Opgaven

Indledning til Fremskridt og fattigdom
af Henry George

Det århundrede, vi lever i, udmærker sig ved en overvældende forøgelse af evnen til at frembringe rigdom. Anvendelsen af damp og elektricitet, indførelsen af arbejdsbesparende maskiner, masseproduktion, vidtstrakt arbejdsdeling, og samfærdselsmidlernes vidunderlige udvikling har umådeligt øget udbyttet af alt arbejde.

I begyndelsen af dette forunderlige tidsrum var det helt naturligt at forvente, at de arbejdsbesparende opfindelser ville lette arbejderens slidsomme liv og forbedre hans kår, og at den umådelige forøgelse i produktionsevne ville gøre egentlig fattigdom til noget, der kun hørte fortiden til. Havde nogen af det attende århundredes mænd, en Franklin eller en Priestley, i et fremtidssyn kunnet se, hvorledes dampskibet og jernbanetoget trådte i stedet for sejlskibet og fragtvognen, og tærskemaskinen i stedet for plejlen; havde han kunnet høre stempelslagene fra de maskiner, som i lydighed under menneskets vilje udfolder en kraft, større end alle menneskers og lastdyrs på jorden tilsammen; havde han kunnet se, hvorledes skovens træer, næsten uden at en menneskehånd rører ved dem, forvandles til færdige døre, kasser og tønder; havde han kunnet se de dampvæverier, hvor under en piges opsigt bomuld forvandles til tøj i kortere tid, end hundrede dygtige vævere kunne have lavet det ved hjælp af deres håndvæve; havde han kunnet forestille sig den umådelige arbejdsbesparelse ved forbedring i omsætning og samfærdselsmidler; hvorledes får, slagtede i Australien, spises ferske i England, og den ordre, som bankieren i London har givet om eftermiddagen, udføres i San Francisco samme dags morgen. Havde han kunnet tænke sig de tusinde fremskridt, som de her nævnte kun er nogle få eksempler på, hvilke forestillinger måtte han da ikke have fået om menneskeslægtens kår.

Ville ikke synet af denne stadig stigende fremskridtsstrøm have bragt hans hjerte til at banke og hans nerver til at dirre som hos en, der fra en højde opdager, lige forude for den vansmægtende karavane, det oplivende syn af susende skove og glimt af smilende vande. Sikkert ville han have udmalet sig, hvorledes disse nye kræfter løftede samfundet lige fra grunden af og hævede selv de fattigste op over nød og tyngende næringssorg; hvorledes disse slaver af kundskabens lampe påtog sig »arbejdets nedarvede forbandelse« og med deres muskler af jern og sener af stål gjorde den fattigste arbejders liv til en festdag, hvori enhver høj og ædel evne kunne få fuld lejlighed til at vokse og trives.

Og ud af disse lykkelige ydre kår ville han som nødvendig følge have set en ny sindenes tilstand opstå; en tilstand, der virkeliggjorde den gyldne alder, som menneskeslægten alle dage har drømt om. For hvorledes kunne der være begærlighed, hvor alle havde nok? Hvorledes kunne alle de laster og forbrydelser, den uvidenhed og råhed, som fattigdommen og frygten for fattigdom afføder, findes dér, hvor fattigdommen selv var forsvundet? Hvem ville vel krybe, hvor alle var frie, hvem undertrykke, hvor alle var ligemænd!

Mere eller mindre tydeligt har dette været de forhåbninger og drømme, som de fremskridt, der har udmærket dette århundrede fremfor alle andre, har affødt. De er trængt så dybt ind i folkesindet, at de har ændret tankegangen, omdannet troen og forrykket grundbegreberne. Den stadig tilbagevendende drøm om højere tilværelsesformer er ikke blot vokset i glans og liv, men har ændret retning: i stedet for at se tilbage på en hendøende solnedgangs svage farver, ser man fremad mod et nyt daggrys herlige stråleglans.

Sandt nok, skuffelse har fulgt på skuffelse, og hele rækken af opdagelse på opdagelse, opfindelse på opfindelse har hverken formindsket sliddet for dem, som mest trængte til lettelse, eller bragt den fattige velstand. Men der har været så mange ting, som det syntes man kunne give skylden for disse fejlslagne forhåbninger, og derfor har lige til vore dage den nye tro holdt sig omtrent usvækket. Vi har lært bedre at vurdere de vanskeligheder, som må overvindes, men ikke opgivet vor tillid til, at tidens strøm går i retning af deres overvindelse.

