Ikke i 2019 men i 1934
Ja – det var også relevant dengang.

Betænkning
afgivet af
Statsministeriets udvalg
vedrørende
sanering af landbrugets gældsforhold
1934

Til statsministeriet.
Under 19. februar 1934 har det høje ministerium anmodet undertegnede udvalg “om at foretage en undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt en yderligere sanering af landbrugets gældsforhold er mulig.” Det blev samtidig meddelt udvalget, “at undersøgelsens resultat må ønskes meddelt ministeriet inden 1. september 1934.” Statsministeren har senere henstillet til udvalget at ville fremskynde arbejdet yderligere under henvisning til den almindelige situation for landbrugserhvervet. Da desuden henstandslovgivningen er ophørt, har også udvalget måttet anse det for heldigt at afslutte sit arbejde endog meget hurtigt, så at eventuelle foranstaltninger snarest kan gennemføres.

1.
Indledende bemærkninger.

Udvalget har fået sit hverv overdraget på et tidspunkt, hvor den i landbruget anbragte meget store kapital, der for langt den overvejende dels vedkommende er lånt, som det fremgår af det landøkonomiske driftsbureaus regnskabsopgørelser, i en række år ikke har kunnet og stadig ikke kan forrentes af de driftsindtægter, landbruget opnår.

Af de foreliggende oplysninger og undersøgelser over væksten i landbrugets gældsbyrde fremgår det, at en overvejende del af den nuværende betydelige pantegæld er stiftet i de for landbruget gode år. Det er rimeligt at antage, at den voksende gældsætning, som under højkonjunkturerne naturligt måtte finde sted ved ejendomsoverdragelser og arvedeling, er blevet fortsat, så længe de høje ejendomspriser har holdt sig.

Men ved siden heraf har genopbygningen af landbruget efter krigsperioden i forbindelse med driftsunderskuddet i de dårlige år efter 1925 krævet tilførsel af fremmed kapital, der først er sket i form af en forøgelse af den løse gæld for så senere at blive omsat til pantegæld, når forventning om hurtig afvikling af de løse krediter ikke har kunnet indfries. Denne udvikling i retning af forøget gældsbyrde synes vel standset, da de nuværende dårlige tider indtraf, men om nogen nedgangsbevægelse har der på den anden side efter alt at dømme ikke været tale, allerede af den grund at det store flertal af landbrugere har været ude af stand til at afdrage på gælden.

Efter den nedgang, der er sket i landbrugsejendommenes handelsværdi, dels i værdien af den faste ejendom, men navnlig i besætningens værdi, er forholdet det, at gælden, der skal forrentes, udgør en overvejende del af hele landbrugskapitalen; og denne gæld er efter den måde, hvorpå størstedelen af den er opstået, højst ulige fordelt, idet det navnlig er de ejendomme, der har skiftet ejer i de gode år med særlig høje priser, der er stærkt forgældede. Da den nuværende handelsværdi, trods nedgangen i ejendomspriserne, stadig ikke på langt nær kan forrentes ved normal drift, vil en væsentlig del af landbrugets gæld ikke kunne opnå forrentning af ejendommenes normale driftsoverskud, ligesom en del af gælden – omend dog en forholdsvis langt mindre del – ligger udenfor ejendommenes nuværende handelsværdi.

Den opgave, der er stillet udvalget, har efter dettes opfattelse været at finde veje, ved hvilke denne gældsbyrde, som er opstået under økonomiske forudsætninger, der ikke mere er til stede, kan tilpasses til de forhåndenværende forhold.

Landbrugets forrentningsevne og dets mulighed for at bære den nuværende gældsbyrde er, foruden af selve gældens størrelse, afhængig af dens rente- og afdragsvilkår, bevægelsen i produktionsomkostningerne og bevægelsen i produktpriserne. Jo højere priserne er for de produkter, landbruget har at sælge, i forhold til omkostningerne ved deres produktion, desto større er muligheden for, at landbruget kan forrente sin nuværende gæld, ligesom denne mulighed øges, om renten af gælden eller gælden selv nedbringes. Forrentningsevnen vokser således 1) gennem formindskelse af produktionsomkostningerne, 2) gennem forhøjelse af produktpriserne og 3) gennem nedsættelse af, hvad landbruget skal tilsvare den lånte kapital.

