Grundrids af vort skattevæsens historie
Af Kr. Kolding

Udgivet af Jydsk Dagblad
ca 1930
Grundrids af vort skattevæsens historie
De ældste danske skatter, vi ved noget sikkert om, er fra Valdemarernes tid (omkr. 1200). Før den tid har befolkningen vel nok haft visse forpligtelser overfor kongen, der jo dengang repræsenterede staten; men det er uklart, hvorvidt disse rakte. Vi ved at i oldtiden sørgede folket selv for retsbeskyttelse, og leding kunne kongen kun udbyde med hele folkets samtykke, efter at det var vedtaget i på landstinget.
     Men vikingetiden synes at have skabt en klasse af mænd, der var blevet rige og mægtige ved plyndring, og som - vante til selvtægt - ikke kendte anden ret end magtens. Dem kunne bondemenigheden ikke magte, så der trængtes til en magt, stærk nok til at holde dem i ave. Det blev da kongens opgave. Op mod Valdemarstiden - især i borgerkrigene forud derfor - led Befolkningen stærkt under nabofolkets plyndring, særlig plagede venderne kystbyerne. Der måtte da skabes en hær, som kunne holde disse fjender borte fra kysterne. Også her måtte der lægges en større magt i kongens i hånd.
     Retsbeskyttelsen indad gennemførtes ved, at kongen drog rundt fra herred til herred og holdt retterting med folket og især sørgede for, at dommene blev overholdt. Til gengæld måtte befolkningen så underholde ham og hans følge og føre ham fra herredsgrænse til den næste. Det kaldtes gæsteri, nathold eller stud (støtte). Desuden måtte folket gøre en del arbejde for kongen (staten), som anlæg og vedligeholdelse af veje, hjælp til opførelse af kongelige borge o.l.
     Alle disse forpligtelser blev lignet på ejendommene i forhold til deres jords værdi.
     Hærvæsenet ordnedes på den måde, at landet inddeltes i skipen, der hver skulle udruste et skib og bemande det, når leding udbødes. Et skipen var derfor inddelt i havne, som hver skulle stille med en mand. En større gård, omtrent svarende til en på 8 tdr. hartkorn i vor tids mål, udgjorde en havne; mindre ejendomme lagdes sammen, så de skiftedes til at stille med en mand, når leding blev udbudt. Ejeren skulle møde selv, kun hvis han var for gammel eller af anden grund udygtig til krig, kunne han sende sin ældste, krigsdygtige søn. Hvis han ikke havde en sådan, skulle han sende en anden fri mand.
     Vi lægger mærke til, at også forsvaret hvilede på jorden eller på ejerne i forhold til den del af landets jord, de besad.
     Fra Valdemar Sejrs tid gik der en forandring i disse forpligtelser: kongen havde i hvert herred en ombudsmand, i reglen en herremand, der nu på hans vegne påtog sig at opkræve gæsteriafgifterne, at underholde kongen med følge og at sørge for overholdelse al dommene, som var afsagt på herredstingene. Mens kongen hidtil i reglen kom på ting hvert tredje år, fordeltes afgifterne nu på hvert år. Ombudsmændene beholdt en del, resten udbetaltes til kongen. Og denne blev nu oftest helt borte, til stor skade for retssikkerheden.
     Omtrent samtidig foregik der en ændring i hærvæsenet: i stedet for den store ledingshær gik man over til en mindre af jernklædte ryttere. Folk kunne da slippe fri for ledingspligten mod en årlig skat. Omvendt fik de, der vilde tjene kongen til hest, skattefrihed også for de øvrige afgifter: gæsteri og arbejdspligt (Inde).
     De skatter, folket således påtog sig, især for at opnå retssikkerhed både for indre og ydre fjender, var så store, at de næsten optog hele jordværdien, særlig i Jylland, hvor opdyrkningen vistnok var videst fremme. Her betalte en gård, som var vurderet til 3 mark guld, 1 mark sølv i skat. Da 1 mark guld var lig 8 mark sølv i værdi, vil det altså sige godt 4 pct. af værdien. En sådan gård udgjorde 1 havne. Også på øerne måtte 1 havne 'rede' 1 mark sølv i skat.
     Jorden blev da let tilgængelig, og jordfordelingen var meget lige; der var kun få store ejendomme. Mange af de nybagte herremænd havde ikke 1 havne jord, og langt den største del af bønderne var selvejere; dog var der også en del statsfæstere, vistnok mest folk, der havde ryddet grund i statens skove; og deres fæsteforhold var ikke meget forskelligt fra selvejernes.
     Valdemarstiden stod da også med rette i glans for de efterfølgende slægter.
     Men i de gode tider lægges ofte grunden til kommende tiders ulykke, sådan også den gang.
     Det er allerede nævnt, at den ny hærs mænd fik skattefrihed; i førstningen gjaldt det ganske vist kun den jord, de besad; men snart fik de gennemført, at det også gjaldt for bortfæstet såvel som for købt jord. Mens en selvejerbonde altså omtrent måtte svare så meget i skat af sin jord, som besiddelsen af den var værd, var den samme jord skattefri, hvis den gik over på en herremands hånd; man kan da sige sig selv, hvordan det måtte gå: de fleste selvejere solgte deres jord til herremænd og tog den så igen i fæste af dem. I tiden fra Valdemar Sejrs død (1241) til Erik Menveds død (1319) kan vi regne med at selvejerbøndernes antal er gået ned fra ca. 70 pct. til 10-15 pct. af de danske bønder.
     Tiden krævede denne overgang, siger de fleste historikere, og de har for så vidt ret som den gamle bondehær måtte give plads for de jernklædte ryttere, og man kunne dengang ikke tænke sig et land uden krigsberedskab. Nabolandene brugte den samme lønningsform til deres hær - og høstede samme sørgelige resultat, så det var jo i og for sig ikke grund nok til, at  danskerne skulle følge i deres spor.
     Der kunne godt have været anvendt en anden lønningsform: enten kunne kongen have lønnet hæren - og vi havde bevaret en stærk kongemagt. Der var tilløb til det; men det faldt bort. Eller også kunne hver skipen have udrustet et vist antal ryttere i stedet for det rustede skib. Det ville have været en naturlig videreudvikling af det gamle bondeopbud, og bønderne havde bevaret deres magtstilling; men det var der ingen, som tænkte på.
