Profeten fra San Francisco

Af Hertugen af Argyll


Et angreb på Henry George og hans lære

Profeten fra San Francisco

Der er unægtelig adskillige fordele forbundet med at være borger i den litterære republik – selv en ganske ringe borger. Den der nogensinde har skrevet et og andet af en mere alvorlig natur, som andre har læst med interesse, vil snart komme i berøring med en aparte slags åndsmennesker. Ømme sympatiske sjæle vil strømme over for ham i én retning, medens ikke mindre ømme, antipatiske sjæle strømmer over i den modsatte, men begge er de ofte interessante og lærerige i allerhøjeste grad.
For en del år tilbage var en af mine venner, hvis mening jeg højagter, så venlig at tilkendegive mig sit bifald med hensyn til en lille bog, jeg netop dengang havde skrevet. Eftersom det var en mand af smag og følgelig langt snarere tilbøjelig til kritik end til enighed, voldte hans bifald mig megen glæde. Men da manden også var ærlig og oprigtig, var han forsigtig nok at tilføje, at dette hans bifald ikke var ubetinget. Han syntes meget vel om bogen i sin helhed, undtagen et enkelt kapitel, »hvori« efter hvad han sagde, »der forekom en god del nonsens.«
Jeg behøvede ingenlunde at spørge om, hvilket kapitel det var. Jeg vidste det meget vel. Det kunne ikke være andet end et, der var betegnet »Politikkens Love«, omhandlende spørgsmålet om, hvorvidt man på samme eller ialfald mulig analog måde, kunne påvise at den samme lovs herredømme, der gør sig gældende i de menneskelige handlinger og foretagender også gør sig gældende i de fysiske videnskaber. Der var adskilligt i dette kapitel, som min ven var forud indtaget imod. For det første var han en praktisk politiker og derfor selvfølgelig tilbøjelig til at betragte ethvert argument, der sigtede til at fremstille hele hans livsgerning som alene et resultat af omstændigheder, at være ligeså unaturligt som uretfærdigt. Dernæst var han væsentligst frihandelsmand, og denne skoles ledende tanke er, at ethvert forsøg på ved lov at indblande sig i noget, som vedrører handel og industri, er dårskab om ikke en ligefrem forbrydelse. Nuvel, et hovedpunkt i dette mit »nonsens« kapitel, gik netop ud på at bevise, at denne lære var usand som absolut læresætning. Den skelnede mellem to slags lovgivning, hvoraf den ene slags vistnok havde vist sig skadelig, medens den anden fuldt ud havde vist sin nødvendighed. Der blev påvist, at beskyttelse, der tilsigtede at bestemme en vares værdi eller pris, var forkastelig. Men der påvistes ligeledes, at beskyttelse havde vist sig rigtig og nødvendig for så vidt den gik ud på at værne om liv, helbred og moralske interesser. Som historisk faktum påvistes at der i vort århundrede var fremtrådt to bestemt udprægede retninger i parlamentet – en tilbageskridende og en fremskridende. Trin for trin havde lovgivningsmagten opgivet alle forsøg på at regulere de udelukkende økonomiske interesser; medens den ligeledes trinvis og ikke mindre standhaftigt, efter en stedse større målestok, havde beskæftiget sig med at regulere de højere interesser. Jeg havde ydermere vovet at fremstille begge disse retninger som af lige stor betydning – bevægelsen for beskyttelse i den ene retning at være fuld så nyttig som den hen imod beskyttelse i den anden; og var det en selvfølge, at min ven ikke kunne indrømme denne sammenstillings selv blot tilnærmelsesvise berettigelse. For den ene bevægelses fremme havde han ofret en livsgerning, og den sandhed, den indesluttede, var for ham en genstand for den varmeste overbevisning. Overfor den anden bevægelse havde han i heldigste tilfælde forholdt sig som en passiv tilskuer, eller fulgt dens fremtræden med kold og kritisk toleration. At fremstille disse to bevægelser som ligeberettigede og på nogen vis som fremskridt i regeringskunsten kunne ikke andet end forekomme ham som »nonsens«. Men kritikere kunne selv kritiseres; og undertiden kommer forfattere i den heldige stilling at se, hvad der ligger bagved såvel den ros som den dadel der ydes. I denne sag er jeg angerløs. Jeg er fast overtydet om, at det princips sociale og politiske rigtighed, der medførte tilbagekaldelsen af alle de love, der tilsigtede at regulere priser, ikke er større end det andet princips, der medførte de mange love til arbejdets beskyttelse. Hvis fabrikslovene og mange andre i lignende retning ikke var fremmede, da måtte vi i en lang række år være forberedte på smerteskrig for hver enkelt, der nu anklager os, og det sociale spørgsmål, der stedse konfronterer os, ville da være endnu farligere og vanskeligere at løse.
Sikkert er det imidlertid, at når den tankeretning, der førte til dette resultat, var ubehagelig for nogle, viste det sig desto mere tiltrækkende for andre. Og derom fik jeg nogle år senere et særligt bevis. Jeg modtog fra den anden side af jorden, fra en fuldkommen fremmed, et høfligt brev, ledsaget af en bog i foræring. Forfatteren havde læst min og sendte sin egen. Trods mulige fordomme, forudsatte han en upartisk bedømmelse. Brevet var fra hr. Henry George og bogen Fremskridt og Fattigdom. Begge var de dengang af ukendt ry; det var mig heller ikke muligt fuldt ud at påskønne høfligheden, før jeg fandt ud af, at det bogen søgte at bevise var, at næsten alle de menneskelige lidelser skyldes grundejernes eksistens og at jorden, ifølge guddommelig ret, burde tilhøre alle i almindelighed og ingen i særdeleshed.
Den tillid, at være modtagelig for argumenter, er en stor ting i og for sig, og selv den største veksel derpå kan ikke ret vel gøres til genstand for anke. Og derfor kunne jeg ikke andet end føle mig smigret, da denne appel på politikkens område efterfulgtes af en anden på videnskabens. En forfatter til var så venlig at skænke mig sin bog; og jeg fandt at den gik ud på at bevise, at alle fejltagelser i nutidens fysiske filosofi er opstået ved den herskende anskuelse, at vor planet er en kugle. I virkelighed er den flad. Omhyggeligt udarbejdede kapitler og ligeså omhyggeligt udarbejdede diagrammer leverede beviset i så henseende. Jeg tænkte først, at det hele skulle være en spøg ligesom ærkebisp Whately's Historiske Tvivl. Men jeg blev snart overbevist om, at forfatteren mente sagen i ramme alvor ligesom hr. Henry George. Senere har jeg bemærket, at begge disse forfattere har talt i offentlige forsamlinger og høstet stærkt bifald; og i betragtning af, at alle ydre fremtoninger og den dagligdags tale er imod den engang vedtagne kopernikanske lære, er det måske mindre forunderligt at de folkelige forsamlinger, der har lyttet til disse to reformatorer, åbenbart har været næsten lige inkompetente til at opdage den enes fejltagelser som at gennemskue den andens bedrageriske logik. Dog, den californiske filosof har en umådelig fordel fremfor den anden. Ingen har nogen personlig interesse af at tro, at jorden er flad. Men mange kunne have interesse, og sandelig en meget personlig endda, i at tro, at de har ret til at tilegne sig deres nabos vingård.
Der er i det mindste nogle få grundsætninger i livet, som vi er berettigede til at undlade at diskutere. Selv de mest skeptiske ånder har handlet derefter. Voltaires åndsretning var vistnok ikke skikket til ubetinget at antage nogen af de læresætninger, der lå til grund for det rådne politiske system, han kendte og hadede. Han var en af dem, som overfaldt det med alle slags våben og til sidst styrtede det. Blandt hans medhjælpere til dette arbejde herskede der en sand rus af rebellion og vantro. I den brogede række af nye anskuelser, der begyndte at fremtræde på scenen, medens han endnu befandt sig derpå, var denne specielle om ejendomsret til jord blevet forfægtet af den berømte Jean Jacques. Voltaire kastede sit mægtige blik derpå, og således behandlede han det:1
B.2 Avez-vous oublié que Jean-Jacques, un des pères de l'Eglise Moderne, a dit, que lu premier qui osa clore et cultiver un terrain fut l'ennemi du genre humain, qu'il faillait l'exterminer, et que les fruits sont à tous, et que la terre n'est à personne? N'avons nous pas déjà examiné ensemble cette belle proposition si utile à la société?

