Hvad kapitalen tjener til

Arbejdsløn og kapital
Hvad kapitalen virkelig tjener til.

Man kunne nu spørge: Hvis kapitalen ikke er nødvendig til betaling af løn eller til arbejdernes underhold under produktionen, hvortil tjener den da?

Den foregående undersøgelse har gjort svaret klart. Kapitalen består, som vi har set, af den formue, der benyttes til at frembringe ny formue; kapitalen er formue, som er under omsætning.

Kapital forøger derfor arbejdets evne: 1) derved, at den sætter arbejdet i stand til at beskæftige sig på en mere virkningsfuld måde, som f.eks. ved at opgrave muslinger med en spade i stedet for med hånden eller bevæge et fartøj ved at kaste kul på et fyr i stedet for at trække på årer; 2) derved, at den sætter arbejdet i stand til at udnytte naturens genfrembringende kræfter, som f.eks. ved at skaffe sig korn ved udsæd eller dyr ved opdræt; 3) derved, at den tillader arbejdsdeling og således på den ene side gør den menneskelige arbejdskraft mere virkningsfuld ved at udnytte de enkeltes særlige færdigheder, muliggøre faguddannelse og formindske spild af tid og kraft, og på den anden side gør det muligt til det yderste at drage fordel af naturens kræfter, ved på bedste måde at benytte sig af jordbundens, klimaets og forholdenes forskellige beskaffenhed, så at man frembringer hver enkelt vare dér, hvor naturbetingelserne egner sig bedst dertil.

Derimod er det en fejlagtig lære, at kapitalen giver de råstoffer, som arbejdet omdanner til formue. Råstofferne leveres af naturen.

Kapitalen betaler heller ikke lønnen og står heller ikke i forskud for den. Lønnen er den del af arbejdsproduktet, som arbejderen selv får.

Ejheller skaffer den arbejderne underhold under arbejdets fremadskriden. Arbejderne underholdes ved eget arbejde.

Kapitalen sætter derfor heller ikke grænse for næringsfliden. Den eneste grænse for denne er adgangen til råstoffer. Men kapitalmangel kan indskrænke næringsflidens form og produktivitet ved at indskrænke brugen af redskaber og delingen af arbejdet.

At kapitalmangel kan indskrænke næringsflidens form, er klart. Uden fabrikker kunne der ikke findes fabriksarbejdere. Uden symaskiner ingen maskinsyning, og uden at store kapitaler var sat ind i den almindelige omsætning, kunne næringsfliden ikke antage de mangfoldige former, som den optræder i. Lige så klart er det, at manglen på redskaber i høj grad må indskrænke arbejdets produktivitet. Hvis landmanden må benytte plejl, fordi han mangler tærskemaskine, og væveren er henvist til at benytte håndvæv, osv., så kan næringsflidens afkast kun være forsvindende ringe mod, hvad den er, når den understøttes i skikkelse af nutidens bedste redskaber. For at kunne gennemføre den overordentlige deling af arbejdet, som er så ejendommelig og nødvendig i høj civilisation, må endvidere en stor mængde fornødenheder af alle slags stadig holdes på lager i mellemhandel. For at sætte indbyggerne i et samfund i stand til efter behag at ombytte deres arbejde med det, der udføres af folk i alle verdens hjørner og kanter må der være oplag af varer i butikker, pakhuse og jernbanevogne, på samme måde som der, når hver indbygger i en stor stad til enhver tid skal kunne tage sig et glas vand, må findes millioner og atter millioner potter vand i byens vandbeholder og milelange rørledninger.

Men at sige, at kapitalen begrænser næringsflidens former eller produktivitet, er noget ganske andet end den gængse påstand, at kapitalen i det hele taget sætter skranke for udøvelsen af arbejde. Kapitalmangel kan muligvis indsnævre næringsflidens former og formindske dens givtighed. Men dermed er ikke sagt, at der uden kapital ikke kunne findes nogen næringsflid, lige så lidt som man kan sige, at der uden maskinvæv ikke kunne findes vævning, uden symaskine ingen syning, eller at der på en øde ø som Robinson Crusoes ikke kunne arbejdes, fordi der ikke kunne finde nogen omsætning sted.

Det er også noget ganske andet at sige, at kapitalen kan begrænse næringsflidens former og givtighed, end at sige, at den gør det. For i de tilfælde, hvor det med rette kan siges, at et lands kapital sætter en sådan skranke, vil sikkert ved nærmere eftersyn vise sig at eksistere mest på papiret. Det er tydeligt, at i et land som Mexico eller Tunis vil en større og mere almindelig anvendelse af kapital betydelig forandre næringsflidens former og forøge dens produktivitet umådelig; og det bliver ofte sagt om sådanne lande, at de trænger til kapital for at udvikle deres hjælpekilder. Men ligger der ikke noget bag ved? Er det ikke regeringens grådighed og misbrug, ejendommens usikkerhed og folkets uvidenhed, som hindrer samling og brug af kapital? Ligger ikke den virkelige skranke i disse forhold og ikke i mangelen på kapital, som ikke ville blive brugt, selv om den fandtes der? Vi kan ganske vist tænke os et samfund, hvor kapitalmangel ville være den eneste hindring for et større arbejdsudbytte, f.eks. et samfund, hvori kapitalen er blevet ødelagt ved krig eller naturulykker, og måske en ung koloni af civiliserede mennesker i et nyt land. Men det er noksom bekendt, hvor hurtig den sædvanligt anvendte kapital i et af krig hærget land bliver bragt til veje igen.

