C. N. STARCKE
     Sociologen * Pædagogen * Politikeren

29. marts 1858 - 7. marts 1926
   
Kronik af Viggo Starcke i
Kristeligt Dagblad 20. januar 1964.


     Carl Nicolai Starcke blev født den 29. marts 1858 midt i Kongens København. Han var statelig af holdning, med øjne af en egen lys, blå farve, og et ansigtsudtryk, der levende afspejlede, hvad der foregik i ham. Han skrev engang: »Hvor forskellige end menneskene kan blive, vil dog dette stadig være et kendetegn for de brave, at de er frejdige, fordi de tør lade andre se sig ind i sjælen.« I 1883 tog han doktorgraden ved Københavns Universitet på en afhandling om Feuerbach. Allerede her anslog han, 25 år gammel, det motiv, som han i sit senere liv skulle gennemspille og gennemleve: »Realismen er for os intet mere end et værn mod at komme på afveje, idet vi følger vore ideale strømninger.«
     *
     C. N. Starcke var den første sociolog i Skandinavien. I 1888 udgav han en bog, der gjorde hans navn kendt langt ud over landets grænser: Die primitive Familie. Her lagde han grundlaget for den moderne videnskabelige familie-sociologi. Bogen kom i oversættelser på mangfoldige sprog, men de eneste, der sendte ham honorar var englænderne.
     I sin afhandling fra 1889 i Videnskabernes Selskabs skrifter: Etikens teoretiske Grundlag, satte han moralen og samvittigheden som dommer over de menneskelige handlinger, og ikke som et handlingsmotiv mellem mange andre: »Ethvert motiv virker som sådant ved sin magt; men overfor samvittigheden må det hævde sig ved sin ret, og ingen som helst nok så overlegen magt kan her give det skygge af ret.«
     Denne linje: At anlægge retfærdigheden som målestok ved vurderingen af livets problemer, fortsatte han i de følgende arbejder: Samvittighedslivet (1894-1897), Personlighedens Moral (1912), Videnskaben og Kulturudviklingen (1919), Den sociale Uro (1920), Røveri og Erhverv (1923). Da han døde den 7. marts 1926, forelå der et færdigt manuskript til et af hans vægtigste arbejder: Lovene for Samfundsudviklingen (1927). Det er senere kommet på engelsk. Her hjemme blev det - så vidt jeg ved ­ kun anmeldt i en eneste avis. I England skrev Lord Philip Snowden, den britiske finansminister: »Jeg beundrer dette værk. Det er den klareste afhandling om dette emne, jeg har set.«
     I Norge skrev Inggjald Nissen i Arbejderbladet: Han er en af de få sociologiske forfattere, som har set folkenes egentlige kampobjekt: Grundrenten. At Starcke helt bevidst har orienteret sine analyser ud fra alle tiders fundamentale form for socialt herredømme, nemlig herredømmet over jordværdien, gør hans bog til en af de interessanteste i den sociologiske litteratur. Han har fulgt sociologiens metodiske hovedregel, at de sociale fænomener må forklares ud fra sociale årsager. Alle andre forklaringer er ikke andet end bortforklaringer.
     Starcke havde meget at kæmpe mod, før han blev professor. Man mente, at han var uvidenskabelig. Men nu ser vi, at det var Starcke, som egentlig var den objektive og videnskabelige, og som forstod at holde sit arbejde fri for partipolitiske synspunkter. Tiden har givet Starckes modstandere uret.«
     *
     Starcke gik ud fra helheden. »For Starcke var helheden bestandig den realitet, han vendte tilbage til. Sjælen var den eksisterende virkelighed, som han ikke tabte af syne, fordi han var klar over, at den var udgangspunktet og det, vi måtte vende tilbage til, om vi skulle få vore spekulationer til at stemme. (Anders Thuborg i »Tilskueren«). Dette udgangspunkt er nu ved at blive moderne inden for psykologi, psykiatri og sociologi. Hvad etik og moral angår, da er det samfundet, helheden, der er det varige grundfænomen. Derfor er det metodisk forkert, at ville søge rettens og frihedens kilde i den enkelte, i individet. Den individuelle frihed og ejendomsret er noget, der historisk udvikles inden for samfundets helhed.
     I sin bog: Spinoza (1921) anlagde han et helt nyt og frugtbart syn. Han skrev: »Spinoza er den jødiske profet i moderne skikkelse med al den kraftige og fine retsindighedsfølelse, som findes i så fremtrædende grad hos de bedste repræsentanter for det jødiske folk.«
     Han fortsætter: »Profeterne var ikke tænkere, men folkeopdragere, udrustede med en stærk visionær fantasi og besjælede af en høj moralsk kraft. Deres indflydelse beroede netop på, at folket så deres uegennyttighed og alvoren af deres moralske forkyndelse.«
