Gendrivelse af Malthus’ lære

Fremskridt og fattigdom
Afsnit 2: Befolkning og livsfornødenheder

Gendrivelse af Malthus’ lære
Det er ikke vanskeligt at sætte Malthus’ befolkningsteori på den sidste og afgørende prøve, kendsgerningernes. Spørgsmålet om, hvorvidt befolkningens forøgelse nødvendigvis må nedtrykke lønnen og frembringe nød, er åbenbart ensbetydende med spørgsmålet om, hvorvidt den nødvendigvis må formindske den formuemængde, som en vis mængde arbejde kan frembringe.

Det er dette, den herskende lære påstår. Den antager, at jo mere man kræver af naturen, desto mindre gavmild er den, så at det dobbelte arbejde ikke kan give det dobbelte produkt, og at følgelig befolkningens forøgelse må have tendens til at nedtrykke lønnen og medføre dybere fattigdom. John Stuart Mill udtrykker den samme tanke på følgende måde:

»På et hvilketsomhelst civilisationstrin gælder det, at et større antal mennesker kan ikke blive så godt forsørget som et mindre. Naturens karrighed, ikke samfundets uretfærdighed, er årsagen til den straf, der følger overbefolkning. En uretfærdig fordeling af formuen forværrer ikke ondet, men gør det i det højeste noget tidligere følbart. Det hjælper ikke at sige, at alle munde, som menneskeslægtens forøgelse bringer ind i tilværelsen, bringer to hænder med sig. De nye munde kræver lige så megen føde som de gamle, men hænderne frembringer ikke så meget. Dersom alle produktionsmidler var hele folkets fælleseje og alle produkter fuldstændig ligelig fordelt, og dersom i et således indrettet samfund fliden var lige så virksom og udbyttet lige så stort, så ville der ganske vist findes nok til at bringe hele den nuværende befolkning i en overordentlig velstand. Men når denne befolkning havde fordoblet sig, som den med folkets nuværende vaner og ved en sådan opmuntring utvivlsomt ville gøre i løbet af godt tyve år, hvordan ville så dens vilkår være? Dersom ikke de produktive erhverv samtidig var gået frem i en næsten eksempelløs grad, så ville den dårligere jord, man måtte gribe til, og den mere møjsommelige og dårlig lønnende dyrkning, man måtte anvende på den bedre jord for at kunne skaffe en så meget talrigere befolkning føden, med uundgåelig nødvendighed gøre hvert menneske i samfundet fattigere end før. Dersom befolkningen vedblev at vokse i samme målestok, ville der snart komme en tid, da ingen havde mere end det nødvendigste, og snart efter ikke engang det, så døden til sidst ville sætte en grænse for al videre forøgelse.«

Alt dette benægter jeg. Jeg påstår, at netop det modsatte er sandhed. Jeg påstår, at på hvilket som helst givet civilisationstrin kan et større antal mennesker blive bedre forsørget end et mindre. Jeg påstår, at samfundets uretfærdighed, ikke naturens karrighed, er årsagen til den mangel og elendighed, som tilskrives overbefolkning. Jeg påstår, at medens de nye munde ikke kræver mere føde end de gamle, kan de hænder, de bringer med sig, under naturlige forhold producere mere. Jeg påstår, at hvor der hersker lighed, må befolkningens naturlige forøgelse stadig have en tendens til at gøre hvert menneske rigere i stedet for fattigere. Jeg stiller således påstand skarpt mod påstand. Kendsgerningernes prøvelse må nu afgøre sagen. – Men læg vel mærke til, at det spørgsmål, hvorom vor undersøgelse egentlig drejer sig, er ikke: på hvilket befolkningstrin frembringes der flest livsfornødenheder? men derimod: hvilket befolkningstrin fremviser den største formuefrembringende kraft? Evnen til at frembringe en hvilken som helst art af formuegoder er ensbetydende med evne til at frembringe livsfornødenheder, og forbrug af formue i hvilken som helst form ensbetydende med forbrug af livsfornødenheder. Der kræves gennemsnitlig lige så meget arbejde til at frembringe et diamantsmykke som til at producere så og så mange tønder mel af samme værdi. En væddeløbshests røgt og underhold kræver arbejde og bekostning, som kunne forslå til mange arbejdsheste. Og at holde et regiment soldater vil sige det samme som at anvende arbejdskræfter, der kunne underholde mange tusinde mennesker, til uproduktive formål. En befolknings evne til at frembringe livsfornødenheder må derfor ikke måles efter de livsfornødenheder, som faktisk frembringes, men efter dens hele produktive kraft.

