Den gængse arbejdslønlære

Fremskridt og fattigdom
Afsnit 1: Arbejdsløn og kapital


Den gængse arbejdslønlære
Når vi har givet det spørgsmål, vi vil undersøge, sin mest mulig sammentrængte form, vil vi skridt for skridt prøve den forklaring, som den herskende socialøkonomi giver af sagen.

Hvad der fremkalder fattigdom midt under den forøgede rigdom er tydeligvis det samme, som giver sig udslag i den af alle anerkendte tendens, som arbejdslønnen har til at synke ned til et lavmål. Vi vil derfor sammenfatte sagen i følgende sammentrængte spørgsmål:

»Hvorfor er det, at lønnen, trods den forøgede produktionsevne, har tilbøjelighed til at holde sig ved et lavmål, som kun forslår til det blotte livsophold?«

Den gængse socialøkonomis svar er, at arbejdslønnen bestemmes af forholdet mellem antallet af arbejdere og den til arbejdernes beskæftigelse bestemte kapital, og at den bestandig har tilbøjelighed til at synke ned til det laveste beløb, som arbejderne vil nøjes med til at kunne leve og forplante sig, fordi arbejderantallet har en naturlig tendens til at vokse med og overskride enhver kapitalforøgelse.

I den herskende tankegang er denne lære så at sige uomtvistet. De største blandt socialøkonomiens dyrkere har sagt god for den, og den er aldrig blevet angrebet for alvor. Buckle har lagt den til grund for sin oversigt over verdenshistorien. Den læres ved alle eller næsten alle universiteter i England og Amerika, og den synes at stemme med den nye livsanskuelse, som efter omtrent fuldstændig at have erobret den videnskabelige verden nu også mere og mere trænger ind i den almene bevidsthed.

Sidder den på denne måde fast i de højere egne af tankens verden, er den i en mere rå form endnu fastere rodfæstet i de lavere. Hvad der giver beskyttelsesteoriens vrangslutninger så fast hold, til trods for deres øjensynlige selvmodsigelser og urimeligheder, er den tro, at i ethvert samfund er størrelsen af den sum, der er bestemt til arbejdsløn, fastslået, og derfor må denne ved konkurrencen med »udenlandsk arbejde« endnu yderligere formindskes. Den samme tro ligger til grund for de fleste af de teorier, der i rentens afskaffelse og konkurrencens indskrænkning ser de midler, hvorved arbejdernes andel i rigdommen øges, og det er også den, der overalt stikker hovedet frem blandt alle dem, som ikke har selvstændig tænkeevne nok til selv at danne sig en opfattelse, således som man f.eks. tit nok kan se det i avisernes spalter og i de lovgivende forsamlingers forhandlinger.

Og dog, hvor vidt udbredt og dybt rodfæstet denne lære er, synes den mig ikke at stemme overens med uomtvistelige kendsgerninger. For hvis arbejdslønnen afhænger af forholdet mellem på den ene side antallet af arbejdssøgende og på den anden størrelsen af den til arbejdsgivning bestemte kapital, så må der altså f.eks. være forholdsvis rigelig kapital, hvor lønnen er høj, og forholdsvis sparsomt deraf, hvor lønnen er lav. Nu er jo den herskende rentefod målestok for den forholdsvise kapitalknaphed eller rigelighed. Og altså skulle høj arbejdsløn (tegnet på forholdsvis få arbejdssøgende) følges med lav rentefod (tegnet på forholdsvis kapitalrigelighed) og omvendt.

