Reduktionen til uretfærdighed

Svar til
Hertugen af Argyll
Af Henry George
 
Læs også:
Profeten fra San Francisco
af Hertugen af Argyll.
Reduktionen til uretfærdighed
     »Det har her ikke været min hensigt at argumentere«, siger hertugen af Argyll i slutningen af sit indlæg betitlet Profeten fra San Francisco. Det er sædvanligvis ørkesløst at svare dem, der ikke argumenterer. Desuagtet, dels på grund af min agtelse for hans andre skrifter og for sagen hvorom det drejer sig, griber jeg anledningen til at svare. Men idet jeg indlader mig derpå må det være mig tilladt først at forklare det personlige moment, hvortil hertugen hentyder, og som han synes at have misforstået. Ved at tilstille ham et eksemplar af Fremskridt og Fattigdom var det ikke min hensigt at vise en uforskammethed og jeg var mig ikke noget usømmeligt bevidst. Tværtimod, jeg ydede ham en stor kompliment. For, hvad jeg også bemærkede i følgeskrivelsen, jeg sendte ham min bog, ikke blot for at bevidne forfatteren af The Reign of Law min højagtelse, men fordi jeg anså ham for en mand der var hævet over tilfældighedens stilling.
     Jeg mindes endnu stedse den nytte jeg drog af Reign of Law og erindrer levende den glæde bogen forårsagede mig. Det, der tiltalte mig mest var imidlertid ikke, hvad hertugen synes at formode, det såkaldte »nonsens kapitel«. Tværtimod, den tanke, at det er nødvendigt at pålægge arbejdet bånd, finder jeg særlig uforenelig, ikke alene med frihandel, men med tanken om naturlovenes fremherskelse og harmoni, som han udvikler så ypperligt i de foregående kapitler. Hvor sådanne restriktioner som fabrikslove synes nødvendige i arbejdets interesse, forekommer denne tilsyneladende nødvendighed mig at fremstå ved foregående restriktioner, i hvis fjernelse og ikke forøgelse, det sande hjælpemiddel bør søges. Hvad der fængslede mig i The Reign of Law, var den måde hertugen påviser de fysiske loves tilværelse og deres hensigtsmæssighed, der tvinger tanken, der beskæftiger sig dermed, til at anerkende den skabende hensigt og dens formål. I den forstand har hertugens bog været mig til nytte og kærkommen, ligesom jeg ikke tvivler på, at den var for mange andre.
     Min bog, tænkte jeg, kunne til gengæld være hertugen kærkommen og til nytte – ville kunne yde ham noget af dette »overvættes og inderlige velbehag«, der, som han udtaler, opstår ved erkendelsen af de universelle loves enkelhed og uudsigelige harmoni. Og på det område, hvor jeg, efter hvad jeg antog, havde udrettet noget for at påvise lovens herredømme, er denne glæde måske endnu fyldigere end på det område, hertugen havde behandlet. Thi i fysikkens love erkender vi kun intelligens og kan blot hengive os til håbet om, at alvisdommen også indbefatter algodheden. Men i de sociale love kan betragteren erkende godheden såvelsom intelligensen; erkende at menneskets moralopfattelse er en opfattelse af virkeligheder; og finde et støttepunkt for den blivende tro, at den menneskelige sjæls bestemmelse ikke begrænses af dette korte livs varighed. Jeg kendte hertugen af Argyll dengang blot gennem hans bog. Jeg havde endnu aldrig været i Skotland og lært hans karakter som jorddrot derovre at kende. Det var min hensigt at vise en høflighed, en artighed mod en borger i den litterære republik, ikke at irritere en godsejer. Jeg antog ikke, at en intetsigende titel og en plet jord kunne lænke en tanke, som havde underholdt sig med naturen og fordybet sig i betragtning af årsag og begyndelse. Min fejltagelse beroede på uvidenhed og eftersom hertugen af Argyll offentligt har henledt opmærksomheden derpå, yder jeg ham derfor ligeså offentligt min afbigt.
     Hertugen erklærer, at det ikke er hans hensigt at argumentere. Dette er indlysende. Men jeg kunne have ønsket ligeså indlysende, at det ikke havde været hans hensigt at misrepræsentere. Han synes at have skrevet for et publikum, som ikke har læst de skrifter, han kritiserer; men eftersom den del af publikum, der har læst dem, danner en højst respektabel part af læseverdenen, kan jeg trygt lade hans misrepræsentationer uænsede, idet jeg føler mig forvisset om, at de straks vil falde enhver, som læser mine skrifter, i øjnene, og at det utrolige nonsens, han pådutter mig, kun har hjemme i hans egen fantasi og forvanskninger. Og i det jeg her har at fremføre, foretrækker jeg at møde ham på hans eget felt og holde mig til selve spørgsmålet . Jeg accepterer »reduktionen til uretfærdighed!«
     Forunderligt nok ytrer hertugen mistillid til selve tribunalet, hvortil han appellerer. »Det er en kendsgerning,« fortæller han os, »som man bør holde vel for øje, at moralfølelsen ikke så bestemt oprøres imod uretfærdighed som fornuftfølelsen imod det absurde.« Såfremt dette forholder sig rigtigt, hvorfor er da, om jeg tør spørge, hertugens hele indlæg rettet til moralfølelsen? Hvorfor taler han om ret og uret, om retfærdighed og uretfærdighed, om ære og vanære, om mine »umoralske doktriner« og »ryggesløse konklusioner«, «den uudsigelige nederdrægtighed og det storartede bedrageri og snyderi«, som jeg foreslår? Hvorfor kalde mig »en uretfærdighedens apostel, hvortil verden aldrig har set magen«, og så fremdeles? Såfremt hertugen tillader, vil jeg sige ham det, for sandsynligvis forstår han ikke selv at omskrive sine egne ord, hvorved han afgiver et eksempel på, at de, der mener at være filosoffer og benægter den menneskelige forstands love, undertiden selv ubevidst er underkastet dens love. Hertugen appellerer til moralfølelsen af samme grund, som alle andre mennesker, gode og slette, lærde og ulærde, tager deres tilflugt til moralfølelsen, så snart de bliver ivrige i debatten; og grunden derfor er den instinktive fornemmelse, at moralfølelsen er dybere og pålideligere end forstandsfølelsen; at moralfølelsen med større sikkerhed oprøres imod uret end den intellektuelle følelse imod tåbelighed. Hertugen appellerer til moralfølelsen, fordi han instinktmæssigt føler, at dens afgørelse nyder den højeste sanktion hos alle mennesker: og når han senere hen søger at svække dens autoritet, er det fordi denne selvsamme moralfølelse tilhvisker ham, at hans sag ikke er god.
     Min anskuelse med hensyn til de moralske og intellektuelle opfattelsers henholdsvise større sikkerhed er den modsatte af hertugens. Det forekommer mig sikkert, at den moralske opfattelse danner en mere pålidelig rettesnor end den intellektuelle, og at, hvad vi visselig aldrig burde forglemme, det ingenlunde hidrører derfra, at de moralske evner er upålidelige, men fordi de kunne sløves ved, at man nægter dem lydighed, at de kunne forvanskes ved egenkærlighedens indskydelser. Så pålidelig, så uudslettelig er moralfølelsen, at dér hvor egenkærlighed eller hensynsløshed vil voldtage den, bliver de intellektuelle evner stedse kaldt til hjælp for at tilvejebringe en undskyldning.
     Ingen uretfærdig krig blev nogensinde indledt, uden et påskud om at værne en ret eller afværge en uret eller for at tilføre de besejrede et større gode, om end tiltrods for dem selv; ingen rapsende tyv, uden at han søger at undskylde sig hos sig selv. Det er tvivlsomt om nogen selvbevidst brøde nogensinde er begået; det er vist, at ingen række af misgerninger nogensinde er fortsat i længere tid, uden at der udvikledes en teori for at sløve og dysse moralfølelsen i søvn.
