KRITIK

Om Kritikken af

Jordrenteloven

Af
Professor L. V. Birck (1929)

Særtryck ur
Statsvetenskaplig Tidsskrift
für
Politik-Statistik-Ekonomi
Häft 1, 1929






I.
Ricardos jordrentelære –"Jene unorganische Bestandteil Ricardos Systems, in welchem das Prinzip der Zurückführung der Werte der Produkte auf ihre Arbeitskosten verlassen, und umgekehrt aus den Werten (Preisen) der Bodenprodukte die Werte (preise) der Boden höherer Qualität abgeleitet werden (Hans Mayer, Wien, i in koncentrerede opsats 'Zurechnung' i Handwörterbuch der Staatwissenschaften) – har ikke stået uanfægtet: den trænger også til uddybning og kvalifikationer i den grad, at selvom dens princip må hævdes, vil næppe nogen mere med Francis Walker betegne sig som "A Ricardian amongst Ricardians".
     De første angreb rettedes som bekendt af Carey og Leroy­Beaulieu; til den første rigtige iagttagelse, at mennesket ikke har begyndt at dyrke den bedste jord, er svaret det, at med udtrykket bedste jord må menes den under de givne tekniske betingelser bedst egnede. Hvad Carey har iagttaget for USA's vedkommende, at de ældste indvandreres boliger lå på tyndtbevokset højland, er bekræftet af Hearns for Australiens vedkommende og støttes af, at de ældste danske landsbyer ligger på rullesten og først de senere opståede på tung og lerholdig jord (Fabricius).
     Careys anden påstand, optaget af Leroy-Beaulieu og fornylig understreget i outreret form af Ely, er, at jordrenten egentlig ikke er andet end renten af de til rydning, afvanding og jordforbedring (heri også mislykkede og urentable meliorationer) anvendte kapitaler; indvendingen er irrelevant, fordi vi i økonomien har den hovedsætning, at arbejde, engang anvendt, udgift, engang afholdt, ingen rolle spiller i prisdannelsen, når det ikke skal fornys, og at følgelig jord, ført frem til en høj bonitet ved et offer en gang for alle, for efterslægten står lige med naturgiven jord; påstanden om, at jordrente er kapitalrente gælder ikke Europas totale jordrente, slet ikke Amerikas og heller ikke den individuelle mark jordrente. At der med tab er investeret megen kapital i jord, er noget andet, men det er der også i industrien, og ingen vil hævde, at der skal betales rente af fejlagtig eller uheldigt investeret kapital.
     Det lyder også uforståeligt, at Leroy-Beaulieu kan påstå, at der ikke eksisterer no-rent land (land på dyrkningsgrænsen, der kun dækker de egentlige produktionsomkostninger, og derfor ikke giver noget overskud udover løn til hjælpefaktorerne), noget andet er, at hvor al jord er taget i besiddelse, om end ikke i brug, får selv dårlig jord en slags værdi, der dog ikke skyldes jordrenten, men den blotte besiddelseslyst. Vurderingen er ikke baseret på udbytte, men på en art herlighedsret, på de imponderabilia, som økonomen så ofte glemmer.
     En bekræftelse af loven er sket, for så vidt man i tilslutning til Liebig og Mitscherlich har bevist den såkaldte optimum-maximum lov, at man ved at hælde doser af energi (in casu kapital­doser) på jorden, efter at optimum er nået, får et stadigt aftagende udbytte pr. dose. I landbruget kaldes loven de fysiologiske relationers lov; men samtidig har man fundet, at denne lov holder stik overalt (også i industrien), hvor man på en fysisk konstant faktor hælder variable faktorer. Vi får således en anden formulering af den klassiske lov om decreasing og increasing return. Loven om aftagende udbytte gælder overalt, hvor vi på en given fysisk konstant hælder fysiske variabler i samme teknik – for land som i by –, medens det stigende udbyttes lov gælder overalt, hvor vi anvender mere kapital i en højere teknik; således kan det ske, at i landbruget kan de fysiologiske relationers lov neutraliseres af den højere tekniks og stordriftens love og det således, at i en tid af høj teknik og kapitalrigelighed kan landbruget arbejde under det stigende pengeudbyttes lov.
     Andet sted har jeg undersøgt virkningen af det tekniske fremskridt i landbruget: En øgelse af de på jorden anbragte kapitaldoser må oftest ske i en ændret teknik. Der er forskel på intensiv dyrkning og højere teknik, og på redskabs-, metode­ og råemneteknik. Det tekniske fremskridt skyder i sig selv optimum frem. Der er forskel på, om teknikkens forbedring fører til billiggørelse af doserne eller til at give disse større produktivitet, om den virker internt eller eksternt. Der er forskel på om en ny teknik kommer god, dårlig eller al jord til gode. I første tilfælde stiger jordrenten meget stærkt, med mindre at den jord, der nu kommer på dyrkningsgrænsen også har høstet gavn af den nye teknik; i andet tilfælde forringes den totale jordrente stærkt, og i tredje tilfælde sker det, at jordrenten stiger in natura, noget mindre udtrykt i penge, fordi kornpriserne falder.
     Disse love har kun gyldighed på grund af den meget vigtige ændring, som tiden har tilføjet, at efterspørgselskurven for kornet er blevet mindre stejl end på Ricardos tid. Efterspørgslen er ikke længer proportional med folketallet; den er fra det punkt, hvor den eksisterende befolknings brødnødvendighed er dækket (med brød, bagt af mel udmalet til 98%), ret jævn, fordi vi kan gå over dels til fint brød og dels til kødforbrug, der er indirekte kornforbrug. Jordrente opstår følgelig ikke blot ved, at befolkningen forøges, men også ved, at den stiller større krav til livet. Som udtryk for knaphed opstår jordrente ved at brugelig jord i luksusøjemed unddrages dyrkning og anvendes til luksusplanter og vildtbane.

