Kendsgerningernes vidnesbyrd

Fremskridt og fattigdom
Afsnit 2: Befolkning og livsfornødenheder

Kendsgerningernes vidnesbyrd
Den autoritet, hvormed Malthus’ lære fremtræder, og den almene anerkendelse, den har, gør det nødvendigt at undersøge dens grundlag og de årsager, der i forening har givet den en så overvældende indflydelse ved behandlingen af samfundsspørgsmål.

Men underkaster vi læren selv en uforbeholden undersøgelse, så vil den, tror jeg, vise sig lige så fuldstændig uholdbar som den herskende lønlære.

Jeg går lige løs på sagens kerne, når jeg siger, at hverken erfaring eller analogier retfærdiggør påstanden om, at der hos befolkningen findes nogen tendens til at øges hurtigere end livsfornødenhederne. De kendsgerninger, der anføres som bevis, godtgør kun, at hvor på grund af befolkningens tyndhed (som i nye lande) eller hvor på grund af formuens ulige fordeling (som blandt de fattigere klasser i gamle lande) menneskelivet går op i at tilvejebringe de fysiske vilkår for tilværelsen, er tendensen til forplantning så stærk, at dersom den holdt sig uforandret, ville den kunne overstige livsfornødenhederne. Men heraf kan man ikke med rette slutte, at tendensen til forplantning ville vise sig lige så stærk dér, hvor befolkningen var tættere og rigdommen ligelig nok fordelt til at løfte et helt samfund op over nødvendigheden af at vie alle kræfter til en kamp for den blotte tilværelse. Og selv om man indrømmede, at tendensen til folkeforøgelse til sidst måtte frembringe fattigdom, så var det dermed ikke afgjort, at den bestående fattigdom må tilskrives denne årsag, før man havde påvist, at der ikke findes andre årsager, der kan forklare den, – hvad der under de nuværende love og samfundstilstande åbenbart er umuligt.

Dette bevises til overflod af selve »afhandlingen om befolkningen«. Størstedelen af bogen er optaget af, hvad der i virkeligheden er en gendrivelse af den teori, bogen opstiller; for Malthus’ oversigt over, hvad han kalder de positive hindringer for folkeforøgelsen, viser simpelthen, at de resultater, han tilskriver overbefolkningen, i virkeligheden skyldes andre årsager. Af alle de tilfælde, han anfører (og han henter dem fra næsten hele jordkloden), hvori laster og elendighed hæmmer befolkningens vækst, er der ikke et eneste, hvori lasterne og elendigheden kan afledes af, at mundenes antal er vokset hurtigere end hændernes evne til at føde dem. Overalt viser det sig, at de skyldes samfundsskadelig uvidenhed og havesyge eller misregering, uretfærdige love eller hærgende krige.

Og hvad Malthus ikke formåede at bevise, har heller ikke nogen siden hans tid bevist. Forgæves vil man gennemsøge jordkloden og historien fra ende til anden efter noget eksempel på et landområde af kendelig størrelse, hvori fattigdom og mangel med rette kan tilskrives trykket af en voksende befolkning. Hvilke mulige farer en ubegrænset forøgelse af menneskene end kan indebære, hidtil har de ikke vist sig; endnu har for stærk folkeforøgelse aldrig været menneskeslægtens ulykke. Befolkningen skulle altid have tendens til at overskride grænsen for sit livsophold! – Men hvoraf kommer det da, at denne vor jordklode efter alle de tusinder, ja, som man nu tror, millioner år, hvori der har været mennesker på jorden, endnu er så tyndt befolket? Hvoraf kommer det da, at så mange arnesteder for menneskeligt liv nu er forladte, at fordum opdyrkede marker er bevoksede med krat, og at dér, hvor det fordum vrimlede af flittige mennesker, slikker nu vilddyret sine unger?