     Og medens der med hensyn til genstande, som udelukkende kunne opfattes intellektuelt, har hersket og endnu hersker de højst forskellige opfattelser og sådanne opfattelser stedse forandres ved kundskabens udvikling, har stedse en slående overensstemmelse gjort sig gældende med hensyn til moralopfattelsen. På alle den sociale udviklings trin og under alle religionsformer, ligegyldigt hvor forvanskede de blev ved egenkærlige motiver og fornuftfordrejelser, har sandheden, retfærdigheden og velgørenheden stedse været skattet, og alle vore åndelige fremskridt har ikke givet os højere moralske idealer end de, der herskede blandt de mest primitive folkefærd. Selve forvanskningen af moralfølelsen, den tilsyneladende forskel i morallæren til forskellige tider og hos forskellige folkeslag, viser kun en væsensfrihed. Hvor den moralske følelse har afveget eller afviger, kan forstyrrelsen føres tilbage til årsager, der havde deres udspring i selvkærlighed og blev vedligeholdt på fornuftstridig måde, hvorved moralevnen blev forvansket og sløvet. Det forekommer mig, at Skaberen, som hertugen af Argyll, lige såvel som jeg, erkender at stå bagved såvel de fysiske som de åndelige love, ikke har overladt os til at famle i mørke, men i virkeligheden givet os et lys, hvorved vore skridt kunne sikkert ledes – et kompas, hvorefter under alle den sociale udviklings forskellige trin, vejen til de højeste goder med sikkerhed kan følges. Men ligesom kompasset, hvormed sømanden styrer sin kurs over det sporløse dyb i den mørkeste nat, kan forstyrres ved andre tiltrækningskræfter og derved blive misvisende og hæmmet, således er det også med moralfølelsen. Dette er åbenbart ikke en verden hvori menneskene må være enten vise og gode, men en verden hvori de kunne tilvejebringe både godt og ondt, eftersom de benytter de kræfter, der er dem givne.
     Jeg omtaler dette, fordi anerkendelsen af moralens herredømme og pålidelighed synes mig at belyse andre ellers dunkle problemer, og ikke fordi det er nødvendigt her, eftersom jeg endnu mere ureserveret end hertugen, anerkender den domstols kompetence, for hvilken han stævner mig. Jeg er villig til at underkaste ethvert spørgsmål i nationaløkonomien etikkens prøvelse. Såvidt jeg kan se, gives der ingen sociallov, som ikke stemmer overens med moralen, og intet socialt spørgsmål, som ikke kan afgøres hurtigere og mere bestemt ved en appel til moralen end til fornuften.. Ejheller kan der herske nogen tvist imellem os, hvorom stridsspørgsmålet drejer sig. Han bebrejder mig, at jeg forsvarer et brud på moralloven ved at foreslå plyndring. Jeg indrømmer, at plyndring er et brud på moralloven og derfor ubetinget og uden omsvøb bør fordømmes.
     Med hensyn til, hvad der danner begrebet »plyndring«, vil vi vist begge være enige om, at det består i at tilegne sig, hvad der med rette hører næsten til. Det, der med rette hører ham til, vel at mærke, ikke hvad der lovmæssigt måtte tilhøre ham. Hvorvidt og i hvilket omfang menneskelige love kan skabe rettigheder ligger udenfor denne betragtning, for hvad jeg foreslår er at forandre, ikke at bryde loven. Denne forandring erklærer hertugen uretfærdig. Derved appellerer han til moralloven, som eksisterer forinden og er ophøjet over alle menneskelige love og ifølge hvilken de sidste har at bedømmes. Lad os fastholde dette punkt. Jordejerne kunne have valget mellem at lade sagen afgøre enten ved den menneskelige lov eller ved moralloven. Når de påstår, at jorden er deres retmæssige ejendom i kraft af menneskelige love, da kan de ikke anklage os, der vil forandre disse love, at vi forfægter plyndring. Men når de søger at påvise, at en sådan forandring af loven vil være det samme som plyndring, da må de godtgøre, at jord kan være retmæssig ejendom også uden menneskelige love.
     For jord hører ikke til den slags genstande, hvortil forudsætningen om retmæssig ejendomsret knytter sig. Denne knytter sig kun til ting, som strengt taget betegnes formue og er produkt af arbejde. Sådanne genstande må fra begyndelsen af have en ejermand, eftersom de er opstået ved menneskelig flid, og ejendomsretten, som knytter sig hertil, har sin kilde i ethvert individs åbenbare og naturlige ret til sig selv og nydelsen af sine egne frembringelser. Dette er det moralske grundlag for ejendomsretten, som gør visse ting til retmæssig ejendom, uanset de menneskelige love. Det ottende bud erhverver ikke sin gyldighed som menneskeligt lovgivningsværk. Det er skrevet på naturlige kendsgerningers grundvold og er selvindlysende for den menneskelige opfattelse. Om der kun var to mennesker til i verden, ville de fisk, den ene fangede i søen, vildtet han nedlagde på jagten, frugten han indsamlede og den hytte han byggede være hans retmæssige ejendom, som den anden ikke uden at bryde moralloven, kunne berøve ham. Men hvorledes kan nogen af dem gøre fordring på verden som sin retmæssige ejendom? Eller om de enedes om at dele den mellem sig, hvilken moralsk vægt kan en sådan overenskomst tilkendes overfor det følgende menneske, som betrådte verden?
     Men det er overflødigt at fremhæve, at ejendomsretten til jord alene hviler på menneskelige foranstaltninger, der til enhver tid kan forandres uden brud på moralen. Ingen benægter dette for alvor. Undertiden fremhæves der, at ejendomsretten til jord er fremstået ved tilegnelse. Men de, der siger dette, mener det næppe for alvor. Tilegnelse kan ikke give berettigelse. Den, som øser et bæger vand fra floden, erhverver ret til dette bæger vand, og ingen tør med rette gøre ham det stridigt; men denne ret er fremstået ved den derved knyttede anstrengelse, ikke ved tilegnelse. Hvorledes kan han erhverve ret til selve floden ved simpelthen at tilegne sig den? Columbus drømte ikke om at tilegne sig og sine arvinger den nye verden; han var blevet anset for vanvittig, om han havde forsøgt derpå. Nationer og fyrster delte den nye verden mellem sig, men det var på grundlag af »magtens ret«. Denne, og den alene, er det, der giver tilegnelsen gyldighed. Og denne er det åbenbart, der menes, når der tales om retten ved tilegnelse.
     Denne »erobringens ret«, denne »de stærkeres ret« er det eneste grundlag for jordejendomsretten, hvortil hertugen drister sig at hentyde. Han gør det, idet han spørger, hvorvidt den udelukkende ejendomsret til Californiens territorium, som ifølge hans mening hviler hos folket i Californien, ikke er baseret på erobring, og »hvis så, kan det da ikke med samme ret erhverves af enhver, der er stærk nok til at tilegne sig det?« Derpå svarer jeg bekræftende. Såfremt udelukkende ejendomsret erhverves ved erobring, da ikke blot »har det stået åbent for enhver sejrrig hær«, som hertugen siger, »og enhver erobrende feltherre i alle tidsaldre, fra alle verdens lande, at indrette et lignende ejendomsforhold;« men det er endnu stedse underkastet det samme, og nårsomhelst mængden i Skotland har magten dertil og skulle beslutte at berøve hertugen de godser, han for tiden besidder, da kan han ikke, såfremt dette er grundlaget for hans egne rettigheder, beklage sig med rette. Men jeg har aldrig indrømmet, at erobring eller anden magtanvendelse kan give rettigheder. Ejheller har jeg nogensinde påstået, men tværtimod benægtet, at den nuværende befolkning i Californien, eller noget andet land, har udelukkende ret til jorden eller på nogen måde kan erhverve en sådan ret. Jeg hævder, at den nuværende, den tidligere og den fremtidige befolkning i Californien, og i ethvert andet land, har ikke, har ikke haft og kan ikke opnå anden ret end netop benyttelsen af jorden, og at med hensyn hertil er rettighederne lige. Jeg hævder med Thomas Jefferson, »at jorden er til nyttebrug for de levende og at de døde hverken har magt eller ret derover.« Jeg hævder, at jorden var ikke skabt til, at én generation kunne disponere derover, men at den er skabt til bolig for alle generationer; at den nuværende slægt ikke er bundet ved nogetsomhelst gave eller skødebrev, som er oprettet af fortidens slægter, og at den lige så lidt kan afhænde de fremtidige slægters rettigheder. Jeg hævder, at hvis hele Californiens folk, eller et andet folk, ville forene sig om at disponere over arealet, hvorved en eneste af deres fællers lige ret ignoreredes, ville de begå en uretfærdighed – og at selvom de kunne afhænde deres egne rettigheder, er de magtesløse til at beskære deres børns naturlige ret. Og på grund deraf hævder jeg ligeledes, at de skøder som De Forenede Staters regering nu for tiden udsteder, ikke har mere moralsk gyldighed end skøderne på de britiske øer, der historisk påviseligt kun hviler på en almindelig udplyndring af folket.