II.
Den norske økonom Keilhau har forbedret teorien ved i modsætning til økonomisk jordrente at opstille begrebet jordtribut, den faktiske afgift, der betales af jorden (eller renten af dens kapitalisation); denne kan være både større eller mindre end hin, idet magt eller sædvane spiller ind til dens bestemmelse; som et groft eksempel har vi den irske husmandsrente (rack-rent) i det nittende århundrede, hvori der både var magt- og sædvaneelementer: konkurrencen om at få forpagtning i det begrænsede kystgebet, der overlodes de irske bønder, førte til afgifter, der lå højere end den faktiske jordrente, således at fæsteren aldrig fik renter af sine egne penge og ikke engang fuld arbejdsløn; på den anden side vil ofte forpagtere af større gårde både i England og Danmark betale mindre end jordrenten, dels fordi der er relativt få, der er kapitalstærke nok til at tage en stor forpagtning, og dels fordi godsejeren anerkender en sædvanemæssig høj levestandard for de større forpagtere. Vi får således to årsager til jordværdien, den ene trangen til næringsmidler, der udtrykker sig i jordrenten, og den anden arbejdernes trang til at få jord, som kan beskæftige dem, og her spiller monopolelementer ind.
     Henry George, der i øvrigt følger Ricardo, understreger stærkt dette sidste element, som han kalder jordbesiddelsens monopol. Jeg mener, vi kan sige: jordrenten, der som fortrinsrente ikke er en absolut, men en komparativ foreteelse, indeholder en i tekniske forhold eller i jordernes forskelligartethed liggende forskelsrente, de foregående energidoser større udbytte, der tilregnes jorden; dertil kommer en afstands- og beliggenhedsrente samt en monopolrente; jordrenten ville opstå, selv om al jord var første klasses, når der ikke var så meget deraf, at man kunne undgå at gå over optimum; jordrenten er da også en knaphedsrente. Vi må sondre mellem natural og pengelig jordrente, hin er jordrenten, målt i korn, denne er det, målt i penge, idet jordrenten kan stige, målt i jordprodukt, og dog falde målt i penge; jordrenten kan jo stige, selvom kornprisen falder.
     Hverken de dyrkede jorders mængde eller høstens størrelse giver os en idé om jordrentens størrelse, fordi denne er en funktion af jordkraftens fordeling over de enkelte arealer. Men de gode jorders høstmængde influerer på jordrenten, for så vidt som de influerer på den totale høst og derigennem på dyrkningsgrænsens beliggenhed.
     En landejendom er en helhed; kapacitetsloven gør, at megen dårlig jord dyrkes med fordel. Vi må huske, at de faste omkostningers eksistens også her forrykker billedet; de første doser påhældes faktisk som faste omkostninger, der kun langsomt udtømmes og så længe modvirker tendensen til aftagende udbytte.

