Arbejdslønnen tages ikke af kapitalen

Fremskridt og fattigdom
Afsnit 1: Arbejdsløn og kapital

Arbejdslønnen tages ikke af kapitalen, 
men frembringes ved arbejde
Betydningen af den foregående redegørelse vil, tænker jeg, blive mere og mere iøjnefaldende, jo længere frem vi kommer i vor undersøgelse, men dens betydning for forståelsen af det, der for øjeblikket beskæftiger os, er tydelig nok.

Det viser sig ved første øjekast, at de, som påstår, at lønnen bliver taget af kapitalen har tabt den socialøkonomiske betydning af ordet løn af sigte og fæstet opmærksomheden alene ved den dagligdags, snævrere betydning af ordet. For i alle de tilfælde, hvori arbejderen er sin egen arbejdsgiver og ligefrem tager produktet af sit arbejde som løn, er det klart nok, at lønnen ikke tages af kapitalen, men fremtræder umiddelbart som udbytte af arbejdet. Hvis jeg f.eks. giver mig til at indsamle fugleæg eller plukke vilde bær, så er de æg eller bær, jeg får fat i, min løn. Ingen vil da påstå, at løn i et sådant tilfælde tages af kapitalen. Der er jo ingen kapital med i spillet. Et fuldstændig nøgent menneske, der bliver kastet op på en ø, som aldrig nogen menneskefod før har betrådt, kan samle fugleæg eller plukke bær.

Eller, dersom jeg tager et stykke læder og deraf laver et par sko, så er skoene min arbejdsløn. De er dog virkelig ikke taget fra kapitalen, hverken min eller nogen andens, men bragt til veje ved arbejdet, og idet jeg får dette par sko som løn, formindskes kapitalen end ikke et eneste øjeblik den mindste smule. I begyndelsen består jo nemlig kapitalen af læderstykket, tråden osv. Alt efter som mit arbejde skrider frem, forøges værdien stadig, indtil jeg, når mit arbejde har nået sit endemål, de færdige sko, har min kapital øget med værdiforskellen imellem materialet og skoene. Dette værdioverskud, min løn, har altså ikke i noget som helst øjeblik taget noget fra kapitalen.

Adam Smith, der gav den socialøkonomiske tænkning den retning, som til slutning har ledet til de nugældende indviklede teorier om forholdet mellem løn og kapital, så tydelig nok, at i sådanne simple tilfælde som de ovennævnte udgør arbejdsudbyttet lønnen, og han begynder derfor sit kapitel om arbejdslønnen således:

»Arbejdsproduktet udgør den naturlige løn for arbejdet. I den oprindelige samfundstilstand, der går forud både for tilegnelsen af jord og ophobningen af gods, tilhører hele arbejdsudbyttet arbejderen. Han har hverken jordejer eller arbejdsgiver at dele med.«

Havde den store skotte taget dette til udgangspunkt for sine undersøgelser og blevet ved med at betragte arbejdsudbyttet som arbejdets naturlige løn, jordejeren og arbejdsgiveren derimod kun som parthavere, så ville hans slutninger være blevet ganske anderledes, end de blev, og socialøkonomien ville ikke for øjeblikket have rummet en sådan mængde modsigelser og urimeligheder. Men i stedet for at følge den sandhed, der er indlysende, hvor det drejer sig om simple produktionsforhold, som ledetråd i de mere indviklede forholds labyrint, forlader han den straks, og idet han bemærker, at »i alle dele af Europa er der tyve arbejdere, som tjener under en arbejdsgiver, for hver en, som er uafhængig«, begynder han undersøgelsen på ny ud fra et synspunkt, hvorfra arbejdsgiveren betragtes som den, der af sin kapital skaffer løn til sine arbejdere.

