Arbejdernes underhold

Arbejdsløn og kapital
Arbejdernes underhold tages ikke af kapitalen.

Endnu kan der imidlertid være en anstødssten tilbage, eller i det mindste kan det stille sig således for læseren.

Da plovmanden ikke kan æde furen, og en delvis færdig dampmaskine ejheller hjælpe til med at frembringe klæder til maskinbyggeren, har jeg så ikke, for at bruge Stuart Mills ord, glemt, at indbyggerne i et land underholdes og forsynes med livsfornødenheder ikke ved udbyttet af øjeblikkets, men af fortidens arbejde«; glemt at »det er øjensynligt, at arbejderne ikke kan leve af dét, som deres arbejde hjælper til at frembringe, men underholdes ved, hvad deres eget eller andres arbejde i forvejen har skaffet til veje, altså ved kapital«. (M. G. Fawcett.)

Den forudsætning, som ligger i disse udsagn, at det er en så selvindlysende sag, at arbejdet må underholdes af kapitalen, at det kun behøver at siges, så indrømmes det straks; denne forudsætning går som den røde tråd gennem hele den herskende socialøkonomi. Og så fuldt og fast tror man derpå, at den sætning, at befolkningens størrelse retter sig efter de fonds, som er bestemt til at beskæftige den, og forøges eller formindskes derfor stedse med forøgelsen eller formindskelsen af kapital« (Ricardo), for en lige så soleklar sandhed og igen gjort til grundlag for vigtige slutninger.

Ikke desto mindre er disse sætninger så langt fra selvindlysende, at de tværtimod er meningsløse; for de hævder den opfattelse, at der ikke kan udføres arbejde førend der forefindes arbejdsprodukter; med andre ord at produktet går forud for producenten. Og prøver man dem nærmere, vil det vise sig, at deres tilsyneladende lighed kommer fra en tankeforvirring.

Jeg har allerede peget på den under en fejlagtig definition skjulte vrangslutning, som ligger til grund for den sætning, at fordi føde, klæder og husly er nødvendige for det produktive arbejde, må kapitalmængden sætte skranke for næringsfliden. At en mand må have sin mad før han går på arbejde, er ikke det samme som at han ikke kan gå på arbejde, med mindre en kapitalist først forsyner ham med mad, for maden kan og vil i alle lande, hvor der hersker hungersnød, ikke skrive sig fra kapitalen: den formue, der er bestemt til produktionsøjemed, men fra den formue, der er bestemt til livsophold.

Men selvom sagen i og for sig er klar nok, er det dog vist ikke rådeligt at nøjes med således at lade beviset bero på forskellen mellem formue og kapital. Det behøves ejheller. Den sætning, at øjeblikkets arbejde må opholdes ved det foregående arbejdes produkt, vil ved nøjere undersøgelse vise sig kun at være sand i den forstand, at eftermiddagens arbejde må udføres ved hjælp af middagsmaden. Men dette er åbenbart ikke den mening, hvori sætningen blev brugt. Nej, meningen er den, at før man kan udføre et arbejde, der ikke øjeblikkelig afgiver midler til underhold, må der findes et forråd, tilstrækkelig stort til at opholde arbejderne, medens arbejdet står på. Lad os se, om dette er rigtigt.

Den båd, som Robinson Crusoe lavede med sådan uendelig møje og besvær, var en frembringelse, hvorved hans arbejde ikke kunne give noget øjeblikkeligt udbytte. Men var det derfor nødvendigt, at han, før han begyndte, måtte samle et forråd af Levnedsmidler, tilstrækkeligt til at underholde ham, medens han fældede træet, udhulede båden og til sidst skød den i havet? Nej, aldeles ikke. Det eneste, som behøvedes, var, at han brugte en del af sin tid til at skaffe sig føde, medens han anvendte den øvrige til at bygge båden. Eller lad os antage, at hundrede mænd lander uden noget som helst forråd i et nyt land. Vil det da være nødvendigt for dem at samle sig et forråd af levnedsmidler, der kan vare lige til høsten, før de kan begynde at dyrke jorden? Overhovedet ikke. Det eneste, som behøves, er, at der er så rigeligt med fisk, vildt, bær osv., at en del af de 100 mænds arbejde kan forslå til daglig at skaffe en så stor mængde, at alle kan få, hvad de behøver, og at der mellem dem er en sådan følelse af samdrægtighed, at de, der for øjeblikket skaffer føden, er villige til at dele (ombytte) med dem, hvis arbejde først senere kan give udbytte. Og således overalt: det eneste, der er nødvendigt, for at der kan produceres ting, som ikke i øjeblikket kan bruges, er, at der indenfor ombytningskredsen foregår en samtidig produktion af tilstrækkelige underholdsmidler for arbejderne, og findes villighed til at ombytte disse underholdsmidler med de ting, arbejdet bliver anvendt på.

Under normale forhold vil der altid til forbruget svare en samtidig produktion. Her er en ødsel dagdriver, som intet som helst udretter, men lever, lad os sige af en formue, som hans fader har efterladt ham, sikkert anbragt i statsobligationer. Kommer nu hans livsfornødenheder virkelig fra en i fortiden opsamlet formue? På hans bord findes nylagte æg, smør, der er kærnet for nogle få dage siden, fisk, som for fire og tyve timer siden svømmede i havet, kød, som slagterdrengen har bragt netop i rette tid til, at det kunne blive stegt; kort sagt, næppe noget, som ikke nylig har forladt den produktive arbejders hånd (det skulle da være nogle flasker gammel vin). Hvad denne mand arvede efter sin fader, og hvoraf han, som man siger, lever, er i virkeligheden aldeles ikke formue, men kun magt til at råde over formue, alt efter som andre producerer den. Og det er fra denne samtidige produktion, at hans livsfornødenheder tages.

