Henry George og Edward Bellamy.

af Signe Bjørner
 
Fra 1934
To førere fra 1870'erne - Henry George og Edward Bellamy. Omtrent således kalder miss Ida Tarbell sin artikel i septembernummeret af det amerikanske tidsskrift Forum. Hun bruger dog det aktuelle ord: 'New Dealers', der er lanceret af den nuværende præsident, Roosevelt, i USA., der roser sig af, at han vil give den store, nødlidende og arbejdsløse befolkning ny jord på hånden, 'A new deal'. Derfor bliver han – både af tilhængere og – ironisk – af modstandere – kaldt New Dealer, og efter ham har navnet udstrakt sig også til andre, der vil reformere samfundet, her endog til fortidens reformatorer.
     Man studser uvilkårligt over, at forfatterinden har stillet netop disse to sammen. Henry George, den praktiske, klare tænker, som med enestående saglighed gik lige til roden af det menneskelige samfunds problem, ryddede de gængse misforståelser af vejen og banede vej for en reel socialøkonomisk viden om vilkårene for kulturens vækst. Og Edward Bellamy, digteren og drømmeren, der af det luftigste stof rejste sit monument for de sejre, han forudså, menneskeånden ville vinde og menneskenes solidaritetsfølelse gøre til almeneje. Der er da heller ingen tvivl om, hvilket arbejde forfatterinden tillægger størst betydning for samfundsudviklingen i nutid og fremtid. Henry Georges værk er den retfærdighedens klippegrund, der ene kan sikre det menneskelige samarbejdes beståen. Ikke desto mindre har drømmen og længslen efter det fuldkomne, broderlige fællesskab, idealstaten, været i stand til at gribe om hjertet på mange mennesker, der ikke havde evner til umiddelbart at indse storheden og skønheden i Henry Georges grundlæggende værk. Gennem sit digterværk har Bellamy sat mennesker i bevægelse hen imod det ideal, de aldrig kan realisere uden at erkende det første fornødne for alt samfundsliv, det, som Henry George pegede på.
     Miss Tarbell, som ejer stor indsigt både i højfinansens foreteelser og i det politiske livs irgange, har bl.a. skrevet om Rockefeller-trustens opvækst og udskejelser, som hun har fulgt nøje. Hun er en af USA's bedst underrettede forfattere på sit område og en meget efterspurgt foredragsholder.
     Hun indleder sin artikel med at skildre de kaotiske tilstande for tiden, den tumult af modstridende ytringer: oprør og trods, blandet med fortrøstningsfuld optimisme, spot og bønner, en støjende dissonans, hvori de, der lider mest, gør sig mindst gældende, men hvori man hele tiden må lytte til den rytmiske undertone af millionerne, der filer på deres gitre.
     Hurtigt lavede reformplaner skyder op som paddehatte. Forladte teorier, oppudset i moderne terminologi, summer om ørerne. Der har knap været tid til at samle på erfaringer og prøve sig frem med dem.
     – Man må tænke på alle vore hjemlige 'bevægelser' af nymodens snit, som dækker over gamle vildfarelser, og sukke: "Ligeså hos os."---
     Folk er villige nok til at råbe op om deres lidelser og den uret, der sker dem, men det er sjældent at finde et menneske, der tålmodigt opsamler og nedskriver sine bitre erfaringer, undersøger deres årsager, når lige til disses rod, sammenligner sine slutninger med andres, der før ham har gjort lignende arbejde, prøver sin tanke ved forhandling med andre. Og ud af al denne iagttagelse, sammenligning og forhandling finder det, som han må erkende for at være grundårsagen, den, der helt må udryddes, dersom forholdene skal rette sig. Finder den og fastholder den. Det tager tid og tålmodighed og kræver tro på, at et sådant arbejde i det lange løb vil gore mere gavn end alt gætteri, selvom der måske gættes rigtigt.
