Thomas Paine
Fornuftens tidsalder – Første del
Udgivet 1794
Oversat fra engelsk af Jacob Holmblad i 1870
efter Age of Reason, Part First
Revideret oversættelse ved Per Møller Andersen
Baseret på Jacob Holmblads oversættelse
i 2. udgave 1888
***

FORORD

Thomas Paine skrev første del af Age of Reason (Fornuftens tidsalder) i 1793 umiddelbart før han blev indespærret i Luxembourg-palæet, som i revolutionsårene blev anvendt som fængsel. Se Paines eget forord til anden del af dette skrift, som Paine skrev efter sin frigivelse.
Paine prøvede på mange områder at sprede fortidens og middelalderens mørke med sine klare logiske argumenter og ligefremme meninger. Årsagen til dette usædvanlige forfatterskab skal findes i Thomas Paines kompromisløse etik.
Paine havde medvirket til at formulere det franske revolutionsgrundlag og han blev feteret i Frankrig og tildelt flere politiske poster, bl.a. i Nationalkonventet. Han var dog ikke til fals; han nægtede at acceptere det franske krav om henrettelse af Kong Louis d. 16, som havde støttet Amerika mod England, og foreslog i stedet en deportering til Amerika. Den slags var ikke populært hos de ledende jacobinere, Paine blev snart fængslet og hans henrettelse var tæt på. Revolutionen æder sine børn. Thomas Paine, som havde tjent Amerika så stort under frigørelsen, skrev flere bønfaldende breve til General Washington, som nu var blevet præsident, men blev aldrig tilgodeset med et svar. I årets mørkeste måneder fik en amerikaner sat Paine på fri fod og Paine vendte tilbage til Amerika.
Om Age of Reason var specielt præget af denne overraskende fængsling er svært at sige, men angrebene på biblen, kirken og gejstligheden var det strå, der knækkede offentlighedens tillid til Thomas Paine. Man kunne acceptere hans skepsis over for jordiske konger og handelsskatter, men ikke hans skepsis overfor det himmelske kongedømme og kirkeskatter. Paine genvandt aldrig sin popularitet og blev til sidst offer for sine meningers mod.
Age of Reason udkom i 1797 og blev oversat til dansk i 1870 af Jacob Holmblad. 2. udgave udkom i 1888. Nu mere end 200 år efter udgivelsen genudsendes den i moderne retskrivning.
Jacob Holmblads forord fra 2. udgave er bibeholdt. Se slutningen af anden del. For en mere detaljeret oversigt over Thomas Paines liv og virke henvises til Thomas Paine: Sund Fornuft, som bringer en biografi ved Robert G. Ingersoll.

Henrik Eismark / Forlaget Fritanken, 2001

FORNUFTENS TIDSALDER – FØRSTE DEL

For flere år siden var det min hensigt at offentliggøre mine anskuelser om religionen. Jeg indså altfor vel de vanskeligheder, der var forbundet med dette emnes behandling, og opsatte det derfor til en senere periode af mit liv. Det er min hensigt at lade dette arbejde være min sidste henvendelse til mine medmennesker, og jeg antager, at den tidsperiode, hvori det er fremkommet, er garant for renheden af mine bevæggrunde, også for dem som misbilliger mit arbejde.
De nuværende forhold i Frankrig, ophævelsen af den nationale præstestand og af alt, hvad der hører til et tvungent religionssystem og tvungne trosartikler, har ikke alene fremskyndet min beslutning, men tillige gjort et arbejde af denne slags højst nødvendigt, for at ikke moralitet, humanitet og sand teologi skulle gå tilgrunde under overtroens, det falske regeringssystems og den falske teologis almindelige skibbrud.
Da adskillige af mine medborgere i Frankrig har foregået mig med det følgeværdige eksempel, frivilligt og åbent at aflægge deres individuelle trosbekendelse, vil jeg også aflægge min, og jeg vil gøre det med al den oprigtighed og frimodighed, hvormed et menneske meddeler sig til sig selv.
Jeg tror på en eneste Gud og ikke på flere, og jeg nærer håb om salighed efter døden. Jeg tror på menneskenes lighed, og jeg tror, at religiøse pligter består i at søge at gøre vore medmennesker lykkelige.
Men for at man ikke skal antage, at jeg foruden dette tror på mange andre ting, vil jeg her anføre hvilke ting, jeg ikke tror på, og af hvilken grund jeg ikke gør det.
Jeg tror ikke på den tro, hvortil den jødiske, romerske, tyrkiske, protestantiske eller nogen mig bekendt kirke bekender sig. Min egen sjæl er min egen kirke!
Alle statsreligioner, det være jødiske, kristne eller tyrkiske, forekommer mig at være menneskelige opfindelser, indført for at give menneskeslægten frygt, for at påtvinge den et slavisk sindelag og for at monopolisere magt og vindesyge.
Det er ikke min hensigt, ved at udtale denne anskuelse, at fordømme dem, der tror anderledes. De har samme ret til deres tro, som jeg har til min. Men det er nødvendigt for menneskets salighed, at det udviser en ubrødelig troskab mod sig selv. Utroskab består ikke i enten at tro eller tvivle, men i at indrømme at tro, hvad man ikke tror.
Det er umuligt at beregne hvor megen moralsk skade, om jeg må udtrykke mig således, åndelig usandhed har tilføjet samfundet. Når et menneske er i den grad fordærvet, at det offentligt bekender at tro ting, det ikke tror, har det forberedt sig til at kunne begå en hvilken som helst forbrydelse. Det påtager sig en præsts hverv for gevinstens skyld og for at gøre sig skikket til dette kald, begynder det med mened. Kan vi tænke os noget for moralen mere nedbrydende end dette?
Kort efter at jeg i Amerika havde udgivet pjecen »Sund fornuft«, indså jeg sandsynligheden for, at en revolution i statsstyrelsen ville blive efterfulgt af en revolution i religionssystemet. Den utugtige forbindelse mellem kirke og stat havde overalt, både blandt jøder, kristne og tyrkere, ved fastsættelse af straffe og bøder på det kraftigste sat en skranke for enhver undersøgelse af de fastlagte trosartikler, så at dette emne ikke kunne drages åbent og ærligt frem for verdens øjne, før regeringsformen blev forandret, men når dette skete, ville nødvendigvis en revolution i religionssystemet følge efter. Menneskelige opspind og bedragerier skal da komme for dagens lys, og menneskeslægten atter vende tilbage til den rene, ublandede og ufordærvede tro på en eneste gud og ikke flere.
Enhver statskirke er blevet grundlagt under påskud af en til visse personer meddelt åbenbaring. Jøderne har deres Moses, de kristne deres Jesus Kristus, hans apostle og helgene og tyrkerne deres Muhammed; som om ikke vejen til Gud var direkte åben for alle mennesker.
Hver af disse kirker foreviser visse bøger, som de kalder Åbenbaringer eller Guds ord. Jøderne siger, at deres guds ord blev givet Moses af Gud »ansigt til ansigt«; de kristne siger, at deres guds ord er blevet dem meddelt dels ved guddommelig inspiration og dels direkte af Gud selv, og tyrkerne siger, at deres guds ord (Koranen) blev bragt dem fra himmelen af en engel. Disse kirker beskylder indbyrdes hinandens meddelelser for utroværdige. Jeg for min part tror ingen af dem.
Da det er nødvendigt at forstå ordenes rette betydning, vil jeg, før jeg skrider videre, fremføre nogle betragtninger over ordet åbenbaring, som i religiøs forstand betegner en umiddelbar meddelelse fra Gud til menneskene.
Ingen tør benægte eller betvivle den Almægtiges evne til at gøre en sådan meddelelse, hvis Han vil. Men hvis vi antager, at en ting er blevet åbenbaret for en vis person, og ikke for nogen anden, da er den kun en åbenbaring for den ene person. Fortæller denne person det åbenbarede til en anden, denne det igen til en tredje osv., da er det ikke længere nogen åbenbaring for disse personers vedkommende. Det er kun en åbenbaring for den første, men derimod en blot og bar fortælling for alle de andre, som følgelig ikke er forpligtede til at tro den.
Det er en modsigelse, såvel i udtryk som i begreb, at kalde det, vi får på anden hånd, en åbenbaring, hvad enten det meddeles os mundtligt eller skriftligt. Åbenbaring er den kun overfor den, der direkte har modtaget den, siden bliver den kun en beretning fra denne person, og selvom han må anse sig forpligtet til at tro den, kan det ikke være en pligt for mig at tro den på samme måde, for åbenbaringen var jo ikke gjort for mig, og jeg har kun hans ord for, at den er gjort for ham. Da Moses fortalte Israels børn, at han havde modtaget lovens tavler af Guds hænder, var de ikke forpligtede til at tro ham, da de ikke havde andet bevis end hans eget udsagn, og jeg har endda intet andet bevis derfor, end nogle gamle historieskriveres beretninger. Budene indeholder intet bevis for, at de er af guddommelig oprindelse; de indeholder kun nogle gode moralske forskrifter, som hvem som helst, der egnede sig til at være lovgiver, selv kunne forfatte uden at tage sin tilflugt til nogen overnaturlig magts mellemkomst.
Når det fortælles mig, at Koranen blev skrevet i Himmelen og bragt Muhammed af en engel, kan jeg ikke nære større tillid til denne fortælling end til en hvilken som helst anden historie, jeg har på anden hånd.
Når man ligeledes fortæller mig, at en kvinde ved navn Jomfru Maria sagde eller udgav sig for at være blevet frugtsommelig på en unaturlig måde, og at hendes forlovede sagde, at en engel åbenbarede det for ham, så har jeg ret til at tro det, hvis jeg vil og lade være, hvis jeg ikke vil. En sådan begivenhed fordrer et langt stærkere bevis end deres blotte ord; men ikke engang det har vi, for hverken Josef eller Maria har selv skrevet noget herom. Det er kun andre, der har fortalt os, at det og det har de sagt; vi har det, som man siger »von hørensagen«, og jeg bryder mig ikke om at grunde min tro på et sådant bevis.
Det er imidlertid ikke vanskeligt at forklare den lid, man satte til historien om, at Jesus Kristus var Guds søn. Han blev født på en tid, da den jødiske mytologi endnu havde nogen anseelse og opinion for sig i verden, og denne mytologi havde forberedt folket til at tro på en anden historie. Næsten alle berømte mænd, som levede i den hedenske mytologis periode, blev anset for at være sønner af en eller anden af deres guder. Det var ikke noget nyt på den tid at tro, at et menneske var himmelfødt. Gudernes omgang med kvinderne var dengang en almindelig trossag.
Ifølge deres egne beretninger havde deres Jupiter haft omgang med kvinder i hundredvis; historien indeholdt altså for dem hverken noget nyt, vidunderligt eller uhøviskt, den stemte overens med de anskuelser, som på den tid herskede blandt det folk, der kaldtes hedninger eller mytetroende, og det var endda kun dem, der troede derpå. Jøderne, som holdt sig strengt til troen på een gud og ingen flere, og som stedse havde forkastet den hedenske mytologi, fæstede aldrig lid til denne historie.
Det er påfaldende, at teorien for det, man kalder den kristne kirke har sit udspring i den hedenske mytologi. Ved at angive den formentlige grundlægger for at være himmelfødt, indlemmede man den ligefrem deri. Gudernes treenighed, som senere fulgte, var ikke andet end en formindskelse af den tidligere mangfoldighed, der omtrent beløb sig til 20 á 30.000. Marias billedstøtte afløste Diana af Efesus, heltenes forgudelse ombyttedes med helgenernes kanonisation. De mytetroende havde guder for alt. Kirken blev proppet lige så fuld af de senere guder, som Pantheon havde været det af de tidligere, og Rom var samlingspladsen for begge slags. Den kristne teori er ikke meget andet end de gamle mytetroendes afguderi anvendt i magtens og havesygens tjeneste, og der står endnu tilbage for fornuften og filosofien at rydde det amfibialske bedrageri af vejen.
Det er et tegn på den dybeste ringeagt for Jesu Kristi virkelige karakter at gøre ham til opfinder af denne teori. Han var en dydig og elskværdig mand. Den moral, han prædikede og udøvede, åndede idel velvilje, og selvom lignende moralske lærdomme er blevet forkyndt mange år tidligere af Konfucius, senere af kvækerne, og i alle tidsperioder af mange gode mennesker, er der dog endnu intet præsteret, der overgår hans lærdomme.
Jesus Kristus har hverken skrevet noget om sin fødsel, slægt eller noget som helst andet. Ikke en linie af det, man kalder Det ny Testamente er fra hans hånd. Hans historie er helt og holdent andre personers værk, og hvad beretningen om hans opstandelse og himmelfart angår, var den et nødvendigt sidestykke til historien om hans fødsel. Da de, der har skrevet hans historie, har bragt ham til verden på en overnaturlig måde, var de nødsagede til at lade ham forlade den på samme måde, hvis ikke historiens første del skulle opløse sig i intet.