De 2½ kvadratmile, London er bygget på, indeslutter utvivlsomt mere formue end noget tilsvarende område på jorden. Og dog, hvis det produktive arbejde i London aldeles standsede, ville inden få timer folk begynde at dø som fluer og inden få uger eller i det mindste måneder ville der næppe være en eneste i live. For en fuldstændig arbejdsstandsning ville være en mere forfærdelig ulykke end nogen, der har ramt en belejret by. Det ville ikke blot være en ydre ringmur, sådan som Titus drog den omkring Jerusalem, der ville hindre den stadige tilførsel af livsfornødenheder; men det ville være at drage en lignende mur omkring hver enkelt husholdning. Lad os tænke os et sådant ophør af arbejde i et samfund, og vi vil se, hvor sandt det er, at menneskeslægten i virkeligheden lever fra hånd i mund; at det er samfundets daglige arbejde, som forsyner samfundet med dets daglige brød.

Aldeles på samme måde, som underholdet til de arbejdere der byggede pyramiderne, ikke blev taget fra et i forvejen oplagret forråd, men fra nildalens årlige høst, og som en regering i vore dage, når den begynder på et stort arbejde, der vil vare i flere år, ikke dertil anvender allerede eksisterende formue, men formue, der først skal frembringes (og som i form af skatter tages fra producenterne efterhånden som arbejdet skrider fremad), på samme måde kommer livsfornødenhederne for de arbejdere, der ikke umiddelbart frembringer sådanne, fra den produktion af livsfornødenheder, som andre samtidig er beskæftiget med.

Hvis vi følger den kreds af ombytninger, hvorved det arbejde, der gøres for at lave en stor dampmaskine, skaffer arbejderen føde, bolig og klæder, vil vi finde, at selvom der kan være tusinde mellemhandlere mellem arbejderen og dem, som producerer brød, kød osv., så er dog det hele forhold i virkeligheden simpelthen en ombytning af arbejde mellem ham og dem. Grunden til, at der anvendes arbejde på maskinen, er åbenbart den, at der er efterspørgsel efter en sådan fra visse folks side, som igen frembringer, hvad bagere, slagtere osv. ønsker. Omvendt bevirker maskinbyggerens efterspørgsel efter brød, kød osv., at en tilsvarende mængde arbejde anvendes på produktion af disse varer; og således tilvejebringer hans arbejde, der direkte går ud på maskinproduktion, indirekte de ting, som han anvender sin løn til.

Eller for at sige det kort og klart: forbrugernes efterspørgsel bestemmer i hvilken retning det produktive arbejde kommer til at gå.

Denne grundsætning er så simpel og indlysende, at den ikke trænger til nogen yderligere forklaring; men ikke desto mindre forsvinder i dens lys alle forviklingerne i vort emne. Vi ser, at nu, lige såvel som under de mest primitive samfundsforhold, tilvejebringer enhver ved sit arbejde, hvad han har behov, at selvom den stærkt gennemførte deling af arbejdet kun tillader hver enkelt at frembringe en lille del eller måske aldeles intet af det, som hans arbejde går ud på at skaffe ham, så retter han dog derved andres arbejde hen på frembringelsen af de ting, han på sin side behøver, og tilvejebringer dem derved i virkeligheden selv.

Således frembringer f.eks. plovmanden, selvom den høst, for hvis skyld han vender jorden, endnu ikke er udsået, dog gennem sit arbejde i virkeligheden den mad, han spiser, og den løn, han får. For selvom pløjningen kun er et enkelt skridt hen imod at tilvejebringe afgrøde, så er den dog et skridt, og ved det løfte, som det giver om en kommende høst, udfrier det af det almindelige forråd plovmandens underhold og løn. Dette er ikke blot teoretisk, men praktisk og bogstavelig rigtigt. Lad os tænke os, at ingen pløjede i behørig tid. Ville ikke tegnene på mangel øjeblikkelig vise sig uden at vente på høstens tid? Ville ikke virkningen øjeblikkelig gøre sig gældende på kontoret, i maskinværkstedet og fabrikken, og væverstolen snart stå lige så stille som ploven? At det ville gå således, ser vi på den virkning, som øjeblikkelig indtræder efter en dårlig høst. Og producerer så ikke den mand, der pløjer, sit livsophold lige så godt, som om hans daglige arbejde umiddelbart frembragte de ting, som han tilbytter sig?

Det er da også en kendsgerning, at hvor der findes arbejdere, som søger beskæftigelse, hindrer kapitalmangel ikke ejeren af jord, der lover sælgelig afgrøde, fra at leje dem. Måske gør han akkord med dem om andel i afgrøden (en almindelig fremgangsmåde i visse egne af De Forenede Stater). I så fald får arbejderne, hvis de ikke har midler til livets ophold, kredit hos den nærmeste købmand mod den sikkerhed, som deres arbejde byder. Og således bliver det i opdyrkning nedlagte arbejde øjeblikkelig nyttiggjort eller ombyttet, eftersom det udføres.Den række af ombytninger, som forbinder produktion med forbrug, kan sammenlignes med et krumt rør, fyldt med vand. Bliver der hældt vand i på den ene side, løber der en lige så stor mængde vand ud på den anden. Det er ikke nøjagtig det samme vand, men dets mængde er den samme. Og på samme måde sætter de, som udfører produktionsarbejdet, lige så meget ind, som de tager ud; de får i levnedsmidler og løn kun produktet af deres arbejde