Det er klart, at tallet på dem, som direkte har indtægt af eget arbejde uden nogen arbejdsgivers mellemkomst, selv i Europa for hundrede år siden må have været langt større. I hvert fald må i De Forenede Stater, hvor en almen lønlov må gælde lige så godt som i Europa, den part af arbejderne, som får deres løn af en arbejdsgiver, være forholdsvis lille, da en meget stor del af folket endnu er selvstændige bønder. Det er imidlertid ikke nødvendigt at drøfte forholdet mellem antallet af selvstændige arbejdere og lejede, eller at komme med flere eksempler på den selvindlysende kendsgerning, at hvor arbejderen er sin egen arbejdsgiver, dér er arbejdsudbyttet hans løn; for så snart man mindes, at udtrykket løn indbefatter al arbejdsfortjeneste, så er det klart, at den mening, at lønnen tages af kapitalen, denne mening, hvorpå uden betænkning bliver opført en så uhyre overbygning, i det mindste for en stor del er urigtig, og at det yderste, man med noget skin af sandhed kan påstå, er, at én slags løn, nemlig den, som arbejderen modtager af en arbejdsgiver, tages af kapitalen. Denne indskrænkning i hovedforudsætningen afkræfter straks alle de slutninger, som er draget af den; men uden at opholde os derved vil vi prøve, om den, selv i denne indskrænkede forstand, stemmer med de virkelige forhold. Lad os tage tråden op dér, hvor Adam Smith lod den falde, og undersøge, om ikke det, som ligger klart for dagen i de enkleste former af produktionen, også holder stik i de mest indviklede.

Det, der i simpelhed nærmer sig mest til den tingenes oprindelige tilstand, som man endnu kan finde mange eksempler på, hvor det hele udbytte tilhører arbejderen, er den ordning, hvorefter arbejderen, selvom han arbejder for en anden eller med en andens kapital, får sin løn in natura, det vil sige i de ting, han frembringer. I dette tilfælde er det så klart, som når arbejderen arbejder for egen regning, at lønnen tages af arbejdsudbyttet og aldeles ikke af kapitalen. Hvis jeg lejer en mand til at samle æg, plukke bær eller lave sko og betaler ham af de æg, bær eller sko, som arbejdet skaffer mig, så kan der ikke være noget spørgsmål om, at kilden til denne løn er det arbejde, som lønnen betales for. Det var på vilkår som disse, at Jakob arbejdede for Laban; og lige til den dag i dag er det, selv i civiliserede lande, en ikke sjælden måde at beskæftige arbejdere på. Andelslandbrug (som finder sted i betydelig udstrækning i Unionens sydlige stater og i Californien) såvel som de mange tilfælde, hvori driftsledere, sælgere osv. betales med visse procenter af gevinsten, hvad er alt dette andet end at beskæftige arbejdere for en løn, der består i en del af arbejdsudbyttet?

Det næste skridt på vejen fremad fra det simple til det indviklede er de tilfælde, hvor lønnen, selvom den beregnes in natura, betales i noget andet af samme værdi. Således er det skik på amerikanske hvalfangerskibe, at der ikke betales fast løn, men en vis andel i fangsten, som varierer fra f.eks. en tolvtedel for kaptajnen ned til en trehundrededel for kahytsdrenge. Når altså en hvalfangerskude efter en heldig jagt kommer ind til New Bedford eller San Francisco, så har den i lasten mandskabets løn såvel som ejerens fortjeneste og erstatning for alt, hvad der er brugt op på rejsen. Kan noget være tydeligere, end at denne løn, denne tran osv., som hvalfangerens mandskab har indbjerget, ikke er blevet taget af kapitalen, men virkelig er en del af deres arbejdsudbytte? Denne kendsgerning bliver heller ikke i mindste måde fordunklet, når for nemheds skyld værdien af hver mands andel takseres og udbetales ham i penge. Der finder altså ikke noget kapitalforskud sted. Lønnen betales ikke før den værdi, som den skal betales af, er bragt i havn. I samme øjeblik, ejeren tager penge af sin kapital for at betale mandskabet, lægger han tran og fiskeben til sin kapital.