     Hvorledes jordejendomsretten erhvervedes i fortiden, kan ingen somhelst betydning have for nutidens behandlingsmåde af jordspørgsmålet; desuagtet er en undersøgelse deraf ret interessant, for at påvise denne institutions natur. Hertugen af Argyll har skrevet en hel del om grundejeres rettigheder, men såvidt jeg ved, har han aldrig fortalt os noget om disse rettigheders historiske udspring. Han har talt om sine egne godser. Dette er, som jeg ved, et delikat spørgsmål, hvorfor jeg ikke skal pressere det. Men medens man ikke bør bebrejde nogen forfædrenes synder, bør der lige så lidt profiteres derved. Og det er et almindeligt faktum, at den udelukkende ejendomsret til jord har overalt haft sin kilde i magt og bedrag, i egennyttig havesyge og hensynsløs snedighed. Den har sin oprindelse, som alle slette institutioner, i menneskenes slette lidenskaber, ikke i deres opfattelse af hvad der er ret eller deres erfaring om, hvad der er visdom. »Menneskelige love,« fortæller hertugen os, »er udviklede af menneskelige instinkter«, og »i selvsamme forhold som de vedtagne ideer, hvorpå de hviler, er virkelig almindelige, i selvsamme forhold kunne de fordre at betragtes som det naturlige og legitime udtryk for de fundamentale sandheder«. Når han på denne måde vil benytte den private jordejendomsrets almindelige eksistens som et argument for dens berettigelse, hvad, må jeg da spørge, vil han sige til det meget stærkere argument, der således kunne føres til fordel for polygami og slaveri? Men det er et faktum, som jeg vel næppe behøver at minde ham om, skønt det turde være ubekendt for mindre velunderrettede, at behandlingen af jorden som privat ejendom er af forholdsvis moderne oprindelse og er ikke blevet drømt om af mindst de 999 ud af hvert tusinde, der har levet her på kloden.
     Det er i de sidste to århundreder, ved afløsningen af de feudale lensforpligtelser og undertrykkelsen af klan- og stammeforrettighederne, at det vandt fuldstændig indpas hos vort folk. Og i sandhed, selv hos os har det næppe endnu nået sin fulde udvikling. Thi ikke alene spreder vi os endnu stedse ud over arealer, der hidtil ikke har været underkastet individuel ejendomsret, men der findes endnu rester af fællesretten (common rights) i lovgivningen såvelsom i hævdsretten i Storbritannien, der er overleveringer fra dette ældgamle system. Den oprindelige og universale menneskelige opfattelse fandt sit udtryk i indianerhøvdingen Sorte Falks erklæring: »Den store ånd har sagt mig, at jorden ikke bør gøres til ejendom, som anden ejendom. Thi jorden er vor moder!« Og denne oprindelige opfattelse af alle menneskers ret til benyttelsen af jorden, hvorfra vi alle må drage vor næring, har aldrig kunnet dølges, undtagen ved en fortsat række af usurpationer og undertrykkelser.
     Men det er unyttigt at diskutere sådanne spørgsmål med hertugen. Der findes et højere grundlag, hvorpå vi kan mødes. Han tror på en intelligent skaber; han ser i naturen tanke og hensigt; han indser, at kun ved at afpasse sine handlinger i henhold til de universelle love, kan mennesket hævde sin stilling og opfylde sin bestemmelse.
     Lad mig da anmode hertugen om at se sig om i verdens rigeste land, hvor kunst, videnskab og magt, som hidrører fra benyttelsen af de fysiske love, er blevet ført til den højeste tinde, som hidtil er nået, og bemærke hvor få af befolkningen der er i stand til at drage sig disse civilisationens fordele fuldstændig til nytte. Kampen for tilværelsen er så voldsom hos massen, at hertugen selv erklærer det nødvendigt ved lov at hindre, at forældre lader deres børn arbejde sig syge og til døde!
     Lad ham betragte disse livsbetingelser, som indesluttes i sådanne fakta – betingelser, der desværre fremtræder overalt, og da spørge sig selv, hvorvidt dette stemmer med naturens hensigt?
     Hertugen af Argyll har i Reign of Law oplyst os om de formålstjenlige egenskaber, hvormed fjedrene i en fugls vinger er indrettet til at give den flyveevnen; han har fortalt os, at kloen på flagermusens vinger er indrettet til, at den kan klavre.
     Vil han tillade mig at anmode ham om at betragte de menneskelige skabninger omkring sig på samme måde? Betragt, o hertug! de små børn, der vokser op i byernes pesthuler, der arbejder i gruberne og i modbydelige arbejdsrum; de unge piger, lænkede til maskiner hele dagen eller strejfende på gaden om natten; kvinder, der står bøjede over smelteovne eller benyttes som lastdyr i de skotske højlande; mænd, som hele livet igennem må opofre deres livskraft i kampen for tilværelsen. Betragt dem, som De har betragtet fuglen og flagermusen. Hvis flagermusens klo har til hensigt, at den skal klavre, og fuglens vinge, at den skal flyve, hvad hensigt er da vel knyttet til de menneskelige skabningers legemlige og åndelige evner, der under vilkår som de eksisterende, i lande som Storbritannien, kun tilsteder nogle få at glæde sig derved og benytte sig deraf?
     Den, der ikke ser beviser for en bevidst og planmæssig fornuft i naturen, kan tænke, at dette er ganske, som det bør være, men den der erkender i Hans værk en alvis Skaber, hvorledes kan han et øjeblik betænke sig på at slutte, at den umådelige forskel, der viser sig mellem åbenbar hensigt og dens faktiske udførelse, er forårsaget, ikke ved modstridende naturlove, men ved disses fornægtelse? Ejheller behøver vi at gå langt for at finde bekræftelse på denne slutning. Så snart vi efter en større målestok undersøger til hvilken dyreart mennesket bør henregnes, da ser vi i de vigtigste sociale institutioner et brud på naturens hensigt, der tilstrækkeligt forklarer nøden og elendigheden og den derfor mislykkede udvikling.
     Sæt at et skib sendtes til søs med rigelig proviant for hele besætningen. Hvad må der ske, dersom nogle af besætningen lægger beslag på proviantkammeret og nægter resten andel deri?
     Sæt en klode skabt og indrettet således at fornuftige væsner kunne drage deres næring rigeligt i enhver henseende. Må der ikke opstå jammer og nød på en sådan klode, såfremt nogle af disse skabninger gør dennes overflade, og hvad der befinder sig derpå, til deres udelukkende ejendom og berøver de andre adgang til benyttelsen? Her, såvelsom på enhver anden klode vi kan forestille os, udgør to og to fire og alt fradraget hvadsomhelst giver intet til rest. Hvad vi tydeligt indser ville hænde på enhver anden klode finder sted på vor.
     Hertugen ser hensigt i naturen. Det samme gør jeg. Det, der svarer til denne hensigt, er naturligt, vist og retfærdigt; det, der modarbejder denne, er unaturligt, dårskab og uretfærdigt. Derom er vi enige. Lad os da føre denne institution, som jeg angriber og han forsvarer, frem for dette forum.
     Sæt en godsejers nyfødte barn nøgen mellem et dusin arbejderbørn, og hvem formår at skelne imellem dem? Er den menneskelige lov, der erklærer det ene barn født til at besidde hundrede tusind acres jord, medens de andre ikke har ret til en kvadrattomme, overensstemmende med naturens hensigt eller ej? Er det, når det bedømmes på denne måde, naturligt eller unaturligt, vist eller tåbeligt, retfærdigt eller uretfærdigt? Læg en hertugs og en bondes legemer på dissektionsbordet og bring, om De kan, den kirurg, der ved at fremlægge hjernen eller ved at undersøge indvoldene er i stand til at erklære, hvem der er bonden og hvem hertugen? Er de ikke begge landpattedyr af samme slags, med de samme organer og den samme nødtørft?
     Er det ikke åbenbart naturens hensigt, at de begge skal leve på jorden og benytte jorden på samme måde og i samme omfang? Er det derfor ikke et brud på naturens hensigt, når de menneskelige love giver den ene mere jord end han på nogen måde kan bruge og nægter den anden alt?
     Lad mig bede hertugen, fra naturbetragterens standpunkt, overveje et jordløst menneskes stilling, en skabning, hvis samtlige organer og evner er indrettet til at benytte jorden, tvunget ved sine fornødenheder til at benytte den, men desuagtet nægtet al ret dertil. Må han ikke føle sig berøvet sit element, ligesom fuglen uden luft, fisken uden vand? Og kan vel noget klarere bryde naturens hensigt end menneskelige love, der frembringe sådanne anomalier?