Nu har vi imidlertid rendt panden imod kendsgerninger, som ikke er til at tage fejl af. Fra alle kanter af den civiliserede verden lyder der klager over arbejdsløshed, over pengevanskeligheder i forretningsverdenen og nød blandt de arbejdende klasser; kort sagt al den dumpe, nagende pine, al den bitre bekymring, som for store mængder af mennesker er indbefattet i de ord »dårlige tider«, hjemsøger for øjeblikket verden. Denne tingenes tilstand er fælles for stater, der er himmelvidt forskellige i beliggenhed, statsstyre, folkemængde og samfundsorden, og kan derfor ikke godt tilskrives stedlige årsager. Der hersker nød i lande, hvor man holder store stående hære, men også, hvor stående hære kun kendes af navn; der hersker nød i lande, hvor man ved beskyttelsestold på tåbelig og skadelig vis lægger hindringer i vejen for handelen, men lige såvel hvor handelen næsten er fri; der hersker nød i lande, hvor enevælden endnu råder, men også dér, hvor magten fuldstændig er i folkets hænder; i lande, hvor papir er penge, og i lande, hvor guld og sølv er det eneste betalingsmiddel. Det er derfor klart, at der bag alt dette må findes en fælles årsag.

At der gives en sådan, og at denne enten er netop det såkaldte materielle fremskridt selv eller i det mindste noget, som på det nøjeste hænger sammen dermed, bliver mere end en blot og bar formodning, når man lægger mærke til, at de foreteelser, man sammenfatter under navnet »dårlige tider«, blot er mere udprægede former af foreteelser, som altid ledsager fremskridtet, og viser sig desto tydeligere, jo stærkere dette er. Hvor de tilstande, som fremskridtet altid arbejder hen imod er mest fuldstændig virkeliggjort, det vil sige, hvor befolkningen er tættest, rigdommen størst og hele produktionsmaskineriet højest udviklet, dér finder vi også den dybeste fattigdom, den hårdeste kamp for tilværelsen og den mest udbredte arbejdsløshed.

Det er til de nyere lande, det vil sige de lande, hvor fremskridtet endnu er på sine første udviklingstrin, arbejdet udvandrer for at søge højere løn, og kapitalen strømmer hen for at opnå højere rente. Det er derimod i de ældre, viderekomne lande, at man finder den vidt udbredte fattigdom midt i den største overflod. Gå til et af disse nye samfund, hvor angelsaksisk energi kun lige har begyndt fremskridtskapløbet, hvor produktionen endnu foregår på ufuldkommen vis, hvor den bedste bolig ikke er andet end et blokhus eller et papskur, og hvor selv den rigeste er nødsaget til daglig at arbejde, og du vil ganske vist ikke finde rigdommen der, ej heller møde nogen tigger. Der er ingen luksus, men der er heller ingen fattigdom; ingen, som kan og vil arbejde, knuges af frygten for nød.

Men så snart et sådant samfund når den tilstand, som alle civiliserede samfund stræber hen imod, og kommer højere op på fremskridtets trappestige, så snart tættere bebyggelse, bedre forbindelse med omverdenen og forøget brug af arbejdsbesparende maskiner muliggør en mere økonomisk produktion, og gennemsnitsrigdommen som følge deraf øges, da antager også fattigdommen en mørkere farvetone. Landstrygere kommer samtidig med lokomotivet, og fattighuse og fængsler er lige så sikre »fremskridts«-tegn som overdådige villaer og pragtfulde kirker. I de oplyste og af uniformerede politibetjente bevogtede gader venter tiggere på de forbigående og i skyggen af universiteter og museer samler de skarer sig, som Macaulay spåede om: hunner og vandaler, endnu forfærdeligere og vildere end de gamle.

Denne kendsgerning, den store kendsgerning, at fattigdommen og alle dens uhyggelige ledsagere viser sig i et samfund netop på det tidspunkt, da det når den tilstand, som fremskridtet stræber hen imod, viser, at de på en eller anden måde må være avlet af fremskridtet selv.

