Analogislutninger

Fremskridt og fattigdom
Afsnit 2: Befolkning og livsfornødenheder

Analogislutninger
Vender vi os nu fra kendsgerningernes vidnesbyrd til de analogier, som fremføres til støtte for Malthus’ lære, finder vi dér den samme mangel på beviskraft.

De genfrembringende kræfters styrke i dyre- og planteriget – sådanne kendsgerninger som de, at et eneste kaninpar, dersom det blot nogle år beskyttedes mod sine naturlige fjender, kunne udbrede sig over en hel verdensdel, at kort sagt overalt i naturen enhver art, hvis den ikke bliver holdt i skranke ved sine fjenders tal, virkelig når til at trænge op imod de yderste grænser for livsfornødenhederne – anføres bestandig som bevis for, at også befolkningen har en sådan tendens, og at dersom den ikke holdes i tømme på anden vis, må der nødvendigvis derved fremkaldes en så lav arbejdsløn og en sådan mangel, at folketallet holdes indenfor livsfornødenhedernes grænse.

Men gælder virkelig denne analogi? Formeringskraftens større styrke i plante- og dyreriget, den kendsgerning, at alt det, som tjener til at opholde menneskelivet, er i stand til at forøge sig mangefold – nogle arter mange tusinde, andre endog millioner gange – medens mennesket kun fordobler sit antal, tyder da snarere på, at befolkningens tilvækst aldrig kan overstige livsfornødenhederne, selv om den foregik så rask som mulig. Dertil kommer, at vel trænger enhver dyre- og planteart op imod de grænsesættende vilkår, men disse er ingensteds urokkelige. Ingen art når den yderste grænse for jord, vand og solskin, men begrænses af sine medbejleres og fjenders tilværelse og af fødens mængde. Mennesket kan derfor udvide tilværelsesgrænserne for de arter, der tjener det til nytte, og således forårsage, at disse arters formeringsevne giver sig fuldt udslag. Når mennesket blot skyder høgene, så øges de spiselige fugles tal, fanger han ræve, bliver harerne mangfoldige.

Selv om vi ikke tør antage, at den stærke genfrembringende kraft hos planter og dyr er til, for at de kan tjene menneskets behov, og at derfor de lavere livsformers tryk på livsfornødenhederne ikke tyder på, at det forholder sig på samme måde med mennesket, så er der dog en forskel, der ophæver analogien. Af alle levende væsener er mennesket det eneste, som kan frigøre formeringskræfter, som er mægtigere end dets egne, og hvorved det forsynes med føde. Dyr og fugle tager kun, hvad de finder; når de har nået grænsen for fødens mængde, må denne forøges, før de selv kan øges i tal. Men menneskenes mangfoldiggørelse medfører forøgelse af deres næringsmidler. Var der, i stedet for mennesker, udskibet bjørne fra Europa til Amerika, så ville der for øjeblikket ikke have været flere bjørne dér end på Columbus tid, for bjørnenes føde ville ikke være blevet øget ved denne indvandring. Derimod findes nu alene i De Forenede Stater 45 millioner mennesker, hvor der dengang kun var nogle få hundrede tusinde, og endda findes der nu indenfor dette område mere føde for hvert menneske end dengang. Og det er ikke næringsmidlernes forøgelse, som har forårsaget denne befolkningstilvækst, men omvendt. Der er flere næringsmidler, simpelthen fordi der er flere mennesker.

Deri består en af forskellene mellem dyret og mennesket. Både høgen og mennesket æder kyllinger, men jo flere høge, desto færre kyllinger, derimod jo flere mennesker, desto flere kyllinger. Både sælhunden og mennesket æder laks, men når en sælhund fanger en laks, så er der en laks mindre, og formerer sælhundene sig over en vis grænse, må laksen aftage. Mennesket derimod kan ved kunstig fiskeavl forøge laksetallet udover den mængde, det bruger, så hvor stærkt end menneskenes tal vokser, behøver det aldrig at overstige laksenes.

Kort sagt, livsfornødenhedernes mængde afhænger for menneskets vedkommende af mennesket selv. Mennesket kan ikke trænges op imod grænserne for sit livsophold før jordklodens grænser er nået. Og vel at mærke, dette gælder ikke blot det hele, men også alle delene. Ligesom man ikke kan sænke overfladen i den mindste bugt uden samtidig at sænke overfladen ikke blot i det tilgrænsende hav, men i alle verdens have, således er grænserne for livsfornødenhederne på et sted ikke stedets grænse, men hele jordens. 2? kvadratmil kan på landbrugets nuværende standpunkt blot give nogle tusinde mennesker underhold, men på de 2? kvadratmil, som London omfatter, lever omtrent 3? million mennesker. Og byen kunne for så vidt gerne vokse til en befolkning på 100 eller 1000 millioner, for den henter sine livsfornødenheder fra den hele jord, og de grænser, livsfornødenhederne sætter for dens befolkningstilvækst, er selve grænserne for jordklodens evne.