     Sådanne mænd er sjældne – men kriser, der varer længe nok, kan få dem frem. De sværeste af de umiddelbare forløbere for vor krise udviklede to mænd, hvis røster der ikke har været hørt mage til under det nuværende kaos.
     Den ene af dem, Henry George, har ved langvarige og grundige undersøgelser overbevist sig selv og titusinder af sine medmennesker om, at han havde fundet årsagen til kriserne. Den dag i dag er der mængder af mennesker verden over, som giver ham ret og håner vor tids 'planøkonomier', der bygges på et råddent fundament.
     Den anden mand, Edward Bellamy, greb med sin kunstneriske fantasi det materiale, han så mennesker omkring sig arbejde med – og hvoraf en del var så upålideligt, at det var bestemt til undergang – og opbyggede deraf et idealsamfund så troværdigt, at tusinder endnu i vor tid vender deres trætte øjne imod det og tror, det er fremtidssamfundet, idet de bedømmer 'The new Deal' ud fra Bellamys 'store trust' af år 2000. (fra Looking Backward)
     Forudsætningen var den samme for dem begge: inderlig lede ved de umenneskelige modsætninger i det samfund, de tilhørte. Men disse modsætninger var ingenlunde større end de er nu til dags, skriver forfatterinden, og skildrer sin grebethed ved at se et flinkt og opvakt ungt menneske som frysende, tyndklædt skopudser foran en vældig spejlglasrude i en af Grand Central Stations butikker, bag hvilken en pyramide af kostbare frugtkurve repræsenterede den yderste luksus. "Drengen kunne ikke i en uge tjene så mange pennies, som vinduet bag ham repræsenterede dollars".
     "Det var en anskuelsesundervisning i værdier. Køberne til disse kurve ville næppe være i tvivl om, at pengene, de kostede, ville være bedre anvendt, hvis de blev givet ud på drengen. Men hvorledes skaffe ham dem i hænde? En gave løser intet problem. Hvorledes skaffe ham dem gennem det naturlige omløb i et sundt økonomisk system? Hvad kan vi gøre ved det? De fleste af os vil sagtens, om vi da i det hele taget svarer, sige ligesom stakkels mr. Taft (en tidligere præsident i USA.), da han fik spørgsmålet stillet ved et møde i en arbejderforsamling: "Ja, Gud ved!""
     Men hverken George eller Bellamy var villige til at lade Gud om det. De var religiøse mænd, og deres religion havde overbevist dem om, at det netop var menneskenes ligegyldighed overfor Guds lov, der ødelagde samfundslivet.
    
Henry George skriver en bog.
George, den tyve år ældre af de to, var den første, som tog fat på opgaven. Hans liv og erfaringer havde været godt egnede til at forberede ham til den gerning. Opdraget i et godt hjem, tidligt ud på egen hånd som sømand, senere typograf, guldgraver etc., lærte han livets mangfoldighed og menneskene at kende. I 1858 rasede guldfeberen langs hele Amerikas vestkyst – han så sære ting, da han kom dertil, tankerne blev sat i svingning. Hundreder af mænd arbejdede i deres ansigts sved – gravede, fandt nye guldmarker – og en halv snes ejede omsider det hele! Tusinder byggede jernbaner, lagde byer ud, målte op og gravede – for derpå at spredes og efterlade frugten af deres anstrengelser i hænderne på nogle få hundrede andre, hvoraf mange aldrig havde set stedet. Hvor kunne det være?
     Og hvorfor kunne man ikke få jord i nærheden af Sacramento, til at bygge hjem på, til at dyrke, medens samtidig store arealer lå afspærret, ubrugt, for at den værdiforøgelse, byens vækst tilførte jorden, kunne tilfalde dem, der havde lagt beslag på jorden. Med hvilken ret?
     Hvorfor skulle de, der byggede huse, være nødt til at transportere tømmeret langt borte fra, med stor bekostning, når der samtidig stod bjerge fulde af brugbart tommer lige ved hånden – men afspærret!
