Fra John Steinbeck: Vredens Druer. 8. oplag, Side 266 ff

Tom Joad og hans familie er kommet til Californien.

…….
De nye tilflyttere begærede kun to ting: jord og mad. Og for dem var de to ting eet og det samme. Det lå der, så man kunne se det og begære det: de gode marker, der skulle graves vand til, de gode grønne marker, jord, som man prøvende kunne smuldre i hånden, græs, man kunne lugte, havreaks at tygge på, indtil man mærkede den skarpe sødme i struben.

En mand kunne se på en mager mark og for sit indre blik se, at hans egen krumme ryg og hans egne stærke arme kunne bringe kålen frem for dagen, det gyldne brødkorn, roerne og gulerødderne.

…

Og den mand forstod, at en mager mark er en synd og at den uudnyttede jord er en forbrydelse mod de magre børn. Og sådan en mand kørte hen ad vejene og mærkede fristelsen ved hver eneste mark og følte begæret efter at tage disse marker og få dem til at frembringe styrke for hans børn og en smule luksus for hans kone.

…

Om aftenen samledes mændene og passiarede sammen. De sad på hug og talte om den jord, de havde set.

Der ligger tredive tusinde acres ude vestpå. Der ligger de. Gud, hvor kunne jeg få noget ud af det med den jord, blot fem af de acres.

…

I lejrene kunne man begynde at hviske: Der er arbejde i Shafter. Så blev vognene læsset om natten; de fyldte landevejene – et kapløb efter arbejde. Og langs vejene lå fristelserne – markerne, der kunne producere mad.

“Det er der nogen, der ejer. Det er ikke vores.”

“Ja, men måske kunne vi få et lille stykke af det. Måske et lille stykke. Lige derhenne – blot en plet jord. Nu står der pigæbler. Å Gud, på den lille plet kunne jeg få kartofler nok til at ernære hele min familie med.”

“Det er ikke vores. Der er nødt til at stå pigæbler der!”

Nu og da gjorde en mand et forsøg, sneg sig ind på jorden og ryddede et stykke, prøvede som en tyv at stjæle en smule rigdom ud af jorden. Der opstod hemmelige haver, skjult i ukrudtet. En pakke gulerodsfrø og en smule roer. Han satte kartofler og krøb ud om natten for hemmeligt at hakke i den stjålne jord.

Man måtte lade ukrudtet stå rundt om pletten, så kunne ingen se, hvad man gjorde.

Om aftenen gjorde man hemmeligt havearbejde og bar vand i en rusten kande.

Og en dag tropper en politibetjent op: “Nå, hvad bilder De Dem ind, at De foretager Dem her?”

“Jeg gør ingen fortræd.”

“Jeg har holdt øje med Dem. Det er ikke Deres jord. De er trængt ind på en anden mands ejendom.”

“Jorden er ikke pløjet og jeg gør ingen fortræd.”

“I fordømte karle, der bruger andre folks jord. Det varer vel ikke så længe, før I tror, I ejer den? Skrub nu af.”