Fra W. Vickrey: 15 Fatal Fallacies.

Fejlslutning 2
At opfordre til eller give incitamenter for enkeltpersoner til at forsøge at spare mere siges at stimulere investeringer og økonomisk vækst. Dette synes at stamme fra en antagelse om en uændret aggregeret produktion, således at det, der ikke bruges til forbrug, nødvendigvis og automatisk vil blive afsat til kapitaldannelse.

Faktisk det omvendte er sandt.

I en pengeøkonomi betyder en beslutning om at forsøge at spare mere op for de fleste mennesker en beslutning om at bruge mindre. Mindre forbrug af en opsparer betyder mindre indkomst og mindre opsparing for sælgerne og producenterne, og den samlede opsparing øges ikke, men mindskes, og da sælgerne til gengæld reducerer deres indkøb, reduceres nationalindkomsten og dermed den nationale opsparing. En given person kan ganske vist lykkes med at øge sin egen opsparing, men kun på bekostning af at reducere andres indkomst og opsparing med endnu mere.

Hvor opsparingen består af reducerede udgifter til ikke-oplagrede tjenester, som fx. en klipning, er effekten på sælgerens indkomst og opsparing øjeblikkelig og indlysende. Hvor der er tale om en vare, der kan opbevares, kan der være tale om en øjeblikkelig midlertidig investering i lager, men dette vil snart forsvinde, da sælgeren skærer ned på ordrer fra sine leverandører for at bringe lagerbeholdningen tilbage til et normalt niveau, hvilket i sidste ende fører til en nedskæring af produktion, beskæftigelse og indkomst.

Opsparing skaber ikke “lånbare midler” ud af den blå luft. Der er ingen formodning om, at opsparerens øgede banksaldo vil øge hans banks evne til at yde kredit med mere, end kreditgiverens banks evne til at give kredit vil blive reduceret. Hvis der er noget, er det mere sandsynligt, at sælgeren er aktiv på aktiemarkederne eller vil bruge kredit, der er forøget af salget til at investere i sin virksomhed, end en opsparer, der reagerer på tilskyndelser såsom IRA’er, fritagelse eller udskydelse af skat på pensionsfonde, og lignende, således at nettoeffekten af opsparingsincitamentet er at reducere den samlede forlængelse af banklån. Opsparingsforsøg med tilsvarende reduktion i udgifter gør intet for at øge bankernes og andre långiveres vilje til at finansiere tilstrækkeligt lovende investeringsprojekter. Med ledige ressourcer til rådighed, er opsparing hverken en forudsætning for eller en stimulans til, men en konsekvens af kapitaldannelse, da indkomsten fra kapitaldannelsen giver en kilde til yderligere opsparing.