På alle de tre områder har lovgivningen grebet ind og søgt at øge landbrugets rentabilitet. Hvad produktionsomkostningerne angår, kan anføres nedsættelsen af ejendomsskatterne. Hvad produktpriserne angår, kan henvises til forskellige prishævende foranstaltninger. Hvad endelig det tredje område angår, kan man pege på lovgivningen om konvertering og rentenedsættelse, om betalingshenstand, om akkord og moratorium.

Men denne lovgivning må formentlig på visse områder betegnes som værende af henholdende eller indledende karakter. Selvom man således ved lovgivningsforanstaltninger, handelsaftaler o.lign. i et vist omfang kan øve indvirkning på landbrugets produktpriser, kan det ikke antages, at man ad denne ej vil kunne fastlægge disse, således at en bestemt forrentningsevne opretholdes under de skiftende vilkår, som fremmede landes markedsforhold, import- og toldpolitik giver landbruget at arbejde under. I så henseende må forholdene vel endnu siges at være ganske usikre, og dette gælder navnlig landbrugets hovedmarkeder, når de nugældende overenskomster udløber.

Kun for den del af landbrugets produktion, der forbruges her i landet, kan man komme landbruget til hjælp gennem foranstaltninger, der direkte tager sigte på højere produktpriser, således som dette bl.a. kommer til udtryk i forskellige produktionsordninger, som sukkerordning, kornordning, kødordning, smørordning o.s.fr. Alle disse reguleringer har bragt nogen hjælp til danske landbrugere, men en meget forskellig hjælp, idet de enkelte ordninger naturligt er tilpasset efter de enkelte varers produktions­ og særlige afsætningsbetingelser og ikke efter det mål at bringe dansk landbrug en ligelig hjælp. Følgen er blevet, at nogle egne gennem de prishævende foranstaltninger har fået en relativt større hjælp end andre, og at rentabilitetsmulighederne er blevet forskellige fra egn til egn og for de forskellige driftstyper og størrelsesgrupper af brug.

Derimod er kriselovgivningen i væsentlig mindre grad blevet rettet mod en nedbringelse af landbrugets produktionsomkostninger, og der er flere forhold, som forklarer, at denne retning indenfor krisebekæmpelsen er blevet skudt i baggrunden. En nedgang i omkostninger er på grund af trægheden i de priser, det her drejer sig om, vanskeligere at gennemføre, idet en nedgang i landbrugets produktionsomkostninger for en væsentlig del er det samme som en indtægtsformindskelse hos andre befolkningslag. Disse sidste modsætter sig det længst mulige en sådan indtægtsnedgang; men når det har været muligt for den ikke-landbrugsdrivende del af befolkningen at undgå en sådan, skriver dette sig utvivlsomt i første række fra den omformning af vort samfund i økonomisk henseende, som er i færd med at foregå. Danmarks penge- og handelspolitik er siden september 1931 under påvirkning af verdensbegivenheder, som det danske samfund ikke har kunnet unddrage sig, blevet væsensforskellig fra den forudgående tids politik. Kronens depreciering såvel som valutarestriktionerne omformer dansk erhvervslivs struktur, navnlig i kraft af den beskyttelse, der ved disse foreteelser er blevet givet de for hjemmemarkedet producerende erhverv. Danmark er med andre ord blevet mere og mere selvforsynende. Den udvikling, der her er skitseret, genfindes i mere eller mindre udpræget grad i de fleste, i økonomisk henseende højt udviklede lande verden over. Overalt i disse lande er de før verdenskrisen dominerende eksporterhverv blevet ugunstigt stillede. For det første har det almindelige prisfald på verdensmarkedet svækket erhvervet, og for det andet har den stimulans, hjemmeerhvervene under den ændrede handelspolitik har fået, vanskeliggjort det for eksporterhvervene at få deres omkostninger nedsat; i udprægede landbrugslande er derfor industrien blevet stimuleret, i udprægede industrilande er landbruget blevet begunstiget. Den gængse handelspolitik ændrer således det enkelte lands erhvervsliv, og den omlægning, der er påtvunget Danmark af omverdenen, har efter sin karakter måttet modvirke en nedgang i landbrugsproduktionens omkostninger. Man har vel endog lov at regne med mulighed for en stigning i disse, fremkaldt af den skildrede strukturændring. Dansk statistik afgiver ikke tilstrækkeligt materiale til sikker afgørelse i denne henseende; men noget tyder dog på, at man endnu ikke kan tale om en væsentlig stigning i landbrugets produktionsomkostninger og leveomkostninger som helhed. Udvalget finder sig dog foranlediget til at henlede opmærksomheden på den mulighed for en forringelse af landbrugets forrentningsevne, der ligger i et stigende prisniveau, både hvad drifts- og leveomkostninger angår; men dette spørgsmål er et led i vort lands almindelige økonomiske politik og ligger derfor udenfor udvalget opgave.