Her vil imidlertid en anden tanke, som Malthus’ lære har en stærk støtte i, dukke frem – tanken om jordens aftagende ydeevne, om at udover et vist punkt kaster jorden mindre og mindre af sig i forhold til den forøgede anvendelse af arbejde og kapital (og at derfor også vanskeligheden ved at skaffe livsfornødenheder må vokse med befolkningen).

Trænger man tilbunds i sagen, vil man imidlertid finde, at det ingenlunde gælder absolut, men kun rummer en relativ sandhed. At mennesket ikke kan udtømme eller formindske naturens kræfter, følger af stoffets og kraftens uforgængelighed. Egentlig kan vi hverken frembringe eller forbruge. Om så hele menneskeslægten arbejdede i al uendelighed, kunne den ikke øge eller formindske summen af de stoffer og kræfter, hvis uophørlige kredsløb opholder alt liv. Ligesom det vand, vi tager fra havet, må vende tilbage til havet, således er den føde, vi tager fra naturens forråd, fra det øjeblik, vi tager den, på vej tilbage til dette forråd. Hvad vi tager fra et begrænset jordområde, kan for en tid formindske denne jords ydeevne, fordi erstatning kan tilfalde anden jord, men denne mulighed ophører, når der er tale om hele jorden. Livet opbruger ikke de kræfter, som opholder livet. Vi træder ind i verden uden at bringe noget med os, og vi tager intet bort, når vi forlader den. Fysisk set er mennesket kun en forbigående form af stof og kraft; stoffet forbliver, og kraften vedvarer. Og heraf følger, at jordens befolkningsgrænse kun kan være den, som pladsen ligefrem sætter.

Men denne pladsbegrænsning – denne fare, at menneskeslægten kan vokse ud over muligheden for at finde albuerum, – er så fjern, at den ikke har større praktisk betydning for os end isperiodens genkomst. Men hvor fjern og skyggeagtig den er, er det dog denne mulighed, som giver Malthus’ lære dens tilsyneladende selvindlysende præg. Men trænger vi tilbunds i sagen, vil selv denne skygge forsvinde. At plante- og dyreverdenen har en tendens til at trænge op imod rummets grænser, beviser ikke, at det samme er tilfældet med mennesket.

Selv om vi også indrømmer, at mennesket kun er et højere udviklet dyr, ja i slægt med planterne og endnu den dag i dag underkastet de samme love som planter og dyr, så er der dog den forskel mellem mennesket og alle andre dyr, at mennesket er det eneste dyr, hvis krav vokser, alt som de tilfredsstilles, det eneste dyr, som aldrig kan få nok. En okse i vore dage stræber ikke efter mere, end oksen gjorde, dengang mennesket først lagde åget på den. De måger, som i den britiske kanal svæver over den rappe damper, kræver ikke bedre føde eller bolig end de måger, som kredsede rundt, da Cæsars krigsskibe for første gang landede ved Englands kyst. Af alt, hvad naturen frembyder, om det end er i nok så stor overflod, har alle levende væsener, med undtagelse af mennesket, kun brug for så meget, som er nok til at tilfredsstille deres uforanderlige behov; den eneste brug, de kan gøre af voksende forråd, er at formere sig. 

Men ikke således med mennesket. Ganske vist trænger vi ligesom dyret først og fremmest til føde og til ly mod vejr og vind; har vi dette, da gør forplantningsdriften sig gældende, som også tilfældet er med dyret. Men dermed ophører følgeskabet. Dyret går aldrig videre, men mennesket har kun sat sin fod på det første trin af en uendelig udviklingsstige – en stige, som fører bort fra og ud over dyret.

Selve de krav, mennesket har tilfælles med dyret, bliver forædlede og højnede: det rå skjul bliver til et hus, den gensidige tiltrækning mellem kønnene omformes og forfines, og det dyriske livs tørre stamme skyder knop og blomst i former af ynde og skønhed. Alt som menneskets evne til at tilfredsstille sine ønsker øges, vokser også kravene til livet. Vi ser det, selv hvor det holder sig nede på lavere områder: tolv vildsvin steges på spid, for at den mundfuld kød, Antonius skal have, kan være netop tilpas; alle naturens riger ransages for at gøre Cleopatra end mere bedårende. Kommer vi til livskravets højere former, da ser vi vågne hos mennesket, hvad der slumrede i planten, og hvad der kun nu og da rørte sig i dyret. Sjælens øjne åbner sig, og han længes efter viden. Han trodser ørkenens hede og ishavets storme, men ikke for fødens skyld; han våger om natten, men det er for at iagttage stjernernes evige kredsløb. Han føjer møje til møje for at tilfredsstille en hunger og tørst, som intet dyr har følt.