A.3 Quel est ce Jean-Jacques? Il faut que ce soil, quelque Hun, bel esprit, qui ait écrit cette impertinence abominable ou quelque mauvais plaisant, buffo magro, qui ait voulu rire de ce que le monde entier a de plus sérieux …

Jeg for min part indrømmer imidlertid, at Voltaires spottende ånd ikke er den, hvori jeg nogensinde føler mig fristet til at betragte det kommunistiske bedrag. Ganske afset fra den anmodning, der stilledes mig af den omtalte forfatter, har jeg altid følt den dybe interesse, der knytter sig til dette bedrag, formedels den proteusagtige skikkelse den stedse har tilbøjelighed til at antage, opstå på ny og vise sig igen, samt formedelst den fordring den stiller til os, fra tid til anden at undersøge og identificere de fundamentale love, der virkelig behersker den menneskelige tilstand. Muligvis aldrig har kommunistiske teorier antaget en mere besynderlig form eller hengivet sig til mere frugtbare analytiske processer end i Henry Georges skrifter. Disse skrifter omfatter ligeledes et bind Samfundsspørgsmål, der nylig er udkommet. Det repræsenterer de selvsamme ideer, der er fremsat i Fremskridt og Fattigdom. De er ofte udtalt med næsten de samme ord, men frembyder dog nogen udvikling og anvendelser, der er af høj interesse og megen vigtighed. Ved nærværende skal jeg referere til begge, men for øjeblikket kun indlade mig på samlet at gruppere nogle af de mere fremtrædende egenskaber, som karakteriserer denne nye politiske filosofi.
Først og fremmest er det ikke lidet mærkværdigt at finde en af de mest ekstreme kommunistiske doktriner forsvaret af en mand, der er borger i De Forenede Stater. Vi har været vant til at knytte dette land sammen med begrebet om de mest uudtømmelige hjælpekilder og en næsten ubegrænset fremtid. Det har i to århundreder været, og er endnu, tilflugtssted og det forjættede land for millioner af menneskeheden. Og blandt alle de stater, som der er forenede, bliver de, der er beliggende i det fjerne vesten, anset for at deltage i den større part af denne overflod i nutiden, og den endnu større i fremtiden. Desuagtet er det fra disse selvsamme Forenede Stater og tilmed fra den ene stat, der måske fremfor alle andre har erhvervet ry for rigdom, at vi hører en enlig røst, der spår os en fremtid af utålelig ve. Han erklærer, at al den gamle verdens elendighed allerede er kommet til fuld udvikling i den nye. Han erklærer, at denne elendighed tiltager i stedse stigende forhold, vokser med folkets vækst og tiltager i styrke med dets tilsyneladende kraftudvikling. Han fortæller os om overbefolkede byer, forpestede boliger og om mænd og kvinder, der kæmper for at opnå de mest simple beskæftigelser, om konkurrencens rastløshed og fattigdommens og rigdommens yderligheder – kort sagt, om alle de uligheder i kår, om al den trængsel og kval, der ledsager kampen for tilværelsen i de ældste og mest overbefolkede samfund i verden.
Jeg agter ikke at acceptere dette billede som en tro fremstilling af sandheden. I bedste tilfælde er det kun en skildring af de mørkeste slagskygger, med komplet udeladelse af de lysere sider. Forfatteren er fremfor alt pessimist og føler sig åbenbart fristet til at fremstille netop denne farvetone. Han opstiller en særegen teori om hjælpemidlet mod alle disse menneskelige lidelser; og dette hjælpemiddel, ved han, bliver betragtet med uvilje såvel af de forstandige som af de samvittighedsfulde blandt hans landsmænd. Han kan alene forvente held ved at søge at overbevise samfundet om, at det er angrebet af en dødelig sygdom. En sådan fristelse kan man indrømme meget. Dog, efter at have gjort enhver mulig indrømmelse, vedbliver det at være en højst mærkelig fremtoning, at et sådant billede oprulles af en borger i De Forenede Stater. Dette billede er vistnok, i det mindste hvad mange af Unionens store byer angår, fuldkommen naturtro og kunne være lige så træffende for mange af Europas store byers vedkommende. Og med hensyn til befolkningen i Staterne som et hele har også andre meddelere berettet om det febrilske liv, der ledsager den rastløse higen efter rigdom og om den nervøse anspændelse, der overalt giver sig tilkende for opnåelsen af livsstilling og nydelse, som aldrig erhverves undtagen af de få. Forsåvidt, i det mindste, kunne vi antage hr. Georges fremstilling at være bekræftet ved fordomsfrit vidnesbyrd.
Men her møder os en anden, højst mærkværdig omstændighed i hr. Georges bøger. Den mand der udkaster denne mørke, næsten sorte, skildring af det amerikanske fremskridt, er den samme som med indignation afviser den lære, at befolkningen overalt har tendens til at trænges hen imod underholdsmidlernes grænse. Dette er som bekendt den almindelige doktrin, det er historisk knyttet til Malthus navn, skønt andre forfattere før ham ubevidst har følt og forudsat den samme sandhed. Siden den tid er den næsten blevet almindelig antaget, ikke som teori men som faktum, og det et af de klarest påviselige af alle i den økonomiske videnskab. Men som alle kommunister hader hr. George selve navnet Malthus. Han indrømmer og overdriver endog kendsgerningen om trængsel og tryk med hensyn til befolkningen i Amerika. Han indrømmer dens anvendelse på befolkningen i Europa, i Indien og i Kina. Han indrømmer den som en mere eller mindre iøjefaldende kendsgerning hos ethvert folk på kloden. Men han vil ikke til­stede, at dette faktum fremsættes som lov. Han vil ikke tilstede det – fordi en sådan generalisation forudsætter en årsag, han benæg­ter, og udelukker en anden, som han hævder. Men dette er ingen lovlig grund til at nægte at udtrykke fremtoninger i former, ligeså om­fattende og almindelige, som deres virkelige fremkomst. Lige meget med årsager til vi har klart opfattet kendsgerninger, men når disse er klart opfattede, lad os da optegne dem uden frygt, i udtryk så omfattende som sandheden kræver. Når der intetsteds på jorden findes et folk, der ikke frembyder det faktum af mere eller mindre stærk tryk på eksistens­midlernes område, lad os da i det mindste erkende dette i hele sit omfang og betydning. Forskelligheder i love og institutioner, i sæd­vaner og skikke, er næsten ubegrænsede. Dog blandt alle disse forskelligheder er dette ene faktum gennemgående. Hr. George selv er det seneste vidne derom. Han indser, at det er et faktum – frygteligt og foruroligende, efter hans mening – anvendt på det unge og håbefulde samfund i den nye verden. I et land, hvor der ingen fyrste er, intet aristokrati, ingen gamle familier, intet fideikommissarisk bånd på jorden, ingen stående hær værdig at nævnes, ingen pensioner, ingen hofmænd, hvor alle er absolut lige for loven, dér, selv dér i dette demokratiets paradis, fortæller hr. George os, at mængdens tryk på subsistensmidlerne og livsnydelsen bliver stedse voldsommere, og at menneskenes ulighed bliver så udstrakt og skrigende, som i de ældste samfund i Asien og Europa.
Modsætningen mellem denne forunderlige bekræftelse af Malthus' doktriner og den hidsige anklage imod Malthus' »lov«, hører sandelig til litteraturens kuriosa. Men forklaringen ligger nær. Hr. George indser, at kendsgerninger, der er så almindelige hos mangfoldige folkefærd, må skyldes en årsag, der må være lige så almindelig som virkningen. Men på den anden side ville det ikke passe ind i hans teori at indrømme, at denne årsag muligvis kan være mennesket medfødt, eller ligge i den naturs system, hvorunder vi lever. Fra denne betragtning bortvender han derfor stadig sit åsyn. Der gives et antal sådanne kendsgerninger, forbundet med vor ånd – et andet antal forbundet med legemet og endvidere et antal forbundet med de menneskelige tilfældigheder. Men alle disse forbigår hr. George – for desto stærkere at fængsle opmærksomheden på et enestående faktum – nemlig, at hos alle nationer har enkelte mennesker, og enkelte kredse af mennesker, hidtil haft tilladelse til at erhverve større og mindre jordstrækninger og betragte disse som deres egne.
