En ny hartkornsansættelse af Danmarks Landbrugsjord.
Af cand. polit. Abel Brink,
sekretær ved Overskyldraadets Landudvalg.

 
Fra Det frie Blad, Årg. 9 (1929)
og i
Tidsskrift for Opmaalings- og Matrikulvæsen, Bd. 12 (1930)
Kritik af den nuværende ansættelse.
Med ophævelsen af hartkornsskatterne ved lovene af 15. maj 1903 og overgangen til kommunal grundskyld, ejendoms­skyld og grundstigningsskyld ved lov af 31. marts 1926 har hartkornet udspillet sin rolle som skattegrundlag. Dette grundlag blev da også i stigende grad uretfærdigt, idet der kun var taget hensyn til jordens bonitet, men ikke til dens beliggenhed. For de opvoksende stationsbyer og de omkring købstæderne stærkt voksende forstæder blev hartkornsbeskatningen en urimelighed, idet den kun i meget ringe grad faldt på disse efterhånden meget værdifulde byggegrundsarealer. Beliggenheden er her den langt overvejende værdiskabende faktor, medens boniteten kun er af ringe betydning.
     Hertil kommer den kendsgerning, at hartkornsansættelsen, der for sin tid (1806-26) vel var et meget godt stykke arbejde, af forskellige grunde er blevet et usikkert udtryk for jordens bonitet. Dette gælder særlig for de nordlige, vestlige og midterste dele af Jylland, hvor der er sket så store opdyrkninger af hedejord, afvandinger af lave arealer osv., at hartkornet helt er hørt op med at være bonitetsmåler. Som et tydeligt udtryk herfor kan nævnes, at grundværdien for mindre landejendomme i en række kommuner i Viborg, Ringkøbing og Ribe amter ligger mellem 15-30.000 kr. pr. td. Hartkorn. Hvis hartkornsansættelsen var rigtig, ville en grundværdi på omkring 6.000 kr. være normal. For de høje og fra gammel tid i drift værende arealer er ansættelsen måske i nogen grad udtryk for jordens bonitet; men selv her er der usikkerhed.
     Dette gælder således den høje, tørre rugjord med dybt muldlag, men med sandunderlag, der skulle stå til takst 8-10. Den findes navnlig i Aalborg amt, i egne på Fyn og desuden i visse egne i den nordøstlige del af Ringkøbing amt. Forskellige kendsgerninger tyder på, at denne jordtype er sat til for høj en takst. Et stærkt udtryk for denne opfattelse er hartkornsansættelsen i Rostrup kommune, Hindsted Herreds v. Kreds, Aalborg amt, idet grundværdiansættelsen for en række gårde kun er 3-4.000 kr. pr. td. hartkorn. Yderligere må del fremhæves, at selvom hartkornsansættelsen var så fri for fejl, at den må anses for den bedste ansættelse, der overhovedet er foretaget noget sted i den nyere tid, har det ved nærmere undersøgelse vist sig, at taksatorerne også på den tid synes at have ladet sig påvirke af grundejernes interesser. Enkelte store gårde har således været for højt boniterede. Hovedgårdsjorden var jo delvis skattefri, og det gav anseelse at have meget hartkorn.
     Disse forannævnte kendsgerninger, som kan nærmere dokumenteres og belyses, viser, at tiden nu er inde til at foretage en almindelig revision af hartkornsansættelsen, hvis den ikke helt skal falde bort, som kun havende historisk interesse. Ganske vist foretages der af og til omboniteringer; men da der ingen større interesse er for disse fra ejers eller det offentliges side, bliver de uensartede. De skal kun tjene til fordeling af det allerede eksisterende hartkorn. Nogen effektiv revision af denne bonitering foretages da heller ikke. Lige så lidt som en gradvis omvurdering af ejendommene til ejendomsskyld og grundskyld kan erstatte en almindelig vurdering af alle ejendomme pr. et givet tidspunkt, kan en ombonitering, afhængig af udstykninger el. l., erstatte en almindelig hartkornsansættelse af alle landbrugsjorder i Danmark.
     Hertil kommer, at Sønderjylland er blevet en del af kongeriget, og at man her har et fra dette forskelligt boniteringssystem, nemlig del lyske Reinertrag, hvor man f. eks. for agerjord kun anvender 8 klasser mod kongerigets 24 takster. Desuden er der for de forskellige kredse sat et forskelligt niveau, der f. eks. er forskelligt på Als og i Tønder amt.
 