Det elendige tøjeri, der fortælles senere, overgår alt det øvrige. Den første del af historien, den vidunderlige avling, blev ikke populær, og de, der har skrevet denne del af historien, havde derfor den fordel, at selv om ingen troede derpå, kunne den dog ikke gendrives. Man kunne ikke vente, at de skulle bevise deres udsagn, da tingens natur udelukkede muligheden for et bevis; det var umuligt for den person, der fortalte historien, selv at bevise den.
Men en død persons opstandelse og himmelfart var en ulige lettere ting at bevise, end et barns usynlige undfangelse i moders liv. Hvis vi antager, at opstandelsen og himmelfarten virkelig har fundet sted, ville det have været lige så let at bevise som en luftballons opstigen, i det mindste for Jerusalems vedkommende.
En ting, man forlanger alle skal tro, fordrer at beviset for, at den er sket, må være lige let at opfatte for alle. Det eneste bevis, der kunne have bekræftet den første del af historien, ville have været, at den sidste del deraf, himmelfarten, var blevet almindelig set, men da dette bevis aldrig er blevet præsteret, falder hele historien sammen. Men i dets sted overdrages det 8 á 9 personer at drage verden om og sige det og opfordre alle til at tro det. Men det synes som om Thomas ikke troede på opstandelsen, eller rettere ikke ville tro derpå, uden øjensynligt og håndgribeligt bevis. Jeg vil heller ikke tro derpå, og jeg, såvel som enhver anden, har ligeså megen grund til at tvivle, som Thomas.
Det ville være forgæves at gøre forsøg på at besmykke eller skjule denne tvivl. Den overnaturlige del af historien bærer alle tegn på at være bedrageri. Det er ligeså umuligt for os at vide, hvem forfatterne er, som det er os umuligt at være overbeviste om, at de bøger, der indeholder beretningerne, er skrevet af de forfattere, hvis navne de bærer. Det bedste levende bevis, vi har, er jøderne. De nedstammer i lige linie fra de personer, som levede på den tid, opstandelsen og himmelfarten siges at have fundet sted, og de siger: »Det er ikke sandt!« Det synes at være en besynderlig modsigelse at anføre jødernes udsagn som bevis på historiens sandhed. Det er det samme som om en ville sige, jeg vil bevise jer rigtigheden af mit udsagn ved at nævne personer, som siger, at det er urigtigt.
At en person som Jesus Kristus eksisterede og blev korsfæstet, hvilket var den straffemåde, man brugte dengang, er historiske beretninger, der ligger inden for sandsynlighedens grænser. Han prædikede den fortræffeligste moral og om menneskenes lighed, men han prædikede netop imod de jødiske præsters fordærvelse og gerrighed, hvorved han pådrog sig hele præstestandens had og hævn. Disse præster anklagede ham for oprør og sammensværgelse mod den romerske kirke, som jøderne på den tid var undergivne og skatskyldige, og det er ikke usandsynligt, at den romerske regering, såvel som de jødiske præster, frygtede virkningerne af hans lære, ligesom det heller ikke er usandsynligt, at Jesus Kristus bevirkede den jødiske nations befrielse fra det romerske slaveri. Imellem disse institutioner satte alligevel denne dydige reformator og revolutionær livet til.
Det er på dette eneste faktum og en anden omstændighed, jeg skal nævne senere, at de kristne mytetroende (eller, som de kalder sig, den kristne kirke), har bygget deres fabel, som i urimelighed og uforskammethed ikke overgås af noget i de gamles mytologi.
De gamle mytetroende fortæller, at jætterne førte krig mod Jupiter, og at en af dem i ét kast kastede hundrede klinger mod ham. Jupiter nedlagde ham med aske og indespærrede ham siden under bjerget Etna, og hver gang jætten vender sig, spruder Etna ild. Det er tydeligt at se, at den omstændighed, at bjerget er en vulkan, har frembragt ideen til fablen, og at denne er blevet afpasset efter denne omstændighed.
De kristne mytetroende fortæller, at deres Satan førte krig mod den Almægtige, som nedlagde ham, og siden indespærrede ham, ikke under et bjerg, men i en afgrund. Det er let at se, at den første fabel har fremkaldt ideen til den sidste, da fablen om Jupiter er flere hundrede år ældre end den om Satan.
Såvidt adskiller de gamle og de kristne mytetroende sig ikke meget fra hinanden. Men de senere mytetroende har fundet på at drive sagen endnu videre. De har sammenknyttet den fabelagtige del af historien om Jesus Kristus med den fabel, som bjerget Etna lå til grund for, og for at få de enkelte momenter i historien til at hænge sammen, har de taget jødernes traditioner til hjælp; for den kristne mytologi er sammensat dels af den gamle mytologi og dels af de jødiske traditioner.
Efter at have indespærret Satan i en afgrund, var de kristne mytetroende nødsaget til at trække ham frem igen for at få sammenhæng i fablen. Han indføres således i en slanges skikkelse i Edens have, og indleder i denne skikkelse en samtale med Eva, som ingenlunde bliver forundret over at høre en slange tale, og resultatet af deres samtale er, at han overtaler hende til at spise et æble, og nydelsen af dette bringer fordømmelse over hele menneskeslægten.
Efter at de kristne mytetroende har ladet Satan besejre hele Skabelsen, skulle man antage, at de ville have været af den godhed at sende ham tilbage til afgrunden, eller i stedet derfor lagt et bjerg over ham (de siger jo, at deres tro kan flytte bjerge), eller som de tidligere mytetroende lagt ham under et bjerg, for at han ikke oftere skulle snige sig om blandt kvinderne og udrette mere skade. Men i stedet derfor lader de ham gå om på fri fod uden engang at fordre hans æresord. Hemmeligheden er imidlertid den, at de ikke kunne være ham foruden, og da de var i forlegenhed med, hvor de skulle gøre af ham, bestak de ham til at blive. De lovede ham forskudsvis alle jøder, alle tyrkere og desuden de ni tiendedele af hele verden og Muhammed i tilgift. Kan nogen vel efter det her anførte tvivle om den kristne mytologis gavmildhed.
Efter på denne måde at have frembragt oprør og krig i himmelen, hvorved ingen af de stridende parter kunne såres eller dræbes, – sat Satan i afgrunden – slæbt ham ud igen – ladet ham sejre over hele skabelsen – fordømt hele menneskeslægten for nydelsen af et æble, sammenknytter disse kristne mytetroende fablens to ender ved at fremstille den dydige og elskværdige mand Jesus Kristus, på engang Gud og menneske og ovenikøbet Guds himmelbårne søn, som det er hensigten at ofre, fordi Eva har været letsindig nok til at spise et æble.
Selvom vi ville udelukke alt, hvad der kan frembringe latter ved sin uhellighed, og kun indskrænker os til en undersøgelse af de enkelte dele af historien, er det dog umuligt at tænke sig en for den Almægtige mere nedværdigende historie, der stemmer så lidt overens med Hans visdom eller står i større modsætning til hans magt, end denne.
For at have et grundlag at bygge på, var opfinderne nødt til at tildele det væsen, de kaldte Satan, en lige så stor om end ikke en større magt end den almægtige. De har ikke alene givet ham magt til at befri sig selv ud af afgrunden efter det, de kalder hans fald, men de har tillige senere forøget hans magt i det uendelige. Før sit fald fremstilles han som en engel med en begrænset tilværelse ligesom de øvrige engle. Efter sit fald bliver han ifølge deres beretninger allestedsnærværende. Han er samtidig tilstede overalt. Han udfylder hele det uendelige rum.
Ikke tilfredse med denne forgudelse af Satan, lader de ham i et dyrs skikkelse ved list tilintetgøre den Almægtiges magt og visdom. Han fremstilles som den, der har tvunget den Almægtige til enten at overlade sig regeringen og overherredømmet over hele Skabelsen, eller fastsat som betingelse for udfrielsen, at den Almægtige skulle nedstige på jorden i et menneskes skikkelse, og overgive sig selv til døden på korset.
Havde opfinderne af denne historie fortalt den på den omvendte måde, det vil sige: Havde de ladet den Almægtige tvinge Satan til at hænge sig selv op på korset i en slanges skikkelse som straf for hans forbrydelse, så havde historien været mindre urimelig, mindre selvmodsigende. Men i stedet derfor lader de forbryderen sejre og den Almægtige falde.
Jeg tvivler ikke på, at mange gode mennesker har troet denne besynderlige fabel og ført et ret lykkeligt liv i denne tro (lettroenhed er ikke nogen forbrydelse), men de var opdraget i denne tro og ville på samme måde have troet hvad som helst, man havde fortalt dem.
Der gives endog mange, som har været så grebne af det, de har tænkt sig som et udtryk for Guds kærlighed til menneskene, at han ofrede sig selv, at denne tanke har forbudt og afskrækket dem fra at undersøge historiens urimelighed og uhellighed. Jo mere unaturlig en ting er, des større sandsynlighed er der for, at den bliver gjort til genstand for en sørgelig beundring.
Hvis vi så inderligt ønsker at lægge vor taknemmelighed og beundring for dagen, frembyder der sig da ikke anledning dertil hver time? Ser vi ikke en smuk verden modtage os, når vi fødes? En hel verden lægges i vore hænder, uden at den koster os noget. Er det os, som tænder solen eller udgyder regnen og fylder jorden med overflødighed? Hvad enten vi sover eller våger, er verdensbygningens store maskineri i gang.
Er da disse ting og disse velgerninger, der tyder på et tilkommende liv, for intet at regne? Kan vore bedre følelser kun sættes i bevægelse ved tragedier og fadermord? Eller er mennesket i dets skumle overmodighed blevet så ufordrageligt at ikke andet end Skaberens ofring kan tilfredsstille det?
Jeg ved vel, at denne uforbeholdne undersøgelse vil forurolige mange, men det ville være at tage alt for meget hensyn til lettroenheden, om jeg af denne grund ville holde mig tilbage derfra. Tiden og emnet fordrer, at den må ske. Mistanken om, at den kristne kirkes teori grunder sig på en fabel, har været meget udbredt i alle lande, og det må være en trøst for alle dem, der vakler under trykket af denne mistanke, uden at vide, hvad de skal tro og hvad de ikke skal tro, at se dette emne drøftet uforbeholdent. Jeg går derfor nu over til en prøvelse af de bøger, som kaldes Biblen.
Disse bøger, som begynder med Skabelsens Bog og ender med Åbenbaringen, (der i forbigående sagt er en så gådefuld bog, at den selv fordrer en åbenbaring, for at kunne forklares), er, som man siger os, Guds ord. Det er derfor nødvendigt for os at vide, hvem der har sagt os det, for at vi kan overveje, om vi kan stole på dette udsagn. Svaret på dette spørgsmål er, at ingen kan sige det, men at vi har sagt det til hinanden indbyrdes. Den historiske side af sagen synes at være følgende:
Da kirkemytologerne var i færd med at opstille deres system, samlede de alle de skrifter, de kunne få fat i, og brugte dem efter behag. Det er umuligt for os at vide, om de af disse skrifter, der nu findes i biblen, er i samme tilstand, som disse samlere siger, at de har fundet dem, eller om de har tilladt sig at forandre, forkorte eller helt at omskrive dem.
Hermed får det forholde sig, som det vil. De bestemte ved afstemning hvilke bøger i denne samling, der skulle være Guds ord og hvilke ikke. De, der havde flest stemmer for sig, blev da bestemt til at være Guds ord. Havde de stemt anderledes, havde alle de mennesker, som siden kaldte sig kristne, haft en anden tro, for deres nuværende tro har sit udspring fra den tidligere afstemning. Hvem de personer var, som foretog denne afstemning, ved vi intet om; de betegnede sig selv med fællesnavnet kirken, og det er alt, hvad vi ved om denne ting.
Da vi således ikke har noget andet ydre bevis for, eller nogen anden grund til at tro, at disse bøger er Guds ord, end hvad jeg allerede har anført, vil jeg senere undersøge det indre bevis i bøgerne.
Jeg har tidligere omtalt Åbenbaringen, og vil nu fortsætte dette emne og anvende det på de omtvistede bøger. En åbenbaring er en meddelelse til en person om noget, denne ikke vidste før åbenbaringen. Har jeg gjort en ting, eller set den blive gjort, behøver jeg ingen åbenbaring for at kunne sige til mig selv, at jeg har gjort det eller set det blive gjort, eller for at sætte mig i stand til at fortælle eller skrive derom til andre.
Begrebet åbenbaring kan derfor ikke anvendes på noget, der er sket på jorden, og hvori menneskene selv har været handlende personer eller vidner, og dette begreb kan følgelig heller ikke anvendes på den historiske og anekdoteagtige del af biblen, som næsten udgør den hele, og følgelig kan denne heller ikke være Guds ord.