Samtidig med at forholdene har udviklet sig i ugunstig retning for landbruget, har byerhvervene i Danmark således på grundlag af den skildrede omlægning af erhvervslivet haft forholdsvis langt bedre kår, indenfor visse områder vel endog særdeles gode kår, medens andre områder, der har nær tilknytning til landbruget, lider under de vanskelige forhold for dette erhverv, hvilket ikke blot gælder håndværkere og handlende på landet, men også store dele af arbejderklassen.

Nedgangen i landbrugets produktionsomkostninger er ikke blevet den af landbruget ønskede, og livsvilkårene for byernes og landbrugets befolkning har derfor måttet udvikle sig i meget forskellig retning i de sidste år, hvilket har øget spændingen mellem land og by. Da nu, som nævnt, prishævende foranstaltninger kun kan omfatte en relativt beskeden del af landbrugets hele produktion, må landbrugets forrentningsevne i meget høj grad blive bestemt af de udefra kommende kræfter, der ikke lader sig påvirke efter ønske. Den nuværende verdensøkonomiske udvikling er imidlertid af en sådan karakter, at forudsigelser om fremtiden er vanskeligere end nogensinde. Det ligger udenfor menneskelig evne at fastslå, hvilke rentabilitetsmuligheder det danske landbrug vil have i de kommende år. Det er ligeså usikkert at regne med en bevarelse af den tilstand, der hersker i øjeblikket, som at gå ud fra en forbedring eller en forværring. Verdensøkonomien er på mangfoldige områder bestemt ved kunstige indgreb, der gør sig gældende såvel over valuta- som over handelspolitikken. Prisdannelsen er i det enkelte land bestemt ved kontingentering af indførselen, ved produktionsreguleringer og andre afstivningsforanstaltninger, og det er ikke muligt at overse, om der ved disse forholdsregler alene er skabt en vis beskyttelse mod yderligere depression, eller om der bag dette net af foranstaltninger skjuler sig kræfter, som fører til en naturlig opgang med bedrede rentabilitetsmuligheder. Man kan derfor ikke i landbrugets øjeblikkelige forrentningsevne finde noget holdepunkt for bedømmelse af selv den nærmeste tid.

Under disse forhold, hvor landbrugets rentabilitet er underkastet stærke svingninger, og hvor det ikke er muligt at bedømme, hvad der over et noget længere tid rum tør regnes som det “normale”, er det vanskeligt at skride til en endelig ordning af landbrugets gældsforhold. Da en sådan må gå ud på, så vidt muligt, at gøre ret og skel mellem kreditor og debitor, vil man, om landbrugets rentabilitet i den kommende tid mindskes, kun forbigående have hjulpet debitor, og omvendt ville kreditor kunne føle sig brøstholden, om landbrugets forrentningsevne øgedes. Under indtryk heraf har man fra forskellig side ment, at landbrugets gældsforhold burde ændres således, at byrderne ved gælden ikke blev lagt fast til bestemte pengebeløb, men, i hvert fald til en vis grad, blev gjort bevægelige efter svingninger i landbrugets forrentningsevne.[1]