Ud i naturen, ind i sjælens dyb, tilbage gennem den tåge, som skjuler fortiden, frem gennem det mørke, som indhyller fremtiden, trænger den rastløse længsel, som våger, når de dyriske behov tilfredsstillede slumrer. Bag de synlige ting søger menneskeånden de usynlige love; den vil vide, hvorledes jordkloden blev formet og stjernerne sat på himlen. Den vil følge livets kilder lige til deres udspring. Og efterhånden som menneskets ædlere natur udvikles, opstår i sjælen det endnu højere ønske – lidenskabernes lidenskab, håbet over alle håb – det ønske, at vi, også vi, må bidrage til at gøre livet bedre og lysere ved at tilintetgøre mangel og synd, sorg og skam. Den ædle underkuer og tæmmer dyret i sig, han overlader det til andre at dynge rigdom sammen, at strække sig i den korte dags varme solskin. Han arbejder for dem, han aldrig så og aldrig vil få at se, for et ry eller måske kun for en knapt tilmålt anerkendelse, som først kan komme længe efter, at jorden er skovlet ned på hans kiste. Midt under samtidens spot og hån, der skærer som knive, bygger han for fremtiden; han baner den sti, som den fremadskridende menneskeslægt senere kan udvide til en alfarvej. I stedse højere livskredse stiger hans længsel, og en stjerne, som står op i østen, leder ham videre. Og se, hans puls banker med guddomslængsler – gerne hjalp han til at bane solenes gang!

Er ikke kløften for vid til, at analogien skulle kunne spænde over den? Giv bedre livsbetingelser, og dyret kan kun formere sig; mennesket vil udvikle sig. Hos den ene kan udvidekraften kun øge enkeltvæsnernes antal, hos den anden vil den uundgåelig stræbe efter at udvikle tilværelsen til højere former og rigere kræfter. Mennesket er et dyr, men et dyr plus noget andet. Det er sagnenes verdenstræ, hvis rødder hviler i jorden, men hvis top skyder blomstrende op i himlen.

Hvorledes den end vendes og drejes, viser det sig, at den tankeslutning, der ligger til grund for læren om befolkningens stadige tendens til at trænge op mod livsfornødenhedsgrænsen, har afgørende brist. – Det er en ren synsskuffelse af samme art som den, der længe hindrede menneskene i at indse, at jorden er rund og bevæger sig, en indbildning lig den, at hvad der er under os, på den anden side jordkloden, må styrte ud i verdensrummet. 

For så vidt man overhovedet kan drage nogen slutning fra kendsgerninger og analogier på dette område, så må det være den, at loven for befolkningens forøgelse frembyder lignende skønne tilpasningsforhold, som forskningen allerede har påvist indenfor andre naturlove, og at vi har lige så lidt grund til at antage, at forplantningsdriften under naturlig samfundsudvikling har tendens til at frembringe elendighed og laster, som vi ville have til at antage, at tyngdekraften vil slynge månen ned på jorden, eller til af den omstændighed, at vand i almindelighed bliver tungere ved afkøling, at drage den slutning, at ved enhver frost måtte floder og søer bundfryse og jordens tempererede zoner følgelig blive ubeboelige. At der foruden Malthus’ positive og forebyggende hindringer endnu findes en tredje, der gør sig gældende overalt, hvor velstanden øges og det åndelige liv udvikles, det er der mange velbekendte forhold, som peger på. Det er en kendsgerning, at antallet af fødsler forholdsvis er større i nybygder, hvor kampen mod naturen giver ringe lejlighed til åndsliv, og i de ældre landes fattigklasse, som midt i rigdommen må friste en næsten dyrisk tilværelse, end den er i samfundsklasser, som tiltagende velstand har bragt sikkert udkomme, fritid, hygge og et indholdsrigere liv. Denne kendsgerning, der har fundet udtryk i det engelske ordsprog »rigmand lykke, fattigmand børn«, blev også iagttaget af Adam Smith, som fortæller, at det ikke er ualmindeligt i de skotske højlande at finde en fattig, forsulten kvinde, som er moder til 23 eller 24 børn; forholdet er i det hele taget så iøjnespringende, at det kun behøver i forbigående at nævnes.

Dersom den virkelige befolkningslov er således, som dette synes mig at pege på, så er tendensen til forøgelse ikke ensformig; den er stærk dér, hvor større folkemængder ville betyde forøget velvære, og hvor slægtens beståen er truet af den dødelighed, som ugunstige forhold medfører, men formindskes, så snart en højere udvikling af det enkelte menneske bliver mulig, og slægtens vedvaren er sikret. Med andre ord, befolkningsloven er afhængig af åndsudviklingens love, og nogen fare for, at der skulle blive sat menneskelige væsener ind i en verden, hvor der ikke kan blive sørget for dem, opstår ikke af naturnødvendighed, men af sociale misforhold, som fordømmer mennesker til mangel midt i rigdommen. Sandheden af dette, håber jeg, vil blive afgørende bevist, når vi først har ryddet grunden og kommer til at opspore de virkelige love for samfundsudviklingen. Men herom senere. Er det blot lykkedes mig at godtgøre, at Malthus’ lære ikke kan bevises ved de grunde, som anføres til dens understøttelse, så er det for øjeblikket tilstrækkeligt. I næste kapitel agter jeg at gå over til det positive bevis og godtgøre, at den står i modstrid med kendsgerningerne.