At Samson løftede nogle porte af deres hængsler, om han nogensinde har gjort det, (og om han gjorde det er kun af ringe betydning for os), eller at han besøgte sin Dalila eller fangede sine ræve, eller hvad han ellers foretog sig, – hvad har vel disse ting at gøre med en åbenbaring? Hvis de er fakta, kunne han jo selv fortælle dem, eller lade sin sekretær, såfremt han havde en, nedskrive dem, hvis han anså disse fortællinger at være det værd, og er de usande, formår åbenbaringen ikke at gøre dem sande, og hvad enten de er sande eller usande, bliver vi hverken bedre eller klogere ved at lære dem at kende. Når vi vil udgrunde det uendelige væsen, som styrer og regerer det ubegribelige hele, hvoraf den menneskelige synsevne kun er i stand til at omfatte en meget ringe del, må vi blues ved at kalde sådanne historier Guds ord.
Skabelseshistorien, hvormed 1. Mosebog begynder, har udseende af at være en tradition mellem jøderne inden de kom til Ægypten, og efter deres udvandring fra dette land, satte de den i begyndelsen af deres historie uden at angive, at de ikke vidste, hvorfra de havde fået den, hvilket er det sandsynligste. Den begynder på en selvmodsigende måde. Den begynder hovedkulds, der er ingen, som taler, der er ingen, der hører til, den er ikke henvendt til nogen, den har hverken første, anden eller tredje person, den bærer fuldstændig traditionens præg, den fører ingen vidner. Moses tillægger sig den ikke ved, som han ellers bruger, at anføre i indledningen: »Herren talte til Moses og sagde«.
Jeg fatter ikke, hvorfor den kaldes Moses Skabelseshistorie. Jeg anser Moses for at have været en for god kritiker i sådanne sager, til at han ville sætte sit navn på en sådan historie. Han var opdraget blandt ægypterne, et folk, der var lige så vel bevandret i videnskaberne og i særdeleshed i astronomien, som et hvilket som helst folk på den tid, og den tavshed og forsigtighed, han udviser ved ikke at bekræfte historien, er et godt negativt bevis for, at han hverken har troet på den, eller selv har skrevet den.
Sagen er imidlertid den: Alle folkeslag har været verdensskabere, og israelitterne havde lige så god ret til at drive verdensskaber-profession som ethvert andet folkeslag. Og eftersom Moses ikke var israelit, har han ikke fundet for godt at modsige traditionen. Denne historie er imidlertid uskadelig, hvilket er mere, end man kan sige om mange andre steder i biblen.
Når vi læser de uanstændige historier, de vellystige udsvævelser, de grusomme og barbariske henrettelser, den ubøjelige hævngerrighed, hvormed mere end halvdelen af biblen er fyldt, ville det være mere passende, om vi kaldte den en ond ånds ord end Guds ord. Det er en række ugudelige historier, som har bidraget deres til at fordærve og forføre menneskeslægten, og jeg for min part nærer samme afsky for den, som for alt, hvad der er slet.
Inden vi kommer til de blandede skrifter, træffer vi næppe på noget, med undtagelse af enkelte udtryk, som ikke fylder os med rædsel eller opvækker vor foragt. I de anonyme bøger, Salmerne og Jobs Bog, og navnlig i den sidste, finder vi den Almægtiges magt og godhed beskrevet på en værdig måde, men de indtager ikke nogen højere rang end mange andre arbejder over samme emne, såvel fra en tidligere som fra en senere periode.
Ordsprogsbogen, som siges at være af Salomon, skønt det er rimeligere, at den er en samling, da den røber et kendskab til livet, som hans stilling udelukkede ham fra at være i besiddelse af, er en belærende morallære. I skarpsindighed står de tilbage for spaniernes ordsprog og indeholder ikke mere visdom og livserfaring end Franklins.
Resten af Det gamle Testamente, almindeligt kendt under navnet Profeterne, er arbejder af jødiske poeter og omvandrende prædikanter, som sammenblandede poesi, eventyr og gudsfrygt. Alle disse arbejder har endog i oversættelserne bibeholdt et poetisk præg både i form og indhold.
Der findes ikke i hele den bog, som kaldes Biblen, så meget som med et ord omtalt hvad vi kalder poet eller nogen beskrivelse af det, vi kalde poesi. Sagen er imidlertid den, at ordet profet, hvortil man senere har knyttet et nyt begreb, var biblens benævnelse på en poet, og at profetere betød den kunst at spille et eller andet skjaldestykke til en eller anden melodi på et musikalsk instrument.
Vi læser således om at profetere med piber, trommer og horn, om at profetere med harpe, med cymbler og med alle de musikalske instrumenter, som brugtes på den tid. Da vi har tillagt ordet en anden betydning, vil det synes meningsløst at tale om at profetere med violin, pibe, tromme osv., og måske endog blive opfattet forargeligt af mange.
Der fortælles, at Saul var en af profeterne og at han profeterede, men der fortælles ikke, hvad han eller de profeterede. Grunden er ganske simpelt den, at der intet var at fortælle, da profeterne kun var et selskab af musikanter og poeter, og Saul deltog i koncerten, hvilket kaldtes at profetere.
I Samuels bog fortælles der, at Saul mødte en hob profeter, som kom ned med trommer, piber og harper og profeterede, og han profeterede med dem. Men det viste sig senere, at Saul profeterede dårligt, det vil sige, at han brugte sin stemme dårligt; for der fortælles, at Gud sendte en ond ånd over Saul og han profeterede.
Selv om der intet andet sted i den bog, der kaldes Biblen, fandtes noget yderligere bevis for at vi har ombyttet den oprindelige betydning af ordet profetere med et andet begreb, vil dette ene sted være tilstrækkeligt, da det er umuligt at bruge ordet profetere på det sted, det her er brugt og udlægge det efter den betydning, man senere har tillagt ordet. Den måde, hvorpå det er anvendt, berøver det al religiøs betydning og viser kun, at et menneske på den tid godt kunne være profet og profetere, ligesom det nu kan være poet eller musiker, uden hensyn til dets moralitet. Ordet var oprindelig en videnskabelig benævnelse, som ikke udelukkende anvendtes på poesi eller musik.
Deborah og Barak kaldes profeter, ikke fordi de har forudsagt noget, men kun fordi de efter virkelig stedfundne begivenheder har samlet det digt eller den sang, der bærer deres navne. David regnes også med blandt profeterne, han var musikus og blev anset, måske med urette, for at være forfatter til Psalmerne. Men Abraham, Isak og Jakob kaldes ikke profeter, og efter de meddelelser, vi har, synes det, at de hverken har kunnet synge, spille eller gøre vers.
Vi hører tale om de store og små profeter. Man kunne ligeså godt tale om store og små guder, for efter den ny betydning, man har tillagt ordet, kan der ikke være tale om grader i profetien. Men der kan gives grader i poesien, og derfor er udtrykket store og små profeter let forståeligt, når vi opfatter det som store og små poeter.
Det er, efter hvad der ovenfor er anført, unødvendigt at føje nogle bemærkninger til det, de såkaldte profeter har skrevet. Ordets oprindelige betydning er blevet misforstået, og følgelig er det ikke værd at strides om alle de slutninger, der er uddraget af disse bøger, eller den andægtige ærefrygt, man har vist dem, eller de værdifulde kommentarer, der er skrevet til dem, med det fejlagtige begreb som udgangspunkt. De jødiske poeters skrifter fortjener dog alligevel i mange henseender en bedre skæbne end som nu at være knyttede til det elendige tøjeri, der ledsager dem under det urimelige navn Guds ord.
Når vi vil opfatte det rette begreb om en ting, må nødvendigvis det, vi vil hædre med navnet Guds ord, ikke alene indeslutte begrebet uforanderlighed i sig, men der må tillige være en forvisning tilstede om, at ingen forandring ved noget som helst middel eller tilfældighed kan finde sted, og da disse betingelser ikke kan opfyldes, kan Guds ord ikke eksistere i noget menneskeligt sprog.
Den bestandige og fremadskridende forandring, meningen af ordene er underkastet, mangelen af et almindeligt verdenssprog, hvilket gør oversættelser nødvendige, de fejl, der kan indsnige sig heri, de fejl, retskriverne og sætterne kan begå, i forbindelse med muligheden af forsætlige forandringer, er beviser nok for, at menneskesprog, og det være sig i tale eller skrift, ikke er den form under hvilken Guds ord fremtræder. Guds ord består i noget ganske andet.
Selvom den bog, der kaldes Biblen, i tankernes og udtrykkenes renhed, overgik alle andre bøger, ville jeg dog ikke bygge min tro på den som værende Guds ord, da der jo dog var en mulighed for, at jeg ville blive bedraget. Men når jeg nu oven i købet ser, at størstedelen af denne bog ikke indeholder andet end historier om de gyseligste laster og en samling af de elendigste og foragteligste sagn, vil jeg ikke vanære min Skaber ved at benævne den med Hans navn.
Såvidt Det gamle Testamente. Jeg vil nu gå over til de bøger, som kaldes Det ny Testamente. Det ny Testamente! Som om Skaberen havde udgivet to udgaver af sin vilje.
Havde det været Jesus Kristus’ formål at stifte en ny religion, ville han uden tvivl selv have nedskrevet systemet, eller ladet det nedskrive, medens han levede. Men der findes intet skrift forsynet med hans navn. De bøger, der kaldes Det ny Testamente, er alle skrevet efter hans død. Han var jøde af fødsel og trosbekendelse, og Guds søn på samme måde, som vi alle er det, da Skaberen er alles fader.
De fire første bøger, opkaldt efter Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, indeholder ikke en beskrivelse af Jesu liv, men kun spredte, usammenhængende anekdoter om hans person. Af disse bøger synes det at fremgå, at han kun prædikede i 18 måneder, og det var i dette korte tidsrum, de lærte ham at kende. De omtaler, at da han var 12 år, sad han imellem lærerne, stillede spørgsmål til dem og besvarede deres spørgsmål. Da dette skete flere år, før de gjorde hans bekendtskab, er det sandsynligt, at de har denne anekdote fra hans forældre.
I et tidsrum af 16 år får man ingen underretning om ham. Hvor han boede, eller hvad han beskæftigede sig med i denne tid, vides ikke. Han har rimeligvis gået sin fader, som var tømmermand, til hånde i hans håndværk. Han har tilsyneladende ikke fået nogen skoleundervisning, og det er sandsynligt, at han ikke kunne skrive, da hans forældre var så fattige, at de ikke engang havde råd til at købe ham en seng, da han blev født.
Det er mærkværdigt, at de tre personer, hvis navne har været almindeligt tilbedte, alle var af ringe herkomst. Moses var et hittebarn, Jesus Kristus fødtes i en stald og Muhammed var æseldriver. Den første og den sidste af disse mænd var begge stiftere af uensartede religionssystemer, men Jesus Kristus grundlagde ikke noget nyt system. Han pålagde menneskene at udøve moralske dyder og at tro på en eneste gud. Grundtrækket i hans karakter er menneskekærlighed.
Den måde, hvorpå han blev anholdt, tyder ikke på, at han var meget kendt på den tid, og det synes ligeledes, at de møder, han holdt med sine disciple, var hemmelige, og at han havde opgivet eller opsat at prædike offentligt. Judas kunne ikke forråde ham på anden måde end ved at give underretning om, hvor han var, og udpege ham for de folk, der var sendt ud for at gribe ham, og grunden til at man brugte og betalte Judas til at gøre det, må søges i de tidligere omtalte omstændigheder, at han ikke var særlig kendt og levede skjult.
Denne skjulte måde at leve på stemmer kun dårligt overens med hans foregivne guddommelighed og udviser tillige en vis frygtsomhed hos ham, og det, at han blev forrådt og anholdt efter en af hans disciples angivelse, viser, at det ikke var hans hensigt at lade sig gribe, og at han ikke forud var bestemt til at korsfæstes.
De kristne mytetroende siger, at Kristus døde for verdens synders skyld, og at han var kommet for at dø. Kunne han da ikke ligeså godt være død af feber, kopper, alderdom eller deslige.
Den dom, som de siger skulle fældes over Adam, hvis han åd af æblet, lød ikke: »Du skal visseligen korsfæstes«, men: »Du skal visseligen dø«. Dødsdommen og ikke dødsmåden, var det væsentlige i den dom, der udtaltes over ham, og kan heller ikke efter deres egen taktik udgøre nogen del af den dom, Kristus skulle underkaste sig i Adams sted. En feber kunne have udrettet det samme som et kors, hvis overhovedet nogen af delene gjordes nødvendig. Den dødsdom, der således efter deres sigende blev fældet over Adam, måtte enten betyde at dø en naturlig død, det vil sige ophøre at leve, eller have betegnet det, disse mytetroende kalder en fordømmelse, og følgelig måtte, efter deres system, dødsdommen udføres på Jesus Kristus, for at befri Adam og os.
