Grundrentelæren

Wilhelm Kailhau: Grundrentelæren
Doktorafhandling fra 1916

Læseværdig for alle med interessere for jordens betydning…
Keilhau er selv kritisk overfor grundrentens særstilling. 

I. Grundrentelærens plass og betydning

En lysende videnskapelig teori blir ikke til med en gang. Den springer ikke fuldfærdig frem av sin tænkers hjerne som Pallas Athene av Zeus’s pande. Først må de kjendsgjerninger den skal forklare være dradd frem og sat under drøftelse og det problem den skal løse være stillet — ialfald ubevisst; de grundsætninger den skal anvende må ha vundet plass i videnskapen og de tankeceller den skal bygges op av må omhyggelig være skaffet tilveie. Alt dette kræver langvarig arbeid og bidrag fra mange.

Og dog skyldes en slik teori som oftest én tænker og dens fremkomst et eneste verk. Det er en enkelt åndens stormand som i tidens fylde kommer og samler de spredte sandheter til et hele, sveiser de mange velkjendte tanker sammen i én form, smelter dem ind i én støpning og for alle tider præger denne med sit genis stempel. Filologisk anlagte forskere kan kanske efterpå skaffe sig et videnskapelig doktorry ved å påvise at han har laget teorien av lutter lånte idéer. De gjør ikke hans verk mindre ved sine skarpsindige beviser. Det er ved å kombinere de kjendte tanker, ved å skape den nye totalitet av dem, at han har øvet sit storverk. Geniet er integrationskraften i videnskapen.

Men er på denne vis teorien blit skapt av den ene mester, så kommer atter de manges tid. Nu skal læren prøves: det må undersøkes om den passer på alle tilfælde, om den rummer latente forbehold eller utvidelser, om der skulde være uædelt metal smeltet ind i den, om den har tids­bundet eller evig gyldighet, om den gir uttryk for noget enkeltstående og egenartet eller er et særut­slag av en uopdaget hovedlov som den kan anspore til å finde.

Den videnskapelige teoris normalhistorie falder således i tre avsnit, som kunde overskrives: forløperne, mesteren, kritikerne.

Jeg vet ingen læresætning som er mere typisk for denne utviklingsgang end grundrenteteorien.

Dens forutsætninger er iøinespringende for enhver. De har været iagttat og fremstillet fra den økonomiske forsknings ældste tider. Eduard Berens har i sit likeså indholdsrike som tunglæste verk Versuch einer kritischen Dogmengeschichte der Grundrentetrukket frem en anselig række forfattere, som kan sies å være rydningsmænd for de ricardoske tanker. Som den store citymæglers første forgjænger nævner han romeren Cato, som i 136te kapitel av De re rusticaopstiller en hel liten tabel for å vise at den naturlige forpagtningsavgift må variere efter markernes godhet. Teorien om jordens avtagende utbyttetendens, som Ricardo selv bygger så meget på, findes alt hos Antonio Serra i hans breve tratattofra 1613 og har fåt en mønstergyldig klar utforming av Turgot i hans Observations sur le mémoire de M. de Saint—Péravy. Utsnit av grundrentelæren selv blev fremstillet for Ricardo både av Anderson og Malthus og samtidig med ham av Sir Edward West. Uavhængig av ham blev den også utviklet av Johann Heinrich von Thünen.

Likevel er det med fuld føie at teorien bærer Ricardos navn. Det er ham som har formet den som en totalitet og sat den ind i økonomikken på en slik plass at ingen har kunnet gå den forbi. Det er ham som har flettet dens kjeder av jernsterk logik. Han har stemplet den med sin mægtige ånd og lænket den sammen med sine særidéer. Og skjønt på sæt og vis meget litet var helt nyt i den teoretiske indledning til hans stridsskrift fra 1815, er her i få og knappe ord sat ind i videnskapen tankerne om grænseværdi og grænseproduktivitet, om den inderlige forbindelse mellem værdi og fordeling, om de socialøkonomiske indkomstarters abstrakte natur og endelig idéen om forskjelsrenten, — vel en av de frugtbareste tanker økonomikken nogengang har fåt. Grundrenteteoremet er på engang den klassiske økonomiks mesterstykke og den moderne økonomiks ouverture.