Med dette for øje har der været fremsat forskellige forslag om en ændring af realkreditten, bl.a.: om indførelse af “konjunkturbestemte obligationer”. Det må tilkomme den nedsatte realkreditkommission nærmere at undersøge mulighederne for en sådan ændring af vort kreditsystem, og udvalget skal derfor ikke komme ind på de mere principielle betragtninger, der vil kunne anføres i så henseende. For udvalget har spørgsmålet alene foreligget i den form om man ved indførelse af “konjunkturbestemte obligationer” på nuværende tidspunkt kunne gennemføre en sanering af landbrugsgælden. Dette måtte da ske ved, at indehaverne af de nuværende kasseobligationer frivilligt ombyttede disse med nye obligationer med varierende rente, idet man næppe ad lovgivningens vej kunne tænke sig en tvungen ombytning gennemført. Men en frivillig ombytning i større udstrækning vil næppe kunne gennemføres under de nuværende forhold. Da landbruget skulle vinde ved overgangen, måtte den gennemsnitlige forrentning af sådanne obligationer baseres på et væsentligt højere prisniveau for landbrugsvarer eller højere forrentningsevne, så at renten straks som følge af landbrugets øjeblikkelige tilstand måtte sættes lavere end den, kasseobligationerne nu lyder på. Man vil imidlertid ikke kunne forvente, at henvisningen til i fremtiden at have mulighed for at opnå en højere rente vil kunne veje så stærkt til, at en frivillig ombytning med held kan gennemføres.

Fra anden side har man henvist til, at lovgivningen, om end på begrænsede områder, allerede har virkeliggjort den bagom liggende tanke, således i lov af 25. marts 1933 om statshusmænds rentebetalinger og i lov af 20. maj 1933 om amtsskatter, ligesom den samme tanke er kommet til udtryk i moratorielovgivningen. Men alene loven om amtsskatterne kan siges at anvende princippet for landbruget som helhed, idet staten herigennem generelt har gjort en skat konjunkturbestemt. Man vil måske mene, at det derfor lå nær for staten at gå videre ad denne vej og gøre renter af landbrugsgælden konjunkturbestemt. Givet er det, at alene staten kan tage den opgave på sig at ændre det nuværende kreditsystem til at være konjunkturbestemt ved at gå ind som mellemled mellem landbruget og dets kreditorer. Til dette omfattende spørgsmål har udvalget dog ikke ment at burde tage stilling.

Det er imidlertid naturligt, at man ved den tilpasning af gældsforholdene, som nødvendig må gennemføres nu, har disse usikre forhold for øje, og udvalget har derfor begrænset sin opgave til at overveje, hvorledes det vil være muligt for den nærmeste fremtid at gennemføre den lettelse af byrderne, som menes at være strengt nødvendig for de ejendomme, der er så stærkt forgældede, at ejerne ikke ved egne kræfter kan antages at være i stand til at føre bedriften videre. Det vil være rimeligt under de foreliggende forhold ikke at foregribe noget med hensyn til en endelig nedbringelse af gældsbyrden og i hvert fald foreløbig at afvente det tidspunkt, da der bør regnes med mere sikre forudsætninger med hensyn til de forhold, der er afgørende for landbrugets evne til at forrente gælden.

Selvom udvalget således har ment at burde begrænse sin overvejelse til den under de forhåndenværende forhold strengt nødvendige tilpasning af gældsbyrden, har denne opgave en uløselig tilknytning til spørgsmålet om kapitalens rentekrav overfor landbruget, og det har derfor været et ledende hensyn under overvejelserne at forme den øjeblikkeligt fornødne aflastning således, at denne ikke kan føre til en stramning af kapitalmarkedet, men så vidt muligt bidrage til at støtte den udvikling i retning af en lavere rentefod, som er i gang, og som den indledede rente- og konverteringslovgivning både står som udtryk for og tilstræber at fremme.

Ved overvejelser om en sanering af landbrugsgælden må den form, hvorunder landbrugets kreditforhold er organiseret, tages i betragtning. Landbrugets kreditorer er for en aldeles overvejende del af gælden ikke de egentlige ejere af de pågældende pengefordringer, men kun repræsentanter for disse. Kreditforeninger, hypotekforeninger, sparekasser og banker optræder som formidlere af kapitaler, der er opsparede, og det er under denne form for tilvejebringelse af landbrugskreditten ikke muligt at sætte kreditorer og debitorer indenfor landbruget i direkte forbindelse med hinanden. Den naturlige tilpasning af gældsbyrden under ændrede rentabilitetsforhold ved direkte aftaler mellem debitorer og kreditorer kan som følge heraf kun anvendes i den begrænsede udstrækning, hvor kreditor er den egentlige ejer af de pågældende pengefordringer.