At vor død ikke er blevet forebygget herved, er indlysende, da vi jo alle dør, og såfremt deres beretninger om en lang levetid er sande, ser vi jo end ydermere, at menneskene dør langt tidligere efter korsfæstelsen end før den, og med hensyn til den anden forklaring, (heri indbefattet Kristus naturlige død, som trædende i stedet for hele menneskeslægtens evige død eller fordømmelse), er det skændigt at antage, at Skaberen vil trække sig ud af spillet eller tilbagekalde dommen ved ordkløveri eller ved en spidsfindig udtydning af ordet død.
Ordkløveren Paulus har, såfremt han har skrevet de bøger, der bærer hans navn, fortsat ordkløveriet med ordet Adam. Han antager to Adam’er, en som fuldbyrder synden og lider ved fuldmægtig, og en, som synder ved fuldmægtig og på hvem straffen fuldbyrdes. En religion, der er således spækket med spidsfindigheder, udflugter og ordkløverier, er forpligtet til at lære sine tilhængere kunsten.
Hvis Jesus Kristus var det væsen, disse mytetroende udgiver ham for at have været, og hvis han var kommet til verden for at lide, hvilket udtryk de undertiden anvender i stedet for at dø, så måtte den eneste virkelige lidelse for ham være at leve. Hans ophold her må da have været en forvisning eller en deportation fra himmelen, og døden vejen til hans rette opholdssted. Med ét ord, hele dette besynderlige system er det modsatte af, hvad det giver sig ud for. Det står i fuldstændig modsætning til sandheden, og jeg bliver træt af at prøve disse modsigelser og urimeligheder og haster med at ende denne undersøgelse for at gå over til noget bedre.
Hvor meget eller hvilke af de bøger, der kaldes Det ny Testamente, der er skrevet af de personer, hvis navne de bærer, ved vi intet om, lige så lidt som vi kan vide, i hvilket sprog de oprindeligt er skrevet. De emner, der nu indeholdes deri, kan deles i to klasser: anekdoter og breve.
De fire tidligere nævnte bøger af Matthæus, Markus, Lukas og Johannes er helt og holdent anekdoter. De beretter tildragelser, efter at de har fundet sted. De meddeler hvad Jesus gjorde og sagde, og hvad andre gjorde og sagde til ham, og meget ofte meddeles det samme faktum på forskellig måde. Åbenbaringen har slet intet at gøre med disse bøger, ikke alene fordi forfatternes meddelelser ikke stemmer overens, men tillige fordi en åbenbaring er noget nonsens, hvor der er tale om fakta, der fortælles af folk, som har været øjenvidner, eller om referater af samtaler, som har fundet sted. Apostlenes Gerninger, et anonymt arbejde, hører også med til anekdoterne.
Resten af Det ny Testamente, med undtagelse af den gådefulde bog Johannes Åbenbaring, er en samling breve eller, som de kaldes, epistler; et brevs forfalskning er noget så almindeligt, at der er lige så stor sandsynlighed for, at de er forfalskede, som at de er ægte.
Der er imidlertid en ting, som er langt mindre tvetydig, nemlig at kirken af de ting, som indeholdes i disse bøger tilligemed nogle andre gamle historier, har konstrueret et religionssystem i fuldstændig strid med den persons karakter, hvis navn, det bærer. Den har lavet en religion, udstyret med stads og rigdom, og foregivet denne at ligne en person, som henlevede sit liv i fattigdom og ydmyghed.
Opfindelsen af skærsilden og sjælenes forløsning derfra ved bønner købte af kirken for penge, og salget af syndsforladelse og afladsbreve, er kun indtægtskilder uden at bære dette navn eller have udseende deraf. Det forholder sig imidlertid hermed således, at disse ting havde deres udspring i korsfæstelses-lidenskaben og den deraf udledte teori, at en person kunne gå i stedet for en anden og udføre arbejder, der regnedes denne til fortjeneste.
Det er derfor sandsynligt, at den gamle teori, eller læren om det, man kalder genløsningen (som siges at være udført ved at en person har handlet i en andens sted), oprindelig er opfundet med vilje for at befordre og derpå begrunde alle disse sekundære og pekuniære genløsninger, og at de steder i bøgerne, hvorpå genløsningens ide eller teori støtter sig, er skrevet og indsat der netop i dette øjemed.
Da det er så længe siden disse bøger er skrevet, kan der ikke produceres noget ydre bevis, der kan redegøre for, om kirken selv har lavet læren om genløsningen eller ej, og selv om et sådant bevis kunne skaffes tilveje, kunne det også blive mistænkt for at være lavet, hvad enten det var for eller imod antagelsen. Vi må altså lade os nøje med det indre bevis, der indeholdes i tingen selv, som giver en stærk formodning om, at hele læren om genløsningen er menneskeværk. Det eneste, der lader sig bevise af denne lære, er at den har haft et pekuniært formål og ikke et moralsk formål, og altså ikke kan være af guddommelig oprindelse.
Skylder jeg en person penge, som jeg ikke kan betale ham, og han vil sætte mig fast, da kan en anden tage gælden på sig og betale den for mig, men har jeg begået en forbrydelse, stiller tingen sig helt anderledes. Efter moralitetens love kan den uskyldige ikke lide for den skyldige, selvom han tilbyder sig frivilligt. Hvis vi vil antage, at retten ville gå ind herpå, vil det være at benægte dens tilstedeværelse. Der vil da ikke længere være tale om retfærdighed, men kun om hævn. Denne betragtning viser os, at læren om genløsningen kun har et pekuniært formål, og at det er sandsynligt, al det er de samme personer, der har opfundet teorien om genløsningen og dens praktiske udøvelse ved en pengeydelse til Kirken, samt at der i virkeligheden ikke eksisterer noget sådant som genløsningen, men at mennesket endnu står i samme relation til sin skaber, som det har stået fra menneskeslægtens oprindelse, og at det må søge sin største trøst i denne tanke.
Lad det have denne tro, og det vil føre et med moralen mere overensstemmende liv end efter en anden tro, hvorved det læres til at betragte sig selv som en fredløs, en forskudt, en tigger kastet så at sige hen på en mødding i en uendelig afstand fra sin skaber, og at nærme sig sine medskabninger på en krybende måde. På denne måde vil det fatte en fræk foragt for alt, hvad der hedder religion, eller blive sløvt eller det man kalder fromt (andægtigt).
I sidste tilfælde vil det henleve sit liv i sorg, eller i det mindste stræbe efter det, dets bønner blive bebrejdelser, dets ydmyghed utaknemmelighed; det kalder sig selv en orm og den frugtbare jord en skarnbøtte. Alle livets velsignelser benævnes med det tankeløse navn forfængelighed, det foragter den ypperste gave, Gud har givet mennesket, fornuften, og efter at have forsøgt at tvinge sig selv til at tro på et system, fornuften opponerer imod, kalder det denne opposition med det utaknemmelige navn menneskelig ufornuft, som om mennesket havde fornuften fra sig selv.
Og trods dette skin af ydmyghed, og denne tilsyneladende foragt for den menneskelige fornuft, vover det dog at udvise den frækkeste indbildskhed. Det finder fejl ved alt, dets egennytte tilfredsstilles aldrig, dets utaknemmelighed har ingen grænser.
Det drister sig til at foreskrive den Almægtige, hvad han skal gøre, endog i verdensstyrelsen; det beder på en befalende måde; når det er solskin, beder det om regn, og når det er regn, beder det om solskin; i hvad det beder om, følger det altid den samme tankegang; for hvad er vel hovedsummen af alle dets bønner andet end et forsøg på at formå den Almægtige til at forandre sin vilje, og handle anderledes end han gør. Det er som om, det ville sige: du ved det ikke så godt som jeg.
Nogle vil måske indvende; har vi da intet Guds ord, ingen Åbenbaring? Og jeg svarer: Jo! Der gives eet Guds ord, der gives een Åbenbaring.
Guds ord er Skabelsen, vi skuer. Det er et ord, som ingen menneskelig opfindelse kan forfalske eller forandre, det er et ord, som Gud lader lyde ens for alle mennesker.
Menneskesproget er lokalt og underkastet forandring, og er altså ikke det middel, vi skal bruge for at komme til en almen erkendelse af Gud. Det paradoks, at Gud sendte Jesus Kristus for at forkynde det, de kalder den glade tidende, for alle nationer fra den ene ende af jorden til den anden, stemmer godt overens med disse verdensbefrieres uvidenhed angående jordens udstrækning, idet de, trods filosoffernes og de søfarendes erfaringer, troede og vedblev i århundreder at tro, at jorden var flad som en pandekage, og at menneskene kunne gå fra den ene ende af jorden til den anden.
Men hvorledes skulle det være Jesus Kristus muligt at forkynde noget for alle nationer? Han kunne kun tale et sprog, nemlig hebraisk og der fandtes flere hundrede sprog. Der var næppe to millioner mennesker, som forstod hinanden, og hvad angår oversættelser ved enhver, som har beskæftiget sig hermed, at det er umuligt at oversætte et arbejde, uden at ikke alene meget af originaliteten går tabt, men at endog meningen kan misforstås, og desuden var bogtrykkerkunsten endnu ikke opfundet.
Det er nødvendigt, at de midler, som skal føre til et mål, svarer til hensigten, da målet ellers ikke kan nås. Det er heri forskellen viser sig mellem endelig og uendelig magt. Mennesket bliver ofte stående på halvvejen af mangel på magt, og ofte af mangel på kundskab om, hvorledes det skal anvende sin magt. Men det er umuligt for en uendelig magt og visdom at standse på samme måde som mennesket. De midler, den anvender, passer altid til øjemedet, men menneskesproget, tilmed da der ikke gives noget almindeligt verdenssprog, egner sig ikke til at anvendes som middel for en uforanderlig og overensstemmende læres udbredelse, og er derfor ikke det middel, Gud bruger for at åbenbare sig for menneskene.
Det er kun i Skabelsen, vi kan søge de tanker og forestillinger, vi gør os om et Guds ord. Skabelsen taler et fælles sprog, uafhængigt af menneskesproget, hvor mangfoldige og uensartede de end er. Det er en altid eksisterende original, som ethvert menneske kan læse. Den kan ikke glemmes, forfalskes, blive borte; den kan ikke forandres eller holdes skjult. Det er ikke afhængigt af menneskets vilje, om den skal forkyndes, den forkynder sig selv over hele jorden. Den prædiker for alle nationer og alle verdener; og gennem denne åbenbaring får mennesket alt det at vide om Gud, som det behøver.
Vil vi betragte Hans magt? Vi ser den i Skabelsens uendelighed; – vil vi betragte Hans visdom? – vi ser den i den uforanderlige orden, hvormed det ubegribelige hele styres; vil vi have bevis på Hans gavmildhed? – vi ser den i den overflod, hvormed Han opfylder jorden; – vil vi have bevis på hans barmhjertighed? Vi ser den deri, at Han ikke unddrager den utaknemmelige denne overflod. Med eet ord, såfremt vi ønsker at vide, hvad Gud er – skal vi ikke granske i menneskeværket Biblen, men i hans eget værk Skabelsen.
Den eneste forestilling, mennesket kan knytte til navnet Gud, er et første ophav, alle tings ophav. Og hvor vanskeligt og ubegribeligt det end er at fatte betydningen af et første ophav, kommer det dog til troen derpå gennem den tifold større vanskelighed, tvivlen frembyder.
Det er over al beskrivelse vanskeligt at forstå, at rummet er uendeligt, men det er endnu vanskeligere at fatte en begrænsning. Det er vanskeligt for den menneskelige evne at fatte en evig varighed af det, vi kalder tid, men det er umuligt at fatte en tid, da der ikke eksisterede nogen tid.
Ved at ræsonnere på lignende måde får vi et indre bevis for, at vi ej har skabt os selv. Ethvert menneske er et bevis for sig selv på, at det ikke har frembragt sig selv, lige så lidt som dets farfar eller nogen af dets familie har gjort det. Ej heller har noget træ, plante eller dyr frembragt sig selv, og gennem dette bevis kommer vi til en overtydning, som med kraft indpræger os troen på et første ophav, der har eksisteret fra evig tid, og hvis natur er vidt forskellig fra noget os bekendt materielt bestående, og ved hvis magt alt er blevet til; og dette første ophav kalder mennesket Gud.
Det er alene gennem fornuften, at mennesket kan fatte Gud. Berøv det fornuften, og det vil intet fatte, og i så tilfælde kunne en hest lige så godt læse biblen, som et menneske. Hvorledes kan det da være, at visse personer foregiver, at de forkaster fornuften? Jobs bog og 19. Salme er, så vidt jeg mindes, de eneste dele af biblen, der giver os noget begreb om Gud. De anser Skabelsens Bog for at være Guds ord uden at henvise til de andre bøger, og alle de slutninger, de gør, er taget fra denne bog.
Behøver mennesket vel at vide andet, end at den hånd eller den magt, der har frembragt verden, er guddommelig, er almægtig? Lad det blive stærk i denne tro, og et regelbundet moralsk liv vil blive konsekvensen heraf.
