Formuefordelingens nødvendige sammenhæng

Fremskridt og fattigdom
Afsnit 3 – Formuefordelingens love

Lovene for formuefordelingen og disse loves nødvendige sammenhæng
Jeg tænker den foregående undersøgelse fuldstændig har bevist, at den forklaring, som man i socialøkonomiens navn sædvanligvis giver af fremskridtets og fattigdommens sammenhæng, aldeles ikke er nogen forklaring.

Hidtil har vi da kun gjort sagen endnu mere forviklet. Vi har omstyrtet en teori, som dog gav en slags forklaring, men har derved tilsyneladende kun gjort kendsgerningerne endnu mere uforklarlige. Vor stilling svarer til, om man på en tid, da det ptolemæiske system endnu var almindelig antaget, havde bevist, at solen og stjernerne ikke drejer sig om jorden. Omvekslingen af dag og nat og himmellegemernes tilsyneladende bevægelse ville da have stået uforklarede, og den gamle teori ville derfor ufejlbarlig igen være kommen til magten, såfremt ikke en bedre var trådt i dens sted. Vor undersøgelse har ført os til den slutning, at enhver produktiv arbejder frembringer sin egen løn, og at en forøgelse i arbejdernes antal egentlig skulle forøge hver enkelts løn; men alligevel viser de øjensynlige kendsgerninger, at der er mange arbejdere, som ikke kan finde lønnende beskæftigelse, og at en tilvækst i arbejdernes tal medfører nedgang i lønnen. Kort sagt, vi har bevist, at lønnen burde være højest dér, hvor den i virkeligheden er lavest.

Men vi har ikke desto mindre gjort et fremskridt. Næst efter at finde det, man søger, er det bedst at opdage, hvor det er unyttigt at søge. Så meget er nu i det mindste klart, at den årsag, som tvinger hovedmassen af producenter til at nøjes med så lidt, ikke er kapitalens knaphed og heller ikke utilstrækkeligheden af de naturkræfter, som er arbejdets grundlag. Da årsagen altså ikke kan findes i de love, som begrænser produktionen, så må den søges i de love, som bestemmer fordelingen. Lad os derfor gå over til disse.

Det vil være nødvendigt at gennemgå hele fordelingsspørgsmålet i sine hovedtræk. For at opdage den årsag, som samtidig med befolkningens forøgelse og erhvervsfremskridt gør de lavere klassers fattigdom dybere og dybere, må vi finde loven for, hvor stor del af produktet der tilfalder arbejdet som løn. Og for at finde arbejdslønloven (eller i det mindste for sikkert at kunne vide, om vi har fundet den) må vi også udfinde de love, som bestemmer størrelsen af såvel kapitalistens som jordejerens part, for da jord, arbejde og kapital er de samvirkende kræfter i formuesproduktionen, er det mellem disse tre, produktet deles.

Som bekendt bliver en del af, hvad der frembringes, taget af regeringen i form af skatter. Men dette kan vi se bort fra her. Vi kan betragte skatterne som et så og så stort minus i produktionen. På samme måde kan vi også behandle det, som visse monopoler sluger (hvad vi i et følgende kapitel skal tale nærmere om, og hvad der er som en slags privat beskatning). Først når vi har fundet fordelingens love, kan vi få et overblik over, hvorledes beskatningen virker på dem.

Vi må selv opdage fordelingslovene, eller i det mindste to af de tre. At de, i det mindste som et hele, ikke er blevet rigtig opfattet af den herskende socialøkonomi, kan man tydelig se af alle dens hovedværker; ja, det fremgår allerede af de betegnelser, der bruges i dem. – I alle socialøkonomiske værker bliver der sagt os, at produktionens tre faktorer er jord, arbejde og kapital, og at produktet i sin helhed oprindelig deles i tre tilsvarende parter. Der kræves derfor tre udtryk, hvoraf ethvert klart skal betegne en af disse parter med udelukkelse af de andre. »Jordrente« udtrykker, således som den defineres, klart nok den første part, den, som tilfalder jordejerne, »løn« ligeledes den anden part, arbejdets. Men, hvad det tredje udtryk angår, navnet på kapitalens part, hersker der i de toneangivende værker den mest forbavsende forvirring.

Af gængse ord er »rente« det, som træffer nærmest; for som det sædvanlig benyttes, udtrykker det vederlag for benyttelse af kapital med udelukkelse af al tanke på arbejdet ved kapitalens anvendelse og den dermed forbundne risiko. Ordet profit er, som det sædvanligvis bruges, næsten ensbetydende med overskud, og indbefatter ofte indtægter, som egentlig er jordrente, og endvidere næsten altid indtægter, som egentlig er arbejdsløn, så vel som risikopræmie. Vil man derfor ikke fuldstændig gøre vold på ordets betydning, kan man ikke i socialøkonomien anvende det til at betegne den part, der tilfalder kapitalen, i modsætning til dem, der tilfalder arbejdet og jordejerne.

