, stænger de unge ude, der skulle have eget brug, og trællebinder dem, der sidder med ejendommen og den store gæld.
     I 1916 afgav landbokommissionen af 1911 en betænkning om gældsspørgsmålet. Efter at have drøftet og forkastet sådanne ting som hindring i den fri omsætning af jord, begrænsning i den lige arvedeling, kunstig begrænsning eller fordyrelse af pengeinstitutters udlånsvirksomhed som midler til at fundere landbrugets stigende gældsætning, udtalte kommissionens flertal:
     »Der er dog endnu et middel, som ud fra en særlig samfundsopfattelse og specielt ud fra en særlig opfattelse af ejendomsretten og dens rette begrænsning burde anvendes, og også er blevet foreslået anvendt til derved at formindske, eller dog til at begrænse, prioritetsgælden på faste ejendomme. Det er indførelsen af en såkaldet jordværdiskat men der rejser sig da det spørgsmål: er det grundlovsmæssigt berettiget ved en almindelig lovbestemmelse at tage jordens værdi eller en del af den fra den enkelte jordejer og overføre den til staten? Det forandrer ikke sagen, om en sådan borttagen af jordens værdi sker under benævnelse af et skattepålæg, når dette ikke efter sit formål, sin størrelse og sin form kan betragtes som en virkelig skat.«
     Efter således også at have afvist det eneste middel, der var fundet brugeligt, måtte kommissionen nøjes med at beskæftige sig med at reformere og supplere de bestående kreditforhold og kreditinstitutioner.
     Meget havde set anderledes ud nu, hvis man i 1916 ikke havde nøjedes med at anerkende midlets hensigtsmæssighed, men bragt det i anvendelse.
Verdensstævnet i København.
     Vedtagelsen af den kommunale grundskyld i 1926 gav de danske georgeister mod til at indbyde til det store verdensstævne i København fra 20. til 26. juli incl. Der havde tidligere været afholdt sådanne stævner i Ronda, Spanien, 1912 og i Oxford, England, 1923. Man havde opfordret Danmark til at lade det næste afholde her, idet den levende danske bevægelse og de allerede indvundne resultater havde henledt udlandets opmærksomhed på vore forhold. Den ny grundskyldslovgivning forstærkede ganske naturligt kravet udefra, og »Det tredje Internationale Stævne for Grundskyld og Frihandel« i København blev da også den begivenhed, man havde ventet. Sytten nationer var repræsenterede ved ca. 200 deltagere. Så fjerne egne som Venezuela, Cuba og Australien havde sendt deltagere. Rigsdagens smukke fællessal og andre lokaler var stillet til rådighed, og ved det første møde var der tale af indenrigsminister Hauge (oplæst af stævnets leder, ingeniør Folke, da ministeren var forhindret i at komme til stede), efter at stævnets præsident, Charles O'Connor Hennessy fra New York, havde holdt den højtidelige åbningstale. To tidligere indenrigsministre, dr. O. Kragh og red. Ove Rode, præsiderede ved hver sin samling. Der savnedes således ikke officiel tilslutning og anerkendelse, som sig hør og bør i et land, der på det tidspunkt stod i spidsen for verdensudviklingen på det socialøkonomiske område. Der manglede heller ikke betydelige personligheder og store oplevelser – der hører stor resignation til for al indskrænke omtalen af denne begivenhed. Det tør vist nok siges, at de to episoder, som gjorde størst indtryk på de fleste, var først, da Henry Georges datter, mrs. Anna de Mille, der sammen med sine to døtre var kommet helt fra Californien for at være med til stævnet, stod foran husmændene ved deres møde i Grundtvigs Hus og modtog deres hyldest til sin fader, lyttede til deres smukke, kraftige sang og i skønne, grebne ord bragte sin tak til den kreds, der renere end nogen anden har gjort Henry Georges friheds og retfærdighedstanker til fælleseje; og dernæst det store folkemøde ved Frihedsstøtten, der i byens stærkest befærdede midtpunkt skabte en oase, hvor tusinder af mennesker samlede sig for at høre by og land (Ove Rode og Ole Hansen) såvel som den store verden ved engelske, franske og tyske talere hylde frihedens arv og tolke viljen til at føre arven endnu rigere frem til de kommende slægter. Det var ingeniør Folkes indflydelse, der havde skaffet stævnet den vistnok enestående tilladelse til at samles på denne plads og skabe det billede, som vil blive stående i historien og blive taget frem som symbolet for vor bevægelses historiske sammenhæng med ikke alene al dansk frihedsbestræbelse i fortiden, men med det internationale samarbejde for en retfærdig økonomisk ordning, der må blive grundlaget for den ny kultur i hele verden. Den folkelige og mellemfolkelige forståelse af et fællesskab, der kan stå midt i udviklingens storm og hævde sig, fordi det står på fast grund, retfærdighed, er billedets indhold, og dets virkemidler er en kreds af mennesker, på højde med deres tid, der ser ud over en verden, hvor lygtemænd og stråildsblus kun til en tid kan lede menneskene vild, fordi der trods alle overfladebevægelser er den dybeste trang hos dem til ret og frihed.
     Billedets midtpunkt er frihedsstøtten, omgivet af alle nationernes flag, båret af folkenes udsendinge.

Grundskyldsudvalget.

     Men Folkes initiativ og handlekraft har givet sig mange andre udslag. Blandt andet ved dannelsen af grundskyldsudvalget, der består af repræsentanter fra alle de kredse og foreninger, der har beskæftiget sig med grundskyldstanken, og samlet med det formål at sætte ind, hvor det måtte anses for påkrævet, med råd og vejledning – eller protest, hvor reaktionens overgreb truede. Det har ikke været omsonst – anledning har ikke manglet.
     Blandt grundskyldsudvalgets gerninger skal nævnes udgivelsen af »Kampen om Jorden«, i 1930 – en samling artikler for og imod, af Madsen-Mygdal, Folke, Lange og Norlev.

En, der manglede.

     Den, der af alle savnedes mest ved verdensstævnet, var professor C. N. Starcke, som just i foråret 1926, den 7. Marts, var død, 68 år gammel. »Segnet, bogstavelig segnet i kampen for ret,« skrev Viggo Bredsdorff – med rette, thi der er ingen tvivl om, at overanstrengelse ved vinterens besværlige rejser og de aftenlige møder har fremskyndet katastrofen. Den ædleste og fineste personlighed, nogen bevægelse kan ønske sig som leder, gik bort med professor Starcke. Arbejdet for retfærdighed var ham selve livets indhold og mål, han skyede ingen anstrengelser. Først indenfor venstre, der valgte ham ind i Rigsdagen, for Fåborg-kredsen, den 20. maj 1913, og senere i Retsforbundet, som han stiftede, da han havde opgivet håbet om, at Venstre ville være i stand til at forny sin forældede »liberalisme«, gjorde han det ubehagelige og utaknemlige politiske murbrækkerarbejde. Med sine fremragende pædagogiske evner og ganske særlig ved sin ægte, rene menneskelighed kunne han som ingen andre få folk i tale, dvs. tænde lys i dem fra sin egen ildhu. Det mærkes på den kraft, der er i bevægelsen overalt i landet, hvor Starcke i sin tid holdt sine sociale kursus. Det var i 1911, på et af Joseph Fels besøg her i landet, han blev grebet af beundring for professor Starckes personlighed og forhørte, om det ikke var muligt at frigøre endnu mere af hans kraft til fremme af den sag, han allerede brugte hele sin fritid til at arbejde for. Det lykkedes at få ordnet en hel række seksdages kursus ude omkring i landet, hvor professor Starcke for ret store og voksende forsamlinger gennemgik socialøkonomiens love og gjorde grundigt rede for frihedens og retfærdighedens vilkår. Disse kursus var ham til stor glæde – som en slags udvidet højskoleundervisning har de sikkert klaret begreberne for mange af dem, der senere blev skribenter og talere for vor sag. En gårdmand skrev: »Vi burde udvide kredsen af vore konsulenter med en konsulent i samfundsvidenskab og udnævne Starcke dertil.«

Husmandstalerne.