Jeg husker ikke Jobs Bog godt nok til at citere den korrekt, men der er to spørgsmål, som kan besvares tydeligt: »Mon du, ved at ransage, kan finde Gud?« og »Mon du vil finde den Almægtiges fuldkommenhed ?«
På det første spørgsmål svarer jeg ja, da jeg for det første ved, at jeg ikke har skabt mig selv og dog er til; gennem granskningen af andre tings natur, kommer jeg til det resultat, at heller ikke noget andet har kunnet frembringe sig selv, og dog er der mange millioner ting til, hvoraf jeg uddrager den positive slutning, at der gives en magt, som er over alle disse ting, og denne magt er Gud.
På det andet spørgsmål må jeg svare nej! Ikke alene fordi den magt og visdom, der er åbenbaret i Skabelsen, er mig ufattelig, men tillige fordi denne åbenbaring, i og for sig stor, dog sandsynligvis kun er et ringe tegn på dens magt og visdom, der har frembragt og opholder millioner af verdener, usynlige for mit øje på grund af afstanden.
Det er indlysende, at disse to spørgsmål har været stillet til de personers fornuft, de har været henvendt til, og grunden til, at de følger umiddelbart på hinanden, må være den, at det første spørgsmål er besvaret med ja. Det ville være overflødigt at stille det andet spørgsmål, som er vanskeligere at besvare end det første, hvis dette var blevet besvaret med nej.
De to spørgsmål har forskelligt hensyn; det første har hensyn til Guds tilværelse, det andet til hans egenskaber. Fornuften kan fatte den første, men kommer tilkort, når den vil opfatte det sidstes udstrækning.
Jeg erindrer ikke et eneste sted i de skrifter, der tillægges apostlene, som giver os nogen forestilling om, hvad Gud er. Disse skrifter er nærmest stridsskrifter, og det emne, de behandler, et menneskes død i angst på korset, passer bedre til at være udklækket i en munks mørke fantasi, af hvem det jo ikke er umuligt, at de er skrevet, end til at være værker af mennesker, der indånder Skaberens frie luft.
Det eneste sted, jeg mindes, der er sagt noget om Guds værker, der kunne lede til erkendelsen om Hans magt og visdom, er det sted, hvor der siges, at Jesus Kristus har sagt: »Se til liljerne på marken, de sår ikke, de høster ikke, de sanker ikke i lade osv.« Om det end står under hentydningerne i Jobs Bog og den 19. Salme, er tanken dog den samme, og fremstillingen bærer præg af mandens ydmyghed. Det kristne trossystem forekommer mig at være en slags ateisme, en slags religiøs gudsfornægtelse. Det bekender sig snarere til troen på et menneske, end på en gud. Det er en blanding af menneskedyrkelse og lidt deisme, og står i samme forhold til ateismen, som skumringen til mørket. Det indfører et mørkt legeme, som det kalder forløseren mellem mennesket og dets skaber, på samme måde som månen træder mellem jorden og solen og formørker denne, og frembringer derved en religiøs eller irreligiøs lysformørkelse, der har sat fornuftens hele bane i skyggen.
Virkningerne af denne formørkelse har været en venden op og ned på alt, og er en bagvendt fremstilling deraf. Til de revolutioner, den har frembragt på denne magiske måde, hører også en omvæltning i teologien.
Det, som nu kaldes naturfilosofi og omfatter alle naturvidenskaberne med astronomien i spidsen, er studiet af Guds værk og af hans magt og visdom, som åbenbarer sig heri, og er den sande teologi.
Den teologi, der nu studeres i stedet for, er studiet af menneskenes meninger og forestillinger om Gud. Det er ikke studiet af Gud gennem hans værker, med undtagelse af de fejlgreb, menneskene har tillagt ham, og det hører ikke til de mindste ulykker, det kristne system har tilføjet verden, at det har opgivet det oprindelige og smukke system i teologien for at skaffe plads til overtroens hekse.
Jobs bog og den 19. salme, som endog kirken antager at være ældre, end de efter den kronologiske orden synes at være, er teologiske udtalelser overensstemmende med det oprindelige system. Det indre bevis, disse udtalelser indeholder, lægger næsten med vished for dagen, at studiet af Skabelsen, som middel til at komme til erkendelse af Guds magt og visdom, udgjorde en vigtig del af den religiøse andagt på den tid, de er skrevet, og det var dette andagtsfulde studie og erkendelsen, man kom til herigennem, der førte til opdagelsen af de grundsætninger, som de nu såkaldte videnskaber støtter sig på.
Det er bedrageri af det kristne system, at kalde videnskaberne menneskelige opfindelser; det er kun deres anvendelse, der er af menneskelig oprindelse. Enhver videnskab støtter sig til et system af grundsandheder, lige så vise og uforanderlige, som de love hvorefter verdensbygningen bliver styret. Mennesket kan ikke skabe grundsandhederne, det kan kun opdage dem.
Enhver vil til eksempel i en almanak kunne få underretning om, hvornår en formørkelse vil indtræffe, og vil da bemærke, at den virkelig finder sted på den i almanakken angivne måde. Dette viser, at menneskene kender de love, hvorefter himmellegemerne bevæger sig.
Det ville være værre end uvidenhed om nogen kirke ville sige, at disse love er menneskelige opfindelser. Det ville også være uvidenhed, eller noget værre, at sige, at de videnskabelige grundsandheder, ved hvis hjælp vi er i stand til forud at beregne formørkelsen, er menneskelige opfindelser. Mennesket kan ikke opfinde noget, der er evigt og uforanderligt, og de grundsandheder, det anvender i ovennævnte øjemed, må være og er lige så evige og uforanderlige som de love, hvorefter himmellegemerne bevæger sig, da de ellers ikke kunne bruges, som de bliver, til at bestemme tiden når og måden hvorpå formørkelsen vil finde sted.
Man siger vel, at da mennesket kan tegne en trekant, er denne en menneskelig opfindelse, men en tegnet trekant er ikke andet end en illustration til grundsandheden, den er et billede for øjet, hvorigennem forstanden kan opfatte grundsandheden. Trekanten er ikke det for grundsandheden til grund liggende, lige så lidt som et lys, der bringes ind i et mørkt værelse, frembringer de, på grund af mørket, usynlige stole og borde. Trekantens egenskaber eksisterer uafhængigt af den tegnede figur, og har eksisteret længe før noget menneske fandt på at tegne en trekant. Mennesket kan lige så lidt bidrage til konstitutionen af disse egenskaber eller grundsandheder, som det har haft nogen indflydelse på lovene for himmellegemernes bevægelse. Af denne grund må nødvendigvis begge være af guddommelig oprindelse.
Den Almægtige har, ved at fremstille de videnskabelige grundsandheder i verdensbygningen, ligefrem opfordret menneskene til at studere og efterligne dem. Det er, som om han havde sagt til beboerne af den klode, vi kalder vores: »Jeg har skabt jorden til bolig for menneskene, og den stjernebestrøede himmel til deres belæring. De kan nu sørge for sig selv og af min gavmildhed lære at være gode mod hverandre indbyrdes«.
Af hvilken grund skulle vi vel være blevet begavede med en så skarp synsevne, at vi kan se en uendelighed af kloder i en overordentlig stor afstand, hvis ikke hensigten netop var at berige os med lærdom? Og til hvilken nytte er vel disse verdener synlige for os? Hvad har mennesket vel at gøre med Syvstjernen, Orion, Sirius, Nordstjernen eller planeterne, når der ikke netop var forbundet en hensigt med, at vi kunne se dem. Mennesket kunne godt lade sig nøje med en langt ringere synsevne, såfremt det kun var meningen at bortødsle dets store styrke på en tankeløs stirren ud i rummet efter stjernernes skin.
Det er kun ved at betragte den stjernebestrøede himmel som en videnskabernes bog, at mennesket kan indse nytten af, at himmellegemerne er synlige for det, såvel som nytten af dets overordentlige stærke synsevne. Men betragter vi sagen i dette lys, fremtræder den overbevisning endnu kraftigere hos os, at intet er skabt forgæves; for vores synsevne ville være til ingen nytte, hvis vi intet kunne lære deraf.
Ligesom det kristne trossystem har fremkaldt en revolution i teologien, har det også bevirket en omvæltning i undervisningsvæsenet. Det, som nu kaldes lærdom, kaldtes oprindelig ikke således. Lærdom består ikke, som efter den nuværende skolebrug, i sprogkundskab, men i kendskab til de ting, de forskellige sprog er udtryk for. Grækerne var ganske vist et vist folk, men deres visdom bestod ikke i, at de kunne tale græsk, lige så lidt som romernes eller franskmændenes visdom bestod i, at de kunne tale latin eller fransk. Efter det, vi kender til grækerne, synes det, at de ikke studerede andre sprog end deres eget, hvilket måske netop var grunden til deres visdom, da der derved levnedes dem mere tid til bedre studier. I grækernes skoler lærtes videnskaberne og filosofien, men ikke sprog, og visdom består netop i en tilegnelse af de ting, videnskaberne og filosofien indeholder.
Vi har næsten al vor videnskab fra grækerne eller det folk, der talte det græske sprog. Det blev derfor nødvendigt for de nationer, der talte andre sprog, at nogle af deres samfundsmedlemmer lærte det græske sprog, for at grækernes lærdom gennem oversættelser kunne blive kendt af dem. Sprogstudiet er ikke andet end et besværligt granskningsarbejde, og det på denne måde tilegnede sprog ikke andet end midlet til at erhverve sig grækernes lærdomme. Det udgjorde ikke en del af selve lærdommen, men var så vidt forskelligt derfra, at det er højst sandsynligt, at de personer, der har studeret det græske sprog grundigt nok til at kunne oversætte det, fx. Euklids elementer, ikke forstod de deri indeholdte lærdomme.
Da der nu ikke længere er noget nyt at lære af de døde sprog, da alle de nyttige bøger er oversatte, er de os ikke længere til nogen nytte, og den tid, der anvendes på at lære dem, må betragtes som spildt. For så vidt sprogstudiet i det hele taget kan bidrage til erhvervelse af kundskaber, (for med kundskaberne selv har det intet at gøre), må det vel nærmest være studiet af de levende sprog, der kan berige os med kundskaber, og vist er det, at et ungt menneske i almindelighed vil lære mere af et levende sprog i et år end af et dødt i syv år, og tilmed er det sjældent, at læreren selv kender stort til det.
Vanskeligheden ved at lære de døde sprog består ikke i noget mørkt i selve sproget, men netop deri, at de er døde og at udtalen helt og holdent er gået tabt. Forholdet vil blive det samme med et hvilket som helst andet sprog, når det engang bliver dødt. Den bedste nulevende græske sprogkyndige kender ikke det græske sprog så godt som en græsk bonde eller en græsk malkepige kendte det, før det var dødt. Den samme sammenligning kan gøres for det latinske sprogs vedkommende, og i henseende til udtalen og andre ejendommeligheder ved sproget, står sproggranskeren tilbage for den ko, malkepigen malkede. Det ville derfor være fordelagtigt for den videnskabelige dannelse at afskaffe studiet af de døde sprog, og lade kendskab til videnskaberne være basis for undervisningen.
Det er en urigtig påstand, til forsvar for at vedblive med undervisningen i de døde sprog, at de læres på en tid, da barnet ikke er i besiddelse af nogen anden evne end hukommelsen. Mennesket har en medfødt drift til videnskabelig dannelse, og hvad der står i forbindelse dermed. Barnets første og kæreste fornøjelse, endog inden det begynder at lege, er at efterligne de voksnes arbejder. Det bygger huse af kort eller pinde, besejler med en papirbåd det lille ocean som findes inden for en skåls grænser, det opdæmmer strømmen i en rendesten, det laver en vejrmølle og våger over sine arbejder med en til ømhed grænsende omhu. Senere sendes barnet i skolen, hvor dets genialitet myrdes ved det tørre studium af de døde sprog, medens filosofien går tilgrunde.
Foreløbig vil vi ikke nærmere betragte den skam, der tilføjes Guds moralske retsind, ved at tro at Han lader den uskyldige lide for den skyldige, eller den slappe moral, eller det lave påfund, at Han skulle have iført sig et menneskes skikkelse for at gøre afbigt for sig selv, fordi han ikke udførte dommen over Adam. Disse ting vil vi som sagt senere komme tilbage til, men så meget kan med vished siges her, at det kristne trossystem, derunder indbefattet den fantastiske skabelseshistorie – den sælsomme historie om Eva, slangen og æblet – den tvetydige antagelse af et gud-menneske – den materielle forestilling om en guds død – den mytologiske tanke om en guddommelig familie – og det kristne aritmetiske system, at tre er een og een er tre, ikke alene er uforenelige med fornuften, den ypperste gave, Gud har givet mennesket, men tillige med den kundskab, mennesket får om Guds magt og visdom, ved hjælp af videnskaberne og ved studiet af den verden, Gud har skabt.