III.
Med hensyn til jordtributten må siges: der er forskel mellem økonomisk jordrente og jordtribut, den afgift, der aktuelt betales for jorden udover rente af anbragt kapital. I jordtributten er der ofte indregnet elementer, som intet har med jorden at gøre, nemlig resultatet af »Landesübliche» metoder samt driftsherre­ eller arbejderegenskaber, der bundfælder sig i jordværdien. I tributten er der ofte monopol- og magtindtægt, idet den øges snart ved manipulerende tilbageholden af jord og snart ved arten af besiddelsesforholdet. Storgrundsbesiddelsen i Midteuropa, Østelbien, Balkan og Storbritannien opstået ved magtudøvelse fra herskende klassers side, skaber en kunstig jordknaphed, som latifundiebesidderen profiterer af, del ved høje fæste- (og salgs-) afgifter og dels ved den lave løn, vanskeligheden ved at få jord medfører.
     Når der af særlige grunde fra de af industrien udstødte opstår efterspørgsel efter jord - som næringsbasis altså, i modsætning til jord om ernæringsbasis - forøges jordtributten.
     Der dyrkes submarginal jord, og, står arbejdet i nødstilling, kan den jord, der teknisk er no-rent, dog give en jordtribut.
     Jordtributten erlægges dels som årlig jordafgift (forstærket ved indfæstning) og dels som rente af en del af købesummen; i hvert fald i det nittende århundrede kapitaliserede man den, følgende anvisningen i 3. Mosebog 15-16, »eftersom årenes tid (efter jubelåret) er mange til, skal du lade købesummen derpå formeres, thi han sælger dig afgrødernes tal."
     Ricardo gik ud fra en tilstand, hvor jorden dyrkedes af fæstere og forpagtere, der betalte en rente af bygnings-, meliorations- og besætningskapital inkluderende afgift. I nutiden særlig Danmark, er det ejerbrugeren, der karakteriserer besiddelsesforholdet; hans jordrente indgår i hans bruttoprofit, men fra ham går den videre til en prioritetshaver. Er der forskel på, om en god ejer eller en prioritetshaver opkræver jordrenten, og er den sidste rettighed mere legitim end den første?
     Ikke den økonomiske jordrente, men jordtributten bestemmer kapitaliseringen, dvs. jordens salgsværdi; her skal huskes en ny kilde til ændringer deri og til formueforandring for ejer, nemlig multiplikator, der er omvendt proportional med rentefoden. Faldende rentefod forhøjer, stigende forringer jordværdien.
     Det er kapitaliseringen, der bevirker at jord til 1.000 kroners værdi giver samme pengeudbytte det pågældende jordstykke omfatter. (???/pma)
     I jo højere grad landbruget kommer ind under pengeøkonomien, kan jordrenten forvandles til tribut og denne igen kapitaliseres. En middelstor sjællandsk bondegård havde i 1780 foruden sin naturalieindtægt en årlig pengeindtægt (brutto) på 240 kr. og i 1880 på 4.200 kr. I 1925-27 på 22.000 kr.
      Fra finansvidenskaben, særligt overvæltningslæren, ved vi, at jordejer ikke får hele jordtributten, idet en del deraf er absorberet af skatterne, og det ikke blot skatterne på jorden, men også af alle andre skatter, nemlig så meget, der svarer til, hvad en gennemsnitlig jordejer måtte skatte af den indtægt, det forbrug, de bygninger og den formue, der gennemsnitligt må siges at høre til 1 hektar jord.
     Henry Georges enesteskat, suppleret af ophævelse af alle andre skatter, vil da ikke forøge jordejers skat med sit fulde beløb. En del af skatteomlægningen bliver intrapersonel, dvs. en forandring i skattesedlen conti, mere end i den totale beløb.
     Ricardos lære om naturlig i det lange lob ret fastliggende løn og naturlig i det lange løb faldende profit må opgives som falsk; men hermed falder læren om jordrentens relative fasthed og dens tendens til i det lange løb at stige, varierende omvendt på profitten.
     Den bliver da afhængig, ikke blot af efterspørgslen i forhold til jordens gennemsnitlige produktivitet, udtrykt gennem totalhøsten, ikke blot af forskellen mellem de enkelte jordstykkers produktivitet (thi samme totalprodukt giver forskellig jordrente, om dette er fordelt ligeligt eller forskelligt over jordstykkerne), men også af komponenterne, de med jorden samarbejdende andre faktorers evne til at øge anvendelse andetsteds, og derigennem til at kræve en ændret aflønning; dvs. arbejdet, kapitalpositionens og de enkelte kapitalgoders taktiske position er medbestemmende over, hvor dyrkningsgrænsen ligger, og dermed for jordrenten, der altså ikke kan bestemmes så simpelt som Ricardo gør det.
     De med jordrenten samarbejdende komponenter er ikke passive i den forstand, at de må nøjes med et givet grænseudbytte; de kan reagere, stående i relativ monopolstilling. Dette forudsætter, at vi opgiver abstraktionen om landbruget som det eneste erhverv; thi da i det vesteuropæiske civilisation gebet over halvdelen af befolkningen ligger udenfor landbruget, vil kapitaldispositionens og arbejdets stilling udenfor landbruget indvirke på de bevægelige faktorers priser i dette, hvad der sker ved faktorernes til- og frastrømning mellem by og land.
