Malthus’ befolkningslære

Fremskridt og fattigdom
Afsnit 2: Befolkning og livsfornødenheder

Malthus’ lære, dens oprindelse og dens støtte
Bag den teori, vi har undersøgt, ligger en anden. Den herskende lære om kilden til og loven for lønnen finder sin stærkeste støtte i en lige så almindelig antaget lære – den lære, som bærer Malthus navn, – at befolkningen har en naturlig tendens til at tiltage hurtigere end livsfornødenhederne. Disse to teorier danner, sammenføjet, det gængse svar på den store opgave, vi forsøger at løse.

I det foregående tror jeg at have bevist, at den lære, at lønnen bestemmes af forholdet mellem kapital- og arbejdermængde, er så fuldstændig grundløs, at man må forundre sig over, at den har kunnet holde sig. Ganske vist er det let at forstå, at sådanne forestillinger har kunnet opstå under samfundsforhold, hvor hovedmassen af arbejdere med hensyn til beskæftigelse og løn tilsyneladende er afhængig af en særskilt kapitalistklasse, og at de har kunnet holde sig hos den store mængde, som sjælden gør sig den umage at skille skin fra virkelighed. Men det er overraskende, at en sådan grundløs lære har kunnet blive antaget af den ene efter den anden af de mange skarpsindige tænkere, som i dette århundrede har viet deres kræfter til den socialøkonomiske videnskab.

Forklaringen ligger i den almindelige antagelse af Malthus’ lære. Den herskende lære om lønnen er aldrig ordentlig blevet undersøgt, da den, støttet på Malthus’ lære, syntes socialøkonomerne at være en selvindlysende sandhed. Begge disse teorier griber ind i hinanden, styrker og forsvarer hinanden. Tilsammen giver de en tilsyneladende fyldestgørende forklaring på de foreteelser, der fremtræder i udviklede og fremskridende samfund, og dette har så forhindret nærmere undersøgelse.

Hvilken af disse to teorier der kan gøre fordring på historisk forrang, er vanskeligt at sige. De opstår og udvikler sig ganske naturlig ved siden af hinanden. Og de falder så nøje sammen og udfylder hinanden så fuldstændig, at Buckle hovedsagelig giver Malthus æren for at have afgørende bevist den herskende lønteori derved, at han fremsatte læren om befolkningens tryk på livsfornødenhederne. Han siger i sin »Civilisationens Historie i England«:

»Det attende århundrede var næppe forbi, da det afgørende blev bevist at arbejdslønnen ene og alene afhænger af to ting, nemlig størrelsen af det nationalfond, som alt arbejde betales af, og antallet af de arbejdere, som dette fond skal fordeles imellem. Dette store fremskridt i vor viden skylder vi hovedsagelig, om end ikke udelukkende, Malthus, hvis værk om befolkningen ikke blot sætter tidsskel i den spekulative tænknings historie, men allerede har frembragt betydelige praktiske resultater og sandsynligvis vil føre til andre endnu større.«

Denne navnkundige lære, som lige fra sin første fremtræden har indvirket så mægtig på tænkningen (og det ikke blot på socialøkonomiens område, men også i højere egne), blev af Malthus formuleret i den sætning, at det er befolkningens naturlige tendens at fordoble sig i det mindste hvert 25. år og således tiltage i geometrisk progression (som 1-2-4-8-16 osv.); medens de livsfornødenheder, som kan fås af jorden, under de heldigste omstændigheder ikke kan vokse hurtigere end i aritmetisk progression (som 1-2-3-4 osv.) og således for hvert 20. år kun tiltage med lige så meget, som nu produceres. Helt naivt tilføjer Malthus: »De uundgåelige følger af disse forskellige forøgelsesforhold er meget overraskende, når man stiller dem sammen.« Og i kap. I stiller han dem sammen på følgende måde:

»Lad os anslå Englands befolkning til 11 millioner, og lad os antage, at dets nuværende produktion er tilstrækkelig til dette antals underhold. Efter de første 25 års udløb ville da befolkningen være 22 millioner, og da midlerne til livsophold ligeledes ville have fordoblet sig, ville forholdet mellem befolkning og livsfornødenheder vedblivende være det samme. I de næste 25 år ville befolkningen stige til 44 millioner, medens midlerne til underhold kun ville slå til for 33 millioner… Og ved slutningen af det første århundrede ville befolkningen beløbe sig til 176 millioner, medens midlerne til underhold kun ville strække til for 55 millioner, så at en befolkning på 121 millioner mennesker ville være fuldstændig uforsørget.