Dette er imidlertid ikke tilfældet; netop det modsatte finder sted: rentefoden er høj, hvor og når lønnen er høj, og lav når og hvor lønnen er lav. Både løn og rentefod er højere i De Forenede Stater end i England, højere i staterne ved det stille hav end ved Atlanterhavet. Er det ikke en vitterlig kendsgerning, at der, hvor arbejderne strømmer hen for at få høj løn, derhen strømmer også kapitalen for at få højere rente? Er det ikke sandt, at hvor der har været en almindelig stigning eller fald i arbejdslønnen, dér har der samtidig været en lignende stigning eller fald af rentefoden? Da der f.eks. i Californien var højere arbejdsløn end på noget andet sted i verden, var også rentefoden dér højere; begge sank samtidig. Da den sædvanlige dagløn var 5 dollars, var den sædvanlige bankrente 24%. Nu, da daglønnen er 2 til 2½ dollars, holder diskontoen sig gerne ved 10 – 12%.

Denne almindelige kendsgerning, at lønnen er højere i nye lande, hvor der er forholdsvis sparsomt med kapital, end i ældre lande, hvor kapitalen er forholdsvis rigelig, er altfor iøjnespringende til at lade sig overse. Og skønt tilhængerne af det herskende socialøkonomiske system er gået meget let hen over denne sag, har de dog ikke kunnet undgå at lægge mærke til den. Selve den måde, hvorpå de omtaler den, beviser, at den er aldeles uforenelig med den gængse lønteori. Forfattere som Mill og Fawcett opgiver, når de skal forsøge at forklare denne kendsgerning, i virkeligheden den lønteori, som de i de samme skrifter har hævdet. Skønt de erklærer, at lønnen bestemmes af forholdet mellem kapital og arbejdere, angiver de som grund til den højere løn og rentefod i de nye lande, at der dér er forholdsvis større produktion. Jeg skal senere vise, at denne forklaring ikke dur, at produktionen tværtimod er forholdsvis størst i gamle, tætbefolkede lande. Men foreløbig vil jeg kun pege på det selvmodsigende i forklaringen. At sige, at de nye landes højere arbejdsløn skyldes den forholdsvis større produktion, er jo åbenbart at sige, at det er forholdet til produktionen og ikke forholdet til kapitalen, der bestemmer lønnens størrelse.

Denne selvmodsigelse er da også blevet bemærket af en tilhænger af den herskende socialøkonomi, professor Cairnes, der på en meget skarpsindig måde forsøger at forlige kendsgerningen med læren igennem den antagelse, at i nye lande, hvor virksomheden sædvanlig mere går ud på at frembringe levnedsmidler og råemner, bliver en meget større del af den forhåndenværende kapital anvendt til arbejdsløn, end i ældre lande, hvor man må give en større del ud til maskiner og råemner, og det skal så være årsagen til, at skønt kapitalen i de nye lande er sparsommere, så er dog det til arbejdsløn bestemte kapitalbeløb større og lønnen derfor også højere.

Jeg tænker i det følgende at kunne bevise at denne forklaring er grundet på en fuldstændig fejlagtig opfattelse af det indbyrdes forhold mellem arbejde og kapital, en grundvildfarelse med hensyn til det fond, hvoraf arbejdslønnen tages. Men på dette sted er det kun nødvendigt at pege på, at sammenhængen mellem arbejdslønnens og rentefodens svingninger i de samme lande og indenfor de samme industrigrene ikke lader sig forklare på denne måde. I de omvekslinger som vi kender under navn af gode tider og dårlige tider, ledsages livlig efterspørgsel efter arbejdskraft og høj løn stedse af livlig efterspørgsel efter kapital og høj rentefod. Når derimod arbejderen ikke kan finde beskæftigelse, og lønnen falder, da er der altid overflod af kapital, som søger anvendelse til lav rente. Altså falder høj rentefod sammen med høj arbejdsløn og omvendt.

Alle disse velbekendte og overensstemmende kendsgerninger tyder på, at der vel er et forhold mellem løn og rente, men et overensstemmelsesforhold, ikke et modsætningsforhold. Derimod er de aldeles uforenelige med den lære, at arbejdslønnen bestemmes af forholdet mellem arbejde og kapital eller nogen del af kapitalen.

Men hvorledes har da en sådan lære kunnet opstå? Hvoraf kan det komme, at den er blevet antaget af så mange socialøkonomer lige fra Adam Smith og indtil nutiden?