     Starcke var vel den største, men langt fra den eneste taler, der blev sat i stand til at give mere tid til oplysningsarbejdet ved hjælp af de midler, som den amerikanske georgeist Joseph Fels gavmildt ofrede. Særlig i husmandskredse blev der af forskellige holdt mangfoldige møder i årene 1910 og fremefter, og her var det særlig godsforvalter Sophus Berthelsen, Høng, der dannede forbindelsen mellem Henry George bevægelsen og husmandskredse. En fremragende og dygtig taler var Kristen Bjerring, der med sin klare, praktiske sans, forenet med dyb, åndelig forståelse, fik meget stor betydning for tankens modtagelse og udformning i de kredse, han særlig henvendte sig til. Kristen Bjerring forlod Danmark, efter sin hustrus død, i juni 1922, og drog med sine elleve børn til Ny Zealand, hvor han har skabt sig udkommet og fået sine børn i vej. Det er ingen ringe bedrift – og det havde måske været vanskeligt at gøre det herhjemme under de vilkår, ungdommen for tiden har. Men det var et stort tab for Danmark. Kr. Bjerrings sidste bidrag til sagen, inden han forlod landet, var artikkelrækken: Hvorfor bør danske bønder arbejde for en grundskyld, der stod i »Det frie Blad« nr. 22 til 27, 1922, og senere er udkommet som pjece i flere oplag. Dette skrift har stadig gyldighed, som da det blev skrevet for tolv år siden, og bruges stadig i oplysningsarbejdet. Ja, tidernes ugunst har endogså gjort det endnu mere aktuelt desværre. Også daværende husmand, senere kreditforeningsdirektør, afdøde Jens Jensen Als var blandt disse års flittige foredragsholdere. Husmand Peter Ellekjær, Bellinge, murer Evald Kristensen – senere højskoleforstander i Californien, nu sognepræst i Ellinge – tømrer Karl Mortensen, tømrer Olaf Toxværd, murer og husmand N. Kristensen, husmand Chr. Olsen, murer Hans Hansen – senere gårdejer, nu retsforbundets folketingsmand, lærer Kr. Kolding, lærer N. Fisker – nuværende socialdemokratisk folketingsmand –, en hel række af det nye radikale partis folketingsmænd, med lærer K. J. Møller, Grønborg og Mads Larsen i spidsen og mange, mange andre, ældre og yngre talere – i alt over et halvt hundrede – holdt stadig gryden i kog. I 1912 vedtog også landarbejderne et grundskyldsprogram under Oluf Andersens førerskab.

Fels og husmændene.

     Husmandsskolerne var georgeismens højborge. På husmandsskolen i Borris, under forstander Jens Nielsen, samledes husmændenes repræsentanter i sommeren 1911 med Joseph Fels og georgeismens foregangsmænd. I 1913 blev der holdt feriekursus i samfundsøkonomi, med forstander Brande, Johan Pedersen og Axel Dam som lærere.
     På Fyns Husmandsskole var Joseph Fels og hans elskelige hustru ligeledes husmændenes fejrede gæster, og Fels holdt på sine korte sommerbesøg møder rundt om i landet, hvor folk strømmede til for at høre den amerikanske millionær fortælle om, hvorledes man tjener penge uden at arbejde. »Man kan simpelthen ikke undgå det, hvis man får fat i noget jord og venter, til andre mennesker får så megen trang til den, at de er villige til at betale det, man forlanger.« At metoden er farlig og uheldig for samfundet, var en viden tilhørerne fik i tilgift.

Hovedkontoret.

     Joseph Fels var gennem sine britiske venner og medarbejdere kommet i forbindelse med den danske bevægelse og ønskede at bidrage til dens fremgang ved at yde pengebeløb, der svarede til, hvad sagens danske forkæmpere selv ydede. Efter sine besøg her gav han yderligere bidrag, dels til professor Starckes kursus, dels til oprettelse af »Hovedkontoret for grundværdibeskatning« med J. L. Bjørner og Signe Bjørner som ledere. Her samledes trådene for den efterhånden meget omfattende oplysningsvirksomhed, og her var et mødested, i de rummelige lokaler i Fredericiagade 25, lige overfor Rigsdagen, hvor de interesserede kunne samles til drøftelse og rådslagning. Her var bibliotek, og herfra udsendtes bøger og skrifter i titusindvis, ja, for et enkelt skrifts vedkommende, der blev uddelt i København, udelukkende ved kredsens medlemmer, i 136 tusinde.
     »Henry George Forlaget«, hvortil spiren allerede var lagt ved udgivelsen af Berthelsens skrifter mm., i Slagelse, fik her et vældigt opsving. (Denne vigtige side af oplysningsarbejdet – salg og udgivelse af skrifter – varetages nu af C. Ottosen, Slagelse.)
     Pressen blev stadig forsynet med artikler af de forskellige skribenter, og tykke hæfter med udklip minder om, at de blev flittigt brugt.
     Det var rige år, fyldt med arbejde, og dette kan ikke have undgået at gøre sin virkning. Men det var også urolige år, en brydningstid indenfor bevægelsen. Samarbejdet foregik undertiden gennem kampe, som de mest besindige mente tog for megen kraft fra selve oplysningsarbejdet. Det var dog sikkert uundgåeligt, at der skulle komme uoverensstemmelser mellem så mange højst individuelt udviklede personligheder, alle brændende i ånden og med hver sin opfattelse af, hvorledes arbejdet for deres hjertesag skulle fremmes.
     Det var navnlig pressespørgsmålet, der voldte uro. Lige fra Henry George Foreningens start, i 1902, havde Sophus Berthelsen udsendt månedsskriftet »Ret« som bevægelsens organ. I dette skrev han sine mange dygtige artikler, mange af dem blev udsendt som småskrifter og gjorde stor nytte. (en samling af dem, udgivet under navnet »Ret og Skel«, udkom i 1912, og det har vistnok været Berthelsens tanke at udgive anden del, med de senere skrifter, men dette arbejde hindredes ved hans død.) Også meget andet værdifuldt stof kom frem i »Ret«, og tidsskriftet har været kærkommen læsning for alle Henry George-venner. Men en del af disse fandt dog, at det stærkt personligt prægede organ ikke tilstrækkelig alsidigt repræsenterede bevægelsens forskellige synspunkter, og navnlig efter indførelsen af fri valgret i Henry George Foreningen i 1906 savnede man et forum, hvor medlemmerne med fuld ret kunne kræve adgang til at udtale sig frit. Det blev derfor ved årsmødet 11. september 1910 i Odense vedtaget at oprette medlemsbladet »Den lige Vej« som fjortendagsblad med lærer K. J. Møller som redaktør. Efter K. J. Møller overtoges redaktionen af den unge sekretær Alfred Pedersen, der sammen med S. Berthelsen også havde fået ledelsen af hovedkontoret, efter at J. L. og Signe Bjørner var trådt tilbage. Imidlertid døde Joseph Fels i begyndelsen af 1914 – tilskuddene ophørte snart derefter, og det blev for kostbart at opretholde kontoret. Nu døde også den lovende unge Alfred Pedersen, der allerede havde gjort sig bemærket ved sin usædvanlige begavelse og som ved sin forbindelse med venstreungdomskredse havde betingelser for at føre tankerne ud i de liberale befolkningslag, hvor de i virkeligheden, ret forstået, havde grovilkår. Ingen har senere udfyldt hans plads. P. C. Pedersen, Grønnegård, nu Kidserup pr. Hvalsø, var da og senere virksom, både indenfor Venstres Ungdom og i andre kredse med mund og pen.

Blade og tidsskrifter.

     »Den lige Vej« udkom derefter under skiftende redaktioner, bl.a. professor Starcke og dr. Villads Christensen, lige indtil det, tilligemed »Ret«, »Retsstaten« og »Retsforbundet«2)  blev sluttet sammen med »Det frie Blad«, der udkom som ugeblad fra januar 1921 med Signe Bjørner som redaktør.
     Henry George foreningens afsnit i »Det frie Blad« hed dog stadig »Den lige Vej« og redigeredes selvstændigt det første år af lærer P. Larsen, Ølstykke, der allerede i en årrække havde været flittig medarbejder og navnlig gennem et stort arbejde holdt forbindelse med udlandet vedlige og bragt meddelelser om bevægelsens fremgang i andre lande.
     På grundlag af dette arbejde udgav P. Larsen i oktober 1911 en pjece: »Jordskyldreformen i udlandet«, der gennem hovedkontoret bl.a. blev udsendt til 5.000 rigsdags-, byråds- og sognerådsmedlemmer og udkom i flere oplag. Sammen med sin søn, lærer Svend Larsen, Rye, oversatte P. Larsen »Beskyttelse eller frihandel« og »Samfundets livsspørgsmål« af Henry George, og foruden »Fem samtaler« og »Henry George, hans liv og værk«, har han udgivet flere skrifter på Kristelig-Socialforbunds Forlag. Gennem P. Larsen, Chr. Norlev, pastor Birke, Herman Hansen Frisvad og flere stod Henry George Foreningen i levende forbindelse med dette forbund, hvis mål: Guds kongeherredømme på jorden gennem retfærdighed og sandhed i samfundslivet, har nøje tilknytning til Henry George bevægelsen.
     Efter P. Larsen blev J. L. Bjørner leder af »Den lige Vej«, indtil foreningen atter besluttede at udgive sit selvstændige tidsskrift, »Grundskyld«, der stadig udkommer og kun i ny og næ har stof tilfælles med »Det frie Blad«. Det redigeres af cand. polit. Abel Brink.

Henry George stævnerne.