Og hvor nødig man end vil tilstå det, kan det ikke længere skjules, at den umådelige forøgelse i produktionskraft, som udmærker dette århundrede, og som stadig øges med voksende fart, ikke på nogen måde bidrager til at udrydde fattigdommen eller lette byrden for dem, som må slide og slæbe. Den udvider simpelthen kløften mellem den rige mand og Lazarus og gør kampen for tilværelsen endnu hårdere. Den lange række af opfindelser har udrustet menneskeslægten med kræfter, som for et århundrede siden den vildeste indbildningskraft ikke kunne have drømt om. Men i de fabrikker, hvor de arbejdsbesparende maskiner har nået højest fuldkommenhed, arbejder småbørn; hvor som helst de nye kræfter bliver blot nogenlunde udnyttede, er en stor del af befolkningen under fattigforsorg eller på grænsen deraf; omgivne af ophobet rigdom dør mennesker af sult, og forkrøblede børn dier udtørrede bryster, medens overalt tørsten efter gevinst og forgudelsen af rigdom viser, hvilken magt frygten for fattigdom har. Det forjættede land flygter for os som et fata morgana. Frugterne af kundskabens træ forvandles, så snart vi griber dem, og bliver til støv mellem vore hænder.

Det er ganske vist så, at rigdommen er vokset i en betydelig grad, og velværet gennemsnitlig tiltaget; men disse fordele er ikke alene. De laveste klasser har ingen del i dem1. Jeg mener ikke, at disse klassers kår ingensteds og i ingen henseende er blevet forbedret, men at der ikke nogetsteds har fundet en forbedring sted, som man kan takke den forøgede produktionsevne for. Jeg mener, at det såkaldte materielle fremskridt på ingen måde forbedrer de laveste klassers kår i det, som udgør de væsentligste betingelser for et sundt og lykkeligt menneskeliv, ja, at det snarere bidrager til at forværre dem. Selvom de nye kræfter egentlig er løftekræfter, virker de ikke nedenfra på samfundsbygningen således som man en lang tid håbede og troede, men træffer den på et punkt imellem toppen og grunden. De kan lignes med en uhyre kile, som drives ind ikke under samfundet, men gennem det. De, som er over spalten, hæves op, men de, der er under den, trykkes ned.

Denne nedtrykkende virkning er ikke almen anerkendt, for den træder ikke tydelig frem dér, hvor der allerede længe har eksisteret en samfundsklasse, som ikke har mere end lige netop til livets ophold. Hvor dette er tilfældet (således mange steder i Europa), er det umuligt for den at komme lavere ned, for det næste skridt nedad fører ud af tilværelsen. Men hvor nybygder udvikler sig til ældre samfunds vilkår, kan det tydeligt ses, at ikke blot formår det materielle fremskridt ikke at udrydde fattigdommen, det frembringer den tværtimod.

I De Forenede Stater ses det tydeligt nok, at smuds og elendighed, så vel som de laster og forbrydelser, der følger hermed, tiltager overalt hvor en landsby bliver til en købstad og udviklingen medfører nye produktionsfremskridt. Det er i de ældre og rigere dele af De Forenede Stater, at fattigdom og nød blandt de arbejdende klasser er mest fremtrædende. Når der er mindre dyb fattigdom i San Francisco end i New York, er det så ikke fordi San Francisco er bagefter New York i alt det, som begge byer stræber efter? Hvem kan tvivle på, at når San Francisco når det punkt, som New York nu står på, vil man også på gaderne dér finde pjaltede og barbenede børn?

Denne sammenhæng mellem fattigdom og fremskridt er vor tids store gåde. Den er det grundforhold, hvorfra de industrielle, sociale og politiske vanskeligheder udspringer, som statsmænd, filantroper og opdragere forgæves kæmper mod. Derfra kommer de skyer, som hænger truende over de mest fremskredne og selvsikre folkeslags fremtid. Det er den gåde, som skæbnens sfinks lægger frem for vor civilisation til svar eller undergang. Så længe al den rigdomsforøgelse, det moderne fremskridt fører med sig, kun tjener til at optårne kæmpe formuer og gøre modsætningen mellem palads og rønne skarpere, så længe er fremskridtet ikke virkeligt og kan ikke blive varigt. Tårnet hælder fra grunden af, og hvert nyt stokværk fremskynder kun sammenbruddet. At fylde mennesker, der er fordømte til fattigdom, med skolekundskaber, er kun at gøre dem genstridige; på en tilstand af den mest skrigende sociale ulighed at opbygge politiske institutioner, hvorunder menneskene teoretisk er lige, er som at stille en pyramide på spidsen.