Nødvendigheden af en ny hartkornsansættelse.
Spørgsmålet bliver nu, om der er en så stærk offentlig og privat interesse for en ny hartkornsansættelse, al det kan forsvares at anvende 10 mio. kr. af skalleydernes penge for at få en sådan foranstaltning gennemført.
     Her er for det første hensynet til en god grundvurdering, som med den stigende anvendelse af grundskyld som skattegrundlag er af den største betydning. Under samme kategori må regnes de renteafgifter, som svares til staten af de stats­husmandsbrug, der er oprettede i henhold til lovene af 4. oktober 1919. Tillige kan her nævnes de vurderinger, der foretages ved majoratsbesiddernes afståelse af jord til udstykning foruden de almindelige vurderinger af landbrugsjord, der bliver eksproprieret, fordi almenvellet kræver det. Yderligere kan det nævnes, at stempelafgift, arveskat, tinglysningsafgifter, bidrag til afvanding osv. ofte helt eller delvist er baseret på en vurdering af jorden.
     Også for belåning af fast ejendom er det af stor betydning, al man i hartkornet har et udtryk for jordens mængde og godhed. Kreditforeningerne har da også i erkendelse heraf været interesseret i opretholdelsen og forbedringen af hartkornsansætteisen.
     Ved den almindelige omsætning af landejendomme ved køb og salg og ved de forudgående forhandlinger vil det ligeledes være af stor betydning, at man for hver enkelt ejendom har• et ensartet udtryk for jordens mængde og godhed, hvilket yderligere kan dokumenteres og anskueliggøres ved et matrikulskort påført taksterne og de øvrige oplysninger.
     Hermed turde det være tilstrækkeligt påvist, at en sådan ansættelse, rationelt gennemført, på forskellig måde kan være af så stor betydning, at en bekostning på 8-10 mio. kr. vil være en god anvendelse af pengene, når der lages hensyn til, at en sådan hartkornsansættelse kan blive et sikkert grundlag i mange år, for så vidt jordens bonitet angår.
     Men spørgsmålet er dog, om ikke den nuværende ansættelse til grundskyld vil være fuldt tilstrækkeligt til de foran nævnte formål. Det må erkendes, al ansættelsen til grundskyld i almindelighed er bedre og sikrere end det gamle hartkorn, særlig hvor det gælder de tidligere nævnte jyske egne; men det må på den anden side indrømmes, at den specifikation af grundværdien for landbrugsjorden, som er gennemført af vurderingsmyndighederne i de fleste egne, hviler på et alt for løst grundlag, såvel med hensyn til de forskellige jordboniteters areal som til den egentlige bedømmelse af værdien pr. arealenhed.
     Hvis man havde en ensartet og omhyggelig foretagen bonitering af en landejendoms areal, med nøjagtig opmålt areal for hver takststykke, ville vurderingsrådenes opgave indskrænke sig til sammen med formanden eller skyldrådet at fastsætte niveauet eller værdien pr. arealenhed for bedste jord i kommunen med normal beliggenhed som tilhørende en middelstor bondegård. Af de lokalkendte vurderingsmænd måtte der tillige gives tillæg eller fradrag for bedre eller ringere beliggenhed, hvorefter beregningen for hver enkelt ejendom kunne finde sted så vidt grundværdien angår. Selv ved en omhyggelig besigtigelse af en landejendom sammen med lokalkendskab, vil det ikke være muligt for vurderingsmændene at foretage en så nøjagtig ansættelse, som sker ved en omhyggelig bonitering. Den egentlige besigtigelse af jorden ville herefter for de lokalkendte vurderingsmænd være overflødig. For de ikke lokalkendte vurderingsmyndigheder behøvede besigtigelsen sædvanlig kun at angå terrænforhold og beliggenhed. Ved en omhyggelig bonitering opnåede man således at få et sikkert holdepunkt for den vigtigste faktor, som nu kun er bedømt på grundlag af vurderingsmændenes lokalkendskab eller eventuelt besigtigelse. Brugen af matrikulskort for hver kommune, hvorpå ansættelserne skulle anføres pr. td. land eller pr. ha for hver enkelt jordstykke ansat til samme pris pr. arealenhed, ville navnlig for de overordnede ikke lokalkendte vurderingsmyndigheder først fuldt ud komme til nytte, når de på kortene anførte takster svarede til jordens virkelige bonitet.
    Ovenstående motivering for en særlig hartkornsansættelse til grundskyld og jordrentesvarelse kan også i al almindelighed gælde for vurderinger til prioritetslån og fastsættelse af købesummer for landejendomme.