     Og de, der blot beslaglagde jorden, blev rige, medens de, der ville dyrke den og bygge på den, forblev fattige. Hvorhen han vendte sig, fandt han modsætninger mellem rigdom og elendighed, der rystede ham. Sådan havde det altid været. Alle vegne, hvor han havde levet og rejst, pralede man med landets fremskridt, og det var rigtigt nok, så han, men samtidigt så han, at fattigdommen voksede med fremskridtet.
     Da han ikke fandt guld, genoptog George sit håndværk og begyndte desuden at skrive. Han blev redaktør – en kampivrig redaktør – og slog på overgreb og korruption, hvor de fandtes, og de fandtes på hver en kant i tressernes Californien. De store jernbaneselskaber, den sammensluttede presse, Western Union telegrafselskab var blandt de magter, han angreb.
     Han begyndte at forkaste mange af de doktriner, der rådede i Philadelphia i hans ungdom – blandt disse toldbeskyttelsen. Men hvad han end beskæftigede sig med, vedblev jordspørgsmålet at arbejde dybt i hans sind – det gådefulde problem om jorden, der samlede sig på de få hænder. Han var begyndt at ane, at dette her godt kunne være grundårsagen til kriserne, årsagen til, at fattigdommen ikke alene fulgte, men indhentede og løb forud for landets voksende velstand. Han skrev artikler derom, holdt taler, og prøvede sin voksende overbevisning ved at stille den overfor andres erfaringer.
     Endelig nåede han dertil, at det blev ham nødvendigt at tænke hele sagen grundigt igennem. Han fik fat i noget arbejde, der kun lagde halvt beslag på hans tid, og i august 1877 satte han sig til rette med sin opgave. Da han sluttede sit arbejde, tyve måneder senere, skrev han:
     "Jeg har i denne undersøgelse fulgt min tankes bane. Da jeg begav mig ud på den, havde jeg ingen teori, der skulle understøttes, ingen slutning, der skulle bevises. Men da den store bys gyselige elendighed var gået op for mig, forfærdede og pinte den mig og ville ikke lade mig i fred, før jeg gav mig til at arbejde med tanken om, hvad der var skyld i den, og hvorledes den kunne udryddes."
     Georges bog, som han kaldte Fremskridt og fattigdom, med den lange undertitel: "En undersøgelse af årsagen til erhvervskriser og af nødens vækst samtidig med overflodens. Midlet derimod", kom frem mod slutningen af det år, hvori den var fuldført. Den fik en forbløffende god presse, en modtagelse, der var karakteristisk for tidens uro og som udtrykte taknemmelig tilfredshed over et fuldkomment tankearbejde. Anmelderne i Amerika og i England – og de var mange – var enstemmige i at berømme bogen som "dristig, oprindelig, lærd". Rosen over dens klarhed og den solide følgerigtighed, der førte George til hans anvisning på midlet, var almindelig. Men betænkelighederne ved selve midlet var næsten lige så almindelige.
    
Arbejdet ingen handelsvare!
Den vej, ad hvilken han nåede til sin løsning, var dristig, thi her udfordrede George den vedtagne påstand, at kapitalen var den grundlæggende faktor for værdifrembringelse. Det var denne teori, hævdede George, som havde gjort arbejdet til en handelsvare, gjort det afhængigt af kapitalen, gjort de to til fjender. Ved at analysere denne tankebygning tilintetgjorde han den. Hvor kom kapitalen fra? Man påstår, det er den rigdom, der opsamles år efter år, og udover, hvad samfundets opretholdelse kræver. Men hvor kommer denne rigdom fra? Hvad er den andet end frugten af arbejde anvendt på jorden? Gud gav mennesket jorden, men mennesket må bruge sin hjerne og sine hænder til at dyrke den, inden han kan skaffe sig føde, klæder og husly. Det er foreningen af disse to – jord og arbejde –, der frembringer rigdommen. Dersom der er et overskud, kalder vi det kapital, og denne kapital bruges af arbejdet til at forøge rigdommen. I stedet for, at kapitalen skulle være nødvendig for arbejdet, er det tværtimod arbejdet, som skaber kapitalen og holder den i live. Uden det er kapital kun dødvægt.