     Hertugen bedes bemærke, at hvad naturen lærer os er ikke blot, at mennesket var ligelig bestemt til at leve på jorden og at benytte den, og at det derfor oprindeligt havde lige rettighed dertil, men at det endnu er bestemt til at leve derpå og benytte den, og at derfor de nuværende rettigheder til jorden er lige. Der siges, at fisk, der berøves lyset, efter generationers forløb vil miste øjnene, og inden for visse snævre grænser er det sikkert, at naturen tillemper nogle af dens levende skabninger efter de betingelser mennesket bestemmer. I sådanne tilfælde kan det siges, at naturen har tillempet sin hensigt efter menneskets eller rettere, har omfattet den. Men der gives ingen sådan tillempelse i nærværende tilfælde. Naturens hensigt, at alle menneskelige skabninger skulle benytte jorden, åbenbarer sig ligeså tydeligt hos de børn, der fødes i dag, som det kan have åbenbaret sig hos de tidligere generationer. Hvor tåbeligt da at sige, at skønt retten til jord oprindelig var lige, er denne lighed gået tabt ved tidligere generationers handlinger eller samtykke? Hvor ulogisk af dem, der erklærer, at medens det ville være rigtigt at hævde denne lige ret i et nyt lands lovgivning, hvor folk nuomstunder nedsætter sig, ville det være uretfærdigt at omforme lovene derhen nu, hvor de allerede længe har været bosatte? Har naturen nogensinde og på nogen måde vist sig villig til at underkaste sig, hvad vi kalder lovmæssige rettigheder? Er et barn som kommer til verden i et nyt land, anderledes beskaffent end et sådant, som kommer til verden i et gammelt?
     Moralsk ret og uret, må hertugen indrømme, retter sig ikke efter vore forskrifter. Gentagelsen af en uret kan sløve den moralske sans, men ikke gøre den til ret. Røveri bliver røveri, om det gentages tusind millioner gange lige såvel som første gang. Dette glemte de, der erklærede slavehandel for røveri, medens de legaliserede trældommen for de allerede slavebundnes vedkommende. Dette glemmer de, der indrømmer lighed i naturlige rettigheder til jorden, men erklærer, at det vil være uret at hævde den nu. For såvist som det at holde en mand i slaveri er et ligeså stort brud på naturrettighederne, som om det var forøvet mod hans fjerneste stammefader, således er røveriet ligeså åbenlyst tilstede under den nuværende fornægtelse af de naturlige rettigheder til jorden, som i det oprindelige, der ved magt og bedrag brød disse rettigheder. De som siger, at det vil være uretfærdigt at kræve disse folkets naturlige rettigheder til jorden tilbage, uden vederlag til de nuværende holdere, sammenblander ret og uret ligeså tydeligt som de, der betragtede det som en forbrydelse om én slave løb sin vej, uden først at betale sin markedsværdi til ejeren. De har aldrig dannet sig et klart begreb om, hvad ejendomsret til jord virkelig betyder. Det betyder ikke blot nogle menneskers vedvarende udelukkelse fra det element, som det klart nok er naturens hensigt, at de skulle benytte, men det betyder en vedblivende konfiskation af arbejdet og dets frugter. Hertugen af Argyll har, efter hvad der siges, store indtægter af jord. Men kommer disse indtægter virkelig fra jorden? Hvis der ingen mennesker befandt sig derpå, hvor meget kunne da vel hertugen nyde i indtægt udover, hvad hans egne hænder indbragte? Ganske som indtægten ved slavehold repræsenterer denne indtægt en tilegnelse af arbejdsfortjenesten. Følgen af at tillade hertugen at behandle disse jorder som sin ejendom, er at gøre så og så mange andre skotter helt eller delvis hans trælle – at forpligte dem til at arbejde for ham uden betaling eller at sætte ham i stand til at tage deres fortjeneste fra dem uden erstatning. Sandelig, om hertugen vil betragte sagen i denne belysning, vil han indse, at uretfærdigheden ikke består i at ophæve en sådan institution, der tillader en mand at plyndre andre, men i at fortsætte den. Han må indse, at enhver fordring fra jordejernes side om erstatning, er ikke en fordring om vederlag for, hvad de hidtil har taget, men om vederlag for, hvad de i fremtiden måtte tage, ganske som slaveejerens fordring ville være – hvis rette beskaffenhed ytrer sig i det faktum, at han ville forlange mere for en kraftig slave, af hvem han endnu kunne vente meget arbejde, end for en affældig, som allerede næsten var opslidt.
     Ved at forudsætte at benægtelsen af retten til at eje jord danner indledningen til et angreb på ejendomsretten overhoved, underkender hertugen den væsentlige forskel der er tilstede imellem jord og genstande for retmæssig ejendomserhvervelse. De genstande, der danner formue eller kapital (som er formue anvendt til produktion) og hvortil ejendomsretten retmæssigt knytter sig, er frembragt ved menneskeligt arbejde. Deres substans består af det materiale, der var til forinden mennesket fremtrådte, og som det hverken kan tilvejebringe eller tilintetgøre. Deres væsen – det der giver dem egenskab af formue – er arbejdet, som er nedlagt deri og omdanner materialets beskaffenhed. Deres tilstedeværelse skyldes menneskets fysiske virksomhed og ligesom dettes fysiske form har de en vedblivende tilbøjelighed til atter at vende tilbage til naturens samlingssteder for materien og kræfterne. Jord derimod er den del af det ydre univers, hvorved og hvorpå mennesket alene kan leve; det samlingssted af materie og kræfter hvorfra det må hente sine fornødenheder. Dens tilværelse skyldes ikke mennesket og kan kun tilskrives den magt, hvorfra det selv har sit udspring. Den vedvarer, medens han kommer og går og vil vedvare, såvidt vi formår at se, efter at han og hans værk er svundet. Begge genstandsarter har værdi; men den enes værdi afhænger af det arbejdskvantum der gøres fornødent for at fremstille den; jordens værdi derimod, beror på den magt som dens forvandling til ejendom giver, til at kræve arbejde eller arbejdsudbytte, uden genydelse. Anerkendelsen af ejendomsretten til formue eller genstande fremstillet ved arbejde, er derfor blot en anerkendelse af den i enhver menneskeskabning iboende ret til sig selv og resultatet af sit arbejde; medens anerkendelsen af en tilsvarende ret til jorden nødvendigvis er en forulempelse og fornægtelse af den sande ejendomsret.
     Lad os vende os bort fra principper og holde os til kendsgerninger. Hvad enten vi ser hen til nationalkraften eller til nationalkarakteren, til folkemængden eller dens fysiske og moralske helbred, til velstandsproduktionen eller dens ligelige fordeling, frembringer frugten af den oprindelige uret, som opstår ved at jorden hvorpå og hvorved hele befolkningen skal leve, gøres til nogle få af det samlede tals ejendom, kun onder og intet uden onder.
     Om dette skulle forekomme nogen at være en altfor stærk påstand, ligger det deri, at de forbinder begrebet individuel jordejendomsret med begrebet om fast besiddelse og sikkerhed for jordforbedringerne. Det sidste er vistnok nødvendigt til jordens bedst mulige benyttelse, men afhænger så langt fra den individuelle ejendomsret, at de kunne sikres uden den sidste i langt højere grad. Dette ses klart ved nærmere betragtning. At det nuværende system på ingen måde sikrer besiddelsen og forbedringerne på den for benyttelsen og dens varighed bedst egnede måde, ses klart allevegne og nærmest i Storbritannien, hvor jordejer og jordbruger som oftest er forskellige personer. I mangfoldige tilfælde har brugeren ingen sikkerhed fra år til andet, hvilket kun er den private jordejendomsrets logiske udvikling og så slående uretfærdig mod brugeren, så åbenbart skadelig for samfundet, at i Irland, hvor dette system blomstrede i udstrakt målestok, har staten set sig tvunget til at gribe ind på yderst vilkårlig måde. I andre tilfælde, hvor jorden er bortforpagtet på åremål, plages brugeren ofte af indskrænkninger der hindrer forbedringer og øver virkning på brugen; ved forpagtningens udløb berøves han ikke blot sine forbedringer, men er ofte genstand for afpresning, beregnet på besværligheden ved flytning og det derved forbundne tab. Hvor jeg har været i Storbritannien, fra Lands End til John O'Groat's og fra Liverpool til Hull, har jeg stadig hørt om hindrede forbedringer og standset drift, fremkaldt deraf – i tilfælde der drejer sig om fra hindret opførelse af et udhus, maling af et hus, ombygning af en kirke, omlæggelse af en landevej, udgravning af en dok til spærring af en grube, demolering af en landsby, oprykkelse af jernbanespor eller anvendelse af jorden til vildtparker i stedet for til menneskers ernæring. Jeg kunne nævne utallige eksempler, hvert for sig betegnende for en særlig række, men det er unødvendigt. I hvor stor udstrækning brug og forbedringer indskrænkes og hindres ved den private jordejendomsret står muligvis kun klart for ganske få, men særlige tilfælde er almindeligt kendt. Hvorledes usikkerheden af besiddelse og forbedringer hindrer boligernes anstændige vedligeholdelse i byerne, hvorledes den foruroliger jordbrugeren, hvorledes den fylder butikslejeren med ængstelse efterhånden som lejemålet udløber, alt dette er ofte fremdraget under den senere diskussion, i det mindste til en vis grad og ialfald blev der stillet forslag om statsindblanding, mere eller mindre voldsom, vilkårlig og ødelæggende for det sande princip, at mennesket bør være berettiget til at styre sin ejendom, som ham tykkes bedst.