Grundlaget for hartkornsansættelsen.
     Når det imod en særlig hartkornsansættelse er fremhævet, at det ikke er jordens bonitet, der er den vigtigste faktor for værdien i handel og vandel, er dette næppe rigtigt. Selv i en periode som i de sidst forløbne 62 år, 1866-1928, i hvilken landbruget er gået frem med kæmpeskridt, og hvor hele dets teknik er lagt om fra kornsalg til salg af forædlede produkter som smør, flæsk og æg, er anvendelsen af landbrugsarealet dog endnu i 1928 som nedenstående tabel viser sammenlignet med forholdene i 1866:

Landbrugsarealets anvendelse i 1928 sammenlignet med 1866    

Kornarealet er altså fremdeles den overvejende afgrøde, og selv med henblik på de sidste år, hvor afgrøderne på de mindre gode jorder var forholdsvis store, er det dog således, at som gennemsnit af mange år vil den lermuldede jord være i overvægt overfor den sandmuldede. De mangeårige forsøg på Askov ler- og sandmark taler her deres tydelige sprog. Resultatet har i korthed været således, at Askov sandmark efter forsøgene i årene 1898-1922 har givet ca. 15 fold, medens Askov lermark i de samme år, og med ganske tilsvarende gødskning, gav ca. 18 fold. Sædskiftet var begge steder intensivt med stærk gødskning, halvt af staldgødning og halvt af kunstgødning. Se 208. Beretning fra statens forsøgsvirksomhed i plantekultur.
     Som kontraprøve kan man følge de priser, der fås for nøgen jord af forskellig bonitet. Nedenstående tabel over salg af ubebyggede parceller under 1 td. hartkorn i 1927 i de forskellige amter viser forskellen i salgspriserne.
    
   
     *) For Sønderjylland er der regnet med 50 thaler Reinertrag pr. td. hartkorn.
    
Vel er ovenstående materiale mangelfuldt, navnlig på grund af den usikre hartkorns ansættelse; men det giver dog vidnesbyrd om, at jordens værdi i handel og vandel selv for sådanne små parceller (gennemsnitlig godt 4 ha) i høj grad er afhængig af jordens bonitet. Hertil kommer, at den virkelige forskel på jordens bonitet er endnu større, da der for den dårlige jord i visse jyske egne er tale om bedre jord end gennemsnitstaksten angiver. Ganske vist har den omfattende dyrkning af rodfrugter (17,4 pct. af landbrugsarealet) og den større brug af den billige kunstgødning hævet de dårligere jorder noget i forhold til de bedre; men der er endnu en meget betydelig forskel på prisen i handel og vandel på de forskellige jordboniteter, ved forberedelserne til en ny hartkornsansættelse må dette spørgsmål følgelig undersøges nøjere.

Fremgangsmåden ved en ny hartkornsansættelse.

Angående fremgangsmåden er der først og fremmest tale om at fremskaffe de jordtyper, der må anvendes som fikspunkter ved boniteringen. Vi er her bedre stillede end i 1805, da man kun tog jordtyper på Køgeegnen til takst 24, 20, 16 og 10 samt en ganske enkelt jordtype for de dårlige jorder på Ringgive Præstegårdsmark*.
    
     *) Se beretningen om den i 1844 indførte jordskyldsætnings væsen og historie af Chr. Rothe side 95 og fremefter.
    
     I nutiden har vi forsøgsstationerne for planteavl, hvor man i Askov, Studsgård med Borris, Tylstrup, Aarslev, Tystofte, Lyngby og Abed vil kunne fremskaffe almindelig kendte jordtyper for forskellige boniteter. I forhold til hinanden er disse jorder gennemprøvede, så at det ikke vil være vanskeligt at sætte dem i takst finder hensyn til den normale jævnt gode driftsform og sædskifte for vedkommende jordboniteter, idet man selvfølgelig her satte sig i forbindelse med de praktisk og teknisk sagkyndige på dette område. Hvis ikke forsøgsstationerne skulle være tilstrækkelige til angivelse af fikspunkter for takstansættelserne, kunne husmands- og landboforeningernes demonstrationsmarker eller særlig velkendte ejendomme eventuelt anvendes.
     Med hensyn til selve takstansættelsen er det sikkert rigtigt at foretage så få ændringer som muligt. Hartkornet er gået ind i den almindelige bevidsthed, og som sådant bør det bevares så vidt muligt. De nuværende 24 takster bør dog reduceres til 20. De fire højeste takster blev i øvrigt ikke anvendt ved udregningen af hartkornet, så noget egentligt brud på traditionen sker ikke derved. I øvrigt vil den praktiske landmand ved køb af jord ikke tage hensyn til, om jorden er sat til takst 20 eller 24. Den er i begge tilfælde så god, som den kan forlanges, og kan bære de størst mulige afgrøder ved moderne og intensiv drift.
     Ved omregning til hartkorn fra boniteret areal, må reduktionstallet for antal ha boniteret areal af praktiske hensyn ændres fra 2,8369 til 3,00. Derved fås følgende forhold mellem ha. pr. "td. hartkorn" (dette navn bibeholdes) og takst:
    
     Ha pr. Td. hartkorn / Takst gennemsnitligt
     3,00  / 20
     4,00 / 15
     6,00 / 10
     12,00 / 5
     60,00 / 1
     120,00 / ½