     Som et selvstændigt led i oplysningsarbejdet skal Henry George stævnerne nævnes.3
     Det var daværende sagfører S. Berthelsen, Høng, som tog initiativet til dem. Ved en sammenkomst i Høng den 17. juni 1900 mellem S. Berthelsen, værkfører J. L. Bjørner og højskoleforstander Nielsen-Svinninge, blev planen drøftet. Man enedes om forsøgsvis at afholde et stævne samme år. Tiden burde for høstens skyld sættes til september måned. Man ville søge at formå Henry George Foreningens formandsskab til at lade foreningens repræsentantskabsmøde afholde umiddelbart før eller efter stævnet, da Henry George Foreningens medlemmer ansås for at være den faste stab i sådanne stævner. Da den danske Henry George Bevægelse i sin tid var udgået fra højskolens folk, ville man, ved at afholde stævnerne på høj- og landboskoler, søge at bevare forbindelsen mellem højskolen og Henry George Bevægelsen. Man enedes om, at Henry George stævnerne skulle være en fri skole for økonomisk politik i Grundtvigs og Henry Georges ånd, altså uden faste medlemmer, bestyrelse, fast kontingent etc., og ligesom Henry George Foreningen uden tilknytning til nogen partipolitisk retning. Sammenkomsterne burde være tvangfrie og med adgang for alle – altså også for modstandere. Der skulle lægges vægt på foredrag og forhandling »for viderekomne« – »et værksted for de åndelige våbens skærpning«, som det senere blev sagt om dem. Desuden skulle der være adgang til »fri diskussion«, så enhver, der havde noget på hjerte, kunne få det frem. Man skulle desuden styre efter, at disse stævner så vidt muligt blev afholdt enten på et landscentralt sted eller skiftevis rundt om i landet.
     For ikke at sammenblande foreningsarbejde (organisation, bladspørgsmål, agitation osv.) med denne form for oplysningsarbejde skulle stedet for Henry George Foreningens årsmøde og Henry George stævnet ikke være det samme. Hermed var en delingslinie markeret. Denne ordning har vist sig overordentlig heldig. De mange organisationer, som senere, med Henry George stævnerne som forbillede, har optaget et lignende oplysningsarbejde, har ikke helt formået at holde denne linie, hvilket har svækket det upartiske, rene oplysningsarbejde. De første Henry George stævner led af den fejl, at de var overmættede med foredragstider, så deltagerne ikke fik tid og lejlighed til et værdifuldt mere personligt samvær. Fejlen blev dog snart rettet, og nu er der også tid til »munddrøft« mellem timerne.

Stævner og stadier.

     Fra Henry George Bevægelsen er udgået en række mænd og kvinder, som beriget og befrugtet med de tanker, som de hentede her, er blevet foregangsfolk i andre samfundsgrupper – og de har – de ivrigste af dem – søgt tilbage til Henry George stævnerne for at »få de åndelige våben skærpet«.
     Om den stemning, der hviler over et Henry George stævne, skrev en trofast stævnedeltager (rådstuearkivar, dr. Phil. Villads Christensen) 1916 følgende:
     »For den, der nogle gange har deltaget i Henry George stævnerne, vil disse uvægerlig blive en af de årligt tilbagevendende begivenheder, som man på forhånd glæder sig til, og som man er sikker på at hente både nydelse og udbytte af, så længe de står på. Gensynet med gamle kendinge og bekendtskabet med de nye deltagere, der hvert år dukker op, det muntre samvær i de rummelige og statelige højskolebygninger, den friske drøftelse af fælles interesser, sange og taler, en hjertelig velkomst af en højskoleforstander, der ikke er bange for at sige »vi georgeister«, en god forplejning af en husmoder, for hvem det er en dagligdags ting at bespise et halvt eller helt hundrede mennesker, – alt dette gør disse dage til oplevelser, som man ikke glemmer igen, og som man i erindringen med glæde vender tilbage til.
     Og så endnu et moment – det, som jeg her særlig vil minde om: den udmærkede lejlighed, disse stævner frembyder, til at lære vort land at kende.
     Allerede nu har stævnerne ført sine deltagere til vidt adskilte egne af Danmark og vist dem landets natur i dets forskelligste nuancer – Langelands bløde bakker og blomstrende landevejshegn såvel som det træløse Vestjylland omkring husmandsskolen i Borris. Og for ikke at gå så langt tilbage i historien, – hvem har ikke modtaget et stærkt indtryk af de to så vidt forskellige egne af Jylland, som vi i fjor og i år har besøgt.
     Store Restrup – den gamle adelsgård, der nu var forvandlet til en husmandsskole! Fortidens herregårdspræg hvilede endnu over gården og dens omgivelser. Den brede borggrav med den hvælvede murbro lå endnu foran hovedbygningen; bagved strakte sig den store herregårdshave, der snart gik over i en park, ligesom parken i en skov. Midt ned gennem have, park og skov strakte sig endnu den snorlige udhugning, der ramte lige i hovedbygningens midterlinie. Når man stod på trappen oppe i gården, så man liniernes perspektiv en halv eller hel kilometer bort, – skønt træer og buske havde begyndt at strække deres grene ind over grusgangen og ikke længer holdtes så stift under saksen som før. Et vandløb slyngede sig gennem parken; de hvælvede sandstensbroer, som førte over det, var mossede og grå, – over hele gården hvilede den stemning, som en århundredlang fortid kan give.
     Udenom lå det store Jydsk landskab, koldt og barsk i den bidende efterårsblæst, – der var rimfrost på markerne om morgenen og ild i varmeapparaterne i den gamle riddersal, hvor møderne holdtes. Træløse bakker begrænsede udsigten rundt om den dal, hvori gården lå. En nøgen stendysse stod ensom og frysende på en bakketop, og oppe fra den så man i det fjerne Limfjordens kolde, grå-blå flade. Det var en egn, som talte et barsk og kraftigt sprog. Hvem der en gang har været der, glemmer ikke let Store Restrup igen.
     Og så i år – Danmarks mest smilende sund, de blødeste kystlinier, det blankeste hav, det muntreste solskin blinkende i hver rude på Fyns høje kyst. I Fredericia havde vi spadseret over de gamle maleriske volde, langs dybe, stille grave, snart gennem stive poppelalléer, snart ad slyngede stier under linde. Fra bastionen ud mod havet havde vi set over mod fyret på Æbelø og ud mod det yderste Treldenæs. Og så gik hele selskabet ombord i en lille damper, netop stor nok til at rumme os alle, og i solnedgangens aftenrøde sejlede vi over blikstille vand den skønne tur til Strib og Middelfart og Snoghøj. Vi lagde til ved den gamle færgegård, der måske nok nu vil kaldes badehotel, men ikke derfor er mindre hyggelig med sin lange, lave bygning og sine verandaer, skjulte af Klematis. Få minutters gang derfra lå Fiskerhøjskolen, en massiv bygning på skrænten ud mod Lillebælt, med en gylden fiskerkutter på tagrygningen som vindfløj, og med have helt ud på den yderste pynt. Men i denne have går en soldat med gevær i arm frem og tilbage, frem og tilbage den korte vej mellem højskolen og skrænten, hvor havegangen ender. Selv på denne fredelige plet sætter verdenskrigen sit spor.
     Nu er solen borte, og stjernerne kommer frem. Aftendisen slører alle omrids, så bakkeskrænterne langs det snævre løb mellem Jylland og Fyn bliver stejle og indskårne som bjerge. Inde i højskolens sal tændes i et blink de elektriske lys bag alle de høje ruder, og ud gennem åbne vinduer lyder et kraftigt kor af mange stemmer:
     Foragtet af de store, men elsket af de små – 
     sig, er det ikke vejen, det nye må gå.
     Stævnet på fiskerhøjskolen er begyndt.«

     Ved en anden lejlighed skrev han:

     »Der er en egen stemning over et Henry George stævne. I aftes, længe efter at lysene var slukket nede i foredragssalen, hørtes ude fra haven ivrig samtale fra flere smågrupper af stærkt optagne stævnedeltagere, som synes ikke at kunne få nok ud af tiden. Og allerede tidligt i morges, kort efter at septembersolen var stået op og medens morgentangen endnu lå over engene i det smilende fynske landskab, hørtes stemmer nedenfor mit kammervindue. Det var et par morgenduelige deltagere, som drøftede grundskyld og prioritetsgæld. Deres mål røber dem. Den ene er lollik, den anden fra Nordsjælland.
     Fra højskolens køkken lyder skramlen med kopper og kander. Det er forberedelserne til morgenkaffen. Forstanderen går med flaget hen over græsplænen mod flagstangen. En ny dag er begyndt. Snart vil sangen lyde og det første foredrag begynde.
     Lykkelige stævnedeltagere, som upartisk og uselvisk arbejder for og er optaget af at skabe en ny samfundsordning. Lykkelige pionerer for en stor bevægelse. Lykkelige georgeister!«

En oversigt.