Jeg kan kun forestille mig sjældne og forbigående tilfælde, hvori arbejdets produktivitet virkelig indskrænkes ved kapitalmangel. For selvom der i et samfund kan være mennesker, som på grund af mangel på kapital ikke kan drive deres virksomhed så godt, som de gerne ville, så er dog, så længe der i det hele taget findes tilstrækkelig kapital i landet, den virkelige skranke ikke mangelen på kapital, men mangelen på rigtig fordeling af kapital. Når uretfærdige love fratager producenten den formue, som han ville bruge i produktionens tjeneste, og udleverer den til folk, som lever på næringsflidens bekostning, så er det misregering, ikke kapitalmangel, det drejer sig om. Og ligeså, når det er uvidenhed, gammel vane osv., der hindrer brugen af kapital. At give en Ildlænder en rundsav eller en indianerkone en symaskine, ville ikke forøge afkastet af deres arbejde. Det er ikke mangelen på sædekorn og redskaber, som hindrer Apacherne og Siouxerne i at dyrke jorden. Om man i deres nuværende tilstand gav dem al den kapital, der findes i London, ville den simpelthen høre op at være kapital; for de ville kun anvende produktivt den uendelig lille del, som kunne bruges til jagt, og selv denne del ville de ikke anvende, førend alt spiseligt af det forråd, der blev øst ud over dem, var fortæret. Men al den kapital de virkelig har brug for, forstår de særdeles vel at skaffe sig og det endog under de største vanskeligheder. Til jagt og kamp har de de bedste våben, som amerikanske og engelske fabrikker leverer. Først efter at være blevet civiliserede, ville de sætte pris på andre arter af kapital, og først da ville de være dem til nogen nytte.

Ligeledes ville det være en fejltagelse at mene, at de simple og ufuldkomne fremgangsmåder, som man benytter sig af i nye samfund, alene skyldes mangel. I virkeligheden er de, som forholdene er, de mest formålstjenlige, idet befolkningens spredthed vanskeliggør kapitalanvendelse i større målestok. At samle et stort varelager i en købmandsbod i de afsides skovegne ville kun være kapitalspild.

Lige så lidt som man i en spand ikke kan øse mere vand end spanden fuld, lige så lidt kan mere formue anvendes som kapital, end hvad der kræves under de forhåndenværende omstændigheder, folkets kulturtrin, bebyggelsens tæthed osv. Og jeg er tilbøjelig til at tro, at i reglen vil dette beløb være til stede, at samfundsorganismen så at sige udsondrer det nødvendige kapitalbeløb på samme måde som den menneskelige organisme i sund tilstand afsondrer den nødvendige fedtmængde.

Men selv om nu kapitalmangel undtagelsesvis indskrænker arbejdets produktivitet, er det dog mere end tydeligt, at massernes fattigdom i de civiliserede lande ikke skyldes kapitalknaphed. For ikke at tale om at arbejdslønnen ingen steder når de grænser, som næringslivets produktivitet drager, så er lønnen endog forholdsvis lavest, hvor der er rigeligst med kapital. Redskaber, maskiner osv. er der åbenbart mere af i de fremskredne lande, end der virkelig anvendes; enhver udsigt til lønnende anvendelse bringer mere kapital end nødvendig for dagen. Spanden er ikke blot fuld, den løber over. Så øjensynligt er dette, at ikke blot af uvidende folk, men også af mænd med stor økonomisk ry bliver »de dårlige tider« tilskrevet overflod af maskiner og ophobning af kapital; ja, af krigen, denne kapitalødelægger, venter man sig endogså opsving og lønstigning – en opfattelse, der besynderlig nok endog deles af mange af dem, som påstår, at det er kapitalen, der beskæftiger arbejderne!

Ved tydelig at påvise, hvad kapital virkelig er og virkelig tjener til, har vi taget det første, men også kun det første vigtige skridt til løsningen af vor opgave. Når, som vi har påvist, arbejdslønnen ikke tages af kapitalen, så er de herskende teorier om forholdet mellem kapital og arbejde uholdbare. Når hver eneste arbejder ved sit arbejde selv tilvejebringer de midler, hvoraf hans løn udredes, da kan arbejdernes forøgelse ikke formindske lønnen. Tværtimod må, under ellers lige vilkår, lønnen blive desto højere, jo flere arbejdere der findes, da arbejdets produktivitet jo tiltager med arbejdernes antal.

Men dette nødvendige forbehold »under ellers lige vilkår« leder os ind på et spørgsmål, som må undersøges og afgøres, førend vi kan gå videre. Dette spørgsmål er: har naturens produktive kræfter tendens til at formindskes med de voksende krav, som tiltagende befolkning stiller til dem?