Hvor overmåde vigtigt dette spørgsmål end er, hvor pinlig det end fra alle kanter tiltvinger sig vor opmærksomhed, har det dog endnu ikke fået nogen fyldestgørende løsning; der er ikke påpeget noget klart og simpelt middel mod ondet. Det kan man se af de himmelvidt forskellige forsøg på at forklare de nu herskende fortrykte tilstande. Disse forsøg viser ikke blot en kløft mellem uvidenskabelige opfattelser og videnskabelige teorier; de lægger også for dagen, at den overensstemmelse, der burde findes mellem folk, som hylder de samme almene teorier, opløses i et virvar af modstridende meninger, så snart det gælder praktiske spørgsmål. Store socialøkonomiske autoriteter har fortalt os, at det herskende krisetryk er en følge af for stort forbrug; andre lige så store autoriteter hævder, at det kommer fra overproduktion, medens andre igen lægger skylden på krigsvæsenet, jernbanebyggeriet, arbejdernes forsøg på at holde lønnen oppe, afskaffelsen af sølvmøntfoden, den voksende mængde af arbejdsbesparende maskiner, åbningen af kortere handelsveje osv.

Og medens de lærde således strides indbyrdes, vinder sådanne meninger, som at der er en naturnødvendig strid mellem kapital og arbejde, at maskinerne er et onde, at konkurrencen må indskrænkes og renten afskaffes, eller at det er regeringens pligt at skaffe folk kapital eller arbejde, med rivende fart lydhørhed hos den store mængde, som bittert føler tidens pinagtighed og er sig klart bevidst, at der er noget galt fat. Sådanne meninger, som bringer store menneskemængder under vindmageres og folkevildføreres ledelse, er farlige sager, men de kan ikke bekæmpes med held, før socialøkonomien giver et konsekvent og almenforståeligt svar på dette grundspørgsmål.

Det må ligge indenfor socialøkonomiens område at give et sådant svar. For socialøkonomien er ikke en samling af dogmer. Det er en videnskab, som søger at opklare begivenhedernes indbyrdes forbindelser, at påvise årsag og virkning, aldeles som naturvidenskaberne søger at gøre det på andre områder. De forudsætninger, den går ud fra, er selvindlysende grundsandheder, som vi alle rolig bygger på i det daglige liv, og som kan sammenfattes som en særlig side af den almene lov, at bevægelsen går i den retning, hvor den mindste modstand findes. For grundvolden for socialøkonomien er, at menneskene søger at tilfredsstille deres ønsker med mindst mulig anstrengelse. På denne sikre grund bygger den så videre på sikker vis, simpelthen ved at undersøge og sammenligne kendsgerningerne. Og skønt man på socialøkonomiens område ikke kan prøve sine teorier ved særlige forsøg, således som det kan gøres indenfor visse andre videnskaber, kan vi dog anstille prøver, der ikke er mindre overbevisende ved at sammenligne samfund, hvis vilkår er forskellige, eller ved i tankerne at tilføje eller udsondre faktorer af bekendt art.

Jeg agter i det følgende at gøre et forsøg på efter socialøkonomiens almindelige fremgangsmåde at løse den store opgave, jeg har givet omridset af, at søge den lov, som forbinder fattigdommen med fremskridtet og øger nøden, alt som rigdommen vokser; og jeg tror, at vi i forklaringen på dette underligt selvmodsigende forhold samtidig skal finde forklaringen på de stadigt tilbagevendende tidsrum af lammelse i næringsflid og handel, der nu synes så gådefulde.

Socialøkonomien, som den nu doceres, forklarer ikke samfundets misforhold på en måde, der samstemmer med menneskenes grundopfattelse, og den har ikke været i stand til at vinde den forståelse i den almene bevidsthed, som sandhed, selv om den er ubehagelig, må vinde. Tværtimod er denne videnskab, efter at have været dyrket et århundrede igennem og have optaget nogle af de mest skarpsindige og betydelige tænkere, nu genstand for statsmandens ringeagt og afvises af mange dannede mennesker som en slags halvvidenskab, i hvilken intet er eller kan være sikkert. Dette kan ikke bero på videnskabens manglende dygtighed, men må skyldes fejlagtigt grundlag eller mangelfulde slutninger. Da sådanne fejltagelser ofte skjules af ærbødighed for autoriteter, har jeg ikke til hensigt at antage noget som selvfølgeligt, men endog prøve anerkendte teorier, og hvis de ikke består prøven, på ny undersøge selve kendsgerningerne og forsøge at opdage deres love.

Det er min agt ikke at gå udenom noget spørgsmål, ikke at vige tilbage for nogen slutning, men følge sandheden, hvorhen den end må føre os. Det påhviler os at opspore denne lov; for midt i hjertet af vor moderne civilisation hersker nød, hvorunder kvinder hentæres og småbørn sulter. Vi tør ikke vige tilbage, selv om de slutninger, vi kommer til, støder an mod vore fordomme og tvinger os til at fordømme hævdvundne samfundsindretninger, som nu anses som vise og naturlige.

Fortsættes…
Arbejdsløn og kapital