Undersøger vi de forklaringer, som man støtter denne teori med, så ser vi straks, at den ikke er hentet fra kendsgerninger, men udledt af en forud antaget teori, den nemlig at lønnen tages af kapitalen. Antager man først, at kapital er arbejdslønnens kilde, da følger nødvendigvis deraf, at arbejdslønnens samlede sum må være begrænset af størrelsen af den kapital, der er bestemt til arbejdernes beskæftigelse, og at derfor den løn, de enkelte arbejdere kan få, må afhænge af forholdet mellem deres antal og den kapital, der er for hånden at betale dem med[1]. Tankeslutningen selv er rigtig nok, men som vi har set, stemmer resultatet ikke med kendsgerningerne. Fejlen må derfor ligge i udgangspunktet. Lad os derfor undersøge dette.

Jeg ved godt, at den sætning, at lønnen bliver taget af kapitalen, er en af de væsentligste og tilsyneladende mest afgjorte læresætninger i den herskende socialøkonomi, og at den er antaget som selvindlysende af alle socialøkonomiens store tænkere. Ikke desto mindre tror jeg, det kan bevises, at denne læresætning er en grundvildfarelse, en vildfarelse, som har affødt en lang række af andre vildfarelser, der gør meget vigtige praktiske slutninger misvisende. Dette bevis vil jeg forsøge at give. Det er nødvendigt, at beviset bliver klart og afgørende; for en lære, som en så vidtrækkende tankegang hviler på, som støttes af så betydelige autoriteter og er så tilbøjelig til at dukke op igen under de mest forskellige former, kan ikke affærdiges løselig. Den sætning, jeg vil søge at bevise, lyder således:

Arbejdslønnen tages ikke af kapitalen, men derimod af produktet af det arbejde for hvilket den betales[2].

Da nu den herskende lære, hvorefter arbejdslønnen tages af kapitalen, samtidig går ud på, at kapitalen får sit udlæg tilbagebetalt ud af, hvad der produceres, så kan det ved første øjekast se ud, som om min sætning kun af navn, ikke af gavn afviger fra den gængse lære, så at en strid derom bare ville tjene til at forøge disse tomme kævlerier, som gør så meget af hvad der er skrevet om socialøkonomiske emner ligeså værdiløst som de forskellige lærde selskabers stridigheder om den rette udtydning af indskriften på den sten, som Mr. Pickwick fandt. Men at her er tale om langt mere end en blot formel forskel, vil man kunne forstå, når man betænker, at på forskellen mellem disse to sætninger er alle de gængse teorier om forholdet mellem kapital og arbejde bygget, og at deraf udledes læresætninger, som anses for selvindlysende og leder og behersker de klogeste hoveder ved undersøgelsen af de vigtigste spørgsmål. På den forudsætning, at lønnen tages umiddelbart af kapitalen og ikke af arbejdsproduktet hviler ikke blot den lære, at arbejdslønnen afhænger af forholdet mellem kapital og arbejderantal, men også den, at arbejdet kun kan finde beskæftigelse i forhold til den opsamlede kapital; at forvandlingen af flydende kapital til fast formindsker det fond, der kan anvendes til arbejdets underhold; at der kan beskæftiges flere arbejdere ved lav arbejdsløn end ved høj; at højt kapitaludbytte og lav arbejdsløn hører sammen osv.

Kort sagt, alle den nuværende socialøkonomis vigtigste læresætninger er mere eller mindre umiddelbart grundet på den antagelse, at arbejdet underholdes og betales af den forhåndenværende kapital, førend produktet, som udgør dets endelige mål, er vundet. Hvis det kan bevises, at dette er urigtigt, at tværtimod arbejdets underhold og løn ikke engang midlertidigt formindsker kapitalen, men bliver taget umiddelbart af arbejdsudbyttet, da er hele denne store overbygning uden støtte og må falde. Og samtidig dermed må de gængse teorier falde, som også hviler på den tro, at den sum, som fordeles i arbejdsløn, er så fast og bestemt, at den enkeltes andel nødvendigvis må formindskes ved en tilvækst i arbejdernes antal.