     Marshall, der ellers så ofte følger Ricardo, har kritiseret den klassiske lære om, at jordrenten er prisbestemt og ikke prisbestemmende der, hvor den opstår, dog med den selvfølgelige ændring, at jord ikke bringes op i en højere anvendelse, uden at dennes overskud dækker den jordrente,  som  opstår i den lavere anvendelse. 
     Når  Jevons  spørger  - siger han  - om  vi skal opføre som en hveden tilregnelig produktions udgift, når denne dyrkes på land, der hidindtil som græsgang gav £ 2 i jordrente, er the answer in the negative. Marshall tilføjer, at når land, anvendt til dyrkning af én kornsort, anvendes til en anden, falder prisen på den sidste og stiger på den første, og begges priser er lig omkostningerne ved henholdsvis den sidste td. hvede og sidste td. rug; hvor dyrkningsgrænsen for de to afgrøder da kommer til at ligge, c: hvorledes det forhold ændres, hvori de to afgrøder beslaglægger jorden, beror på de respektive efterspørgselskurver. Marshall har ret, forsåvidt enhver brug af agerjord sker til indifferenspunktet, og dette flytter sig, hver gang en afgrøde ændrer pris. Substitutionsloven kommer da i spil og virker til ret fordeling af anvendelsen af arealerne; her virker lovene, vi kender fra competing demand, med den lempelse, der følger af at nogle jorder kan frembringe begge afgrøder, andre kun den ene. Der er derfor intet selvmodsigende i samtidigt at hævde, at jorden fordeles over afgrøderne under hensyn til den intensitet, hvormed disse efterspørges, og at et areal ikke anvendes på en given måde, førend øjeblikkets priser på afgrøden er sådanne, at den næstbedste anvendelses overskud dækkes. Jeg mener imidlertid, at uenigheden mellem fx. Mill og Marshall ikke er fundamental: jordrenten fastsættes ikke stift, fordi dyrkningsgrænsen er bevægelig, og på denne fastsættelse har de andre faktorers tekniske og økonomiske forhold indflydelse, således at disse dermed indvirker på jordrenten. Og med hensyn til kampen om jorden mellem anvendelser gælder competing demands lov.
     Jeg tror, at megen unødig strid kunne undgås, hvis epigonerne ville forstå at tilsyneladende modstridende teorier ved undersøgelse af synsvinklen viser sig ikke at udelukke hverandre, bortset fra at den mand ikke er født, der altid udtrykker sig lige omhyggeligt. Noget andet er en afgørende strid om, hvorvidt forudsætning for en slutningsrækkes validitet er tilstrækkelige eller rigtige. Jeg er ikke eklektiker i den forstand, at jeg tager a's mening om et, og b's om et andet, eller mellemproportionalen mellem deres forskellige meninger om samme ting, men jeg undersøger, om de tilsyneladende afvigende meninger virkeligt udelukker hinanden, og om blot synsvinklen er forskellig, eller den vægt, man, som vi ved fra kriseteorierne, lægger på en årsag, får os til at overse en anden. En nødvendig opposition mod det resultat, der er nået fra en vis synsvinkel eller ved en blindstirren på en årsag, må ikke føre til, at the destruction of one set of fallacies, founded on one extreme of the truth, makes room for the growth of another set, founded on the other extreme (Nicholson).
     Det afgørende forbehold er, at Ricardo anvender to-faktor­analysen, jord som constant, og som variabel kapitaldoser (eller rigtigere energidoser), om hvis sammensætning (mellem kapital, arbejde etc.) vi intet ved; den lærer os kun, hvad energi- (kapital-) dosen får, ikke hvorledes dens andel fordeles mellem dosens komponenter. Endelig er den klassiske jordrentelære alene af den grund langt fra udtømmende, at landbruget ikke er det eneste erhverv, som producerer en generalvare, men et specielt, særligt lokaliseret erhverv, som producerer mange varer, hvoraf en stor del kan sælges til byerne, hvorfra det igen skal have varer. Heraf følger, at jordprodukternes prislove og med dem jordrentelæren må revideres under hensyn til de love, vi finder gældende for det interregionale varebytte, idet jordproduktet og industrielle produkter frembringes i forskellige regioner, der bytter med hverandre.
     Jeg mener da, at man bør fastholde Ricardos jordrentelov, men kvalificere og uddybe den. Også under hensyn til de ændrede forhold, - at det selvejende bondebrug har fået den afgørende betydning, at landrenten i Vesteuropa er mindre værdifuld end den totale bygrundrente, at kornets efterspørgselskurve har skiftet form, at transportmidlerne udvikling flytter rundt med jordrenten, at det tekniske fremskridts tid for alvor er indtrådt for landbruget, og at befolkningspresset i Vesteuropa synes at skulle aftage - må man i forbindelse med den økonomiske videnskabs, særlig den internationale handelsteoris nyere landvindinger, optage jordrentelovene til revision, hvis retningslinjer jeg mener at have angivet.