     Det var om denne bog, at den største kender af Spinoza, professor Tumarkin, skrev: »I den uhyre omfattende Spinoza-litteratur indtager dette værk en særstilling.« Professor Victor Kuhr kaldte den: »Mønstret for en videnskabelig Monografi.«
     Starcke var også en af de første, der fremdrog den videnskabelige betydning af middelalderens religiøse filosofi. (Typer 1918) I sin posthume afhandling: Fornemmelse og Forestilling« (1927) gennemførte han i fornemmelses-psykologien det samme, som hans landsmand Carl Lange havde gjort for følelsernes vedkommende.
     Her skrev han: »Udødelighedstroen som håbet om en nydelsesfyldt hvile skaber ikke retfærdige mennesker, men en fatalistisk tankegang som den muhamedanske. Udødelighedstroen som håbet om at befri sin sjæl fra syndens elendighed skaber længsel efter at leve retfærdigt, fordi derved sjælens trældom brydes. I den kristne udvikling blev derved troen på retfærdighedens evighedsværdi den fundamentale, medens forestillingerne om den nydelsesrige hvile i saligheden blev mere og mere ubestemte. Det er troen på de etiske magters gyldighed ud over tid og omstændigheder, som ikke kan svinde, uden at folkenes kraft svinder.«
     Tre år efter hans død udkom bogen om Den frie Vilje, hvor han skrev: »En levende Gudstro er betingelsen for menneskeslægtens liv. Selve forestillingen om, at den orden, vi skal bøje os for, er Guds orden, kan gøre os oprørske. Men denne oprørskhed vil altid være begrundet i forestillingen om, at den guddommelige orden, der træder os historisk i møde, er en ufuldstændig orden, som vi stiller overfor en anden og mere fuldkommen. Mod selve ordenen i dens mest fuldkomne skikkelse kan vi ikke gøre oprør uden at svække selve vort livs moralske grundlag.«
     Det er en lignende tankegang, han i Lovene for samfundsudviklingen gav udtryk for: »Det er ikke naturvidenskaben, der har slået Gud ihjel, men menneskenes svindende fornødenhed for at tilskrive de principper, de vil gennemføre i samfundenes og deres eget liv, en evig og urokkelig gyldighed. Mere og mere lader man sig besnære af den tankegang, at klog beregning, øjeblikkelig hensigtsmæssighed og deslige kan erstatte ubetinget pligtfølelse og redelighed. Gud er det stærke fodfæste for den, der vil kunne bevare sin selvstændighed overfor døgnets meninger«.
     *
     »Det danske Selskabs Skole« - eller Starcke's Skole, som den kaldtes - var en ejendommelig skole. Rektor Vilh. Rasmussen kaldte den: »Den første frie skole i Europa«, og seminarieforstander Hasselbalch sagde: »Starcke er blevet sammenlignet med Montessori. Efter min mening kan Montessori langt fra måle sig med Starcke. Der var over ham en sjælden adel og menneskelig finhed. Montessori holder hof og er omgivet af reklame, noget, der var Starcke fjernt.«
     Det lykkedes ham her, som rektor Einer Andersen har sagt: »at skabe en form for undervisning, der dengang var noget nyt og ukendt«.
     I sin Pædagogik (1914) - en bog, som forfatteren A. C. Andersen har kaldt »et mesterværk« - og i Skole­tanker (1927) - som seminarieforstander Georg Christensen har kaldt »en lille pædagogikkens filosofi« - får man et indtryk af, hvad han ville.
     En af hans elever, professor Stephan Hurwitz, har sagt: »Han var idealist. En mur af had og latterliggørelse spærrede vejen til ham for mange. Men den, der kom ham nær, lærte en rig og rank personlighed at kende, mødte en mand, for hvem kampen for retfærdighed var en livssag mere end et program«.
     Skolen bestod fra 1899 til 1911. Forfatteren A. C. Andersen, der var lærer ved skolen, skrev: »Starcke fik sin samtids skolemænd imod sig. Men hans skoletanker lever. Jeg hører dem nu klinge i næsten enhver diskussion om børn, dog uden at hans navn nævnes«.
     Professor Fr. Vinding Kruse, der var en tidligere elev, skrev i Gads Magasin: »Han var en aldeles fremragende historielærer, som i sjælden grad forstod at gøre det historiske stof levende for os, og som vi desuden også menneskeligt holdt meget af. Han var en ualmindelig fin og betydelig personlighed, som ikke havde fortjent al den modgang, han mødte.«
     *