Opstillerne af og forsvarerne for det kristne trossystem må derfor nødvendigvis forudse, at den bestandigt fremadskridende kundskab om Guds magt og visdom, åbenbaret i verdensbygningen og i alle Skaberens værker, erhvervet ved videnskabernes hjælp, ville komme til at stå i strid med deres trossystem og udsætte sandheden deraf for at blive draget i tvivl; det var derfor nødvendigt at overføre lærdommen på et mindre farligt gebet, hvilket de bevirkede ved at indskrænke begrebet lærdom til kun at indeslutte studiet af de døde sprog. De forviste ikke alene videnskabernes studium fra skolerne, men forfulgte dem endog udenfor, og det er først i løbet af de sidste par århundreder, at videnskaberne atter er begyndt at komme til live. Det var først i året 1610, at florentineren Galilæi opfandt teleskopet og tilvejebragte, ved dets anvendelse til iagttagelse af himmellegemernes bevægelse og udseende et yderligere middel til at befæste kundskaben om verdenssystemets sande bygning.
I stedet for at vinde anerkendelse og højagtelse for sin opfindelse, blev han dømt til at fornægte den eller de meninger, der var en følge deraf, som et fordømmeligt kætteri. Før den tid blev Virgilius dømt til at brændes, fordi han påstod, at der eksisterede antipoder, eller med andre ord, at jorden var en klode og beboelig overalt, hvor der var land. Sandheden heraf er nu alt for anerkendt til, at vi behøver at omtale hans påstand nærmere.
Selvom det at tro på vildfarelser, som i og for sig ikke er moralsk onde, vel ikke gør nogen skade, må det dog være menneskets moralske pligt at modarbejde og fjerne dem. Det er ikke mere umoralsk ondt at tro, at jorden er flad som en pandekage, end det kan regnes for en moralsk dyd at tro, den er en rund klode, ligesom der ikke heller er noget moralsk ondt i at tro, at Skaberen ikke har frembragt andre verdener end denne ene, eller nogen moralsk dyd i at antage, at Han har frembragt millioner af verdener, som opfylder det uendelige rum. Men når et religionssystem skal fremgå af et tænkt skabelsessystem, der er falsk, og forenes dermed på en uadskillelig måde, så antager tingen en hel anden karakter. Da bliver vildfarelserne, i og for sig ikke moralsk onde, lige så skadelige, som om de var det. Da bliver sandheden væsentlig og må drages frem, for enten som sideordnet bevis at bekræfte religionssystemets rigtighed, eller for som modsigende bevis at benægte den. Med dette hensyn for øje er mennesket moralsk forpligtet til at skaffe sig al mulig kundskab om verdenssystemet og sammenligne den med religionssystemet. Men det kristne systems forsvarere og tilhængere har bestandig sat sig herimod, som om de frygtede resultatet, og har ikke alene kastet vrag på videnskaberne, men har endog forfulgt deres dyrkere.
Havde Newton eller Descartes levet tre eller fire århundreder tidligere og drevet deres studier på den måde, de gjorde, er det sandsynligt, at de ikke ville have levet til de havde fuldendt dem, og havde Franklin draget lynet ned fra himmelen på samme tid, ville han have fundet sin død i luerne.
Senere tider har kastet ansvaret over på vandalerne og gotherne, men om ovennævnte tilhængere af det kristne system vil tro det eller ej, så er det ikke desto mindre sandt, at vankundighedens tidsalder begyndte med det kristne system. Der fandtes langt mere visdom i verden før denne periode end mange århundreder efter, og med hensyn til religionen, da var det kristne system, som tidligere omtalt, kun en anden slags mytologi, og den, den afløste, var et udartet, gammelt deistisk system.(*)

(*)Det er umuligt for os at vide, hvornår den hedenske mytologi begyndte, men det indre bevis, den selv indeholder, viser, at den ikke begyndte i samme tilstand, som den endte. Alle denne mytologis guder, med undtagelse af Saturnus var nyere opfindelser. Saturnus’ regering antages at ligge før den såkaldte hedenske mytologi og var en slags deisme, da den antog troen på én gud. Man antager, at Saturnus har frasagt sig regeringen til fordel for sine tre sønner og sin ene datter, Jupiter, Pluto, Neptun og Juno, senere fremkaldte fantasien andre guder og halvguder i tusindvis, og gudekalenderen voksede lige så rask, som senere helgenkalenderen og statskalenderen.
Alle de udskejelser, der har fundet sted i teologien og religionen, hidrører fra den såkaldte åbenbarede religion. De mytetroende har mere åbenbaret religion end de kristne. De har deres orakler og deres præster, som man almindeligt antog, modtog og overleverede Guds ord mundtligt. Da således alle udskejelser, der har fundet sted fra Moloch til den ny prædestinationslære og fra hedningernes menneskeofringer til de kristnes ofring af Skaberen, må tilskrives adoptionen af en åbenbaret religion, er det sikreste middel til at forebygge alle sådanne ulykker og bedragerier, at antage, at der ikke gives nogen anden åbenbaring end den, der er forkyndt i skabelsen, og at betragte skabelsen som det eneste og virkelige Guds ord, der nogensinde har eksisteret og vil komme til at eksistere, og at alt andet, der kalder sig Guds ord, kun er fabel og bedrageri.

Dette videnskabens interregnum, og intet andet, er skyld i, at vi må skue tilbage på de ærværdige personer, vi kalder de gamle, gennem et stort tomt svælg af mange århundreder. Var videnskaben skredet fremad i forhold til det standpunkt, den indtog tidligere, ville dette svælg have været opfyldt med karakterer, som steg opad i kundskab, og de gamle, vi nu nærer så stor beundring for, ville synes os at stå i baggrunden af scenen. Men det kristne system ødelægger alt, og ville vi fra begyndelsen af det 16. århundrede se tilbage, da vil det svælg, som ligger mellem denne periode og de gamles tidsperiode, være at se til som en ørken, hvori ikke så meget som en busk forhindrede os udsigten til de frugtbare oaser i det fjerne.
Det er næsten umuligt at tro, at religionen holder det for irreligiøsitet at studere og udfinde lovene for verdensbygningen, som Gud har skabt. Men dette er for velkendt til at benægtes. Den begivenhed, som mere end nogen anden bidrog til at bryde denne lange kæde af despotisk uvidenhed var den, der er kendt under navn af Luthers reformation.
Selvom det vel næppe har været Luthers eller de andre reformatorers hensigt, begyndte videnskaberne dog fra denne periode atter at komme til live, og disses naturlige ledsager, friheds- og lighedsprincippet, at dukke frem. Dette var det eneste almene gode, reformationen bevirkede; for med hensyn til det, den udrettede i religiøs henseende, kunne den ligeså gerne være udeblevet. Mytologien fortsættes endnu uforandret og efter kristendommens paves fald fremstod en mængde nationale paver.
Efter at jeg således, ved det i selve tingen indeholdte bevis, har påvist årsagen til den forandrede undervisning og bevæggrunden til, at studiet af de døde sprog blev sat i stedet for videnskabelige studier, vil jeg som tillæg til de tidligere gjorte hentydninger anstille en sammenligning mellem det vidnesbyrd, verdenssystemet yder, og det kristne religionssystem. Jeg kan vel ikke begynde at drøfte dette emne på nogen bedre måde end ved at henvise til de begreber, jeg nærede i min ungdom, hvilke rimeligvis også har været tilstede hos alle til forskellig tid og i forskellig grad. Inden jeg går nærmere ind på at gengive disse begreber, og hvad der står i forbindelse dermed, vil jeg gøre nogle få indledende bemærkninger.
Da min fader var kvæker, havde jeg den fordel at nyde godt af en i høj grad moralsk opdragelse og erhvervede mig allerede i en ung alder et temmeligt betydeligt forråd af nyttige kundskaber. Selvom der i den skole, jeg gik, blev undervist i de døde sprog, lærte jeg dog ikke latin, ikke alene fordi jeg ingen lyst havde dertil, men nærmest på grund af de indvendinger, kvækerne gjorde mod de bøger, der blev brugt ved undervisningen. Dette hindrede mig imidlertid ikke i at gøre mig bekendt med indholdet af alle de latinske bøger, der brugtes i skolen.
Videnskaberne havde noget tiltrækkende for mig. Jeg havde nogen smag, og – som jeg tror – nogen poetisk begavelse, men denne evne undertrykte jeg snarere end jeg udviklede den, for ikke at føres for langt ind på fantasiens område. Så snart jeg var istand dertil, købte jeg mig et par glober, og hørte Martins og Fergusons filosofiske forelæsninger, senere gjorde jeg bekendtskab med dr. Beris ved det kongelige videnskabernes selskab, der dengang boede i Temple og var anset for at være en udmærket astronom.
Politik interesserede mig ikke. For min tanke var ordet politik ensbetydende med bedrageri. Når jeg tænkte på regeringsanliggender, måtte jeg derfor danne mig et selvstændigt system, overensstemmende med de moralske og filosofiske grundsætninger, hvori jeg var blevet opdraget. Jeg forudså, eller troede i det mindste at forudse, at et stort optrin ville vise sig for verdens øjne ved de amerikanske forhold, og det syntes mig, at såfremt amerikanerne ikke forandrede den plan, de dengang fulgte lige overfor den engelske regering og erklærede sig uafhængige, ville de ikke alene indvikle sig selv i en mængde nye vanskeligheder, men tillige udelukke den udsigt til erhvervelse af menneskelige rettigheder, som nu tilbød sig for dem. Det var grunden til, at jeg udgav det værk, som er kendt under navn af »Sund fornuft«, hvilket var mit første arbejde, og så vidt jeg kan bedømme mig selv, tror jeg, at jeg aldrig var blevet kendt som forfatter, havde ikke de amerikanske forhold foranlediget det. Jeg skrev »Sund fornuft« i året 1775 og udgav den d. 1. Januar 1776. Uafhængigheden erklæredes d. 4. Juli samme år.
Enhver, som har anstillet betragtninger over menneskesjælens tilstand og fremadskriden, må ved selvbetragtningen være kommet til det resultat, at der gives to slags skarpt adskilte tanker, dem vi frembringer i os selv ved refleksion og tankevirksomhed, og dem, der ubemærkede trænger sig ind i sjælen. Jeg har gjort mig det til regel altid at tage høfligt mod disse ubudne gæster, samtidig med at jeg har bestræbt mig for at undersøge, så vidt jeg har formået det, om de var værd at lytte til, og det er ad denne vej, jeg har erhvervet mig mine fleste kundskaber. Den lærdom, et menneske får i skolen, tjener ligesom en lille kapital til at bringe ham ind på selvundervisningens vej.
Enhver lærd er følgelig sin egen lærer, på grund af at grundsandheder med skarpt adskilte egenskaber efter de forskellige omstændigheder ikke kan opfattes gennem hukommelsen; deres endelige opholdssted er forstanden, og de er aldrig så iøjnefaldende, som når de først frembyder sig for fatteevnen. – Såvidt indledningen. –
Lige fra den tid, da jeg var i stand til at opfatte et begreb og reflektere derover, tvivlede jeg om sandheden af det kristne system, eller anså det i det mindste for en højst besynderlig ting. Jeg erindrer ikke hvilken del deraf, det navnlig var, men mindes godt, at da jeg var 7 år og hørte en af mine slægtninge, en stor hykler, læse en prædiken over det man kalder genløsningen ved Guds søns død, efter prædiken var endt, gik ned i haven, og idet jeg gik ned af havetrappen (jeg mindes endnu tydeligt stedet), oprørtes ved erindringen om det, jeg havde hørt, og tænkte ved mig selv, at det var at lade den almægtige Gud handle ligesom et slet menneske, der dræbte sin søn, når han ikke kunne få hævn på anden måde, og jeg kunne ikke indse, hvad hensigten var med at holde sådanne prædikener, da jeg var sikker på, at såfremt et menneske bar sig sådan ad, ville han blive hængt.
Det var ikke nogen i letsindighed undfanget tanke. Den var begrundet i det begreb, jeg havde om Gud, at han var for god til at begå en sådan handling og for almægtig til at behøve at begå den. Min tro er i dette øjeblik den samme. Jeg tror endvidere, at et religionssystem, der indeholder ting, der er anstødelige for et barnegemyt ikke kan være noget sandt system.
Det synes, som om forældre, der bekender sig til den kristne tro, blues ved at meddele deres børn noget om deres religionssætninger. De underviser dem undertiden i moral, og taler med dem om det såkaldte forsyns godhed, for den kristne mytologi har fem guddomme: Gudfader, Gudsøn, Gud den hellige Ånd, Forsynet og Naturen. Men den kristelige historie om Gudfader, som dræbte sin søn, eller brugte menneskene til at gøre det (hvilket er historiens egne ord), kan en fader ikke fortælle sit barn. Fortæller han, at det skete for at gøre menneskeslægten lykkeligere og bedre, bliver historien selv meget værre, da det så ville se ud som om menneskeslægten forbedres ved at have et mord til eksempel. Fortæller han, at det skete af barmhjertighed, risikerer han, at barnet ikke tror ham.