Forskellen mellem naturlove og positive institutioner er vistnok en sådan, der ikke tør frakendes betydning. Men det er en af de allerdybeste filosofiske genstande og der er meget, der taler for, at hr. George har udmålt dens bundløse dyb med en meget for kort sondeline. Menneskelige love er udviklet af menneskelige instinkter, og disse findes blandt naturens gaver. Fornuften kan forfalske disse instinkter, og fornuften er så meget lettere i stand dertil, når den begynder at spinde logiske væv ud af sit eget indre. Men det kan sikkert siges, at i selvsamme forhold som de menneskelige love og de vedtagne ideer, hvorpå de hviler, er virkelig almindelige, i selvsamme forhold kunne de fordre at betragtes som det naturlige og legitime udtryk for de fundamentale sandheder. Undertiden er de samme mænd, der optræder som reformatorer imod disse love, og fordømmer selv de største nationer, der har underkastet sig dem, som stupide4.
Thi atter her støder vi på en ny mærkværdig omstændighed ved hr. Georges skrifter. Jeg har omtalt hr. George som borger af De Forenede Stater og også borger af den særegne stat Californien. I den sidste egenskab af borger under en demokratisk regering, er han medlem af denne regering, der er en regering af hele folket. Nuvel, hvad er det mest betegnende udtryk for den magt denne regering fordrer og faktisk håndhæver hver eneste dag? Det er magten til at udelukke hele det menneskelige samfund helt og holdent fra en stor del af jordens overflade, undtagen på særegne betingelser – en udstrækning så stor, at den omfatter ikke mindre end 99 millioner acres eller 156.000 engelske mil af eng og mark, bjerg og høj, indsø, flod- og søkyst. Desuagtet har dette samfund, der fordrer og udøver denne udelukkende ejendomsret over dette umådelige landområde, kun, i forhold til dets udstrækning, en håndfuld befolkning. Hele staten Californiens befolkning repræsenterer kun den brøkdel af 5,5 til kvadratmilen; er mindre end en fjerdedel af Londons. Hvis de alle blev samlet på en plads, ville de næppe udgøre en sort prik i det vældige landskab, om det kunne overses med et teleskop. Således er det lille menneskesamfund beskaffent, der fordrer absolut og udelukkende ejendomsret til dette umådelige territorium. Desuagtet er det et medlem af dette samfund, der drager om i verden og prædiker en lære om guddommelig ret, at jorden bør være så fri som luften, der er alles fælles ejendom og hvortil ingen udelukkende ejendomsret kan fordres af nogen. Det er vistnok sandt, at hr. George fordømmer sin egen regerings handlemåde, betræffende dens dispositioner af jord. Men besynderlig nok angriber han den ikke, fordi den fordrer denne udelukkende ejendomsret; tværtimod, han angriber den fordi den nogensinde går ind på at skille sig ved den. Ikke jorden alene, men selve Californiens atmosfære – for at benytte hans egen udtryksmåde – bør vedligeholdes som absolut og udelukkende dette samfunds ejendom, så det aldrig bør skille sig derved, undtagen som forpagtning og for sådan årlig leje, som regeringen måtte bestemme. Hvo skænkede dette særegne samfund denne udelukkende ejendomsret over dette umådelige territorium? Var det ved erobring? Og om så var, kan det ikke med samme ret erhverves af enhver, som er stærk nok til at tage det? Og når udelukkende ejendomsret erhverves ved erobring, har det da ikke stået åbent for enhver sejrrig hær og enhver erobrende feltherre i alle tidsaldre, fra alle verdens lande, at indrette et lignende ejendomsforhold og handle dermed efter forgodtbefindende?
Det er på dette punkt at vi erholde sigte på én side af hr. Georges teori, hvori den i det mindste er i stand til en fornuftig forklaring. Spørgsmålet, hvorledes et forholdsvis lille samfund af mænd, som de første guldgravere i Californien og deres efterkommere, kan til egen fordel på bedste måde benytte og anvende dette udelukkende krav på ejendomsret over en så umådelig landstrækning, er ganske vist et åbent spørgsmål. Et er det for et givet politisk samfund at nægte at dele dets ledige territorium mellem individuelle besiddere, noget helt andet derimod for et politisk samfund, der i tidsaldre har anerkendt en sådan ejendomsret og opmuntret den, at bryde bona fide, tro, lige overfor dem, som har opnået denne ejendomsret og levet og arbejdet, købt, solgt og borttestamenteret i tillid dertil. Når hr. George kan overtyde den stat, hvoraf han er borger, og den regering, hvoraf han i den forstand er medlem, at det ville være rigtigst aldrig mere at sælge et stykke uopdyrket jord til det enkelte individ, lad ham i Guds navn gøre det, og nogle rimelighedsgrunde ville vel kunne opdrives til forsvar derfor. Men der er stærk sandsynlighed derimod, såvelsom imod ham selv. Spørgsmålet, om den rigtigste måde at disponere over sådant territorium, har foreligget enhver af vore store kolonier og De Forenede Stater i adskillige menneskealdre; og det almindelige instinkt hos samtlige har ført til, at den individuelle ejendomsret til jord er den eneste store tiltrækning, de kunne byde nybyggere, som det er deres højeste formål at tiltrække og se trives. De ved, at et lands jorder aldrig er så godt nationaliserede, som når de er overdraget i sådanne mænds eje i hvis interesse det ligger, at de yde det størst mulige udbytte. De ved, at der under ingen betingelse kunne findes folk villige til at rydde jorden for uigennemtrængelig urskov, at vande den fra øde ørken, dræne den fra giftig sump, indhegne den mod vilde dyr eller forsvare den mod vilde horders indfald. Og følgelig har deres afgørelse været enstemmig; og den blev afgivet under forhold, hvori de var fri for alle traditioner undtagen dem, de førte med sig som del af deres indre natur, i harmoni og overensstemmelse med den tingenes beskaffenhed, de omgaves af. Jeg skal ikke opholde mig ved at drøfte spørgsmålet her; men derimod hellere dvæle for at påvise, at begge løsninger, den ene fuldt så vel som den anden, indeslutter jordens udelukkende besiddelse af individer og læren om absolut ejendomsret, hvormed de forskellige folkesamfund er forlenede, lige overfor alle øvrige mennesker. Begge er de lige uforenelige med den bombastiade, at sammenligne den udelukkende besiddelse af jorden med den udelukkende besiddelse af luften. Forudsæt at nybyggere fandtes villige til at hellige år af arbejde og flid, der gøres fornøden for at kultivere urjorder, uden anden sikkerhed end den under en længere forpagtning, naturligvis enten mod, i et længere tidsrum, at være fritaget for alle afgifter eller en sådan, som måtte være ren nominel; forudsæt at dette lod sig iværksætte, desuagtet ville hele arealet i hvilket som helst distrikt snart være i udelukkende besiddelse for længere tidsrum af et begrænset antal agerdyrkere og ikke stå åbent længere for alverdens fattige. Således er den absolutte ejendomsret, som hr. George erklærer at være en bespottelse af Gud og naturen, alligevel hævdet til fordel for en brøkdel af menneskeslægten, og denne absolutte ejendomsret er atter udstykket til dette lille samfunds medlemmer, og til dem alene, i sådanne dele, som det anser mest hensigtsmæssigt og bedst lønnende for eget vedkommende.
Og atter her, for tredje gang, støder vi på en højst mærkelig sammenstilling af fakta i hr. Georges bog, hvis betydning og rækkevidde han åbenbart ikke fatter. Naturligvis er spørgsmålet, om hvorvidt det er fordelagtigst for ethvert givet samfund at eje og bearbejde dets egne jorder særskilt eller fælles, et spørgsmål der væsentlig afhænger af regeringsformens natur, motiver og karakter sammenlignet med de individuelle menneskers. I dispositionen og anvendelsen af rigdommen, såvel som i erhvervelsen deraf, er menneskene vel hæderligere og ærligere, når de handler i egenskab af medlemmer af regerings- og lovgivningsmyndighed, end når de handler i deres private egenskab mod medmennesker? Er ikke, som bekendt, det modsatte tilfældet? Er det ikke klart, at mænd ville handle og bestandig ses at handle som politikere således, som de ville skamme sig ved i privatlivet? Og er det ikke påvist under alle regeringsformer, som historien kan opvise? Endelig vil jeg stille et andet spørgsmål. – Er det sandt, for at sige det mindst mulige, at denne medfødte tendens til korruption ikke er blevet hæmmet under demokratiske regeringsformer, i de mange nye verdener hvorfra konger er udelukkede og aristokratier endnu ikke haft tid til at udvikle sig?