Alt dette erkendes ganske vist i de socialøkonomiske hovedværker. Adam Smith f.eks. udvikler på en træffende måde hvorledes løn og erstatning for risiko udgør en betydelig del af profitten, idet han peger på, hvorledes f.eks. detailhandlernes større profit i virkeligheden er løn for deres arbejde og ikke renter, og hvorledes den større gevinst, man sommetider får i vovelige foretagender, som f.eks. smugling, i virkeligheden kun er erstatning for risiko. Følgelig kan ordet profit ikke benyttes, hvor talen er om formuefordelingens tre faktorer.

At tale om udbyttets fordeling i jordrente, løn og profit er i smag med at tale om menneskeslægtens inddeling i mænd, kvinder og mennesker. Men ikke desto mindre sker dette, til største forvildelse for læseren, i alle de socialøkonomiske hovedværker. Først deler de udtrykkelig profit i løn for forretningens ledelse, godtgørelse for risiko og kapitalrente, og siden taler de om fordelingen af udbyttet mellem jordrente, arbejdsløn og kapitalprofit.

Jeg tvivler ikke på, at der er tusinder af mennesker, som forgæves har brudt deres hoved med denne udtryksforvirring og i fortvivlelse har opgivet alle forsøg i den tro, at da fejlen ikke kunne ligge hos så store tænkere, måtte den ligge i deres egen tykhovedethed. – Nu er det jo imidlertid sikkert ikke uden årsag, sådan tankeforvirring er fremkommet. Når den ene socialøkonom efter den anden følger Adam Smith som drenge, der leger »gåsegang«, hoppende, når han hopper, og faldende, når han falder, så må det komme deraf, at der var et gærde, hvor han hoppede, og et hul, hvor han faldt.

Forvirringen har sit udspring i den på forhånd antagne lønteori. Af grunde, som jeg tidligere har anført, syntes det dem en selvindlysende sandhed, at visse arbejderklassers løn afhang af forholdet mellem kapitalen og arbejdernes antal. Men der er visse arter af arbejdsløn, som denne teori åbenbart ikke passer på, og så har man givet sig til at indskrænke udtrykket arbejdsløn til ordets snævrere, dagligdags betydning. På grund heraf ville, hvis udtrykket rente benyttedes (som det efter deres egne definitioner skulle benyttes) til at betegne den tredje part i formuefordelingen, al løn for personligt arbejde klarlig være blevet udelukket, med undtagelse af de i daglig tale såkaldte lønarbejderes. Men sætter man jordrente, løn og profit i stedet for jordrente, løn og kapitalrente så bliver revnen i logikken mindre iøjnefaldende, idet man på en svævende måde lægger al løn, som ikke kan passe ind under den på forhånd antagne lønningslov, ind under begrebet profit som løn for forretningsledelse.

Gennemlæser man opmærksomt, hvad socialøkonomerne siger om formuefordelingen, så mærker man, at trods deres rigtige definition af ordet »løn«, anvender de det i denne forbindelse, ikke om al slags løn, men kun om en enkelt slags, den nemlig, som en arbejdsgiver betaler for legemligt arbejde. Derpå slår de al anden løn sammen med kapitaludbyttet under navn af profit, og derved bliver enhver klar forskel mellem det egentlige kapitaludbytte og udbyttet af menneskelig virksomhed umuliggjort.

Selve stoffets ordning i disse værker viser den forvirring, der hersker med hensyn til fordelingslovene. I intet af de socialøkonomiske værker, jeg kender, er fordelingslovene således sammenstillet, at læseren med et blik kan overskue dem og forstå deres indbyrdes forhold; men hvad der siges om hver enkelt af dem, er indhyllet i en masse politiske og moralske betragtninger. Sideordnedes de tre fordelingslove, således som de nu bliver fremstillet, ville læseren ved første blik opdage, at de savnede den nødvendige indbyrdes forbindelse.

Lovene for formuefordelingen er forholdslove og må åbenbart stå i et sådant forhold til hverandre, at når to af dem er givet, må den tredje kunne afledes deraf. For siger man, at den ene af et heles tre dele er blevet forøget eller formindsket, så siger man med det samme, at den ene eller begge de to andre er blevet lige så meget formindsket eller forøget. Når Per, Povl og Hans er forretningsfæller, og Pers udbytteandel fastslås til 40%, så bliver der 60% tilovers til deling mellem Povl og Hans.