IV
I det foregående har jeg anvist punkter, hvor Ricardos lære nøjere må undersøges; imidlertid er der fra grænseproduktivitets­skolens mænd rettet en kritik mod Ricardo, hvis mål er helt at slå støtterne bort under hans lære og henvise denne til vor videnskabs skatkammer af exploded fallacies. Denne kritik anser jeg for uberettiget.
   Carver opstiller en række, hvor han først tager jorden som fast faktor og kapitalindskuddene som variable, idet han anvender de variable koefficienters metode; jeg gengiver hans fremstilling, idet jeg dog for nemheds skyld bruger andre tal. Som konstant faktor tager vi 10 hektarer og hælder derpå successivt fra 1 til 6 arbejdere, og lader der nu på 10 ha avle følgende antal hektoliter korn. Vi postulerer i første kolonne totalproduktet, afleder deraf i anden den mængde, hvormed den tilkomne arbejder har forøget høsten, multiplicerer dette med arbejdertal, hvilket produkt vi trækker totalen, således at der i kolonne 3 fremkommer en rest, residual, vi tilregner jorden; divideret med 10 har vi jordrenten pr. hektar (4. kolonne)

  Tabel med jorden som fast faktor og kapitalindskud som variable

Nu ved vi, at produktet er afhængig af, hvorledes faktorerne kombineres, og at fx 1 hektar + 3 arbejdere er samme kombination som 2 hektar + 6 arbejdere eller som 1/2 hektar +1½ arbejder; efter proportionalitetsloven vil, hvis produktet i første tilfælde er 4 hl, det i andet tilfælde være 8 hl og i sidste tilfælde 2 hl. Vi kan da med Carver udlede nedenstående tabel således at 10 hektar + 2 arbejdere omstilles til 5 hektar + 1 arbejder og produktet halveres. Af ovenstående postulerede grundtabel kan vi da aflede nedenstående, hvor vi lader 1 arbejder være den konstante faktor og varierer hektarerne. Altså avler 1 arbejder:

Tabel med arbejdere som konstant og hektar variable     
Carver bestemmer altså jordrenten både marginalt og residualt og beviser for så vidt her, at både jorden og dens fysiske hjælpefaktorer efter optimalpunktet lyder det aftagende udbyttes lov. Samtidig har han her læren om, at totalproduktet er lig faktorernes grænseproduktivitet, multipliceret med deres mængder (koefficienter), og at faktorerne aflønnes i forhold til deres grænseproduktivitet.
     Clark, der også ønsker at opstille læren om en for alle faktorer ensartet fordelinglov, går endnu videre. Grafisk postulerer han læren om, at vi kan finde enhver faktors aflønning både residualt og marginalt, jvnf. nedenstående figur.
    
Se tekst under figur
Arealerne angiver totaludbyttet (h + w), når x ha samarbejder med n arbejdere. W står for marginaludbytte ved anvendelse af n arbejdere, og eo ipso for arbejderens aflønning. w for totalaflønning = n.w. R er residualen, der tilfalder jorden; divideret med x ha får vi r som hver hektars jordrente. I den anden figur er den x'te hektar udbytte og eo ipso aflønning r, der, multipliceret med x, giver den totale jordrente, R. W er residualen, der, divideret med n, giver lønnen w pr. arbejder.
Bortset fra, at de to figurer ikke kan være kongruente medmindre W = R, er den grafiske fremstilling kun et postulat, hvor man ikke blot postulerer præmissen (hvad man har lov til), men også konklusionen. Man kan ikke komme længere end Carver, nemlig at postulere en produktivitetsskala efter det faldende udbyttes lov og derefter ved at vende den om finde skala n:r 2. Det er ganske naturligt, at vi, når vi fra en postuleret tabel afleder en anden, hvor den konstante og variable faktor har skiftet plads, får overensstemmelse mellem den residuelle og marginale udfindelse af faktorernes aflønning.
     Vi kan, for at vende tilbage til vore tabeller, sige, at arbejdets grænseprodukt for 10 ha og 4 arbejdere er marginalt bestemt som 3 hl, og for 1 ha er grænseproduktet residualt bestemt som 6/10 hl; 4x3 hl + 10x6/10 hl = 18 hl; regningen stemmer. Nu svarer 10 ha + 4 arbejdere til 1 arbejder + 2½ ha; men her er jordens marginalprodukt 1, og 1 arbejders produkt, residualt bestemt, 2. Ligningen stemmer ikke fordi vi ikke opererer med uendelig små størrelser. Med Aftalion må vi gøre opmærksom på, at vi må tage det følgende led (1 arbejder + 3 1/3 ha) for at få overensstemmelse, dvs. at 10 ha + 4 arbejdere giver samme aflønninger som 1 arbejder + 3 1/3 ha.
     Den unge amerikaner Knight kritiserer Clarks 2-faktor-diagram, som denne også bruger, når han vil finde, hvorledes kapital og arbejde deler udbyttet, eller rettere sagt kun anvender denne relation, idet han betragter jorden som kapital. Knight taler om "the absurdity of the two-factor-analysis", idet han betragter Clarks forsøg på at måle de forskellige faktorers produktive bidrag som et komplet mislykket forsøg på at købe en årsagsforbindelse, "a palpable non sequitur".
     Edgeworth vender sig mod Clarks meningsfælle  Wicksteed, som påstår, at man kan finde grænseproduktiviteten difterentialt, når produktiviteten er en funktion af de anvendte faktorer, og at enhver faktor lønnes efter sin på den måde bestemte grænseproduktivitet. Overfor Wicksteeds glæde over denne "i alle samfundsforhold almengyldige analytiske og syntetiske lov", siger Edgeworth: "Dette er en generalisation, som erindrer om tænkningens barndom