Tager vi hele jorden i stedet for blot England, kommer udvandringsmuligheden ikke i betragtning… Menneskeslægten ville forøges som 1, 2, 4, 8 16, 32, 64, 128, 256, men midlerne til livsophold derimod som 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9. Efter to århundreders forløb ville befolkningen forholde sig til livsfornødenhederne som 256 til 9, inden tre århundreder som 4096 til 13, og om to tusinde år ville misforholdet være næsten uberegneligt«.

Et sådant resultat hindres naturligvis fra virkelig at indtræffe ved den fysiske umulighed af, at der kan eksistere flere mennesker end de, som kan finde midler til livsophold, og Malthus drager da den slutning, at befolkningens tendens til ubegrænset forøgelse holdes i tømme enten ved forplantningens indskrænkning, som følge af selvbeherskelse eller ved de forskellige årsager, som forøger dødeligheden, og som han deler i laster og elendighed. De årsager, som indskrænker forplantningen, kalder han den forebyggende hindring; de, som forøger dødeligheden, den positive. Dette er den navnkundige malthusiske lære, således som han selv har udviklet den i sin »Afhandling om befolkningen«.

Det er ikke umagen værd at dvæle ved den sofistiske brug af geometriske og aritmetiske forøgelsesforhold (den står endogså under hin bekendte sofisme om haren og skildpadden hvori haren i al evighed forfølger skildpadden uden nogensinde at nå den). Kærnen i hele læren er, for at bruge Malthus’ egne ord, »at der i befolkningen er en naturlig tendens og en stadig stræben efter at forøge sig ud over midlerne til livsophold«.

Malthus’ lære, således som den nu opfattes, kan i sin mindst angribelige form udtrykkes således:

Befolkningen, der stadig stræber efter at forøge sig, må, hvis den ikke holdes i tømme, til sidst udøve tryk imod de ganske vist ikke faste, men eftergivelige skranker for midlerne til livsophold, så det bliver mere og mere vanskeligt at tilvejebringe disse. Følgelig må der, overalt hvor forplantningen har haft tid til at udøve sin virkning, og ikke bliver hæmmet af forsigtighedshensyn, findes en sådan grad af mangel, som er i stand til at holde befolkningen indenfor livsopholdsmidlernes grænser.

Selvom denne teori i virkeligheden ikke er mere i strid med forestillingen om en ved Skaberens godhed og visdom indrettet harmonisk verdensorden end den ligeglade ‘ikketeori’, som uden videre kaster ansvaret for fattigdommen og dens følgeskab over på forsynets uransagelige rådslutninger, så gør den dog i tydelige ord last og elendighed til nødvendige følger af en naturdrift, hvortil de reneste og ømmeste følelser knytter sig, og kommer derved i skarpt sammenstød med forestillinger, der er dybt rodfæstede i menneskets sind; og den blev da også lige fra sin første fremtræden bekæmpet med en bitterhed hvori iveren ofte var mere iøjnefaldende end logikken. Men den har sejrrig bestået ildprøven, og trods alle de pile, som fornuftgrunde, spot og hån og sårede følelser har udskudt imod den, står den den dag i dag i tankens verden som en sandhed, endog de må bøje sig for, som helst ikke ville tro på den.

Årsagerne til dens sejr, kilderne til dens styrke er klare nok. Tilsyneladende støttet på den uigendrivelige sandhed, at den stadig tiltagende befolkning til sidst må vokse ud over jordens evne til at levere føde eller endog plads til at stå på, styrkes Malthus’ lære ved analogier i dyre- og planteverdenen, hvor liv overalt knuses mod de skranker, som holder det i tømme – analogier, som den moderne tænkning har givet større og større vægt ved at udviske grænserne mellem de forskellige livsformer. Ligeledes bestyrkes den tilsyneladende ved mange åbenbare kendsgerninger, som f.eks. fattigdommens, lasternes og elendighedens fremhersken i tætte befolkninger, den hurtige folkeforøgelse i nybyggerlande og den tydelige indskrænkning i forøgelsen i tættere befolkede lande ved dødeligheden i de til mangel dømte samfundsklasser.