Lad os nu gå et skridt videre, et, der vil bringe os til den sædvanlige måde at beskæftige og lønne arbejdere på:

Farallone-øerne ved San Francisco er en rugeplads for søfugle; og et aktieselskab beskæftiger i den passende årstid mænd med at samle æg dér. Selskabet kunne lønne disse mænd med en andel i de æg, de samler, således som tilfældet er ved hvalfangsten. Men da fuglene findes i mængde og er tamme, og man ved et vist arbejde normalt kan samle en vis mængde æg, finder selskabet det mere hensigtsmæssigt at give sine folk fast løn. Mændene drager ud og bliver på øerne, samler æggene og bringer dem til en landingsplads, hvorfra de bliver sejlet til San Francisco og solgt. Når æggetiden er forbi, vender mændene tilbage og får deres fastsatte løn udbetalt i penge. Kommer det nu ikke ud på ét med, om den fastsatte løn i stedet for at betales i penge blev betalt i æg af tilsvarende værdi, og er ikke pengelønnen lige så fuldt udbytte af det arbejde, den betales for, som æggene ville være det for en mand, der indsamlede for egen regning?

For at tage et andet eksempel, som omvendt viser, at pengeløn og løn in natura kommer ud på eet. Der lever i Buenaventura en mand, som skaffer sig en udmærket indtægt ved for spækkets og skindets skyld at skyde den almindelige sæl, som besøger de nærliggende øer. På disse sælhundejagter tager han med sig til hjælp to eller tre kinesere, som han fra først af lønnede med penge. Men nu sætter kineserne stor pris på hansælhundens lange varbørster, som de anvender i et for os uindviede barbarer ubegribeligt øjemed. Den omtalte mand fandt snart, at kineserne var meget villige til i stedet for penge at tage disse varbørster, så at han nu for største delen betaler dem deres løn på denne måde.

Nuvel, gælder ikke det, som alle disse tilfælde viser, at løn i penge falder sammen med løn i varer, overalt, hvor der betales løn for produktivt arbejde? Er ikke det fond, der tilvejebringes ved arbejdet, i virkeligheden det, som lønnen betales af?

Man vil måske sige: »Der er den forskel, at hvor en mand arbejder for sig selv, eller hvor han får sin løn i varer, afhænger lønnen af arbejdsudbyttet. Hvis der hændelsesvis intet udbytte bliver, får han ingenting. Arbejder han derimod for en arbejdsgiver, får han under alle omstændigheder sin løn; den afhænger af arbejdets udførelse, ikke af dets udbytte. Men dette er åbenbart ikke nogen egentlig forskel. Gennemsnitlig frembringer det arbejde, som gøres for fast løn, ikke blot lønnens beløb, men mere; ellers kunne arbejdsgiveren ikke vente sig nogen gevinst. Når lønnen er bestemt, overtager arbejdsgiveren hele risikoen og bliver holdt skadesløs for denne forsikring; for den faste løn er altid noget lavere end den, som afhænger af udbyttet. For øvrigt er det, om ikke altid, så dog hyppigt tilfældet, at de uheld, der hindrer arbejdsgiveren i at drage nytte af arbejdet, også hindrer ham i at betale lønnen. Og i én betydelig virksomhedsgren er arbejdsgiveren i tilfælde af uheld efter loven fritaget for at betale løn, selvom overenskomsten går ud på fast løn. Ifølge søfartsloven er »fragten lønnens moder«, og selvom sømanden har gjort sit, berøver dog det uheld, som hindrer skibet i at tjene fragt, ham retten til at kræve løn.

Denne lovbestemmelse er et håndgribeligt udtryk for den sandhed, som jeg søger at hævde. Produktionen er altid lønnens moder; uden produktion ingen løn. Det er fra arbejdsudbyttet, ikke fra noget kapitalforskud, at lønnen kommer.