V.
Den afgørende indvending mod Clark og Carver og dem, der følger dem og taler om jordens grænseproduktivitet, er dog den, at vi slet ikke praktisk kan bestemme denne grænseproduktivitetens størrelse, når ikke al jord er af ensartet bonitet; hvad vil den sidst anvendte hektar produktivitet sige i forbindelse med jordens aflønning, når jordstykkerne er af forskellig godhed; jeg mener, at vi ikke kommer længere end til at tale om den abstrakte grænsedoses fysiske produktivitet og de anvendte hjælpefaktorers grænserentabilitet.
     For at komme uden om denne vanskelighed og for at kunne indføje jordens belønning i det simultane ligningssystem, som fx. Cassel opstiller i tilslutning til Walras' berømte ligninger; gør man en saltomortale og ser bort fra jordarealet; man opstiller derfor et nyt begreb, der kan tjene som teknisk enhed, nemlig "en jordydelse" en "unit of landuse". ("Bodenleistung"). Begrebet, der stammer fra Clark, er optaget af så udmærkede mænd som Cassel, Schumpeter og Davenport.
     Davenport, der siger at "rent is paid for the opportunity of growing supramarginal bushels of wheat", skiller sig fra Ricardo ved følgende:
     1) In the denial that there is anything in the theory of the determination of rent that does not equally apply to the remuneration of the other means of production … 2) that machine receive rent and labour wage, upon the same basis of principle, on which rent is awarded to land … 3) that the relation of cost, supply and market price to land rent is in no respect different from that to machine rent and wages. 4) That there are extensive and intensive margins for machines as well as for land. 5) That marginality in cost is a category of persons, and of things only as related to persons. 6) That the marginal producer may as well be on good land at high rent as on poor land at no rent. 7) That costs are neither lower nor higher by virtue of the land being better or poorer. 8) That rent is simply a cost, submitted to as the compensation, competitively imposed for the betterness of the better land. 9) That this fact of rent cancel the inequalities in cost that otherwise must attend the differences among lands in their serviceability for gain."
     Han ender med at forkaste læren om, at jordrenten er prisbestemt. Til hans argumentation må siges: ad 1) dette er en påstand; ad 2-4) hvis forfatteren dermed kun vil sige, at alle ensartede faktorer aflønnes efter deres ringeste (nødvendige) brug, eller at en bedre maskine er stillet som en bedre jord i forhold til en ringere, har han ret. Forskellen bliver dog afgørende, fordi maskinen må bedømmes med en kort levetid for øje, fordi jorden fysisk er begrænset i en anden grad end maskinen, og fordi ved jorden er afstandene mellem minimum og optimum langt større end ved maskiner.
     Det vigtigste er dog, at vi ikke har noget tilsvarende ved en maskine som ved jord, hvor vi ved at påhælde flere doser øger jordrenten (selvfølgeligt forudsat at en udvidelse af dyrkningsgrænsen er økonomisk forsvarlig). Vi kan tilmed ikke sidestille jord som faktor med abstrakt kapital, fordi denne er ensartet i sine enkelte dele, medens jord er uensartet, og fordi vi ved abstrakt kapital ofte forøger denne efter det stigende tekniske udbyttes lov, meden øget dosetal ved jord nedsætter gennemsnitsudbyttet pr. anvendt dose.
     Davenport skulle have indskrænket sig til at påpege, at dyrkningsgrænsens beliggenhed afhænger ikke blot af kornprisen, men også af en vekselvirkning mellem jordens egne forhold (dens tekniske egenskaber og besiddelsesforhold) og komponenternes forhold (deres tekniske egenskaber og relative monopolstilling). Grænsejorden, der kun med fordel optager doser op til optimum, får ingen jordrente, så lidt som den bedste jord får jordrente fra den sidste på den anvendte dose. Derimod er det rigtigt, at ligesom der er no-rent-jord, er der fabrikker, der ikke giver rente, men dette er kun midlertidigt, og forandrer ikke Ricardos lov, der hviler på en iagttagelse af, at alle jorder ikke er lige gode, og at jorden ikke kan modtage ubegrænset kapital. Heller ikke anfægtes Ricardo af, hvad Davenport siger under nr. 5-9: her begår denne den fejl at betragte sagen med den isolerede jorddyrkers øje; denne står sig teoretisk set lige godt på godt land som på dårligt land, når han skal betale udbytteforskellen som jordrente, og regner han jordrenten med i omkostningerne, skal disse være ens på alle arter jord; for den enkelte slår jordrenten som en endog kontraktuelt fastsat omkostning, men er det ikke for samfundet, hvad der viser sig, hvis kornpriserne falder; thi da vil jordrenten på et givet jordstykke reduceres, og man vil dog dyrke jorden. At jordrenten privatøkonomisk neutraliserer uligheden i de andre omkostninger, vidste Ricardo meget godt. Privatøkonomisk giver i et statisk samfund al jord fx. 4%., men det er fordi vi kapitaliserer de faktiske forskelligheders fordel; forsåvidt er nr. 8 og 9 ingen indvending, men en misforståelse af l. B. Says iagttagelse, at jordens afkast står i forhold til dens værdi: regner vi pr. hektar – og ikke pr. købesum eller med Clark pr. bodenleistung den mængde jord, hvorpå avles en hektoliter sæd –, straks melder jordrenten sig.