     Efterfølgende er en fortegnelse over de hidtil afholdte Henry George stævner, deres foredragsholdere og emner for foredragene. Skønt kun en skematisk opremsning er den alligevel interessant læsning, thi den viser emnernes mangesidighed, personer og først og fremmest, at der ikke er noget emne indenfor den økonomiske politik, man er gået til side for. (foredragsholderne er nævnt i bogstavorden.)
     1906. Det første Henry George stævne afholdtes 16. – 18. september 1906 på Høng Højskole. Foredragsholdere og emner var følgende: højskolelærer Vald. Lennike (Arbejdsløsheden i England), godsforvalter S. Berthelsen (Prioritetsgældens væsen – lovforslag og finansplan), værkfører J. L. Bjørner (Toldsagen – guld, sølv og penge), rådstuearkivar Villads Christensen (Jesuiterstaten i Paraguay), redaktør Johan Hansson (De oppenheimske teorier), forstander Nielsen-Svinning (Henry George i tidens politik), overretssagfører Johan Pedersen (Selvstyrets økonomiske side).
     1907. Det andet Henry George stævne afholdtes 16. – 17. september 1907 på Vestbirk Højskole: Højskolelærer Vald. Bennike (Om Pat. F. Dove), godsforvalter S. Berthelsen (Arbejdslønnen), værkfører J. L. Bjørner (Den nyfysiokratiske bevægelse i Tyskland), skolebestyrer J. N. Brande (Stat og kommunes rette virkeområde), landbrugslærer J. E. Lange (Fremskridt og fattigdom), forstander Nielsen Svinning (praktisk politik), overretssagfører Johan Pedersen (Jordreformen og fremskridtsloven).
     1908. Det tredje Henry George Stævne afholdtes 21.-22. september 1908 på Klank Højskole: Godsforvalter S. Berthelsen (Vurderingslære og værdilære), værkfører J. L. Bjørner (Dagens politik), skolebestyrer J. N. Brande (Grundværdiskattens gennemførlighed), landbrugslærer J. E. Lange (Richard Cobden), lærer P. Larsen (Henry George Bevægelsen), forstander Jens Nielsen (Om planteverdenen).
     1909. Det fjerde Henry George Stævne afholdtes 20.-23. september 1909 på Fyns Husmandsskole: godsforvalter S. Berthelsen (Bidrag til renteknudens løsning – gennemgang af skattelæren), værkfører J. L. Bjørner (Økonomi og politik), skolebestyrer J. N. Brande (Staten og arbejderspørgsmålet – pengekrise og arbejdsløshed), husmand Jens Jensen (Husmændene og socialismen), landbrugslærer J. E. Lange (Henry George og hans tid), lærer P. Larsen (Henry George bevægelsen i udlandet), kommunelærer K. J. Møller (De almindelige indvendinger mod grundværdibeskatningen og deres besvarelse)), dr. Phil. C. N. Starcke (Retfærdighedstanken hos Henry George).
     1910. Det femte Henry George stævne afholdtes 12.-13. september 1910 på Langelands Højkole: Højskolelærer Vald. Bennike (Om George Grey), husmand P. Ellekjær (landbruget og Grundværdiskatten), lærer P. Larsen (Vor bevægelse i udlandet), dr. phil. C. N. Starcke (Frihandel og jordspørgsmålet).
     1911. Det sjette Henry George stævne afholdtes 11.-12. september 1911 på Frederiksborg Højskole: godsforvalter S. Berthelsen (Den danske Henry George bevægelses fremtid), ingeniør F. Folke (Skat og jordværdi), landbrugslærer J. E. Lange (Arbejdets kår), overretssagfører Johan Pedersen (Menneskelivets gåde), Dr. phil. C. N. Starcke (Moral og økonomi), kontorchef H. Wåge (Jordspørgsmålet og prioritetsgælden).
     1912. Det syvende Henry George stævne afholdtes 16.-17. september 1912 på Borris landbrugsskole: højskolelærer Kr. Kolding (Dansk skattevæsens historie), landbrugslærer J. E. Lange (Den tabte målestok), sekretær Alfred Pedersen (Lloyd George), overretssagfører Johan Pedersen (Styreløn), dr. phil. C. N. Starcke (Jordreformen), højskolelærer A. Vedel (Turgot og den franske revolution).
     1914. Det ottende Henry George stævne afholdtes 27.-28. september 1914 på Fyns Husmandsskole: godsforvalter S. Berthelsen (Politiske muligheder), ombudsmand Niels av Ekenstam (Retsdemokrati), folketingsmand Niels Frederiksen (Husmændene og tolden), landbrugslærer J. E. Lange (vore krav i den praktiske politik), dr. phil. C. N. Starcke (den sociale højspænding), højskolelærer A. Vedel (Georgeismen og verdenspolitikken).
     1915. Det niende Henry George stævne afholdtes 20.-21. september 1915 på Store Restrup Højskole: højskoleforstander J. N. Brande (Henry George og højskolen), cand. polit. Abel Brink (indirekte skatters størrelse), ingeniør F. Folke (Vandkraftens socialisering), landbrugslærer J. E. Lange (Fortid og fremtid), professor C. N. Starcke (Ligeløb og kredsløb), læge H. Torbøl (Idealer), højskolelærer A. Vedel (Under verdenskrigen).
     1916. Det tiende Henry George stævne afholdtes 24.-25. september 1916 på Snoghøj Fiskerhøjskole: fru Signe Bjørner (Samfundslivets lov), cand. polit. Abel Brink (Jordvurdering i almindelighed), landbrugslærer J. E. Lange (Jordbeskatning – den folkelige udviklingslære og dens love), forstander Otterstrøm (Ålegårdsretten).
     1918. Det ellevte Henry George stævne afholdtes 30.-31. september 1918 på Fyns Husmandsskole: fru Signe Bjørner (Løn eller understøttelse), dr. med. V. Harsløf (Georgeistisk politik), cand. polit. K. J. Kristensen (Resultaterne af jordvurderingen 1916), sekretær Chr. Norlev (Det sociale spørgsmål – lysbilleder), højskolelærer A. Vedel (I krigsøkonomiens tegn).
     1919. Det tolvte Henry George stævne afholdtes 28.-29. september 1919 på Ubberup Højskole:
     Højskoleforstander K. Balle (Grundværdibeskatningen og landbruget), godsinspektør S. Berthelsen (Skattepolitik), højskoleforstander Hallbåck (Henry George Bevægelsen i Sverige), pastor Carl Koch (Det sociale og det kristelige), forstander J. E. Lange (Prioritetsproblemet), højskolelærer A. Vedel (Forholdene i det revolutionære Europa).
     1920. Det trettende Henry George stævne afholdtes 27.-28. september på Testrup Højskole: Godsinspektør S. Berthelsen (Grundskyldsforslagets modtagelse i Folketinget), fru Signe Bjørner (Blandt amerikanske georgeister), forstander J. E. Lange (Vor fremtid), professor C. N. Starcke (Henry George Foreningen og Retsforbundet), højskolelærer A. Vedel (Sønderjylland og Henry George).
     1921. Det fjortende Henry George stævne afholdtes 25.-26. september 1921 på Fyns Husmandsskole: grosserer J. L. Bjørner (Frihandelsproblemet), Højskoleforstander Uffe Grosen (Forholdene i England under krigen), forstander J. E. Lange (Henry George Bevægelsen nu), sekretær A. W. Madsen, London (En verdenskonference).
     1923. Det femtende Henry George stævne afholdtes 30. September - 1. oktober 1923 på Fyns Husmandsskole: fru Signe Bjørner (De amerikanske enklaver), forstander N. Bredkjær (Henry George i landbokredse), forstander J. E. Lange (Den tabte målestok og et nyt målesystem), højskoleforstander A. Vedel (Rhingrænsen og jordspørgsmålet).
     1924. Det sekstende Henry George stævne afholdtes 5.- 6. oktober 1924 på Tune Landboskole: Godsinspektør S. Berthelsen (Studier af politisk økonomi), forstander J. E. Lange (Hvorfor har frihandelen endnu ikke sejret?), professor C. N. Starcke (Grundskyldens betydning for folkets økonomi), højskoleforstander A. Vedel (Folkeforbundet), departementschef H. Wåge (Valutaspørgsmålet).
     1925. Det syttende Henry George stævne afholdtes 13.-14. september 1925 på Nr. Ørslev Højskole: grosserer J. L. Bjørner (Statsindgreb og boligspørgsmål), cand. polit. K. J. Kristensen (praktisk grundvurdering), skolebestyrer C. Lambek (Hvorvidt kan samfundsborgerne kræve sig sikrede mod svingninger i de økonomiske værdier), forstander J. E. Lange (Arbejdets ret).
     1926. I dagene 20.-26. Juli 1926 afholdtes Det Internationale Stævne for Grundskyld og Frihandel på Christiansborg i København.
     1927. Det attende Henry George stævne afholdtes 2.-4. oktober 1926 på Fyns Husmandsskole: Godsinspektor S. Berthelsen (Muligheden for snarlig gennemførelse af fuld grundskyld), grosserer J. L. Bjørner (Fra toldbod og frihavn), gårdejer Hans Hansen (Landbrugskriser før og nu), borgmester Markus Hansen (Kommunalt selvstyre og økonomisk frihed), forstander J. E. Lange (Indtryk fra Amerika), folketingsmand, pastor Willesen (Overgangen til Retsstaten).
     1928. Det nittende Henry George stævne afholdtes den 9.-11. september i Åle ved Horsens: Godsinspektør S. Berthelsen (Den enkeltes jordret), fru Signe Bjørner (Leo Tolstoy og Henry George), ingeniør F. Folke (Det kommende verdensstævne), pastor Geert Jørgensen (Kristendom og løsningen af det sociale spørgsmål ad den af Henry George anviste vej), lærer P. Gregersen (Vilh. Lassen – Bernstein – Henry George), skolebestyrer Kr. Kolding (Nutiden og fremtiden i dansk politik), forstander J. E. Lange (Klasseinteresser, frihandel og grundskyld).
     1931. Det tyvende Henry George stævne afholdtes 13.-14. september 1931 på Høng Husmandsskole: fru Signe Bjørner (Folkevalgte høvdinge), ingeniør F. Folke (Livets dom), kontorchef K. J. Kristensen (Grundværdier i by og på land), overlæge Viggo Starcke (Social ret), højskoleforstander A. Vedel (Engelsk nutidspolitik). I forbindelse med stævnet indviedes et mindesmærke for S. Berthelsen. Mindesmærket er rejst ved byens parkanlæg.
     1934. Det enogtyvende Henry George stævne vil blive afholdt den 9.-10. september på Vallekilde Folkehøjskole. Forstander N. Bredkjær (Folkestyret og tidens krav), redaktør Axel Fraenckel (Grundtvig som politisk frihedsmand), toldinspektør Villiam Halland (Den merkantilistiske åndsretning), pastor Chr. Norlev (Nazisme – marxisme – georgeisme), husmand P. C. Pedersen (Har skødehaverne krav på erstatning?).
     I alt 45 forskellige foredragsholdere og 117 forskellige foredrag. Desuden har adskillige hundreder deltaget i diskussionen.
     Fra disse stævner er udgået en lang række resolutioner til offentligheden, til Rigsdag og Regering. Stævnerne har altså, foruden at være et led i det indre oplysningsarbejde, også været en retningsvisende vimpel i vort offentlige liv