Den i landbruget anbragte fremmede kapital er altså for langt den største dels vedkommende nøje forbundet med den opsparingsvirksomhed, som alle kredse indenfor det danske samfund er deltagere i, det være sig direkte gennem egenopsparing og besiddelse af egenformue eller indirekte gennem deltagelse i opsparing og formuebesiddelse i forsikringsselskaber, andelsselskaber, fagforeninger osv., og der kan derfor ikke påvises nogen del af befolkningen, som ikke direkte eller indirekte er interesseret i denne kapital. Da vore pengeinstitutter, banker, sparekasser og forsikringsselskaber, alle er knyttede til den kreditydelse, som er blevet landbruget til del, og de i disse pengeinstitutter repræsenterede værdier til dels bygger på landbrugskapitalen, derunder også den del af denne kapital, som ikke for tiden kan forrentes, er i virkeligheden hele befolkningen økonomisk interesseret i landbrugets gældsproblem.

Betragtet på denne måde er landbrugsgælden et led i det samlede danske kreditsystem, der ikke kan overlades til sig selv, uden at det vil kunne få vidtrækkende konsekvenser for hele erhvervslivet. Landbrugets kreditter repræsenterer et udsnit af dansk pengeøkonomi så stort, at der må gribes ind, om ikke en hårdhændet udvikling skal slå for meget i stykker. Ved overvejelser af denne art må det heller ikke glemmes, at landbruget også fremefter har et naturligt kreditbehov, hvis tilfredsstillelse ikke må forhindres eller fordyres.

Den foran skildrede nøje sammenhæng mellem landbrugets gældsbyrde og det danske kreditsystems organisation må føre til en erkendelse af, at alle, der er stærkest interesserede i ordnede forholds opretholdelse på dette område, må solidarisk yde bidrag til afværgelse af et muligt økonomisk sammenbrud. Disse betragtninger har – i forbindelse med den usikkerhed, der knytter sig til fastsættelsen af, hvor stor en del af landbrugskapitalen, der kan forrentes – ført udvalget til det resultat, at en pludselig og voldsom afvikling af landbrugets gæld må undgås.

En lettelse i landbrugets gældsbyrde kan under disse omstændigheder lempeligst opnås gennem en sænkning af renten, og udvalget har her ment at burde tage den allerede igangværende og af lovgivningsmagtens foranstaltninger fremmede nedgangsbevægelse i renteniveauet som udgangspunkt. Den igangværende konvertering har indtil videre haft en partiel karakter; men udvalget er af den formening, at konsekvensen af det alt tagne standpunkt må være, at der med alle til rådighed stående midler må gennemføres en almindelig konvertering af samtlige obligationer. Denne konvertering kræver som forudsætning – foruden den tilstedeværende naturlige nedgangsbevægelse for renten – en uomtvistelig tillid til hele det kreditsystem, hvis renteniveau skal nedbringes. Udvalget anser derfor, således som det allerede foran er begrundet, en bevarelse af de kapitalrettigheder, som knytter sig til obligationsvæsenet, for at være en nødvendighed, og udvalget skal i tilslutning hertil foreslå foranstaltninger, der samtidig med at bringe landbruget den fornødne hjælp er egnet til at sikre tilliden til kapitalanbringelserne i obligationer. I samme grad det erkendes, at de kapitalinteresser, der er knyttede til obligationerne, er sikrede, vil konverteringen blive underbygget.

Udvalgets forslag tilsigter derfor en sådan afstivning af de i landbruget på første plads anbragte gældsposter, at tvivl til disse ikke længere skal kunne modvirke konverteringsbestræbelserne, og fortsætter dermed den allerede lagte linje for en gældssanering. Udvalgets forslag tager desuden sigte på at bringe renteydelsen for de stærkest forgældede debitorer yderligere ned under, hvad der gennem konverteringen kan ventes i den nærmeste fremtid. Derimod er man veget tilbage for at foreslå en sanering, der straks i større omfang kan frigøre debitorerne for deres kapitalforpligtelser. Dels har man ment, at det ville være ubilligt, om landbruget under de nuværende usikre forrentningsmuligheder i større omfang skulle kunne frigøre sig gennem en mere generel gældsnedskrivning, dels har man frygtet de konsekvenser, noget sådant ville kunne have for hele vort kreditsystem. Spørgsmålet om den fremtidige gældsstiftelse indenfor landbruget er udvalget ikke gået ind på, idet de problemer, der står i forbindelse hermed, naturligt falder ind under den siddende realkreditkommissions arbejdsområde. Den øjeblikkelige fare for en udvidelse af gældsstiftelsen indenfor landbruget må i øvrigt anses for at være ret ringe. Hertil kommer, at udvalgets forslag er udformet således, at en kapitalisation af de vundne fordele og dermed et grundlag for en ny gældsstiftelse undgås.