Overalt vil dette ved nøjere eftersyn vise sig at være sandt: hvad enten lønnen udredes af en arbejdsgiver, eller man arbejder for sig selv, går arbejde altid forud for løn. Undertiden betales den dag for dag, oftere ugevis eller månedlig, og i mange produktionsgrene for hvert stykke, men bestandig forudsætter lønbetalingen, at arbejderen i forvejen har udført et arbejde for arbejdsgiveren.

Jeg dvæler ved denne åbenbare kendsgerning, fordi den er af største vigtighed for forståelsen af de mere indviklede foreteelser ved lønnen; og hvor indlysende end sagen er, så beror dog den tilsyneladende rimelighed af den sætning, at »lønnen bliver taget af kapitalen«, netop på en antagelse, der skjuler denne sandhed. Denne antagelse er, at arbejdet ikke kan udfolde sin produktive kraft, med mindre det forsynes med underhold af kapitalen[1]. Den læser, der ikke er på sin post, føler sig straks slået af den kendsgerning, at arbejderen må have føde, klæder osv. for at kunne arbejde, og da han nu har ladet sig fortælle, at den føde, de klæder osv., som arbejderen bruger, er kapital, så erklærer han sig enig i den slutning, at forbrug af kapital er nødvendig, om arbejdere skal beskæftiges. Herfra bliver det så med største lethed afledet, at kapitalen sætter skranke for næringsfliden, at efterspørgslen efter arbejdskraft afhænger af den forhåndenværende kapitalmængde, og at arbejdslønnen bestemmes ved forholdet mellem antallet af arbejdere og størrelsen af den kapital, der er bestemt til arbejdsløn.

Jeg tænker dog, at undersøgelserne i forrige kapitel vil sætte enhver i stand til at se, hvor fejlen i denne tankegang ligger, en fejl, som har indviklet nogle af de mest skarpsindige hoveder i et selvspundet væv. Fejlen stikker i brugen af ordet kapital i to betydninger. I forudsætningen (at kapital er nødvendig til udførelse af produktivt arbejde) opfattes ordet kapital som indbefattende føde, klæder, hus osv.; i de slutninger, som afledes deraf, bruges ordet derimod i sin sædvanlige, rigtige betydning af formue, der ikke tjener til at tilfredsstille øjeblikkets behov, men til ny frembringelse, formue i arbejdsgiverens hånd. Slutningen er ikke mere holdbar, end om man ud fra det forhold, at en arbejder ikke kan gå på arbejde uden frokost og klæder på kroppen, ville drage den slutning, at så kan ikke andre arbejdere gå på arbejde end de, som arbejdsgiverne først har forsynet med frokost og klæder. Og dog er jo det virkelige forhold det, at arbejderne i reglen selv skaffer sig mad og klæder, og at kapitalen (i den betydning, hvori ordet anvendes i modsætning til arbejdet) måske nok i undtagelsestilfælde giver, men aldrig er tvunget til at give arbejderne forskud. Af hele det uhyre antal arbejdsløse, men arbejdsvillige arbejdere er der rimeligvis ikke en eneste, som ikke kunne tages i arbejde uden forskud på lønnen. En stor del ville uden tvivl med glæde gå til arbejdet på det vilkår, at lønnen først skulle udbetales ved månedens slutning; meget få ville nægte på sædvanlig vis at vente til ugens ende, og der ville sikkert ikke findes nogen, som ikke ville vente til aften. Det nøjagtige tidspunkt for lønnens udbetaling er noget uvæsentligt; hovedsagen, det jeg lægger vægt på, er, at betalingen følger efter udført arbejde.

Udbetalingen af løn forudsætter altså bestandig, at arbejdet i forvejen er gjort. Men hvad betyder udført arbejde? Åbenbart, at der er frembragt formue, der jo, såfremt den skal anvendes til ny produktion, er kapital. Da nu oven i købet arbejdsgiveren sædvanligvis får en gevinst, så er udbetaling af løn for hans vedkommende intet andet end en tilbagebetaling til arbejderen af en del af den kapital, han har vundet ved arbejdet. Og da han tilmed altid får den frembragte kapital, førend han udbetaler arbejdsløn, på hvilket tidspunkt er da hans kapital, selv kun forbigående, blevet formindsket?

Lad os prøve: tag f.eks. en fabrikant, som omdanner råstof til færdige produkter, – bomuld til klædevarer f.eks. – og som betaler sine arbejdere, som tilfældet sædvanligvis er, en gang om ugen. Foretag en nøjagtig vurdering af hans kapital mandag morgen, før arbejdet begynder, altså af hans bygninger, maskiner, råstoffer, kontante penge og oplag af færdige varer. Lad os for simpelheds skyld tænke os, at han hverken køber eller sælger i ugens løb, og foretag så, efter at arbejdet er standset og han har betalt sin arbejderstab lørdag aften, en ny opgørelse. Kassebeholdningen vil være mindre, for arbejderne har fået løn udbetalt; der vil være mindre af råstoffer, kul osv., og fra bygningernes og maskinernes værdi må der gøres et afdrag, som svarer til sliddet i ugens løb. Men til gengæld vil lageret af færdige varer være blevet så meget større, at facit dog viser kapitalforøgelse. Åbenbart tages altså det beløb, han betalte i løn, ikke af hans egen (eller nogen som helst andens) kapital, men fra den værdi, arbejderne selv havde frembragt. Deres løn var lige så sikkert frugten af deres arbejde, som urmenneskets var, når han længe »før tilegnelsen af jord og ophobningen af gods« skaffede sig østers ved at slå dem af klippen med en stok.

Ligesom den, der har sat penge i en bank, ved at hæve, hvad han tidligere har sat ind, ikke formindsker bankens kapital, således kan arbejdere ved at modtage løn ikke engang midlertidig formindske enten arbejdsgiverens eller samfundets kapital. Ganske vist får arbejderne i reglen ikke de samme ting igen, som de har frembragt, lige så lidt som de, der hæver penge, får de samme mønter eller pengesedler tilbage, som de har indsat; men de får den tilsvarende værdi igen, og vi må derfor have ret til at sige, at arbejderen får i løn den formue, han har tilvejebragt ved sit arbejde.

At denne almengyldige sandhed så ofte er blevet fordunklet, skyldes hovedsagelig forveksling af formue med penge (denne rige kilde til økonomisk forvirring); og det er ejendommeligt at lægge mærke til, hvorledes så mange af dem, der, siden Adam Smith fik ægget til at stå på ende, har påvist urigtigheden af merkantilismens slutninger, farer vild på samme vis, så snart det gælder forholdet mellem kapital og arbejde. Da penge er det mellemled, hvorigennem al formueomsætning finder sted, så vil i almindelighed de vanskeligheder, som rejser sig for ombytningen, vise sig, når det gælder at gøre varerne i penge. Derfor kan en producent, som har givet sine penge ud til arbejdsløn, undertiden finde det vanskeligt hurtigt at omsætte i penge igen de værdier, han har tilbyttet sig, og så siger man, at han har udtømt sin kapital. I virkeligheden ejer han nu i varer den samme kapital, han før havde i penge; den har skiftet form, men den er ikke blevet mindre.

Der gives en produktionsgren, hvor man er mindst udsat for den tankeforvirring, som kommer fra den sædvane at vurdere kapital i penge, fordi dens produkt netop udgør det sædvanlige stof til og værdimåler for penge. Og det træffer sig således, at denne virksomhed næsten side om side afgiver lysende eksempler på produktion i alle dens former, fra de simpleste til de mest indviklede.

I Californiens tidligere tider, da guldvaskeren i flodlejet fandt de glitrende smådele, som langsomme naturprocesser havde afsat dér, udvaskede han sin løn (og således kaldte han det selv) i virkelige penge; for da mønt var sjælden brugte man guldstøv som gangbart betalingsmiddel efter vægt, og ved dagens ende havde han sin løn i penge i en skindpung i lommen. Der kan ingen strid være om, hvorvidt denne kom fra kapitalen eller ikke. Heller ikke kunne der være nogen tvivl, når ejeren af et særlig rigt findested fik mænd til at arbejde for sig og betalte dem med de samme »penge«, deres arbejde havde draget frem fra kløften eller floden. Men så blev møntede penge mere almindelige, og den guldvasker, som havde lejede folk, betalte dem da med mønt, han havde fået for det guldstøv, som deres arbejde havde skaffet til veje. Havde han mønt nok til at betale med, så beholdt han sit guldstøv i stedet for at sælge det hos den nærmeste handelsmand og give denne procenter, indtil han havde samlet nok til at gøre en rejse til San Francisco, hvor han uden udgift ved møntværket kunne få rede penge derfor. Medens han således samlede guldstøv, formindskedes hans beholdning af mønt, aldeles som fabrikantens, der øger sit varelager. Og dog vil ingen være dum nok til at indbilde sig, at guldvaskeren mindskede sin kapital ved således at indsamle guldstøv og udbetale mønt.

Men snart tømtes de lejer, der kunne udnyttes uden videre, og guldgravningen blev nu en langt mere indviklet sag. Før en mine kunne give udbytte, måtte der graves dybe gange, store dæmninger måtte bygges, lange tunneler bores, vand ledes milevidt over bjerg og dal, og kostbare maskiner opstilles. Disse arbejder kunne ikke udføres uden kapital. Stundom krævede deres fuldførelse år, hvorunder der ikke var nogen indtægt at vente, medens arbejderne skulde have løn hver uge eller måned. Ja, men sandelig, vil man sige, i sådanne tilfælde, om ikke i noget andet, er lønnen da virkelig et forskud, givet af kapitalen; her i det mindste indskrænkes næringsfliden af kapitalen, for uden kapital kunne sådanne arbejder ikke udføres. Lad os se.

Det er altid tilfælde af denne art, man anfører som bevis for, at lønnen tages af kapitalen. Hvor der betales løn, førend arbejdets endelige mål er nået, som ved jordbruget, hvor pløjning og såning må foregå adskillige måneder før høsten, ved bygningen af skibe, jernbaner osv., er det klart, at ejerne af den kapital, der bliver betalt ud i lønninger, ikke kan vente nogen øjeblikkelig indtægt, men må »gøre udlæg« for en tid, der stundom beløber sig til mange år. Og holder man sig da ikke grundprincipperne for øje, kan man let glide ind i den slutning, at lønnen er betalt i forskud af kapitalen. Men en simpel udregning vil vise, at selv sådanne tilfælde ikke danner nogen undtagelse fra reglen. For hvad er det, kapitalisten gør, når han i sådanne tilfælde betaler kapital ud i lønninger? Da arbejdsydelse går forud for betalingen af løn, så modtager arbejdsgiveren værdi, før han udbetaler værdi; han bytter kun kapital i én form mod kapital i en anden form. For frembringelsen af værdi afhænger ikke af produktets fuldendelse, den finder sted på ethvert trin af produktionsprocessen, (det er ikke det sidste hammerslag mere end det første, der skaber den) så hvor længe end det hele foretagende står på, føjer arbejdet stedse noget til kapitalen, før det tager sin løn derfor fra den.

At værdifrembringelsen foregår uafbrudt, ses meget tydeligt overalt, hvor det ved gennemført arbejdsdeling er blevet sædvanligt at de forskellige dele af den fuldstændige produktionsproces bliver udført af forskellige grupper af arbejdere, så vi er vante til at værdsætte det værdibeløb som arbejdet har frembragt på hvert enkelt produktionstrin. Og en smule eftertanke vil vise, at dette er tilfældet med det store flertal af produkter. Lad os tage et skib, en bog eller et brød. De er færdige produkter. Men ingen af dem blev frembragt på én gang eller af ét sæt arbejdere, og vi kan let skelne mellem de forskellige trin i frembringelsen af den værdi, de har som færdige artikler. På ethvert af disse trin kan vi påvise en værdifrembringelse, en kapitalforøgelse. Brødet, som bageren tager ud af ovnen, har en bestemt værdi. Men denne består for en del af værdien af det mel, dejgen blev lavet af. Og denne igen er sammensat af kornets og malingens værdi osv. Råjern er meget langt fra at være et færdigt produkt. Det må gennemgå adskillige, måske mange produktionstrin, før det bliver til de færdige artikler, hvortil jernmalmen blev brudt. Og dog, er ikke råjern kapital?

Kort sagt, da betalingen af løn altid afhænger af ydelsen af arbejde, så vil, hvor længe end produktionsprocessen kan vare, betalingen af løn aldrig indbefatte noget kapitalforskud; den formindsker heller ikke, selv midlertidig, nogen kapital. Det kan tage et eller endog flere år at bygge et skib, men frembringelsen af den værdi, som det færdige skib til sidst vil have, går for sig dag efter dag, time efter time, lige fra den dag, kølen blev lagt.

Der finder ikke engang noget kapitalforskud sted, når der bygges en Sutro- eller en St. Gotthard tunnel eller en Suez Kanal. Tunnelen eller kanalen bliver, alt som den bygges, lige så godt til kapital som de penge, der anvendes til at bygge den; eller om man hellere vil, som det krudt, de bor osv., som bruges under arbejdet, og som den føde, de klæder osv., der bruges af arbejderne, hvad der fremgår af den kendsgerning, at værdien af selskabets kapitalformue ikke formindskes, da dets pengekapital lidt efter lidt går over til kapital i form af en tunnel eller en kanal. Tværtimod, den vokser sandsynligvis, efterhånden som arbejdet skrider frem.

Og således overalt: på opdrættergården, i vinhaven så vel som i fabrikken og på værkstedet. Hvor arbejde bliver gjort, før løn betales, er der i virkeligheden gjort kapitalforskud fra arbejderen til arbejdsgiveren og ikke omvendt.

»Men der kræves jo dog«, vil man sige »kapital i alle disse tilfælde.« Ganske vist, det nægter jeg ikke. Men den behøves ikke for at give arbejderne forskud, men derimod i et ganske andet øjemed. Hvad dette er for et øjemed, kan let ses.

Når lønnen betales i formuesgenstande af samme art som dem, arbejdet frembringer, som f.eks. hvis jeg lejer mænd til at hugge tømmer mod at give dem som løn en del af det tømmer, de hugger, er det åbenbart, at der ikke behøves nogen kapital for at kunne udbetale løn. Heller ikke hvis jeg (fordi et stort parti tømmer kan sælges mere fordelagtig end mange små) bliver enig med dem om at betale dem deres løn i penge, vil jeg behøve nogen kapital, forudsat at jeg kan få ombyttet tømmeret med penge, før lønningerne er forfaldne. Det er kun, når jeg ikke vil eller kan iværksætte en sådan ombytning, førend jeg har fået samlet en stor mængde tømmer (og ejheller vil låne penge derpå), at jeg behøver kapital. Men jeg behøver åbenbart ikke denne kapital for at kunne betale løn, men for at kunne samle et oplag af tømmer.

Og således overalt: det er aldrig i egenskab af arbejdsgiver, en producent behøver kapital; behøver han den, er det, fordi han også er købmand eller spekulant i arbejdsprodukter. Dette er i almindelighed tilfældet med arbejdsgivere.


[1]»Kapitalen sætter skranke for næringsfliden .... Hvor selvindlysende det end er, glemmes det dog ofte, at et lands indbyggere underholdes og forsynes med livsfornødenheder ikke ved udbyttet af det arbejde, der sker, men det, der har fundet sted .... Nu er kun en del af det, som er blevet produceret, bestemt til underhold af produktivt arbejde, og der gives ikke og kan ikke gives mere arbejde, end hvad den således bestemte del (dvs. landets kapital) kan ernære og forsyne med emner og redskaber til produktion« (John Stuart Mill).