Den folkelige videnskab.

     Man vil af fortegnelsen over foredragsemner se, at der er behandlet mange andre socialpolitiske, aktuelle emner end dem, man sædvanligvis forstår ved »georgeisme« (skattefrihed, grundskyld og frihandel), de er blot alle behandlet i Henry Georges og Grundtvigs frisindede, folkelige ånd. Med Henry George Stævnerne har man i det små søgt at realisere idéen om et folkeuniversitet for socialøkonomisk videnskab, ud fra den betragtning, som J. E. Lange giver et så udmærket udtryk for i forordet til sin »Socialøkonomi«: »Socialøkonomien er i højere grad end nogen anden en folkelig videnskab. Ikke blot er dens emne et sådant, at det umiddelbart vedrører alle, idet det jo er socialøkonomiens hovedopgave at klarlægge betingelserne for arbejdets kår, at påvise, hvad der får indflydelse på folks udkomme og på rigdommens lige eller ulige fordeling i landet. Men dertil kommer, at socialøkonomien er en i virkeligheden mere umiddelbart tilgængelig videnskab end alle andre. I kemien, f.eks., vil man i reglen være henvist til uden videre at godtage de lærdes udsagn og resultaterne af de videnskabelige laboratorieforsøg og analyser. Lægmanden kan vanskelig selv prøve sætningernes rigtighed: stoffernes affinitet og valens, forbindelsernes love osv. må han kritikløst tage, som de gives ham. Men i samfundsøkonomien er det anderledes. Thi dér er vi selv atomerne; de menneskelige tilbøjeligheder er den affinitet, der sætter bevægelser og forskydninger i gang, og enhver kan derfor på sig selv og sin næste prøve sætningernes gyldighed. Tilbud og efterspørgsels indflydelse på varepriser og arbejdsløn, den indflydelse, udvandringen har på hjemlandets forhold osv., er noget, man selv lige så umiddelbart kan fatte som videnskabsmanden. Videnskabens opgave er her blot at samle og ordne erfaringerne, så der kan komme overskuelighed i den brogede mangfoldighed (og dermed enhed i forståelsen), og at prøve og udskille de enkelte forholds virkning, så man kan opdage den virkelige årsagsforbindelse og de endelige resultater bag tilfældighedernes og foreløbighedernes mængde.
     Når ikke desto mindre socialøkonomien ikke er blevet bragt ud til folket, hænger det naturligvis sammen med, at den er en i en vis forstand farlig videnskab. Opdagelsen af en ny sætning i kemien griber ikke direkte ind i forholdet mellem mand og mand eller mellem samfundsfagene indbyrdes. Men det gør socialøkonomiens sætninger. Og ved således at berøre de økonomiske forhold rører de ved de mest ømtålige nerver. Naturvidenskaberne påviser, hvad der er rigtigt, det gør socialøkonomien også, men tillige påpeger den, hvad der er ret. Og den kan derved komme til at tage grunden bort under hævdvundne interesser«.
     En videnskab, der således kan undergrave »det bestående«, må nødvendigvis komme til at kæmpe sig frem.
     Men socialøkonomiens dybt indgribende betydning gør den – trods dens lettilgængelighed – til en vanskelig videnskab. Det er menneskelykke, dens afgørelser gælder, og det er derfor svært at behandle den med uvildig kølighed, vanskeligt at undgå, at lidenskab og klassefordom fordunkler det klare blik.
     Men netop i en tid, hvor bevidste klassemodsætninger kommer så stærkt til orde, får socialøkonomien derfor fordoblet betydning, idet den – for så vidt den virkelig er en videnskab – bør kunne vise den lige vej.
     Når ikke desto mindre statsmanden og den »praktiske politiker« rolig lader hånt om dens resultater og træder dens sætninger under fod, hænger det vel noget sammen med, at socialøkonomien ikke overalt er nået til fuld sammenhæng og klarhed. – Den plantedyrker, som ville ignorere plantefysiologiens eller gå på trods af fysikkens love, ville næppe komme langt. Men statsmændene kappes med de politiske kandestøbere om at opretholde f.eks. beskyttelsestold, for derigennem at ophjælpe landets næringsliv, skønt socialøkonomien, så længe den har eksisteret, har fordømt al slig told som skadelig for et lands sunde udvikling.
     Forhåbentligvis kan den tid dog ikke være fjern, da en sådan bevidst tilsidesættelse af samfundslivets sundhedslæres love ikke længere lader sig fastholde. Men dertil kræves, at disse love ikke blot bliver klart opfattede, men tillige almen kendte, bliver et led i folkets bevidsthed.«

Vor tid og fremtiden.

     Når man ser, hvor forvirret, for ikke at sige forrykt, det politiske liv herhjemme og ude i verden arter sig i vor oplyste tid, så ligger det nær at spørge, om hele oplysningsarbejdet er nogen nytte til? Vil ikke, trods alle anstrengelser fra deres side, som så sandheden og retten og kastede sig ind i arbejdet for folkets sag, vor kultur gå til grunde, som tidligere kulturperioder er gået? Der kan være meget mistrøstigt i denne tanke, og mange lægger i selvopgivelse hænderne sammen og lader stå blindt til. Men som Henry George siger: »Den, som ser sandheden og retten og vil stå på dens side, spørger ikke først, om kampen vil lykkes. Falskhed og uret skænker ofte nok sejr. Men har ikke sandheden og retten noget at give, noget, som just tilhører dem, ikke skyldes tilfældets luner? – At de har det, véd enhver, som har følt deres løftende indflydelse. – Vil sandheden og retten da til sidst sejre? Til sidst ja. Den sandhed, jeg har forsøgt at klargøre, vil ikke let vinde frem. Havde den kunnet det, så var den blevet antaget for længe siden, ja, var aldrig blevet fordunklet. Men den vil finde venner, som vil arbejde for den, lide for den og, om det kræves, dø for den. Thi sådan er sandheds magt.«

Fri valgret.