Disse er netop de spørgsmål som hr. George besvarer med en ikke usikker røst; og det er umuligt at overse dette vidnesbyrd. Han erklærer atter og atter, i et sprog der strømmer over af dydig harme, at regeringen i De Forenede Stater overalt mere og mere korrumperes. Ikke alene er de lovgivende forsamlinger korrumperede, men selv de værste samfunds sidste tilflugtssted – domstolene – er det med. I intet af den gamle verdens lande er selve navnet politiker sunket så dybt som i Amerikas demokratiske stater. Ejheller ville det være sandt at påstå, at det er de rige klasser, der har korrumperet deres vælgere. Disse er, i det mindste i en meget vid udstrækning, selv korrumperede. Det er muligt, at intet Demos-eksempel er mere smittet af korruption end Demos i New York. Dets ledelse af lokalforvaltningen siges at være et system af skændigt jobberi. Nuvel, det vidunderlige er, at alt dette er hr. George fuldstændig fortrolig med. Han indser det, og gentager det i alle mulige tonearter. Lad os høre en enkelt sætning:5

»Det sømmer sig at skue kendsgerninger lige i øjnene. Forsøget med folkelig regeringsform i De Forenede Stater har været et åbenbart misgreb. Ikke, at det er et misgreb overalt og i alt. Et forsøg af denne natur behøves ikke at udføres helt ud for at kunne vise sig at være et misgreb. Men, ved at tale i almindelighed om hele landet, fra det Atlantiske til det Stille Hav og fra søerne til golfen, har vor regeringsform ved folket været, og bliver stedse i større grad, en regering af de mægtige og samvittighedsløse.«
Jeg gentager atter, det er rigtigst at erindre, at hr. George er pessimist. Men medens vi mindes dette og gør denne egenskab al mulig indrømmelse, bør vi ej heller forglemme, at hans vidnesbyrd ikke står alene. I De Forenede Stater, fra borgere der endnu stedse føler sig stolte af deres land og udenfor De Forenede Stater, af repræsentative amerikanere, er der personlig blevet mig fortalt om transaktioner, der afgjort forudsætter en tingenes tilstand, der nøjagtig svarer til hr. Georges udtalelser. Under alle omstændigheder er vi berettigede til den slutning, at det ikke er blandt repræsentativ- og regeringsorganerne i De Forenede Stater, vi har at søge de bedste prøver for redelighed og dyd.
Desuagtet er det disse organer – lovgivende, administrerende og dømmende han udsteder et sådant skudsmål – hr. George vil tildele retten til absolut ejendom af jorden. Det er disse organer, han vil beklæde med den eneste og almindelige grundejendomsret, og det er dem han vil betro det hverv at påligne og anvende hver mands jordrente over samtlige staters areal. Han fortæller os, hvilken umådelig sum – stor nok til at underholde en af de mægtige herskere, der var så talrige i den gamle verden – som kunne bespares ud af halvdelen af »den ødselhed og stjælen«, der finder sted under de kommunale forhold i hans eget San Francisco. Hvor meget ville den »ødselhed og stjælen« beløbe sig til, såfremt sådanne regeringsorganer kunne disponere over stater som Californiens, Texas, Illinois og Colorados samlede landbrugs- og mineralskatte?
Men dette er ikke alt. Hr. Georges vidnesbyrd om de amerikanske regeringsorganer nu for tiden er intet imod hans egne skrifters vidnesbyrd om hvad det vil blive – om man gik ind på hans system og nogensinde lyttede til hans lære. Som alle kommunister betragter han ikke samfundet som bestående af individer, hvis særlige velvære danner grundlaget for det heles, men som en stor abstrakt personlighed, hvori al magt skal centraliseres og alle særskilte rettigheder og interesser vil have at underordne sig. Om dette blev rettesnoren, da turde vi i det mindste have håbet, at der til en, i forhold til individet, med stor magtfylde udrustet regeringsmyndighed, var knyttet tilsvarende pligter og ansvar lige overfor den enkelte, som en uafviselig nødvendighed. Når fx. et politisk samfund som helhed er en blivende og bestemt personlighed med vedvarende rettigheder over alle dets medlemmer, burde vi i det mindste vente, at den blivende forpligtelse om hæderlighed og ære blev respekteret som lige forpligtende for denne personlighed, i dens forhold lige overfor den, som er dens magt undergivne. Men dette er slet ikke hr. Georges mening. Tværtimod, han prædiker systematisk, ikke alene denne høje forrettighed, men også den positive repudiationspligt. Ikke alene er han ikke tilfreds med at insistere på, at ikke flere stykker udyrket jord nogensinde bør afhændes, men han påstår tillige, at ejendomsretten til ethvert stykke jord, der allerede er solgt, skal tilbagefalde uden erstatning til nybyggeren, der har købt det og anvendt arbejde derpå i åremål og fra først til sidst stolet på statens sikkerhed og regeringens hæderlighed. Der findes ikke en tilsvarende korruptionsdåd, som den værste administrative korporation i noget land nogensinde er blevet sigtet for, der kan måle sig med den uhørte vanære, der ligger til grund for dette forslag. I gamle dage, under egenrådige og griske regenter, plejede profeterne i Judæa og Israel at hæve deres røst mod enhver form af uret og plyndring, og de udtalte en særlig velsignelse over dem, der vidnede, selv til egen skade og ikke veg tilbage. Men den nye profet fra San Francisco er af en modsat mening. Ahab kunne have sparet sig al møje og Jezebel undgået det kvalfulde rænkespil, såfremt de ved deres side havde haft hr. Henry Georges røst. Elias var en nar. Hvad ret havde vel Naboth til at tale om sine fædres arvelod?6 Hans forfædre kunne ikke have mere ret til at erhverve ejendomsret til hine agre på Jezreels højder, end han selv havde til at fortsætte usurpationen deraf. Ligegyldig hvilken hans påståede adkomst end var, intet menneske og intet repræsentativt organ kunne give ham den; – ikke Josva eller dommerne; ejheller Saul eller David; eller Salomon i al sin herlighed – kunne tilsikret Naboths forfædre denne del af Guds jord, imod de udødelige retskrav som statens hoved og repræsentanten for hele Israels folk havde.
Men nu åbner sig et andet syn af konsekvenserne heraf. Såfremt den lære vandt tilslutning, at man ikke behøvede at øve ærlighed mod ejere af jord, – vil ikke dette samme princip kunne anvendes overfor forpagtere såvelsom ejere? Når ét slægtled ikke kan binde det næste til at anerkende et køb, kan da ét slægtled binde det næste til at anerkende en forpagtning? Når ét løfte tør brydes, og bør brydes, hvorfor bør man indrømme det andet mere bindende kraft? Når den opsparede værdi, der fremstår ved mange års og slægtrækkers arbejde, kan og bør approprieres, er der da vel nogen retmæssig hindring tilstede mod at snappe denne værdi hvert år, efterhånden som den fremstår? Såfremt dette nye evangelium er et virkeligt evangelium, hvorfor skulle ikke denne californiske facon af »utrofast tro«, vedvarende holde os og for bestandig »løgnagtig sanddru«?
Og endnu ét, er der nogen grund hvorfor denne repudiations-lære skulle indskrænkes, ene til forpligtelser med hensyn til forpagtning og ejendomsret til jord? Dette spørgsmål måtte naturlig rejses af enhver tænkende, som læste Fremskridt og Fattigdom med forstand, da den først kom ud. Men den udstrækning, hvortil dens moralske læresætninger kunne anvendes, var dengang mere en formodning, hvor selvindlysende den end var. Når alle jordejere, store og små, skulle udplyndres og bør plyndres for det, som samfundet i umindelige tider har indrømmet og opmuntret dem til at erhverve og kalde sit; når de tusinder af mænd, kvinder og børn, der direkte og indirekte lever af jordrente, enten i form af betaling for jordens forbedring eller som hypotek til kapitalisten, livrente til enker, børns arveandele, når alle på lige måde skulle ruineres ved konfiskationen af det fond, hvoraf de afhænger, gives der ikke også andre fonds, der ligeledes ville inddrages i samme nidets og voldsdåds garn? Specielt, hvad ville der blive af det store fond, hvoraf ligeledes tusinder og atter tusinder afhænger – mænd, kvinder og børn, oldinge, enker og faderløse – det fond, som staten har lånt, der danner nationernes gæld? Selv i Fremskridt og Fattigdom findes der dunkle antydninger og enkelte sætninger, der angav endemålet af diskussionen i denne retning. Men mænds forstandskister er netop nu så omtågede på dette område og de ynder så meget at ryste på hovedet, når ejendom til jord sammenlignes med ejendom til andre genstande, at sådan mistanke og formodning om rækkeviden af hr. Georges argumenter ville hos mange have syntes overdrevne. Heldigvis har han i sit senere værk følt overbevisningens mod, og konklusionen af de falske præmisser har hærdet hans moralsans imod uretfærdigheden af selv de mest vanærende slutninger. Al nationalgæld er ligeså uretfærdig som jordejendom; den bør slettes med en svamp. Og da man ikke skylder jordejere noget hensyn for deres tillid, så lidt som nogen af dem der afhænge af disses hjælpekilder, da bør tilliden ejheller varetages med hensyn til ejere af statsobligationer, så lidt som mod nogen, der afhænger af de indkomster, der er dem tilskrevne. Jøden, der måske har udlånt en million, og den lille forretningsmand, der har udlånt sine få spareskillinger til staten – formynderimidler – alle er de et lige offer for repudiationen. Når vi forestiller os det umådelige beløb, som Europas og Amerikas statsgæld beløber sig til, og de utallige personer af enhver stand og rigdomsgrad, hvis ejendom er anlagt i »løfter at betale«, kunne vi måske danne os en svag forestilling om den ruin, som et sådant gigantisk snyderi, der forfægtes af hr. George, ville afstedkomme. Tag England alene. Henved syvhundrede og femti millioner pund sterling er beløbet af dets statsgæld. Denne uhyre sum holdes af 181.721 personer, hvoraf det overvejende flertal, omtrent 111.000, modtager dividender, det selv kan være fri for nødvendigheden at underkaste sig beskatning.