     Nu skabtes der i ly af skattefriheden en ny og stærk stand; ved hjælp af den samme skattefrihed og andre værdifulde særrettigheder skabtes samtidig en mægtig kirke. Og kongerne havde været næsten enevældige, fordi der ingen kontrol havde været med deres mægtige indkomster. Disse tre magter måtte næsten naturnødvendigt tørne sammen ud fra det velbekendte, at den, der har uberettiget magt, vil stadig kræve denne magt udvidet. Under de kampe, som fulgte snart efter Valdemar Sejrs død, led den jævne befolkning - og det vil især sige bønderne - overordentlig. Og stredes kongerne ikke med stormændene, ja, så fejdede disse ofte indbyrdes. Mange bønder søgte da stormænds værn ved at sælge deres ejendom til dem og tage den tilbage som fæste. Dette fremmede ydermere den overgang fra selveje til fæste, som skattevæsenet bevirkede.
     Samtidig mistede bønderne deres naturlige førere, idet disse gik over i herremandsklassen. Man kan godt sige, at fra den tid og op til 1840erne mister bønderne al indflydelse på landets styrelse; de må tage mod de vilkår, andre byder dem.
     Den voldsomme overgang fra selveje til fæste medførte selvfølgelig en mægtig nedgang i skatterne, og de følgende konger måtte søge dækning derfor gennem ekstraskatter - Erik Plovpenning fik sit tilnavn fra en sådan skat - og fæstebønderne måtte nu svare både fæsteafgift (landgilde) og skat, mens de privilegerede stænder i reglen gik fri. Slog disse skatter ikke til, greb kongen til det fortvivlede middel at sætte land i pant. Kirken forbød nemlig at tage rente; men så fik långiveren i stedet for et stykke land i pant og måtte nyde indtægterne deraf til lånet var tilbagebetalt. Jo mere land, der var pantsat, jo færre blev statens indtægter; det førte nye pantsætninger med sig, indtil Kristoffer II (uden land) før sin død havde pantsat al landet.
     "Det var som Danemarks tid var omme!"
     II
     Med Valdemar Atterdag, dronning Margrethe og Erik af Pommern fik vi atter en stærk kongcmagt i Danmark. Det måtte da ligge i disse regenters interesse at få flere faste skatter, og især vågede de nøje over, at selvejergårdene ikke blev solgt, så de gik over til at blive fæstegårde og derved fri for de faste skatter. Var regeringen svækket, tog denne udvikling fart; når den atter blev stærk, tvang den herremændene til at lade sådanne handler gå tilbage. Selvejerstanden blev altså værnet, dog ikke i dens egen, men i statens interesse, og ikke af den selv, men af staten.
     Stod styreren — som dronning Margrethe, — i venligt forhold til adelen, især til det rigsråd, som styrede sammen med regenten, så kunne man vel få bevilget ekstra skatter; men det målte dog være om at gøre at få penge nok. Erik af Pommern fandt da en ny skat: Øresundstolden. Historikere har rost ham derfor, og dog er det tvivlsomt, om den indbragte så meget, som landet måtte udrede til de rustninger og krige, den skat medførte. Tilsidst var den i høj grad medvirkende til tabet af Skåne, Halland og Blekinge.
     Ekstraskatterne var forøvrigt så store, at man for at få dem betalt, måtte inddele bønderne i lægd, hvor den rige skulle hjælpe den fattige. Det er første gang, vi hører om princippet skat efter evne; siden blev denne form ofte brugt; men stadig klagedes der over, at den rige ikke ville hjælpe den fattige.
     I Valdemar Atterdags tid rasede den sorte død i landet; andre pestsygdomme kom noget senere, og følgen blev, at en mængde gårde stod tomme. I England medførte den deraf følgende mangel på arbejdskraft, at arbejdslønnen steg stærkt, skønt parlamentet fastsatte hårde straffe for dem, der tog mere i løn, end skik var før mandedøden. I Danmark har det sandsynligvis medført, at herremændene, i konkurrencen om at få bønder til de øde gårde har sat landgildet (fæsteafgiften) ned. For at værne sig derimod, aftalte jorddrotterne på Lolland — både dem ved statens, kirkens og de private godser — at ingen måtte tage en bonde til at fæste en gård, uden ejeren af det gods, hvorpå han var, havde givet ham lov til at flytte. Vi har her oprindelsen til vornedskabet, der snart blev gennemført på Sjælland, Lolland Falster, Møen og småøerne der omkring. Så langt var bønderne dér trykket ned, at de ikke kunne ryste dette bånd af sig.
     De omtalte "Lollands vilkår" er fra 1446. 5 år før rejste de nordjyske bønder sig til oprør mod statens og kirkens skattepålæg. Men også adelens tryk har sikkert været medvirkende; vi ser i al fald, at oprøret går ligelig ud over alle disse tre parters godser og slotte. Det bredte sig sydpå helt til Skjern Å og Gudenå. Kongen, Kristoffer af Bayern, og hans herremænd mødtes til sidst til et afgørende slag ved Sct. Jørgensbjerg - syd for Fjerritslev - og står folkevisen til troende, var det kun på grund af morsingboernes og thyboernes svigten, at sejren blev fravristet bønderne.
     "Først så rendte de morsinger
     og så de forrædere af Thy;
     efter stod de vendelboer,
     de vilde ikke fly."
     Havde sammenholdet mellem bønderne været bedre, kunne føreren, herremanden Henrik  Tagesøn, muligvis skaffet de danske bønder en lignende indflydelse på landets styre, som Engelbrecht Engelbrechtssøn skaffede de svenske bønder for Sverriges vedkommende ved sin energiske kamp imod det danske kongedømmes herredømme i Sverrig.
     III
     Med reformationens indførelse oprandt en ny tid for det danske kongedømme: idet staten kom i besiddelse af kirkens gods, blev den ejer af ca. 3/5 af Danmarks jord — ganske vist medfulgte visse forpligtelser, som kirken før havde overtaget: præsteuddannelse, lønninger m.m. Men da foruden jorden tillige bispetienden gik i statskassen som kongetiende, så var det alligevel en mægtig velstand, staten havde fået sammenlignet med før. Meget deraf ødtes desværre i krige, kongerne letsindigt kastede landet ud i, kostbart byggeri tog andre summer. Og kneb det med indtægterne, solgte staten stadig jord, hvorved de faste indtægter lige så stadigt dalede.