     Hvorledes er det da gået til, at kapitalen nu anser sig for arbejdets overmand? Er den væsentlige årsag ikke den, at kapitalen – idet den ser, at jorden er nødvendig for arbejdet, har tilegnet sig denne, spærret den for arbejdet? Arbejdet er gjort afhængigt af kapitalen på grund af, at denne har tilranet sig jorden, der af Gud blev givet til alle. Fri jorden, giv den tilbage til folket som helhed.
     Jorden, hævdede George, kunne ikke med større ret beslaglægges end luften eller solskinnet. Mennesker skulle have lov til at bruge lige så meget af den, som de var i stand til at udnytte, men aldrig for at holde på den, når de ikke kunne bruge den. For brugen skulle de derfor betale dens fulde værdi – som de nu allerede gør det – kun, at betalingen i stedet for som nu til private skulle ske til det offentlige, til fælles brug. Der ville være nok her til at sørge rigeligt for folkets fælles anliggender, og denne indtægt ville udrydde enhver form for skatter på indførsel, personlige indtægter, formue, arv etc. Det ville være det offentliges eneste fordring til borgerne.
     Det var et heldigt tidspunkt for et sådant kravs fremsættelse. Råbet om jordens tilbagegivelse til folket blev hørt i mere end en verdensdel. 'Jord og frihed' blev slagord for nihilisterne i Rusland. Kravet om den irske jords nationalisering rystede Storbritannien i sin grundvold, og irlænderne i New York blev organiserede til hjælp i denne kamp.
    
Henry George bliver politiker.
George, som rejste fra San Francisco til New York snart efter, at Fremskridt og fattigdom var udkommet, kastede sig med liv og sjæl ind i den irske kamp. Han skrev en pjece for den, forenede sig med Michael Davitt, som var kommet til USA for at agitere. George viste sig at være en ypperlig taler. Han blev indbudt til at holde en række foredrag i Storbritannien, rejste for at blive der i tre måneder, men blev et år og vandt sig en uhyre skare tilhængere, især blandt arbejderne. J. Ramsay Mac Donald, som var en yngling den gang, har fortalt om det indtryk, Fremskridt og fattigdom gjorde på ham. Der er ingen tvivl om, at bogen har gjort sit til oprettelse af det britiske arbejderparti.
     Da George vendte hjem til Amerika, var han, som han selv sagde, en 'berømthed'. "Dersom jeg lever, vil jeg fylde en stor plads og udføre en stor gerning". Den amerikanske arbejderbevægelse hilste ham straks som sin tolk i kampen for at hæve arbejdet fra sin nedværdigende stilling som handelsvare. Robert T. Ely, som den gang skrev en oversigt over arbejderbevægelsen i USA, siger, at titusinder af arbejdere, som aldrig ellers havde åbnet en bog om socialøkonomi, nu læste Fremskridt og fattigdom og gjorde dens tanker til sine.
     I 1886 besluttede arbejderpartiet i New York at tage del i borgmestervalget og formåede George til at lade sig opstille. Han gik ind derpå, fordi det gav ham en talerstol for sin jordpolitik. Det var en storartet kampagne. En af de mest spændende, byen nogensinde havde kendt. George havde de stærkeste modstandere, som de andre partier kunne skaffe. Abram S. Hewitt, som havde læst Fremskridt og fattigdom og satte den højt, stod først på demokraternes liste, Theodore Roosevelt, der formodentlig aldrig havde læst bogen, siden han omtalte George som en 'aldeles betydningsløs reformator', var opstillet af republikanerne. Hewitt vandt ved ca. 22 tusinde stemmer, George stod med henved 8 tusinde flere stemmer end Roosevelt. Han mente selv, han var blevet 'talt ud', og der var dem, selv i modstandernes rækker, der gav ham ret.