II
Udkast til lov om rentelettelse mv. for lån i
landbrugsejendomme.

Afsnit 1.

§ 1.

Rentelettelse ydes for følgende lån med pant i landbrugsejendomme, jfr. Lov nr. 106 af 3. april 1925:
1. Alle lån fra kreditforeninger og fra overformynderiet,
2. Lån fra sparekasser og banker samt fra andre institutter og selskaber mv., der omfattes af bestemmelserne i § 8, stk. 1 i lov nr. 143 af 1. maj 1933, med prioritet indenfor ejendomsskyldværdien. For lån, der for en del ligger indenfor ejendomsskyldværdien, ydes rentelettelsen for denne del.

Rentelettelsen ydes dog kun for de ved denne lovs ikrafttræden løbende lån samt for de til afløsning af sådanne stiftede lån. Endvidere ydes rentelettelsen kun for landbrugsejendomme, der ejes af enkeltmand.

§ 2.

Rentelettelsen udgør for hvert af årene 1934 og 1935 et beløb af indtil 1,3% af ejendommens ejendomsskyldværdi, jfr. § 5, stk. 1, pkt. 1, med tillæg af det beløb, hvormed de i § 1, nr. 1 nævnte lån måtte behæfte ejendommen udover ejendomsskyldværdien, dog således, at der i rentelettelsesbeløbet fradrages:
1. 4% af ejerens nettoformue ved sidste skatteansættelse,
2. Det beløb, hvormed ejerens indtægt efter sidste skatteansættelse overstiger 2.500 kr. med tillæg af 2% af ejendomsskyldværdien.

Fra og med året 1936 nedsættes eller forhøjes den årlige rentelettelsesprocent med 1 promille for hver promille landbrugets forrentningsprocent af handelsværdien i det nærmest foregående kalenderår, beregnet efter reglerne i lov nr. 188 af 20. maj 1933 § 8, stk. 3, har været højere eller lavere end 3,2%, dog at rentelettelsen ikke kan overstige 2%

Rentelettelse ydes fra og med 11. juni termin 1934 til og med 11. december termin 1938.

§ 3.

Rentelettelsen afregnes med den i henhold til § 2 gældende procent af restgælden i prioritetsorden, så langt det for ejendommen beregnede beløb strækker til. Ligger den pr. 1. april 1934 gældende rentefod for en prioritet under 4%, nedsættes den i stk. 1 nævnte afregningsprocent med forskellen mellem 4% og den pr. 1. april 1934 gældende lavere rentefod.

§ 4.

Rentelettelsen ydes efter derom af låntageren fremsat begæring overfor det pengeinstitut, der har ydet det efter prioritetsordenen første lån, for hvilket rentelettelse kan opnås.

§ 5.

Det i § 4 omhandlede pengeinstitut tilvejebringer årlig ved egen foranstaltning de til rentelettelsens beregning fornødne oplysninger, nemlig:
1. Attest fra den pågældende vurderingsformand om ejendommens sidste ansættelse til ejendomsskyld. – Hører der til ejendommen bygninger, som ikke anvendes til landbrug eller til beboelse for ejeren eller for medhjælpere i bedriften, eller arealer, der ikke anvendes landbrugsmæssigt, eller som har en væsentlig højere værdi end den landbrugsmæssige, afgør vurderingsrådet skønsmæssigt, hvor stor en del af ejendomsskyldværdien, der kan regnes for den landbrugsmæssige værdi af den til landbrug benyttede del af ejendommen, og der tilføres attesten oplysning herom.
2. Attest fra ligningsmyndigheden om ejerens formue og indtægt ved sidste skatteansættelse.
3. Tingbogsattest om de på ejendommen hvilende prioriteter samt oplysning om prioriteternes restgæld såvel som om den pr. 1. april 1934 gældende rentefod.
Attesterne udstedes uden betaling.