     Tyder ikke denne indblanding og fordring derom på, at privatejendomsretten til jorden ikke medfører heldige resultater, at den ikke yder den nødvendige stabilitet til besiddelsen og sikkerhed for forbedringerne? Må ikke en institution, der nødvendiggør slig idelig flikkeri, være forfejlet fra grundvolden af? At jordejendomsretten nødvendiggør en fra enhver anden ejendomsret forskellig behandling, indrømmes nu af alle eller næsten af alle. Beviser det ikke, at jorden overhovedet ikke bør være privatejendom? At det, at den behandles som individuel ejendom, svækker og udsætter den sande ejendomsret for fare?
     Hertugen af Argyll påstår, at vi i De Forenede Stater har gjort jorden til privatejendom, fordi vi har fundet det nødvendigt derved at sikre os nybyggere og udvikling. Intet er fjernere fra sandheden. Lige så vel kunne hertugen påstå, at vor toldlovgivning er et bevis for »beskyttelsessystemets nødvendighed«. Vi har gjort jorden til privatejendom, netop fordi vi er europæere, omplantet på en anden jordbund, hildede i de forældede fordomme, og vi har så meget mere beredvilligt fulgt systemet, fordi de onder, der i længden fremspirer deraf, springer mindre i øjnene i et nyt land, sålænge befolkningens overvejende del synes at drage fordel deraf – de tilstedeværende drage fordelen til skade for de efterfølgende. Men det er så langtfra at dette system har fremmet bebyggelsen og opdyrkelsen, at netop det stik modsatte er tilfældet. Hvad det har fremmet, er befolkningens splittelse over hele landet og dens uforholdsmæssige koncentration i byerne til skade for produktionen og til velværets formindskelse. Det har tvunget familier ud i urskove, medens der var tilstrækkelig plads i velordnede naboskab, opført lejekaserner på ledige tomter, bortødslet arbejde og kapital i landeveje og jernbaner, der endnu var overflødige, aflåst naturlige hjælpekilder som ellers ville være blevet benyttede, gjort mænd til vagabonder og dagdrivere som, om de havde haft adgang dertil i rette øjeblik, med glæde ville have anvendt deres arbejdskraft, og har givet vort jordbrug en karakter, der hastigt og vedvarende formindsker jordbundens produktivitet.
     Hvad den politiske korruption i De Forenede Stater angår, som jeg har fremhævet i Samfundsspørgsmål og hvortil hertugen henholder sig, da hidrører den, hvad jeg der har påvist, ikke af for meget men af for lidt demokrati og væsentligst fra vor undladelse af at anerkende ligheden i naturlige rettigheder lige såvel som i politiske. Ved at sammenligne de to lande bør det ikke tabes af syne, at afsløringen af misbrug sker hurtigere og skrappere i De Forenede Stater end i England og at de misbrug, der i det ene land fremtræder i deres nøgenhed, i det andet til en vis grad dækkes af respektabilitetens og vanemagtens kåbe. Men dette være som det vil, de reformer, jeg foreslår vil, i stedet for at formere korruptionen, ødelægge dens righoldige kilder. Vor beskyttelsestarif, vor accisebeskatning, vort demoraliserende lokalbeskatningssystem ville ved deres direkte og indirekte indflydelse korrumpere hvilkensomhelst regering, selv om den ikke fremmedes ved det offentlige landtyveris korrumperende virkninger; men det første skridt jeg foreslår vil bortvejre disse indflydelser, og til sådanne reformerede regeringsmaskiner, under en samfundsordning hvori den hensynsløse kamp om rigdom vil være formindsket ved udelukkelse af frygten for nød, er det at jeg ville give, ikke bestyrelsen af jorden og ledelsen af virksomheden, men administrationen af det fond, der opstår ved appropriationen af den økonomiske jordrente.
     Hertugen kalder mig pessimist. Men hvor pessimistisk jeg end er med hensyn til de nuværende samfundstendenser, nærer jeg en fast tillid til den menneskelige natur. Jeg er overbevist om, at opnåelsen af en redelig regering alene afhænger af omdannelsen af samfundsinstitutionerne i samklang med moralloven. Når vi udfører dette, da er der i mine øjne ingen grund til mistvivl om, at vi i de for den offentlige ledelse passende kredse vil finde mænd ligeså redelige og pålidelige som om de varetog deres privatinteresser.
     Men for at komme tilbage til »reduktionen til uretfærdighed«. Prøv den private jordejendoms institution på dens frugter, hvorsomhelst den findes. Tag Skotland. Hvad er resultatet dér? At vildt og kvæg er blevet menneskelige skabningers efterfølgere; at dalstrøg, der førhen fremsendte deres tusinder af stridsmænd, nu er beboede af nogle få kvægrøgtere, at der findes en elendighed og forkommelse, som ville bringe barbarer til at rødme; at ungdommen forkrøbles og omkommer af mangel på tilstrækkelig næring; at kvinder tvinges til at udføre arbejde, der egner sig for dyr; at unge piger, som burde udvikles til ægtefæller og mødre, tvinges til møjsommeligt slid i fabrikkerne, medens andre, hvis skæbne er endnu tungere, sværmer på gaden; alt medens nogle få skotter har slotte og palæer, må over en tredjedel af Skotlands familier bo i etværelses lejligheder og henved to tredjedele i ikke mere end to værelser; at tusinder af acres anvendes til sport og jagtgrunde for fremmede, medens mængden ikke ejer tilstrækkeligt af deres fædrenejord til at opelske en blomst, – er udelukket selv fra moradser og fjelde; ikke vover at tage en forel fra fjeldsøen eller en laks fra havet.
     Når hertugen mener, at alle klasser har nydt fordel af civilisationens fremskridt, lad ham da besøge højlandenes lerhytter. Der vil han finde sine landsmænd, mænd og kvinder, hvad naturlige færdigheder og moralsk karakter angår enhver adelsmands og adelsfrues lige, hvem vor tidsalders vidunderlige fremskridt ingen fordel har bragt. Han vil finde, at de pløjer jorden med krumspaden, mejer sæden med en segl, tærsker med en plejl, renser kornet ved kastning tilvejrs og maler som forfædrene for tusinde år tilbage. Han vil finde spinderok og hjul endnu i gang, og røgen fra arnen i hyttens midte at stige op igennem stråtaget, for at den dejlige varme, der koster så meget slid at skaffe tilveje, kan spares så meget som muligt. Disse menneskelige væsener er, hvad naturlige anlæg og egenskaber angår, netop ligedan indrettede som dem, man træffer ved kongelige hofballer, ved videnskabsdyrkeres, opfinderes, industridrivendes og handelsherrers sammenkomster. At de lever og slider således sker ikke på grund af større enfoldighed, men formedels deres fattigdom – den direkte og ubestridelige følge af, at de er berøvet deres naturlige rettigheder. De hindres ikke blot i at deltage i det almindelige fremskridt, men de er positivt værre farne end forfædrene, forinden kulturen havde slikket Højlandene, og den moderne æra af arbejdsbesparende opfindelser begyndte. De blev fordrevet fra de gode jorder til de slette. Medens deres forpagtningsafgift steg, formindskedes deres jorder og de berøvedes deres græsgange. Hvor de engang holdt kvæg, kan de nu ikke holde en høne eller et æsel, og deres kvinder må udføre det arbejde, der hidtil udførtes af dyr. Med samme velbetænkte opmærksomhed som hertugen skænkede ørnens flugt i luften, lad ham betragte det syn han må have iagttaget så ofte, – en skotsk kvinde stavre op ad fjeldet med et læs gødning på nakken, og derpå – anvende »reduktionen til uretfærdighed«!