     Ulykken er, at Davenport – som mange andre, der vil bringe jordejers differentialrente ind under samme lov, som gælder for andre faktorers aflønning – ser privatøkønomisk på forholdet c: fra dyrkers standpunkt. Davenport advarer mod at se "kollektivistisk" på jordrenten, (han mener socialøkonomisk), men man må ikke se sagen med dyrkers øjne: den enkelte substituerer jord for kapital; men samfundet bruger en del af den kapital, det råder over, på den jord, der er til disposition. Samfundsmæssigt substituerer man slet ikke, kun privatøkonomisk og individuelt. Gennem denne individuelle substitution kommer al jorden i ret brug og får så megen kapital som kapitalknapheden tillader den at få. Det er privatøkonomisk rigtigt sagt, at bonden skal (vil) have den omkostning, der er opstået ved jordrentens kapitalisation, (ikke ved dens eksistens) dækket; men samfundet forlanger det ikke og dyrker jorden, selv om denne omkostning ikke bliver dækket, blot hjælpefaktorerne får fuld belønning. Privatøkonomisk er der ingen forskel på jord  og realkapital, – for driftsherren er de begge købte produktionsmidler, for ejer er begge rentekilder, begge privatkapital og begge investeringsformer for formue; men socialøkonomisk er de såre forskellige.
     Cassel hævder endelig, at man lige såvel som at sige, at kornprisen bestemmes af udlægget på dyrkningsgrænsen, kan sige, at den er bestemt af »omkostningerne ved de ekstra jordudnyttelser, der med given kapital- og arbejdsanvendelse kræves til frembringelse af den sidste hektoliter, men han glemmer, at denne sidste jordudnyttelse er gratis, den er marginal på den ekstensive, og er slet ikke til på den intensive side; thi den jord er alt i brug. Tilmed er jorden til stede i uænderlig arealstørrelse, enten der nu dyrkes mere eller mindre, medens energidosernes mængde er variabel og, når de er i eksistens, skal de blive og bliver også anvendte, og kræver og får da aflønning, medens jorden er villig til at dyrkes, når der blot ikke opstår negativ jordrente.
     Clark og Cassel benægter den ricardianske forudsætning, at jordarealet er givet, medens maskintallet kan mere end fordobles; ko, siger de, et jordstykke kan økonomisk blive til to, for så vidt som dets ydeevne ved energitilførsel kan fordobles. Utvivlsomt! Men denne større produktivitet af samme areal må da tilskrives kapitalen. Det er derfor uberettiget af Cassel at hævde, at der foreligger en art jordforøgelse, og at man ved at sænke kapital i jord frembringer et "substitut for jord, en art kunstjord, som konkurrer med naturlig jord". Man kan ikke tale om en med naturjord konkurrerende kunstjord, skabt ved kapitalanvendelse, på samme vis som substituerlige kapitalgoder konkurrerer med hinanden for en sådan kunstfaktor, som Cassel omtaler, slet ikke kan anvendes uden i forbindelse med den eksisterende jord. Hvad der sker, er at tilstrækkelig kapital, anvendt på jord i en højere teknik for forsåvidt bryder "the decreasing returns lov, om en stærk forøgelse af kapitalen i så fald giver et meget større udbytte end den tilsvarende kapital, allerede anvendt på jord.
     Kun hvor rlnge eller ubrugelig jord ved en udgift én gang for alle (irrigation, grundbrydning, rydning, inddæmning og udtømning) er blevet dyrkelig, kan man sige at ny jord er skabt som kan sammenstilles med naturgiven jord; men herudover må man møde større efterspørgsel efter fødemidler ved at anvende mere kapital på den benyttede jord eller optage til dyrkning dårligere eller fjernere jordstykker.
     Schumpeter, der følges af Cassel, hævder, at jordrenten ikke er prisen for et givet jordstykkes brug men for en vis mængde jordbenyttelse; vi skal sammenstille arbejdsydelsen med "die Bodenleistung", der får en pris efter tilregningsloven. Ethvert jordstykke indeholder flere eller færre "Bodenleistungen" og betales derefter, lige som en bedre maskine betales højere end en ringere, fordi den indeholder flere maskinydelser. En bodenleistung bliver da efter Schumpeter så megen jord, som skal til for at skabe 1 td. korn. Clark og Dalton mener ligeledes , at man kan tage så megen jord som enhed, som frembringer 10 hektoliter korn; det kan man, men kommer derfor ikke bort fra, at udgifterne ved at fremstille 10 hl er forskellig, eftersom de fremstilles på 1 eller 5 hektarer, så lidt som fra, at fx. såsæd og jordarbejde står i direkte forhold til arealet, høstudgifterne dels i forhold til arealet og dels i forhold til udbyttet, osv. Arealets størrelse kommer da stadig igen som udgiftsfaktor.