     George var nu politiker. Hans tilhængeres sag var hans sag. Han trængte til et organ og grundlagde The standard, hvori han bl.a. kæmpede for kortere arbejdsdag, anerkendelse af fagforeningerne og for arbejdernes politiske kandidater.
     Da hans veltalende katolske støtte, fader Edward Mc Glynn, modsatte sig kirkens forsøg på at standse hans politiske agitation for George og grundskylden, tog George sagen op i The Standard og kæmpede en lang, kraftig kamp for det frie ord og Mc Glynn.
     For at samle hans grundskyldtilhængere stiftede nu George og hans medarbejdere ved standard Anti-fattigdoms-forbundet, hvis formål var 'ved de fredelige og lovlige midler, der måtte anses for formålstjenlige og ønskelige, at sprede kundskab om, al Gud har sørget rigeligt for, al alle menneskers fornødenheder kan blive tilfredsstillende, medens de er her på jorden, og at ufrivillig fattigdom er resultatet af de menneskelige love, der tillader enkelte at tilegne sig som privat ejendom det, som skaberen har givet til alle til brug.
     Men grundskyld var ikke længere el strålende våben i hænderne på en mand med et enkelt formål. Ved al indtræde i det politiske liv havde George forplumret sin kamp og gjort mange til modstandere, som ellers ville have været i det mindste tolerante venner, folk, der nu af politiske grunde var villige til at lade Roosevelts karakteristik af George stå ved magt, omend de vidste, den både var ufortjent og falsk.
     Men intet havde kunnet eller ville kunne standse George, hvor der var en uret at bekæmpe, og han sled sig op med al skrive bøger og artikler, holde foredrag og vedblev med sit arbejde trods lægens formaninger, indtil han døde i 1897. (under sin anden kampagne for borgmestervalget i New York.)
     Der var dog for megen livskraft i hans ideer til, at de kunne dø med ham. Forfatterinden skriver:
     "I en årrække under og efter verdenskrigen ofrede jeg nogle uger årligt på foredragsvirksomhed, hvilket førte mig fra hav til hav og fra de store søer til Mexico Golfen. Aldrig har jeg talt, hvor det var tilladt at komme med spørgsmål, hvor ikke grundskyld blev sat under debat, lige meget, hvad det oprindelige emne havde været. Dersom der ikke var ordskifte, kom der uvægerligt en og anden hen til mig for at hævde, at det, jeg talte om, kun var lapperier, og at den eneste løsning på samfundsproblemet var jordens frigørelse. Jeg sluttede derfor, at der ikke er et sted i landet, hvor George ikke lever."
     "Og der er intet sted i den tænkende verden, hvor han ikke endnu læses, hvor han ikke har tilhængere, enkeltvis eller i grupper. Han er uadskilleligt indvævet i verdens liberalistiske tankegang, tusinder kan bevidst føre deres tankevirksomhed tilbage til Fremskridt og fattigdom, men der er titusinder, som ubevidst har indsuget dens lærdomme. Dersom vi kunne finde til rødderne af nutidens reformforsøg, ville vi træffe på Henry George som en af de stærkeste."
    
Bellamys statsideal.