     I tiden efter reformationen foregik der en stærk og uheldsvanger udvikling inden for jordbruget i Danmark. Efter at krudtet var opfundet, havde man efterhånden lært at lave bøsser, hvis kugler gennemtrængte de sværeste jernrustninger, og kanoner, hvormed man kunne skyde de tykkeste borgmure i grus. Herremændenes betydning som krigere var forbi. I stedet for en krigeradel fik vi nu en landbrugsadel. Den naturlige følge deraf skulle så være blevet, at adelen nu måtte betale skat af sin jord i samme forhold som bondestanden af sin. Var det sket, da havde storgodstiden været forbi i Danmark; thi der var ingen naturlig betingelse for stordrift i en tid, hvor storbruget ikke rådede over tekniske hjælpemidler, som gav det fortrin for det lille brug. Vi ser jo, at selv i vore dage, hvor det ejer det i høj grad, kan det ikke konkurrere under lige vilkår med de mindre brug.
     Nu bevarede herremændene altså deres skattefrihed, og nu, da de ret ville til at være landmænd, begyndte et mageskifte i stor stil. Til så at sige alle herregårde lå der strøgods rundt i landet. Nu solgte herremændene alt det fjerntliggende, og købte op, hvad der fandtes omkring herregården. Derefter blev de bøndergårde, der lå nærmest om gården nedlagt, og bønderne flyttet ud til de øde gårde. Det var ganske vist ulovligt at flytte bonden fra gården, så længe han holdt den vedlige. — Fr. I havde nemlig indført livsfæste, - men når nu kongerne og herremændene - de, der skulle værne om loven - var lige ivrige, så kan man tænke sig, hvor meget der blev taget hensyn til bøndernes tarv.
     Man stod nu og manglede arbejdskraft til de store jordarealer, og så greb man til bøndernes arbejdskraft. Flere forhold samvirkede til, at hoveriet, hvoraf der vel nok havde været lidt hist og her før, nu blev mægtigt udvidet. Der var for det første den ret, staten havde taget sig til bøndernes, både fæsteres og selvejeres, arbejdskraft. Ganske vist var inde (dvs. arbejde for staten) forlængst blevet afløst af en skat; men kongerne havde indført det igen, uden at skatterne var blevet eftergivet. Denne arbejdsydelse var endog blevet udvidet til sådanne ting som at køre gødning på kongsgårdene. Når nu kongen mageskiftede med en herremand, overlod han med det samme denne "herlighedsretten" til bønderne, ved dette kongsgods, også selvejerne. Vi ser derfor det særsyn, at selvejerbønderne ofte er hoveripligtige til privat herremand.
     Man var nu inde i en opgangstid; men fæsteafgiften (landgildet) lå fast, følgelig var det lettere at få indført noget hoveri ved siden af.
     Men størst betydning fik det, at herremændene skaffede dem, der gjorde "dagværk" (hoveri) ved herregårdene, skattefrihed. Man kaldte disse hoveripligtige bønder ugedagsbønder, og kampen mellem konge og stormænd om deres skattefrihed er ikke af de mindst betydningsfulde fra tiden mellem reformationens gennemførelse (1536) og enevældens indførelse (1660). Adelen var den vindende part. Først fik den skaffet skattefrihed til de ugedagsbønder, der boede i sognet, hvor herregården lå; siden fik den friheden udvidet til dem alle. Hvor stor vægt adelen selv lagde på at få sin vilje her, kan bl.a. ses af, at der var herremænd, som i den tid da skattefriheden endnu kun gjaldt sognets ugedagsbønder, lagde stykker af nabosognet ind under det sogn, hvori herregården lå for derved at få flere gjort skattefri og skaffe gården flere hovbønder.
     Loven om ugedagsbøndernes skattefrihed er et særligt klart bevis på, hvordan love, der tilsyneladende har til opgave at beskytte de svage, i virkeligheden bliver til mest fortræd for dem.
     Også selvejerbønderne var tiden hård ved. Hvor herremændene tilkøbte sig statens selvtagne "herlighedsret" til dem, havde de rigelig af midler til at tvinge dem til at tage deres gård i fæste, og kongerne værnede ikke om dem, sådan som de før havde gjort. Tværtimod virkede de i modsat retning, idet de sammen med stormændene fik fastsat som almindelig regel, at de mange ekstraskatter, som opkrævedes, pålagdes selvejerne med forholdsvis dobbelt så stort beløb som for fæstere.
     Bønderne så med sorg og forbitrelse, hvordan herregårdene voksede op, og jorden omkring dem blev ubeboet; det nævntes i de mange rim, som
     "N.N. gård den røde,
     lagde P.P. landsby øde."
     Det kendes i de mange sagn om herremænd, der solgte deres sjæl til fanden, som så til gengæld gav dem så megen jord, som de f.eks. kunne omride mens præsten var på prædikestolen. — I den tid kunne han jo ikke mane fanden ned.
     IV.
     Enevældens historie — også den økonomiske — kan deles i to hovedafsnit: tiden fra 1660 til omkring stavnsbåndets løsning, 1788, og tiden derfra til grundlovens tilblivelse 1849.
     Det ældste tidsafsnit er overvejende præget af merkantilismen, et handelssystem der især var udviklet af den franske kong Ludvig XIVs minister Colbert, og som gik ud på, at landets velstand bestod i penge, og disse skulle skaffes til veje ved, at man udførte mange varer og indførte få. Det gjaldt derfor om, at man inden for landets grænser lavede alt, hvad der kunne laves til folkets forbrug, ganske uanset om landets naturforhold egnede sig for den industri eller ikke. Desuden blev det statens opgave at lede, ordne og føre tilsyn med de enkeltes økonomi, idet man nærede en ubegrænset mistillid til økonomisk frihed.
     Nogle eksempler er nok til at belyse følgerne af denne politik: danske landboere fik eneret på at forsyne Norges befolkning med korn; kun hvis det ikke slog til, blev det tilladt at indføre fra andre lande. Da den danske kornhøst var meget ringe — i reglen 3-5 fold — slog det ofte ikke til. Udenlandsk korn kunne da købes billigere end det danske, som selvfølgelig havde fået monopolpris. Følgelig turde de norske købmænd ikke fylde deres lagre med dansk korn af frygt for, at de skulle komme til at sælge det med tab. Der var derfor næsten altid brødmangel i Norge.
     Og de danske landboere, som jo var sikre på at sælge deres korn til høj pris, uanset dets godhed, gjorde intet for at holde kvaliteten oppe. Følgen blev at da Norge skiltes fra Danmark, og de danske korndyrkere måtte konkurrere med udlandets, blev de slået fuldstændig ud.
     Nordmænd fik eneret på at levere visse føde- og industrivarer – f.eks. fisk og glas – til Danmark. Da en stor del af Korsør brændte ved en stor ildebrand, måtte mange indbyggere den første vinter savne glasruder, fordi den norske glasfabrik ikke kunne skaffe forsyning nok.