Det er en kendsgerning, som vi vel er tilbøjelige til at glemme når vi tæller vor befolknings milliontilvækst, men som ikke desto mindre er en kendsgerning, at så vidt vi kender verdenshistorien, er aftagning af befolkningen lige så sædvanlig som forøgelse. Hvorvidt jordens samlede befolkning nu er større end på noget tidligere tidspunkt, er noget, vi kun kan fremføre gisninger om. Siden Montesquieu i begyndelsen af forrige århundrede udtalte (hvad der sandsynligvis dengang var den almindelige mening), at jordens befolkning siden vor tidsregnings begyndelse var aftaget betydelig, har vistnok opfattelsen forandret sig. Men de nyere opdagelser og undersøgelser har begyndt at vække større tillid til de gamle historieskriveres og rejsendes fortællinger, som før har været anset for overdrevne; der er bragt kendetegn for dagen på, at der tidligere har eksisteret tættere befolkninger og højere civilisationer, end man før anede, og på, at menneskeslægten er ældre på jorden, end man har troet. – Vi er let tilbøjelige til at undervurdere den befolkningstæthed, som den intensive jorddyrkning, der var ejendommelig for de tidligere civilisationer, var i stand til at underholde, især hvor man havde indført kunstig vanding. Som man kan se af de omhyggelig dyrkede egne i Kina og Europa, kan en meget stor befolkning med tarvelige livsvaner let bestå med meget ringe handelssamkvem og uden at have nået ret vidt i de erhvervsgrene, som kendetegner det moderne fremskridt, og uden den tilbøjelighed, som moderne befolkninger har, til at pakke sig sammen i store byer.

Den eneste verdensdel, som vi kan være fuldt sikre på nu har en større befolkning end nogensinde, er Europa; – men dog ikke alle dele af Europa. Ganske sikkert har Grækenland og det europæiske Tyrkiet, sandsynligvis også Italien, haft større befolkning end nu, og det samme kan også være tilfældet med andre egne.

Amerika er også vokset i folkemængde, siden vi lærte det at kende; men denne forøgelse er ikke så stor, som man gerne tror. Hvor mange store folkeslag der har afsluttet deres bane, hvor mange riger der er opstået og faldet i »denne nye verden, som er den gamle«, kan vi blot dunkelt ane. Men mægtige ruiner vidner endnu om en civilisation, der gik forud for inkaerne, og var endnu mere storartet; midt i de tropiske skove i Yucatan og Centralamerika findes rester af store byer, der var gået i forglemmelse allerede før den spanske erobring, og over en stor del af De Forenede Stater er der strøet gravhøje, som viser en engang forholdsvis tæt befolkning.

For Afrikas vedkommende kan der ingen tvivl være. Det nordlige Afrika kan kun have en ringe befolkning mod, hvad det havde i gamle dage; Nildalen havde engang en umådelig meget større befolkning end nu, medens der syd for Sahara ikke er noget, som tyder på, at befolkningen er vokset i den historiske tid; det er snarere rimeligt, at slavehandelen har forårsaget en vidt udbredt affolkning.

Hvad Asien angår, så er der tegn på, at både Indien og Kina engang havde større befolkning end nu. Den mærkeligste forandring er dog foregået i Lilleasien, Syrien, Babylonien og Persien, kort sagt i de vidtstrakte egne, som måtte underkaste sig Alexanders erobrersværd. Hvor der engang var store byer og vrimlende folkemasser, er der nu kun elendige landsbyer og ufrugtbare ørkener.

Det er klart, at befolkningen har haft på ét sted ebbe, på et andet sted flod; nye folkeslag er opstået, gamle gået til grunde; men så langt tilbage, som vi kan gå uden at fortabe os helt og holdent i gisninger, er der intet, som tyder på en uafladelig tilvækst, ja ikke engang noget, som klart beviser, at menneskeslægten i sin helhed er øget i tidernes løb. Bag riger, vi dunkelt aner, ser vi utydeligt omrids af endnu mere skyggeagtige riger. At jordens befolkning må have haft sine små begyndelser, lader sig med sikkerhed antage, for vi ved, at der var et geologisk tidsrum, hvori der ikke kan have været mennesker til, og vi kan ikke tænke os, at alle mennesker opstod med ét som af de dragetænder, Kadmos såede; men helt tilbage gennem historien og i oldtidsforskningens svage lysskær skimter vi store befolkninger. Selv i disse uendelig lange tider har imidlertid folkeforøgelsen ikke været stærk nok til at fylde jorden eller blot fremkalde en øjensynlig forøgelse af dens befolkning i sin helhed. I sammenligning med sin evne til at underholde menneskeliv er jorden som et hele betragtet endnu meget sparsomt befolket.