Malthus’ lære giver en almen grundsætning, som forklarer disse og lignende kendsgerninger og forklarer dem på en måde, som stemmer overens med den gængse lønteori. Denne lyder jo på, at lønnen synker, så snart en forøgelse i arbejdernes antal nødvendiggør en yderligere deling af kapitalen; efter Malthus’ lære viser fattigdommen sig, så snart en forøgelse af befolkningen nødvendiggør yderligere deling af livsfornødenhederne. Der behøves nu ikke andet end at gøre kapital ensbetydende med livsfornødenheder og arbejderantal med befolkning (en sammenblanding, der er meget almindelig), og de to sætninger er gjort lige så overensstemmende i form, som de er af indhold.

Ricardo gav Malthus lære en yderligere støtte, idet han forklarede jordprisernes stigning ved at henlede opmærksomheden på, at jordrenten måtte vokse, alt som den tiltagende befolknings behov tvang den til at dyrke stedse ringere jord. På denne måde blev der dannet et slags tremagtsforbund hvorved Malthus’ lære blev godt afstivet på begge sider. – Den tidligere udformede lønlære og den senere antagne jordrentelære blev kun særskilte eksempler på virkningen af den almene grundsætning, som bærer Malthus’ navn – lønnens synken og jordrentens stigen med befolkningens vækst var jo kun forskellige former, hvorunder befolkningens tryk på livsfornødenhederne åbenbarede sig.

Dernæst stemmer Malthus lære godt med en opfattelse, som i hvert fald i ældre lande er almindelig rådende blandt de arbejdende klasser. For håndværkeren og fabriksarbejderen ligger årsagen til de lave lønninger og til vanskeligheden ved at få arbejde klart som dagen i den konkurrence, der skyldes de mange arbejdssøgende. Og når man kaster blikket ind i fattigdommens smudsige boliger, hvad synes da klarere, end at der er for mange mennesker?

Men hovedgrunden til lærens sejrrige fremgang er dog den at den ikke i ringeste måde truer nedarvede rettigheder eller mægtige interesser; tværtimod, den er ganske overordentlig beroligende og behagelig for de klasser, som i kraft af deres rigdom har så stor indflydelse på den offentlige mening. På et tidspunkt, da gamle støtter begyndte at give efter, kom den til undsætning for de særrettigheder, i kraft af hvilke nogle få beslaglægger en så stor del af denne verdens goder, idet den forkyndte en naturnødvendig årsag til den nød og elendighed, der, hvis det var politiske indretninger, der havde skylden, måtte have fordømt enhver regering, hvorunder den fandtes. Malthus’ »Afhandling om befolkningen« var jo netop et svar på William Godwins værk »Undersøgelse om den politiske retfærdighed«, som trådte i skranken for grundsætningen om menneskelig lighed, og dens mål var at retfærdiggøre den bestående ulighed ved at vælte ansvaret derfor over på skaberens love. Heri lå egentlig intet nyt; men tidsforholdene var sådan, at de gjorde sådanne ideer særlig tiltalende for en mægtig klasse, hos hvem udbruddet af den franske revolution havde vakt en heftig frygt for alt, hvad der rokkede ved det bestående.