Men mellem de fordelingslove, der opstilles i socialøkonomiens hovedværker, er der intet sådant gensidigt forhold. Piller vi dem ud og stiller dem sammen, finder vi, at de lyder som følger:

Arbejdslønnen bestemmes ved forholdet mellem det kapitalbeløb, der er bestemt til arbejdets betaling og underhold, og antallet af de arbejdere, som søger beskæftigelse.

Jordrenten bestemmes af dyrkningsgrænsens højde, idet al jord giver som jordrente den del af udbyttet, der overstiger, hvad en tilsvarende anvendelse af arbejde og kapital kunne frembringe på den dårligste jord, der benyttes.

Renten bestemmes af forholdet mellem lånsøgernes efterspørgsel og långivernes kapitaltilbud. Eller (hvis vi holder os til det, der angives som loven for profitten) den afhænger af lønhøjden, idet den falder, når lønnen stiger, og omvendt – eller, som Mill udtrykker det: den bestemmes ved den pris, som kapitalisten må betale for arbejdet.

En sammenstilling af disse gængse fremstillinger af fordelingsloven viser ved første øjekast, at de mangler den indbyrdes sammenhæng, som de virkelige fordelingslove må have. Derfor må i det mindste to af dem enten være forkert opfattet eller forkert fremstillet. Lad os da se at finde de virkelige love for udbyttets fordeling mellem løn, jordrente og kapitalrente. Beviset for, at vi har fundet dem, vil ligge deri, at de passer ind i og gensidig begrænser hinanden. Men under vor undersøgelse må vi nøje fastholde, hvad der kort kan udtrykkes således: jord, arbejde og kapital er produktionens 3 faktorer. Udtrykket jord indbefatter alle naturkræfter og naturfordele; udtrykket arbejde al menneskelig virksomhed og udtrykket kapital alle formuegoder, der bruges i produktionens tjeneste. Udbyttet deles mellem disse tre. Jordejerens part kaldes jordrente; lønnen for al menneskelig virksomhed kaldes arbejdsløn, og kapitalens part benævnes rente. En enkelt person kan have indtægt af alle tre kilder, men for at udfinde fordelingslovene, må vi holde de tre begreber skarpt adskilte.

Lad mig imidlertid først gøre den bemærkning, at den ovenfor påpegede forvirring i socialøkonomien efter min mening beror på, at man er gået ud fra et falsk standpunkt. Da denne videnskabs store foregangsmænd levede og gjorde deres iagttagelser under en samfundstilstand, hvori det var sædvanligt, at kapitalen overtog jord og lejede arbejdere og derfor syntes at være produktionens egentlige virksomme ophavsmand, kom de til at se på kapitalen som grundfaktoren i produktionen, jorden som dens redskab og arbejdet som dens hjælper eller værktøj. Overalt i deres værker er kapitalen udgangspunktet, overalt spiller kapitalisten hovedrollen. Dette går så vidt, at både Smith og Ricardo bruger udtrykket »naturlig løn« for at udtrykke det lavmål, som arbejderen kan leve af, medens jo dog – hvis ikke uretfærdighed er naturlig – forholdet er det, at arbejderens naturlige løn snarere er alt, hvad han producerer. Denne sædvane, at betragte kapitalen som den, der giver arbejdet beskæftigelse, har både ført til den teori, at lønnen afhænger af den forholdsvise kapitalrigelighed, og til den, at renten står i omvendt forhold til arbejdslønnen, og den har således ført bort fra sandheder, som ellers ville have ligget klart for dagen. Kort sagt, det fejlskridt, som med hensyn til fordelingens grundlove har ført socialøkonomien over i uføret i stedet for ind på fast grund, blev taget den gang, da Adam Smith forlod det standpunkt, der betegnedes i sætningen: »arbejdsproduktet udgør arbejdets naturlige løn«, for i stedet at indtage det standpunkt hvorfra kapitalen betragtes som den, der beskæftiger arbejdet og betaler lønnen.

Betragter vi imidlertid tingenes oprindelse og naturlige følgeorden, ser vi, at det forholder sig omvendt: i stedet for at komme først kommer kapitalen sidst. Det er arbejdet, der er den aktive kraft, bevægelsens ophav, det er arbejdet, der beskæftiger kapitalen. – Der må være jord, før der kan udføres arbejde, og der må udføres arbejde, før der kan frembringes kapital. Kapital er et resultat af arbejde, og den anvendes af arbejdet til hjælp i dets videre produktion. Arbejdet kan kun udøves på jorden, og fra jorden må det stof tages, som skal omdannes til formue. Jorden er derfor grundvilkåret for arbejdet. Den naturlige orden er: jord, arbejde, kapital, og i stedet for at tage kapitalen som udgangspunkt må vi gå ud fra jorden.