Der gives en anden betydningsfuld kendsgerning, som må slå enhver, der retter sit blik ud over det moderne samfund. Hvis der virkelig er en lov som den af Malthus opstillede, så må den overalt, hvor befolkningen har nået en vis tæthed, være lige så iøjnefaldende som enhver anden af de store naturlove, der overalt er anerkendt. Hvoraf kommer det da, at vi hverken hos de klassiske folk eller hos jøderne, ægypterne, hinduerne, kineserne eller noget andet folk, som har grundlagt religioner og skrevet lovbøger, finder nogensomhelst forskrift, der svarer til Malthus’ forebyggende hindringer?

Og så har der jo endda eksisteret samfund, der garanterede ethvert af sine medlemmer beskæftigelse og underhold. John Stuart Mill siger etsteds, at ville man gøre dette, uden at staterne med det samme også regulerede ægteskaberne og fødslerne, ville det medføre almindelig elendighed og fornedrelse.

»Disse følger«, siger han, »er så ofte og så klart blevet påvist, at uvidenhed om dem hos dannede mennesker ikke længere er tilgivelig.« Og dog synes man i Sparta, i Peru, i Paraguay at have levet i fuldstændig uvidenhed om disse skæbnesvangre følger af en naturlig tendens.

Og dersom forøgelsestendensen er så overvældende, som malthusianismen forudsætter, hvordan kan det da være, at slægter så ofte uddør, – slægter, i hvilke mangel er ukendt? Hvoraf kommer det, at selvom der i arvelige titler og besiddelser ikke blot ligger en opmuntring til at skaffe sig afkom, men også til at bevare kundskaben om stamtræ og byrd, så uddør der alligevel i et aristokrati som det engelske så mange adelsslægter, at overhuset kun kan holdes oppe fra århundrede til århundrede ved nye udnævnelser?

For at finde det enestående eksempel på en familie, som har levet i et betydeligt tidsrum, må vi gå til det uforanderlige Kina. Konfucius’ efterkommere findes endnu dér og nyder særegne forrettigheder, idet de i virkeligheden danner det eneste arvelige aristokrati. Ifølge den antagelse, at befolkningen har tendens til at fordoble sig hvert 25. år, skulle de beløbe sig til 859.559.193.106.709.670.198.710.528 sjæle, nu 2150 år efter Konfucius’ død. Men i stedet for et så utænkeligt antal udgør de kun omtrent 22.000. Det er jo unægtelig en betydelig forskel og endnu mere slående, når man mindes, at den anseelse, som denne familie står i for sin stamfaders, »fortidens helligste lærers« skyld, har forhindret indvirkningen af de positive hindringer, medens Konfucius’ lærdomme indskærper alt andet end de »forebyggende hindringer«.

Nu kunne man sige, at selv denne forøgelse er stor nok. 22.000 mennesker, som i 2150 år nedstammer fra et eneste par, er unægtelig langt under Malthus’ overslag, men kunne dog alligevel nok vække forestilling om mulig overbefolkning. – Efterkommernes voksende tal er jo imidlertid ingenlunde entydigt med forøgelse af befolkningen. Slægtleddenes forhold til hverandre kan sammenlignes med et fletværk eller med diagonallinierne i et stykke tøj. Går man ud fra et punkt i dets øvre del, så følger ganske vist øjet linjer, som nedentil løber ud langt fra hinanden, men går man ud fra et punkt nedentil, så løber linjerne ikke mindre fra hverandre opad.

Dog lad os gå fra disse betragtninger over til en mere bestemt undersøgelse. Jeg påstår, at de tilfælde, man sædvanlig anfører som eksempler på overbefolkning, ikke kan tåle en nærmere prøvelse. Indien, Kina og Irland er de mest udprægede af disse eksempler. I alle disse lande er store menneskemasser omkomne af sult, og hele klasser er trykket ned i forfærdelig elendighed eller tvunget til at udvandre. Men skyldes dette virkelig overbefolkning?

