Frit efter Leon Maclaren: Samfundets Natur

Jens Hansen, som – efter at have været udenlands i mange år – vendte tilbage for at bygge sig et hjem i sit gamle land, har fortalt om, hvilke overraskelser, der mødte ham.

Han udvalgte sig en passende byggegrund og henvendte sig til ejeren for at få oplysning om købsprisen. Ejeren forlangte en stor sum, hvilket forbavsede Hansen og fik ham til at spørge:

“Hvorfor så meget?”

“Vel,” svarede ejeren, “grunden ligger tæt ved to hovedveje, der er ikke langt til skole og offentlige transportmidler og der er udsigt til den offentlige park. Dette giver meget store fordele, og jeg kan nemt sælge denne grund.”

Hansen blev enig med sælgeren af grunden og begyndte at bygge sit hus.
Da det var næsten færdigt, så han en fremmed person, der var ved at foretage nogle opmålinger, og han gik hen og spurgte, hvad det drejede sig om.

Den fremmede svarede, at han kom fra byens kontor for ejendomsbeskatning. Hansen sagde: “Det kan godt være, men dette er mit hus. Hvad laver du her?” Vurderingsmanden blev lidt overrasket og forklarede, at han var ved at vurdere huset for ansættelse til ejendomsskat.

Hansen krævede at få at vide, hvorfor han skulle betale ejendomsskat.
“Hvorfor?” sagde vurderingsmanden, “for at betale for hovedvejene, skolen, den offentlige transport, parken og de andre fordele ved at bo i dette område.”

---

Enhver, der bruger sine øjne, vil bemærke, hvorledes det offentliges udgifter til forbedringer bliver kapitaliseret af jordejerne, som averterer med disse selvsamme forbedringer som årsag til, at de skal have en højere pris for deres jord.

Hvis dette beløb blev inddraget af det offentlige som en løbende afgift, ville det ikke være nødvendigt at opkræve drøje skatter på arbejde og forbrug.