Retfærdighed

To forslåede og sønderrevne rejsende fra ørkenen henvendte sig til Cadien i en østerlandsk by.

“Vi var 5 købmænd på vej hertil med varer.” fortalte de. “Efter en dagsrejse gjorde vi holdt og slog lejr. Efter os kom der en gruppe trætte mænd, som krævede adgang til vores lejr; da vi nægtede dem adgang, overfusede og truede de os, og da vi ikke svarede på deres trusler, brugte de magt. 3 af os blev dræbt, og vi undslap kun med nød og næppe. Vi beder om retfærdighed.”

“Vi skal øve retfærdighed” svarede Cadien. “Hvis det, I siger, er sandt, skal de, som overfaldt jer, når I ikke havde gjort dem noget, dø. Hvis det ikke er sandt, hvad I siger, skal I bøde med jeres liv for falsk vidnesbyrd.”

Da købmændenes overfaldsmænd ankom, blev de straks ført frem for Cadien.

“Er købmændenes historie sand?” spurgte han.

“Det er den, men – “

“Jeg vil ikke høre mere”, råbte Cadien. I indrømmer, at I har truet mænd, som ikke havde tiltalt jer, og at I har overfaldet mænd, som ikke havde gjort jer noget. For dette fortjener I at dø.”

De prøvede fortsat at forklare sig, medens de blev ført bort.

“Hør på dem, Cadi” sagde en gammel mand, “for at du ikke skal øve uret.”

“Men de har indrømmet, at købmændenes historie er sand!”

“Ja, men deres historie er måske ikke hele sandheden.”

Cadien hørte så på dem, og de fortalte, at de, da de kom til købmændenes lejr, erfarede, at købmændene havde slået lejr omkring den eneste kilde i den del af ørkenen, og at de nægtede dem at komme ind for at drikke. Først forsøgte de med indvendinger, så med trusler, og så, hellere end at dø af tørst, angreb de købmændenes lejr, og i dette håndgemæng blev 3 af købmændene dræbt.

“Er dette også sandt?” spurgte Cadien købmændene.

Købmændene måtte indrømme, at det var sandt.

“Så” sagde Cadien, “I fortalte mig sandheden, som, da det kun var en del af sandheden, i virkelighed var usandt.
I var den angribende part, da I havde taget den eneste kilde, hvorfra disse mænd kunne få vand. Så den dødsdom, jeg har afsagt, er for jer.”


Der var vand nok – men ikke til alle, da købmændene havde privatiseret det. Tænk over det!