     Som man af foranstående beretning vil se, holdt Johan Pedersen foredrag på det første stævne i Høng.
     Henry George Foreningen havde indført Johan Pedersens den gang nye fri valgret og kvalitetsafstemning, også kaldet samstyremetoderne, og det var magtpåliggende at indøve og oplyse om disse metoder. Det var i denne kreds, man først tog dem i brug, og de har vist sig gennem alle senere vanskeligheder at være en god hjælp til at bevare samarbejdet om det væsentlige, tiltrods for alle mulige divergenser om veje og midler. Samstyrets historie er således nøje knyttet til arbejdet for økonomisk frigørelse, og det kan heller ikke undgås, at trofasthed mod folkestyrets og den politiske friheds idé må hænge sammen med viljen til at grunde folkets økonomiske eksistens på den lige og fælles ret til jordværdierne. De to ting hører sammen som hånden og armen.
     Johan Pedersen talte på det første stævne og gjorde ypperligt rede for sine ny styremetoder.
     Samstyret indbefatter fri styreret, dvs. enhver har adgang til at deltage direkte i styret. Fri valgret: enhver kan vælge som repræsentant og stedfortræder, hvem han vil, og repræsentanten tæller foruden med sin egen stemme for alle dem, der har valgt ham. Fri lønningsret: vælgerne lønner selv deres repræsentanter og bidrager efter evne og interesse til at fremme disses arbejde, samt endelig, ved afstemninger, kvalitetsmetoden, hvorved der stemmes samtidig over alle forslag (eller kandidater), således at den stemmende betegner den rækkefølge, hvori disse foretrækkes, og sammentællingen (efter den af Skriver Svendsens forbedrede metode, der afgør hvert enkelt forslag stilling i forhold til hvert af de andre) viser, hvilket forslag der har sejret.
     På næsten ethvert stævne siden da har man beskæftiget sig med dette spørgsmål. Her var en god jordbund for de nye tanker, og Johan Pedersen var en fængslende og dybsindig talsmand for dem. Adskillige af de unge, navnlig cand. polit. Niels Skriver Svendsen, fik hos ham rige impulser til fremtidigt arbejde.

Foregangsmænd på stævnerne.

     Et enkelt af de tyve stævner blev ikke holdt på en højskole, men i forsamlingshuset i Åle – dér, hvor afdøde lærer N. Kr. Laursen var en af dem, der førte den første Henry George bevægelse over vintertidens dvale, ind i den nye grotid. Det arbejde, der blev gjort af disse gamle – hvoraf vi endnu har enkelte iblandt os –, var af en sådan art, at selv om Henry Georges navn var blevet glemt i Danmark og man ikke havde haft rede på, hvorledes hans tanker var kommet til os, så havde de dog været levende. Som et klart, dybt præg i det åndsdyb, hvorfra nye tanker og ny bevægelse stadig opstår. Laursen, Åle, Grønvold, Vestbirk, Egens, Dalbyneder, og først og sidst Viggo Ullmann fra Norge og Jakob E. Lange, men også mange andre, som burde nævnes, men hvis navne intet siger os, og mange, der ikke kan nævnes, fordi deres arbejde er gjort i det stille og deres navne svundet fra os – de har båret det levende ord videre ud og bevaret tanken.
     Det kommer da også an på, at menneskelivet forædles – ikke, om man kender navnene på dem, der har været redskaber dertil.
     Men et af stævnerne skal dog særlig omtales. Det 9. Henry George Stævne blev holdt midt under verdenskrigen, den 20. – 21. september 1915, på Store Restrup, hvor husmandsskolens forstander da var J. N. Brande, tidligere forstander for efterskolen i Bramminge. Bortset fra det som sædvanlig righoldige program havde stævnet sin særlige værdi og ejer i erindringen også en særlig vemod derved, at det netop var Brande, som var vært. Det var vistnok sidste gang, bevægelsens forkæmpere samledes med Brande. Det store, grundlæggende arbejde med den ny skole, som husmændene havde oprettet på det gamle herresæde, lagde beslag på al hans kraft, ja man tør vel sige, det nedbrød hans kræfter. Allerede i december 1917 døde han, kun 43 år gammel. Da havde han ganske vist nået at udføre et arbejde, som de fleste af os ikke når inden støvets år. Hans tale ved stævnet om Henry George og Højskolen viser hans dybtgående forståelse af sammenhængen mellem den frie folkeoplysning, som han tjente trofast ud af sin inderste trang, og den økonomiske retfærdighedstanke, han fandt hos Henry George. Han talte bl.a. om den eksistenstrængsel, der mødte ungdommen, og som tilsyneladende gør det omsonst for den at søge udvikling; »Thi det er meningsløst at udvikle kræfter, som der ingen brug er for.« Brande fortsætter:
     »Her kommer jeg til det punkt, hvor jeg må sige, at gennemførelsen af Henry Georges idé er en livsbetingelse for Højskolen. Jeg tror ikke, eksistenstrængslen løses på anden måde, og fortsættes eksistenstrængslen, hvorunder det materielle kommer til at synes meget mere, end det er, da vil materialismen stedse få mere og mere overtag. Og materialismen søger ikke højskolen, men fagskolen. Højskolen vil da så langt fra at blive en skole for det hele folk lidt efter lidt sygne hen, og navnet, der bliver tilbage, vil komme til at gælde blot og bar nytteanstalter – fagskoler.
     Derfor kan den højskole, der forstår sin tid, ingenlunde være ligegyldig for Henry Georges idé, lige så lidt som den kan være ligegyldig for sine elevers fremtid.«
     Brande ivrede imod det tilskudsprincip, der greb mere og mere om sig, og som var en trussel imod åndsfriheden – for ham det højeste gode. I et foredrag i Varde den 23. sept. 1906 om »Jordværdiskat modsat statstilskud « viste han klart, hvorledes man i grundskylden havde en udvej, bort fra statens om-sig-gribende overmagt. I 1908 oversatte Brande den amerikanske forfatter John Sherwin Crosbys udmærkede lille bog: »Kunsten at regere retfærdigt«, som dog fandt alt for ringe udbredelse. Derimod har Brandes samfundslære, hans betydeligste skriftlige arbejde til vor sags fremme, vundet stor yndest og anses af mange som den bedste lærebog for højskole- og ungdomsskoleelever i socialøkonomi. Desværre er den udsolgt, men det kunne måske overvejes, om der ikke var anledning til at udgive den på ny, i disse studiekredstider. S. Berthelsen skrev om den:
     I bedste folkelige form udredes her en række af »nationaløkonomiens problemer, arbejde – jord – kapital – værdi – monopol – Rente osv. – i friske, klare billeder og sætninger, som kan forstås og kontrolleres af enhver jævn forstand.«
     J. N. Brande var formand for Henry George Foreningen i de bevægede år 1907 til 10. Han tog sig det nær, at den store sags forkæmpere kunne blive uenige om tilsyneladende uvæsentlige ting. »Jeg drømmer om, at vi en gang, glemmende alt gammelt vrøvl, må kunne holde et vennemøde,« skrev han en gang. Han oplevede det ikke. – S. Berthelsen skrev ved hans død:
     »Men, som Henry George skrev: »– Et sted, en gang skal mønstringsrullerne opråbes, og de, som kæmpede på lysets side, skal samles til det store vennemøde hisset.«
     I St. Restrups smukke have, ved den højskole, som Brande begyndte og som nu fortsættes af en anden god medarbejder på folkets åndelige og økonomiske frihed, K. Balle, blev der året efter rejst ham en mindesten. 
     Og nu er også Berthelsen gået bort og har fået sit mindesmærke, den smukke mindebænk i Høng, tegnet af arkitekt Jensen-Klint, det sidste arbejde, som bygmesteren for Grundtvigs Mindekirke fik udført. Mindebænken blev afsløret ved det sidste Henry George Stævne, det tyvende, der ligesom det første blev holdt i Høng, hvor gamle Anders Jørgensens søn, Tormod Jørgensen, nu er forstander.
     Ved alle disse Henry George stævner, undtagen det første, har J. L. Bjørner været den djærve og muntre leder. Der har i andre kredse været holdt mange gode stævner, også Retsforbundet har haft og holder stadig sine sommerstævner, men over ingen af dem har der været helt den samme festivitas. Her kunne de, der havde kæmpet bittert om midler og veje, på Foreningens årsmøde, samles om aftenen og dagene derpå i fuldendt harmonisk samarbejde om sagens kærne, det fælles mål. En høj himmel hvælvede sig over festen, hvor Valhals kæmper sad til bords sammen; lægte var de sår, de havde tilføjet hverandre; og hele det store perspektiv over en ny og bedre verden, hvor retfærdigheden skulle råde, oprullede sig i ånden. Jeg gad set den, der ikke er rejst hjem fra stævnerne med fornyet kraft og vilje til at sætte alle evner ind for at nå til virkeliggørelsen af denne verden, i det mindste for vore efterkommere.
     Fyns Husmandsskole har huset flere af stævnerne end nogen anden højskole. Det første afholdtes dér under forstander Søndergård, senere var Nielsen Svinning vært. Efter november 1917 blev Jakob Lange og hans hustru Leila som forstanderpar den magnet, der naturligt tiltrak sig Henry George folkene. Hver af de højskoler, hvor stævnet har været gæst, fik et portræt af Henry George. Således har Roskilde, Frederiksborg, Vestbirk, Borris, Søllested, Klank, Snoghøj og en række andre fået skilderier til deres portrætgalleri. Men da Fyns Husmandsskole i 1933 jubilerede, fandt Henry George foreningens ledelse det helt i sin orden, at man skænkede husmandsskolen den skønne broncebuste af Henry George, modelleret af den dansk-amerikanske billedhugger Carl Rohl-Smith, som hans enke, senere afdøde fru Sara Rohl-Smith, havde skænket til «hovedkontoret for grundværdibeskatning« i 1910, da J. L. og Signe Bjørner var dettes ledere. Den står nu opstillet foran skolen, og husmændene, der tog vel og hjerteligt imod den, vil vide at holde den i ære.