Indien og Kina er langtfra de tættest befolkede lande på jorden. Efter Behms og Wagners beregninger er Indiens befolkning kun ca. 2.800, Kinas 2.500 mennesker pr. kvadratmil, medens Belgien har 9.300, England 8.900 og Japan 4.900. I begge landene ligger tilmed store naturlige rigdomskilder fuldstændig unyttede hen, og arbejdet drives på den mest ufuldkomne måde. Dette skyldes ikke nogen medfødt underlegenhed hos disse folk; for hinduen er jo af samme æt som vi selv, og Kina besad en høj civilisation og begyndelserne til de vigtigste moderne opfindelser, da vore forfædre endnu var omstrejfende vilde. Det skyldes den form, som samfundsordenen har antaget i begge lande, og som har bagbundet produktionen og frarøvet fliden dens løn.

I Indien har i umindelige tider de arbejdende klasser ved udsugninger og undertrykkelser været sat i en tilstand af hjælpeløs og håbløs fornedrelse. Jordens dyrkere har regnet sig selv for lykkelige, om magthavernes krav lod dem beholde nok til at friste livet og skaffe sig sædekorn; kapital kunne ingensteds samles i sikkerhed eller anvendes i nogen videre udstrækning til at fremhjælpe produktionen; al formue, som kunne vristes fra folket, ejedes af fyrsterne (og de var ikke bedre end røverhøvdinge), eller også var den i deres yndlinges hænder og bortødsledes på unyttig eller værre end unyttig overdåd, medens religionen, der var sunket ned til kunstig og uhyggelig overtro, øvede det samme tyranni over menneskenes sjæl, som de verdslige magthavere over deres legeme. Under disse forhold var de eneste færdigheder, som kunne gøre nogen fremgang, de, som tjente de stores pragt og overdåd. Rajahens elefanter strålede af de mest kunstfærdigt udarbejdede guldsmykker, men bondens plov var kun en tilspidset stok.

Er det ikke klart, at dette tyranni og denne usikkerhed har forårsaget Indiens fattigdom og udsultning, og at det ikke, som Buckle mener, er befolkningens tryk på livsfornødenhederne, der har frembragt mangelen, og mangelen igen tyranniet? William Tenant, præst i det Ostindiske Kompagnis tjeneste, skriver i 1796, to år før udgivelsen af Malthus’ skrifter:

»I betragtning af Indiens store frugtbarhed er det virkelig forbavsende hvor hyppigt hungersnød indtræder. Den skyldes åbenbart ikke ufrugtbarhed i jordbund eller klima. Ondet må komme af en anden politisk årsag; og der kræves kun liden skarpsindighed for at opdage, at årsagen er de forskellige styrelsers rovgerrighed og udpresninger. Den store spore for næringsfliden, sikkerheden, er taget bort. Derfor er der ingen, som dyrker mere korn, end hvad der netop er nødvendigt for ham selv, og det første uheldige år frembringer således hungersnød.

Stormogulens styre var et væv af vold og oprør, forræderi og straf, hvorunder hverken handel eller håndværk kunne trives eller agerbruget få nogen art. Dette styre efterfulgtes af en endnu elendigere tilstand, for anarki er værre end misregering. Det muhamedanske styre var usselt nok; men europæerne har ikke fortjenesten af at have styrtet det. Det faldt under vægten af sin egen råddenskab og er allerede blevet efterfulgt af et mangehovedet tyranni under småfyrster, hvis udnyttelse af bønderne er lige så grænseløs som deres havesyge. Grundskatterne indkræves to gange om året af ubarmhjertige banditter i skikkelse af soldater, som jager de ulykkelige bønder ad skovene til og hensynsløst ødelægger eller tager med sig alt, hvad der falder i deres smag eller tilfredsstiller deres havesyge. Ethvert forsøg fra bøndernes side på at forsvare sig indenfor deres landsbyers jordvolde nedkalder blot endnu grummere hævn over disse nyttige, men ulykkeligt stillede mennesker. De bliver da omringet og angrebet med geværer og kanoner, indtil modstanden er knækket, hvorpå de overlevende bliver solgt og deres bolig brændt og jævnet med jorden. Derfor vil man tit finde bønder beskæftigede med at sammenskrabe de adspredte levninger af, hvad der i går var deres hjem; men oftere vil man efter en gentagen hjemsøgelse kun finde rygende ruiner, uden at synet af et menneskeligt væsen afbryder ødelæggelsens skrækkelige tavshed.«