§ 6.

Om resultatet af beregningen af rentelettelsen giver vedkommende pengeinstitut meddelelse til ejeren, til krisefonden samt til efterpanthavere, forsåvidt disse tager del i omregningen. Meddelelse gives på en af krisefonden autoriseret blanket.

§ 7.

Ethvert af de i afregningen deltagende pengeinstitutter indsender for hver termin samlet opgørelse over de på dets lån beregnede rentelettelsesbeløb til krisefonden efter dennes nærmere bestemmelse.

§ 8.

Rentelettelsen ydes ikke, forsåvidt ejendommen er erhvervet efter denne lovs ikrafttræden af andre end ejerens ægtefælle eller livsarvinger.

Afsnit II

§ 9.

De i § 8, stk. 1 i lov nr. 143 af 1. maj 1933 om oprettelse af en krisefond og om nedsættelse af renten for bank- og sparekasseindskud mv. fastsatte maksimalrentesatser nedsættes for tiden fra 1. juli 1934 og til 30. juni 1939 med 2%.
For samme tidsrum må renten af konti, over hvilke der kan disponeres ved hjælp af checks, ikke overstige 2%. Renten af overformynderimidler under massebestyrelse nedsættes for det nævnte tidsrum med ½%. Særlig meddelelse til indskyderne om de i henhold til foranstående bestemmelser stedfindende ændringer i rentesatserne er ikke nødvendig.

§ 10.

De beløb, der indvindes ved rentenedsættelse som følge af bestemmelserne i § 9, indbetales til krisefonden til afregning af rentelettelsen.

§ 11.

Den i § 14 i lov r. 143 af 1. maj 1933 fastsatte frist såvel som de i § 1 i lov nr. 176 af 16. maj 1934 fastsatte frister ændres til den 30. juni 1939.

§ 12.

Krisefonden står, om fornødent, i forskud med de beløb, som udkræves til afregning af rentelettelsen. De i dette øjemed nødvendige midler stilles til rådighed for fonden i overensstemmelse med reglen i § 2 i lov nr. 143 af 1. Maj 1933.
Er de beløb, der indgår fra banker, sparekasser og overformynderiet mv., ikke tilstrækkelige til dækning af krisefondens udgifter til rentelettelse, tilskydes resten af statskassen.
Fremkommer der overskud, sker tilbagebetaling forholdsmæssig til de i 2. stk. nævnte institutioner til anvendelse efter reglerne i §§ 10-11 i lov nr. 143 af 1. maj 1933.

Afsnit III

§ 13.

I tiden fra og med 11. juni termin 1934 til og med 11. december termin 1938 må der højst beregnes 4% i rente af følgende prioriteter i landbrugsejendomme:
1. Prioriteter for udlån fra legater, stiftelser og fideikommisser,
2. Prioriteter til tidligere indehavere af ejendommen, bortset fra prioriteter for statutmæssige udlån fra kredit- og hypotekforeninger,
3. Prioriteter til medarvinger, hidrørende fra skifte med disse.
Bestemmelsen gælder, uanset om prioriteten stadig tilhører vedkommende eller er overdraget til tredjemand.

§ 14.

Opsigelse fra kreditors side af prioriteter som nævnt i § 13 til indfrielse til et tidligere tidspunkt end 11. december termin 1938 kan af den underret, hvorunder vedkommende ejendom hører, på debitors begæring erklæres uvirksom i følgende tilfælde:
1. Når det må antages, at opsigelse er sket, fordi rentenedsættelse skal finde sted ifølge bestemmelserne i § 13,
2. Når det under hensyn til såvel debitors som kreditors forhold findes, at hensynet til debitor bør være overvejende.
Underrettens afgørelse er ikke genstand for påanke.

§ 15.

Kreditors ret til at opsige en prioritet ifølge misligholdelse fra debitors side af dennes forpligtelser berøres ikke af bestemmelserne i § 14.

Afsnit IV

§ 16.