Forskellen mellem den herskende teori og den, jeg har opstillet, er af lignende art som den, der var mellem merkantilismen og den handelsteori, hvormed Adam Smith fortrængte denne. Mellem den lære, at handel er ombytning af varer med penge, og den lære, at den er en ombytning af varer med varer, skulle man synes at der ikke var nogen væsentlig forskel, da jo tilhængere af merkantilsystemet ikke antog, at penge er til anden nytte end den, at de kan ombyttes med varer. Og dog er kras »beskyttelse« og ren frihandelspolitik kun praktiske udslag af modsætningen mellem disse to teorier.

Nu da jeg har sagt nok til at vise, hvor yderst vigtige de slutninger, det gælder at nå, er, tør jeg bede læseren følge mig uden at trættes; for hvor det gælder at stille en lære af sådan vigtighed for domstolen, er det nødvendigt at være både klar og udtømmende.

Forholdt det sig ikke således, ville jeg føle mig fristet til uden videre at afvise den påstand, at lønnen tages af kapitalen. For hele den store bygning, som den gængse socialøkonomi opfører på denne lære, er i virkeligheden opført på en grundvold, som man simpelthen har antaget som given, uden at gøre mindste forsøg på at skille skin fra virkelighed. Fordi arbejdslønnen sædvanlig betales i penge, og hyppigt betales før produkterne er helt færdige, så slutter man, at lønnen bliver taget af en i forvejen eksisterende kapital, og at arbejdere ikke kan blive beskæftiget, før kapital er samlet.

Men ikke desto mindre fortæller man os i de samme skrifter, i hvilke denne teori bliver lagt til grund for bevisførelser af største vigtighed, at kapital er oplagret arbejde, »den del af formuen, som er opsparet for at understøtte fremtidig produktion«. Hvis vi nu i stedet for ordet »kapital« indsætter denne forklaring deraf, så bærer sætningen sin egen gendrivelse i sig; for at arbejde ikke kan blive udført, før »arbejdsudbytte« er opsparet, er altfor tåbelig en sætning til, at man behøver at drøfte den.

Hvis vi nøjedes med denne påvisning af lærens meningsløshed, ville man imidlertid sandsynligvis imødegå os ved at sige, ikke at de første arbejdere af forsynet var udrustet med den kapital, der var fornøden til at sætte dem i arbejde, men at sætningen kun gælder i en samfundstilstand, hvori produktionen er blevet en indviklet sag.

Men ved enhver socialøkonomisk bevisførelse må man altid fastholde den grundsandhed, at samfundet i dets højest udviklede form kun er en videre udvikling af samfundet på dets begynderstade og at grundsætninger vel kan være mere iøjnefaldende under enklere forhold, men ikke ophæves eller afkræftes ved de mere indviklede forhold, som opstår ved arbejdsdeling og anvendelsen af mere sammensatte redskaber og fremgangsmåder. Dampmøllen med sit sammensatte maskineri er i grunden kun det samme som en af de grove stenmortere, man nu og da finder i gamle flodlejer, var i sin tid: et redskab til at male korn med. Og enhver, som har noget at gøre med den, enten det nu er at fyre i ovnen, passe maskinen, mærke sække eller føre bøger, vier i virkeligheden sit arbejde til det samme formål, som den forhistoriske vilde gjorde, når han brugte sin morter, nemlig kornets tilberedelse til føde.

Og når vi således fører alle den moderne produktions indviklede fremgangsmåder tilbage til deres grundformer, så ser vi, at hver enkelt som deltager i dette produktionens og omsætningens uendeligt forgrenede samarbejdsmaskineri, i virkeligheden gør det samme, som urmennesket gjorde, der klatrede op i træerne for at hente frugter eller fulgte ebben for at søge efter skaldyr; han bruger sine kræfter til fra naturen at skaffe sig, hvad han ønsker. Udbyttet af hans anstrengelser er hans løn, ligesom det var for det første menneske.