Selvfølgelig finder vi som sædvanlig, at hr. George besidder en vidunderlig ærlighed i at vedkende sig, hvad hidtil den uoplyste verden har været enig om at betragte som uærligt. Men denne gang fremkommer vedkendelsen under omstændigheder, der fortjener særlig påagtning. Vi ved alle, at for ikke mange år tilbage var De Forenede Stater indviklet i en hårdnakket borgerkrig, på et vist stadium tilsyneladende af tvivlsomt udfald og hvoraf den nationale tilværelse var afhængig. Jeg hørte til dem – for øvrigt ikke altfor mange hertillands – der fra begyndelsen af denne frygtelige kamp antog, at »Norden« havde ret til at føre denne krig. Lord Russell påstod ved en bekendt lejlighed, at de kæmpede om herredømme. Javel; og for hvad andet har nationerne nogensinde kæmpet og hvorved ellers, på den ene eller den anden måde, er store nationer nogensinde opstået? Demos har ganske vist ikke større ret til at kæmpe om herredømme end kongerne; men det har den samme. Dog bagved og udover Unionens vedvaren som nation var fremdeles det spørgsmål på dagsordenen, hvorvidt man i dette nittende århundrede af den kristelige tidsregning, burde tåle oprettelsen af et stort civiliseret statslegeme, der havde negerslaveri som hovedbetingelse og grundlag for dets forfatning. På begge disse store spørgsmål havde folket i nordstaterne – lige meget hvorledes udfaldet måtte berøre de enkelte – en så hæderlig sag, som nogensinde har kaldt et folk til våben. Det er en sag, der til evig tid vil være knyttet i menneskeslægtens erindring sammen med en stor skikkelse, Abraham Lincolns, den bedste og nobleste repræsentant for det amerikanske folk under denne forfærdelige krise. I intet har dette folks opførsel været mere beundringsværdigt end i denne mængdens villige og tålmodige underkastelse som én mand, ikke alene under det ødelæggende spild af liv, der var knyttet dertil, men under den tunge og langvarige beskatningsbyrde, som var ligeså uadskillelig derfra. Det er sandelig sørgeligt – intet hvad jeg nogensinde har mødt i litteraturen har slået mig med så oprigtig sorg – at på dette døgnets tidspunkt hvor, ved udholdenhed og fortsat velvære, byrden er blevet forholdsvis let og der foreligger en nær udsigt til dens endelige forsvinden, at der nu skulle findes en eneste amerikansk borger, der så ringe erkender sit lands hæder, at han er i stand til at udtale en beklagelse over, at de ikke indledte denne store kamp ved en handling som tyveri. Dog dette er tilfældet med hr. Henry George. I konsekvent følgeorden med hans uærlige læsesætninger om repudiation af statsgældsforpligtelser og idet han véd, at krigen kunne ikke være blevet ført uden pengemidler, taler han med fuldendt bitterhed om den dårskab af regeringen, at den »bævede« tilbage for på én gang at tage det hele eller alt, med fradrag af en brøk af de få individuelle borgeres ejendom, der havde ord for at være forholdsvis rige. Når det fx. var bekendt at en mand havde erhvervet en formue på £ 200.000, da burde regeringen i Washington ikke være »bævet« tilbage for at tage det hele undtagen måske £ 200, hvilken rest, som en stor velvilje, turde være levnet den tidligere ejer tilligemed den gavn den kunne yde. Og ved et antal af lignende konfiskationer over samtlige stater, ville krigen derved muligvis kunne være ført til fordel for alle og på bekostning af nogle få.7
Det er værd at udmale, hvorledes dette ville have virket i et enkelt tilfælde. Da jeg for få år siden befandt mig i New York, var en af de seværdigheder, man henledte min opmærksomhed på, et hus af stort omfang og skønhed, såvel hvad materiale som arbejde angik. I det mindste i disse henseender, om ikke i arkitektur, kunne det måle sig med hvilket som helst palads der ejedes af private borgere i enhver af den gamle verdens rigeste hovedstæder. Det var fuldstændig opført af purt, hvidt marmor og ejeren, utilfreds med de amerikanske marmorsorter, havde ikke skyet den udgift at indforskrive italiensk marmor dertil.
Dette skønne og kostbare hus, blev mig endvidere sagt, tilhørte en skotte som var indvandret til Amerika uden anden formue og kapital end sin egen gode hjerne. Han begyndte med at sælge bånd. Ved at sælge billigt og mod kontant, men tillige varer af bedste beskaffenhed, erhvervede han sig snart et navn, fordelagtigt for begge parter. Men de der købte var publikum, og snart forøgedes dette publikum for at sikre sig nytten ved fordelagtige indkøb hos en så billig og ærlig handlende. Med sin races flid forbandt han også dens medfødte driftighed, og ved stadig at omsætte sin kapital i forøget målestok, forenet med egne moderate udgifter, medførtes der bestandig større opsparet formue. Denne blev atter kløgtigt anvendt til fremme for offentlige foretagender, der lovede fordel til det adopterede fædreland, og ene ved at opfylde dette løfte kunne være rentabelt. Og ved en fremgangsmåde, der trin for trin viste sig at være til umådelig fordel for det samfund, hvoraf han var et medlem, blev han til sidst, hvad der kaldes en millionær. Ejheller havde han ved at anvende sin rigdom handlet anderledes end bidraget til at fremme sit lands smag og glans, såvelsom dets befolknings lukrative beskæftigelse. Hele naturen er opfyldt af kærlighed til prydelse, og skabningernes boliger, selv de laveste på tilværelsens trin er rige i farvepragt, og i udarbejdelse undertiden af den mest udmærkede og fuldendte beskaffenhed. Det er kun uvidenheden og udannelsen der benægter denne samme kærlighed til prydelse hos mennesket, og det er en tåbelig lære, der deri ikke vil se andet end en bortødslen af midler. Den store købmand i New York havde visselig bygget sit hus med betydelig bekostning; men det er blot en anden form for at sige, at han havde udgivet store pengesummer til denne bys håndværkere og i tilsvarende forhold bidraget til deres beskæftigelse, hvorved de ene have at leve. Derfor var denne millionær i enhver forstand, såvel med hensyn til erhvervelsen som til anvendelsen af pengene, en ære og velgører for sit land. Det er denne mand, mod hvem dette samme land skulle have været opægget i henhold til hr. Georges teori, at se med misundelsens onde øjne og berøvet ham hele hans fortjeneste. Det er ikke så meget den uærlighed og vold, der ligger i en sådan lære, der slår os mest, det er langt mere dens uudsigelige nederdrægtighed. At en stor nation, der har en stor sag i vove og fremtræder i verdens historie under en kamp på liv og død mod barbariske institutioner, burde have indledt denne mindeværdige kamp med at plyndre nogle få af dens egne borgere – dette er sandelig det forsmædeligste dyb, der nogensinde er nået af nogen politisk filosofi.
