Denne lille historie fra litteraturens verden falder lidt uden for sigtet med de øvrige parabler.
Jeg har dog ikke for nærværende andre steder at anbringe den./pma

Jack London giver – i Afgrundens folk – en beskrivelse af et besøg i Londons East End i 1902. Det er ikke hyggelig læsning, og man kan undre sig over at nogen havde mod til at begive sig ‘derind’ frivilligt!

Jack London har set fattigdommen og beskrevet den.
Her gengives ikke hans beskrivelse men kun et uddrag fra hans afsluttende kapitel, hvor han siger, at noget må gøres.
Er der en løsning på fattigdommens problem?

Afgrundens folk
I dette afsluttende kapitel vil det være på sin plads at se på den sociale afgrund i dens helhed og stille visse spørgsmål til civilisationen, spørgsmål, med hvis besvarelse civilisationens betydning må stå eller falde.

Har civilisationen for eksempel forbedret menneskenes kår?
Med mennesket mener jeg her gennemsnitsmennesket.

Alaska
I Alaska langs Yukon flodens bredder, i nærheden af flodens udløb, bor Innuit folket. Det er meget primitive mennesker, hos hvem man kun finder svage glimt af den store konstruktion, der kaldes civilisation. Folkets formue beløber sig vel til 20 pund sterling pr. individ. Disse mennesker skaffer sig føden ved at jage og fiske med spyd og pile, forsynet med benspidser. De mangler aldrig husly. Deres klæder, der for størstedelen er lavet af dyreskind, er varme. De mangler aldrig ved til deres ild og tømmer til deres huse, som de bygger halvt under jorden, og hvori de kan ligge godt lunt, så længe den kolde årstid varer. Om sommeren bor de i telte, hvor den friske, kølige brise kan stryge ind. De er sunde og stærke og lykkelige. Deres eneste livsproblem består i at skaffe føden; undertiden har de rigeligt deraf, undertiden sparsomt. I gode tider holder de fester, i dårlige tider sulter de ihjel. Men de kender ikke til, at en del af dem altid lider under at gå omkring og halvsulte. Desuden har de ingen gæld at slås med.

England
I det forenede kongerige, ved det vestlige oceans kyster, bor det engelske folk. Det er et højt civiliseret folkefærd, hvis kapital beløber sig til mindst 300 pund sterling pr. individ. Englænderne skaffer sig ikke føden ved jagt eller fiskeri, men ved slid og allehånde kunstgreb. De fleste lider under dårlige boligforhold, de lever i usle huse og har ikke brændsel nok til at holde sig varme, og de er utilstrækkeligt påklædt. Et konstant antal har aldrig tag over hovedet og må sove under åben himmel. Vinter og sommer kan man finde masser af dem på gaden, rystende i deres elendige pjalter.
De har også gode og dårlige tider. I gode tider lykkes det de fleste af dem at få nok at spise, i dårlige tider dør de af sult. De sulter ihjel i dag, de sultede ihjel i går og i fjor, og de vil dø af sult i morgen og til næste år; thi hos dem er der, i modsætning til hvad der er tilfældet hos innuiterne, en kronisk hungersnød. Der er 40 mio. englændere, og de 939 af hver 1000 dør i fattigdom, medens 8 mio. fortvivlet kæmper for at holde armoden fra døren. Desuden fødes hvert barn, som ser dagens lys iblandt dem med en gæld på 22 pund sterling – på grund af en opfindelse, der benævnes nationalgælden.

Sammenligning:
Drager man en ærlig sammenligning mellem gennemsnits-innuiten og gennemsnits-englænderen, vil man finde, at innuitens liv er mindre strengt; medens innuiten kun lider nød i dårlige tider, er der også nød blandt englænderne i gode tider: ingen innuit mangler brændsel, klæder eller husly, medens englænderen stadig må kæmpe for disse tre ting.
I denne forbindelse er det værd at mindes, hvad en mand som Huxley har udtalt. Efter de erfaringer, han har samlet sig som offentlig læge i Londons East End og som videnskabelig forsker blandt de mest primitive vilde folkeslag, er han kommet til følgende anskuelse:

Hvis man stillede mig valget, ville jeg efter modent overlæg foretrække det liv, den vilde fører, for det liv, de fattige lever i det kristelige London.

Civilisationen
De goder, som menneskene nyder, er resultatet af menneskenes eget arbejde. Men nu da civilisationen ikke har kunnet skaffe englænderen føde og husly, således som innuiten kan glæde sig ved, vil det være på sin plads at opkaste følgende spørgsmål:

Har civilisationen da ikke forøget menneskenes produktionsevne?
Hvis den ikke har det, er den intet værd.

Men man må straks indrømme, at civilisationen virkelig har forøget menneskenes produktionsevne. Fem mand kan producere det brød, som 1000 mand kan leve af; én mand kan producere 250 menneskers forbrug af bomuldstøj eller 300 menneskers forbrug af uldstof, eller støvler og sko til 1000 mennesker. Alligevel er det i denne bog blevet fastslået, at millioner af det engelske folk ikke får nok føde, klæder og sko. Og derfor fremtræder nu det uafviselige spørgsmål:

Hvordan kan det da være, at civilisationen, som faktisk har forøget menneskenes produktionsevne, ikke har kunnet forbedre menneskenes kår i almindelighed?

Løsning?
Kort sagt, samfundet må reorganiseres —–

****

Så vidt Jack London fra 1902. (Mine fremhævninger)
Han giver dog ikke specifikke forslag. Det er ikke klart, hvad der ligger i ‘reorganisering’!

Har vi effektive forslag?

Thomas Paine kunne i 1797 se civilisationens mangler og han gav et specifikt forslag som passede til hans tid. Læs Agrarian Justice / Ligeretten til jorden.
Henry George så også fattigdommen 100 år senere end Paine, og lidt før Jack London.
Han redegjorde for problemet i detaljer og fremkom med en løsning som kan anvendes i dag – hvis vi vil. Læs Fremskridt og Fattigdom

Henry George og Thomas Paine har begge draget sammenligninger, som ikke falder ud til fordel for civilisationen.

Henry George (Fremskridt og fattigdom, Kap. 5 – Opgaven løst, 1879):

Det er min bestemte overbevisning, at dersom nogen på livets tærskel fik valget mellem at begynde sin tilværelse enten som ildlænder, australneger, polareskimo eller som medlem af de laveste klasser i f.eks. Storbritannien, så ville han gøre det bedste valg ved at vælge den vildes lod.

Thomas Paine (Agrarian Justice/Ligeretten til jorden, 1797):

Indianerens liv er som én lang, uafbrudt ferie sammenlignet med livet for de fattige i Europa, men dog alligevel usselt i forhold til de velhavendes tilværelse. Den såkaldte civilisation har således medført, at tilværelsen for den ene del af samfundet er blevet rigere og for den anden del mere kummerlig end tilfældet ville have været i naturtilstanden.