Spørgsmålet er altså nu dette ligefremme: aftager den relative formuefrembringelseskraft, alt som befolkningen tiltager? Kendsgerningerne er så tydelige, at man blot behøver at henlede opmærksomheden på dem. Vi har i nyere tid set mange lande tiltage i folkemængde. Er de ikke samtidig tiltaget endnu hurtigere i velstand? Forholder det sig f.eks. ikke så, at medens De Forenede Staters befolkning har fordoblet sig hvert 29. år, har formuen fordoblet sig i langt kortere tid? Er ikke, under for øvrigt ensartede forhold, det tættest befolkede land også det rigeste? Er ikke vore østlige stater rigere end de mere sparsomt befolkede vestlige stater? Er ikke England, hvor befolkningen er endnu tættere, også i forhold rigere? Hvor ruttes der mest med formue til uproduktive formål – kostbare bygninger, lystyachter osv. – hvor finder man flest af sådanne folk, som underholdes af den almindelige produktion, uden at de selv udretter produktivt arbejde: rentiers og fine lediggængere, tyve, politimænd, tjenere, sagførere, forfattere og lignende? Er det ikke netop dér, hvor befolkningen er tæt? Hvorfra er det, kapitaloverflod kommer strømmende for at søge fordelagtig anvendelse? Kommer den ikke fra de tæt befolkede lande til de sparsomt befolkede? Alt dette viser uimodsigeligt, at formueproduktionen ved en vis mængde arbejde tiltager, alt som befolkningen øges.

Lad os tage et særskilt tilfælde, et tilfælde, der ved første øjekast synes bedre end noget andet at understøtte den gængse teori, – et samfund, hvor lønnen er sunket stærkt, medens folkemængden er vokset betydelig, og hvor det er en åbenbar kendsgerning, at naturens gavmildhed er aftaget. Dette samfund er Californien. – Da den første indvandringsbølge skyllede over Californien, fandt den et land, hvor naturen var i det mest gavmilde lune. Årtusinders glitrende bundfald kunne med det simpleste værktøj samles på flodernes bredder og banker i sådan mængde, at man tiljævns kunne holde en dagløn af 16 dollars. De med saftigt græs bevoksede sletter vrimlede af talløse flokke af heste og kvæg, så talrige, at det stod enhver frit for at lægge sin sadel på en ny hest eller at dræbe en okse, dersom han trængte til et stykke kød, når han kun efterlod ejeren huden. Fra de rige marker, som først kom under dyrkning, skød efter pløjning og såning en sådan afgrøde frem, som vel i det hele ikke kan vindes i ældre lande eller i alt fald kun ved den rigeste gødskning. Midt i denne naturens gavmildhed var i disse Californiens tidligere dage løn og rente højere end andre steder i verden.

Denne naturens jomfruelige gavmildhed er senere uophørlig veget for de større og større krav, som en stigende befolkning har sat til den. Dårligere og dårligere guldgraverpladser er blevet taget under behandling, indtil der nu ikke er flere at finde, som er værd at tale om, og guldminedriften nu kræver megen kapital og er vanskelig og risikabel. Landmændene har måttet begynde at benytte gødning, og der lægges jord under ploven, som uden kunstig vanding næppe kan give afgrøde tre år af fire. Samtidig er løn og rentefod stadig gået nedad. Mange arbejder nu gladelig en hel uge for mindre, end de før forlangte om dagen, og penge udlånes til en rente for året, som man engang næppe ville have fundet overdreven for måneden. Er nu sammenhængen mellem naturens formindskede ydeevne og den lavere løn ikke en sammenhæng af årsag og virkning, så lønnen er lavere, fordi arbejdet er mindre givtigt?

Tværtimod! Arbejdets produktivitet er ikke mindre i 1879, end den var i 1849, men sikkert større. Tager man i betragtning, hvor umådelig arbejdets ydeevne er forøget ved anlæg af veje og jernbaner, indførelsen af maskiner osv., tror jeg ikke, nogen kan nære tvivl om, at arbejdet nu giver langt større udbytte, end den gang man havde de åbne guldlejer og den jomfruelige jordbund. Forøgelsen i den menneskelige faktors kraft har mere end opvejet nedgangen i naturfaktorens. At det forholder sig således, kan ses af, at forbruget nu er langt større end den gang i forhold til arbejdernes antal. Medens befolkningen den gang næsten udelukkende bestod af mænd i deres bedste alder, består den nu for en stor del af kvinder og børn, og tilmed er overdådigheden steget langt mere, end lønnen er faldet. Hvor de bedste huse før var pap- eller sejldugshytter, findes der nu boliger, der i pragt kappes med europæiske paladser, vogne med livréklædte tjenere ses nu på San Franciscos gader, og lystyachter i dens havn; – kort sagt, i alle retninger finder man de mest slående beviser på, at produktionen er tiltaget med endnu større hurtighed end befolkningen, og at når folk har mindre end før, så skyldes dette kun den større ulighed i fordelingen.

Og således overalt: de rigeste lande er ikke de, hvor naturen er yppigst, men de, hvor arbejdet drives med størst kraft, – ikke Mexico, men Massachusetts, ikke Brasilien, men England. De lande, hvor befolkningen er tættest og trykker hårdest på naturens ydeevne, er under ellers lige forhold også de, hvori man kan anvende mest til luksusbrug, og hvor der findes overflod på kapital, så de, f.eks. i krigstilfælde, kan tåle det største kapitalafløb. I et nyt land er hele kraften sat ind på at producere; alle arbejdsføre mennesker er med i frembringelsesarbejdet. Der findes ingen fattiglemmer eller rige lediggængere, ingen udelukkende litterær eller videnskabelig klasse, ingen forbryderklasse, som lever af at røve fra samfundet, eller politihære til at beskytte det. Men skønt hele samfundets kraft således står i produktionens tjeneste, er der dog ikke råd til et forbrug som det, der finder sted i de gamle lande. Vel kan alle tjene føden, men få eller ingen kan leve i noget, man i ældre lande ville kalde luksus eller blot velvære. – Altså er i de ældre lande forbruget forholdsvis større, selvom forholdsvis mindre arbejde anvendes produktivt: færre arbejdere frembringer mere.