     Staten støttede oprettelse af alle slags fabrikker og gav dem derefter stor toldbeskyttelse eller indførte indførselsforbud for de varer, der fabrikeredes på dem. De benyttede sig deraf til at tage høje priser for slette varer. Og så fulgte et vidtdrevet smugleri med. Engang skulle en hel del al Bergens borgere have været straffet for handel med indsmuglede varer; men da de kunne påvise, at de andre købmænd ikke var bedre, måtte staten lade sagen falde.
     En inspektør foretog en undersøgelse af, hvor mange fremmede uldvarer, der fandtes i nogle danske byer, efter at der i 5 år havde været indførselsforbud. Han hævdede, at der kun var 1 pct. danske varer. Det blev pålagt landets præster at forkynde fra prædikestolen, hvor syndigt smugleri var, og at benytte teksten om enkens skærv til at oplyse om, at de danske varer var lige så gode og billige som de udenlandske; men det hjalp ikke. Man pålignede de enkelte byer visse mængder danske fabriksvarer; men købmændene erklærede, at så ville man ruinere dem.
     Smugleriet fordyrede selvfølgelig varerne. Man regner med, at priserne lå 40 procent over, hvad man kunne få varerne for, om de frit måtte være indført i landet.
     Fra statens side søgte man at hæmme smugleriet ved at udforpagte tolden, og disse forpagtere var såre ivrige for at ramme smuglerne. Nakskov præst klager således over, at de midt under gudstjenesten er trængt ind i kirken og har brudt gulvet op for at se, om der ikke fandtes indsmuglede varer under det.
     Gang på gang kom staten til at stå over for interessemodsætninger. Således blev silkeindførsel forbudt til fordel for en dansk silkefabrik; men så klagede det handelskompagni, som handlede på Kina. Regeringen vaklede frem og tilbage mellem at hjælpe disse to monopoliserede selskaber.
     Statens dygtigste embedsmænd øvede forgæves deres kræfter på at bringe orden i det virvar man selv lavede ved de kunstige foranstaltninger. Flere ad dem indså det umulige deri; men de talte for døve øren, når de ønskede naturligere forhold indført.
     Folket blev fattigt derunder, og så blev staten det selvfølgelig også. Tolden gav næsten intet, da det var billigere at købe indsmuglede end fortoldede varer. Så måtte staten se sig om efter andre indtægter, og skattetrykket på byerne såvel som på bønderne var knugende. En skat på 50-75 procent af de faste indtægter var ingen sjældenhed. I Mariager by betalte borgerne i 6 år næsten lige så meget i skat, som deres ejendomme var værd. Der var altid en mængde skatterestancer, som ikke kunne inddrives.
     Der lagdes skat på alt muligt, almindelig var kopskatten: en skat på hver person, somme tider med lige store beløb, somme tider var skatteyderne inddelt i klasser, hvor alle i samme klasse betalte ens. Så var der skat på egetræsligkister, på lystbåde, på parykker - den sidste formindskedes dog endda ved, at de tre skaldede præster på Drejø, Lyø og Avernakø blev fritaget for denne skat. — Der var skat på rang, titler o.l. Man forbød store bøndergilder - der måtte ikke være over 32 personer - for at bøndernes skatteevne ikke skulle ødelægges deraf. Man forbød at bruge guldgalloneret tøj; men måtte ophæve forbudet til fordel for den fabrik, der lavede sådant tøj. Man forbød bønderkarle at lade sig frisere på frisørstuer, for at de ikke skulle ødelægge deres skatteevne derved. Men da man så ødelagde frisørernes skatteevne, måtte man atter ophæve forbudet.
     Slog skatterne ikke til, greb man til lån; således blev etatsråd Nobel anmodet om et lån, efter at han havde gjort et rigt parti i Norge. Når det ikke slog til, lod man trykke rigeligt med pengesedler; men det var kun galgenfrist, da staten måtte tage de samme pengesedler tilbage som skat.
     Så greb man til at sælge jorden, men formindskede jo kun derved de faste statsindtægter. De fleste konger ønskede at sælge jorden til bønderne og begunstigede dem ofte både angående priser og lån; alligevel var det kun i de færreste tilfælde, de magtede selv at købe statsjorden, oftest fik de kun godsejere i stedet for staten som "nådigherre", og det var i reglen ingen fordel.
     Hvad blev nu de tunge skatter brugt til?
     Overvejende til hærudgifter og hoffet. Hofholdningen tog en mængde, lige fra prinseudstyr og til kongelige stalde og hundehuse. Kongelige elskerinder var også dyre. Paradehæren var lige så dyr som hele den øvrige hær. Men alt det fandt man i sin orden. I andre lande var det jo endnu værre. For øvrigt var og så al kritik mod konge og hof i høj grad strafbar. Først i bondefrigørelsestiden rejstes der fra regeringens side en skarp kritik mod det dyre hof, især fra hovedet for frigørelsesarbejdet, Chr. Ditlev Reventlow.
     Ved enevældens indførelse flyttedes magten fra adelen over til kongen. Regeringen svingede derefter en tid angående adelens skattefrihed: men enden blev, at alle godser over 200 tdr. hartkorn fik skattefrihed mod at svare til deres fæstebønders skatter mod at svare til deres fæstebønders skatter. Mindre godser fik henstand en tid til at forsøge at købe så meget jord, at de nåede op til de 200 tdr. hartkorn, fæstejord medregnet. Chr. V.s Danske Lov forbød nedlæggelsen af bondejord, men man så ofte gennem fingrene med den bestemmelse.
     For at skaffe en hofadel, der var så velstående, at dens medlemmer kunne leve et kostbart driverliv ved hoffet – i lighed med hoffet i Frankrig – blev der oprettet grevskaber på mindst 2500 td. hartkorn og baroniskaber på mindst 1000 td. hartkorn, der fik skattefrihed for godset samt for henholdsvis 300 og 100 td. hartkorn bondejord. Det blev i alt ca. 1/6 af landets jord, som sådan blev skattefri, og det øvrige måtte så bære så meget mere. Hofadelen havde desuden sjælden nogen forbindelse med bønderne. Disses opgaver blev blot at skaffe velstand til herskabet. Og de ridefogder, som blev mellemled for de to parter, skulle ikke gøre det lettere for bønderne.