Lad os tage et eksempel. I de enkleste forhold, vi kan tænke os, søger enhver sin egen madding og fanger sin egen fisk. Men snart indser man fordelene ved at dele arbejdet, og den ene søger madding, medens den anden fisker. Og dog er det klart at den, der søger madding, i virkeligheden gør lige så meget for fiskefangsten som de egentlige fiskere, og fisken, som han spiser om aftenen, når fiskerne kommer hjem, er ikke mindre et produkt af hans arbejde end af deres. Og når arbejdsdelingen er kommen ret i gang, så den ene fisker, den anden jager, den tredje plukker bær, den fjerde laver værktøj, den femte bygger hytter og så fremdeles, da anvender i virkeligheden enhver alligevel indirekte sin arbejdskraft til frembringelse af alle de ting, han bruger. Hvad han modtager, producerer han i virkeligheden selv. Graver han rødder og bytter dem mod vildt, skaffer han vildtet tilveje lige så virkeligt, som om han selv havde jaget og ladet jægeren selv grave efter rødder. At fortjene er at frembringe.

Følger vi nu disse grundsætninger gennem de mere indviklede forhold i de samfund, som vi kalder civiliserede, så vil vi klart indse, at i ethvert tilfælde, hvori arbejdet byttes med varer går produktionen i virkeligheden forud for forbruget; arbejdslønnen er altså arbejdets egen frembringelse, ikke et forskud af kapitalen. Og den arbejder, som får sin løn i penge, får den i virkeligheden som gengæld for den forøgelse, hans arbejde har gjort i det hele formuesforråd, så at hverken pengene (som kun er en anvisning), eller de ting, han bruger dem til, er et forskud ydet af en til hans underhold afsat kapital.

Fastholder vi tankegangen, da ser vi, at f.eks. den grubearbejder, som bryder sølvmalm 2000 fod under jorden i hjertet af Comstockbjergene, i virkeligheden, gennem utallige ombytninger, høster korn i Dale, der ligger 5000 fod lavere, jager ishavets hval i det høje nord, plukker tobak i Virginia, skærer sukkerrør på Sandwichøerne, væver bomuld i Manchester, laver pudsigt legetøj i Harzbjærgene, plukker i Los Angeles grønne haver de appelsiner, som han efter endt arbejde køber for at tage med hjem til sin syge hustru. Den løn, som han om lørdagen modtager ved udgangen af gruben, hvad er den andet end et bevis overfor hele verden på, at han har gjort alt dette, det første led i den lange række ombytninger, der forvandler hans arbejde til de ting, han i virkeligheden har arbejdet for?

For at møde vildfarelsen i alle dens forskansninger og smuthuller må vi imidlertid undersøge sagen ikke blot deduktivt men også induktivt. Vi vil derfor nu se, om vi, idet vi går ud fra kendsgerninger og forfølger deres indbyrdes forbindelse, kommer til de samme slutninger, vi så klart nåede til ved at gå ud fra simple grundsætninger og efterspore, hvorledes de må gøre sig gældende i livets indviklede forhold.


[1]McCulloch f.eks. siger: »Den del af et lands kapital eller rigdom, som arbejdsgiverne har til hensigt eller er villige til at betale for arbejde, . . . er øjensynlig den eneste kilde, som nogen del af arbejdslønnen kan tages af. Der gives ikke noget andet fond, af hvilket arbejderen som sådan kan tage en eneste skilling. Heraf følger, at den gennemsnitlige arbejdsløn .... helt må afhænge af fondets størrelse og antallet af arbejdere, mellem hvilke den skal fordeles.
[2]Vi taler om arbejde, som går ud på produktion; for simpelheds skyld er det bedst at indskrænke vor undersøgelse til denne slags arbejde.

Fortsættes…