Man kunne imidlertid indvende, at ældre landes overlegne rigdom ikke må tilskrives overlegen produktionsevne, men den ophobning af formue, som de nye lande endnu ikke har haft tid til.

I virkeligheden lever dog samfundene (ligesom den alt overvejende del af enkeltmenneskene) fra hånd i mund. Formue er ikke holdbar. Jordens råstoffer, som jo, når de ved arbejdet er blevet bragt i brugelig form, udgør hvad vi benævner formuegoder, er bestandig på tilbagevejen til deres oprindelige tilstand. Nogle slags formue varer kun nogle få timer, andre nogle få måneder eller år; og der er meget få, som kan gå over fra den ene slægt til den anden. Tænker man sig arbejdet i et land standset, ville formuen forsvinde næsten lige så hastig, som strålen i et vandspring ville standse, når der lukkes af for vandet. Men lad arbejdet igen komme i virksomhed, og der vil næsten øjeblikkelig opstå formuer på ny. I Chicago er der for tiden ikke mindre formue, fordi den store brand lagde byen i aske i 1870. På de afsvedne tomter har der under arbejdets hånd rejst sig endnu prægtigere bygninger, og den fremmede, som går gennem disse storartede gader, ville ikke kunne ane, at for nogle få år siden lå alting sort og øde. At formuen således stadig nyskabes, er iøjnefaldende i enhver ny by. Ingen, som har set Melbourne eller San Francisco, kan tvivle på, at dersom Englands befolkning blev ført over til New Zealand, men efterlod hele sin ophobede formue, ville New Zealand snart være lige så rigt, som England nu er; og omvendt, dersom Englands befolkning svandt ind til det ringe tal, som New Zealand har, ville den trods sin ophobede formue snart være lige så fattig. Ophobet formue synes med hensyn til samfundsorganismen at spille en lignende rolle som forrådsnæring for legemet. Et vist mål af ophobet formue er nødvendigt og kan til en vis grad tages i brug i nødstilfælde; men den formue, der er produceret af tidligere slægter, kan lige så lidt bidrage til nutidens forbrug, som den mad, man spiste i fjor, kan give arbejdskraft i dag.

Men selv bortset herfra er det klart, at større formueforråd blot kan forklare det større forbrug i sådanne tilfælde, hvor den ophobede formue tager af. Men den fremskridtstilstand, som betegnes ved befolkningsforøgelse, giver sig jo tydelig nok til kende ved en forøget ophobning af formue, ikke blot i det hele taget, men også forholdsvis. – Befolkningstilvækst, så vidt den endnu nogetsteds er gået, betyder altså ikke formindskelse, men forøgelse af den gennemsnitlige produktion.

Årsagen hertil er klar: Selv om befolkningens tilvækst svækker produktionens naturfaktor, ved at man tvinges til at tage dårligere jord i brug osv., så vokser dog den menneskelige faktors kraft så overordentlig, at det mere end opvejer tabet. Tyve mand, som arbejder sammen, hvor naturen er karrig, kan producere over tyve gange så meget som én mand kan producere dér, hvor naturen er allermest gavmild. Jo tættere befolkning, desto mere økonomisk produktion. Derfor er netop den fuldstændige modsætning til Malthus’ lære sandhed: indenfor de grænser, vi har al grund til at antage, at der overhovedet vil ske befolkningsforøgelse, kan på ethvert civilisationstrin et større antal mennesker producere forholdsvis mere, bedre skaffe sig udkommet, end et mindre antal kan.

Kan noget være klarere, end at årsagen til den fattigdom, der fostres i selve civilisationens midtpunkter, er ikke de produktive kræfters svaghed? I de lande, hvor fattigdommen er dybest, er de produktive kræfter øjensynlig stærke nok til, dersom de blev fuldt anvendt, at skaffe selv de ringeste ikke blot velstand, men endog overflod. Kriserne skyldes øjensynlig ikke mangel på produktionskraft. Hvad der end er i vejen, er fejlen tydeligvis ikke bristende frembringelsesevne.

Malthus’ teori, der giver frembringelsesevnens formindskelse skylden for nøden, kan da øjensynlig ikke forklare misforholdet. Denne teori står fuldstændig i strid med alle kendsgerninger. Den er ikke andet end et vilkårligt forsøg på at give guds love skylden for tilstande, som vi tør antage i virkeligheden kommer fra menneskelig misordning. At det er så, vil blive soleklart, når vi får påvist, hvad det da er, som fremavler fattigdom i den voksende rigdoms skød.