     Bønderne havde både tiende – denne havde herremændene stiltiende fået rystet af sig – skatter og landgilde, og hovbønderne endda ved siden af hoveriet. Kunne de så ikke magte skatterne, brugte staten en tid at indkvartere soldater; de var hvervede, næsten altid frygtelig rå og utugtige og derfor en forfærdelig plage, især for en hæderlig familie.
     Da det først blev ordnet, at herremændene måtte indestå for deres bønders skatter blev de mellemled for de bønder, der ikke stod direkte under kronen. I dårlige tider var det de færreste bønder — særlig da iblandt de hoveripligtige — der kunne svare alle pligter. Holbergs "Jeppe på bjerget", som lever i den tid, er klar over, da han tror, han er kommet i paradiset, at han i det mindste må finde sin bedstefader der, da han var en så skikkelig mand, at han ikke efterlod en skilling restance hos herskabet.
     Da herremændene til gengæld for skattefriheden skulle svare til bøndernes skatter, var deres kår i virkeligheden ikke bedre, end om de selv skulle have svaret skat og så været fri for denne pligt. Herregårdsjord var derfor ikke meget dyrere end bondejord. Men herremændene måtte med deres pligt også have en tilsvarende ret, og den fik de. Hoveriet blev ved en højesteretsdom gjort afhængig af herregårdens brug for arbejdskraft, stavnsbåndet blev givet, for at herremændene kunne få bønder til overtagelse af fæstegårde, og da mange karle foretrak at gå som daglejere, fik herremændene også udskrivningsret, så de kunne give karlene valget mellem en fæstegård eller at "springe soldat".
     Herremændene var dog ikke blot bøndernes plagere, de var i en vis forstand tillige deres forsyn; manglede en bonde således sædekorn, måtte herremanden have liggende at forstrække ham med; thi blev jorden ikke besået, blev det jo endnu værre med restancer. Han måtte sådan på flere områder holde bønderne oppe. Og tanken med, at han skulle indestå for bøndernes skatter, var vel også, at han derved skulle være interesseret i deres økonomiske kår.
     Ulykken var, at bøndernes kår var sådan, at der ingen muligheder for fremgang var for dem selv og helt galt kunne det heller ikke gå, det var herremanden nødt til at redde dem for. Så tabte de hele den sunde fremdrift, der skulle blevet det økonomiske grundlag for et rigt åndeligt liv.
     I vor tid har staten i alt væsentligt overtaget den rolle, som enevælden tildelte herremanden. Enevældens styre havde søgt gennem statsindgreb og statsregulering at gøre landet rigt; det var lykkedes dem at øre alle fattige — måske når lige undtages smuglerne og enkelte andre samfundssnyltere.
     Det var hverken tvangsbruget eller fællesbruget eller landbrugernes ukyndighed eller herremændenes ondskab, der lagde landet øde; det var enevælden og dens udplyndringer". (Christen- Hørsholm.)
     V.
     Med regeringsskiftet 1784 begyndte en ny tid i enevældens styre. Den oplysningsbevægelse, der var gået over vest- og midt Europa, nåede nu også for alvor Danmark. De mænd, der da kom til statsroret, havde gået i lære hos tidens dygtigste og dristigste tænkere, og de ejede den kærlighed til de undertrykte, som skulde blive drivfjederen i deres arbejde. Under påvirkning især af den skotske nationaløkonom Adam Smith løser de staten fra dens forbindelse med en mængde industri- og handelsforetagender. Næsten alle indførselsforbud ophævedes, og når nogle blev bestående skyldtes det ikke handelshensyn, men ønsket om f.eks. at sikre befolkningen sundhedsmæssig. Tolden blev stærkt nedsat; dog fik fabrikkerne en vis overgangstid til at indstille sig efter de nye forhold. Da smugleriet derved blev for lidt indbringende, bragte de nye toldsatser staten mere, end de gamle havde givet; helt at gå over til frihandelen vovede man dog ikke.
     Det nye styre kendtes dog stærkest på landbrugets område. Her står stavnbåndets løsning 1788 med rette som symbol for det nye. Men for øvrigt søgte man også der at undgå et for voldsomt brud med del gamle. Selv stavnsbåndet blev kun løst straks for drenge under 14 og mænd over 36 år, for de øvrige løstes det kun gradvis, så det først var fuldstændig ophævet 1800. Og hvad de andre af landbrugets mangler angik: fællesskabet, hoveriet, fæstevæsenet m.m., greb staten i reglen kun hjælpende ind. Dog blev fæstebondens retsforhold stærkt forbedret, og hoveriet blev nu fastsat til en bestemt ydelse, hvor det ikke blev afløst.
     Landboreformerne kom i en tid med stærk, men kunstig økonomisk opgang, som mest skyldtes de krige, der var fulgt efter den franske revolution og Napoleons regering. Havde man da ophævet de gamle regler, som bestemte, at bondebrug ikke kunne nedlægges, og landgildet (fæsteafgiften) ikke sættes op, da var sikkert den meste del af den danske jord kommet i spekulanters hænder eller var blevet lagt ind under herregårdene. Der lød røster nok, som krævede det: men reformens ledende kræfter, især Chr. D. Reventlow, fastholdt — belært af sørgelige erfaringer fra England — de gamle bestemmelser.
     Bondejorden blev da ikke mere værd i godsejernes hænder; men den blev det i bøndernes.
     1788 kostede 1 td. hartkorn 425 kr. og i 1805 1130 kr. Det er da ikke så sært, at mange fæstebønder købte deres fæstegårde. Pengerigeligheden gjorde, at også mange hoveripligtige bønder købte sig fri for hoveri, antagelig ca. 3/5 af dem i årene før krigen 1807-14.
     De bedre kår gav bedre sundhedstilstand blandt bønderne, hvilket især kendes i mindre børnedødelighed. Deraf fulgte en meget stærk befolkningsvækst.
     1787 talte den jordbrugende befolkning 540.000 mennesker, og i 1801 686.000 mennesker.
     For første gang siden den sorte død bliver der tale om at skaffe plads for befolkningstilvæksten; hidtil havde man altid klaget over de øde gårde. Lige straks efter reformerne synes mange bønder at have fået hoveriet afløst, og flere herremænd tog fat på nye driftsformer, som krævede mere arbejdskraft. "Da det den første tid efter reformerne kneb at få folk, solgte man ud fra eller delte flere hovedgårde", siger V. Falbe-Hansen i sit udmærkede værk: "Stavnsbåndsløsningen og landboreformerne". Men da lønningerne ikke holdt trit med ejendommenes prisstigning, gik det snart anderledes. I det tidsrum,, da ejendommene var steget ca. 165 pct., steg lønnen kun ca. det halve. Her fik herremænd og større gårdejere da mulighed for billig arbejdskraft. De byggede huse, somme tider med lidt jord til, somme tider jordløse, og her kunne så et par unge mennesker komme til at bo mod at gøre arbejde på gården.