Og ikke mindre belærende end resultaterne af denne filosofi er hans fornuftslutninger, hans måde at illustrere og fremstille kendsgerninger på. Heraf kunne vi ikke påvise et bedre eksempel end det vi nys gengav, hvori hr. Henry George udvikler staternes og individernes ret til at repudiere en nedarvet gæld. Det er godt man kan se, at den mand, som forsvarer den mest uhæderlige fremgangsmåde fra regeringens side, ligeledes forsvarer en sådan fra de privates. Sætningen er et typisk eksempel på det stof, hvormed hr. Georges værker er fyldt. Rimelighedselementet deri er den idé, at en mand ikke burde holdes ansvarlig for løfter, hvortil han ikke selv var en samtykkende part. Denne tanke er fremstillet for sig selv, med forsigtig udeladelse af de betingelser som gør den uanvendelig på den foreliggende sag. Arvelig gæld hæfter ikke på personen, undtagen i tilfælde af, at der også er arvelig besiddelse tilstede. Skal denne besiddelse beholdes, medens de tilsvarende forpligtelser afvises? Hr. George er højtravende om absurditeten i forlangendet, at han skal honorere oldefaderens forpligtelse, men er tavs med hensyn til at opgive de midler hans oldefader måtte have efterladt. Det er muligt, at han kunne slippe over vanskeligheden ved at hævde, at han ikke ville tillade nogen ejendom at passere fra en generation til en anden, selv fra fader til søn, at ved enhvers død efterladenskaberne bør konfiskeres af staten. Et sådant forslag ville ikke være en smule mere voldsomt eller mere ødelæggende for samfundet end de andre, han vedkender sig. Men så vidt jeg har bemærket, er denne konsekvens af hans slutninger enten ikke fremsat eller holdt skjult. Med al hans åbenbare og lejlighedsvise ærlighed i at vedkende sig resultater, ligegyldig hvor anarkiske, er der tillige temmelig tydelige tegn, at han forstår at skjule hestefoden. Den fremragende plads han tildeler sin agitation i angrebet på en særlig klasse af kapitalister, de der ejer jord, og den totale eller forholdsvise tavshed han iagttager om sit ønske, at plyndre obligationsholdere af enhver slags og specielt de offentlige kreditorer, er et tydeligt tegn på en strategi, mere snedig end ærlig. Og derfor kan det vistnok hænde, at han fornægter al arvelig gæld, fordi han vil ødelægge arveret af enhver slags. Men det må vel bemærkes, at han ikke selv da kan slippe bort fra den modsigelse, jeg har fremhævet, forsåvidt den berører offentlig gæld. Denne er blevet kontraheret med det formål at udføre store nationale foretagender, såsom vedligeholdelsen af den nationale selvstændighed, erhvervelsen af territorier eller de nødvendige forberedelser til det nationale forsvar. Staten kan ikke gøres arveløs med hensyn til de fordele og besiddelser, der på denne måde er blevet den sikrede, således som individer ved at berøves faderens erhvervelser. Det er derfor uimodsigeligt, at immoraliteten i hr. Georges argumenter om statsgæld er ligeså fremtrædende som barnagtigheden af hans bevisførelse.
Men der er andre eksempler, der vidner lige så slående om hans bevisførelses utrolige absurditet, og umiddelbart forbundne med denne hans fremherskende idé om jordejendom. Således den forestilling, at fordi alle naturlige og elementare bestanddele, som råmaterialet til den menneskelige velstand, er substanser taget fra jordbunden, derfor må alle former af denne formue sluttelig have tendens til at koncentrere sig i deres hænder, der ejer jorden; denne idé må slå alle jordejendomsbesiddere, som én der er en dårekistekandidat værdig. Man vil måske ikke med et øjebliks varsel være i stand til fuldt ud at afsløre alle de løgnagtige begreber, hvorpå den hviler, men man kan endda øjeblikkelig erkende al det forrykte logiske gøgl, der tjener til at besnære den uvidende. Man behøver ikke at være grundejer for øjeblikkelig at se, at konklusionen er falsk. Vi har blot at prøve denne idé i det små for klart at indse dens uholdbarhed. Således kunne vi til eksempel fremsætte følgende anvendelse deraf: Alle huse er bygget af materialer, der er frembragt af jordbunden, af sten, kalk, mursten, træ eller alt dette tilhobe. Af alle disse materialer er de tre ikke blot produkter af jordbunden, men dele af selve dens substans og materiale.
Deraf må man følgelig slutte, at hele bygningsværdien ligesåvel til sidst må overføres på deres hænder, der ejer disse materialer i stenbrud, teglværker, kalklejer og skove. Det er uheldigt for grundejerne, at denne vidunderlige bevisførelse ikke viser sig på en eller anden måde at holde stik i praksis.
Dog hr. Henry Georges fremgangsmåde ved fornuftslutninger er ikke mere absurde, end hans påstande med hensyn til fakta. Hele tankegangen er baseret på den forudsætning, at grundejere ikke er producenter og at jordrenten ikke repræsenterer kapitalrenten eller kun repræsenterer den i højst ubetydelig grad. Selv en amerikaner burde være bedre underrettet. Selvom der i De Forenede Stater gives umådelige præriestrækninger, som er rede for ploven næsten uden indledende arbejde, er der selv i den nye verden endnu mere udstrakte arealer, hvor jordbunden kun ved anvendelse af det hårdeste og mest udholdende arbejde kan tvinges til at frembringe menneskelige fornødenheder. Men i de gamle lande i Europa, og særlig i vort eget, ved enhver jordejer meget vel, og andre burde vide det nogenlunde, at jordbundens nuværende beskaffenhed er resultatet af slægtrækkers kostbare forbedringer og fornyede og ofte gentagne udlæg til vedligeholdelsen af disse. Dog om denne genstand frygter jeg, at mange er næsten lige så uvidende som hr. George. Min egen erfaring rækker nu over den bedste del af fyrretyve år. I dette tidsrum har jeg opført mere end 50 hjemsteder, komplet for folk og besætning, jeg har drænet og indvundet mange hundrede og indhegnet adskillige tusind acres. I den betydning har jeg »lagt hus til hus og ager til ager«, – ikke som prædikestolstalere ofte har forudsat i lignende tilfælde – at jeg måtte »bo ene i landet«, men for at arbejderen kunne leve behageligere og forsynes med midler til jordens bedre benyttelse. Jeg kender ikke noget mere oplivende end den oversigt, der bydes os i artikler og tidsskrifter over landbrugsforbedringerne i Skotland, siden borgerkrigens slutning 1745. Tusinde og atter tusinde acres er indvundet fra morads og gold hede. Uvidenhed er veget for kundskab, barbariske sædvaner af umindelig hævd ombyttet med fornuft- og forretningssædvaner. I ethvert grevskab var de store jordejere, og meget ofte også de mindre, pionerer i en udvikling, der forvandlede hele jordens overflade. Og denne udvikling er endnu i fuld virksomhed. Når jeg mindes mit eget tilfælde er det fordi jeg ved, at det ikke er enestående, og at andre har arbejdet efter en endnu større målestok. I de fire år siden hr. George viste mig den ære at sende mig en bog, der påstår, at jordejere ikke er producenter, har jeg på én ejendom alene anvendt 40.000 £, udelukkende til jordens forbedring. Fremdeles ved jeg, at dette udlæg for eget vedkommende, såvel som lignende udlæg fra naboers side, er så langt fra at koncentrere alle andre rigdomsformer i vore hænder og ude af stand til at yde et tilsvarende udbytte, som lignende kapitalanlæg ville indvinde i mange andre entrepriser – og lettelig indvinde. Jeg besidder pålideligt vidnesbyrd om, at det årlige udlæg på ét stort jordbrug i England beløb sig til £ 35.000, udelukkende til landbrugsforbedringer, medens udlæggene i de sidste fyrretyve år, til kirker og skoler indbefattet, har beløbet sig til to millioner pund sterling. Til sådanne udlæg er godsejerne ofte meget villige, ene af kærlighed til et livligere landskabsbillede og en bedre stillet befolkning. For meget af den således anlagte kapital søger de aldeles intet vederlag og sandelig, af en meget ringe del opnår de nogensinde et stort renteudbytte. Produktionen er forøget i større forhold, medens profitten ved denne merproduktion kun er lille for ejeren. Der avles som følge deraf mere korn, kartofler, roer; der produceres mere mælk, smør, ost, okse- og fårekød, flæsk, fjerkræ og æg; og alle disse artikler bliver solgt til folket for en lavere pris, ganske i forhold til den større overflod deraf. Når nogen foreholder mig og fremhæver ved fornuftgrunde, som han praler om at være uomtvistelige, at ved alt dette har jeg og andre kun tjent vore egne interesser – ja, tilmed at vi derved kun har gjort »de fattige endnu fattigere« end de var i forvejen – da ved jeg ved mig selv, om jeg kan afsløre falskheden eller ej, at han har fremsat det argeste nonsens og han må, hvor spidsfindig og veltalende han forresten end er, være sammensat af en stærk blanding af en fanatiker og en – gås.
Og her har vi atter på ny et fingerpeg på bestanddelene af denne vældige påstand om kendsgerninger, den påstand, at rigdommen bliver stedse mindre spredt – »de rige bliver rigere, de fattige fattigere«. Der udfordredes ikke de af hr. Giffin nysudgivne, fortrinlige statistiske oplysninger for at overtyde mig om, at denne påstand er falsk. Det er umuligt for én, der har været betydelig arbejdsgiver i et tidsrum, der omfatter en menneskealder, ikke at indse og finde fuldkommen påviseligt, at alle klasser har deltaget i landets blomstring og ingen klasse i fyldigere mål end netop den, der lever ved arbejde. Han må vide, at arbejdslønnen er mere end fordoblet – undertiden langt mere – medens de vedvarende skattenedsættelser har haft tilbøjelighed til og faktisk har medført, at næsten samtlige levnedsmidler er betydelig billigere end tredive år tilbage. Og udover det simple legemlige arbejdes område hos de klasser, der beskæftiger sig med industri og omsætning, har jeg rundt om på mine ejendomme haft lejlighed til at iagttage de klassers umådelige tilvækst, hvis indtægter må anses at være jævnt gode uden at være betydelige. Deres landsteder og disses udstyrelse, haverne, disses beplantning og prydelser, alt dette og tusind andre småting viser den stigende velstand, der er langt mere udbredt end forhen, om end ikke almindelig.