Professor Harnack drøftet i en av sine forelæsninger i Kristiania høsten 1910 problemet om hvem det er som bringer menneskeheten det nye. Han sammenfattet sit resultat i disse ord: »Alt er sagt, men ikke alt er hørt.« Det kan være at næsten alt hvad Ricardo utviklet om grundrenten var sagt før, noget av én forfatter, andet av en anden. Ricardo sagde det på en slik måte at alle måtte høre. Det er bevis nok for hans betydning at al strid om grundrenten siden den dag er blit ført om Ricardos utforming av læren.

Og striden har været hård. Neppe nogen økonomisk teori har fundet skarpere angripere; ingen har fundet mere glødende talsmænd. Den er blit hånlig forkastet av korntoldmænd og historikere; den er blit tat til indtægt både av socialistiske førere og av ensidige forsvarere av det kapitalistiske samfund. Henry George har bygget hele sit system på den. Den har kløvet den moderne skole; én række av nutidens forfattere vil forkaste dette indbegrep av klassikernes feiltagelser, en anden vil ta læren til indtægt for den nye retning selv.

Så å si hvert eneste ord i Ricardos uttalelser om grundrenten er blit veiet på guldvegt. Der er vokset op en hel eksegetisk litteratur over dem; alle kultursprog har git bidrag. Efterhvert er Ricardos fremstilling blit forsynt med talrike forbehold. Den er blit løsrevet fra sin sammenhæng med hans øvrige system. Der er git betydningsfulde tilføjelser; og man har gjort mer og mindre værdifulde analogiske anvendelser av ledetanken. Schäffle, Mangoldt og Marshall har søkt å fælde teorien ind som en særdel av en omfangsrikere lov. Skjønt emnet synes fortærsket, blir det stadig tat frem påny. Og meget tyder på at læren endnu ikke har fundet sin sidste form.

Men ikke bare i videnskapen er grundrentelæren drøftet og omstridt. Der er for længe siden gjort bruk av teorien i den praktiske politik. Den er rykket ind i tidsskrifter og aviser, i foredrag og folketaler. Den har inspirert digtere og reformatorer — den spiller en rolle i lovgivning og beskatning. Ikke mindre end tre av dagens store spørsmål — korntolden, bolignøden og værdistigningsskatten — må sees i lys av den.

Det turde derfor være av interesse å underkaste den en ny analyse for å finde ut om man virkelig kan støtte sig til den i politik og finansstyre. Men fordi den i rent særegen grad er et produkt av sin videnskaps historie, blir det da nødvendig å undersøke hvordan den blev til og hvordan den siden er blit fremstillet og angrepet. Hele analysen kommer med utviklingens egen logik til å få et dogmehistorisk præg. Jeg vil derfor begynde med en skildring av teoriens langsomme tilblivelsesproces. Derpå vil jeg gjennemgå læren ledd for ledd. Jeg vil se på den med kritikerens ransakende blik. Jeg. vil prøve å bestemme dens forutsætninger og begrænsninger. Jeg vil belyse den med videnskapens nyeste idéer. Endelig vil jeg gjøre et forsøk på å fremstille den slik som den efter mit skjøn må formes idag. Og når jeg således har ført min dogmatiske undersøkelse helt til slut, vil jeg samtidig ha fulgt denne ualmindelig velbyggede og seiglivede sandhets bevægede og omskiftelige liv i hundred og ett år.

–––––––––

Resten kan ikke bringes pga. copyright – tror jeg.
Men bogen kan lånes på bibliotekerne…