     Hele befolkningstilvæksten gik den vej, og det var mange. 1788 var der 80.000 bosteder på landet, og i 1805 var der 112.000.
     Det var altså næsten halvt så mange til, der var gået den vej. Disse fæstehusmænds økonomiske kår forringedes, mens der ellers var opgang i landet. Man regner, at en daglejer 1788 fik 18½ pct. fra, når det nødvendigste til føden var købt, men 1800-1807 fik han kun 13 pct. fra. Desuden var fæstehusmændenes lejemål opsigelig, og skønt det var ulovligt, tiltog herremændene sig tugtelsesret over dem, hvad de havde mistet over de hoveripligtige bønder 1786. Her er da et befolkningslag vel lige så talrig som de hoveripligtige bønder før 1788, og levende under endnu værre kår helt til omkring 1850. At bondevennernes selskab havde syn derfor fremgår af følgende programudtalelse: "Den store udstrækning af bunden grundbesiddelse i landet gør det næsten umuligt for en stor del af befolkningen at erholde selv den nødtørftigste bolig, uden på vilkår, der sikrer grundherren dens arbejdskraft, for siden at vælte fattigforsørgelsen over på kommunen, der i sin afmagt ofte end ikke kan skaffe sig den til fattigboliger nødvendige grund".
     Kunne denne udvikling ikke have været hindret?
     Jo, hvis hartkornskatterne havde holdt trit med jordværdistigningen, så var jorden ikke steget mere i pris, end bøndersønner havde kunnet anskaffe sig ejendom, og idet de havde kunnet det, så der stadig havde været trang til arbejdskraft for andre, ville lønnen vedblivende have været så høj, at den udstykning, som tog fart ved reformernes begyndelse, ville have været fortsat.
     Man frygtede imidlertid for at sætte skatterne for højt op, idet man var bange for, at overgangen fra fæste til selveje da ville svækkes deraf; men havde skatterne blot svaret til deres navn: hartkornsskatter — og havde været beregnet i korn og svaret efter kapitelstakst, sådan som man i den følgende tid mange steder fik tienderne omlagt, så havde man undgået den ulykkebringende jordprisstigning.
     Staten kunne hårdt trænge til skatterne, da den havde en slem gæld at trækkes med fra gammel tid. Man søgte nu at redde sig igennem ved efter gammel skik at udstede for mange sedler, og da krigen kom, endte det med statsbankerot 1813. Hovedfejlen var i virkeligheden, at skatterne ikke kunne følge prisstigningerne, så den forøgelse, man efterhånden fik, altid kom så meget bagefter, så de høje jordpriser stadig stod som en mur, den jordhungrende befolkning ikke kunne nå over. — og omvendt: da tiderne gik ned, blev skatterne for tunge. "Havde man 1792 fået den samme skatteforhøjelse, som man fik 1802, havde landet været finansielt frelst," siger Marcus Rubin. Man havde da undgået den seddelpolitik, der gjorde landbrugskrisen i 1820'erne så meget sværere.
     Og ejendomsbesidderne?
     Ja, ved ejerskifte fik de jo mægtige prioriteter, så for den skat, de undgik, måtte efterfølgerne — som helhed børnene svare renter i stedet. Og da krisen så kom 1819 med det mægtige prisfald, som vi også nu har erfaret følger nogle år efter krigens ophør, så stod de med renter, det næsten var umuligt at svare.
     Forbrugsevnen dalede så voldsomt, at det gik ud over de andre erhverv. Staten søgte at hjælpe ved lån og måtte overtage flere ejendomme, ca. 40 godser med 1/30 af landets hartkorn. Desværre solgtes de igen samlede, så den gunstige lejlighed til at gøre bønder til selvejere forsømtes." Desuden søgte staten at lette skatterne ved at tage en del deraf i form at korn til en overpris; men det hjalp ikke, skaffede kun staten store udgifter, som den jo selv skulle dække.
     En ulykke mere var det for de danske bønder, at de forhen i ly af statens kornpolitik havde kunnet sælge det usleste korn til høje priser; derfor havde de ikke sørget for at levere en ordentlig vare, og i vanskelige handelstider bliver den ringeste vare altid først slået ud. Om prisstigningens betydning for landmændene siger V. Flabe Hansen i sin foromtalte bog: "For landmændene er ejendommenes værdistigning et tvivlsomt gode; thi den har bevirket, at fremgangen i landbruget, både den, der skyldes landboreformerne, og den, der skyldes de opadgående konjunkturer, både den del, der skyldes, at de ydre betingelser for landbruget er blevet bedre, og den del deraf, der skyldes, at landmændenes personlige dygtighedsniveau er blevet højnet — at al denne fremgang kun for en ringe del eller slet ikke kommer den arbejdende nutidslandmand til gode. Alle forbedringer, alle fremskridtene, er kort efter deres gennemførelse blevet kapitaliserede, og al den indtægtsforøgelse, de i fremtiden kunne antages at ville give, blev straks omsat til en kapital, og ofte en uforholdsmæssig stor kapital, som fordredes forrentet af fremtidige ejere.
     Nutidslandmændene har derfor i deres egenskab af driftsherren i landbruget ingen fordel af fortidens fremskridt og reformer. Trods al den dygtighed og flid, de udfolder, bliver den kapital, de har anbragt i deres bedrift, ringere forrentet end landbrugskapitalen blev før stavnbåndsløsningens tid."
     VI.
     Mange samstødende årsager gjorde landbrugskrisen i 1820'erne så streng, som den blev: i andre lande, især i England, der var Danmarks bedste kornkøber, søgte man at undgå efterkrigstidens prisfald ved en mægtig korntold, som gjorde det muligt for de engelske godsejere at holde deres jord samlet, og som sultede den engelske arbejderbefolkning frygtelig. Her i Danmark forværredes den høje prioritering af statens pengepolitik: staten havde udbetalt de falske penge fra før 1813 med nye pengesedler, som også var dalet stærkt i kurs; men efter 1818 begyndte de fra en kurs af ca. 10 at nærme sig pari, som de nåede 1828. Det voldsomme prisfald, som fulgte dermed, måtte mangen  mand, der havde købt i tiden 1813-18 tage samtidig med det øvrige.
