Martin Bech Holte: Landet som ble for rikt,
Kagge Forlag AS, 2025. NOK 445,-

Bogen udkom i januar 2025 og er ifølge Weekendavisen, 14. februar trykt i 46.000 eksemplarer. Jeg har købt mit eksemplar i Norge; den kan ikke skaffes i Danmark, hverken hos Saxo eller Amazon.

Måske har I, som jeg, undret jer over dette rige land, verdens rigeste demokrati, som, på trods af de mange penge, fortsat lider under dårlige sociale forhold for de mest udsatte. Jeg har tænkt, at det skyldes, at olieformuen er i ‘udenlandske penge’, som jo ikke kan bruges i Norge, og desuden at socialisering af jordrenten i Nordsøen fører til privatisering af samme på land, hvor jorden jo er privatejet. Det sidste nævnes kun – men har ingen plads i modellen.

Bogen er i 3 dele. Del 1. En kronglete vei mot et økonomisk mirakel. Del 2: Mirakelet glipper og Del 3: Veien tilbake til suksessoppskriften.

I 2013 var Norge på toppen av verden, skriver Holte i Indledningen. Efter 2 tiår med stærk økonomisk fremgang var Norges fastland, uden indtægterne fra olie og gas, blevet rigere end USA. Et økonomisk mirakel. Men så begyndte det at vende, og 10 år senere har kommunerne økonomiske problemer, produktivitetsvæksten er forsvundet, en valuta i frit fald og den norske kapital, som ligger til grund for private arbejdspladser, forsvinder ud af landet.

Norge, bortset fra Staten, er kapitalfattigt, og afhængig af en netto kapitaltilførsel fra udlandet på flere hundrede mia. kroner. Der er ikke eksportindtægter til at finansiere Norges investeringsbehov – udenom olien – og dette må så skaffes ved lån eller i form af udenlandsk ejerskab til virksomheder. Pengene i Oliefonden ‘investeres’ i udlandet; således mener man bedst at tilgodese fremtids-Norge.

Der gives en god beskrivelse af, hvordan fastlands Norge blev rigt, ved innovation i diverse brancher og godt entreprenørskab. Men den offentlige sektor sandede til og midler fra Oliefonden – 400 mia./år – bruges hovedsageligt til særinteresser og ineffektiv drift. Og i 10 år ingen indtægtsfremgang for nordmænd.

Holte beskriver også hvordan Sverige, efter deres økonomiske tilbagegang i 90-erne fik vendt udviklingen og i sidste afsnit forsøger han med en opskrift for Norge. Han nævner Henry George som idegrundlag for socialisering af jordrente i kraftudbygningen/vand og vind, olie/gas forekomsterne og senest fiskeopdræt. Og han beskriver hvordan staten, som mangler penge, driver rovdrift på investorerne her.

Men her et par citater – lettere redigeret:
“Ved udgangen af 2023 modsvarede oliefonden 4 årsindtægter for norsk fastland. Det er meget, men ingenting i det lange løb, og den har kun betydning, hvis nordmænd er fattige og international købekraft svækkes.” P 280.
Måske er det det samme, som jeg siger: De udenlandske olie-penge kan ikke bruges så længe Norge selv tjener til deres behov.

Det tyder dog ikke på at Holte har stor forståelse af georgismen:
“Oliefondets regler tillader i dag et forbrug som modsvarer kr. 80.000,- per nordmand per år. I stedet for at politikerne bruger disse penge kunne de overføres direkte til borgerne. Frem til myndighedsalderen (18 år) forvaltes disse penge af Norges Bank; med renter etc. vil dette medføre en udbetaling på kr. 2,5 mio. på 18 årsdagen. Ingen 18-årige vil derfor være afhængige af bemidlede forældre for at få sig et sted at bo.” P 286 (min fremhævning.)
Hvordan kan økonomer tænke således?

Og så alligevel?
“Den store ulempe er, at pengene ikke bruges til stort andet end at afklare ejendomsretten og kan have negative bivirkninger. … En del af indtægterne vil hurtigt ende op som værdioverføring til eksisterende ejere af fast ejendom.” P 287.
Hvorfor løser han så ikke det problem?

Bogen kan anbefales og er let læst. Og den er også relevant som modvægt til vores ros til de norske politikere og deres georgistiske tanker.