Hvor forskelligt er dette ikke fra deismens rene og simple bekendelse. Den sande deist har kun een guddom, og hans religion består i at søge guddommens magt, visdom og godhed i hans værk, og i at forsøge på at efterligne ham i alt.
Den religion, som med hensyn til det moralske og det gode, mest nærmer sig den sande deisme, er kvækernes, men de har gjort en for stor indskrænkning ved at udelukke Guds værk af deres system. Hvor stor ærbødighed jeg end har for deres menneskekærlighed, kan jeg dog ikke lade være med at smile ved tanken om, at en kvækers smag kunne være blevet rådspurgt ved Skabelsen: hvilken tavs og gråfarvet skabelse ville det da være blevet. Ikke en blomst ville da have udfoldet sine blade, ikke en fugl fået lov til at synge.
Jeg forlader nu disse betragtninger og går over til andre emner. Efter at jeg var blevet fortrolig med brugen af globerne og havde fået et begreb om rummets uendelige udstrækning og materiens delelighed, samt erhvervet mig et i det mindste almindeligt kendskab til det, man kalder naturfilosofi, begyndte jeg som tidligere anført at sammenligne det evige bevis, som disse ting giver os, med det kristne trossystem.
Det er vel ikke en ligefrem trosartikel i det kristne system, at vor jord er den eneste beboede klode, men denne antagelse hænger dog således sammen med Moses’ skabelseshistorie, historien om Eva og æblet, og sidestykket hertil, Guds søns død, at det kristne system kalder det lavt og latterligt at tro anderledes, det vil sige at tro, at Gud har skabt en mangfoldighed af verdener, i det mindste et lige så stort antal, som der findes af de kloder, vi kalder stjerner.
En og samme sjæl kan ikke tro begge disse antagelser, og den, der mener, at han gør det, har ikke tænkt synderligt over nogen af dem. Selvom de gamle allerede antog en mangfoldighed af verdener, er det dog først i løbet af de tre sidste århundreder, at jordens størrelse og form er blevet bestemt med sikkerhed. Jordens største omfang eller storcirkel er 5.391 mil.
En verden med en sådan udstrækning kan vel ved en løs betragtning synes os stor, men når vi sammenligner den med rummets umådelige udstrækning, hvori den befinder sig, er den uendelig meget mindre i forhold hertil end et sandskorn i forhold til jorden eller den mindste dugpartikel til hele oceanet. Af disse grunde må vi sige, at jorden er lille og kun en del af et helt system af verdener, der sammensætter Skaberens værk.
Det er ikke vanskeligt at danne sig et svagt begreb om rummets uendelige udstrækning. Tænker vi os et rums størrelse eller dimensioner, indskrænker vort begreb sig til væggene, hvor det står stille, men når vort øje eller vor fantasi svinger sig ud i rummet, det vil sige, når vi ser op i den såkaldte frie luft, kan vi ikke fatte, hvorledes den kan have vægge eller grænser, og selvom vi antager en grænse, vil dette spørgsmål trænge sig på: hvad er der bagved denne grænse? Og således videre, indtil fantasien vender træt tilbage og siger: der er ingen grænse. Det har altså ikke været af mangel på plads, at Skaberen ikke har gjort denne verden større end den er. Vi må søge grunden i noget andet.
Når vi betragter vor egen verden, eller rettere den, Skaberen har overladt til vor brug, vil vi finde enhver del deraf, landet, vandet og luften opfyldt med liv, fra de største dyr, vi kender, til de mindste insekter, som øjet næppe kan se, og derfra nedad til dyr, der er så små, at vi kun kan opdage dem ved mikroskopet. Hvert træ, hver plante, hvert blad, tjener ikke alene til bolig for, men tillige som en hel verden for talrige slægter, og den dyriske organisme er så findelt, at de safter, der flyder ud af et græsstrå, kan tjene til føde for dyriske væsener i tusindvis.
Da således ikke en plet af jorden er ubenyttet, er der ingen grund til at antage, at det umådelige rum er tomt og øde.
Vi vil nu lade tanken gå videre, og finder da måske den rette grund, eller i det mindste en god grund til, at Skaberen har foretrukket at dele massen i flere bestemt adskilte verdener, som vi kalder planeter, hvoraf vor jord udgør en, i stedet for at frembringe en stor verden med en umådelig stor udstrækning. Uden for dette planetsystem, i en afstand vi ikke ved beregning kan danne os noget begreb om, findes de stjerner, vi kalder fiksstjerner. Disse fiksstjerner befinder sig altid i samme indbyrdes afstand og altid på samme sted, og danner ligesom vor sol midtpunktet i forskellige systemer af verdener, vi ikke kan se på grund af afstanden.
Efter disse betragtninger må vi antage, at den uendelige udstrakte himmelhvælving er opfyldt med verdenssystemer, og at lige så lidt nogen del heraf ligger øde, som nogen plet af jorden eller havet er ubenyttet.
Efter således at have forsøgt på en letfattelig måde at give et begreb om verdensbygningen, står der endnu tilbage at forklare, hvad jeg tidligere har antydet, at Skaberen har bevist menneskene en stor velgerning ved, i stedet for en eneste umådelig stor verden, at skabe en mangfoldighed af verdener af samme slags som vort verdenssystem, bestående af en central sol og flere planeter med deres drabanter.
Det er en indgroet tanke hos mig, at al vor viden hidrører fra en beskuen og opfattelse af himmellegemernes bevægelser. Havde hele materien været samlet i een klode, ville bevægelsesfænomenerne næsten have været usynlige for os. Da Skaberen altid har tilsigtet noget nyttigt ved det skabte, må vi antage, at han har organiseret verdensbygningen på den for menneskene fordelagtigste måde, og da vi af erfaring ved, hvilke fordele den yder os, som den er, hvilke ikke ville være blevet os til del, såfremt vort verdenssystem var blevet en stor klode, må vi, selvom vi ikke har andre grunde, dog heri se en grund til, at der er blevet skabt en mangfoldighed af verdener, hvilket må opfylde os med taknemmelighed og beundring.
Det er imidlertid ikke alene os, beboerne af denne klode, der nyder godt af denne mangfoldighed af verdener, der sammensætter vort system, men de andre kunne erhverve sig kundskaber ad samme vej som vi. Beboerne af de andre planeter kan lige såvel iagttage vor klodes bevægelser, som vi kan iagttage deres. Jo længere vi lader tanken vandre ud i det uendelige rum, desto urimeligere bliver begrebet om en eneste verden, og desto stærkere indpræges troen på en uendelighed af verdener, sammenknyttede ved et for os usynligt bånd til et ufatteligt hele.
Hvilke tanker må vi efter de her anstillede betragtninger have om det kristne trossystem, som kun antager én verden, som tidligere anført kun 5.391 mil i omkreds, en vej, som et menneske, der går 1/2 mil i timen 12 timer i døgnet, ville kunne tilbagelægge på mindre end 3 år. Hvad er det vel imod det uendelige rum og Skaberens almagt.
Hvorledes er man da kommet på den besynderlige ide, at den Almægtige, der har skabt millioner af verdener, der var lige afhængige af hans beskyttelse, skulle lade alle andre passe sig selv og komme til vor verden for at dø, fordi, som de siger, en mand og kvinde havde spist et æble. Eller må antage, at enhver verden i det uendelige system har en Eva, et æble, en slange og en genløser. I så tilfælde måtte den person, som man med tilsidesættelse af al ærbødighed kalder Guds søn og undertiden Gud selv, ikke have andet at gøre end at rejse fra verden til verden i en uendelig kæde af død med knapt et øjebliks mellemrum af liv.
Ved at forkaste det bevis, der findes i Guds ord eller værk, Skabelsen, og ved at kaste vrag på en fornuftig anvendelse af dette, er mange vilde og fantastiske religionssystemer blevet dannet. Om der end kan findes mange religionssystemer, som langt fra at være moralsk onde, tværtimod er moralsk gode, kan der kun gives et eneste, der er sandt, og dette ene skal nødvendigvis i alt stemme overens med Guds evigt bestående ord, Skabelsen. Men det kristne trossystems principper er så besynderlige, at hvert bevis, Skabelsen yder os, enten direkte modsiger dem eller gør dem usandsynlige. Det er vel muligt, at der gives mennesker, der overtaler sig selv til at tro, at et såkaldt fromt bedrageri, i det mindste under særegne omstændigheder, kan frembringe noget godt. Men er et bedrageri engang adopteret, kan det ikke senere oplyses at have været et bedrageri, for det går med et fromt bedrageri som med en slet handling, der nødvendigvis medfører en fortsættelse.
De personer, der først prædikede det kristne trossystem, og i et bestemt øjemed satte det i forbindelse med den af Jesus Kristus prædikede moral, kunne vel have overtalt sig selv til at tro, at det var bedre end den hedenske mytologi, som herskede dengang. Bedrageriet fortsattes nu gennem flere generationer, indtil det ikke længere blev opfattet som et fromt bedrageri, men som noget sandt, og denne tro opmuntredes yderligere ved den interesse, de, der havde gjort det til en næringsvej at prædike, havde deraf.
Men selvom en sådan tro ved sådanne midler kunne blive populær blandt lægfolk, er det vanskeligt at forstå, hvorfor kirken gennem århundreder forfulgte videnskaberne og deres dyrkere, medmindre den skulle være sig bevidst, enten ved optegnelser eller gennem traditionen, at den ikke var andet end et fromt bedrageri og forudså, at den ikke kunde forsvare sig mod det bevis, der findes i Skabelsen.
Efter således at have påvist de uforenelige modsigelser mellem det virkelige Guds ord, Skabelsen, og det, der kaldes Guds ord, og som vises os i en trykt bog, som ethvert menneske kunne være forfatter til, vil jeg gå over til at omtale de tre vigtigste midler, der til alle tider, og måske endog i alle lande, har været anvendt for at bedrage menneskeslægten.
Disse tre midler er: mysterie, underværk og profeti: de to første er uforenelige med den sande religion, og det tredje må man altid være mistænkelig overfor.
Med hensyn til mysteriet er i en vis forstand alt, hvad vi ser, et mysterium for os. Vores egen tilværelse og hele den vegetative verden er mysterier for os. Vi kan ikke gøre rede for, hvorledes det går til, at et agern, som lægges i jorden, er i stand til at udvikle sig og blive til en eg. Vi ved ikke, hvorledes det går til, at det frø, vi sår, udvikler sig og formerer sig og giver os en så overordentlig stor rente af en så lille kapital.
Selve tingen, når vi se bort fra årsagen, er ikke et mysterium, da vi kan se den og kender midlet, vi bør anvende, og som kun består i at lægge frøet i jorden. Vi ved således så meget, som det er os muligt at vide, og den del af operationen, vi ikke kender, og som vi ikke var i stand til at udføre, selv om vi kendte den, påtager Skaberen sig at udføre for os. Vi er altså heldigere stillet, end om vi var indviede i mysteriet, og udførelsen overladt os selv. Men selvom enhver skabt ting er et mysterium i denne henseende, kan ordet mysterie ikke anvendes på en moralsk sandhed, lige så lidt som ordet mørke kan anvendes på det, vi forstår ved lys.
Den gud, vi tror på, er en moralsk sand gud, som intet har med noget mysterium at gøre. Det at tro på en gud, er så langt fra at være noget mysterium, at det tværtimod er den letteste af al tro, da den, som tidligere sagt, udspringer af en nødvendighed hos os; og udøvelsen af moralsk sandhed, eller med andre ord: en praktisk efterligning af Guds moralske godhed, består kun i at handle mod hverandre indbyrdes på samme velgørende måde, som Han har handlet mod os. Vi kan ikke tjene Gud på samme måde, som vi tjener vore medmennesker, der ikke kan undvære vor tjeneste, og den eneste måde, hvorpå vi kan tjene Gud, må derfor bestå i at bidrage vort til vore medskabningers lyksalighed, da de er skabt af Gud. Dette kan imidlertid ikke ske ved, at vi unddrager os fra samkvem med verden, og lader os nøje med et ensomt liv i egenkærlig andagt.
Selve religionens natur og formål overbeviser os om, at den er fritaget for alt hemmeligt og uberørt af al mystik. Religionen, som pligt betragtet, påhviler alle levende sjæle i lige høj grad, og den må derfor være lige let tilgængelig for alles forstand og fatteevne.
Mennesket lærer ikke religionen på samme måde, som det lærer hemmelighederne ved et håndværk. Det lærer religionens teori ved eftertanke. Den fremkommer ved forstandens indvirkning på de ting, det ser, hører eller læser, og dens udøvelse står i forbindelse hermed.