     En god ting førte de hårde tider med sig: en flink tjenestekarl fra et fattigt hjem behøvede ikke længere at betragte et hoveripligtigt hus ved en herregård som eneste mulighed; nu kunne han nok stile efter og nå at blive selvstændig bonde.
     Gennem fallitter, ejerskifte eller langsom afvikling af prioriteterne fik man efterhånden et naturligt forhold mellem ejendommenes gæld og deres økonomiske afkastningsmuligheder. Nye fremskridt, især svingploven, fulgte med, og ind i 40'erne rejste bønderne hovederne. De krævede nu lige ret med de andre stænder og de sidste rester af trælleforholdet til herremændene fjernet. Nu krævede de også at herregårdsjord skulle svare lige skat, med bondejord.
     Herremændene protesterede derimod ved at henvise til ejendomsretten. — Det samme havde de gjort, da det gjaldt stavnsbåndets løsning, og regeringen holdt med dem. Men med grundloven kom en ny tid, som gav den politiske ligestilling, sådan krævede man nu også økonomisk ligestilling angående jordbesiddelsen. Herremændenes hartkorn blev nu beskattet lige med bøndergårdenes.
     Man havde 1844 fået en ny og fortrinlig matrikulering af jorden. Der blev dog givet erstatning for statsskatten, i alt 15-20 gange dens beløb. Derimod blev der ikke givet erstatning for kommuneskatterne.
     I tiden fra 1849 - 64 havde de national-liberale førerskabet i dansk politik. De var stærkt præget af den vesteuropæiske tankegang, især af den frihandelsbevægelse, som Richard Cobden i 1840'erne havde indledt i England. De havde ingen tiltro til statens indblanding og søgte i det hele at slette ud de mange rester af den ældre enevældes politik, som endnu er tilbage.
     Man havde 1660 under den store pengenød indført den såkaldte konsumptionsskat, der betaltes ved byporten, når varer fra landet - især fødevarer - førtes ind til byen. Den var i højeste grad generende, og der går utallige historier om, hvordan folk snød betjentene. Nu blev den ophævet 1851. Samme år flyttedes den toldgrænse, der havde været ved Kongeåen til Ejderen. Og 1863 fik vi en ny toldlov, der gik endnu langt stærkere i frihandlerisk retning end toldloven fra 1797. Mange af industriens mænd mente, den ville bringe ulykke over den danske industri. Men netop i den følgende tid tog denne et mægtigt opsving. Dog er det umuligt her at sige, hvor stor betydning lovgivningen havde. Den væsentligste årsag var de tekniske fremskridt, som bragte større almenvelstand og dermed forøget efterspørgsel efter industrivarer, som kort før kun havde været tilgængelige for rigfolk.
     Tiden fra 1864 til 1901 står politisk set i forfatningskampens tegn. Selv den reformlovgivning, som i 90'erne afløste visnepolitikken, der var gået forud, var nærmest kun middel i storpolitikkens tjeneste. Der kæmpedes tilsyneladende om flere spørgsmål; men det, som det i virkeligheden gjaldt om var: hvem skal råde over skatternes anvendelse: kongen eller folket gennem de folkevalgte repræsentanter? Folket sejrede, parlamentarismen blev faktisk indført med det første venstreministerium i 1901. Kampen havde været hård og kostbar; men hverken for hård eller for kostbar: hvad kongens misbrug af folkets fælles midler kunne medføre, viser Valdemar Sejr og hans efterfølgere  tilstrækkelig tydeligt.
     Nu skulle det så vise sig, om folket selv forstod kunsten bedre.
     VII.
     I 80'erne og begyndelsen af 90'erne gennemgik det danske landbrug en hård krise, som mest skyldtes stærkt faldende kornpriser. Det var især kornet fra den nyopdyrkede amerikanske prærie, der drev priserne ned. Fra mange storbønder på den fede jord lød krav om toldbeskyttelse; men det overvejende antal bønder gik den modsatte vej: de modsatte sig korntold, blev kornkøbere i stedet for kornsælgere. Dansk landbrug blev på en måde landbrugsindustri, hvor foderstoffer omsattes i fint smør, flæsk og æg, hvorved det danske landbrug nåede en førende stilling på verdensmarkedet, og der skabtes gunstige kår for det lille brug.
     I samme tidsrum foregik der en stærk teknisk udvikling, hvorved der voksede en storindustri frem. Bønderne overtog i det væsentligste selv deres del af denne storindustri gennem andelsvirksomheder: andelsmejerier, andelssvineslagterier o.l. og tvang i andet fald de private virksomheder til at konkurrere med de tilsvarende andelsforetagender. Det er vel nok fællesskabet fra gamle dage, der nu får ny former. Men i byerne savnedes det tilsvarende andelssind og initiativ, for lønarbejdernes vedkommende vel mest den økonomiske kraft. Her samledes storindustrien på nogle få hænder.
     Det medførte en ny skattetanke: gennem en formue- og indkomstskat ville man beskære storkapitalen, og det, den indbragte, skulle bruges til at lindre de fattiges kår. "Skat efter skatteevne," og "human lovgivning" blev her slagordet.
     Og samtidig fik storagrarerne de jævne bønder til at tro, at blot jorden blev fri for skat, så ville deres kår lettes. Her blev slagordet, at trællemærket (hartkornsskat og tiende) skulle fjernes fra jorden.
     Begge teorier blev knæsat ved skatteloven 1903, hvor tienden blev afskaffet og hartkornsskatterne afløst dels af en ejendomsskyld, dels af en formue- og indkomstskat.
     Tienden var indført i middelalderen og betaltes oprindelig med hvert tiende neg af jordens afgrøde. Knud den Hellige (1080 - 86) søgte forgæves at påtvinge folket denne kirkeafgift, og hans fald var delvis forårsaget af dette forsøg. Kort efter hans død er befolkningen dog gået godvillig ind på at bære kirken økonomisk oppe ved denne pligt; men mange steder holdt det hårdt at få indført den tredjedel af tienden, som gik til bispen. Afgiften var særlig generende fordi den betaltes på marken, og særlig føltes den trykkende i tider, hvor jorden var skattelagt langt over dens naturlige skatteevne. Etter landboreformernes tid var den efterhånden blevet omlagt til en fast afgift på jorden, ansat i korn og betalt efter hvert års kapitelstakst. Nu afløstes den med 25 gange et års tiende, men beregnet efter gennemsnitstaksterne i tiden 1892-1901 og derfor en del under dette års kapitelstakst. Desuden betalte staten 7/25 af afløsningssummen, så tiendeyderne fik en foræring af faktisk op mod halvdelen af tiendens virkelige kapitaliserede værd i 1903.