På denne ubarmhjertige rovgerrighed, som ville have frembragt elendighed og hungersnød, selv om der kun havde levet 10 mennesker på hver kvadratmil, og landet havde været en Edens have, fulgte i den første tid af det britiske herredømme i Indien en lige så ubarmhjertig rovgerrighed, støttet på en ganske anderledes uimodståelig magt. I sin skildring af Lord Clive siger Macaulay derom:

»Umådelige formuer blev hurtigt dynget sammen i Calcutta medens millioner af mennesker blev styrtet i den yderste elendighed. De havde været vante til at leve under tyranni, men aldrig under et tyranni som dette. De fandt det Ostindiske Kompagnis lillefinger tykkere end Surajah Dawlahs lænder. Det lignede mere en regering af onde ånder end af menneskelige tyranner. Stundom underkastede de sig i tålmodig elendighed, stundom flygtede de for den hvide mand, som deres fædre havde været vant til at flygte for maharajaen, og den engelske rejsendes bærestol blev ofte båret gennem tavse landsbyer og stæder, som efterretningen om hans ankomst havde gjort tomme og øde.«

Men den lovløse frækhed i det tidligere engelske styre er for længe siden tøjlet. Englands stærke hånd har givet denne store befolkning en mere end romersk fred; hele det store land er blevet gennemtrukket med jernbaner, store vandingsarbejder er udført osv. Men ikke desto mindre har hungersnød hyppigere og hyppigere fulgt på hungersnød, hærgende med bestandig større heftighed over stadig videre strækninger.

Er så ikke dette et levende bevis for Malthus’ teori? Viser det ikke, at han havde ret, når han påstod, at det at lukke de sluser, hvorigennem den overflødige befolkning bortskylles, kun er at tvinge naturen til at åbne nye. Ja, sådan lyder den ortodokse forklaring. Men som man kan se af de afsløringer engelske tidsskrifter nylig har bragt, er sandheden den, at disse hungersnødens hærgninger, som har bortrevet millioner, intet som helst har at gøre med »befolkningens tryk på livsfornødenhedernes naturlige grænser«.