     Da »Det danske Selskabs Skole« i 1899 åbnede sine porte, var der mellem skolens begavede lærere to, der - ligesom forstanderen - boede på skolen. Det var filosofferne, dr. Axel Dam og Christen Lambek. Dam havde en god ven, dr. Severin Christensen, der ofte kom på skolen. Rent retsstatsmæssigt var der lykke ved dette firkløver.
     Under Estrup og Provisorierne sluttede Starcke sig til Venstre, og det var Viggo Hørup, der fik ham ind i politik. I 1905 var han således med til at starte Det radikale Venstre, der fik dette navn, fordi det skulle føre venstrepolitik på en særlig udpræget måde. Både grundskylden og frihandelen kom på programmet, men den ledende inderkreds viste kun lunken interesse og svingede mere og mere over i en moral-nihilistisk og forsvars-nihilistisk retning.
     Hans pjece: Danmarks Forsvar (1906) bragte ham i konflikt med partiets pacifister, og hans pjece: Lige Ret for alle. Demokratiet fordrer monopolerne afskaffet (1908) bragte ham i konflikt med partiets protektionister og grundskyldsmodstandere. De fleste af Retsforbundets tanker findes allerede i denne pjece.
     Da Alberti i 1908 meldte sig som bedrager, blev De Radikales hovedbestyrelse indkaldt til hastemøde. Inspireret af Edv. Brandes planlagde man her den taktik at tilsøle I. C. Christensen og hans ære, i håb om at vinde Venstres stemmer. Dette ville Starcke ikke være med til. Han hævdede, at I.C. var en hædersmand, og at Alberti-katastrofen var en national ulykke. Man lo ad ham, og han forlod både mødet og partiet. I de svære modgangens år, der fulgte for I. C. Christensen, stod han ved hans side, hvilket var modigt gjort.
     *
     Retsforbundets program blev skrevet i professor Starckes hjem, Lykkesholms Alle 31. Her mødtes, lige efter den første verdenskrigs afslutning, de fire filosoffer fra Starckes skole, samt professor Ed. Geismar og andre georgister, som Signe og J.L. Bjørner, godsforvalter Berthelsen, grosserer Martin Cohn og den svenske kammerherre Schvan. Jeg var ung i 1919 og er vist den eneste, der er tilbage af dem, der overværede disse grundlæggende møder.
     For første gang blev der gjort forsøg på at bygge en politisk bevægelse op på retfærdighedens grund. Gennem mange år havde C.N, Starcke gjort et stort arbejde inden for Henry George Foreningen. I 1912 holdt han således en meget lang række økonomiske kursus ud over landet, ofte varende en lille uge. Indholdet af disse kursus er samlet i: Det Økonomiske Livs Hovedlove, og Grundværdiskatten som eneste Skat (1912).
     Danmarks Retsforbund blev til ved et samarbejde mellem mange betydelige mennesker, men det var ham, der gjorde hovedparten af arbejdet, og ham, der fik hovedparten af angrebene. Uden ham var Retsforbundet ikke blevet til. Han var conditio sine qua non.
     »Han er utrættelig i at kræve frihed og retfærdighed. Og i dette stadige, stadige kraver det. at han tørner sammen med de politiske partier, det ene efter det andet.«
     Så sker der da det, at han bliver lagt for had af sin samtids politikere og filosoffer, akkurat på samme måde som af sin samtids pædagoger.« (A. C. Andersen.)
     *
     Starcke var den første docent ved Universitetet, der vovede at røre jordmonopolet. Sligt gør man ikke ustraffet. Han var den første, der kritiserede Høffdings lære om moral som noget relativt. Sligt gør man heller ikke ustraffet.
     Høffding søgte at hindre, at Starcke blev hans efterfølger. At det ikke lykkedes, er hverken hans eller De Radikales skyld. De slap hele hundekoblet løs på ham i håb om at rende ham over ende. Denne såkaldte professor­kampagne har jeg skildret i et skrift: Harald Høffding og C. N. Starcke. (1928.)
     Starckes evner var usædvanlige og hans viden omfattende. Sligt vækker mistro og misundelse. Han gik ad utrådte stier. Der river tjørnene.
     Jørgen Bukdahl, hans første elev ved Universitetet, skrev:
     »Etikken var alle dage hans grundproblem. Først da han nærmede sig Universitetet, samledes tropperne. I vor kulturhistorie er det for mig det skændigste optrin. Alle vidste med hinanden, hvori det centrale lå, men ingen ville vove en polemik på dette, men på hvad man ellers kunne finde af andre ting. Det var et hykleri uden lige. Sagen var simpelt hen, at man bag hans etiske kategoria anede et religiøst problem. - Tværs gennem alle nederlag og virkelighedsbesvigelser var hans patos retfærdighed, og det står som en ildstribe efter ham.«


Hovedside: Grundskyld - Henry George


Oprettet september 2012