     Lad på et sted 10 hektarer på et andet sted 1 ha producere 10 hektoliter korn med samme doseanvendelse; den sidste lod giver en jordrente af 9 hl; dvs. den bodenleistung, der er koncentreret på 1 hektar god jord, får en stor aflønning, den der er spredt over de 10 hektarer, slet intet. Vi kan heller ej med Clark sige, at en jordydelse består af så megen jord, som skal til for at avle fx. 10 hl korn, og altså heller ikke, at denne jordydelse betales ens overalt, med mindre vi vil forstå den som den jordmængde, der kan producere en given mængde udover hvad kræves til aflønning af de koopererende doser af bevægelige faktorer. Men det er at påstå, hvad der skal bevises, hvis det skal være mere end en banalitet. Kan vi overhovedet opstille en ligning, der lyder således: produktionsmængde x pris = a arbejdere x løn + b kapitaldisposition x rente + c materiale x pris + d "jordydelser" x jordrente osv., når der er jord af forskellig art, og den enhed, vi opererer med, "the unit of land-use", i høj grad er en variabel, ja udefinerlig størrelse?
     Et stykke jord har fx. følgende produktivitetsskala, eftersom vi hælder doser på: 7, 6, 5, 4 og 3 hl; ved 5 dosers anvendelse er grænseproduktet 3 hl og jordrenten 10 hl, dvs. jorden giver ud over dosernes aflønning 3 113 gange denne aflønning. Hvis dyrkningsgrænsen nu må indskrænke således, at der kun anvendes 4 doser, bliver dosens grænseprodukt 4 og jordrenten 6 hl, svarende til 1½  gange dosens grænseaflønning. Hvorledes skal vi finde, hvad en jordydelse er i de to tilfælde, med mindre vi sætter den lig grænseproduktet, og da er vor regningsenhed variabel, hvad en regningsenhed ikke må være.
     Hvis endnu et bevis for utilstedeligheden af begrebet "jordydelse" er nødvendig, nuvel! Påstanden lyder: jordrenten er betaling for "jordydelsen"; heraf følger, at dobbelt jordrente svarer til dobbelt jordydelse. For at prøve dette, går vi ud fra to stk. jord, hvor dosens grænseafkast er henholdsvis 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 5, 4, 3, 2 hl; jordrenten er, når dyrkningsgrænsen er således, at grænseproduktet er 2 hl. henholdsvis 27 - 12 = 15 og 14 - 8 = 6 hl. Det bedste jordstykke betales 2½ gang så højt som det dårlige. Nu ændres dyrkningsgrænsen, således at grænseproduktet bliver 3 hl, jordrenterne på de tvende jorder er da 25 - 15= 10 og 12 – 9 = 3 hl. Nu betales den bedste jord 3 1/3 dels gange så højt som den ringere. I det ene tilfælde betales den gode jord med 2½ og i det andet med 3 1/3 gange den dårlige jords pris, endda jordernes kvalitet er uforandret. Den som påstand hævdede sætning er altså urigtig. Jordkraft og bodenleistung er som kategorier i fordelingslæren værdiløse. Man fristes om begrebet "jordydelse" med en parafrase at sige: "Wo wirkliche  Begriffe  fehlen,  da  stellt  ein  Wort  zur  rechten  Zeit  sich ein".
     Jordrenteloven  er  på  ny  under  debat,  dels  fordi  den georgistiske skat på jordrenten både oversøisk og i Europa vinder flere og flere tilhængere, og dels fordi vi igen tvinges til at prøve Fysiokraternes lære om jordrenten som bærer af alle andre samfundsklassers liv. Nu er der den overdrivelse i denne lære, at de, der producerer landbrugsmaskiner, er indirekte kornproducenter, og at de industriprodukter og byfolks tjenesteydelser, som landmanden køber, virkelig giver ækvivalent for det offer, som landbrugsprodukterne repræsenterer for deres producenter; men det er tvivlsomt, om i noget land bonden kunne få hele jordrenten, hvor fra fx. også en del af kapitalopsparingen skal komme. Forholdet tilsløres, fordi jordrenten går til godsejere, prioritetshavere eller staten, og først gennem disses forbrug kommer byerne til gode. Quesnays lære var, da den fremkom, rigtigere end i dag, men har dog nogle sandhedskorn i sig.
     Størstedelen af landets jordrente er altid uden vederlag gået fra dyrkerne, betalt som skat, grundherrelige privatafgifter, og i vore dage prioritetsrenter, og er havnet i byerne, der virkelig delvis altid har levet af landet, særlig da under hel- og halvfeudale besiddelsesforhold. I zarvældets Rusland afgav bønderne mere end jordrenten til godsejeren, statskassen og hoffet, og erlagde den i vederlagsfri ydede produkter (eller disses pengeækvivalent).
     Sovjetregeringen lod bønderne beholde jordrenten, dvs. gav dem ret til at kræve industrivarer i betaling, når de skulde aflevere den til jordrenten svarende produktmængde. Disse industrivarer kan sovjet ikke skaffe, men det kunne zarens regering heller ikke have gjort. Og medens bondens følelse af ejendomsret ikke krænkedes, fordi disse afgifter så at sige var kontraktuelt eller sædvanemæssigt bestemte, reagerer den, når sovjet prøver at udskrive eller maksimalprissætte hans produkter. Her står rådsregeringen overfor et intet andetsteds eksisterende problem, hvorledes skal man gratis få en del af jordrenten til andre klassers underhold, idet byerne ikke kan fremskaffe ækvivalent i industrivarer. I det feudale samfund tager man jordrenten sans facon, i det kapitalistiske gennem skatter og prioritetsrenter, kun i Rusland skal de øvrige klasser betale bonden for den, – en uløselig opgave.

Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler

Oprettet  august 2017