Robinson Crusoe tog, som vi ved, Fredag til sin slave.

Men lad os antage at Robinson i stedet for at tage Fredag som slave havde hilst ham som et menneske og en broder, havde læst FN’s erklæring om menneskerettigheder for ham, og havde ladet ham vide at han var en fri og uafhængig borger, der havde ret til at stemme og til frit at søge erhverv – men at han samtidig også havde ladet ham vide at denne ø var hans, Robinson Crusoes, private ejendom.

Hvad ville forskellen have været?

Da Fredag ikke kunne flyve op i luften eller svømme bort over havet, da han var nødsaget til at leve på øen, hvis han da skulle leve, ville han i det ene tilfælde have været lige så meget slave som i det andet.

At Robinson ejede øen var ensbetydende med, at han ejede Fredag.

Personligt slaveri er i virkeligheden kun den rå og primitive form for ejendomsret til mennesker. Det opstår kun dér, hvor befolkningen er spredt. Når ikke særlige omstændigheder er til stede vedvarer det aldrig, hvor befolkningsvæksten giver jorden høj værdi. Thi da giver ejendomsret til jord den samme magt, som ejendomsret til mennesker giver, og i en mere bekvem form.

Når vi i historiens løb ser sejrherrerne gøre de besejrede til slaver er det altid, hvor befolkningen er spredt og hvor jorden er af ringe værdi, eller hvor de har i sinde at bortføre deres menneskebytte. I andre tilfælde tilegner sejrherrerne sig kun de overvundnes jord, hvorved de lige så virkningsfuldt tvinger dem til at arbejde for sig.

Indførelsen af slaver i Italien begyndte ikke før de rige patricieres storgodser begyndte at affolke landet.

Europæiske skibe førte negerslaver til Amerika, hvor jorden var billig og arbejdskraften dyr, og ikke til Europa, hvor jorden var dyr og arbejdskraften billig.

Henry George: Samfundsspørgsmål