Nu ligesom den gang tjener Malthus’ lære til at afvise alle reformkrav og beskytte egenkærligheden mod samvittighedsnag. Den leverer en filosofi, i kraft af hvilken den rige i sin polstrede kirkestol rolig kan bede Gud Fader om hans gode gaver uden at føle ansvar overfor den skrigende elendighed, som råder i næste gade. Fattigdom, mangel og sult kan efter denne lære hverken lægges personlig havesyge eller sociale misforhold til last; de er uundgåelige følger af verdenslove, som det er om ikke ligefrem ugudeligt, så dog lige så unyttigt at kæmpe imod som mod tyngdeloven. Fra dette synspunkt har den, der midt i fattigdommen har ophobet rigdomme, kun afgærdet sig en lille oase mod flyvesandet, som ellers ville have opslugt den. Og selv om de rige bogstavelig ville opfylde Kristi bud og dele med de fattige, var intet vundet. Befolkningen ville kun på ny trænge op imod grænserne for livsfornødenhederne, og ligheden kun blive lighed i fælles elendighed. På denne måde afvises som håbløse de reformer, der ville træde de magthavende klassers interesser for nær. Da moralloven forbyder at foregribe de fremgangsmåder, hvorved naturloven skaffer et overskud af befolkningen af vejen og hæmmer en tendens til folkeforøgelse, der i og for sig var stærk nok til at pakke menneskene sammen på jorden så tæt som sardiner i en dåse, så kan der i virkeligheden intet udrettes, hverken ved enkeltvise eller forenede bestræbelser, ud over at sætte sin lid til oplysning og præke forsigtighed.

En lære, som på den ene side stemmer overens med de fattige klassers tilvante tænkemåde, og som på den anden side retfærdiggør de riges havesyge og de mægtiges egenkærlighed, må nødvendigvis udbrede sig hurtigt og slå dybe rødder.

Og i de senere år har Malthus’ lære fået ny understøttelse ved den raske omvæltning i anskuelserne om menneskets afstamning og arternes oprindelse. Ligesom løn- og jordrentelærens hjælpetropper forenede sig om at hæve Malthus’ lære til at blive anset for en grundsandhed således har udbredelsen af den idé, at udviklingen af liv i alle dets former sker i kraft af tilsvarende love, givet den en endnu højere og uindtageligere stilling. Darwin siger selv, at kampen for tilværelsen »er Malthus’ lære anvendt med mangedobbelt kraft på hele dyre- og planteriget«.

Det synes mig imidlertid ikke ganske rigtigt at sige, at læren om udvikling ved naturudvalg eller ved de bedst egnedes overlevelse er en udvidet malthusianisme; for Malthus’ lære indesluttede ikke oprindeligt og indeslutter ikke nødvendigvis fremskridtstanken i sig. Men denne blev snart føjet til den. MacCulloch tilskriver »folkeforøgelsens grundsætning« samfundets forbedring og kunstnernes fremskridt og erklærer, at den fattigdom, den afføder, virker som en mægtig spore til næringsflidens udvikling, videnskabernes udbredelse og opsamling af rigdom, og at uden denne spore ville samfundet hurtig synke ned i dvale og forfald. Hvad er vel dette andet end en anerkendelse for det menneskelige samfunds vedkommende af de udviklede virkninger af »kampen for tilværelsen« og »de bedst egnedes overlevelse«, som jo, efter hvad naturvidenskabens autoriteter nu siger os, har været de midler, naturen har anvendt til at frembringe alle de uendelig forskellige, efter forholdene vidunderlig afpassede livsformer på jorden. Hvad er det vel andet end en anerkendelse af den kraft, som, hvor grusom den end kan synes, dog i løbet af talløse tidsaldre har udviklet muslingen fra en endnu lavere dyreart, aben fra muslingen, mennesket fra aben og det nittende århundrede fra stenalderen?

Således støttet og tilsyneladende bevist, står da Malthus’ lære nutildags almindelig anerkendt som en utvivlsom sandhed, i hvis lys alle samfundets foreteelser må forklares, ganske som i gamle dage stjernehimmelens fænomener forklaredes ud fra den forudsætning, at jorden stod stille, eller geologiens kendsgerninger forklaredes på grundlag af den mosaiske skabelseshistorie. Den anerkendes af politikere og socialøkonomiske videnskabsmænd så vel som af fagforeninger, af kirkeligt sindede og af materialister, af stokkonservative og de radikaleste radikale, ja af mange, som aldrig har hørt tale om Malthus og ikke har mindste anelse om, hvad hans teori egentlig er for noget.

Ikke desto mindre håber jeg, at ligesom grundlaget for den herskende lønteori sank sammen for undersøgelsens lys, vil også grundlaget for denne teori, dens tvillingsøster, falde sammen. Ved at føre bevis for, at lønnen ikke tages af kapitalen, har vi allerede løftet denne Antæus op fra jorden.