Ved den foran nævnte ændring opnås en lettere beregning, og en td. hartkorn forbliver omtrent den samme som nu, idet ændringen fra 2,8369 til 3,00 ha pr. td. hartkorn kun er en forhøjelse på 5,75 %. Om der bliver flere eller færre tdr. hartkorn spiller ikke nogen rolle, da skatterne ikke er bestemt af hartkornet. Det bornholmske hartkorn og det sønderjyske Reindrag bør ansættes efter de samme principper som i det øvrige land.
     I øvrigt må fremgangsmåden formentlig være som sidst. Selve boniteringen bør udføres af de særlig kyndige landinspektører lier andre landbrugskyndige sammen med praktisk dygtige landmænd. Der tages hensyn til god eller dårlig hældning for sol, men derimod tages der ikke hensyn til klimaet i almindelighed (Langeland, Samsø, Ærø og Møen i modsætning til Thisted amt eller den nordlige del af Hjørring amt). Heller ikke tages der hensyn til om jorden eventuelt har mindre værdi, fordi terrænet er bakket eller jorden er fyldt med de så almindelig muldrige sorte lavninger. Boniteringsmændene må koncentrere sig om at bedømme selve jorden. Hvis der pålægges dem flere opgaver end højst nødvendigt, indløber der meget lettere fejl, end hvis opgaven er enkel. Følgelig tages der heller ikke hensyn til særlig høje eller særlig lave sogne- eller amtskommunale skatter.
     Først ved den egentlige ansættelse til grundskyld tages der af vurderingsmændene hensyn til de for jorden særlige forhold om bakket termin, lavninger, beliggenhed m.m. Det særlig gode eller dårlige klima tages i betragtning, når hele niveauet for kommunen eller kredsen fastslås af vurderingsformanden eller skyldrådet.
     For skovene, som ikke har været sal i skovskyld siden 1688, ansættes et særligt skovskylds-hartkorn. Skovene må såvel matrikulært som boniteringsmæssigt skilles ud fra ager og eng. Derved ophæves de nuværende vanskeligheder ved at få areal og hartkorn for ager og eng og skov hver for sig, hvor begge kulturarter findes på samme matrikulsnummer. I øvrigt ligger boniteringen af skoven udenfor denne artikels område.

Organisationen af arbejdet.
Lovforslaget angående den ny hartkorns ansættelse udarbejdes i landbrugsministeriet på regeringens initiativ. I loven angives kun de vigtigste principper for hartkornsansættelsen af landbrugsjorden, ligesom der foreslås nedsat en kommission, der udarbejder de nærmere principper for ansættelsen. I denne kommission bør det praktiske og det teoretiske landbrug såvel som landinspektørens sagkundskab repræsenteres. Desuden tilforordnes der kommissionen juridisk og finansvidenskabelig sagkundskab. Når de nærmere regler for arbejdet er udarbejdede, samles kommissionen med de af regeringen udnævnte landinspektører og konsulenter, som skal foretage boniteringen sammen med praktiske landmænd. Kommissionen foretager sammen med landinspektørerne m.fl. de fornødne undersøgelser og besigtigelser, så at de forskellige jordtyper på bedst mulig måde kan blive fastslået for deltagerne i arbejdet. Efter at forberedelserne har fundet sted, udnævner regeringen efter indstilling af kommissionen et udvalg på tre mand, hvis opgave det bliver stadig at berejse landet for at påse, at boniteringerne foretages så nøjagtig som mulig i henhold til loven og de nærmere givne instruktioner. Når arbejdet er tilendebragt, og udvalget har fuldendt revisionsarbejdet, må resultaterne af boniteringen og det udregnede hartkorn fremlægges til offentligt eftersyn. For at gøre materialet lettere tilgængeligt for ejerne, bør boniteringstaksterne for hvert sogn påføres et matrikulskort, der fremlægges sammen med fortegnelsen. Desuden bør hver enkelt ejer hav ret til at få en specifikation af boniteringen. Denne bør kunne påklages såvel af ejer som af alle folketingsvælgere og sognerådet.  Kommissionen påkender alle de indkomne sager endeligt, så vidt selve boniteringen angår, hvorimod de juridiske spørgsmål vil kunne indankes for domstolene efter de sædvanlige regler.
     Herefter får de nye hartkornsansættelser gyldighed så vidt jordens bonitet angår.
     Det hartkorn, der har været anvendt som skattegrundlag i Danmark i over 250 år, vil da være ansat for tredje gang og indtage sin afgrænsede plads som en vigtig faktor ved vurderingen af en landejendom. Hvis arbejdet ikke tages op, og hartkornet efterhånden forfalder, vil en vigtig side i vor landbrugskultur forsvinde. Hvis vi løser opgaven, fortsætter vi kun ad den bane, vore forfædre på så glimrende måde har anvist os.
 
Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler
Fortsæt i arkivet
 
Oprettet  april, 2017