     Hertugen bør ingenlunde svælge for meget i nydelsen ved synet af de bekvemme og hyggelige store forpagtergårde, der så stærkt fremkalder hans beundring. Han må besøge lerhytterne, der bebos af daglejere, sammenstuvede som kvæg, og erfare, som det sig bør, at den skotske daglejers lod – en lod, hvorfra hverken flid eller udholdenhed kan frelse ham – er, at dø i arbejdshuset eller som almisselem, »på sognet«, om han er ulykkelig nok at overleve sin arbejdsevne. Eller han kan besøge disse arme, nedbøjede skabninger, der hellere finder sig i hvad det skal være, end tåle den ydmygelse der klæber ved arbejdshuset; som piner sig igennem de sidste levedage på nogle få shillings fra sognet og hvad der kan falde af ved de folks godgørenhed, der næsten er ligeså fattige som de selv. Lad ham betragte dem og om han har lidt fantasi tilovers, indbilde sig at være i deres sted; hvorpå han kan forsøge sig på »reduktionen til uretfærdighed«.
     Hertugen kan gå til Glasgow, Skotlands hovedstad, og han vil i underjordiske kældere og usle våningsrum finde hele familier sammentrængte, der er fordrevne til den store stad fra deres fødested – nogle, fordi de ikke måtte fornærme vildtet – at konkurrere indbyrdes om beskæftigelse til enhver pris og opnå, at deres børn ødelægges ved den daglige omgang med alskens skarns pak. Han kan lørdag aften forlade det distrikt, hvori de rigere klasser lever, og tage en kort vandring i de gader der bebos af arbejdsklassen, og iagttage de forkrøblede skikkelser og forkomne ansigtstræk. Laster, drukkenskab, den sorgløshed der indfinder sig, hvor alt håb er borte, vil han ligeledes se. Hvorledes skulle ikke sådanne betingelser fremkalde sådanne virkninger? Men han vil også iagttage, om han behager at se skarpt, djærv, kæk og hårdnakket kamp – arbejdsmanden som, han gøre hvad han vil, ikke er istand til at finde regelmæssig beskæftigelse; forsørgeren, ramt af sygdom; enken, kæmpende for at frelse sine børn fra arbejdshuset. Og når hertugen har iagttaget og overvejet alt dette, da er det tid at – anvende »reduktionen til uretfærdighed«.
     Eller han kan gå til Edinburgh, det moderne Athen, hvorom Skotterne taler med stolthed. Her vil han i bygninger, hvorfra en bueskytte kunne ramme en snes kirkespir, finde menneskelige skabninger vegetere, således som han ikke ville tilstede sin usleste hund. Der må han arbejde sig op ad trapperne i disse vældige bygninger og da træde ind i et af disse mørke huse og lukke døren efter sig; i det uhyggelige mørke vil han kunne forestille sig, hvordan livet må være derinde. Lad ham da forsøge »reduktionen til uretfærdighed«. Og når han kom til den skikkelige velgørenhedsanstalt, (ak, hvor intetsigende er velgørenhed uden retfærdighed!) hvor man tager vare på små børn, medens mødrene er på arbejde, og ernærer dem, idet de ellers ville gå hungrende omkring, da vil han se diende børn, hvis lemmer er sammenskrumpede af mangel på næring.
     Måske man da vil fortælle ham, som de fortalte mig, om en lille pige, barbenet, pjaltet og forsulten, som da de gav hende brød hævede øjnene og foldede hænderne og takkede vor Fader i himlen for hans godhed mod hende. De, der fortalte mig det, drømte såvidt jeg ved ikke om den forfærdelige mening, der stak deri. Dog, jeg spørger hertugen af Argyll, har dette, for denne usle gave så taknemmelige pigebarn, erholdt hvad vor Fader tiltænkte hende? Er Han så karrig? Hvis ikke, hvad er det, hvem er det, der stiller sig mellem disse børn og vor Faders velgerninger?
     Hvis det er en institution, er det da ikke vor pligt mod Gud og næsten ikke at hvile, før vi har udryddet den? Er det et menneske – var det ikke bedre for ham selv, om en møllesten hængtes om hans hals og han kastedes i søen, hvor den er dybest? Der kan ikke være spørgsmål om overbefolkning – intet påskud, at naturen bar bragt flere mennesker i tilværelsen, end den har skaffet forråd tilveje for. Skotland er sandelig ikke overbefolket. Meget jord henligger ubenyttet; meget jord anvendes til ringere brug, fx. til at opdrætte vildt og kvæg, og kunne anvendes bedre; der findes urørte mineralske hjælpekilder; rigdommen, der drages fra søen, er ringe imod hvad den kunne bringe. Men det er ørkesløst at argumentere derom. Hverken i Skotland eller andetsteds kan man påvise overskud af befolkning udover de kræfter, naturen har sørget for at skaffe tilstede. Den fattigdom, der gør sig så pinlig gældende der, skyldes åbenbart ligesålidt overbefolkning, som sammenstuvningen af to tredjedele af de skotske familier i et til toværelses lejligheder, skyldes mangel på rum til at opføre huse på. Og ligesom befolkningstrængslen i altfor indskrænkede boliger direkte kan tilbageføres til den institution, der tillader at tilbageholde ubenyttet jord, som behøves til byggeformål, for derved at udpresse en monopolpris, således kan fattigdommen hos befolkningens masse kun henføres til den kendsgerning, at de således er berøvede de midler, naturen har skænket dem til ved anvendelse af deres arbejdsevne at tilfredsstille deres fornødenheder.
     Tag øen Skye, for eksempelvis at påvise fattigdommens årsag i hele Skotland efter en mindre målestok. Befolkningen på Skye er fattig, meget fattig. Mon det er fordi, der er for mange mennesker? Forklaringen ligger nærmere – en forklaring, som ville fastslå fattigdommens årsag, ligegyldig hvor lille befolkningen end var. Om der blot var et eneste menneske på Skye, og alt hvad det producerede periodisk toges fra det og bortførtes, ene med undtagelse af det nødvendigste til at friste livet, måtte dette menneske nødvendigvis være fattig. Dette er tilfældet med befolkningen på Skye. På en befolkning af henved 17.000 sjæle findes der, om min hukommelse ikke slår fejl, 24 godsejere. De få godsejere, som lever på øen, har fine huse og lever luksuriøst, skønt de intet udretter for at frembringe velstand, medens den større del af forpagtningsafgiften føres bort og udgives andetsteds. Ikke alene at altså rigdomsproduktionen stadig afledes; men evnen til at producere den forringes derved umådeligt. Efterhånden som folket berøves evnen til at samle formue, fortsættes produktionen på den mest primitive måde og med det mindst mulige udbytte.
     Når der virkelig fandtes for mange mennesker i Skotland, hvorfor formår man ikke grundejerne til at udvandre? De er ikke alene bedst udrustede dertil, men det ville virkelig volde en lettelse. De forbruger mest, ødelægger mest, slæber mest ud af landet og producerer mindst. Som grundejere producerer de faktisk intet; de forbruger og ødelægger udelukkende. Økonomisk betragtet øver de den samme indflydelse på produktionen, som en røverbande eller en piratflåde. Overfor nationalformuen forholder de sig som bæveren på kornloftet, som rotter på varelageret, som måren i dueslaget.
     Hertugen af Argyll besværer sig over, hvad han kalder min påstand, at grundejere ikke er producenter og at forpagtningsafgiften ikke repræsenterer, eller ialfald kun i mindre grad, kapitalrenten. Hertugen ville retfærdiggøre sin besværing, om han påviste, hvorledes besiddelse af jord kan producere nogetsomhelst. Ude af stand dertil må han indrømme, at skønt den samme person kan være arbejder, kapitalist og grundejer, kan en grundejer som sådan ikke være producent. Og visselig ved han, at betegnelsen »rente«, som den benyttes i nationaløkonomien, aldrig repræsenterer kapitalrente men udelukkende refererer sig til det beløb, der betales for benyttelsen af de til jorden knyttede egenskaber.
     For at godtgøre grundejernes nytte, fortæller hertugen:
     »Min egen erfaring rækker nu over den bedste del af fyrretyve år. I dette tidsrum har jeg opført mere end 50 hjemsteder, komplet for folk og besætning. Jeg har drænet og indvundet mange hundrede og indhegnet adskillige tusind acres. I den betydning har jeg »lagt hus til hus og ager til ager«, ikke – som prædikestolstalere oftere har forudsat i lignende tilfælde – at jeg måtte »bo ene i landet«, men for at arbejderen kunne leve behageligere og forsynes med midler til jordens bedre benyttelse.« Og endvidere fremhæver han, at han i de sidste fire år på en ejendom, har anvendt £ 40.000 til jordforbedringer.