Indiens millioner har bøjet nakken under mange erobrere, men værst af dem alle er det engelske herredømmes stadige, knugende vægt, der bogstavelig trykker millioner ud af tilværelsen og, som engelske forfattere har påpeget, uundgåeligt bærer hen imod et forfærdeligt og vidtrækkende sammenbrud. Også andre erobrere har levet i landet, men så slet og tyrannisk deres styre end var, forstod de dog folket og blev forstået af det; nu derimod ligner Indien et stort gods som tilhører en fraværende, udenlandsk herre. Overmåde kostbare militære og borgerlige indretninger bliver opretholdt, ledet og styret af engelske embedsmænd, der kun betragter deres ophold i Indien som en slags forbigående landflygtighed; og en umådelig sum, der kan anslås til mindst 360 mio. kr. årlig (opkrævet i et folk, hvor arbejderne mange steder er fornøjede med i gode tider at arbejde for 12-30 øre daglig), går til England i form af pensioner, regeringsomkostninger osv. – en tribut, som der ingen erstatning kommer tilbage for. De umådelige summer, der er blevet anvendt på jernbaner, har været nedlagt i uproduktive anlæg; de store vandingsanlæg er for størstedelen lige så mislykkede som kostbare. I store dele af Indien har englænderne i ønsket om at skabe en jordejerklasse givet absolut besiddelsesret over jorden til arvelige skatteopkrævere, som ubarmhjertig udplyndrer bønderne ved opskruede forpagtningsafgifter. I andre egne, hvor afgiften endnu går til staten i form af grundskat, er beløbene så høje, og skatterne inddrives så hensynsløst, at bønderne, som selv i gode tider lever overmåde usselt, drives i kløerne på rovgriske ågerkarle. På salt, der overalt er en nødvendighedsartikel, og da særlig her, hvor man næsten kun bruger planteføde, hviler en skat af næsten 1200%, så at store lag af folket ikke kan skaffe sig det strengt nødtørftige deraf til sig selv og sit kvæg. Og virkningen af den engelske lovgivning med dens strenge regler og dens for de indfødte gådefulde fremgangsmåde har kun været at lægge et mægtigt plyndringsredskab i hænderne på de indfødte ågerkarle, som har let ved at få bønderne til at påtage sig forpligtelser, som de ikke forstår meningen af. H.M. Hyndman viser, hvorledes der blev udført levnedsmidler selv fra de af hungersnød hærgede egne til betaling af skatterne, og hvorledes hele Indien er underkastet en stadig og udtømmende udsugning. For mindst en tredjedel af landets hele vareudførsel får det ikke nogensomhelst godtgørelse; det er en tribut, som engelskmænd i Indien sender hjem, eller omkostningerne ved den engelske afdeling af det indiske styre. Han viser, at regeringsomkostningerne er vokset umådeligt under det engelske statsstyre, at den ubarmhjertige beskatning af en befolkning, der er så ludfattig, at den store mængde kun med nød og næppe kan spise sig halvmæt, berøver den dens ringe midler til at dyrke jorden, at antallet af okser (Indiens trækdyr) tager af, og at de usle agerbrugsredskaber falder i hænderne på ågerkarle, af hvem »vi, et forretningskyndigt folk, tvinger bønderne til at låne til 12, 24, 60 % for at kunne bygge og forrente store offentlige arbejder, som endnu aldrig har givet 5%«.

Nu som i tidligere tider kan kun det mest overfladiske syn på forholdene lægge skylden for mangelen og hungersnøden i Indien på landets svigtende evne til at yde befolkningen dens livsfornødenheder. Den virkelige årsag til nøden har været og er fremdeles menneskenes havesyge, ikke naturens karrighed.

Hvad der gælder Indien, gælder også Kina. Ikke den tætte befolkning, men de årsager, som hindrer samfundets naturlige udvikling og berøver arbejdet dets fulde udbytte, er det, som holder millioner netop på grænsen af hungersnøden og nu og da driver millioner over grænsen. At den hinduiske arbejder anser sig for svært heldig, når han får en håndfuld ris, at kineseren æder rotter og hunde, skyldes lige så lidt befolkningens tryk, som at Australiens indfødte æder de orme der findes i råddent træ.

Forstå mig ret. Jeg mener ikke bare, at Indien og Kina under en højere civilisation kunne underholde en større befolkning, for det ville enhver malthusianer underskrive. Malthus’ lære nægter ikke, at et fremskridt i de produktive erhverv ville kunne skaffe en større befolkning underhold, men Malthus’ teori påstår – og det er dens kærnepunkt – at hvor stor et lands produktionsevne end er, så går befolkningens naturlige tendens ud på at indhente den, og ved det således opstående tryk at afføde »den last og elendighed, som er nødvendig for at hindre videre forøgelse«. Jeg derimod siger, at mangelen ingensteds med rette kan tilskrives befolkningens misforhold til frembringelsesevnen, og at de laster og den elendighed, man giver overbefolkningen skyld for, overalt kan føres tilbage til krig, tyranni og undertrykkelse, som hindrer kundskaben i at nyttiggøres og øder den sikkerhed, som er nødvendig for produktionen. Dette er tydeligt nok for Indiens og Kinas vedkommende som overalt, hvor man ikke bliver stående ved en overfladisk betragtning.