Når personlig erfaring sætter mig i stand til afgjort at modbevise en af hr. Georges påstande, sætter mine officielle erfaringer mig ikke mindre istand til at modbevise en anden. Personlig er det mig bekendt, hvad den private jordejendomsret har udrettet her; officielt har jeg haft altfor god anledning til at vide, hvad statens ejendomsret til jorden har undladt at udføre andetsteds. Indien er et land, hvor staten i det mindste teoretisk er eneste, almindelig grundejendomsbesidder, og i en stor del af landet tager staten faktisk sin andel af bruttoproduktionen, der fuldstændig repræsenterer den sædvanlige jordrente. Dog er det netop her vi finder befolkningens masse så nedtrykt af fattigdom, at millioner kun lever fra hånd til mund, og når der finder en kun delvis misvækst sted, står hundrede tusinder i fare for at sulte ihjel. Den indiske regering er ikke korrumperet, andre mangler upåtalte, og et udstrakt territoriums jordrente kunne langt snarere betros dens hænder, end overlades sådanne folkelige regeringer, som de af hr. George angrebne i Amerika. Men på en eller anden måde bliver de funktioner og pligter, som i mere civiliserede lande udøves gennem den private jordejendomsrets institution, ikke så ganske vel forvaltede af den indiske regering. Endvidere undgik det ikke mit blik da jeg havde andel i Indiens styrelse, at den med hensyn til velstand bedst udviklede part netop er den, hvor regeringen har afhændet sin ret til jordrenten og samtykket i en affindelse en gang for alle. Mange indiske statsmænd har misundelig betragtet den rigdom, der udviklede sig i Nedre-Bengal, og beklaget den politik, der hindrede staten fra at tilvende sig den. Men to spørgsmål stod stedse tydeligt for mig, hver gang denne beklagelse fandt udtryk – først: hvorvidt vi også virkelig var forvissede om, at Nedre Bengals velstand ville være opstået, ifald dets hjælpekilder ikke var betryggede på denne måde; dernæst, hvorvidt det var sikkert, at selv den bedste regering ville være bedre skikket til at anvende velstanden til det almene bedste end de private, der har erhvervet den på almindelig måde. Disse betragtninger er, såvidt jeg ved, aldrig blevet underkastet en alvorlig drøftelse. Men hvordan end udfaldet ville være blevet, er der i det mindste ét punkt, hvorom alle engelske statsmænd er enige – og det er, at løfter, der af regeringen engang er afgivet, lige meget hvor langt tilbage i tiden, ufravigeligt bør holdes. Når grundejendom er købt og solgt og nedarvet i Bengalen i henved tre generationer – siden 1793 – under regeringens garanti, at jordrentebeskatningen har at forblive en bestemt fastslået årlig sum, da har mig bekendt ingen offentlig størrelse nogensinde antydet, at den offentlige tillid burde krænkes. Og ikke nok hermed, men der har tilmed gjort sig en tilbøjelighed gældende, at udlægge disse regeringsforpligtelser på en overdreven måde, og den fordring blev stillet, at de således beskyttede grundejere derved måtte være fritaget for enhver anden beskatning, der kunne gøre indgreb i disse indtægtskilder. Som statssekretær for Indien havde jeg og kolleger at beskæftige os med dette spørgsmål i kabinettet, og resultatet vi nåede indeholdes i en depeche, der præciserede de grundsætninger så klart, som her burde gøres gældende, at de synes at være vedtagne i Indien som endelig afgørende. Jordskatten var et specielt pålæg på jordrenten. Løftet lød, at dette pålæg aldrig skulle forøges, eller i de oprindelige ord: at der ikke skulle finde nogen »forøgelse af de offentlige skattepålæg sted, som en følge af jordegodsets forbedring.« Dette indesluttede ikke, at disse indtægtskilder ikke turde underkastes andre skatter, forudsat at det ikke var specielle pålæg, men ligelig fordelt på andre indtægtskilder også. Under denne fortolkning kunne Bengalens stigende velstand rammes af samme beskatning, som enhver anden forøget velstandsgenstand og ikke anderledes. Staten ville ikke konfiskere mere af den stigende jordværdi end af enhver anden forøget værdi, under påskud at stigningen ikke var fortjent. – Og på den anden side fritog staten ejheller den forøgede jordværdi fra samme beskatning, som var ligelig pålagt hele det øvrige samfund.
Derved udsonede og fastslog vi to store principper, som for kortsynede teoretikere måske kunne synes modstridende. Det ene var, at det ligger i ethvert samfunds interesse at give alle dets medlemmer lige og absolut sikkerhed i deres stræben efter rigdom; det andet: at når det offentlige tarv fordrer forøgede indtægtskilder, bør formuen under enhver skikkelse kunne beskattes ligelig.
Der ville såvel i London som i Calcutta være sparet os mange anstrengte og vanskelige debatter, om vi havde følt os overbevist om, at regeringen i 1793 ikke kunne forpligte regeringen i 1870. Det ville have ydet os endnu friere spillerum, om vi havde næret den formening, at tro og love ikke burde overholdes over for grundejere, og at vi havde en guddommelig ret til at beslaglægge, ikke blot de bengalske Zemindarers rigdom, men også den rigdom, der hidrørte derfra og er tilvokset siden 1793, fordelt og benyttet af et stort antal umiddelbare deltagere, der stod imellem de virkelige jordbrugere og deres repræsentanter, hvem løftet oprindelig var givet. Men én læresætning er hårdnakket blevet hævdet af »det stupide engelske folk«, i styrelsen af dets mægtige indiske rige, og den er: at vor ære er den højeste skat vi ejer og en absolut tillid til denne ære, det stærkeste grundlag for vor magt.
Det har her ikke været min hensigt at argumentere. En simpel fremstilling og belysning af nogle få af de resultater hvortil hr. Henry George fører os, var alt hvad jeg havde til hensigt at give. At udforske, hvad der ville være den praktiske konsekvens af enhver som helst tankeretning, er en ligefrem vinding. Og der gives tilfælde hvori en sådan vinding er noget værd. I matematisk fornuftslutning gælder »reduktionen til absurditet« som én af de mest yndede fremgangsmåder, for modbevis. I politisk fornuftslutning burde »reduktionen til uretfærdighed« have en lignende betydning. Og om det ikke gælder for alle tankeretninger, hidrører det fra menneskekarakterens ejendommelige beskaffenhed, der danner nøglen til dens korruption og de hæslige former den antager. Ved at fordybe mig i andre undersøgelser, har jeg nylig haft lejlighed til at bemærke forskellen i denne retning, mellem vore moralske- og udelukkende intellektuelle evner, som den viser sig.8 Vor fornuft har den beskaffenhed, at den umiddelbart er istand til at opfatte visse fundamentale sandheder, og at enhver fornægtelse af disse viser sig absurd øjeblikkelig. Men i moralens og religionens langt højere sfærer, synes det, som om vi ikke havde en ligeså pålidelig ankergrund til erkendelse af pligt og sandhed. Der gives ingen lære, hvor ryggesløs og forkastelig dens anvendelse end var, som man vægrede sig ved at anerkende på grund af denne ryggesløshed. Intet, hvor forfærdeligt det end er, kan man være sikker på vil forfærde. Når den opstår ifølge en falsk tro eller fejlagtig fortolkning, vil man optage den og undertiden med barbarisk fanatisme endda fryde sig derover. Det er en kendsgerning, man bør holde vel for øje, at moralfølelsen ikke så bestemt oprøres imod uretfærdighed, som fornuftfølelsen imod det absurde. Historien vidner derom ved talrige eksempler, og det er den eneste mulige forklaring af tusinde rædsler. Sjældent er der fremstået et mere slående eksempel end hr. Henry Georges umoralske lære. Her står en mand lige overfor os, der muligvis oprigtig tror sig en Kristen og opkaster sig til filosof, men desuagtet ikke i mindste måde gyser tilbage ved konsekvenserne, der ophæver de ti bud og fornægter de første pligter af den offentlige såvel som den private æresfølelse. Det er et besynderligt tidens tegn og fortjener vistnok nærmere påagtning. Hvori består de fejlagtige gerninger – hvori består de abstrakte forslag – der således overvælder moralfølelsen og, hidrørende fra spekulationens område, fører til slige skændige forslag? Herpå skal jeg muligvis komme tilbage, ikke med udelukkende henblik til én mands skrifter men til mange andres, der har forsøgt at give de love, der behersker den menneskelige udvikling, et videnskabeligt præg og derved forunderlig nok glemt naturens fundamentale sandheder.