     Hartkornsskatten hvilede på jorden i forhold til dens godhed uden hensyn til bygningerne på den eller ejerens forbedringer på jorden. Ejendomsskylden blev lagt på ejendommen i forhold til dens handelspris, så her blev både bygninger og jordforbedringer medtaget. Skatten ramte derfor den driftige jordbruger hårdest, fordi han havde brug for de forholdsvis dyreste bygninger og gav jorden højest kulturværdi. Den ramte ligeledes især det lille brug hårdest, hvad man ganske vist søgte at råde bod på ved en del fradragsregler.
     Det siger sig selv, at en sådan skat måtte virke hindrende på en naturlig udstykning, idet den jo begunstigede ekstensiv drift. Flere forhold ved den samvirkede hertil. Tienden og hartkornskatten lå som en ret fast afgift på jorden - dog kunne den kommunale hartkornskat afveksle lidt - og da den var beregnet efter dens godhed, var den gået ind i købesummen: jo mere hartkorn og tiende des lavere pris! Køberen havde da fået dem godtgjort, så det, han måtte betale i skat og tiende, slap han for i rente. Nu, da de blev afløst, blev jorden så meget mere værd. En jordkøber måtte udrede en større købesum, hvilket jo også vanskeliggjorde udstykning. Desuden var ejendomsskylden på mindre ejendomme gennemgående lige så stor som hartkornskatten, og da dens enkelte bestanddele: bygningskat, forbedringsskat og nøgenjordsskat vanskeligt lod sig udskille fra hverandre, steg ejendommen ikke stort på grund af skatteomlægningen, men jorden var steget, og en jordkøber kunne ikke bygge billigere fordi han fik skat på sin bygning. Hans nyoprettede ejendom blev da en del dyrere end en tilsvarende ældre landejendom. Også af den grund hæmmedes udstykningen. De sociale misforhold, der fulgte af den vanskeliggjorte udstykning, krævede en hel del ny statsudgifter, som nybyggeren direkte eller indirekte, måtte være med til at udrede, så også af den grund måtte han være betænkelig ved at købe jord til ejendom.
     Da den naturlige udstykning altså hæmmedes i høj grad, søgte staten at råde bod derpå ved en kunstig, idet der gaves billige statslån til oprettelse af husmandsbrug; men det hjalp kun i ringe grad. Og det er et spørgsmål, om statstilskuddet ikke i mange tilfælde nok så meget kom jordsælgeren som jordkøberen til gode.
     Prisopgangen efter 1900 såvel som landbrugets stærke fremgang, medførte stærke prisstigninger på ejendomme. Og så gik det som eller landbreformerne: da der ikke var jordskatter til at holde opgangen i skak, fik den næste slægt så  meget højere prioriteter at forrente. For fædrenes fremskridt fik børnene højere rentebyrder.
     Den toldbeskyttelse, vi endnu havde, og som næppe blev mindre ved toldlovsrevisionen 1908, gjorde det muligt for industrien at lønne højere end landbruget kunne, og arbejderne tvang den efterhånden til at gøre det. Så samtidig med, at landbruget skubbede sin tilvækst fra sig, sugede industrien den til sig. Det måtte medføre en gal anbringelse af arbejdskraften og deraf følgende arbejdsløshed.
     Lovgiverne forsøgte at råde bod derpå ved en velmenende understøttelsespolitik, som måtte få til følge, at arbejderne blev fastholdt ved byerne, og at den, der selvstændig ville klare sig, fik stadig øgede byrder, mens den, der gav op, fik hjælp. Ad den vej demoraliserede man — meget mod sin vilje — den opvoksende ungdom.
     Der kom nu en mængde sociale udgifter, som alle viste, at samfundet var sygt, og som nu måtte dækkes ved øgede skatter. Skatteteorien skat efter evne viste sig ikke at kunne udnyttes længere uden for stærkt at ramme selve brugeren af kapitalen i stedet for ejerne, man måtte søge andre skattekilder, og vi fik efterhånden et skattekaos, der minder om enevældens.
     Og stadig rejstes nye krav til det offentlige, idet folk mere og mere tabte tilliden til sig selv og lagde ansvaret over på staten.
     Efterhånden opdager dog flere og flere, at man er inde i en gal retning. Madsen-Mygdal, der afløser J. C. Christensen som Venstres fører, får partiet bort fra sin "humane" politik og søger at hejse den gamle engelske liberalismes fane; men da han kun kan bekæmpe udviklingen og vise dens skævheder uden at vise ungdommen nye veje til selvstændig virksomhed, bliver det kun et forgæves forsøg på at puste liv i en hendøet bevægelse, som historisk har bevist, at den ikke evner at løse tidens opgaver.
     Kort før århundredskiftet var der imidlertid begyndt en ny socialpolitisk strømning under påvirkning af den amerikanske socialtænker Henry George, der bygger sin teori på naturrettens grund: alles ret til den jord, hvoraf vi alle skal leve, og den enkeltes ret til hans arbejdes frugter. Hans krav lyder på, at enhver grundbesidder skal svare fuld afgift af den plads, han optager, når forbedringerne er fradraget, og at denne grundskyld skal afløse alle andre skatter.
     Foreløbig var det kun nogle idealistiske teoretikere, som sluttede sig til idéen; men snart kom en stor mængde af husmændene med. Husmændene havde hidtil væsentlig fulgt i gårdmændenes spor i dansk politik. Men de følte, det var en farlig sag, om jorden blev dyrere, da deres børn så fik ringere muligheder for at blive selvstændige landbrugere; derfor måtte de protestere mod afskaffelsen af de gamle jordskatter. Desuden var de som selvstændige landmænd vant til at klare sig selv og følte derfor uvilje mod statshjælpepolitik. Det gav sig udtryk i den bekendte Køge-resolution fra 1902, som først blev vedtaget af de organiserede sjællandske husmænd og siden har fået fuld tilslutning af de andre danske husmandsorganisationer.
     Den afviser al statshjælp, forlanger afskaffelsen af told på de almindelige forbrugsvarer, og at skatten skal fjernes fra de arbejdsskabte værdier. I stedet for opkræves skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling.
     Tanker og anskuelser af lignende art har de sidste årtier vundet stigende tilslutning i Danmark. Om de skal blive bærende i fremtidens økonomiske udvikling, eller vi skal fortsætte i det spor, vi særlig efter parlamentarismens sejr 1901 har fulgt, derom vil de fremtidige kampe komme til at stå.
Kr. Kolding

Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler

Oprettet  november 2003