     Jeg frygter, at hertugen af Argyll har holdt sit lys under en skæppe i Skotland, thi hans version af måden hvorpå han har »lagt hus til hus og ager til ager«, varierer betydeligt fra den, hans egne landsmænd angiver. Dog, dette er en genstand, hvori jeg ikke skal blande mig. Hvad jeg derimod kunne ønske at spørge hertugen om er, hvorledes han var istand til at opføre de femti hjemsteder og indvinde de tusinde acres? Dog vel ikke ved de egne hænder? Ved hans penge derimod, naturligvis! Hvor mon disse penge kommer fra? Vel ikke fra den jordrente eller forpagtningsafgift, som jordbrugeren betalte? Mon ikke disse jordbrugere, om pengene var forblevet i deres hænder, havde kunnet anvende dem til bygninger og jordforbedringer ligesåvel som han? Forudsat at hertugen anvendte alt, hvad han tog i forpagtning med fradrag af udgifter til eget forbrug, på disse forbedringer, ville ikke netop disse forbrugsomkostninger være lige så meget spild med hensyn til de nævnte forbedringer? Ville der ikke dertil være et så meget større fond tilstede, om hertugen ingen afgift fik og havde at arbejde selv for at ernære sig?
     Dog ikke alle skotske godsejere udfører selv tilsvarende forbedringer som hertugens. Der findes godsejere, der anvender deres indtægter til væddeløb, ryggesløshed og til ting, som om de end ikke er ligefrem skadelige, dog er ligeså unyttige for folk og fæ, som de arbejder en nys salig hensovet engelsk hertug ødelagde millioner på: at grave under jorden som en muldvarp. Hvad de skotske godsejere kalder deres forbedringer har navnlig bestået i at opføre slotte, udlægge lystparker, forøge forpagtningsafgiften og drive deres stamfrænder fra hus og hjem. Og den opmuntring, der selv ved virksomme jorddrotter som hertugen af Argyll, skænkes jordbruget, ligner slående den ligeså nyttige, der ydes samfærdslen ved hertugen af Bedford, idet han underholder to eller tre gamle folk for at åbne og stænge de bomme, han har opført på Londons gader. At den overvejende del af godsejernes indtægter går ligeså fuldstændig til spilde for alle produktive formål, som om de var kastet i havet, er utvivlsomt. Men at selv den lille part, der helliges produktive formål, for en stor del er spildt, påviser hertugen af Argyll selv klart, idet han omtaler, hvad der også fra andre kilder er mig bekendt, at de store godsejeres betydelige udlæg kun svarer et meget ringe udbytte og ofte slet intet. Åbenbart ville kapitalformuen være langt betydeligere om jordbrugerne havde tilbageholdt kapitalen, idet de i de fleste tilfælde lider mangel derpå og ofte har at svare de blodigste ågerrenter.
     Godsejernes påstand, at de i egenskab af godsejere hjælper produktionen, ligner ganske den tilsvarende i sin tid fra slaveholdernes side, at de sørgede for deres slavers underhold. Og jeg er overbevist om, a såfremt hertugen af Argyll betragtede sagen mere fra filosoffens standpunkt end fra godsejerens, ville han indse den grove inkonsekvens han begår ved de udtalte anskuelser om negerslaveriet og den stilling han indtager til jordejendomsretten.
     I systemet er begge principper væsentligt de samme: at tilegne sig udbyttet af andres arbejde. Idet det er af og på jorden, at menneskene må leve, om de da skal leve, bliver menneskelige væsner derfor ligeså fuldstændig trælbundne, når jorden hvorpå de subsisterer bliver andres ejendom, som om selve legemet gøres dertil. Og i det mindste efter et vist udviklingstrin er det slaveri, der går ud på at røve menneskets lovlige ret til jorden, langt grusommere og yderligere demoraliserende, eftersom forholdet mellem herre og træl her er mindre direkte og iøjefaldende end ved det andet, der medfører at selve legemet bliver andenmands ejendom.
     Og når vi holder os til kendsgerninger, må hertugen indse, om han agter at se, at de to systemers virkninger er væsentligt de samme. Han er fx. arvelig lovgiver, beklædt med den magtfuldkommenhed at give love, som andre skotter, der har liden eller ingen indflydelse på lovgivningen, må lyde under straf af pengebøder, fængsel eller – at hænges. Han har denne magtfylde , der væsentligt er identisk med den herren har at tvinge sin træl, ikke fordi nogen antager at naturen skænker de ældre sønner større visdom og fædrelandskærlighed end de yngre, eller nogle familier mere deraf end andre, men i kraft af at han er lovlig ejer til en betydelig del af Skotland, er han anset for at have større ret til at udstede love end andre skotter, der kun kan leve i deres fødeland, når de betaler derfor til dets lovlige ejere.
     At denne magt over mennesker hidrører fra ejendomsretten til jord, ligeså fuldt som fra ejendomsret til deres legemer, kan hertugen se af adskillige fremtoninger, om han vil. Den skotske godsherres magt, selv over de store forpagtere og i de mindre byer over de velhavende købmænd og håndværkere, er umådelig. Endog hvor det er brugt at leje på langt åremål og større kapitaler gøres fornøden, vil konkurrencen, i mange tilfælde med bistand af hypoteker, sætte godsejeren i stand til at gøre en større indflydelse gældende. At mange velhavende jordbrugere er blevet drevet fra hus og hjem og ødelagt, fordi de stemte eller antoges at stemme imod deres jorddrots ønske, er kun altfor bekendt. En mand, der havde ord for at være en af de dygtigste agerdyrkere i Skotland, fordrev man på denne måde fra sin gård for få år siden, da han politisk fornærmede sin godsherre. I Leeds erfarede jeg om en skotsk læge, der var død kort forinden. Han befandt sig oprindelig i god praksis i en landsby på et hertugeligt gods. Fordi han havde afgivet sin stemme for en liberal kandidat, gaves der ordre til godsherrens agent, at man ikke mere burde søge hans bistand og befolkningen frygtede at trodse dette vink, hvorfor han blev nødt til at begive sig bort. Ankommet til Leeds, hvor han ikke fandt tilstrækkelig søgning, hentæredes han af græmmelse og ville være død i yderste fattigdom, om ikke nogle menneskevenner havde tilskrevet kandidaten, for hvis skyld denne boykot havde fundet sted. Denne ankom til Leeds og tog sig af ham for de få dage, han endnu havde tilbage og af hans børn. Til ære for hans dåd skal jeg nævne hans navn; det var Sir Sydney Waterlew.
     Under mit seneste besøg i Højlandene, hørte jeg idelig af velhavende folk, at de ikke vovede at give deres mening tilkende eller deltage i nogen handling, som jorddrotten eller hans agent kunne tage forargeligt op. Et sted besøgte folk mig ved nattetid, og idet de opfordrede mig til at holde foredrag udtalte de ligefrem, at de ikke vovede at leje lokale, men anmodede mig om at gøre det, da jeg stod udenfor det tyranni, de havde at frygte. Når dette er de velhavendes stilling, kan man tænke sig husmændenes. En af disse sagde mig: »Vi frygter godsejeren mere end Vorherre, agenten mere end godsejeren og fogden mere end agenten.« Men der findes en endnu lavere stående klasse end disse husmænd – indsidderne – som med 48 timers varsel kan kastes på døren, fra det man af høflighed benævner deres hjem, og afhænger af de store forpagtere, der står mellem dem og godsherren. Tag denne klasse eller den, der består af ligefremme daglejere og holdes i barakker; kan hertugen udpege mig et amerikansk slavehold, der boede og ernæredes som disse hvide slaver og nød mindre af livets goder?
     Sydens slaveholdere har aldrig i noget mig bekendt tilfælde blandet sig i deres slavers religionsøvelse, og hertugen af Argyll vil uden tvivl indrømme, at dette er en myndighed, der ikke tilkommer noget menneske over det andet. Desuagtet må det være ham vitterligt, at efter spaltningen i den skotske statskirke for henved 40 år siden, har skotske jorddrotter ikke blot fordrevet de forpagtere, der sluttede sig til den frie kirke, og i mange tilfælde var fordrivelse ensbetydende med ruin og død – men de afslog ligefrem at afhænde byggelodder til kirker og selv tilladelse til at forsamle sig under åben himmel og dyrke Gud ifølge egen samvittighed. Hugh Miller meddelte mig i The Cruise of the Betsy, hvorledes en præst, hvem man nægtede tilladelse til at leve på landjorden, nødsagedes til at opslå sin bolig på en liden skude på søen. Store menigheder måtte holde gudstjeneste i fjeldkløfter, uden læ mod storm og uvejr, selv ved strandbredden, medens tidevandet flød dem om knæerne under altergangen. Dog, måske den ved jordmonopolet medførte trældom i Skotland falder krassest i øjnene i et tilfælde, hvor en skotsk hertug, efter i over seks år at have hindret menigheden i at forsamle sig på hans godser, endelig nådigst indvilligede i, at den dertil benyttede en sandgrube, hvorpå den tilstillede ham en underdanig takadresse!