Irland er det af alle Europas lande, der hyppigst anføres som det store eksempel på overbefolkning. Bøndernes yderligere fattigdom, den lave arbejdsløn, den irske hungersnød og den irske udvandring bliver stadig anført som et levende bevis for Malthus’ lære, ført lige for øjnene af den civiliserede verden. Jeg tror ikke, man kan anføre et mere slående eksempel på hvorledes en forudfattet mening kan gøre menneskene blinde for tingenes virkelige sammenhæng. Sandheden er øjensynlig den, at Irland endnu aldrig har haft en så stor befolkning, at ikke landets naturlige kræfter, alt efter de produktive erhvervs standpunkt til enhver tid, rundelig kunne underholde den. På den tid, da befolkningen var størst (1845), havde Irland noget over 8 millioner indbyggere. Men en meget stor del af dem boede i usle rønner, var klædt i pjalter og levede omtrent udelukkende af kartofler. Da kartoffelsygen kom, døde de i tusindvis. Men var det jordens manglende evne til at ernære en så stor befolkning, der tvang så mange til at leve på denne usle måde og udsatte dem for hungersnød ved en eneste afgrødes misvækst? Tværtimod, det var den samme samvittighedsløse havesyge, som frarøvede den indiske bonde frugterne af hans arbejde og lod ham sulte ihjel midt i naturens overflod. Vel drog ingen ubarmhjertig røverskare af skatteopkrævere plyndrende og pinende gennem landet, men arbejderne blev lige så fuldstændig udsugede af en lige så ubarmhjertig skare godsejere, mellem hvem jorden var blevet delt som deres absolutte ejendom, uden hensyn til befolkningens ret.

Hvorledes var de produktionsvilkår, som disse otte millioner levede under, indtil kartoffelsygen kom? Stillingen var en sådan, at de ord, Tenant bruger om Indien, med rette kan anvendes på den: »den store spore for næringsfliden, sikkerheden nemlig, var borttaget.« Landbruget blev for største delen drevet af forpagtere uden fast kontrakt, som, selv om den afgift, der blev dem aftvungen, havde levnet dem mulighed derfor, ikke vovede at udføre forbedringer, der kun ville have været signal til en forhøjelse af afgiften. Arbejdet blev derfor drevet på den mest sløsede måde og arbejdskraft spildt i lediggang, som, hvis der havde været udbyttesikkerhed, ville være kommet til nytte. Men selv under disse vilkår ernærede Irland faktisk mere end otte millioner mennesker. Selv da dets befolkning var på sit højeste, udførte det næringsmidler. Ja, endog under selve hungersnøden blev korn og kød, smør og ost transporteret til udførsel ad landeveje, som var indhegnet med sultende og døende. For denne udførsel af levnedsmidler, eller i det mindste for en stor del af den, kom der intet igen. For så vidt det angik det irske folk, kunne disse levnedsmidler lige så godt være opbrændt eller kastet i havet. De gik ud af landet som betaling til fraværende godsejere, som en skat, der blev producenterne aftvunget af folk, som ikke på nogen måde havde bidraget til produktionen.

Havde derimod jordens dyrkere fået lov til at beholde og bruge den kapital, deres arbejde havde skabt, havde sikkerhed ansporet næringsfliden og muliggjort hensigtsmæssige driftsformer, så ville der have været mere end nok til den største befolkning, Irland nogensinde har haft, og kartoffelsygen kunne være kommet og gået uden at berøve et eneste menneske et ordentligt måltid mad. For det var ikke »de irske bønders mangel på forsynlighed«, som engelske økonomer så koldt siger, der fik dem til at gøre kartoflen til deres hovedføde. Når de irske udvandrere kan skaffe sig noget andet, lever de ikke af kartofler, og i De Forenede Stater udmærker irlænderne sig i retning af at lægge noget til side til trangere tider. De levede af kartofler, fordi de opskruede afgifter fratog dem alt andet.

Sandheden er, at Irlands fattigdom og elendighed aldrig med føje har kunnet tilskrives overbefolkningen.

MacCulloch skrev i 1838:

»Befolkningens overordentlige tæthed i Irland er den umiddelbare årsag til den yderlige fattigdom og den fortrykte stilling for størsteparten af folket. Det er ikke for meget sagt, at der i dette øjeblik lever dobbelt så mange mennesker i Irland, som det med sine forhåndenværende produktionsmidler er i stand til fuldt at beskæftige eller underholde i nogenlunde velstand.«

Irlands befolkning i 1838 var omtrent otte millioner. Forandrer vi nu MacCullochs negative sætning til en bekræftende, skulle altså Irland efter overbefolkningsteorien have været i stand til fuldt at underholde i nogenlunde velstand noget mindre end fire millioner. Nu vel, da Swift i begyndelsen af det foregående århundrede skrev sit ‘beskedne forslag’, (A Modest Proposal) var Irlands befolkning omtrent to millioner. 