Fra og med 11. december termin 1934 til og med 11. december termin 1938 nedsættes den halvårlige ydelse af amortisable kreditforeningslån i landbrugsejendomme for alle nystiftede lån med 0,1% af hovedstolen, for alle ældre lån med 0,1% af hovedstolen multipliceret med forholdet mellem det afdrag, der efter de hidtil gældende regler skulle betales i 11. december termin 1934, og det afdrag, der indeholdtes i den første terminsydelse af lånet.
Ville ved lån i 3% og 3½% serier (afdelinger) nedsættelsen herefter overstige ¼ af det afdrag, der efter de hidtil gældende regler skulle betales i 11. december termin 1934, begrænses den dog hertil.
Et omskrevet lån regnes som nystiftet ved omskrivningen. Den ved lov nr. 363 af 16. december 1933 hjemlede adgang til omskrivning af lån i lukkede serier bortfalder for landbrugsejendommes vedkommende.

Afsnit V.

§ 17.

Overtrædelse af nærværende lovs bestemmelser straffes med bøder, der tilfalder statskassen. Udbytte, der indvindes ved handlinger i strid med loven, kan ved dom inddrages i statskassen, ligesom den, der findes skyldig i sådan forseelse, ved dom kan frakendes ret til at drive næring.

§ 18.

De nærmere forskrifter vedrørende gennemførelsen af denne lov fastsættes af ……….. ministeren.

§ 19.

Alle ved gennemførelsen af nærværende lov medvirkende har tavshedspligt vedrørende de formueforhold mv., der herved kommer til deres kundskab.

§ 20.

Denne lov træder straks i kraft.
Loven gælder ikke for Færøerne.

IIIa.
Bemærkninger til udkast til forslag om rentelettelse mv.

Nedgangen i landbrugets konjunkturer har, som nævnt, allerede medført, at betydelige gældsbeløb nu har mistet deres sikkerhed. Forsåvidt landbrugets forhold ikke væsentlig bedres, således at forrentningsevnen kommer til at svare til ejendommenes nuværende handelsværdi, vil en afvikling ikke blot af den gæld, som ligger over handelsværdien, men af hele den gæld, om ligger over, hvad ejendommen kan forrente, meget hurtigt vise sig uundgåelig. En sådan gældsafvikling vil under de foreliggende forhold, hvor landbruget næppe er i stand til at forrente mere end 70 á 75% af den nuværende handelsværdi, tage et omfang, der vil indebære en alvorlig trussel for en række bank og sparekasser, som direkte – gennem egne udlån til landbrugere – og indirekte – gennem lån til landbrugets leverandører – ville blive ramt af afviklingen. Det må antages, at ca. en femtedel af landbrugets faste og løse gæld ligger udenfor den nuværende forrentningsevne, og at de summer, som ville blive ramt af en af de øjeblikkelige forhold bestemt og tilbundsgående gældsnedskrivning, ville komme til at omfatte mindst 800 mio. kr. Selvom en del af denne gæld må antages at være af privat karakter (sælgerprioriteter mv.), måtte hovedparten af en sådan afskrivning sikkert foregå over pengeinstitutterne. Det skal i denne forbindelse nævnes, at betalingshenstandsloven har bidraget til at forskyde sikkerheden af de aktiver, hvori pengeinstitutter har sekundær panteret. Endvidere skal anføres, at den sikkerhed for tilgodehavender i farezonen, som pengeinstitutterne måtte have i form af kaution, under en omfattende afvikling næppe vil vise sig at svare til de forventninger, der næredes, da de pågældende lån blev stiftet. I mange tilfælde og særlig i visse egne af landet ville en sådan tilbundsgående gældsnedskrivning kunne ramme selv kreditforeningslån. Derved ville usikkerheden forplante sig til obligation markedet og reducere værdien af obligationsbeholdninger i banker og sparekasser. Under den sammenhæng, der er i hele landets pengevæsen, ville banker og sparekasser ved en almindelig og hurtig gældsnedskrivning direkte og indirekte være truede af betydelige tab, som til dels måtte overføres til indskyderne.

Resten ikke medtaget!/pma

---

[1] Er det ikke dette, som vil opnås med en affektiv grundskyldslovgivning: grundskylden stiger i gode tider og falder i dårlige. Og der er ingen gæld bundet til jorden; c: jordrenten er ikke belånt.