Skildringen af Bellamy og hans værk har for så vidt mindre betydning for os her i landet, trods al den opsigt, hans bog: Looking backward har vakt ved sin fremkomst også her (den blev oversat til dansk i 1889 af Winkel Horn), og den betagelse, hvormed man læser den og konstaterer, at han som den seer og kunstner, han er, har foregrebet de store opfindelser, der i mange henseender gør vor tid så forskellig fra den, han levede i. Bellamy opbyggede – som forfatteren antyder i sin indledning – sin socialistiske idealstat ved hjælp af et materiale, der var dømt til undergang. Den store trust, hvori han, i lighed for øvrigt med Karl Marx, lader samfundets økonomiske samarbejde finde sit udtryk, er smuldret hen med sine forbilleder -som forbillede betragtet. Vi oplever nu en karikatur af 'den korporative stat' som leder af folkenes økonomiske liv, og gennem det kaos, der er skabt ved denne uhyre og skæbnesvangre misforståelse, denne forvrængning af teoretikernes ideale kommunisme, skimter vi allerede omridsene af ny former – af en økonomisk internationalisme, hvori hele menneskehedens samarbejde ved arbejdsdeling foregår gennem fri sammenslutninger, og hvor det økonomiske liv, befriet for statsmagtens spændetrøje, bryder sig nye baner til gavn for alle folk.
     Men en sådan verdensøkonomi til fælles gavn – som alle det sidste årtiers opfindelser på samfærdselsområdet har muliggjort – kan dog ikke realiseres, med mindre man bygger på den grundvold, Henry George afdækkede: alle menneskers ligeret til jorden. Derfor er Georges tanker ikke forældede, ja knap nok prøvede endnu. Hans forslag peger netop på statens eneste opgave med henblik på folkets økonomiske liv, nemlig at stille alle lige overfor jorden, ved at kræve grundskyld af enhver i forhold til værdien af den plads, enhver beslaglægger.
     Denne indskrænkning af statsmagtens rådighed over borgerne vil udrydde megen korruption af det politiske liv og vil desuden trække de gifttænder ud, hvormed grådige uhyrer forpester begrebet 'nation' og gør folkene til hinandens fjender. Den 'magt bag tronen', der bekæmper samarbejdet og fremmer frygten, for at vinde tilhængere til de livsødelæggende rustninger, vil ikke finde fodfæste i en verden, hvor arbejde og samarbejde er vilkårene for fremgang. Når kapitalen ikke længere kan jage arbejdet bort fra jorden og udnytte det som 'handelsvare' i et moderne slaveri, der er endnu mere umenneskeligt end oldtidens -, da vil denne kapital ikke længere kunne misbruges til skade for mennesker. Uden arbejdet er kapitalen kun dødvægt.
     Og hver stats opgave som værn om sine borgeres indbyrdes ret peger videre frem. Når nationerne røgter deres hverv på rette vis, bliver alle landes rigdomskilder, så forskellige de er, hele menneskehedens eje, og striden om ejendomsret til kilderne, der nu er en stadig truende krigsfare, vil ophøre.
     Al den løgnagtige national propaganda, der ætser sin ondskab helt ind i folkenes sjæl, har ikke længere noget grundlag – og sandheds­undertrykkelsen er overflødig og umulig. Pressen kan blive det oplysningens frie organ, som den nu i mange lande er afskåret fra at være.
     Bellamys drøm slog ikke til, og Henry Georges tanke er ikke blevet til virkelighed. Men efter disse bemærkninger, fremkaldt ved artiklens sidste afsnit, kan jeg med glæde anføre forfatterindens slutningsord:
     "En drøm, ja! men ingen kan måle dens sande indflydelse. Thi ligesom Georges udfordring til kriserne, er Bellamys billede af en ny nation indvævet i vort folks tankegang. Dersom der ud af tredivernes krise skal fremgå et nyt og bedre samfund (A new Deal), så vil det i væsentlig grad skyldes, at disse to, som følge af halvfjerdsernes krisetider, levede og arbejdede sig til døde for at overbevise deres medmennesker om – den ene, at fattigdommen ikke er fremskridtets ægtefødte barn, og den anden, at en lykkeligere verden venter på, at vi skal skabe den.
 
Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Præ-georgister
Eksempler
 
Oprettet  august 2017