Læs også Henry Georges svar: Reduktionen til uretfærdighed.

1 Dictionaire Philosophique,1764, art. Loi Naturelle.

2 B. Har De glemt at Jean Jacques, en af den moderne kirkes fædre, har sagt, at den første der vovede at indhegne og dyrke et stykke jord blev fjende af menneskeslægten, at det ville være nødvendigt at udslette ham, at frugterne (af jorden) er alles og jorden tilhører ingen? Har vi ikke allerede sammen undersøgt dette smukke forslag, der er så nyttigt for samfundet?

3 A. Hvem er denne Jean-Jacques? Det må enten være en eller anden skønånd, som har skrevet denne afskyelige uartighed, eller en ondskabsfuld spøgefugl, som har fundet det nødvendigt at grine af det, som hele verden tager meget alvorligt…

4 Denne betegnelse anvender hr. George på det engelske folk, fordi det vil vedblive at tillade, hvad alle andre folk ligeledes tillader.

5 Samfundsspørgsmål, p. 22

6 1. Kong. bog 21.3

7 Hr. George's ord lyde således: »Når, da vi udstedte opråbet til mænd at dø for deres land, vi ikke var bævede tilbage for at tage, om fornødent 999 tusind dollars fra hver millionær, da havde vi ikke haft nødig at skabe nogen statsgæld.« – Samfundsspørgsmål.

8 »Unity of Nature« kap. X, pag. 440-45,


Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler