De økonomiske udtryks betydning

Fremskridt og fattigdom
Afsnit 1: Arbejdsløn og kapital

De økonomiske udtryks betydning
Før vi går videre i vor undersøgelse, må vi være på det rene med betydningen af de grundord, vi benytter, for ubestemthed i deres anvendelse må uundgåelig frembringe tvetydighed og usikkerhed i bevisførelsen. Det er nødvendigt for de socialøkonomiske undersøgelser at give sådanne ord som »formue«, »kapital«, »rente, »arbejdsløn« osv. en mere bestemt betydning, end de har i daglig tale; men uheldigvis hersker der ikke engang i socialøkonomien selv altid overensstemmelse, idet forskellige forfattere tillægger samme udtryk forskellig betydning, og en og samme forfatter ofte bruger samme udtryk i forskellig betydning.

Intet viser således sprogets indflydelse på tænkningen som det, at endogså skarpsindige tænkere har grundet vigtige slutninger på brugen af det samme udtryk i forskellige betydninger. Jeg skal forsøge at undgå disse farer; ethvert udtryk, der er af vigtighed, skal jeg søge klart at betegne, hvad jeg mener med, og kun bruge det i denne betydning. Men læseren vil jeg bede om at bide mærke i mine definitioner, ellers kan jeg ikke håbe at gøre mig forståelig.

Hvad der nu ligger for, er at undersøge, om det virkelig er tilfældet, at lønnen tages af kapitalen. Først og fremmest må vi da fastslå, hvad vi forstår ved løn, og hvad vi forstår ved kapital. Det første ord har socialøkonomiske forfattere givet en tilstrækkelig bestemt betydning, men den tvetydige brug af det sidste ord gør en indgående undersøgelse nødvendig.

I daglig tale forstår man ved løn »det, man betaler en lejet person for hans tjenester«; og vi taler om en mand, som »arbejder for løn«, i modsætning til en anden, som »arbejder sig selv«. Man taler jo ikke om direktørers og doktorers »løn«, men om honorar eller salær. I økonomien har ordet løn en meget videre betydning og indbefatter al slags godtgørelse for arbejde. Produktionens tre faktorer er jord, arbejde og kapital, og den del, der tilfalder den anden faktor, kaldes løn.

Ligesom udtrykket arbejde indbefatter al menneskelig virksomhed i produktionens tjeneste, er løn altså udtrykket for al belønning for sådan virksomhed. Det gør altså ingen forskel, om lønnen modtages gennem en arbejdsgiver eller ikke; ordet løn bruges som betegnelse for, hvad der fås for arbejde i modsætning til, hvad der fås for brugen af kapital og jord. Den mand, som dyrker jorden for sig selv, får sin løn i frembringelser; fiskerens løn er de fisk, han fanger. Det guld, som guldgraveren udvasker for egen regning, er lige så godt arbejdsløn som de penge, den lejede kulminearbejder får. Detailhandlernes store avance er, som Adam Smith viser det, for en stor del arbejdsløn. Kort sagt, alt, hvad der vindes som udbytte eller godtgørelse for arbejde, er »løn«.

Dette er alt, hvad vi foreløbig behøver at mærke os med hensyn til ordet »løn«, men det er af vigtighed at holde det fast; for i de økonomiske hovedværker bliver denne betydning af ordet kun anerkendt med større eller mindre klarhed for senere at blive skrevet i glemmebogen.

Men vanskeligere er det at befri udtrykket kapital for de tvetydigheder, som hæfter ved det. I daglig tale kalder vi i al ubestemthed alt muligt, som har værdi eller kan give indtægt, for kapital; og de socialøkonomiske forfattere afviger så meget indbyrdes i deres brug af udtrykket, at man næppe kan sige, ordet har nogen fastslået betydning. Lad os sammenligne nogle af de mest fremragende forfatteres definitioner.

Adam Smith siger: »Den del af et menneskes gods, som han venter sig indtægt af, kaldes hans kapital«, og han forklarer videre, at et samfunds kapital består af 1) maskiner og materiale, som letter arbejdet; 2) bygninger, der tjener til forretningsbrug (såsom butikker, ladebygninger osv.); 3) Forbedringer, som gør jorden bedre egnet til dyrkning og behandling; 4) alle indbyggeres erhvervede nyttige færdigheder; 5) penge 6) levnedsmidler, som producenter og handelsfolk sidder inde med til salg; 7) de råstoffer, halvfærdige og færdige varer, der endnu befinder sig i fabrikanters og købmænds hænder.

Ricardos definition er:
»Kapital er den del af et lands formue, der anvendes til produktion, og omfatter fødemidler, klæder, redskaber, råstoffer, maskiner osv., som er nødvendige for arbejdet.«

Denne forklaring er jo meget forskellig fra Adam Smiths, idet den udelukker mange af de ting, denne regner med, som f.eks. erhvervede færdigheder og vareoplag af luksusgenstande; og på den anden side medregner den adskilligt, som Smith udelukker, f.eks. forbrugernes forråd af føde, klæder osv.

McCullochs definition er:
»Et folks kapital indbefatter i virkeligheden alle de frembringelser, der findes hos det, og som kan anvendes umiddelbart enten til menneskers ophold eller til at lette produktionen.«

Denne forklaring omfatter mere end Ricardos, idet den medregner alt, som kan fremhjælpe produktionen, uden hensyn til, om det virkelig bruges. Den hest, der kun holdes for fornøjelse, er efter McCullochs anskuelse lige så vel kapital som den, der trækker ploven, fordi den i nødstilfælde kan bruges som plovhest.

John Stuart Mill gør hverken den virkelige brug eller evnen til at kunne bruges, men bestemmelsen til at skulle bruges til kapitalens kendemærke. Han siger:
»Alt, hvad der er bestemt til at skaffe det produktive arbejde det ly og de redskaber og materialer, som arbejdet kræver, og alt, hvad der er bestemt til at ernære og underholde arbejderne under arbejdet, er kapital.«

Disse citater oplyser tilstrækkeligt mestrenes afvigelser. Mellem de mindre betydelige forfattere er uenigheden endnu større. Således definerer protektionisten Carey kapital som: »det middel, hvormed mennesket bliver herre over naturen, heri indbefattet menneskets egne ånds- og legemskræfter«. Medens denne forfatter således håbløst sammenblander kapital og arbejde, øger andre, f.eks. professor Walker, end yderligere forvirringen ved at regne jorden med til »kapitalen«, hvad der ikke er stort bedre end at regne + og – for ensbetydende.

Jeg kunne fylde side efter side med sådanne hinanden og sig selv modsigende definitioner. Men hvem der ønsker flere eksempler på den babyloniske forvirring, som hersker blandt socialøkonomerne i denne sag, kan selv finde dem i et hvilket som helst bibliotek, hvor disse værker står side om side.

Nu betyder det ganske vist kun lidt, hvad navn vi giver tingen, når vi kun ved brug af navnet bestandig holder samme ting for øje. Men ulykken er den, at det kun er i undersøgelsernes præmisser, udtrykket »kapital« bliver brugt i den særegne betydning, vedkommende forfatter har tillagt det, medens det i de praktiske slutninger altid bliver brugt, eller i hvert fald forstået, i en almindelig og bestemt betydning. I virkeligheden forstår de fleste mennesker godt, hvad kapital er, indtil de skal til at definere. Når man f.eks. siger, at løn tages af kapitalen, så forstår man med ordet kapital det samme, som når vi taler om mangel eller overflod af kapital osv.; en almindelig forstået og bestemt betydning, som adskiller kapitalen fra produktionens andre faktorer, jord og arbejde, og ligeledes adskiller den fra sådanne ting, der alene bruges til fornøjelse. Denne sædvanlige betydning af udtrykket adskiller kapitalen fra produktionens andre faktorer, jord og arbejde, og ligeledes adskiller den fra sådanne ting, der alene bruges til fornøjelse. Denne sædvanlige betydning af udtrykket er: den formue, som anvendes til at frembringe mere formue. Adam Smith udtrykker dette træffende således: »Den del af et menneskes gods, som han venter sig indtægt af, kaldes hans kapital.« Og et lands kapital er tydeligvis summen af disse enkeltkapitaler. Dette er jo også den betydning, ordet kapital har efter sin oprindelse.

Det vanskelige ved brugen af ordet kapital som nøjagtigt udtryk skyldes to omstændigheder; for det første, at visse ting, hvis besiddelse for den enkelte er fuldstændig ensbetydende med besiddelse af kapital, ikke er en del af samfundets kapital, og for det andet, at ting af samme art kan være og ikke være kapital, alt efter den brug, der gøres af dem.

Med lidt omhu overfor disse to punkter vil det vistnok ikke være vanskeligt at få en tilstrækkelig klar forestilling om hvad udtrykket kapital, som det i almindelighed bruges, egentlig omfatter, så vi kan bruge ordet uden tvetydighed.

Jord, arbejde og kapital er produktionens tre faktorer. Da kapital altså er et udtryk, der bruges i modsætning til jord og arbejde, er det indlysende, at intet, der falder ind under en af disse to betegnelser, med rette kan regnes for kapital. Udtrykket jord indbefatter nødvendigvis ikke blot jordens overflade i modsætning til luft og vand, men kort sagt alle naturkræfter og stoffer, den hele materielle verden uden for mennesket selv. Derfor kan ejheller noget af det, naturen frit giver, regnes for kapital. En frugtbar mark, en rig malmåre, en strøm med stærk drivkraft kan give ejeren fordele, der er jævngode med besiddelsen af kapital, men at kalde sådanne ting kapital ville være at udviske enhver forskel mellem jord og kapital. Udtrykket arbejde indbefatter al menneskelig virksomhed, og således kan da ejheller menneskelige kræfter, enten de nu er naturlige eller erhvervede, regnes for kapital. I det daglige liv kalder vi vel ofte et menneskes kundskaber, dygtighed eller flid, hans kapital; men dette er jo kun et billedligt udtryk. Forøgelsen af kundskaber, duelighed eller flid i et samfund kan forøge produktionen på lignende måde som en forøgelse af kapitalen; men forøgelsen skyldes da forøget arbejdskraft og ikke kapital. Forøget fart kan give kanonkuglens stød samme virkning som forøget vægt, men ikke desto mindre er vægt én ting, fart en anden.

Fra begrebet kapital må altså udelukkes alt det, som kan regnes med enten til jord eller arbejde. Gør vi det, bliver der kun ting tilbage, som hverken er jord eller arbejde, men fremkomne ved forening af disse to produktionens oprindelige faktorer. Intet kan altså være kapital, der ikke er fremgået af disse, dvs. intet kan være kapital, som ikke er formue.

Men det er fra tvetydighederne i brugen af udtrykket formue, mange af de tvetydigheder, der hæfter ved udtrykket kapital, kommer.

I daglig tale bruges ordet formue om alt, hvad der har bytteværdi. Men som socialøkonomisk udtryk må det indskrænkes til en meget mere bestemt betydning, fordi mange ting i almindelighed bliver kaldt formuegoder, som, når man opgør landets samlede formue, viser sig aldeles ikke at være det. Sådanne ting har bytteværdi og bliver sædvanligvis kaldt formue, fordi de mand og mand imellem repræsenterer evnen til at skaffe sig formuegoder; men de er ikke virkelig formue, da deres forøgelse eller formindskelse ikke har indflydelse på den samlede formues størrelse. Hertil hører stats- og prioritetsobligationer, veksler og alle andre overdragelsespapirer. Hertil hører også slaver, hvis værdi jo kun er udtryk for én klasses magt til at tilegne sig, hvad en anden klasse frembringer. Hertil hører fremdeles jorder og andre naturfordele, hvis værdi blot består i, at visse menneskers udelukkende ret til dem er anerkendt, så ejeren har magt til at fordre part i, hvad der frembringes på dem. En forøgelse i antallet af obligationer eller veksler kan ikke forøge samfundets formue, da samfundet indbefatter såvel dem, der skal betale, som dem, der er berettiget til at kræve. At en del af et folk trælbindes, kan ikke forøge dets formue; for hvad slaveejerne vinder, taber slaverne. Stigning af jordpriserne er ikke en forøgelse i den almene formue; for hvad jordejerne vinder ved højere priser taber forpagterne eller køberne. Alle disse relative værdier, som i det daglige liv og i lov og ret ikke skelnes fra virkelig formue, kunne skaffes helt ud af verden, uden at det kostede mere end et par dråber blæk og et stykke papir. Ved påbud af den øverste statsmagt kunne al gæld ophæves, alle trælle frigives og al jord gøres til det hele folks fælles ejendom, uden at den almene formue derved ville blive en pris tobak mindre, for hvad nogle ville tabe, ville andre vinde. Sådanne påbud ville lige så lidt tilintetgøre formue, som der skabtes formue, da dronning Elisabeth berigede sine yndlinge ved at give dem monopoler, eller da Boris Godunof gjorde de russiske bønder til salgbar ejendom.

Alt, hvad der har bytteværdi, er derfor ikke formue i den eneste betydning, hvori udtrykket kan bruges i socialøkonomien. Kun sådanne ting kan betegnes formue, hvis frembringelse forøger, og hvis ødelæggelse formindsker den samlede formue. Når vi tænker nøjere efter, hvad dette er for ting, vil vi ikke have nogen vanskelighed ved at definere ordet formue.

Når vi taler om, at et samfund vokser i velstand, når vi f.eks. siger, at England er vokset i velstand siden dronning Victorias tronbestigelse, så mener vi ikke derved, at der nu er mere jord, eller at jordens naturlige kræfter er større, eller at der er flere mennesker, eller at den gæld, som nogle af folket står i til andre, er forøget; men vi mener, at der har fundet en forøgelse sted af visse håndgribelige ting, som har en virkelig værdi, som f.eks. bygninger, maskiner, landbrugs- og bjergværksprodukter, osv. Det samfund, som i forhold til folketal har mest af sådanne ting, er det rigeste. Disse tings fælles kendemærke er, at de består af naturprodukter, som ved arbejde er gjort egnede til nytte eller nydelse for mennesker. Deres værdi afhænger af den sum af arbejde, som gennemsnitlig kræves for at frembringe sådanne ting.

Altså består formue i økonomisk forstand af naturprodukter, som er tilvejebragt, forenet, adskilt eller på anden måde forandret ved menneskeligt arbejde for at gøre dem egnede til brug. Med andre ord: formue er stof således mærket af arbejdet, at det menneskelige arbejdes kraft er blevet oplagret deri som solvarmen i stenkul.

Formue er ikke arbejdets eneste mål; for der gøres også arbejde for umiddelbart at tilfredsstille menneskelige ønsker; en formue er målet for og resultatet af det, vi kalder produktivt arbejde, det vil sige det arbejde, som giver materielle ting værdi. Intet, som naturen yder mennesket uden arbejde, er formue.

Da nu kapital er formue, anvendt i et bestemt øjemed, så kan intet kaldes kapital, der ikke er formue. Ved at mærke os dette og holde det fast, bliver vi fri for vrangopfattelser, der har ført endog skarpsindige tænkere ind i en labyrint af selvmodsigelser.

Men uagtet al kapital er formue, er dog ikke al formue kapital. Kapitalen er blot en del af formuen, den del nemlig, der anvendes i produktionen. Men når det gælder at drage denne grænse mellem formue, som er, og formue, som ikke er kapital sker der også hyppigt fejlgreb.

Forvekslingen af formue og kapital med ting, der er væsensforskellige derfra, er jo blot folkelige vildfarelser. De er ganske vist udbredte og har slået dybe rødder, da de ikke blot næres af de mindre oplyste samfundsklasser, men også af størsteparten af dem, der i sådanne fremskredne lande som England og De Forenede Stater former den offentlige mening, giver og administrerer love. Men hverken i Ricardos, Mills eller Smiths definition findes den virkelige kapital sammenblandet med ting, der kun relativt er kapital, som f.eks. gældsbeviser, panteobligationer osv. Men når derimod talen bliver om virkelige formuegenstande, er der indbyrdes afvigelser mellem dem, angående hvad der bør og ikke bør betragtes som kapital. En guldsmeds oplag f.eks. skulle efter Smiths forklaring betragtes som kapital, men derimod en arbejders fødevarer og klædningsstykker udelukkes. Ricardos og McCullochs definition derimod udelukker guldsmedenes oplag, og begge stemmer overens med Mill i at medregne arbejderens føde og klæder, som Smith udelukker.

Den store fejl, som disse definitioner har tilfælles er, at de medtager ting, som øjensynlig ikke kan regnes for kapital dersom der i det hele skal kunne skelnes mellem arbejder og kapitalist. De medregner lige så vel den mad og de klæder, daglejeren har (og som han må forbruge, enten han arbejder eller ikke), som kapitalistens formue, hvormed han tænker at betale arbejderen.

Men øjensynlig er dette ikke den mening, hvori udtrykket kapital bruges af disse forfattere, når de taler om, at arbejde og kapital hver får sin andel ved fordelingen; eller når de taler om, at lønnen afhænger af forholdet mellem arbejde og kapital, og så fremdeles. I alle disse tilfælde bliver ordet kapital brugt i sin sædvanlige betydning: den del af formuen, som dens ejer ikke har til hensigt at anvende umiddelbart til eget brug, men til at erhverve mere formue. Kort sagt, såvel socialøkonomerne (undtagen i deres definitioner) som alle andre mennesker kalder »den del af en mands gods, som han venter sig indtægt af«, hans kapital. Dette er den eneste betydning, hvori vi med klarhed kan skelne kapital fra formue og stille det i modsætning til arbejde. Hvis vi ved kapital skulle forstå alt hvad der yder arbejderen føde, husly osv., da måtte vi for at finde en arbejder, som ikke også var kapitalist, finde et fuldstændig nøgent menneske, som ikke engang ejede en tilspidset stok eller en hule i jorden.

Uoverensstemmelsen og uklarheden i disse definitioner kommer vistnok af, at begrebet om, hvad kapital er, er blevet afledet af en forudfattet forestilling om den måde, hvorpå kapitalen understøtter produktionen. I stedet for først at fastslå hvad kapital er, og derpå iagttage, hvad kapitalen tjener til, gik man ud fra en forud antaget lære om, hvad kapital tjener til, og gav derpå en definition af ordet, som omfatter alt, der udfører eller kan udføre disse funktioner. Vi vil vende op og ned på denne fremgangsmåde, følge den naturlige orden og slå fast, hvad tingen er, førend vi søger at udforske, hvad den tjener til. Alt, hvad vi har at gøre, er at give et dagligdags begreb en bestemt, dvs. i sine omrids skarp og klar, form.

Hvis man ville vise de virkelige formuegenstande, som til en given tid findes i et givet samfund, til et dusin fornuftige mennesker, som aldrig havde læst en linje økonomi, så ville de vistnok ikke for en eneste genstands vedkommende være i tvivl om, hvorvidt den skulle regnes for kapital eller ikke. Penge, som ejeren anvender i sin forretning, ville blive regnet for kapital, penge til husholdningsbrug derimod ikke. Den del af en landmands afgrøde, som er bestemt til salg eller til udsæd, ville blive regnet for kapital, den del, som var bestemt til hans egen families brug, ville ikke blive det. En vognmands heste og vogn ville blive regnet for kapital; men det køretøj, som ejeren holder for sin fornøjelse, derimod ikke. Heller ikke ville nogen falde på at kalde det forlorne hår på en kvindes hoved eller et barns legetøj kapital; men frisørens og legetøjshandlerens lager ville man uden betænkning medregne. En frakke, som en skrædder havde lavet til salg, ville blive regnet for kapital, men ikke én, han havde syet til eget brug og så fremdeles. Kort sagt, jeg tror, vi ville finde, at nu ligesom på Adam Smiths tid »kaldes den del af en mands gods, som han venter sig indtægt af, hans kapital«.

Hvis vi nu efter således at have adskilt den formue, som er kapital, fra den, som ikke er det, søger at finde, hvori forskellen består, så vil det vise sig, at den ikke er at søge i tingenes beskaffenhed eller endelige bestemmelse (hvor man tidligere omsonst har søgt den). Hvad der gør udslaget, er derimod, om tingene er i forbrugerens hånd eller ikke. De ting som enten selv eller for deres brugs eller produkters vedkommende er på vej ud i den almene omsætning, er kapital; de derimod, som er i forbrugerens hånd, er ikke kapital. Hvis vi derfor definerer kapital som »formue, der er under omsætning, da vil vi, tænker jeg, indbefatte under begrebet kapital alt, hvad den almindelige forestilling med rette regner dertil, og udelukke alt andet. Alle redskaber f.eks., der virkelig er kapital, må gå ind under denne definition. For det er den omstændighed, om det, som redskabet tjener til at frembringe skal omsættes eller ej, der er afgørende. Således er en drejebænk, som en håndværker benytter til forfærdigelse af ting, der skal sælges, kapital, medens én, der bruges af en privatmand for hans fornøjelse, ikke er det. Den formue, der er medgået til bygning af en jernbane, en postvogn, et teater osv., kan også siges at være under omsætning. Omsætningen sker ikke på een gang, men lidt efter lidt; og »forbrugerne« af jernbanen, postvognen og teatret er ikke ejerne, men de mennesker, der tid efter anden benytter dem.

Denne definition er heller ikke uforenelig med den anskuelse at kapital er den del af formuen, der anvendes til produktion. Det er en altfor snæver opfattelse af begrebet produktion at indskrænke det blot til tingenes forfærdigelse; produktion indbefatter også deres udbringelse til forbrugerne. Købmanden er lige så vel producent som fabrikanten eller landmanden og hans lager står lige så vel som disses i produktionens tjeneste. Men for øvrigt lægger jeg ikke nogen særlig vægt på den definition, jeg har foreslået. Jeg skriver ikke nogen lærebog, men søger blot at opdage de love, som griber ind i et stort samfundsspørgsmål; det er mig nok, hvis læseren er blevet sat i stand til at danne sig en klar forestilling om, hvilke ting jeg mener, når talen er om kapital.