Da nu hverken produktionsmidlerne eller de produktive erhverv i mellemtiden havde gjort noget nævneværdigt fremskridt i Irland, så skulle der, efter MacCulloghs egen antagelse, i 1727 have været meget mere end nogenlunde velstand for alle de to millioner mennesker. Men dette var så langt fra tilfældet, at det irske folks yderligere fattigdom og fortrykte stilling i 1727 var en sådan, at Swift med skærende, sviende ironi foreslog at bøde på overbefolkningen derved, at man gav almenheden smag for stegte småbørn og årlig bragte 100.000 irske børn til torvs som en lækkerbisken for de rige.

For den, der har sat sig ind i den litteratur, som drejer sig om den irske elendighed, er det vanskeligt i sømmelige udtryk at tale om den veltilfredshed, hvormed, selv i værker af højsindede mænd som Mill og Buckle, Irlands nød og lidelser, tilskrives overbefolkning. Jeg kender intet, som er bedre egnet til at bringe blodet i kog end de kolde skildringer af det røveriske, oprivende tyranni som det irske folk har været underkastet, og som ene bærer skylden for Irlands nød. Og dersom man ikke tager hensyn til den udmarvning, som, hvad historien viser, overalt er følgen af håbløs fattigdom, ville man have vanskeligt ved at værge sig mod en følelse af foragt overfor et folkeslag, der er blevet ægget så utålelig og endda kun i ny og næ har myrdet en godsejer!

Om overbefolkning nogensinde har frembragt fattigdom og hungersnød får være et åbent spørgsmål; men Irlands nød kan lige så lidt tilskrives denne årsag, som man kan give Afrikas befolkning skylden for slavehandelen eller anse livsfornødenhedernes mangel på evne til at holde skridt med befolkningens vækst for grunden til Jerusalems ødelæggelse. Havde Irland fra naturens hånd været en lund af bananer og brødtræer og dets kyster opfyldt af guanolejer som Chincha-øerne, ville alligevel de samfundsvilkår, som har hersket have voldt fattigdom og hungersnød. Hvor kunne det være anderledes i et land, hvor bonden i virkeligheden var en ussel træl, der når som helst ved et vink kunne fordrives fra sin faldefærdige rønne og blive en hjemløs, forsulten omstrejfer, som ikke engang turde plukke jordens vilde bær eller fange en hare. Er ikke forarmelse og sult en selvfølgelig ting, hvor de, som producerer, er tvunget til at arbejde under vilkår, som berøver alt håb, al selvagtelse og energi; hvor fraværende godsejere tilegner sig mindst fjerdeparten af jordens nettoudbytte, og hvor arbejderne desuden må underholde de i landet bosatte godsejere, deres heste, hunde, forvaltere og fogder, og dertil en forhadt og fjendtlig statskirke og en hær af politi og soldater, hvis opgave det er at knuse enhver modstand mod dette uretfærdige system? Er det ikke ugudelighed langt værre end ateisme at gøre naturlovene ansvarlige for den elendighed, der fremkommer på sådan måde?

Hvad der gælder disse tilfælde, vil ved nærmere prøvelse vise sig at gælde i alle. Så langt vor viden når, kan vi trygt benægte, at befolkningsforøgelse nogensinde har øvet et sådant tryk på livsfornødenhederne, at den har avlet laster og elendighed. Hungersnøden i Indien, Kina og Irland kan lige så lidt tilskrives overbefolkning, som de tilfælde af hungersnød der er i det sparsomt befolkede Brasilien. De laster og den elendighed, som nøden afføder, kan lige så lidt tilskrives naturens karrighed, som udryddelsen af de gamle briter og af Vestindiens oprindelige befolkning.