Hvad enten det har været af politik eller af fromt bedrageri, at menneskene har opstillet religionssystemer, – uforenelige med Guds ord, Skabelsen, som ikke alene overgår, men endog kommer i strid med den menneskelige fatteevne, har de i begge tilfælde været nødsagede til at opfinde et ord, der kunne afvende alle spørgsmål.
Ordet mysterie opfylder denne betingelse, og deraf kommer det, at religionen, som i og for sig ikke indeholder nogen hemmelighed, er indhyllet i en hemmelighedsfuld tåge. Mysteriet opfyldte øjemedet og fik en tilfældig medhjælper i underværket. Det første forvirrede forstanden, det sidste plagede sindet. Men før vi går videre, er det nødvendigt at forklare, hvad vi forstår ved et underværk.
På samme måde, som man kan sige, at enhver ting er en hemmelighed, kan man også sige, at enhver ting er et underværk, og at en ting ikke er et større underværk end en anden. Selvom en elefant er meget større end et møl, er den dog ikke noget større underværk, lige så lidt som et bjerg er et større underværk end en atom. For en almagt er det ikke vanskeligere at skabe millioner af verdener end at skabe en eneste.
Enhver ting er derfor et underværk i én forstand, i en anden derimod ikke. I sammenligning med vor magt og for vor fatteevne er det et underværk, men det er det ikke i sammenligning med dens magt, der har udført det; men da intet af alt dette forklarer os, hvad vi forstår ved begrebet underværk, er det nødvendigt at føre undersøgelsen videre.
Menneskene har antaget, at der eksisterer visse love, hvorefter den af dem såkaldte natur virker, og at et underværk er noget, der står i strid med disse loves almindelige måde at virke på; men da vi ikke kender disse loves udstrækning og ej heller det, vi i daglig tale kalder naturkræfterne, er vi ikke istand til at bedømme, hvorvidt noget, der synes os vidunderligt og mirakuløst, sker ifølge naturlovene eller står i strid hermed.
At et menneske kan hæve sig flere tusinde alen op i luften, ville høre ind under begrebet underværk, såfremt vi ikke vidste, at man kan udvikle en luftart, som er mange gange lettere end den atmosfæriske luft, og dog besidder så megen elasticitet, at den beholder, hvori den indeholdes, ikke sammenpresses til et mange gange mindre rum af den atmosfæriske luft, der omgiver den.
På samme måde kan vi anse det for et underværk at trække ildgnister ud af det menneskelige legeme, eller at lade et stykke jern bevæge sig uden at røre ved det, såfremt elektriciteten og magnetismen var os ukendte. Det kunne også se ud som et underværk, at gengive folk, der tilsyneladende var døde, livet, men det er noget, som så ofte anvendes på druknede personer, da man ved, at livskraften vel kan være hæmmet uden at være udslukt.
Da således skinnet er i stand til at bedrage os, og en ting kan synes virkelig uden at være det, er der intet så selvmodsigende som at tro, at den Almægtige ville anvende sådanne midler, som det, man kalder mirakler, da han derved ville udsætte den, der udførte det, for at blive anset for en bedrager, den, der fortalte det, for en løgner, og den lære, der ville understøtte det, som en fabelagtig opfindelse.
Miraklet er således det mest selvmodsigende af alle beviser, der anføres for at bestyrke troen på et eller andet religionssystem, selvom bedrageriet ofte er lykkedes. Det antyder for det første, at det må være en svag lære, der må tage sin tilflugt til komediespil (for et underværk er en komedie, hvilket begreb man så end tillægger ordet).
Og for det andet er det at fornedre den Almægtige, at gøre ham til skuespiller, som må gøre kunster for at more og forbavse folket. Det er tillige det mest tvetydige bevis, der kan anføres, da troen ikke afhænger af den ting, der kaldes et underværk, men af, hvorvidt man tror den person, der fortæller at have set det, og derfor er der ikke større sandsynlighed for, at tingen vil blive troet, selv om den er sand, end om den er løgn.
Ville nogen tro mig, når jeg sagde, at da jeg satte mig ned for at skrive denne bog, udstrakte en hånd sig af luften og førte min pen og skrev hvert ord, som her er skrevet? Tilvisse nej! Ville man tro mig bedre, om det virkelig havde været sandt? –Ingenlunde. Da således et virkeligt underværk, selv om det finder sted, er udsat for samme skæbne som et bedrageri, vokser modsigelsen ved at antage, at den Almægtige ville betjene sig af et middel, der ikke kunne tilvejebringe den tilsigtede hensigt.
Antager vi et underværk for at være noget aldeles uden for naturens orden, således at denne måtte gå udenfor de én gang vedtagne love, for at det kunne fuldbyrdes, så spørger vi uvilkårligt, når man fortæller os et underværk: »Hvad er mest sandsynligt, enten at naturen har overskredet sine love eller et menneske fortalt en løgn«? Vi har aldrig i vor tid set naturlovene blive overtrådt, men vi har god grund til at antage, at der i samme tid er blevet produceret millioner af løgne; man kan derfor ganske rolig vædde millioner mod een på, at den, der fortæller at have set et underværk, fortæller en løgn.
Historien om Jonas, der blev slugt af en hvalfisk, grænser næsten til det utrolige, selvom en hvalfisk er stor nok til at gøre det; men historien ville have været nærmere ved begrebet underværk, dersom Jonas havde slugt hvalfisken. I denne historie, der må tjene som repræsentant for alle underværkerne, vil det af sig selv vise sig, hvad der er mest sandsynligt, enten at et menneske har slugt en hvalfisk eller fortalt en løgn.
Men selv om vi nu antager, at Jonas havde slugt en hvalfisk, og var gået med den i sin bug til Ninive, og for at overbevise folket om sandheden heraf, havde kastet den op i deres påsyn i dens fulde længde og størrelse, ville de da ikke snarere have troet, at han var en djævel end en profet? Eller om hvalfisken var gået til Ninive og havde kastet Jonas op, ville de da ikke have troet, at hvalfisken var djævlen og Jonas en af hans afkom?
Det mest vidunderlige underværk er det, der fortælles i Det ny Testamente om djævelen, der fløj bort med Jesus Kristus til spidsen af et højt bjerg, og til spidsen af templets højeste tinde, og viste og lovede ham alle jordens kongeriger. Hvor kan det være, at han da ikke opdagede Amerika? Eller har hans sataniske majestæt kun fri rådighed over kongerigerne?
Jeg nærer for megen agtelse for Kristus’ moralske karakter til at tro, at han selv har fortalt dette hvalfiskeagtige underværk; det er ikke heller let at forstå, til hvad nytte det er blevet lavet, medmindre det skulle være for at bedrage underværk-kenderne, eller for at lette troen på mirakler ved overdrivelser, ligesom Don Quixote overdrev riddervæsenet, eller for at nedbryde troen på mirakler ved at gøre det tvivlsomt, hvorvidt disse var afhængige af Guds eller djævelens magt. Man må dog have en stærk tro på djævelen for at tro dette mirakel.
Fra hvilket standpunkt man end betragter miraklerne, er de usandsynlige og overflødige. De kunne ikke, selv om de er sande, udrette nogen nytte, for det er vanskeligere at tro på et underværk end på i og for sig moralske grundsandheder, der taler for sig selv uden at behøve et mirakel for at hjælpe sig.
Da endvidere et underværk kun varer en kort tid og kun ses af få, fordres der, for at man skal tro det menneske, der fortæller det, at man overfører sin tro på Gud til troen på et menneske. I stedet for at anse underværkerne for et bevis på et religionssystems sandhed, må vi snarere betragte dem som det modsatte, nemlig som et bevis på, at dette system er fabelagtigt.
For at sandheden kan være fuldkommen og åben, er det nødvendigt at den forkaster kirken, og det er overensstemmende med fablens karakter, netop at søge den hjælp, sandheden vrager. – Såvidt hemmeligheden og underværket.
Ligesom mysteriet og miraklet beskæftigede sig med det forbigangne og det nuværende, beskæftigede profetien sig med det tilkommende, og supplerede således troens tider. Det var ikke nok at vide, hvad der var sket, man måtte tillige vide hvad der ville ske. Den, man antog for at være profet, antog man tillige for at være de kommende tiders historieskriver, og om det end skete, at han ved at skyde med en tusindårig lang bue, kom til at træffe tusinde mile fra målet, kunne fremtidens velvilje dog udgive disse skud for kærneskud, og selv om han ikke havde truffet rigtigt, var det jo muligt, at Gud havde angret og forandret sin beslutning, ligesom i begivenheden med Jonas.
Det er vist på et tidligere sted, at den oprindelige betydning af ordene profet og at profetere, er blevet ombyttet med en anden, og at ordet profet efter den nuværende opfattelse er en nyere opfindelse, og dette er grunden til, at de jødiske profeters ophøjede tanker, metaforer, talemåder og udtryk forekommer os mørke, idet vi ikke er bekendte med de daværende lokale forhold, de hentyder til. Af denne grund har en senere tid ophøjet dem til profeter og lempet dem efter de forskellige sekters udtydninger og kommentarernes vilde og fantastiske begreber.
Alt ubegribeligt var profetisk, og alt betydningsløst sindbilledligt. En trykfejl ville have været en profeti og en karklud et sindbillede.
Hvis vi ved en profet ville forstå en mand, hvem den Almægtige ville meddele noget, der skulle ske i fremtiden, da måtte der enten findes sådanne mænd eller ikke. Fandtes der sådanne, da skulle man dog tro, at den på denne måde givne meddelelse ville blive gentaget i forståelige udtryk og ikke på en så usammenhængende måde, at de, der hørte den, ikke kunne forstå den; eller på en så tvetydig måde, at det næsten kunne passe på en hvilken som helst begivenhed. Det er mangel på ærefrygt for den Almægtige at tro, at Han ville behandle menneskene på en så skæmtende måde og dog hører alt det, som kaldes profetier i den såkaldte bibel, ind under denne benævnelse.
Men det forholder sig med profetien som med underværket, den vil ikke, selv om den er sand, svare til hensigten. De, for hvem en profeti berettedes, kunne ikke vide, om manden profeterede eller løj, eller hvorvidt det virkelig var blevet ham åbenbaret, eller han kun indbildte sig det, eller om den ting, han forudsagde, ville indtræffe eller ej, og således kunne ingen vide, om de mange ting, der skete hver dag, var forudsagte, eller tilfældigt eller ved gætteri slog til.
En profet er derfor en aldeles unyttig eller unødvendig person, og det sikreste, for ikke at udsætte sig for at blive bedraget, er derfor ikke at fæste lid til disse beretninger.
I det hele taget er mysterie, mirakel og profeti tillæg, som tilhører den fabelagtige og ikke den sande religion. De er de midler, der er blevet anvendt over hele verden for at gøre religionen til en næringsvej.
Da behandlingen af dette emne har strakt sig videre end jeg fra først af havde bestemt, vil jeg slutte den med et tilbageblik på det foregående.
For det første. Tanken om, eller troen på, at Guds ord eksisterer i tryk, skrift eller tale, er selvmodsigende af tidligere anførte grunde, hvilke foruden mange andre er: Mangelen på et verdenssprog, sprogets foranderlighed, de fejl, der fremkommer ved oversættelser, muligheden af helt og holdent at holde et sådant ord skjult, sandsynligheden for, at det er blevet forandret eller helt opdigtet, og verden bedraget på denne måde.
For det andet, at Skabelsen er det eneste virkelige og til enhver tid eksisterende Guds ord, som ikke kan bedrage os. Det forkynder Hans magt, det beviser Hans visdom, det åbenbarer Hans godhed og barmhjertighed.
For det tredje, at det er menneskets moralske pligt at efterligne Guds moralske godhed og barmhjertighed, som er os åbenbaret i Skabelsen, mod alle de skabte væsener; og det, at vi daglig ser Guds godhed mod alle mennesker, må være os et eksempel til at være gode mod hverandre indbyrdes, og at følgelig al slags forfølgelse og hævn mellem menneskene og al grusomhed imod dyrene, er overtrædelser af den moralske pligt.
Jeg nærer ingen frygt for, hvorledes min tilkommende tilværelse vil blive. Jeg lader mig nøje med at tro, ja er endog positivt overbevist om, at den magt, der skænkede mig tilværelsen, er i stand til at fortsætte den under hvilken form og på hvilken måde, den vil, og det synes mig mere sandsynligt, at jeg skal vedblive at bestå, end at jeg skulle have haft en tidligere tilværelse.
I det foregående er det vist, at alle nationer og religioner stemmer overens i at tro på én Gud. Der, hvor de afviger fra hinanden, er kun tillæg til denne tro, og hvis der nogensinde kommer til at herske en fælles tro, vil den ikke komme til at bestå i noget nyt, men i en afskaffelse af det overflødige, og blive reduceret til den oprindelige tro. Adam, for så vidt han nogensinde har eksisteret, var født deist; men lad imidlertid ethvert menneske benytte sig af sin ret og tro på den religion og følge den gudsdyrkelse, han eller hun synes bedst om.