     I de store byer kan et lignende tyranni naturligvis ikke øves, men dog er det i de store byer, at det slaveri, der fremstår ved privatejendomsretten til jord, fremtræder med de mørkeste farver. Negerslaveriet havde vistnok sine rædsler, men hverken så mangeartede eller så dybe, som de der uafbrudt vise sig her. Egeninteresse, om ikke personlig sympati eller hensyn. til den offentlige mening, ville have hindret slaveejere fra at fodre, indlogere og udbytte deres slavers arbejdskraft på den måde, som mange såkaldte frie mennesker i civilisationens midtpunkter fodres, indlogeres og udbyttes.
     Med muligste hensyn til fordommene, der kunne gøre sig gældende hos en stor godsejer, er det desuagtet vanskeligt at fatte, hvorledes hertugen af Argyll kan anse det et oplivende syn, der tildrog sig under den skotske landbrugsudviklings forløb siden 1745. Henholdende mig til dette årstal og det faktum, at han er Højlænder, antager jeg, at han væsentligt sigter til Højlandene. Men som parallel til disse oplivende tildragelser mindes jeg ikke nogen bedre end en beretning af en nationaløkonom af hertugens skole, der blandt de egne iagttagelser under et besøg i Skotland for omtrent en menneskealder siden anfører, hvilken nydelse det havde været ham ved, i et arbejdshus han besøgte, at iagttage hvorledes begge køn og enhver alder, selv ned til børn på to og tre år, fortjente deres livsophold ved at pille værk; eller ved det udtryk af sand stolthed hvormed en polsk adelsmand i forrige århundrede til en engelsk besøgende udpegede nogle elendigt udsende skabninger og fremhævede, at dette var prøver af hans livegne, hvem han kunne tildele et livfuld hug så ofte han lystede!
     »Tusinde og atter tusinde acres« siger hertugen, »er blevet indvundet fra morads og gold hede; uvidenhed er veget for kundskab, barbariske sædvaner af umindelig hævd ombyttet med fornufts- og forretningssædvaner. Dette er billedets ene side, men uheldigvis er der også en bagside – høvdinge, der drager sig klansmændenes ærbødige hengivenhed til nytte, samt deres ukendskab til et fremmed tungemål og fremmede love for at nedtrykke disse klansmænd i en tilstand af faktisk trældom; at plyndre dem for den jord hvorved de fra oldtiden af havde glædet sig; at opløse det gensidige tillidsbånd, der knyttede høvding til vasal og vasal til høvding, med den egennyttige mammondyrkelses kolde maksime; at drive dem fra deres bosted, for at fårehjorder kunne indtage deres plads og overlevere folkene til de større jordbrugeres ømme barmhjertighed.
     »Der avles som følge deraf« siger hertugen, »mere korn, kartofler, roer; der produceres mere mælk, smør, ost, okse- og fårekød, flæsk fjerkræ og æg.« Men hvor bliver det af?
     Hertugen må vide, at den sædvanlige almuekost er melklid og kartofler; og at mange ikke får tilstrækkeligt selv deraf; at mange ligefrem ville sulte ihjel, om de ikke blev holdt i live ved veldædighed. Selv vildtet, som deres forfædre kunne tage frit, tør de ikke røre nu.
     En fattiglæge i Højlandene, hvis distrikt befinder sig på et fremragende liberalt parlamentsmedlems gods, fortalte mig nys om den skrækkelige fattigdom, der herskede blandt de folk, han praktiserede for, og hvorledes de utilstrækkelige og ensformige næringsmidler begyndte at fremkalde lignende sygdomme som Pellegria i Italien; han besvarede mit spørgsmål om, hvorvidt befolkningen ikke, trods vildtvogterne, kunne tage lidt vildt og fisk og derved bevirke en liden variation i levemåden, derhen: »De tænker ikke derpå, de føler sig for forkuede. Så snart det rygtedes eller der opstod svageste mistanke om, at de nærede smag for agerhøns eller foreller, ville de øjeblikkeligt jages fra godset som gale hunde!«
     Foruden de artikler og tidsskrifter hertugen af Argyll omtaler, findes der et andet skrift, som enhver, der ønsker at underrettes om denne genstand kan læse med fordel om end ej med fornøjelse. Det er kaldt »Highland Clearances« og udgivet i Inverness af A. Mc. Kenzie. Der gives under de mest barbariske forhold intet, der kan måle sig med den heri optegnede koldblodige og grusomme krigsførsel mod klansmændene fra deres side, der var deres naturlige beskyttere. Afbrændte huse; fordrivelse af gamle og unge; bortrydning af skur, der rejstes til ly for svangre kvinder og spæde børn mod den barske nattefrost; trussel om lignende fremgangsmåde mod alle og enhver, der ydede dem husly og vederkvægelse; stakkels værgeløse skabningers voldelige indskibning i udvandrerfartøjer, der førte dem til fjerne, fremmede lande, hvor deres tungemål ikke blev forstået for i mange tilfælde at omkomme som kvæg eller styrtes i dybeste elendighed. En opløftende skildring, i sandhed! Store distrikter, engang befolkede af en slægt – rå, det er muligt og slavisk mod dens høvdinge, men desuagtet et kuld med mandige dyder, tapper, ømhjærtet og gæstfri – nu kun beboet af kvæg, får, agerhøns og vildt! Ingen kan læse denne skildring af grusomheder forøvede mod det skotske folk, i den periode, der kaldes »Højlandenes udviklingsperiode«, uden at gribes af en følelse af yderste foragt for de mænd, der skønt løver udenlands, hjemme var slige får at de tålte disse skændigheder uden at slå løs, ligemeget om forgæves. Dog forklaringen heraf afslører en forøget dybde i »reduktionen til uretfærdighed.« Årsagen til denne Højlændernes tamme underkastelse overfor skændigheder, der burde have fremkaldt fortvivlelsens mod hos de frygtsomste, findes i misbrugen af religionen. Højlænderne er et overmåde religiøst folkefærd, og præsteskabet foreholdt dem under fordrivelsen, at dette var den Almægtiges hjemsøgelse og tilskikkelse, som de havde at underkaste sig under straf af salighedens fortabelse!
     Jeg traf tilfældigt en dame i Skotland, af den mindre godsejerklasse, og samtalen førtes hen på Højlændernes fattigdom. »Javist er de fattige« sagde hun, »men de fortjener det. De er så skrækkeligt grisede. Jeg har ingen medynk med kvinder, der ikke gider holde deres hus propert og deres børn nette.«
     Jeg indvendte, at man næppe turde fordre properhed hos kvinder, der dagligt har at slæbe fuldproppede kurve med tørv og søgræs på nakken.
     »Vistnok« sagde hun, »har de at arbejde strengt. Men det er dog langtfra så sørgeligt, som det liv deres arme heste fører. Har De nogensinde tænkt på de stakkels bæster? De har at arbejde hele livet igennem, til de ikke orker mere. Det stemmer mig vemodigt hver gang jeg tænker derpå. Der burde være anstalter, hvor heste kunne anbringes, når de har arbejdet i nogle år, så de fik tid til at nyde livet inden de døde.«
     »Men menneskene« indvendte jeg, »de må også arbejde til de segner!«
     »Det er fuldkommen sandt« svarede hun, »men mennesker har en sjæl, og når de end har det hårdt her på jorden, kommer de, når de dør og vare gode, i himlen og blive lykkelige der. Men de stakkels bæster har ingen sjæl og når de ingen glæde har her i livet, har de slet ingen udsigt til nogensinde at glæde sig. Det er dog for hårdt!«
     Kvinden var ædru og mente det i ramme alvor; og det forundrer mig ikke, om hun ikke så nogenlunde repræsenterer meget af det, der i Skotland forkyndes som Kristendom. Dog endelig – Gud være lovet – det begynder at dages, og den blasfemi der hidtil er forkyndt som religion vil ikke blive tålt ret længe mere. Den skotske Land Restoration Leagues manifest, der retter et opråb til det skotske folk om at slutte sig sammen i et ubrødeligt forbund for at udrydde jordejendomsvæsnets skammelige misgerninger, er morgengryets lærkekvidder.
     Som i Skotland, således overalt. Jeg har særlig dvælet ved Skotland, fordi hertugen gør så. Dog overalt, så langt vor civilisation rækker, bærer den samme arvelige uret den selvsamme onde frugt. Men overalt begynder den samme sandhed endelig at bryde sig frem!

Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler
To English Version: Tax on Landvalues
 
Oprettet i januar 2004