Køgeresolutionen.

     Ingen er heller nærmere til at have den i eje. Ingen enkelt stand her i landet har så fuldtalligt sluttet sig til tanken og så trofast holdt den i hævd. Det har været et eksempel og er den dag i dag uopnået andet steds, at et dokument som Køgeresolutionen, der blev vedtaget af de sjællandske husmænd den 8. november 1902, har vundet en hel stands tilslutning. Resolutionen er gengivet så ofte – på dens 25-årsdag var den optaget i »Det frie Blad« nr. 45, 1927. Men dens stolte principper kan nævnes i få linier:
     Da husmændene anser deres driftsform for den fordelagtigste for sig selv og samfundet, kan denne stands økonomi ikke bygges på tilskud og bidrag fra staten eller andre samfundsklasser. Standen kræver derfor ikke nogen begunstigelse for sig selv ved skattelovgivningen, men derimod snarest ophævelse af enhver told og skat på forbrug eller arbejdsfortjeneste og kræver, at der i stedet, til dækning af de offentlige fornødenheder opkræves skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling. Deslige byrder vil ikke tynge arbejdet, men tværtimod gøre jorden billigere og derved lette adgangen for hver mand til at få sit eget hjem.
     På dette program, fuld frihandel og fuld grundskyld, er husmandsbevægelsen gået frem under sine målbevidste førere. Det var Sophus Berthelsen, der udarbejdede resolutionen og forelagde den på det sendemandsmøde, hvor den først blev vedtaget, støttet af Niels Peter Kristensen og Chr. Olsen. Den gamle, nys afgåede formand for hele landet, Rasmus Jensen Vandman, har sammen med dem og en voksende skare talsmænd stået vagt om husmændenes frihedsprogram overfor alle lumske angreb fra politisk side, hvor forståelsen af en sådan selvstændighedstrang ikke har været større, end at man gang på gang har forsøgt at «købe« husmændenes tilslutning ved løfter om særfordele.

Særinteresser kontra fællesskabet.

     Det er jo nemlig gået sådan, som det kunne forudses og som forfatteren Anders Olsen i sin tid spåede, da han i 1917 som ung radikaler tog ivrig del i Henry George Bevægelsens arbejde:
     »Udsigten efter krigen er ikke lys. Hele verden har under de abnorme forhold bidt sig fast i en statssocialisme, som det ikke vil blive let at komme bort fra igen. Erhvervspolitikken begynder nu at spille en foruroligende rolle – den må georgeismen ikke støtte eller vente støtte af, men tværtimod være en modvægt til.«
     Udviklingen i årene derefter gav ham ret. De optimister, der i tillid til de forskellige politiske partiers knæsættelse, i deres programmer, af grundskyldstanken, havde ventet en fortsat tilnærmelse på dette vigtige punkt, hvor alle særinteresser er ladt tilbage og hvorfra vejen går i retning af fællesskabet for hele folket, måtte bide skuffelsen i sig og samle alle kræfter om blot at holde stillingen. Ikke en gang det håb til sine jævnaldrende, til ungdommen, som Anders Olsen den gang nærede, er blevet opfyldt. Det slægtled har måttet kæmpe hårdt for tilværelsen. – som den daværende radikale landbrugsminister Kr. Pedersen i et foredrag illustrerede det, jordværdistigningen vanskeliggjorde adgangen til jorden, hele ungdommens arbejde gik til den private jordværdiåger:
     »Jeg kender et tilfælde, hvor en karl i 1910 havde opsparet 1000 kr., og tænkte på at købe 8 tdr. land á 500 kr. af sin husbond. Han lod sig dog bevæge til at vente endnu i tre år og sammensparede da yderligere 1500 kr. Men hvad nyttede så det, da jorden i løbet af de tre år var steget akkurat med samme beløb.«
     Og dette var endda før krigen. Hvor lidt var ikke pengene værd i forhold til jordværdien i de år, der fulgte efter. Ungdommen, den fremrykkende jordkøberstand, har måttet sælge sig i trældom for at leve.
     Men del var dog lykkedes gennem den radikale regering at få gennemført først prøvevurderingen i 1911–12 og senere den delte vurdering i 1916, der, som vi har set, var grundlaget for senere forbedringer. Til den almindelige forståelse af disse forarbejders betydningsfuldhed bidrog ikke mindst en energisk virksomhed fra de unge socialøkonomers, K. J. Kristensens og Abel Brinks side.
     Gennem mangfoldige foredrag og oplysende artikler beredte de vejen, og deres indsigt og sagkundskab blev da også taget i brug ved selve det praktiske arbejde, så at vurderingen til grundskyld nu, både teoretisk og praktisk er i de bedste hænder hos disse to embedsmænd. Deres arbejde for sagen har dog ikke indskrænket sig til det praktisk vurderingsmæssige, men fortsættes stadig gennem pjecer og afhandlinger i socialøkonomiske tidsskrifter og for Brinks vedkommende tillige gennem redaktionen af Henry George Foreningens tidsskrift.
     Nuværende indenrigsminister Bertel Dahlgård, som har en hård kamp at bestå for at videreføre grundskyldsprincippet under så kontrære forhold som nu, hører til den samme årgang og var en af de unge, der fik den første Henry George påvirkning som elev hos Jakob Lange, da lærer på Dalum Landbrugsskole. I den udmærkede samling afhandlinger, der af red. Axel Fraenckel blev udgivet i 1920 under titlen: »Økonomisk frihed«, skriver Dahlgård om »De første danske grundskyldsforslag«, fremsat af ministeriet Zahle den 5. marts 1920, om grundskyld til staten og grundskyld og grundværdistigningsafgift til kommunerne. Med sin praktiske og nøgterne indstilling tager Dahlgård afstand fra diskussionen om grundskyld som »enesteskat«. Det ligger ikke for at tage stilling hertil. Men om disse forslag, hvis principper senere er blevet lovfæstede, skriver han:
     »Den således foreslåede reform knæsætter altså det princip i vor ejendomsbeskatning, at arbejdsskabte værdier skal være skattefrie, og at samfundsskabte værdier bør inddrages af det samfund, der har skabt dem. På landet vil grundskyldens indførelse forårsage en forskydning af skattebyrden til fordel for de intensivt drevne landbrug. – men en sådan reform, hvorved det ekstensivt drevne store landbrug bliver genstand for en noget forøget beskatning, vil tillige virke som et tryk på jordprisen, og indførelsen af grundskylden vil altså ikke alene medføre en retfærdigere skattefordeling, men også lette adgangen til jorden gennem udstykning.«
     Virkningen i byerne, både finansielt og socialt, skildrer Dahlgård ligeledes udmærket. Lettelse af de personlige skatter, inddragning af de store værdier, som nu går i private lommer og spekulationens udryddelse.
     »Først og fremmest ville reformen her stoppe den kilde til social ulighed, som har sit udspring i de på grund af samfundets vækst hurtigt voksende grundværdier. – den nuværende spekulation i at lade ubebyggede grunde henligge i håb om gevinst vil blive brudt. Grundskylden og værdistigningsskatten ville i tide drive jorden ud på markedet og derved skabe mulighed for en mere sund og spredt bebyggelse.«
     Den samme gode hensigt og den realitetssans, hvormed Dahlgård fra sin ungdom har søgt at fremme grundskyldreformen, driver sikkert stadig hans bestræbelser i samme retning, selv om resultaterne kan synes svage nok. Det er et kæmpearbejde blot at holde fodfæstet, når man går op imod strømmen. Der kan tvistes om, hvorvidt mere havde været nået, om man havde spændt kravene højere.

Henry George Foreningen stiftes.

     Samme år, som Køgeresolutionen kom til verden, var Den danske Henry George Forening blevet stiftet, ved et møde i København, den 2. Marts 1902, hvortil S. Berthelsen, Chr. Olsen, Poul Nielsen, Valdemar Bennike og Lars Jørgensen havde indbudt. Der var ca. 15 deltagere. Foreningen blev stiftet med 24 medlemmer, og det var blot meningen at samle Henry Georges tilhængere om et oplysningsarbejde, ikke at agitere for tilslutning. Men denne kom af sig selv. Efter 3 års forløb var der 850 medlemmer og 24 kredse omkring i landet. Senere kom den op på langt højere tal.
     Blandt de første medlemmer var frk. Hansine Thårup, der udgav en lille bog: Om Georgeismen. Allerede i 1905 døde frk. Thårup, og Berthelsen skriver om hende i »Ret« »Sikkert hørte Hansine Thårup til dem, der hungrede efter retfærdighed, og derfor også til de lykkelige, som glædes, fordi de klart ser retfærds- og sandhedslyset skinne i mørket – thi som Henry George har sagt: allerede dette at se sandheden og være lov at være med i kampen for dens fremme, er en stor lykke – måske livets største.« En hel række andre kvinder har mere eller mindre aktivt taget del i bevægelsen siden da, men Hansine Thårup skal mindes som den første. Også Karen Thisted og hendes senere afdøde mand, lærer P. Thisted, deltog i disse første års oplysningsarbejde. Den unge værkfører J. L. Bjørner lagde sig stærkt i selen, dels indenfor sit parti, socialdemokratiet, som der dog den gang ikke var meget at stille op med i København, og dels ved foredrag ude omkring, hvor man havde stærkt bud efter ham, så hans familie ikke så ret meget til ham fra fyraften lørdag indtil mandag morgen. I disse åringer holdt han et á to foredrag gennemsnitlig om ugen, særlig på Falster og Lolland, hvor proprietær Ole Rasmussen, Gåbense, og gdr. Bernh. Kåe, Højfjelde, samt husmændenes gamle fører, Jensen Vandman, arrangerede møder. Desuden skrev han »Mål og midler«, tre breve til en socialdemokratisk partifælle – en pjece, der blev solgt i mange tusind eksemplarer. Brevene handler om fagforeningsbevægelsen, andelsbevægelsen og jordreformbevægelsen, der efter forfatterens mening må være grundlaget for hele fremskridtsarbejdet:
     »For dem, som her i Danmark vil ny tid – høj himmel – store mål, er der kun een vej eller, rettere sagt, kun een sti at gå, – den, som Henry George sidst trådte.«
     Senere, i 1908, kom »Andelsbanken, et pengespørgsmål og dets løsning« – af den kunne disse dages pengereformatorer lære adskilligt
     Og i 1914 begyndte J. L. Bjørner sit senere så omfattende frihandels-forfatterskab med »Frihandel og handlefrihed«.
     Allerede i 1906 startede Bjørner et ugeblad: »Henry George bladet«, der i 1907 fik navnet »Henry George Bladet Samvirke« og som fjortendagsblad blev organ for og senere overtaget af de københavnske brugsforeninger. Bjørner havde været virksom for disses oprettelse, fordi han ville vise arbejderne, at de gennem andelsbevægelsen selv kunne opnå at beherske »produktionsmidlerne«, og at der intet naturligt fjendskab er mellem arbejde og kapital, medens jordmonopolet er begges fjende.
     Det var dog Sophus Berthelsen, der i første række fremmede de tanker, som de oprindelige forkæmpere havde sået. Forårets tid var inde, og Berthelsen kom med den friske, fejende blæst, der gjorde tyst i mange kroge.
     Det var nyt liv og nyt mod for dem, der havde holdt stillingen, og ikke mindst for Lange. Gennem de mange møder, som blev holdt, kom der nyt salg af Henry George litteraturen. »Fremskridt og fattigdom« var oversat til norsk af Ullmann og til dansk af Jakob E. Lange. Den er nu udkommet i fire udgaver og solgt i mange tusinde eksemplarer her i landet, medens »Arbejdets kår«, også oversat af Jakob Lange, er kommet i hele otte udgaver. Også Langes »Socialøkonomi« blev nu taget stærkt i brug.
     Som nævnt blev »Beskyttelse eller frihandel« i 1912 og »Samfundets livsspørgsmål« i 1920 oversat af lærer P. Larsen, Ølstykke, og hans søn, lærer Svend Larsen Rye. Henry Georges taler fandtes allerede oversat af S. Loria, men er siden kommet i ny revideret udgave ved S. Berthelsen. P. Larsens bog om George er nævnt, men i den populære række: »Folkets førere« udkom desuden Harald Balslev: »Henry George«, medens allerede i 1899 F. Linderberg havde udsendt sin: »Henry George og hans socialprogram«. Og det myldrede frem med nye skrifter – den nylig udkomne fortegnelse over litteratur om Henry George og Georgeismen, samlet af bibliotekar Knud Hansen ved Maribo Amts Centralbibliotek, vidner derom, med sine 24 tæt trykte sider.

Højskolernes medvirken.

     Også på højskolerne blev det stilfærdige, men virkningsfulde oplysningsarbejde fortsat. Fra Vallekilde, hvor Valdemar Bennike som en af veteranerne virkede kraftigt med oplysningen, er der udgået mange elever, der senere blev dygtige forkæmpere. Under Thomas Bredsdorffs frisindede ledelse var Roskilde Højskoles elevhold stærkt interesserede. Anders Vedel, der senere blev forstander på Krabbesholm, underviste her i socialøkonomi, – hvad han har betydet for sagens udbredelse blandt ungdommen, fortjente et kapitel for sig. Som på mange andre højskoler brugtes Jakob Langes socialøkonomi. På nogle brugte man J. N. Brandes samfundslære. På Frederiksborg, hvor Holger Begtrup var forstander, satte Anders Uhrskov de skiftende hold lærlinge ind i Henry Georges tanker. De faldt så godt i tråd med den ånd, der var og er højskolens, ja, man kunne med rette pege på, at allerede Grundtvig havde hævdet den økonomiske retfærdighed med omtrent samme ord som George. P. A. Rosenberg skriver i den levnedsskildring, hvormed han indleder den ny udgave af Grundtvigs værker, efter det kendte citat:
     »Ethvert folk er sit fædrelands grundejer og kan aldrig retmæssig ved nogen lov tabe sin ejendomsret; så det er kun nytten og brugen af jorden, der retmæssig kan fordeles ved Landsloven og blive genstand for køb og salg.« – »Som man ser, er der i denne bemærkning ligesom en forudanelse om Henry Georges idé  –«
     Omtrent på enhver højskole var en eller flere af lærerne rede til at drøfte jordspørgsmålet med eleverne, og blandt disse var der altid nogle, der nok skulle sætte diskussionen i gang. Det viste sig gerne ved de prøvevalg til Folketinget, der som regel blev foretaget sidst på opholdet, at tankerne havde vundet tilslutning, og det mærkedes i en årrække – indtil krigen og lidt efter – ved tilgangen fra de unge til Henry George Foreningen.
     Det hører ikke hjemme her at undersøge årsagen til, at denne bevægelse tog af – det blev forudset, og det gik sådan, at reaktionen fik magt. Historikerne kender fænomenet fra andre efterkrigstider. Men nu skulle stilstanden være forbi. Mørketiden har længe nok fyldt os med modløshed. At det fremdeles går så skævt i vort samfund, er ikke deres skyld, der aldrig har hørt om de tanker, der kunne skabe grundlag for en ny og bedre tid, men det er vores, fordi vi ikke kraftigt nok siger frem, hvad vi har på hjerte. Det er rigtigt nok, at der skal en sindsændring til, dersom et helt folk skal opdage, at egoismen og den snævre fastholden ved privilegier ikke tjener nogen, heller ikke de privilegerede til gavn. Vi skal unde hverandre medborgerret, medejendomsret til Danmark og den åndelige frihed, enhver har brug for. Men der er meget – trods alle de små særbevægelser –, der tyder på, at en sådan sindsændring er indtrådt. Og er det sådan, må det så klart som muligt fremgå af vort oplysningsarbejde, hvor der skal sættes ind for at virkeliggøre det folkefællesskab, der er trang til: »Et folk, der føler kaldet, er jordens største kraft!« Andet steds har man forsømt oplysningsarbejdet, og derfor er denne vældige kraft blevet misbrugt til vildførelse, til voldsherredømme og undertrykkelse. Et folks åndelige og politiske frihed kan ikke bestå, med mindre det økonomiske grundlag for folkefællesskabet er lagt. Åndeligt liv kan ikke kues, men det får trange kår dér, hvor folket ikke kan eller vil erkende, at den jord, hvoraf det fysiske liv næres, tilhører hele folket med lige så selvfølgelig ret som de åndelige skatte, der blev det givet.
NOTER:
1) «Retsstaten«, »Nordisk Tidsskrift for Retsdemokratisk Politik«, udgivet af en kreds, der samlede sig om Sev. Christensen, udkom fra januar 1917 til januar 1921, da det gik sammen med »Ret«, »Retsforbundet« og »Den lige Vej« i »Det frie Blad«.
2) Retsforbundets medlemsblad, redigeret af sekretæren, fru Signe Bjørner.
3) Beretningen skyldes J. L. Bjørner, som har ledet alle stævnerne, undtagen det første.

Til: 
  1. Hovedside: Grundskyld - Henry George
  2. Litteraturoversigt - Andre skribenter: Thomas Paine - Jonathan Swift - Winston Churchill - Viggo Starcke - Fred Harrison - Bastiat m.fl
Opdateret d. 3.7.2002